Tips omkring motorcyklen

Herunder en slags kortfattet opsummering af mine erfaringer omkring op- og ombygning af trial-mc og jeg vil her give en top tre over vigtigste forbedringer, som har betydet mest for min kørsel. Først dog en slags en nødvendighed mere end et tip til forbedring: Ergonomisk tilpasning - Altså placering af fodhvilere, styr etc. er selvfølgelig afgørende for om man kan arbejde ordentligt med maskinen. Som nævnt var 70'erne tilpasset en anden stil og størrelse mennesker, og for mig var det ret afgørende at komme længere ned. Hvis man er lille, er det ikke sikkert det er nødvendigt. (Kig evt. her) Mht styrhøjde hører man af og til den misforståelse at højere mennesker skal have et højere styr, men det er altså forkert. Med højere højde følger som regel også længere arme som så udligner de længere ben. Så man skal altså ikke bukke sig mere fordi man er højere. Hvis man dog ikke er skabt helt symmetrisk, som jeg fx ikke er - jeg har meget lange arme i forhold til kroppen, så skal man overveje om styrhøjden skal være væk fra "standard". Mine lange arme forlanger således et lavt styr, for at få den rette position på cyklen. Men ellers: 1. Gearing (kig evt. her) 2. Letgående kobling (kig evt. her og her) 3. Ordentlige dæk Lidt mere specifikt - og skrevet i forhold til Montesa'en: Ad 1: Jeg synes at jeg har ramt det virkelig godt med gearingen. Altså 1 tand mindre foran eller som jeg synes er bedre - og har valgt: 4 tænder mere bagtil. Så det kan jeg anbefale enhver. Det svarer nogenlunde til at andengearet ligger hvor førstegearet lå før. En lavere gearing kan betyde at man skal til at arbejde lidt med gearkassen når bakker kommer i spil. Jeg har dog endnu ikke mødt noget i det vi kører i som jeg ikke har kunne bestige i førstegear. Og at kunne køre snævre sektioner ultralangsomt stort set uden brug af kobling, gør ufattelig meget for ens kørsel - og, vil jeg mene, i praksis er det også en nødvendighed. Ad 2: Montesa'ens kobling er utrolig tung med tanke på at det er en trial-cykel. Som jeg også har nævnt tidligere, så har det måske passet bedre til 70'ernes trial-kørsel, med sektioner som vist var knap så snævre og væsentlig hurtigere. Så altså selvom utrolig meget er vundet ved at geare ned, så er det så meget nemmere at køre med en letgående kobling med lidt længere vandring. Man kan dosere meget mere præcist og man trættes selvsagt langt mindre. Ad 3: Det giver nok sig selv. Grip er altafgørende i trial og det får man altså kun med fornuftige dæk. Jeg har i første omgang valgt dæk i den lave prisklasse, men selv disse er en enorm forbedring i forhold til de gamle indtørrede dæk, der sad på den da jeg fik den. Hvor meget der er vundet ved at købe dæk i "toppen af klassen", ved jeg selvsagt ikke, men jeg ved jo hvor meget det giver på en gadecykel, så jeg tænker der også er vundet en hel del i trial. Hvis man har ubegrænsede økonomiske ressourcer, kan man selvfølgelig bare købe det bedste på markedet, men jeg mener dog at man skal have en vist dygtighedsniveau for at få glæde de sidste procents forbedring der er med topklassedæk. Som man ser har jeg valgt at overstrege tidligere tanker. Det er virkelig afgørende med dæk. Hvis man har bare lidt ambitioner og træner nogenlunde jævnligt, så kan jeg kun anbefale at købe ordentlige dæk fra starten. Forskellen mærkes tydeligt meget hurtigt i ens udvikling. Tanker om økonomi Det er ofte i pauserne under fællestræningerne blevet diskuteret om det kan betale sig at købe et "lig" og så selv sætte i stand og tilpasse. Som regel ender det ud i en konklusion om, at det kan det ikke. Som udgangspunkt er jeg grundlæggende enig - Jeg har dog været relativ heldig og har også ret gode muligheder for selv at lave en billig opbygning - Og så har jeg bare rigtig god erfaring med at lave ting på et minimalbudget (fordi jeg aldrig har haft råd til andet), så jeg vil nok, så at sige, betegne mig selv som undtagelsen der bekræfter reglen. Men for at illustrere, så her mit foreløbige regnskab med Komtessen - Som tidligere nævnt er den for så vidt "færdig" og tilpasset mine ønsker: Montesa: 3500 Bagdæk: 400 Fordæk: 425 Bagskærm: 400 Forgaffelsimmerringe: 50 Styr: 250 Greb: 80 Kædekit: 550 Bagdæmpere: 800 Indsugningsgummi: 60 Kill switch: 175 Luftfilter: 80 Greb: 80 Tændrør: 50 Tændrørshætte: 50 Ledninger, slanger o. a: 100 Diverse olier: 200 Strøm, gas, svejsetråd, slid på værktøj og. lign. sætter jeg til: 200 —————— I alt: 7250 Egentlig skulle bagskærmen ikke regnes med, da jeg jo selv har ødelagt den - og jeg kunne desuden have valgt en billigere uoriginal skærm. Jeg burde så til gengæld indregne koblings- og bremsekabler, men jeg har taget nogle brugte Morini-kabler jeg havde liggende som jeg kunne korte op og tilpasse. Materialer til fremstilling af blandt andet bremsepedal og koblingsudveksling skulle for så vidt også med - men igen er det lavet af ting jeg havde liggende. Bortset fra det, er det er altså regnskabet til dato. Som det ses skal basis-cyklen ikke være synderlig dyr, den må ikke være ret ringe og man skal heller ikke vælge komponenter der er af meget bedre kvalitet, før man kan begynde at stille spørgsmål ved om det kan betale sig at gøre som jeg har gjort. Jeg har fx valgt de billigste støddæmpere, har købt et lidt ældre (nyt) dæk af en fra gruppen; var heldig at finde et billigt brugt styr - for at nævne de dyreste ting. Hvis jeg havde valgt en lidt bedre kvalitet hele vejen rundt, så skulle der nok lægges et par tusind oven i. Hvis man er uheldig at have mere alvorlige problemer der skal ordnes, begynder det at tage fart med udgifterne. Generelt var Montesa’en i o.k. stand og jeg har jo været så heldig at få foræret en generator - ellers havde jeg også haft en udgift på en ny primærspole. De fleste ting jeg har måtte skifte, er noget som man typisk skal regne med skal fornyes eller repareres: dæk, støddæmpere; kæde/kædehjul, gummidele, pakninger; olieskift etc. Hvis man så regner arbejdstid - og frustrationerne omkring det ikke at kunne køre, fordi cyklen er adskilt - så kan man for alvor begynde at stille spørgsmål ved om det kan betale sig. Det afgørende er altså en meget lav pris på basis-cyklen, som dog skal være i fornuftig stand, og så evner og muligheder for at lave tingene selv. For så vidt er jeg kommet ret billigt ud at køre - så man kan altså være heldig. For denne måde taler også at man kan tage udgifterne løbende, så det ikke er på en gang man skal smide det fulde beløb. Men det kræver selvfølgelig at cyklen er nogenlunde kørende fra dag et og at man kan lave opgraderingerne uden for megen stilstand. Med i overvejelserne skal også, at selvom man køber en fuldt renoveret cykel, kan man komme ud for alligevel at få ekstra udgifter, hvis den fx skal tilpasses til ens ergonomiske præferencer.