Min trialkørsel



Foto: Niels V. Jensen

Jeg har altid været fascineret af trial-sporten, og da min ven Morten fik sig en fantastisk flot Aprilia trial-motorcykel, tænkte jeg at nu måtte jeg altså også se om jeg ikke kunne komme i gang med at køre.

Jeg spurgte mig omkring i Morinisammenhænge hvilken Morini var velegnet til ombygning - og inden jeg fik set mig om, fik jeg foræret en Corsaro fra 60’erne af Holger, en af de tyske Morinister.

På Facebook er der en gruppe for Classic Trial kørere i Danmark. Den fik jeg meldt mig ind i og det viste sig at der er en "hård kerne" på Fyn, endda nogenlunde på mine kanter, som er særdeles aktiv.
Jeg blev inviteret til at komme at kigge på deres træninger - og det var vist en fejl, for utålmodigheden for at komme til at køre selv blev straks en faktor, der ikke var til at ignorere. At få Corsaroen bygget om er jo et meget langvarigt projekt, og jeg ville ud at køre NU! - Så jeg søgte højt og lavt efter en billig maskine jeg kunne starte på og for en gang skyld var heldet med mig: Kort tid efter, d. 2 oktober 2020, fandt jeg i Gul & Gratis en Montesa til ganske få penge og den blev jeg simpelthen nødt til at købe.
Den stod i Jægerspris, så for at få så lille broafgift som muligt, kørte jeg over broen på en aftenbillet - altså uden trailer. Jeg tænkte at jeg nok kunne få den lirket ind i Punto’en, om ikke andet så ved at pille hjulene af.
Sælger var en automekaniker, som havde fået den delvist i bytte for noget arbejde. Han fortalte at den tidligere ejermand var en ældre herre som ikke havde kørt på den i noget nær tyve år. Den var for så vidt køreklar, så jeg slog selvfølgelig til med det samme - og selvom sælger bestemt mente at jeg ikke kunne få den i Punto’en, så lykkedes det nu alligevel, sågar uden at skille noget ad. Bagklappen måtte dog stå en smule på klem, men ellers gik det uden problemer.

Der skulle så lige laves lidt småting inden første træning, men så var den også klar til at deltage i træningen i mit nye trial-fællesskab. Første træning foregik (som alle træningerne gør) i en af gutternes private have d. 6 oktober 2020.
Det blev mig hurtigt klart hvor sjovt det er, så jeg var hooked med det samme!






Jeg vil prøve at skrive lidt om min kørsel herunder. Kan som altid ikke garantere regelmæssighed. Tiden er for kort til alt det jeg sætter mig for 😁

Endnu flere løb


Jeg er kommet bagud med beretninger. Jeg har deltaget i endnu et par konkurrencer. Dels vores lokale klubmesterskab og dels Skovtrial, som er en afdeling af DM.

Begge løb var med deltagelse af alle klasser, så der var virkelig noget at kigge på. Jeg kan jo ikke lade være med at fascineres af hvad der kan præsteres med de moderne maskiner - og så synes jeg bare det giver et helt særligt islæt, når der er så blandet deltagelse.
Begge løb var også med bedømmere, hvilket også var første gang for mig. De andre løb har været med selvbedømmelse. Det giver selvfølgelig det hele et "professionelt islæt" og gør det lidt nemmere og hurtigere at komme gennem sektionerne. Desuden er det hyggeligt med de bedømmere, som man møder igen og igen på runderne. De er alle meget søde og man er sikker på at få god opbakning, så det er faktisk redt fedt. Der ryger dog (potentielt) også lidt socialt på den bekostning. Mange vælger nemlig bare at køre "deres eget løb" - i modsætning til når man er inddelt i hold og er "tvunget til" at snakke sammen.
Men jeg valgte nu alligevel at hægte mig på nogle som havde samme lyst til at følges ad gennem sektionerne. Det synes jeg er hyggeligt og så det er bare fedt at dele op- og nedture med nogle følgesvende.


Klubmesterskabet blev afholdt d. 5. juni hos Heine i Morud.

Det blev meget hurtigt klart at Julius og Niels Ole gerne ville have mig på slæb, så det var jeg glad for. Vi valgte at tage den med ro, i håb om at der ikke var kø ved sektionerne.
Under opvarmning fik Niels Ole dog en defekt, så vi kom endnu senere afsted end planlagt. Men den sene afgang gjorde så også at der ikke rigtig var kø nogle steder.

Løbet bød på en del sektioner gennem åen i terrænet. Det er noget jeg gruer lidt for - dels fordi det ikke rigtigt er noget vi øver i hverdagen og dels fordi vand jo skjuler forhindringer der skal forceres. Men det gik nu alligevel forbavsende godt.

Generelt havde jeg et rigtig godt løb. Jeg var blevet væsentlig bedre til at læse terrænet og finde et godt spor.
Nervøsiteten som jeg ellers har kæmpet meget med, var også aftaget, så jeg kom hurtigere ind i et godt flow, hvor jeg følte mig hjemme på Komtessen.

Uf af de syv sektioner (som blev kørt fire gange), var der dog en som jeg bare ikke blev gode venner med. En relativ "simpel" opkørsel af en stejl skrænt, med et højresving på toppen inden udgang - på løst underlag. Ikke én gang lykkedes det mig at komme igennem, så 20 ud af mine 38 point kom alene fra sektion 6! Så kan man jo ikke lade være med at regne…"hvis man havde klaret den uden fejl eller bare med nogle 1’ere, hvordan ville ens placering så ikke have set ud 😁 - Men jeg kom på en sjetteplads, med de nærmeste tre konkurrenter med 35, 33 og 33 point, så jeg er nu alligevel lidt stolt af den placering.

Men endnu et dejligt løb, og ikke mindst glædeligt at kunne følges rundt med et par velkendte ansigter.


Skovtrial, d. 19 juni - kom lige midt i forberedelserne til det årlige Morinitræf. Egentlig havde jeg overhovedet ikke tid til at bruge en hel lørdag på at deltage i en konkurrence, men jeg kunne simpelthen ikke lade være - "når jeg nu har købt licens".
Jeg var således megatræt inden vi overhovedet skulle i gang. Det var sågar sådan at jeg under opvarming ikke "orkede" at køre over store forhindringer - jeg følte mig simpelthen for træt! 😆

Det var jo som nævnt et DM-løb, så der var proppet med deltagere. Omkring 80, mener jeg. Det foregik hos Thomas Pedersen (indehaver af protrial.dk) som har et fantastisk træningsområde i meget smuk og spændende natur. Mine daglige træningspartnere havde flere gange i årets løb fortalt om hvor fantastisk område det var - og det lever helt og aldeles op til beskrivelserne.

Nå, trods træthed skulle vi jo i gang. Jeg fik mig endnu en gang hægtet på Julius og Niels Ole, og vi ventede på vanlig maner lidt inden vi kørte afsted. Efter en halv times tid gik vi så i gang.
Vi begyndte med sidste sektion, nummer ti. Den lå lige hvor vi var og der var ingen andre ved den. Ved sektion et kørte først Niels Ole og siden jeg igennem, og vi ventede så at se Julius, men pludselig kunne vi se ham ligge på jorden og ømme sig. Vi sprang derover og det viste sig at hans kickstarteraksel var knækket, og fordi han havde trådt igennem med fuld kraft og ikke mødt nogen modstand fra motoren, havde han fået en alvorlig knæskade - som han endnu ikke er kommet sig over. Det var virkelig trist, men hans far var der til at hjælpe, så vi kunne ikke gøre andet end at fortsætte løbet. Men virkelig ærgerligt for Julius - og en skam at miste en god følgesvend.
Vi sadler altså op - og med ét kommer jeg i tanker om at jeg havde glemt at tanke…så jeg fløj op til bilen, fik hældt noget benzin på og skyndte mig tilbage til sektion to og det lykkedes mig da også at indhente Niels Ole igen, takket være kødannelserne.

Nå, trods træthed, gik det faktisk nogenlunde. Til tider brillierede jeg og til andre tider lavede jeg banale begynderfejl - de bliver dog heldigvis færre. Nervøsitet var der næsten ikke. Om det var pga. trætheden, eller bare fordi jeg begynder at føle mig hejemme i miljøet verd jeg ikke.
En ting var mig dog lidt til gene: Fordi der var så megen trængsel (vi undgik den ikke alligevel), var der ikke rigtig tid til at gå sektionerne ordentlig igennem, og det kostede mig en del point, fordi jeg bare ikke var tilstrækkelig forberedt. Det var således først ved tredje gennemkørsel, at jeg havde en ide om hvordan jeg ville køre. Og der var jeg for alvor begyndt at blive træt. 😆

Endnu et teknisk problem skulle vi dog opleve - og denne gang var det Komtessen som blev træt. På tredje omgang, ved sektion otte væltede jeg uden for sektionen og madammen gik i stå - og ville så ikke starte igen.
Det var nede ad en skrænt og Niels Ole var så venlig at hjælpe med at få den op derfra. Vi prøvede så at skubbe den i gang, men den var helt død - og det gik vi så også. Det var megavarmt og, har jeg nævnt det, jeg var træt!

Jeg var næsten sikker på at det var et tilsodet tændrør på grund af den fede blanding i det lave område. Niels Ole og Kjeld tilbød at hente det ekstra tændrør jeg havde liggende i bilen, så det blev til at Niels Ole kørte runden færdig og kom så tilbage med tændrøret - og så ville Komtessen igen. Jeg var ellers næsten der, hvor jeg håbede at den ikke ville, for jeg kunne næsten ikke overskue at skulle køre den sidste runde. 😆
Men jeg fik den kørt og sågar ret flot - med en god del nullede sektioner.

Trods træthed alligevel en fantastisk dag i godt selskab, med sjove sektioner og i det hele taget meget vellykket løb.
Dagen var dog ikke helt ovre, for Tanja og jeg skulle lige "et smut" til Tyskland for at købe drikkevarer til træffet, så ingen søvn før langt over midnat! 😴

Jeg blev i øvrigt (ikke uventet) nummer sjok til dette løb! 😆

Jeg skal også lige have med at en af sektionerne blev lukket, fordi der var en af deltageren der havde haft et tilsyneladende alvorligt uheld. Han lå fikseret inde i sektionen og kunne ikke flyttes, fordi man frygtede rygsøjleproblemer. Han blev sågar hentet af en helikopterambulance. Vi fik dog ved præmieoverrækkelserne at vide, at den uheldige ikke var kommet alvorlig til skade og var frisk igen, så det var glædeligt at høre.

9. juli 2021


Klubmesterskab



6'eren inden det for fjerde gang går galt


Skovtrial




Flere løb


Jeg må vist hellere skrive lidt igen. Jeg har faktisk deltaget i to konkurrencer siden sidst. Først Thy Classic d. 25. april og så vores lokale Fionia Classic d. 8.-9. maj, som foregår på vores hjemmebane hos Niels Ole.

Thy Classic foregår tæt på Vildsund på en meget flot grund med udsigt til Thisted Bredning.
Det blev gjort som til Aunsbjerg: Tanja og jeg tog på tur med campingvognen hele weekenden - og jeg deltog så i konkurrencen om søndagen, mens Tanja i noget af tiden gik på vandring i området.
Nervøsiteten var stadig et problem, men heldigvis havde arrangørerne været så venlige at sætte mig i gruppe med "mine egne" Erik og Niels Ole, så jeg følte mig i trygge hænder. Det hjalp en hel del, så endnu en gang en taknemmelig tanke til arrangørerne herfra.
De otte sektioner blev kørt fire gange - og jeg blev som vanlig markant bedre for hver omgang. Jeg havde faktisk et helt godt løb og jeg endte såmænd med ikke at blive sidst 😁 - Jeg slog sågar den meget erfarne Leif Nielsen (men vist mest af alt fordi han havde en dårlig dag og jeg en god).
Jeg blev også beæret med en særlig præmie - en anerkendelse af mit engagement som relativ ny, så det blev jeg også meget glad og stolt over.

Fionia Classic var jeg meget spændt på. Der var ligesom ekstra pres på, når det nu var på hjemmebane - så var jeg jo næsten nødt til at gøre det godt 😄
Men løbet begyndte selvfølgelig længe før. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at hjælpe til med forberedelserne og var med til at bygge et par af sektionerne. Alle sektioner blev selvfølgelig gennemgået i fælleskab og vurderet om de var ladsiggørlige. På den måde var jeg temmelig godt forberedt, men der var alligevel en del af sektionerne som jeg var meget nervøs for - et par af dem decideret bange for, hvor jeg ligefrem overvejede om jeg bare skulle tage en 5’er fra start og så springe dem over. Der var 15 sektioner som skulle køres to gange den ene vej lørdag og to den anden vej søndag.
Jeg havde igen campingvognen og Tanja med og ankom allerede fredag. Der blev snakket lidt om aftenen, men ellers kom vi nogenlunde tidligt i seng, så vi var friske til dagen efter. Kl 11 om lørdagen gik vi så igang. "Ceremonimesteren" Kjeld havde sat mig i sin egen gruppe sammen med Leif, min konkurrent fra Thy og Hans Reiter fra Tyskland. Det var godt selskab og nervøsiteten faldt endnu et hak i forhold til sidste konkurrence. De først sektioner kørte jeg faktisk nogenlunde lige op med Leif, men det blev hurtigt klart at han havde en bedre dag end sidst. Det blev også meget tydeligt at han er væsentligt mere erfaren end mig og da vi nåede til anden gennemkørsel, var jeg håbløst bagud i forhold til ham.
Jeg valgte "selvfølgelig" at mande mig op til de angstprovokerende sektioner og det viste sig at nogle af de sektioner jeg havde troet ville være mig umulige at gennemføre var meget lettere end antaget. Til gengæld var der så andre der viste sig sværere end troet. Ja, og så lavede jeg igen en masse begynderfejl, men dog færre end sidst. Og de helt åndssvage som jeg lavede i Aunsbjerg undgik jeg faktisk helt.
Lørdag aften gik der så lidt vel mange øller i det og sengetiden blev heller ikke ligefrem fordrende for søndagens løb. Om morgenen var jeg således slet ikke frisk og vi skulle halvvejs gennem første gennemkørsel før jeg følte mig nogenlunde hjemme på Komtessen. Leif brillierede gang på gang, så ingen chance for at komme op på siden af ham. Han endte på 90 point - jeg på 112 og måtte "nøjes" med andensidstepladsen.
Men alt i alt et sjovt, spændende og ikke mindst meget udfordrende løb. Dejligt med alt det sociale, hyggen og snakken. Vores lille gruppe blev enige om at vi bestemt var vinderholdet - fordi vi havde haft et fedt løb og dejligt selskab hele vejen igennem weekenden.



Til Fionia var der jo en tysker tilstede: Hans. Den eneste der havde vovet sig herop trods restriktioner. Han havde en bog med som jeg bladrede igennem med stor fascination. En meget velopbygget bog om det basale i trial-kørsel. Hans kender forfatteren og ville således sælge bogen på stedet, så jeg valgte at købe den. Efter at have læst den halvvejs igennem, har jeg fået flere aha-oplevelser og de ting er jeg så begyndt at træne på. Jeg har også nærstuderet Niels Oles teknikker en hel del på det seneste. Vi er i fysik relativt ens og jeg forsøger at tilegne mig den stil han kører med. Begge dele har givet mig ret stor forbedring af min kørsel.
Bogen kan jeg ubetinget anbefale - hvis man altså kan en smule tysk.

21. maj 2021


Thy Classic




Fionia Classic




Vinderholdet

Træt, men glad efter en god weekend



En lille beretning fra Aunsbjerg:


Jeg fik aftalt med Tanja om at tage "på tur". Jeg lokkede med overnatning i campingvogn og foreslog at hun kunne tage cykel med, så hun kunne inspicere området mens vi konkurrerede.
Jeg skrev så til arrangøreren Leif, og spurgte om vi eventuelt kunne slå lejr omkring hvor det foregik. Jeg fik en fin detaljeret beskrivelse tilbage med lokationen og at godsejeren vist ikke ville have noget imod, hvis vi stillede campingvognen ved sektion 7.
Lørdag middag blev der så pakket og så gik det mod nord. Vi ankom i de smukke omgivelser ved sekstiden, fandt stenstakken der var markeret med et 7-tal og slog så lejr der. Inden aftensmaden blev indtaget, gik vi de sektioner igennem som lå tæt på vores overnatningssted.
Min først umiddelbare tanke var, at jeg da vist havde fået kastet mig selv ud i noget der var langt over mine evner. Jeg var i forvejen ret sikker på at jeg nok ville ende på en sidsteplads efter at have luret hvem der var konkurrenter - og ved synet af sektionerne blev det da for alvor en placering jeg skulle regne med. Jeg var dog af mine daglige træningspartnere blevet lokket til at melde mig til i klassen med alle topkørerne, og det stod jeg nu og fortrød en anelse!
Vi måtte så lige køre en lille tur efter benzin til reservedunken, for det havde jeg selvfølgelig glemt på vejen derop. Da vi kom tilbage kørte vi så rundt i bil for at lede efter de resterende sektioner. 2 af dem fandt vi ikke, men jeg fik da gået de andre igennem, så jeg havde noget at tænke over inden søvnen kom over mig.
Kl. 7.45 ringede vækkeuret og jeg begyndte at gøre mig klar. Et par biler ankom, og da de første motorcykler blev startet, kunne jeg ikke vente længere med at komme rundt for at lede efter de sidste to sektioner. Tanja tog afsted på cykeltur til Hald sø og jeg fandt så med lidt hjælp fra arrangørerne de sidste to sektioner.
Efter orienteringsmødet, hvor vi blev delt op i grupper af 4, blev der kl. 10 kørt løs. Vores gruppe begyndte ved sektion 2 (så vidt jeg husker), hvor man på svært spor skulle forcere en meget dyb og bred drænrende to gange. Eli som var min Classic-medkonkurrent i vores gruppe, valgte første gang at køre ned i renden og så kæmpe sig op dernede fra. Jeg var ret sikker på at jeg ikke kunne gøre det uden masser af fodfejl, så jeg valgte den "moderne" løsning: at forsøge at hoppe over. Det gav første gang 5 point: Lige da jeg slipper koblingen for at lave springet, mister jeg grebet om styret og uden kontrol lander jeg så nede i renden! Jeg har stadig ikke grejet, hvordan jeg kunne miste grebet. Næste gang vi kom til sektionen: samme procedure. Denne gang kom jeg over, men i landingen fik jeg skubbet til dødemandsnappen, så Komtessen gik ud: 5 point. Tredje gang er lykkens gang - jep, det lykkedes og jeg kunne nulle sektionen. Fjerde gang lykkedes det også, men knap så elegant - det gav i alt 2 point.
Nå, jeg fik altså lagt ud med en femmer og det tal skulle følge mig ret meget - særligt i starten. Simple fejl som at miste balancen så jeg kørte ud over bånd, motorstop - vist nok tre gange i alt; trille baglæns, stå stille for længe osv. Der var mange af den slags fejl, som kunne have været undgået med mere erfaring og ikke mindst ved bevidst at tage et point i stedet for at satse og så alligevel ende med en "fail".
Ind i mellem kunne jeg dog brilliere med nogle direkte elegante manøvrer og der blev da også nullet et par sektioner yderligere.
Jeg er, som nævnt i torsdags, virkelig dårlig til konkurrencer. Og selvom jeg havde aftalt med mig selv, at jeg bare skulle se det som en hyggedag med nogle nye træningspartnere, var jeg altså meganervøs til de første fire-fem sektioner, hvilket selvfølgelig kostede en del point og "fails". Nervøsiteten begyndte egentlig først at være udholdelig under tredje gennemkørsel af sektionerne - og da vi så nåede fjerde, var jeg ved at være træt og så kostede det point 😆
Jo, jeg endte selvfølgelig på sidstepladsen for Classic-klassen - med 81 point! Synes dog at kunne huske at nærmeste bedre lå på 72, så helt tosset var det måske ikke. Vinderen blev selvfølgelig (fristes man til at skrive) Hans Jørgen Beck med 14 point. Eli, min "klassekammerat" fik andenpladsen.

Det var sådan i grove træk min første oplevelse med en rigtig konkurrence.
Det var et virkelig godt arrangement; spændende sektioner med lidt af hvert og meget sympatiske arrangører - og medkombattanter, ikke mindst.

Erfaringerne jeg tager med mig er umiddelbart disse: Jeg skal først og fremmest varme en hel del op inden jeg kører første sektion. Der gik lang tid før jeg følte mig til rette på Komtessen og kombineret med nervøsiteten, stod jeg alt for stift på cyklen. Meget af den teknik som jeg ellers har fået nogenlunde på plads, blev ligesom først fundet frem et stykke inde i konkurrencen, og i stedet lavede jeg masser af typisk banale begynderfejl. Men det er jo det med at få det indarbejdet på rygraden - erfaring kan kun erfares!
Desuden skal jeg arbejde på kørsel på ujævnt terræn og nedkørsler. Førstnævnte har jeg allerede kunne konstatere på den nye del af min egen lille bane i haven, som er meget ujævn. Jeg tror simpelthen jeg har været vant til træning på lidt for jævne underlag. Nedkørsler er jeg ganske enkelt bare bange for. Der skal jeg vist bare opbygge selvtillid, for når jeg efterrationaliserer, er det noget nemmere end det jeg på forhånd frygter.
1 er bedre end 5 - skal også sidde på rygraden! Det er bedre at "dappe" end at risikere et "fail". I træningsøjemed er det jo ligemeget at "faile", men til konkurrence skal man stærkt overveje om det ikke er bedre at vælge at få et point.
Om jeg så har fortrudt at melde mig til Classic i stedet for Trim? Nej, jeg kan lide udfordringen og jeg synes det er sjovere at kæmpe sig til få point med noget svært end at komme lettere til det med noget let. En god placering blandt konkurrenter er ikke så vigtig som at føle at have overvundet noget svært. Så chancen for at jeg igen mænger mig med de gode er nok stor - så jeg beklager hvis man må trækkes med mig 😆

til første indlæg...

28. marts 2021



De tre topplaceringer i klassen
Brugt Komtesse

Fortræning


På søndag skal jeg deltage i min første konkurrence: Aunsbjerg Classic. Det er jeg selvfølgelig meget spændt på. Jeg er egentlig ikke særlig god til konkurrencer - har ligesom ikke det gen i mig. Jeg har det med ikke at præstere optimalt, så generelt er det ikke sådan at jeg higer efter at deltage i konkurrencer. Men det er jo ligesom en del af træningen at arbejde hen mod at kunne gøre det godt i en konkurrence, så at få det prøvet af skal nok blive sjovt. Og så glæder jeg mig særligt til mødet med de andre kørere. Ikke mindst fordi det i disse tider jo har en ekstra særlig betydning. Sådan en begivenhed er jo også højtidelig, og det er der altså noget særligt omkring.

Nå, men jeg forsøger da at træne lidt op til konkurrencen - jeg skulle jo nødig fremstå fuldstændig talentløs 😆  - Så der er altså blevet kørt lidt i haven og i skønt vejr!

I øvrigt går det godt med mine ribben. Jeg er dog stadig i "karantæne" mht store skrænter. Jeg vil ikke risikere noget. Men jeg er begyndt at kunne bevæge mig som jeg plejer - dog med smerter, men det er ikke sådan at jeg er begrænset eller ligefrem lammet af smerter.

25. marts 2021


Licens


Har fået SMS fra min bank: kontostanden er ved at være faretruende lav.
I dag blev der over eftertræningsøllen igen diskuteret kørerlicens. "Oldermanden" så lidt skuffet på mig, da jeg hævdede ikke at have råd - "det er jo i virkeligheden ganske få penge pr. træningsgang". Enig, sandt! Men som førtidspensionist er man (det er jeg i hvert fald) nødt til at prioritere på mikroplan, når det kommer til økonomi - og jeg synes altså det er mange penge - selv med indslusningstilbuddet.
Men det huer mig ikke at se skuffede ansigter, så da jeg kom hjem efter træningen købte jeg straks licens! 😆 - Så står den på vandgrød resten af måneden - og et stykke ind i næste, hvis jeg også skal finde penge til Aunsbjerg d.28. …og hvis jeg ellers kan få logistikken på plads.

Har ellers haft en lille pause. Dummede mig forrige lørdag. Havde igen jordkontakt ved en stejl skrænt. Denne gang var jeg på vej nedad og fik bremset lidt for hårdt med forbremsen så den blokerede. Jeg skred og kunne ikka nå at reagere fornuftigt. Faldt forover og landede - ja, selvfølgelig igen på venstre side af brystkassen. Jeg tror bruddet gik op igen, så derfor pause fra træningen. Men det går strækt fremad, så nu tør jeg prøve igen. Holder mig dog fra skrænter en tid endnu 😁

16. marts 2021



Wheeeelie


Super god træning i dag. Havde næsten ingen smerter omkring ribbenene.

Erik var endnu en gang kommet før alle andre og havde igen fået lavet en fantastisk sektion - som det sågar lykkedes mig at "nulle" - indtil jeg blev træt og sektionen blev gjort endnu sværere 😆

En relativ ny gut i vores kreds er Julius, og jeg er meget begejstret for at have ham som "konkurrent". Han er relativ ung, har rigtig "gå på mod" med det hele og er meget lærenem, så det er virkelig inspirerende. Vi har snakket en del om at vi skal lære at lave wheelies. Jeg har dog ikke helt mod på at øve det for vildt før mit ribben er i orden igen, så jeg bliver nok "sakket bagud", for Julius øver flittigt hver gang. I dag gik der så lige lidt konkurrence i det ved afslutning af træningen - og Niels Ole viste at han stadig har nogenlunde greb om det.

23. februar 2021


I gang igen


Er så småt gået i gang igen med fællestræninger. Nu er der gået tre uger siden jeg brækkede ribbenet. Jeg førsøger stadig at være meget skånsom over for overkroppen, for gider simpelthen ikke have forlænget forløb, men jeg kan altså heller ikke undvære at køre. Jeg forsøger således at lade smerterne bestemme hvad jeg kan gøre, undgår større forhindringer og "satser" ikke noget.
Teknikken lider en smule under det, for visse kropspositioner er ikke rare. Og en del fodfejl jeg normalt ville kunne redde, må jeg bare indkassere point på 😁

Men her samme sektion som for tre uger siden. Min "medkører" er Jens Voldsgaard, som også er ret ny i trial-sammenhænge:

20. februar 2021




Video: Erik Schjerning

Brækket ribben


Jep! 🙄

En af grundene til at jeg begyndte med trial, var også at jeg gerne vil køre offroad/cross, og så kunne trial være en god indgang, hvor skadespotentialet ikke var så stort! 😆  - Jaja, sådan kan det jo gå!
Ved træning d. 30 januar kørte jeg op ad en større skrænt. Jeg mistede grip helt ved toppen og begyndte at trille baglæns. I stedet for at smide Komtessen og mig selv ned, forsøgte jeg at "redde" situationen, men det lykkedes mig ikke at få bremset nok og i tide, så jeg trillede baglæns med stadig stigende hastighed, indtil jeg blev kastet af cyklen ved foden af skrænten. Jeg fløj baglæns, landede på den frosne jord på venstre side af ryggen og hørte samtidig noget der lød som en gren knække. Det var altså et ribben!
Jeg er således sat lidt ud af drift en tre-fire ugers tid.

Jeg er dog nu på et smerteniveau, hvor jeg kan lave lidt igen. I går fik jeg hentet ilt til min ilt- og gasanlæg (var løbet tør), så jeg kunne få rettet koblingsgreb på Komtessen, som blev bøjet ved styrtet og så har jeg kørt lidt forsigtigt rundt i haven i dag. Jeg har læst mig frem til at jeg skal undgå "kontaktsport" i 6-8 uger, så jeg vil ikke udfordre og lave noget hvor jeg risikerer at banke brystkassen ind i noget - men altså, en smule ottetaller og almindelige balanceøvelser kan jeg vist godt lave.

Jeg har også, sådan rent eksperimentelt, købt en brugt ridevest (ja, den er faktisk ubrugt). Det var egentlig lidt et fejlkøb, for da jeg fik den hjem, virkede den umiddelbart alt for volumniøs - troede slet ikke det var muligt at bevæge sig ordentligt i den, men i dag blev den prøvet af og det kan faktisk lade sig gøre at køre med den, så indtil ribbenet er groet helt sammen, eller jeg finder noget bedre, vil jeg bruge den, for så er ribbenet i hvert fald godt beskyttet. Jeg gav i øvrigt kun 85 kr for den! - og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde haft den på den "skæbnesvangre" lørdag, havde jeg ikke haft et brækket ribben nu! - Jeg skal dog lige nævne at jeg altid kører med rygbeskytter, men den beskytter egentlig kun rygsøjlen - som selvfølgelig også er langt vigtigst!

11. februar 2021



Typisk træningssektion


På Fyn er vi velsignet med en meget dygtig sektionsbygger, og i øvrigt fantastisk kører, nemlig Erik Schjerning. Det er i høj grad hans fortjeneste at vi har det sjovt og udfordrende - og ikke mindst at vi har så godt et fællesskab, for han gør utrolig meget for os.
Her en af mine bedre gennemkørsler af en træningssektion, som han endnu en gang har været primus motor på at lave.
Her har jeg altså kørt trial i knap fire måneder. Det er lykkedes mig at "nulle" denne sektion (dog ikke her, som det ses) - ikke mindst takket være Hans Jørn Beck's tips, især om skulderpositionering. Vi er nemlig også heldige at have en af Danmarks bedste og mest erfarne kørere i vores fællesskab, og han lærer gerne fra sig. Han er i øvrigt på landsplan nok den der gør mest for trialsporten.
Jeg tænker videoen meget godt illustrerer status af evnerne:

30. januar 2021




Video: Erik Schjerning