Min trialkørsel Foto: Fie Søndergaard Clausen
|
Jeg vil prøve at skrive lidt om min kørsel herunder. Kan som altid ikke garantere regelmæssighed. Tiden er for kort til alt det jeg sætter mig for 😁
Skovtrial 2026Måske kommer der en beretning... |
30. maj 2026 |
Fionia 2026Det er fire år siden jeg har været med til Fionia. Det har skyldtes særlige omstændigheder, men i år har jeg gjort hvad jeg kunne for at få det passet ind og at være med. Jeg har jo Morinitræf ugen før, så derfor kniber det lidt at være med i forberedelserne, så på mange måder har jeg "bare" været gæst til løbet. Det er selvfølgelig ikke helt uden samvittighedsnag, men der er mange andre i vores fællesskab der har kunne træde til. Løbet er på mange måder Eriks hjertebarn og bærer stor præg af hans visioner. Han lægger utrolig mange kræfter i det og hans beskedenhed byder ham det lidt svært at uddelegere arbejde. Således var de fleste sektioner lavet af ham selv - og det var på mange måder til glæde for os, for han er en mester i at bygge sjove og udfordrende sektioner. Nå, men løbet var præmiere for min nyopfriskede Fantic, så jeg glædede mig meget til at konkurrere med den, og jeg må sige at jeg nok ikke kunne have ønsket en bedre debut. Om lørdagen kører man 12 sektioner to gange den ene vej og søndag køres de to gange den anden vej. Det er helt sjovt, for selvom det jo er de samme sektioner, er det i den grad noget nyt. Jeg havde en rigtig fin lørdag, hvor jeg bortset fra lidt nervøsitet kørte roligt og koncentreret. Jeg lavede da også kun et enkelt point på de to omgange. I 8’eren havde jeg overset en lille træstub, som mit baghjul smuttede til siden på, lige mens jeg var ved at gøre klar til at skulle over en samling træstammer. Jeg måtte sætte en fod, men holdt dog fokus og kom ordentligt over stammerne. Det vakte lidt opmærksomhed at jeg havde kørt så fint, og igen kom det bag på mig at selv at jeg faktisk lå i føring. Den nærmeste var Ib som havde lavet fire point. Ham var jeg i øvrigt på hold med og nok den bedste af alle deltagerne. På mit hold var også Michael Andersen, som kunne fejre 60 års fødselsdag om søndagen, Christian Buch og så Daniel, en af mine daglige træningsmakkere, som jeg meget nyder selskabet af og som er i rivende udvikling. Aftenen bød på helstegt pattegris, sponsoreret og tilberedt af Michael Nielsen og tilbehør sponsoreret af FMS. Der gik så lidt øl i det bagefter, men jeg valgte at tage tidligt hjem, for jeg var lidt ødelagt i kroppen. Mine led drillede og jeg er begyndt at få kramper alle mulige steder i kroppen - som i øvrigt også havde drillet en del under løbet, så jeg tænkte det var bedst at tage hjem og sove. Men egentlig kunne jeg lige så godt have blevet, for jeg fik meget lidt søvn om natten. Kramperne blev værre og jeg kunne ikke lade være med at køre sektionerne i tankerne igen og igen. Det er nu i øvrigt en regel fremover, at hvis jeg kommer til et løb dagen før, så må jeg ikke gå sektionerne før på løbsdagen, for jeg kan simpelthen ikke lade være med hele natten at spekulere over hvordan jeg skal klare dem, og så får jeg ingen søvn. Men nu var det altså ikke et valg i går, for jeg havde jo set dem og ligefrem kørt dem den anden vej. Nå, men det gav selvfølgelig træthed søndag morgen og min koncentration var virkelig dårlig på første runde. Jeg lavede meget mærkelig ting og kørte ikke de spor jeg havde planlagt. Det gav i alt tre point, et i 12’eren, hvor jeg tøvede med at køre over den sidste træstamme inden stenstakken. Et i 5’eren, hvor jeg valgte et dårligt spor og ikke koncentrede mig nok og et i 4’eren, hvor jeg ikke kørte det spor præcist nok som jeg havde udset mig. Humøret var virkelig dårligt, jeg var sur på mig selv, for jeg følte at jeg kørte så elendigt og slet ikke havde styr på noget som helst. I pausen til anden runde ville jeg lige justere lidt på blandingen på Fantic’en, for jeg syntes den gik lidt ujævnt og det endte med at jeg skiftede tændrør før jeg endelig fik den til at gå tilfredsstillende. Det gav lidt stress, da de andre i gruppen stod klar til at køre anden runde, men jeg tror faktisk det var en hjælp, for da jeg så kørte ind i sektionerne, var det ligesom de negative tanker om min kørsel var væk og jeg kørte igen flydende og langt mere ubesværet - og faktisk de spor jeg gerne ville. Dog måtte jeg dappe en enkelt gang - præcis samme sted i 5’eren, fordi jeg igen valgte det samme lidt dårlige spor. "Heldigvis" lavede Ib en femmer på første runde i 4’eren, for ellers havde han slået mig, men jeg endte på de 5 point og var altså den der havde kørt det svære spor på færrest point. Det gav mange tilkendegivelser, som jeg med ydmyghed er taknemmelig for. Jeg måtte dog lige prikke lidt til Villy, for som det nok forstås lykkedes det mig endelig at slå ham. Han var dog meget sportslig omkring det og gav mig også anerkendelse. Uagtet min tilfredstillende præstation og resultatet, så var det er virkelig godt løb med super stemning og fantastisk vejr. Og så var det helt sjovt at køre de ting i området som jeg ikke har kørt i årevis og som jeg den gang syntes var enormt svære. Det er en god måde at se hvordan jeg har udviklet mig og der er sket temmelig meget. |
10. maj 2026Jeg er bagud med at få lagt billeder op. Jeg glemmer altid selv at tage, men her det eneste jeg nåede at tage, nemlig af Michael:  Har dog lige stjålet det her, som er taget af Jan Karl Bjerg:  |
Hjørring Trial 2026Hjørring er ‘effin langt oppe! 😆 Sidste år kørte jeg med Jesper lørdag, meget tidligt om morgenen. Simpelthen for at have så mange timer til rådighed som muligt til at forberede træf. Planen var lidt den samme i år og jeg havde sådan set lagt en forespørgsel ud omkring kørelejlighed. Men som nævnt forrige gang er der en del i vores classic-fællesskab som har købt licens i år og fem af dem ville altså med til løbet i år. De havde aftalt at køre fredag og så leje sig ind på en AirBnB, så de var lidt mere udhvilede til løbet. Egentlig helt i tråd med hvad jeg selv foretrækker. Jeg var faktisk lidt ærgerlig over at jeg ikke var med i fællesskabet i Øster Hornum, så i tirsdags spurgte jeg flokken om der kunne blive plads til mig - og det kunne der. Jeg ville så prøve at planlægge mig ud af at "miste" en halv dag med træfforberedelser. Med lidt kreativ tænkning blev der plads til mig i Rolfs bil og GasGas’en kunne så komme i Peders bil, hvor Erik havde fået kørelejlighed. Kl 13 hentede Peder GasGas’en og lidt over 14 blev jeg hentet af Rolf, Laust og Daniel. Jeg nåede at få lavet lidt træfforberedelser forinden - blandt andet købt kalkmørtel, så jeg kan pudse lidt væg i morgen, at få bagt endnu 40 morgenbrød og malet terrassen. Så i bad, mens gutterne stod og ventede på at jeg kunne blive klar. Forhåbningen var så at jeg kunne finde lidt ro i gutternes selskab og få tankerne væk fra forberedelser, så jeg ikke skulle flagre hovedløs rundt gennem sektionerne ligesom sidste år. Turen var ganske rigtigt hyggelig og det gav præcis den ro jeg havde ønsket. Alle var rimelig ramt da vi ankom, så vi kom sågar tidligt i seng. Halv ti begyndte vi at finde vores sovepladser og jeg selv lå "kun" til ellevetiden inden jeg faldt i søvn. Det er længe siden at det er lykkes. Ved syvtiden var alle oppe og begyndte at gøre sig klar. Vi skulle dog lige igennem lidt drama, for Peder havde lagt bilnøglen på forsædet af bilen og den er udstyret med en af de, efter min mening, idiotiske ideer, at den låser sig selv efter nogen tid. Der blev forsøgt lidt skånsomme metoder, men det endte med at den lille trekantede rude i højre fordør måtte lade livet, så vi kunne komme ind i bilen. Hullet blev dækket af et stykke pap fra gårsdagens pizza-bakker og en god gang tape. Trods det var vi der i god tid og vi kunne nå rundt og gå alle sektioner i roligt tempo. Min første tanke var at der intet farligt var, men at sværhedsgraden var passende høj. Altså helt perfekt. Jeg begyndte, som snart vanligt, i sektion 2 og det gav, lige så vanligt, meget lidt kø. Jeg kunne altså komme igennem løbet i det tempo som jeg bedst kan lide - altså med et godt flow. Jeg lavede knap ti point i hver runde og endte på 36. Jeg slog dem jeg gerne ville slå - og som jeg, så at sige føler mig niveaumæssigt berettiget til at slå, så jeg var faktisk helt tilfreds med præstationen i dag. Jeg endte vist på en femteplads - sådan lidt midt i det hele. Hovedet var langt mere med i dag og kroppen brokkede sig nærmest ikke 😆- Så alt i alt oprejsning fra sidste år, hvor jeg i den grad var stresset, og faktisk også fra sidste løb, hvor jeg slet ikke var mentalt forberedt. Turen hjem var en fornøjelse. Solen var fremme og foråret for alvor i gang - og ikke mindst var der feststemning i bilerne, for fire af gutterne havde pokaler med hjem. Laust, Rolf og Erik tog de tre øverste pladser i Classic og Daniel vandt B-klassen. Jeg er begejstret for min nye klasse. Der er meget at leve op til, for der er nogle virkelig gode kørere at konkurrere med, som sjovt nok giver mindre præstationspres, men til gengæld masser af inspiration. Det er lige nøjagtigt så svært at jeg har en smule angst for de svære momenter, men egentlig kan jeg det langt hen ad vejen, så jeg på en måde overrasker mig selv - med andre ord, jeg bliver udfordret lige nøjagtigt så meget at der er udviklingspotentiale. Denne gang har jeg kunne formulere hvad jeg skal øve på og det er altid et godt tegn i forhold til netop udfordingerne i løbet. Jeg skal for eksempel arbejde meget mere på skæve og stejle udgangspunkter før større forhindringer - hvilket også kræver at jeg virkelig skal arbejde med kropsholdning og balance. Ikke at jeg ikke skal det hele tiden, men nu er der et bestemt mål i forhold til det. Endnu har det ikke været nødvendigt at "hjulhoppe", men det skal selvfølgelig øves, for selvom det ikke er tvingende nødvendigt endnu, så kan det alligevel give fordele i sektionerne. Jeg fik i øvrigt besøg af min gode ven Ejvin. Han kom da jeg var halvvejs gennem sidste runde og fulgte lidt med rundt. Han bor på de kanter og kom forbi på sin "verdens flotteste Dart" 😄 - Det er altså altid dejligt at få lidt opbakning fra venner. Nå, igen et fantastisk løb. Udover at A-sporet som nævnt var helt perfekt, så holdt jeg også denne gang øje med Classic-sporet og jeg må sige at der nu endelig synes at være lyttet til (nok ikke alene mine) klager over, at det spor generelt har været for let og for kedeligt til de blandede løb, for det så virkelig ud som om der var noget ved sektionerne denne gang. Og det glæder altså en mand som mig, som jo har trådt mine "begyndersko" i Classic og som stadig kører Classic til hverdag. |
23. april 2026 |
Øster Hornum 2026Jeg er i gang med at hel- eller delvis renovere tre-fire motorcykler på en gang. Kænguru’en, Fantic 1, Fantic 2 og Tornerose. Meget er sendt til sandblæsning, noget sandblæser jeg selv, meget skal pulverlakeres ude i byen, noget gør jeg selv og noget vådlakerer jeg. Jeg går altså og renser i og sprøjter med en masse opløsningsmidler. Tidligere har det ikke givet mig problemer, men i de sidste års tid har jeg simpelthen ikke kunne med det. Jeg bliver dårlig af det. En nat vågnede jeg og følte mig forgiftet; havde opkastningsfornemmelser, en puls der rasede afsted og næste dag fortalte mit smarte ur mig at jeg havde haft forhøjet temperatur. I torsdags til træning hos Thomas var min puls også hele tiden oppe omkring max. Jeg prøver nu at tage forholdsregler. Åndedrætsværn, handsker og at begrænse det. Alligevel følte jeg mig småsyg i går, omend det hjalp lidt at komme til træning hos Heine. Denne gang var jeg sågar ikke alene. Før Søndersø snød de mig allesammen, fordi de ville skåne sig selv dagen før løbet…de vatarme 😄 Jeg tog til Øster Hornum med campingvognen i går for at få sovet ordentligt. Det har været planen længe, men ellers har der faktisk været flere ting i spil. Kjeld havde bilen booket op til barn og barnebarn, så det var altså ikke en mulighed denne gang, men Laust, Rolf og Daniel kørte også i går og indlogerede sig på en B’n’B. Der kunne jeg for så vidt have hægtet mig på, men nu havde jeg glædet mig til at sove i campingvogn og jeg ville også lige have træningen med i går. Og nu hvor jeg var lidt slatten, var det sådan set helt fint at det endte med at jeg bare var mig selv. I fredags tænkte jeg at jeg lige ville gennemgå GasGas’en. Den har været lidt negligeret på det seneste. Fik renset bremser og skiftet olie. Opdagede så at kæden var lidt mere slidt end jeg lige havde forestillet mig. Den var nok købt for billigt, for den har godt nok ikke holdt længe. Forreste kædehjul så heller ikke for godt ud. Men siden jeg ikke havde andet end en kæde der var lidt mindre slidt, blev den monteret. Det hjalp en smule, så det må gå indtil jeg får fat i et nyt sæt. Kædestrammeren sprang også i øjnene. Den havde fået en sjov facon, så den måtte pilles af og rettes ud. Ikke mindst var baghjulslejerne virkelig ringe, så dem fik jeg også skiftet - havde jeg på lager. Og når jeg nu var i gang fik jeg drejet nogle kapper til lejerne, ligesom jeg har lavet til den anden GasGas, så de er knap så udsat. Det gik der så en halv dag med - den anden halvdel gik med at spore bilen, for den trak helt vildt til højre og jeg ville altså ikke køre den lange tur med det. Nå, foråret er altid meget proppet med opgaver og projekter der skriger på opmærksomhed. Hvert år prøver jeg at være forberedt, men det ender altid med lidt for megen stress, at jeg påtager mig for meget - og altså at jeg står og vasker fingre i benzin og fortynder 🙄 Men nu til løbet. Jeg valgte alligevel at melde mig til i A-sporet. Som Thomas sagde, så må jeg bare sætte en fod de steder hvor hop er krævet. Og så vil jeg ellers forlade mig på at de mange timer med de snævre sektioner i classic-regi kan få mig nogenlunde rundt. Måske får jeg så lært det hopperi i løbet af sæsonen. Uanset hvad, så var mine forventninger at jeg ville få bundplacering. I år kender jeg konkurrenterne og de er allesammen af den hårde slags 😄 Niveauet var passende højt og sektionerne var rigtig gode. Første omgang gav mig 22 point og de tre næste lige omkring 15 hver. Jeg endte med 68 point! Og det gav altså som forventet en sidsteplads i klassen. Umiddelbart efter løbet var jeg egentlig godt tilfreds med min indsats, men jo mere jeg er kommet til at tænke over det, desto mindre tilfreds er jeg. Mit hoved var simpelthen ikke med, har jeg måtte konstatere. Jeg var ikke tilstede i de enkelte sektioner, men havde på en eller anden måde hele tiden fokus på den næste og den næste… Jeg tror det er lidt det jageri jeg har igang i hverdagen, hvor jeg laver tusind projekter på en gang og springer fra det ene til det andet, med målet at blive hurtigst muligt færdig. Det duer ikke rigtig - og slet ikke i trial. Og så var det selvfølgelig heller ikke fordrende at jeg følte mig lidt halvsløj 🤒 Noget andet er at min GasGas begyndte at skabe sig på tredje runde. Den gik uprovokeret ud i 4’eren - hvilket endte med at give 5 point. Efter sektion 5 føltes det som om den var ved at køre tør. Jeg skyndte mig altså til campingvognen for at fylde benzin på. Tilbage til 6’eren var der dog stadig problemer. Det lød mere og mere som om den gik for magert. Det blev altså temmelig ukoncentreret kørsel i de sidste sektioner. Tilbage for at hente nyt kort, skiftede jeg tændrør. Det gamle var meget lyst, så det med at den gik magert, var nok rigtigt. Jeg tjekkede overfladisk om der skulle være utætheder, men alt så rigtigt ud. Jeg var sådan set lige ved at smide håndklædet i ringen og opgive, for jeg var bange for at brænde stemplet, men jeg kørte så alligevel sidste runde og forsøgte at skåne motoren. Men det gav altså en virkelig dårlig omgang, for jeg skulle hele tiden holde den i gang og stolede ikke rigtigt på den, så hver gang jeg kom lidt i knibe gav jeg mere eller mindre bare op. En 5’er, kunne have været en 3’er, hvis jeg havde kæmpet lidt mere og der var adskillige point som kunne have været undgået, hvis jeg havde givet mig selv lidt mere. Men det gjaldt som sagt hele løbet. Men uanset, så var det en god dag. Jeg er glad for at jeg har valgt at køre A-klassen. Så jeg ser frem til at få et løb, hvor jeg er mere fysisk frisk, meget mere tilstede og med en GasGas, der fungerer optimalt. Det bliver dog ikke næste løb, som er i Hjørring, for det er 4 dage før Morinitræf, så der er jeg med garanti endnu mere stresset og fraværende. For eftertidens erindring, skal vejret vist lige med 😄 Det havde regnet helt vildt om natten og om morgenen, og det begyndte at blæse (endnu mere) op om natten. De havde sagt op til 29 m/s om søndagen og det var vist tæt på. I nogle af sektionerne skulle man faktisk være særlig koncentreret i forhold til det og transportsporet fra skoven tilbage til vejen var næsten lige så stor en udfordring at køre som mange af sektionerne. Da jeg skulle køre hjem valgte jeg at søge mere mod øst for om muligt at få mindre sidevind. Det hjalp en smule, tror jeg, men det var stadig lettere ubehageligt at køre i. Der var tidspunkter hvor jeg i ånden så, at campingvognen blev smidt om på siden. Faktisk så jeg to høje trailere som lå i vejkanten, netop blæst om på siden. Bortset fra det, så var turen utrolig flot. Solen tittede frem og jeg fik set noget af det smukkeste natur vi har: Rebild bakker, Himmelbjerget, Silkeborgsøerne, Gl. Ry, Vejle Ådal. |
5. april 2026 |
Søndersø 2026Årets første officielle løb - altså i DMU-regi, er Søndersø Classic. Det er selvsagt arrangeret af os fynboer og nærmere bestemt den classic-fraktion som jeg jo har været en del af i over fem år nu. Vi var fem mand der i fredags fik lavet 10 sektioner, som vi syntes var fornuftige. Og i dag gik det så løs. Der er i år en del mere fra gruppen der har tegnet licens, hvilket selvfølgelig glæder mig, så også løbene kan være en større del af det fællesskab vi deler i hverdagen. Løbet er med selvbedømmelse, hvilket så betyder at vi kører i grupper. Erik havde lavet forslag til inddeling af grupperne og alle bakkede op om dem. Dog måtte jeg udtrykke min bekymring, for jeg blev sat i gruppe med nogle af de bedste danskere og det er jo unægtelig noget af et pres der så bliver lagt på mig 😄 - På den anden side er det jo også en cadeau, for det må jo betyde at jeg efterhånden har et niveau som berettiger mig til at skulle konkurrere med dem. Gruppen bestod af Christian Buch, Erik Blæsbjerg, Jan Jørgensen, Villy Kyndesen og som sagt mig. Det hele begyndte fornuftigt. Jeg nullede i et væk og lå i føring sammen med Jan. På anden runde gik det dog lidt galt. Min forhjul blev ved med at skride og jeg forstod ikke rigtigt hvad der var galt. Jeg begyndte at spekulere på om det Mitas-dæk jeg har på i virkeligheden var for ringe. På tredje og sidste runde, sådan halvvejs igennem (hvor jeg igen havde fået nogle "sære" point), fandt jeg ud af at forbremsen simpelthen låste. Ikke helt blokeret, for så havde jeg opdaget det med det samme, men den blev altså ved med at bremse efter aktivering, så når jeg skulle rundt i de snævre sving, var det altså årsagen til at forhjulet pløjede. Det blev meget tydeligt i 6’eren, så resten af sektionerne blev kørt uden forbremse. Det var kun delvis en succes: I 7’eren var det virkelig afgørende at kunne bremse, så det gav point og det gjorde det også i 10’eren. Men uagtet det endte jeg såmænd på en tredjeplads med 10 point. Villy havde 7 og den enormt dygtige Jan Jørgensen kun 2 point. Nuvel, man kan jo altid sige "hvis og hvis", men jeg tror nu virkelig, at hvis ikke den bremse havde drillet, så havde jeg været endnu tættere på Villy - måske endda ligefrem slået ham. Og hvis man ellers har læst med her, så ved man at det jo i alle årene været et mål at nå hans niveau. Så det glæder mig selvfølgelig at jeg kommer nærmere. God start på sæsonen! Vi fik ros for vores sektioner og jeg syntes da også de var optimale i alsidighed og niveau - måske kunne let spor have været sværere, men det svære spor var helt perfekt. Og så tittede solen også frem, folk var i godt humør og alting løb helt gnidningsfrit - altså bortset fra at vores unge håb Theo, absolut sidst på sidste runde måtte udgå med tekniske problemer. Han lå ellers i føring i C-klassen. Max og Jan Carstens fra Tyskland havde fundet vej herop og at sjællænderne gider køre over broen for at være med, synes jeg også er værd at tage hatten af for. Gitte var der også på vanlig vis med sin lille bod med kaffe og kage. Det er fedt at hun gider komme hvert år. Et par fotografer besøgte os og tog gode billeder og desuden var der en del tilskuere som gjorde det hele lidt mere festligt. Næste løb er første løb i danmarksmesterskabet, nemlig Øster Hornum Trial. Sværhedsgraden bliver i år sat ned i især de højere klasser. Jeg kørte jo +40 sidste år og vil selvfølgelig gerne prøve kræfter med et højere niveau. +40 er det samme spor som B-niveauet, så det oplagte ville jo være at køre A i år. Der dog den hage ved det, at A-niveauet kræver nogle færdigheder som jeg ikke har lært endnu, nemlig at hoppe/flytte for- og baghjul. Nuvel, der findes muligheden at køre "Motion" eller som det i år hedder: "Fri Trial", og det er min tanke at jeg vil køre den klasse, for så kan jeg køre det spor jeg vil, og altså stræbe efter A-sporet. Fordelen er at jeg kan springe de elementer over, som jeg endnu ikke kan eller tør, og på den måde komme lidt blidt ind i A-niveauet. Desværre er der ikke et "almindeligt" løb inden DM går i gang, så jeg havde muligheden for at fornemme niveauet. For ellers havde jeg et "prøve-løb" til at se om jeg måske reelt kunne køre A. Men med tanke på de unge knægte der stormer frem, så vil jeg nok alligevel være lidt til grin i det spor. Så i år vil jeg se løbene som en særlig udfordrende træning og ikke så meget som et konkurrenceforløb. |
15. marts 2026 |
Aunsbjerg 2026En lille kort beretning fra Aunsbjerg. Sidste år var jeg ikke med pga sygdom og det var lidt et savn, så jeg glædede mig til at komme derop igen, for det er så hyggeligt et løb. Det er fem år siden jeg havde min debut til et officielt løb og det var netop i Aunsbjerg, så det er selvfølgelig lidt sjovt at tænke tilbage på den udvikling der er sket - og der er unægtelig sket en del. Det er jeg selvfølgelig meget taknemmelig for. Mit første løb kan der læses om her Leif som står for det, laver løbet på den måde som han selv er fortaler for, nemlig "low budget", så for en halvtredser får man et fint løb i dejligt terræn og så endda oven i 2 pølser med brød og lidt at drikke. Det er som nævnt tidligere ikke længere et løb i DMU regi (det var det de første år jeg var med), men et "uofficielt træningsløb". Leif havde lavet 7 gode sektioner til os, som skulle køres 4 gange - et let og et svært spor. Det svære spor var til den lettere side, men til gengæld var sektionerne lange og med mange elementer i dem. Det er altid sjovest når der er en del man skal igennem i hver sektion. Jeg var kommet på hold med Steen og Christian - og Leif mente at jeg skulle sætte sidstnævnte under pres. Det gik da også helt fint. Jeg lavede en enkelt prik på de to første omgange og Christian lavede to. Så var der en kort pause med pølser og vi tog så de sidste to runder. På sidste runde i 5’eren var der i "den dybe rende" efterhånden så pløret, at forestillingen blev, at der skulle løftes forhjul for at komme over. Det gik selvfølgelig ikke så godt for mig; var meget tæt på at ryge ud over båndet, fik den reddet, men landede så med forhjulet inde i en rådden stub, som jeg så ikke helt kunne komme ud af. Jeg måtte sætte en fod, men kom dog ud af det med kun det ene point. - Efter løbet kørte jeg den lige igennem et par gange igen og fandt ud af at det slet ikke var nødvendigt at lægge så megen energi i at komme gennem renden. Det kunne faktisk godt køres temmelig behersket, men sådan er det når man står i konkurrencen. Der må man vælge det man tror er mest sikkert. Det samme i 6’eren. Der var en rod vi skulle uden om eller alternativt hoppe hen over. Det der føltes sikrest var at køre uden om, så det gjorde alle vist, mig selv inklusive. Efter løbet prøvede jeg et par gange at hoppe henover - det var faktisk lettere 😬 Det sluttede altså med pointlighed mellem Christian og mig. Nu var vi så delt op i "køretøjsklasser", Christian i LUMO og jeg i 2 takt Twinshock, så en reel vinder var der ikke (jeg tror dog jeg kørte længst på nul 😆) Jeg tror vi var knap tyve der deltog: hele ni fra Fyn og sågar tre fra Tyskland, så der var god tilslutning. Dejlig sæsonstart, med de vanlige rare og søde mennesker. Og igen havde jeg fornøjelsen af at køre turen ud og hjem sammen med Erik og Kjeld. |
7. marts 2026 |
Æbleskivetrial 2025 - og årsberetningPå vanlig vis var vi blevet inviteret af Voldsgaards til en dag med et lille løb med hygge og snak bagefter. Vi havde lovet at lave sektionerne betydeligt lettere end da vi afholdt Æggekagetrial i sommer, for der havde vi virkelig fået lavet det alt for svært til vores gæster 😬 - Løftet om lettere sektioner kunne vi dog kun delvis overholde. Heldigvis var det lette spor så let som vi havde sat i udsigt, og det svære spor blev mere eller mindre kørt af os selv, så det gik altså praktisk taget kun ud over os selv 😄 Som det ses af billederne blev det til et par pokaler til mig og af årsberetningen fremgår det hvorfor det blev til den anden af dem: Jeg vil ligesom sidste år komme med "træningskoordinatorens årsberetning". Det er en del at fortælle, men jeg skal gøre det så kort jeg kan, så direkte til tallene. Først antallet af deltagere: Der har været 41 personer til træning. Heriblandt er der 10 gæster fra andre dele af landet, som ikke er med på vores mailingliste. Hos Voldsgaard har der i snit været 6,3 til træning pr. gang; Dan og Annelise også 6,3, Jens Robert: 6,5, Laust: 6,9, Carsten 7,3 - som så ikke i år havde størst tilslutning, for det har faktisk været Heines område med hele 7,7 deltagere i snit. Årsgennemsnittet på samtlige træninger er 7,4. Det er 0,3 mere end sidste år. Det færreste antal deltagere var d. 23/8, hvor der var 0 der dukkede op. Det har vi mig bekendt ikke prøvet før i den tid jeg har været med. Men der var løb søndagen efter og det var selvfølgelig lige i sommeren, hvor folk havde rigeligt af tilbud. Der var blandt andet også Rømø Motorfestival, hvor jeg selv var med og derfor ikke kom til træning. Hvis vi ser bort fra Æggekagetrial, hvor vi faktisk var 18, så var der til almindelig træning flest deltagere d. 22/2, hvor vi var 13, men også det var hos Voldsgaard. Jeg har kigget løseligt hen over året og der er ikke nogle perioder hvor folk kommer mere end andre - andet end lige i sommerferieperioden, som jo næsten giver sig selv at der er lidt færre fremmødte. Vinterens grå og kedelige vejr giver altså ikke anledning til at folk bliver hjemme i stuerne, og julen virker næsten til at have den effekt at folk stikker af hjemmefra. Vi var 12 til træningen mellem jul og nytår sidste år! 😆 Antal gange de enkelte steder: Hos Jens Robert har vi været 8 gange; Heine 12, Laust 12, Dan og Annelise 19, Voldsgaard 23 og hos Carsten 24 gange. Derudover har vi været nogle andre steder, men det vender jeg tilbage til. Fordelingen af træningssteder har været nogenlunde som sidste år. Og da ingen har klaget eller er kommet med særønsker, bliver det også målet for næste år. Jeg har dog snakket med Heine og spurgt hvad han vil sige til at vi kommer der udover vores faste lørdag. Det meget prompte og uforbeholdne svar der kom var: "Det gør I bare!"! Så jeg vil altså have det som mulighed at putte ind i ny og næ, hvis det kniber med at at få det til at passe - altså især for at undgå at vi kommer samme sted lidt for tit. Det vil nok kun blive tirsdage, for lørdagene er der så at sige lidt kamp om. Nu hvor der er blevet skovet en del mere hos ham, er der også masser af muligheder for stort set alle niveauer. Som før nævnt må vi også benytte stykket ved åen når der ikke er køer på græs der (og helst efter Heines middagssøvn 😆). Generelt omkring træningssteder, så vil jeg som altid opfordre til at komme med særlige ønsker, så skal jeg nok prøve at få det passet ind. Der har været nogle opvisningsløb: Allingåbro blev i år aflyst pga manglende tilslutning og også en del pga forarbejdet der medfølger. Det er muligt at løbet så at sige er kørt for det arrangement, for vi mangler på mange måder en mand på stedet. Hvis det skal genoptages til næste år, skal det være fordi der er stor opbakning og ikke mindst at der er nogle der har lyst lave forarbejdet. Jeg er som regel på tur på det tidspunkt, så jeg må desværre selv melde pas. Albion Rally i juni var rigtig fint. Jeg synes personlig det er hyggeligt og et fint supplement til træningen - og det lader til at være en generel holdning - også selvom tilskuertilslutningen måske er lidt begrænset. Vi var faktisk 12 deltagere, så fra vores side er der i hvert fald interesse. Vi har også været hos Morten Stegemejer (altså Ace Cafe), som er en torsdag og altså oven i de almindelig træningsdage. Der var vi syv kørere. Det er der stemning for at gentage, men det skal selvfølgelig være i den lyse årstid, da vi først kan komme i gang ved 16-tiden. Der har allerede været snak om at få passet to besøg ind næste år. Og så har vi jo haft en slags opvisningstræning med besøg af Albion hos Voldsgaard. Det var en gang hvor vi flyttede lørdagstræningen til Albions kaffemøde om søndagen. Jeg tænker lige at vi skal have med at vi to gange har kunne samle temmelig mange til at tage til løb i Tyskland. Vi har været i Preetz og Oeversee i relativ samlet flok. I Preetz var vi faktisk 12 danskere - altså jyder og eksildanskere medregnet. I Oeversee 8. Vi var også 7 der tog til Aunsbjerg i starten af året. - Så lidt om vejret. De første tre år jeg var med, hed det sig, at det altid var godt vejr når vi skulle køre trial. Og det var altså ikke helt løgn - ud af de hundrede gange om året, kunne vi ikke en gang tælle en håndfuld dage, hvor vi havde regn. De sidste par år har vi været knap så heldige, men for at det ikke skal baseres på forskønnede erindringer, har jeg faktisk holdt statistik over vejret. Og den siger at vi har haft 3 dage med decideret regnvejr hele dagen, 3 dage med større og længere byger og 7 dage med småbyger, støvregn eller ubetydelige regndråber. Det er stadig helt godt ud af 100 dages træning. Noget andet jeg har holdt styr på, har været det greb vi har haft. Jeg har sondret mellem dårligt føre på grund af nedbør og dårligt føre fordi det har været tørt og løst, men her nævner jeg begge dele i en pulje: Vi har haft 32 dage med optimalt greb, 30 dage med knap så godt greb, 12 dage med middel greb, 9 dage med dårligt greb og 4 dage med praktisk taget ingen greb. Jeg plejer også lige at nævne de tilskuere vi har haft. Simpelthen for at udtrykke anerkendelse og taknemmelighed. Det er et særligt krydderi på træningerne og det er dejligt med selskab fra gengangerne. Som altid er lodsejerne dog ikke talt med, men selvfølgelig udgør de også glædeligt selskab: Ace Cafe + "mange trialfolk", Albion, Arvid, Bjørn, Claus, Daniels søster, kæreste og børn, Erik, Eriks piger, Gitte, Hanne, Helge, Ib B., Inge, Jens, Jens Roberts naboer, Jesper, Jørgen, Karina, Lars F, Lars’ mor og bror, Laust, Laverda-folk, Morten F med kone og børn, Niels, Niels Ole, Nina, Ove, Palle, Paul Martin, Peder, Poul Scherning, Rolf, Steen, Tanja, Tobias. Og igen fremhæver jeg Alice, for hun har beæret os med flest besøg, nemlig tyve gange. Så til det vigtigste, nemlig fremmøder til træningerne: først nævner jeg i rap fra færrest til flest fremmøder op til tiendepladsen: Dan G, Dennis, Eli, Emil, Erik G, Helge, GIl, Lausts engelsk ven, Nils-Peter, Ole, Peter, Christian, Ib Brunslev, Johannes, Kaj, Jonas, Morten F’s familie, Niels Ole, Peder Ovesen, Jan, Johannes Schjerning, Leif, Daniels knægte, Ib Nielsen, Michael, Paul Martin, Jens Andersen, Claus Brunslev, Morten, Lars Holm, Lars Bebe Nr 10 er Susie med 28 gange 9 Theo: 33 8 Dan: 35 7 Peder: 37 6 Daniel: 44 5 Rolf: 50 4 Steen: 52 3 Erik: 73 2 Kjeld: 75 Nr 1 kan vist ikke komme som en overraskelse, nemlig Laust, som på virkelig mange måder er den mest stabile af os. Ud over at han altid er på forkant med at skove og hver gang det er påkrævet dukker op med sin lidt for ustoppelige motorsav, så har han deltaget 91 gange - det er kun otte gange fravær! (Jeg plejer ikke at regne mig selv med, men hvis der nysgerrighed om mit fremmøde, så er det altså 84 gange.) Efter demokratisk afgørelse i vores gruppe har vi ikke gjort noget officielt ud af at hverve nye kørere. Ikke desto mindre er der kommet nye til - og jeg vil igen personligt udtrykke at det er glæde. Som sagt finder jeg det inspirerende med nye og det gør også at vi kan holde en nogenlunde fast størrelse på vores vanlige træninger, når der desværre også er lidt frafald i ny og næ. Og igen kunne man lige sende en tanke til dem som på grund af helbredet eller andre livsudfordringer desværre ikke har kunne træne med os. Jeg vil da lige i samme forbindelse sige til dem som kun kommer sporadisk og sjældent at det også er en stor glæde. Og jeg håber at man føler sig både velkommen og savnet når det sker, uanset hvor længe imellem der er. Men apropos nye, så skal der også i år være anerkendelse til årets begynder. Vi har faktisk fået to som er særdeles stabile, nemlig Michael og Peder, men jeg tænker at prisen skal gå til Peder, som i den grad bare har kløet på og er blevet meget dygtig på ganske kort tid. Vi har alle været imponeret over hans ukuelighed og insisteren på ikke at sætte fødderne ned. Jeg tror ikke vi har set en begynder der som helt ny har holdt sig så fint på cyklen. Og at han tager stort alle udfordinger op er også i den grad imponerende. Der er vist heller ingen der har nået at anskaffe så mange trialcykler på så kort tid - er det fire styk? - næsten en hver måned 😆 Nu måtte han tidligt afsted og til julefrokost med familien her i aften, men alene at han får presset ind at komme her forinden og til hverdag tilpasser arbejdet så han kan komme til træningerne, viser hans engagement og begejstring for sporten - og, bilder jeg mig selv ind - fællesskabet her. Årets fald har jo også fået en slags "anerkendelse" - og selvom jeg jo generelt føler mig inhabil i disse prisuddelinger, så tror jeg nok at der pga af længden, højden, omfang og dramatik har været bred enighed om at jeg skal have prisen for mine kolbøtter hos Heine. Så jeg takker for nomineringen og modtager gerne prisen! Der skal lyde en tak til alle der har været behjælpelige med at rydde vores områder og til dem som giver en hånd med, når der skal laves sektioner til løb. Også til dem der tager kage med eller i det hele taget byder ind med noget til fællesskabet. Det er af stor betydning for sammenholdet og for at vi overhovedet har så gode faciliteter at køre i. Også en tak til dem som smider lidt donationer i fælleskassen. Sluttelig vil jeg igen i år komme med en særlig tak til Susie, som trods en del udfordringer stadig er vores kassemester og gaveindkøber. Vi ved du har haft temmelig meget om ørerne på det seneste og har manglet overskud til at komme til træningerne, men du har været meget savnet og vi håber alle at du igen får så stort overskud at du vil komme stabilt. Ud over disse mere interne anerkendelser vil jeg igen udtrykke taknemmelighed for vores lodsejere - uden dem ville det være en gang sørgelig træning vi kunne udføre. Det er selvfølgelig et lidt følsomt emne, men jeg tror vi i år er blevet særligt erindret om, at vi ikke nødvendigvis er garanteret at de gode forhold forbliver sådan. Derfor er det så meget mere vigtigt at kere om vore kære lodsejere. Nu står visse ting dog uden for vores magt, men hvis man kan udvirke bare det mindste med tankens kraft, så håber jeg at de absolut bedste tanker vil falde på vore lodsejere - og her tænker jeg selvfølgelig aktuelt i særlig grad på en af dem. De beskedne gaver vi kommer med på denne tid af året, er så en måde vi mere håndgribeligt kan udtrykke vores taknemmelighed. |
13. december 2025 Susie, vinder af let spor:  Laust, størst fremmøde:  Peder, årets begynder:   Nok mest interessant for sektionsbyggerne:  |
5 års jubilæumGanske almindelig lørdagstræning hos Carsten - og så dog ikke. Jeg havde nemlig indbudt gutterne (og min far) til grillning efter træning for at fejre mit 5. år som trialkører (og også lidt for at fejre sejren i sdste uge 😉). Som vanligt sagde jeg et par ord, som også kan læses her: Jeg har lovet mig selv at det skal være kort denne gang og jeg har virkelig gjort et ærligt forsøg på det i min forberedelse, men det er ikke sikkert det lykkes mig. Jeg havde her d. 2. oktober kørt trial i fem år. Jeg er, som det nok efterhånden er bekendt, begejstret for statistik, så jeg vil da lige fremføre nogle tal fra min tid som trialkører: Jeg vil dog begynde med noget jeg simpelthen ikke har tal på, fordi det er for uoverskueligt - nemlig hvor mange skrammer på fingrene, skuldrene, overarmene, håndled og lår jeg har haft og ligeså de utallige blå mærker jeg har haft. Jeg har haft forstuvede fingre. Pege-, lille- og tommelfinger: forstuvede håndled og skuldre. Adskillige gange klemte knoer, som så i ugevis har givet smerter. Lige nu har jeg et sprunget ledbånd. 1 gang har jeg brækket et ribben - som jeg så brækkede op igen efter tre uger, fordi jeg ikke kunne vente med at køre og igen landede uheldigt på det. Mindst fem gange har jeg bøjet eller forslået et ribben! Mine skinneben har fået mange tæv og på mange forskellige måder - i jorden, på sten, mod motorcyklen og ikke mindst fodhvilerne og kickstarteren Kickstarteren har også utallige gange banket op under foden, så jeg flere dage var øm bare af at gå. Det var nu især med Montesaen. Det hjalp dog lidt da jeg endelig fik lavet tændingen, så jeg håber at Peder ikke må kæmpe med det nu. Og så er der de mange gange hvor en fod eller en hånd er blevet forvredet under motorcyklen, når jeg har ligget fastklemt under den. Jeg har haft en diskusprolaps, som også satte mig ud af spillet i lang tid. Den var nok undervejs længe og skyldes ikke alene trialkørsel, men blev så afgjort endelig udløst af det. Jeg har været lige ved at sige at det eneste sted, som ikke har haft skader er røven, men jeg er faktisk også fra temmelig stor højde landet oven på en rod på min højre balle. Det gjorde temmelig nas i lang tid bagefter, men det kunne have været meget værre, hvis ikke min iPhone havde været i lommen på det tidspunkt! Så på næsten ethvert givet tidspunkt i hele året har jeg blå mærker, sår, knogler eller ledbånd der er i gang med at hele. Nogle tal er forbavsende små. Fx kører jeg kun omkring 5 km pr træning og bruger knap 2 l benzin. Omregnet er det måske 2000 km og kun 800 liter benzin på alle fem år. På den anden side kører jeg så også 10.000 km om året med trailer for at komme til og fra træning! Jeg plejer at sige at jeg kører mere med trailer (og campingvogn) end uden og det er vist ikke en overdrivelse. På udstyrssiden er det: Tre hjelme Syv par handsker Fem trøjer Fem par bukser Fem par støvler Tre brynjer. En jakke, som har holdt forbavsende godt Et løse sæt knæ- og skinnebensbeskyttere ud over dem der sad fastmonteret i de gamle bukser (Mindst fem par underbukser - ikke på hvad man skulle tro, og som egentlig nok ville være naturligt, pga angst, men simpelthen fordi de er revnet.) Som sagt: en iPhone Og ikke mindst fem motorcykler Hvis jeg skal komme med de mere blærerøvsagtige tal, så lyder de sådan: Jeg har deltaget i 41 løb, og i knap halvdelen af løbene har jeg ligget alt lige fra sidstepladsen og så til at misse en podieplads. Af podiepladser har det set sådan ud: 7 gange 3. plads 4 gange 2. plads 12 gange 1. plads Og selvfølgelig to danmarksmestertitler jeg kan bryste mig af. Jeg anslår at jeg har været til mindst 450 træninger over disse fem år. Træningerne er typisk på omkring 3 timer, hvilket nok er 2 timers intensiv kørsel. Tager jeg det løse med - træning derhjemme og løb, så er det lavt sat over 1200 timer - som svarer til 50 dages uafbrudt kørsel. Mit pulsur fortæller mig at jeg i gennemsnit har en puls på 130 slag i minuttet til træningerne, hvilket i alt så giver omkring 10 millioner gange mit hjerte har slået. Hvis jeg nu tager de mange timer jeg har brugt på udenomstræningsrelateret aktivitet, så som de forskellige arbejdsopgaver der hører med til sporten og ikke mindst de ufattelig mange timer brugt på at tilegne sig viden og ekspertise omkring sporten; de mange nætter brugt på at nærstudere Eriks videoer, eller Toni Bou og hans kompagner, instruktionsvideoer og selvsagt også med at tænke på hvordan jeg nu klarer den næste forhindring, den næste sektion og det næste løb - og ikke mindst de mange timer i værkstedet med at skrue i motorcyklerne, så er det nok dobbelt så mange - altså er det nærmere 20 millioner gange mit hjerte har slået i takt med trialsporten. Jeg kan måske også lige indskyde - og det er ikke sikkert jeg skal nævne det over for min læge næste gang jeg ser hende - at jeg i forbindelse med træningerne, og det er forsigtig sat, nok har drukket 600 øl! Jeg har ikke tal på hvor mange citronmåner jeg har spist, men det er nok også et betragteligt antal. Men altså mindst 20 millioner gange har mit hjerte slået i takt med trialsporten. Mit første selvsyn med trial har nok været en gang i 80’erne hvor man kunne se Hans Jørn og kompagni pjatte på tv. Før det var det kun noget jeg så billeder af og læste om. Jeg husker også hvordan vi knægte i skolen snakkede om sporten som noget helt særligt, den gang vi skulle til at køre knallerter og drømte om senere at køre motorcykel. Der var også den gang diskussioner om hvad der krævede mest: at køre road racing med flere hundrede km i timen eller at køre langsomt og skulle holde balance og lave akrobatik. Som regel var fascinationen af hastighed størst, så det blev det de fleste interesserede sig for. Jeg fik dog ikke motorcykel da jeg blev 18. Jeg har jo fødselsdag i december og tog kørekort i nærmest snestorm, så motorcykelkørekort skulle så tages følgende sommer, men det blev ikke til noget, for nu havde jeg fået bil og så kom det med motorcykelkørsel lidt i baggrunden i mange år, og pga hvordan mit liv ellers udformede sig, forblev det desuden i lang tid en umulighed. Ind i mellem stødte jeg så alligevel på trial - også i form af pedalsporten og hver gang var fascinationen stor, men det forblev noget eksotisk, for jeg kendte ingen der kørte det og man så og hørte sjældent noget om det. Alting ændrede sig så med internettet. Pludselig kunne man se alt hvad der foregik i hele verden, selv i de mindste nicher. Det blev så også den måde jeg kom til Morini og, som jeg allerede har beskrevet, sådan, at jeg endelig kom på tanken om at jeg da bestemt skulle til at køre trial. Men i alle disse mange år - lige fra en ung knægt og indtil for fem år siden, havde jeg absolut ingen anelse om at jeg en gang skulle komme til at være fuldstændig opslugt af denne sport - altså at mit hjerte nærmest hver dag og i årevis skulle komme til at slå så mange millioner slag for og med sporten. Som vanligt vil jeg udtrykke min taknemmelighed for jer. Hvis ikke I havde været der, er jeg ikke sikker på at jeg kunne have vedholdt denne passion for sporten. Det er i høj grad det at kunne komme i dette fællesskab, som har været med til at holde mig til ilden. Og det ikke kun fordi jeg har kunne regne med at der altid var nogle at træne sammen med, lade sig inspirere og udfordres af, men i høj grad fordi det ganske enkelt er et usædvanligt fællesskab, som også i den grad giver mit hjerte grund til at slå. Nu blev det jo til en Danmarksmestertitel i år og jeg vil i den forbindelse lige give en særlig tak til Kjeld for at være chauffør og for at have en bil man altid kan finde værktøj og reservedele i, Erik for godt selskab i turneringen og bare at være et eviggodt forbillede og Laust for at svejse alu og rustfrit for mig med kort varsel, når jeg har haft nedbrud - senest var faktisk i onsdags hvor han svejsede GasGas’ens udstødning, så den kunne være klar til i dag. Og så en tak til min hovedsponsor, nemlig min far, som har hjulpet mig ud af mangen en økonomisk krise og medvirket til at jeg har kunne holde mig udstyrsmæssigt nogenlunde i orden. Skål for jer alle! |
18. oktober 2025 |
Stokbro Trial 2025 - 6. og sidste afdeling af DMNå, hvordan skal jeg lave denne beretning? Det hele begyndte jo i foråret, hvor jeg valgte at køre en "moderne" og lidt sværere klasse og selvsagt med GasGas’en. Jeg havde ikke ambitioner om danmarkmesterskabet, for dels kendte jeg hverken niveau eller konkurrenter og dels vidste jeg at i hvert fald et af løbene ville jeg ikke kunne deltage i, for det lå samtidig med Morinitræffet og desuden var løbet før weekenden forinden, hvor jeg heller ikke vidste om jeg ville have overskud til at deltage. Så planen var bare at udfordre mig selv med noget der var sværere og se hvordan jeg sådan stod i forhold til andre. Sidstnævnte løb blev resultatmæssigt lidt af en fuser for mig, for jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig og var enormt træt. Men det var alligevel et fedt løb og selvom jeg endte med en "dårlig" placering var jeg glad for at være med, på trods af den forberedelsesstress jeg var i gang med - eller måske netop på grund af den. Nuvel, første løb i året gik til gengæld overmåde godt og derfor var jeg egentlig godt med i den samlede stilling. At jeg så måtte misse et løb, betød jo at jeg ikke ville kunne inkassere mesterskabspoint, så at vinde DM blev således ikke en mulighed. Men det viste sig jo hurtigt hvem min største konkurrent var, nemlig Mikael Kristiansen, og da han så måtte udeblive fra næste løb, var stillingen så alligevel sådan at jeg havde chancer. Sådan gik det altså op og ned, og som jeg skrev sidst var stillingen fuldstændig lige da vi nåede til dagens løb, som samtidig var årets sidste og afgørende løb. Med andre ord: jeg skulle som minimum slå Mikael og allerhelst vinde, ikke mindst for egen selvrespekt 😆 Som også skrevet i sidste løbsberetning var det løb relativt let og jeg fik her "lidt for mange" point på grund af hvad man måske kan kalde en overseelse. Så jeg håbede på at løbet i dag ville være teknisk meget udfordrende, fordi jeg dels for alvor kunne blive målt på mine færdigheder og ikke bare "uheldigheder" og dels fordi jeg havde en ide om at jeg ville have en fordel. Og jeg kan med det samme sige at jeg ikke blev skuffet! Løbet var, som der står i overskriften i Stokbro ved Bjerringbro, hvor jeg har været en enkelt gang tidligere, dog med Fantic’en og i Classic-sporet. Og ikke mindst var det i Ole K’s regi. Når han går i gang er der garanti for virkelig udfordrende sektioner og han havde virkelig gjort et mesterstykke i forhold til niveauet i det gule spor. Jeg vil ikke skrive så meget i detaljer, andet end at jeg endte med 40 point, for væsentligst af alt var at jeg simpelthen havde det helt vildt sjovt. Halvvejs i løbet måtte jeg konstatere at jeg egentlig var ligeglad med om jeg ville vinde eller tabe, for det var bare så fedt at køre! Faktisk havde jeg gerne fortsat en runde mere, hvis ikke det var fordi at jeg efterhånden var temmelig udkørt. Det høje niveau krævede virkelig noget af en! Nu er det selvfølgelig en sandhed med modifikationer, at jeg var ligeglad med om jeg ville vinde, for selvsagt ville jeg gerne det - og det endte det da også med. Så ikke alene kunne jeg stå på øverste podieplads i forhold til løbet, men kunne også stå der i forhold til danmarksmesterskabet. Så nu kan jeg for anden gang kalde mig selv danmarksmester i trial - denne gang altså i 40+ klassen 😄 Turen ud og hjem blev gjort med mine snart vanlige turmakkere Erik og Kjeld. Også de havde pokaler og medaljer med hjem. Erik fik bronze i Danmarksmesterskabet og en andenplads i løbet. Kjeld en førsteplads i løbet. Altså i Classic. En fantastisk dag i fantastisk selskab. Vejret var så perfekt som man kunne ønske og omgivelserne utroligt smukke. |
12. oktober 2025      Foregående billeder af Fie Søndergaard Clausen |
Tandskov Trial 2025 - 5. afdeling af DMJeg er træt og slap og mangler lyst og motivation for tiden. Måske er det det vanlige vintertungsind, der allerede er ved at sætte ind. Min arthritis driller meget for tiden, så jeg har ondt alle steder og astmaen er også særlig markant. Og så synes jeg min udvikling er gået i stå, ja, det føles næsten som om jeg har tilbageskridt. For bare en måned siden "pralede" jeg ellers af hvor god jeg er blevet, men for tiden er jeg ikke så overbevist 🫤 Nå, der er mange ting galt - fx også: I går var jeg på sygehuset. Min højre lillefinger ser ikke så godt ud og fungerer heller ikke helt efter hensigten. Den officielle årsagsforklaring er at den for fem uger siden er kommet i klemme mellem et cykelstyr og et vejskilt. Siden har den været hævet, meget øm og det yderste led har jeg ikke kunne bøje og heller ikke strække fingeren ud. For fjorten dage siden fik jeg taget et røntgenbillede efter henvisning fra min læge. Det gav ingen opklaring. Så blev jeg henvist til ortopædkirurgisk i Kolding og der kunne de så konstatere at en sene er revet fra i hæftningen. Første løsning er en skinne, der skal give chance for at senen kan gro fast igen - det næste er operation, hvis det ikke fungerer. Men jeg har altså fået en skinne på, som skal forhindre "pipleddet" i at bøje. Jeg har selvfølgelig været spændt på om det overhovedet kunne lade sig gøre at køre med skinnen, men det gik nogenlunde fornuftigt. Den er temmelig meget i vejen, men jeg fandt ud af at arbejde lidt uden om den og faktisk havde den ikke den store indflydelse på min præstation i dag. Tandskov var femte afdeling af DM, og siden jeg stadig har chancer for titlen, fik jeg taget mig sammen til at tage afsted. Ingen af mine vanlige træningsmakkere havde udtalt interesse for løbet, så jeg tog campingvognen med og kørte allerede i går. En god nats søvn og jeg var klar i god tid. Det havde regnet temmelig voldsomt om natten og sektionerne så meget glatte ud - ikke mindst også fordi at underlaget var virkelig løst mange steder. Men da vi først kom i gang var det hele ikke så slemt og sektionerne var til den nemme side. Som før sagt kræver det at man absolut ikke laver fejl. Men... jeg lavede en temmelig stor fejl. En jeg har begået før, nemlig ikke at søge alle muligheder af i hver enkelt sektion - og denne gang fik det virkelig betydning. Jeg begyndte i 8’eren, som den første, og havde set at der var tre mulige spor at køre. Jeg valgte det mest oplagte, men et som også krævede enorm præcision, for man skulle skråt hen over en del rødder, som var meget glatte. Det gik selvfølgelig galt; jeg måtte ned på knæ, men fik mig dog kæmpet igennem på tre point. De næste tre gennemkørsler valgte jeg et meget snævert spor som undgik de fleste af rødderne. Det gik fint de første to gange, men sidste gang smuttede baghjulet og det endte i en femmer. At slutte af med en femmer er absolut ikke ønskværdigt, særlig ikke når jeg vidste at mine nærmeste konkurrenter havde lavet meget få point. Jeg lavede to point mere, nemlig i 5’eren. På omgang to og fire satte jeg foden ned i det snævreste sving, som også var på meget løst underlag. Jeg kørte simpelthen for langsomt og jeg stod for stift på cyklen, fordi jeg var bange for at sætte foden ned 🙄 Men altså, det kunne have været blevet ved de to point, hvis jeg ellers havde set sektion 8 ordentligt igennem, for der var endnu et spor, som flere opdagede undervejs i løbet. Det spor var så nemt at alle der kørte det faktisk nullede sektionen. Men som sagt blev det mig først bekendt efter jeg havde sluttet løbet af med den irriterende femmer! Så læringen denne gang er at kigge sektionerne ordentligt igennem og så skal jeg nok også kigge dem igennem sammen med andre, så jeg ikke stirrer mig blind på mine egne observationer. Slutresultatet i +40-klassen blev 11 point til Michael, som ind til videre har ligget nr. 1 i DM, 10 til mig og Jens vandt med 9 point. Så dog en andenplads til mig. Jens var ikke til at skyde igennem. Han plejer at ligge lidt længere nede, så det var tydeligt at han var meget stolt af sejren. Men han kørte også virkelig flot, så fuldt fortjent. Nuvel, det giver en meget spændende stilling i forhold til DM. Michael og jeg har nu begge 92 point. Altså bliver det afgjort ved sidste løb, nemlig Stokbro Trial d. 12. oktober. Så håber jeg at jeg har vundet en smule mere lyst og motivation tilbage til den tid. |
13. september 2025 |
Jørgen Nielsen Trial 2025Jeg har været til Rømø Motorfestival. Tog som vanligt derover torsdag og havde så planlagt, som sidste år, at tage derfra lørdag aften, så jeg kunne være klar til løb søndag. Sidste år var der kø fra øen fra kl 14 til 23:30, og jeg havde igen regnet med at skulle afsted når køen var opløst, altså næsten midnat. Heldigvis var der mere flow i det hele i år, så allerede kl 20 kunne jeg køre derfra og kunne så komme i seng i fornuftig tid. Det er lidt ærgerligt sådan at skulle tage afsted, for med flokken jeg mødes med er lørdag altid den aften hvor der bliver hygget mest. Men jeg var fornuftig, drak kun et par enkelte øl gennem dagen og kom som nævnt tidligt i seng. Netop søvn har jeg fundet ud af har en enorm indflydelse på hvordan jeg præsterer til løb, så der er virkelig noget jeg er begyndt at prioritere. Som nævnt hvert år, er Jørgen Nielsen Trial af særlig betydning for mig, fordi første gang jeg vandt en konkurrence var til dette løb. Derfor vil jeg også helst gøre det bedst muligt til løbet. Nu er jeg jo "rykket op" i et sværere spor, og vil selvfølgelig gerne kunne fortsætte fra mit hattrick med at vinde min klasse i løbet. Det var straks klart at det ville blive et svært løb. Sektionerne var virkelig udfordrende - for at sige det mildt! Det er for omfattende at gøre rede for alle mine point, men sådan begyndte det: Jeg startede i 8’eren, som var en af de nemmere. Ikke desto gav jeg for lidt gas op på anden opkørsel og måtte steppe mig vej op. Tre point! Videre til 1’eren: Stejl (kendt) opkørsel og så ned ad en virkelig ond nedkørsel. Jeg fandt dog et spor som ingen andre tilsyneladende havde kørt og det gik rigtig fint, men måtte så alligevel tage en prik ved næste forhindring. 2’eren: altsammen noget jeg normalt sagtens kan. Jeg kunne dog se at der var nogle der havde problemer med at komme op på tredje opkørsel, så jeg tænkte at jeg nok skulle give den noget gas. Men allerede forinden måtte jeg sætte en fod fordi jeg ikke kom ordentligt over en træstamme. Så havde jeg for meget fart på og gav virkelig alt for megen gas op ad den frygtede opkørsel. GasGas’en fløj på baghjulet og slog en kolbøtte, så bagskærmen blev vredet bagover. Jaja, virkelig dårlig start - og det blev kun minimalt bedre under løbet. Jeg tænkte, at med den kørsel kunne jeg ligeså godt have drukket med vennerne i går og så nøjedes med et par timers søvn 😄 Jeg lavede tre 5’ere på første runde! I alt lavede jeg ikke mindre end syv 5’ere!!! De næste runder gik dog trods alt lidt bedre. Til tider brillerede jeg og der var tidspunkter hvor jeg følte at jeg havde fundet ind til den vanlige træningsform - for så kort efter at lave 5 på noget relativt simpelt. Midtvejs gennem anden runde begyndte GasGas’en at gå dårligt. Ujævnt i bunden og det lød som om den gik for magert i høje omdrejninger. Så begyndte den at at gå ud i tomgang og jeg skulle altså holde gas på, for at den ikke gjorde. Da jeg nåede syveren ville den ikke starte. Jeg måtte så skubbe den hele vejen op til bilen, for at kigge nærmere på problemet. Først tændrøret ud. Det var tørt, så sandsynligvis karburatorproblemer, men jeg skiftede det alligevel. Måtte dog over i Kjelds bil og stjæle et (og låne en svensknøgle), for jeg havde ikke noget i reserve med. Kjelds bil kan man altid regne med, så det bliver lidt en sovepude at hvile sig på 😬 Nyt tændrør gjorde som ventet ingen forskel, så karburatoren af og skille den ad. Det var meget tydeligt at den havde suget en masse skidt med ind, så jeg formoder at mit voldsomme styrt i 2’eren havde revet luftfilterstudsen lidt fra karburatoren, så den kunne trække skidt den vej ind. Dan Jørgensen kom forbi mens jeg skruede og han kunne levere bremserens, så jeg kunne få det hele renset. Jeg fik det så samlet igen og nu gik den super perfekt. Tilbage til syveren og nulle de sidste to sektioner på den runde. 7’eren var i øvrigt den eneste sektion som jeg kunne nulle hver gang. Tredje og fjerde runde ikke væsentlig bedre kørsel og i fjerde blev trætheden også en faktor. Jeg skal nok lige indskyde at mine mekaniske problemer allerede begyndte ved træning i tirsdags. Her knækkede min bremsepedal - den har været bøjet og rettet et par gange, så at den ville knække på et tidspunkt var helt sikkert forprogrammeret. Heldigvis var træningen hos Laust og jeg fik lokket ham til at svejse på stedet - Og lige så heldigt at det ikke skete i dag! Så jeg er altså flere personer tak skyldig for at kunne gennemføre løbet. Når folk ind i mellem taler om at nogle (sports)præstationer er individuelle eller i det hele taget, at "man er sin egen lykkes smed", så er der noget man har misforstået, for ingen klarer noget som helst uden hjælp og indvirkning fra andre. Men jeg blev altså straffet med temmelig mange point, nemlig 54 af dem, men "heldigvis" gjaldt det alle og det endte såmænd med at jeg fik førstepladsen i klassen, hvor nærmeste konkurrent havde 27 point flere. Som før nævnt måler jeg mig altid med alle der kører i gult spor og der var kun tre (det var i +40 Expert-klassen) som havde kørt bedre. Dagens sidste straf kom da jeg skulle samle sektion ind. Jeg var blevet sat på 5’eren og her fik jeg forstyrret et hvepsebo, hvorefter jeg blev angrebet og forfulgt af en flok meget arrige hvepse. 13 gange nåede de at stikke mig! Avs! 😫 Bortset fra det, var det et fantastisk løb. Jeg kan jo godt lide når der er masser af udfordringer og man virkelig bliver presset til det yderste. Og så er jeg som sagt særlig glad for at vinde lige dette løb 🏆😊 |
24. august 2025 |
Øby Classic 2025Jeg overraskes over hvor god jeg er blevet. Og det er altså ikke udtryk for blær, men ganske enkelt fordi jeg selv reelt bliver overrasket. I træningsdagene mærker jeg selvfølgelig at jeg kan flere og flere ting. Det er dog lidt "snyd" fordi jeg jo prøver mere og mere avancerede ting af og altså udfordrer mig selv i stigende grad, men på kendt territorie. Det er virkeligt noget andet at køre løb, fordi der ikke er nogen stigende graduering og ofte helt fremmed jord. Der er kun tre-fire chancer for at gøre det rigtigt og det skal så absolut helst lykkes den første og hver gang. Nå, jeg har været til løb igen. Denne gang igen i Øby ved Viborg og ikke mindst med Ole K som vært. Når han går i gang er der garanti for fede sektioner og i det hele taget god trial-hygge. Det var et rent classic-løb, så denne gang afsted med Fantic’en. Ole havde lavet to spor: et let og et svært. Sådan som det altid burde være, når det er med classic-deltagelse - og det skriver jeg for at piske min kæphest, at vi skal have det lette spor tilbage også ved de blandede løb - sådan som vi havde det for et par år siden 😝 Erik og jeg var igen heldige at måtte køre med i Kjelds bil. Det er både fornøjeligt, bekvemt og billigt. For en gang skyld var jeg sågar nogenlunde udhvilet - havde forsøgt at arbejde hen mod dagen ved at gå tidligere og tidligere i seng. Desuden var løbet først kl 11 - hvilket jeg synes er yderst sympatisk, og det måtte gerne blive standard (også gerne senere). Altså, så man ikke skal op før fanden får sko på, for at nå at køre de nogle gange lidt lange stræk for at komme til løb 😆 Vi ankom kl 10 og havde altså god tid til både at tjekke lidt sektioner, de sædvanlige hyggesnakke med de kendte ansigter og få et overblik over konkurrenterne. Jeg fik blandt andre en kort snak med Michael Andersen, som er en af de hårde konkurrenter. Ikke mindst dukkede Morten Opstrup op, som er firdobbelt danmarksmester - altså på eliteplan. Og med ham, ja, egentlig begge to i løbet, tænkte jeg, at så var der nok ingen chancer for at vinde. Desuden var Christian Buch der også, som absolut også byder kamp til stregen. Løbet var delt op i to sessioner. Første fem sektioner kørt fire gange, derefter pause og så de sidste fem sektioner også kørt fire gange. Det er en virkelig smart løsning på at få et løb til at fungere med et mindre antal observatører. Det kræver selvfølgelig at der fra alle er forståelse for, at have bare et minimum af tempo med at få kørt sektionerne, så man ikke to gange skal vente på at få de langsomste kørere rundt. Jeg begyndte i sektion 2 og det var et fint valg, for det kom til at passe med at jeg havde meget lidt ventetid ved sektionerne. Nu kører jeg jo helst med hurtigt tempo, fra sektion og direkte ind i næste, hvis det er muligt. Jeg kan godt lide at der er det flow i kørslen hele tiden og det var der i dette løb. 2’eren blev nullet. Det var en af de lettere. I 3’eren havde jeg fundet det rette spor og det gik efter planen, indtil første nedkørsel, hvor der skulle bremses hårdt. Her låste min bagbremse sig fast og cyklen ville ikke fremad da jeg så skulle op ad det sværeste element i sektionen. Jeg måtte steppe en gang og yderligere en gang op ad skrænten, da bremsen endelig løsnede sig. Så altså elendig start! Som altid tænker jeg straks at så er alle chancer for podieplacering ude - og som antydet, denne gang helt sikkert med Morten i løbet. Det er altid ekstra ærgerligt når det er "ydre omstændigheder" der giver point - altså når det som her er mekanikken der svigter. Enerverende er også at lave "navigationsfejl" - altså når man ikke kan huske ens valgte spor. Det er så dumme og virkelig let undgåelige fejl. Det skete fx for mig i betonsektionen nr. 8 på første omgang - det gav et enkelt dap. Det er selvfølgelig også ærgerligt at lave almindelige kørefejl, men det er mere til at tage at føle på - for det er ligesom "rigtig trial". Dem lavede jeg tre af - altså seks point i alt. Da jeg var færdig gik jeg over til 8’eren - skulle lige lure lidt på mine konkurrenter 😆 Ole stod også her og vi fik en snak. Det er altid spændende, for han giver så mange gode input til kørslen. Det er ærgerligt at der er så langt til Viborg, ellers vil jeg komme til træninger der i ny og næ. Ole nævnte også at jeg nok skulle regne med at komme øverst på podiet, for både Morten og Michael havde flere point end mig, Morten med to femmere og Michael med tre + lidt ekstra. Nærmest skulle Christian faktisk være. Nuvel, jeg tror aldrig rigtigt på det, før at resultaterne bliver læst op, for jeg kunne jo have regnet forkert eller overset point jeg havde lavet. Det er før sket. Men den var altså god nok. Jeg endte på toppen med de 6, Christian med 8 og Morten med 10. Jeg er selvfølgelig altid meget glad for og stolt over en sejr, og som antydet som regel også overrasket. Men jeg må sige at det selvfølgelig er noget særligt at slå sådan en som Morten - også selvom det måske skyldes at han havde en dårlig dag eller var lidt uheldig. Det er jo sådan gamet er 😝 I det lette spor var der tre fynboer på podiet: Kjeld, Steen og Erik. Så mine vanlige træningspartnere havde alle pokaler med hjem. I øvrigt var over halvdelen af deltagerne fynboer. Endnu en gang en dejlig dag i fantastisk natur, godt selskab og med spændende sektioner. Og følelsen af stadig at blive bedre er fantastisk. Det føles ofte som om jeg står stille, men der var flere ting i dag som tydeliggjorde for mig at der rent faktisk sker en udvikling 👍 |
10. august 2025 |
Langesø Trial - 4. afdeling af DMDejlig dag i skoven i smukt vejr - og hos Heine, altså på hjemmebane 😉 Det vanlige søvnrod til at begynde dagen med og så oven i købet at vågne op med mega ondt i lænden. Jeg kunne knap nok få strømper på, da jeg væltede ud af sengen, for bøje i hoften gik nærmest ikke. Jeg var i onsdags ude at løbe - ja, løbe! - for første gang siden 2009. Det har været et ønske i årevis. Mine artritis-ramte møgknæ har overhovedet ikke ville det, men al den trialkørsel har gjort meget godt for det meste af kroppen, så nu havde jeg en ide om at det kunne lade sig gøre. Nuvel, træerne vokser ikke ind i himlen, for mit andet problem med spondylolistese (fremskudt lændehvirvel) meldte sig så i stedet. Jeg tror at jeg kompenserer med alle mulige andre muskler for at undgå problemer i lænden og derfor er lænden svag. Så den skulle i teorien trænes, men problemet er altid hvordan uden at få smerter. Men altså lang historie kort: jeg tror at løbeturen udfordrede lænden en anelse for meget. Men jeg kunne løbe og det gik, bortset fra det, rigtig godt, så nu skal jeg bare finde et leje, hvor det hele hænger sammen uden smerter…det er noget pis at blive gammel!!! Trialløbet blev altså begyndt med store mængder Ibuprofen og en vis stivhed i kroppen. I den forbindelse var det heldigt at sektionerne ikke var så slemme. De var faktisk til den nemme side - hvilket så vanligvis giver den udfordring, at man for at vinde, så absolut ikke må lave fejl. Første runde blev kørt på nul. Så langt så godt. Min værste frygt var otteren, hvor det meste foregik i bunden af en stenet bæk. Halvvejs i sektionen skulle man op over en knold, skarpt til venstre, ned i mudder, så skarpt til højre i en masse sten og så slutte af med en stejl opkørsel over tre trin - hvor afsættet var i mudder. På anden runde kom jeg for langt til venstre på det sidste skarpe sving og kom helt forkert på de tre trin, som, der hvor jeg kunne komme til dem, var dobbelt så stejle. Jeg nåede halvvejs op og fik ikke momentum nok på, måtte steppe hele tre gange baglæns inden jeg kunne få mig skudt hele vejen op. Tre point! - og jeg tænkte som vanligt, at så var det løb tabt. På tredje runde i fireren fik jeg også sat en fod. I anden del af sektionen skulle vi op ad en stejl skrænt, til venstre rundt om et træ og så bare ud. Det er et sted jeg faktisk har øvet rigtig mange gange. Her gjorde det sig altså for så vidt mærkbart med hjemmebanefordelen, omend slet ikke lige på den runde - faktisk tværtimod, for alle gange jeg har kørt der under træninger, har grebet været virkelig dårligt, så der skulle kæmpes meget for at komme rundt. Men i dag var der masser af greb og jeg fik overgjort det med at komme op, så jeg faktisk kom alt for langt op - og jeg måtte altså redde det med en fod i jorden. Men så tog jeg mig også sammen og nullede sidste runde. Slutstillingen blev altså fire point til mig og så var der, til min typiske forbavselse, alligevel temmelig langt til den næste, nemlig Mikkel, som havde 19 point. Så endnu en gang en førsteplads til mig. Jeg måler mig jo altid med de andre klasser som kører samme spor og i +40 Expert, var pointtallene hhv. 1, 1 og 2. Villy Kyndesen havde de to, og det er jo ham jeg stiler efter at blive lige så god som. Men der vedbliver altså at være et stykke vej til jeg er der. Løbet var fjerde afdeling i DM. Med et misset løb og en tredjeplads skal der et større regnstykke til for at finde ud af hvordan jeg kan vinde 😆 - I dag var Michael, som ligger nummer et med 72 point, dog ikke deltagende, så det gør en del ved min plads i klassemanet. Jeg ligger nu nummer tre med 70 point, dog med pointlighed med Benjamin, som har deltaget i alle fire løb - og hvis mine to-tre nærmeste konkurrenter ellers er stabile resten af sæsonen, skal jeg i princippet vinde de resterende to løb for at gå med guldet (DM5 er aflyst, hvis man skulle undre sig). Men lad os nu se, meget kan ske endnu. Uanset hvad, var det som sagt bare en dejlig dag skoven! Nåja, og nu fik jeg endelig efter løbet prøvet Peter Gulbils GasGas! Det er en 300 fra forrige år, så i praksis den helt nye model. Det var fedt at prøve. Den føltes dog (heldigvis) ikke så langt fra min i opførsel. Jeg havde ellers hørt at der skulle være så enormt stor forskel på min "gamle" og til de nye modeller, men umiddelbart er jeg altså stadig virkelig glad for min egen. |
29. juni 2025 Min dejlige GasGas som endnu en gang gav mig en podieplads |
Hjørring - 2. afdeling af DMJeg tror ikke jeg har været så lidt klar til et løb som dette! Jeg havde godt nok fået købt en ny ryg/brystbeskytter for den gamle var fuldstændig i laser og også et par nye fancy bukser som bedre passer til den moderne stil; jeg havde fået vasket GasGas’en og det lykkedes mig sågar at arbejde mig hen i mod at komme tidligt i seng, så jeg kunne få lidt søvn om natten, for jeg skulle op kl 5:30 for at nå til Hjørring til 9-tiden. Denne gang lykkedes det mig at få kørelejlighed. Jesper Antonsen reagerede på mit søgeopslag på Facebook og Peter Jensen og jeg fik således plads i Jespers Transit. Jeg havde ellers flere forskellige ideer til hvordan jeg skulle komme derop. Blandt andet som vanligt at tage campingvognen med dagen før, så jeg netop ikke skulle tidligt op. Men dels var der det økonomiske aspekt - det ville blive noget der ligner tredobbelt udgift at køre alene og dels ville det betyde at jeg skulle bruge væsentlig flere timer på det - som jeg overhovedet ikke har. Jeg er i fuld gang med at forberede til Morini-træf i næste weekend og jeg skal bruge hvert ledigt minut for at nå at blive klar. Jeg tror jeg har sovet fem timer i snit hver dag i de sidste fjorten dage og alle andre timer i døgnet er brugt på forberedelser - bortset fra trial, som er blevet prioriteret og jeg har "selvfølgelig" passet de ugentlige træninger 😄 Men jeg var altså træt og hovedet overhovedet ikke med under løbet. Jeg kan lige så godt begynde med femmerne: Første sektion jeg kørte ind i var 3’eren: over en samling forskellige betonelementer, over et betonrør, videre af en række sten og så op på nogle lidt større sten - her fik jeg dårligt sat af og væltede ned. Næste runde nåede jeg kun til betonrøret: på den anden side af røret var der nogle fliser som udjævnede nedkørslen - dem ramte jeg ved siden af og fløj så ud over styret med hagen i jorden. Sektion 4: ind, snæver vending, videre over endnu noget beton, så til venstre. Det nåede jeg dog ikke, fordi efter betonen skulle jeg jo bremse, af en eller anden grund havde jeg ikke fingrene på forbremsen, og da jeg så ville træde på bagbremsen, hang min sål lidt fast i fodhvilernes tapper og jeg kunne ikke nå flytte foden over på bremsen før jeg var ude over båndet! Sidste runde, sektion 5: ind over et betonrør fra en lidt skæv vinkel. Jeg kom for langt til venstre og for tæt på båndet på nedslaget - fik vist bremset lidt for hårdt i panik (tror jeg), fløj igen ud over styret. Jeg nåede lige at se at min mave havde kurs mod en træpind der holdt båndet og skyndte mig at runde ryggen, men jeg nåede alligevel at få en markering på maveskindet 😬 Derudover lavede jeg rigtig mange begynderfejl. Var fx lige ved at køre forkert i 5’eren på første omgang, opdagede det dog lige i sidste øjeblik, men det kostede et dap i jorden. 6’eren fandt jeg et rigtig fint spor i - syntes jeg - indtil jeg efter løbet opdagede at der var et endnu lettere spor. Trods det nullede jeg den dog hver gang. Men utroligt at jeg ikke havde set det lettere spor! Hoved og for så vidt krop var altså ikke rigtig med. Søvnmanglen havde virkelig sat sine spor. Jeg mener, to gange forover styret og en gang også lidt dramatisk fald af cyklen!!! Med fire femmere og i alt 32 point var jeg helt sikkert langt fra noget der lignede en vinderplads. Jeg var som vanligt hurtigt rundt og den første til at være færdig. Da jeg afleverede det sidste kort, kunne jeg se på pointtavlen at mine konkurrenter kun var ude på anden runde, så jeg kunne ikke rigtig få en ide om hvordan det var gået for de andre. Jeg valgte så at køre lidt rundt for at kigge på de andre og køre rundt i det fantastiske område. Jeg tror det er Danmarks bedste træningsområde de har. Der er så helt utrolig mange muligheder i det. Efterhånden som de fleste var færdige begyndte også de gode at køre lidt pjat-kørsel. Blandt andet op ad en stejl skrænt med lidt voldsomme udhæng. Det var en fornøjelse at se på - især at se de unge "Beta-drenge" flyve op ad skrænterne som om de var lette som fjer (Hvilket de nærmest også er 😆 ). Det var alt i alt ikke rigtig min dag på konkurrencefronten, men jeg ville nu ikke have været den foruden, for det var et fedt løb med spændende sektioner og stemningen var ligesom særlig høj. Det gode vejr har nok også hjulpet til det. Trods de mange point endte jeg såmænd alligevel på en tredjeplads. Hvilket så vil sige at jeg nu ligger nr. 2 i kampen om DM, men som sagt, med mindre mine to nærmeste konkurrenter heller ikke kan deltage på lørdag, så er sandsynligheden for at vinde DM forsvindende lille - ikke mindst hvis jeg fortsætter med at køre som i dag 🙄😬 Næste løb (efter Hedeland på lørdag) er først sidst i juni, så måske jeg kan nå at få sovet ud inden da? 😄  |
27. april 2025       Hans Jørn fangede min fjerde femmer. Pinden der prikkede til maven kan lige anes ved mit højre knæ   |
Øster Hornum - 1. afdeling af DMJeg forsøgte endnu en gang at være "fornuftig": tog i byen om fredagen og ikke også lørdag, hvor der ellers også var fest. Måske var det knap så fornuftigt at tage til træningen med tømmermænd om lørdagen, men jeg kan jo ikke svigte den faste træning. Træningen gik dårligt; jeg var slatten, ukoncentreret og min finmotorik helt hen i skoven, så jeg skulle helst indhente restitution i løbet af natten til søndag! Ved træningen forsøgte jeg at øve noget af det jeg havde en ide om man kunne forvente - og en ting der nok var sikkert, ville være noget meget tørt og løst underlag. Erik lavede som vanlig en udfordrende sektion, som faktisk indeholdt netop det. Men det gik som sagt dårligt og jeg gruede så lidt for morgendagen. Jeg havde forsøgt at lokke mine køremakkere Kjeld og Erik med, men Kjeld fravalgte løbet af den grund, som jeg mange gange har været inde på, nemlig det lave niveau for Classic. Og siden det er ham med den praktiske bil, blev det altså ikke til noget. Jeg havde så lavet et opslag på Facebook til de andre fynboer om kørelejlighed, men ingen respons - før det var for sent. For der var faktisk en koldingenser, som foreslog at mødes, Ian Fasken, men da jeg så beskeden var jeg kørt. Jeg tog nemlig fra træning hjem i bad, pakkede campingvognen og kørte så derop og først undervejs opdagede jeg så beskeden fra Ian. Men skidt, så kunne jeg i det mindste sove "længe" i min dejlige campingvogn med godt skruet op for varmen. Natten bød nemlig på nær frost. Temperaturen var vist nede på 1º og der var rimfrost i skoven om morgenen. Nå, jeg kunne ikke falde i søvn trods de gode omgivelser. Jeg har døjet med en forkølelse siden mandags, som tager lidt til og fra i styrke og jeg tænker ikke at fredagens indtag havde nogen gavnlig effekt, så det kneb med at trække vejret da jeg lagde mig på puden. Jeg var altså træt da jeg kørte rundt for at tjekke sektioner om morgenen og blev meget hurtigt forpustet af at vade op og ned af skrænterne, men da løbet først gik i gang fik jeg ligesom fornyet energi, fandt faktisk roen i mig selv og for en gang skyld var jeg ikke synderligt nervøs. Igen tror jeg det skyldtes, at jeg ikke havde forestilling om at kunne placere mig særlig godt. Jeg kender jo slet ikke mine konkurrenter og da det trods alt er et højere niveau og med mange garvede kørere, så har jeg ingen anelse om hvor jeg ligger. Sidste løb var der færre deltagere og siden dette var et DM-løb tænker jeg at folk var mere motiverede for at dukke op, så der var mange nye i forhold til sidste løb. Der var 10 i +40 og 9 i +40 Expert og som sagt, de fleste nogle jeg ikke aner hvor gode er. Sektionerne var rigtig fine. Der var fx 1’eren, som havde et skarpt sving rundt om et træ, hvor baghjulet uværgerligt ville smutte væk under én. Det var en svær udfordring. Den gav point for de fleste. 2’eren var rigtig sjov. På de to første gennemkørsler var underlaget ligesom pulversne og at komme igennem det, føltes næsten som at danse med GasGas’en. 8’eren var en lille kompakt sektion, hvor de fem svære elementer kom lige efter hinanden, og der var absolut ikke tid eller plads til fejl. Man skulle være super skarp, præcis og koncentreret. Men også alle andre havde sjove og spændende elementer. Jeg mener at jeg kun nullede 2’eren og 4’eren hver gang. Alle andre gav point på skift og uden noget synderligt system, men forholdene skiftede også meget undervejs i løbet, så der næsten var nye udfordringer hver gang. Jeg havde fem point på hver af de første tre runder og seks på den sidste - altså 21 i alt. Undervejs i løbet holdt jeg selvfølgelig øje med alle med gult foran på motorcyklen, men som sagt ved jeg ikke om de er "Experter" eller eventuelt B-kørere. Uagtet det, så syntes jeg at uanset hvem jeg end kiggede på, så kørte de så fint, så jeg var igen sikker på at jeg lå langt nede i rækkerne. Men da jeg tjekkede resultatlisten, troede jeg næsten ikke mine egne øjne, for min nærmeste konkurrent havde 34 point - og ikke nok med det, der var kun en i gult spor som havde kørt bedre, nemlig, og måske med en vis selvfølgelighed, Villy Kyndesen, som kører i +40 Expert-klassen - han endte med 9 point. Men altså, det gav førstepladsen i min klasse og selvsagt den indledende føring i DM. Jeg har dog ikke forhåbninger om topplacering i DM, for der er et løb jeg med sikkerhed ikke kan være med til ud af de 7 der er, og det plejer at være afgørende at deltage i alle. Igen overraskende, men virkelig fedt at træningen har givet resultater og at jeg kan gøre mig så godt! |
6. april 2025 Jeg prøver at hugge nogle flere billeder, når de dukker op...  |
Viborg Grusgrav Trial 2025Et nyt kapitel er påbegyndt i mit trial-eventyr. I dag deltog jeg nemlig i mit første løb med GasGas’en! Jeg har de sidste par år luret en del på det gule spor til løbene jeg har været med til og med den moderne maskine jeg har fået, virkede det som en lidt naturlig udvikling at jeg skulle prøve det i år. Jeg har altså valgt at stille op i den klasse der hedder +40, som selvfølgelig som navnet siger er målrettet mod kørere over 40 år. Fordi det er sådan lidt en opsamling af alle niveauer fra ældre nybegyndere til tidligere elitekørere er klassen så yderligere opdelt i fire niveauer: +40, +40 trim (= lettere), +40 Expert, +40 Expert trim. Lidt noget rod, hvis du spørger mig, men så er der større chancer for pokaler og medaljer - ikke mindst for sådan en "begynder" som mig, som ellers ville skulle konkurrere med de gamle elitefolk og nok aldrig ville have chance for en podieplads. Alle +40-klasserne og B klassen kører i samme spor, så placeringerne bliver altså udelukkende afgjort ud fra de forskellige klasser. Jeg havde igen fedtet mig ind hos Kjeld og Erik og fik altså lov til at køre med dem til Viborg - også selvom jeg sådan lidt forræderisk ikke skulle køre Classic. Jeg havde forsøgt at forberede mig grundigt. GasGas’en var finjusteret og vasket og poleret. Jeg selv kom nogenlunde tidligt i seng, så jeg var også nogenlunde frisk, da vækkeuret tvang mig ud af sengen halv syv (- jeg bliver vist aldrig nogensinde fan af at skulle tidligt op 😆). Vi ankom i god tid og i smukt solskinsvejr - dog lidt køligt blæsende. Vi fik gået en hilserunde, meldt os til og så kørt rundt for at tjekke sektioner. Kvart i ti instruktion og så gik det i gang. Jeg havde ikke fået varmet ordentligt op på GasGas’en. I går var jeg til træning med Fantic’en, og jeg var altså ikke helt omstillet til GasGas’en da jeg kørte ind i første sektion. Det var en betonsektion og jeg kom lidt skævt på det første, havde så meget kort afstand til det næste og pga den manglende omstilling fik jeg givet for meget gas, mistede kontrol, gik i stå og måtte indkassere fem point. Den lidt vaklende start fortsatte omgangen ud, men på anden runde begyndte nervøsiteten at fortage sig lidt - ikke mindst fordi jeg ikke syntes der var noget forventningspres til mig. De sidste løb jeg ellers har kørt, har jeg jo ligget rimelig godt i toppen og har følt at jeg skulle leve op til et vist niveau, men dette var med nogle helt andre konkurrenter og et højere niveau, så jeg havde egentlig forventet at ende sådan lidt midt i - måske i den lave ende. Nå, første runde gav temmelig mange point, men det lykkedes mig at halvere pointtallet for hver runde, så jeg kun havde to på sidste runde. 31 endte jeg på. Jeg havde været heldig med nærmest ingen kø ved sektionerne og jeg kørte uden pause, så jeg var rimelig hurtigt færdig og havde således tid til at hyggesnakke og ikke mindst kigge på de rigtig gode. Præmieoverrækkelsen begyndte med Classic. Der var desværre kun fire deltagere. Erik fik en fjerdeplads, dog med samme pointtal som Christian Buch, som altså fik tredjepladsen, Kjeld på andenplads og Poul Sørensen vandt klassen. Da vi nåede +40 blev kun de tre øverste pladser råbt op. Tredjepladsen…flere point end jeg mente jeg havde haft. Det kunne næsten ikke passe, tænkte jeg! Andenpladsen…også flere point - eller hørte jeg forkert? Men nej, minsandten om Ole ikke sagde mit navn som vinderen af klassen! Det havde jeg altså ikke lige regnet med, men sikke en debut! I +40 Expert var der to deltagere: Paul Martin og Michael Andersen, som tog hhv. anden- og førstepladsen. Michael vist nok med pointtal i tyverne, men Paul, som jo er en mine lokale konkurrenter og lejlighedsvise træningsmakker, endte med 32 - altså et mere end mig 😄 Det bedste ved dagen var sådan set at jeg havde det rigtig sjovt. Det var fedt at køre løb med GasGas’en. Ole havde som altid lavet nogle virkelig gode sektioner, der var lutter gode mennesker omkring mig og det var som vanligt hyggeligt med køreturen sammen med Erik og Kjeld. |
23. marts 2025 Denne sektion gjorde mig opmærksom på at jeg skal øve "ingen tilløb og skæve vinkler til svære elementer"! De to øverste billeder af Hans Jørn Beck |
Søndersø Classic 2025Jeg gik glip af den "uofficielle" sæsonstart på trialløbene. Træningsløbet Aunsbjerg plejer at være årets første løb og jeg havde både set frem til det og aftalt med Kjeld om at køre med ham, men jeg blev simpelthen syg. Jeg havde været sløj med noget der lignede en mild influenza. Efter en uges tid tegnede det til at blive bedre og det passede lige med Aunsbjerg, men så blev det pludseligt virkelig værre. En hel uge kunne jeg nærmest ikke bevæge mig og havde tæt på 40 i feber. Og så gik der en uge mere med noget der lignede kold lungebetændelse. Altså knap tre ugers jammer. Efterfølgende har jeg været helt enormt træt og har haft svært ved at få vejret. Sådan som det også har været efter de par gange jeg har ligget med Corona. Oven i har min generelle kondition virkelig været i bund i det sidste halve års tid. Ikke uden grund i, at jeg ikke har dyrket så megen anden sport i den senere tid og nok også fordi jeg er blevet så teknisk god til trial, at det fysiske er blevet mindre nødvendigt. Men nu blev det så tid til vores lokale Søndersø Trial, hvor vi jo er værter. Fredagen før lavede Erik, Kjeld, Steen og jeg sektioner. Og allerede der kunne jeg mærke, hvor slemt det står til med konditionen. Lørdag var jeg så til træning og om aftenen til en Salsafest i Kolding, hvor jeg selvfølgelig var på gulvet nærmest hele tiden. Det hele var nok et lidt kompakt program, men når jeg ellers har været i nogenlunde form, har det ikke været noget afgørende problem. Men til løbet søndag kunne det altså i den grad mærkes. Jeg kunne nærmest ikke gå en sektion igennem uden at skulle holde pause for at få vejret. Da vi nåede tredje sektion vi skulle køre, var jeg faktisk helt udkørt, og med to en halv runde igen, virkede det hele uoverkommeligt. Men jeg fik mig altså alligevel kæmpet igennem. Jeg var i gruppe med Paul Martin, Christian Buch, og Villy Kyndesen. Så det var tre virkelig hårde konkurrenter at skulle leve op til - ikke mindst Villy, som plejer at rende med første- eller andenpladsen i rimelig suveræn stil. Villy var dog også lidt småsløj og måtte også kæmpe med trætheden undervejs. Ikke desto mindre kørte han på sin vanlige fine manér og lavede kun få fejl. Som altid havde jeg ingen anelse om hvordan det var gået mig i forhold til de andre. Jeg lavede selvsagt en del træthedsfejl, et par enkelte pga manglende koncentration (som nok også kan tilregnes trætheden) og så lavede jeg en dum femmer, som dog også var lidt komisk. I sektion 3 på anden omgang, ned mod et svært sving i bunden af sektionen, fik jeg simpelthen kvalt motoren. Det lykkes mig så at starte den igen rullende, men satte dog derefter en fod. Så gik det opad, venstre, højre og hen over en træstamme, og minsandten om jeg ikke formåede at kvæle motoren igen! Denne gang endte jeg med begge ben på jorden og de fem point var altså en realitet. 21 point endte jeg på. Jeg var godt klar over at det ikke var vildt slemt, men blev alligevel overrasket over at jeg med det havde sikret mig en andenplads. Villy fik syv point, så det viser jo at han er i en noget anden klasse. Nu skal det nok med at Dan Jørgensen deltog på sin stivstels Matchless, og hvis han havde kørt på en "ordentlig" cykel, havde han nok også flyttet mig længere ned i rækkerne. Og endelig kunne mine andre gruppekammerater nu også have slået mig. Men alt i alt, og trods manglende overskud, var det nu en fantastisk dag. Ikke for at virke alt for selvrosende, men jeg synes at vi havde fået lavet nogle sektioner som var virkelig gode, med alsidige udfordringer og niveauer. Folk var glade og vejret var med os. Virkelig fin dag. |
16. marts 2025 Dejligt med 33% Fantic'er (der var en mere med end på billedet) 😁I øvrigt de tre øverste placeringer også Fantic-kørere: |
Æbleskivetrial / Årsberetning 2024Jeg kunne jo komme med de sædvanlige undskyldninger om for lidt søvn og en bagbremse som blokerede. Men det er jo altsammen min egen fejl, og i øvrigt skal jeg nok bare tie stille, når jeg alligevel vandt løbet 😬 Vi havde fredag lavet otte sektioner til to gennemkørsler som syntes lidt svære, men absolut ikke umulige. Det var de heller ikke, men i hvert fald svært spor måtte kæmpe temmelig meget. Den stille, men tiltagende nedbør vi fik om formiddagen, gjorde også sit til at gøre, ikke det hele, men visse elementer tæt på umulige. Pointantallet taler vist sit tydelige sprog...😆 Jeg var vist lidt hurtig til at få regnet pointtallene sammen og fik overset et par detaljer, så jeg fik annoceret noget som ikke var helt præcist, men nu har jeg fintællet. Det gør ingen afgørende forskel, men dog en præcisering - se foto: Voldsgaards havde på vanlig vis sørget for meget hyggelige omgivelser i teltet og masser at spise og drikke og der blev hygget som det hør og bør sig. At vi fik besøg udefra - hele tre sjællændere dukkede op, var også en dejlig tilgift til dagen. Jeg udnyttede lejligheden til at komme med en årsberetning og den kan læses her: [EDIT: Jeg har justeret fremmødestatistikkn ved årets udgang, så tallene for hele året kan nu ses i de firkantede klammer] Nu slap I jo for en længere tale til mit jubilæumstrial, så nu hvor der er så mange samlet, vil jeg simpelthen benytte lejligheden til at tage revanche og så sige et par ord. Det bliver dog ikke en personlig beretning, men, ligesom sidste år, "træningskoordinatorens årsberetning". Der er godt nok fem træningsdage tilbage, og jeg har heller ikke dagen i dag med, men jeg tænker ikke det ændrer så meget i det samlede billede. Så lad mig bare begynde med statistikken: Vi har 6 faste træningssteder. Jeg synes det er sjovt at kigge på hvor populære de forskellige steder er. - Det er dog ikke det store der adskiller dem: Hos Voldsgaard har der i snit været 6,5 til træning pr. gang (6,8 med Æggekagetrial - [6,7 med Æbleskivetrial]); Laust: 6,55 [6,7], Heine: 6,7, Jens Robert: 6,8, Dan og Annelise: 7 [7,1] og mest populært er, nok ikke uden grund, Carstens område med 7,5 [7,6] i snit pr. gang. Jeg finder det interessant at der hos Jens Robert trods den lidt afsides beliggenhed (Kjeld undtaget 😄), trods alt er så fin opbakning. Det skal måske overvejes om vi skal komme der lidt oftere. Vi har i år kun været der 6 gange. Så hvis der er stemning for flere gange, håber jeg det vil blive udtrykt. Men ellers er tallene disse: Næstfærrest er hos Laust, hvor vi har været 11 gange - det ender på 12 ved årets udgang. Det lave antal skyldes til en lille del at Laust var sat lidt ud af spillet i starten af året og dels at vejrliget har stor betydning for om vi kan komme der. Men der er sket meget i hans område og der er ved at være temmelig meget at øve i. Hos Heine har vi været 11 gange. Dan og Annelise 20 gange - her kommer der også enkelt gang mere på. Det samme gælder Carsten hvor vi ind til videre har været 24 gange og Voldsgaard også 24 gange og her kommer der to gange mere på. Jeg har allerede nævnt at vi vist alle er meget taknemmelige for Voldsgaards gæstfrihed, men det vil jeg da gerne endnu en gang fremhæve. Det højeste antal deltagere vi har haft var til Æggekagetrial, hvor vi var 13. Det tæller jeg dog kun delvist med i statistikken, men det er nu stadig hos Voldsgaard vi har rekorden med 11 til almindelig træning d. 10. august. Det færreste antal var ugen efter d. 17 august hos Laust, hvor kun to var mødt op - Der var temmelig mange som havde aftaler andetsteds den weekend. Hvis man skulle undre sig over fordelingen, så vil jeg da lige indskyde at jeg selvfølgelig først fremmest prøver at lytte til hvad folk ønsker og dernæst at fordele træningsstederne i forhold til det vi tidligere har snakket om. Altså nogenlunde faste dage hos Heine og Carsten og så lørdagene rimeligvis ligeligt fordelt mellem de andre steder. Det er nemlig blevet udtrykt fra egentlig alle lodsejerne at de netop har lørdage på ønskelisten, så derfor forsøger jeg at fordele disse ligeligt i forhold til hvor ofte der er stemning for at komme de forskellige steder. Vi har jo også haft et par opvisningsløb. Der var Allingåbro i juni, hvor 6 var taget op til og Albion i juli, hvor vi var 10 deltagere. Og så kunne man også nævne Jens Roberts lille arrangement for hans venner i april, hvor vi var 7 der stillede op. Jeg finder det også værd at nævne at vi har haft en del tilskuere til vores træninger. Det er altid hyggeligt at få besøg, så jeg vil da lige nævne alle jeg har fået noteret: Ud over lodsejerne, som lidt er tvangsindlagt deres egne steder, så har vi haft besøg af følgende - og når jeg nu alligevel nævner nogle lodsejere, så er det fordi de har besøgt os på andres lodser end deres egne: Niels Camp, Anette, Morinitræffet, Lone, Cristina, Hanne, Annelise, Thors kæreste med søn og Jimmy [og Jens]. Nogle af kørerne har så også været på besøg, når de har været forhindret i selv at køre. Det er Poul, Ove, Jørgen, Claus, Jan Hjul, Torben, Morten, Stefan, Ib, Thor, Claus, Johannes, Paul Martin, Erik - og så Dan og ikke mindst Laust. Sidstnævnte to som begge har været sat midlertidigt ud af spillet pga operation og skade. Nu har nogle måske bemærket at jeg mangler at nævne en, men det er fordi jeg gerne vil fremhæve hende særligt. Det er nemlig Alice, som har beriget os med hendes selskab hele tyve [24] gange! Og jeg vil da personligt gerne sige tak for at du kommer så ofte. Det glæder mig altid! SÅ til de sidste tal, som nogle måske vil sige er de vigtigste, nemlig fremmødestatistikken: I gennem hele året har der i gennemsnit pr gang været 6,6 [7,1] til træning. Det fordeler sig over i alt 37 [40] personer som har været aktive i år. Og lad mig så hurtigt jeg kan gennemgå dem alle: 1 gang har følgende været til træning: Jens Roberts venner, som jeg som sådan ikke har talt med i statistikken. Fællestræning med de moderne med bl.a. Jesper og Niels Ole, som jo egentlig også er på vores classic mailingliste, men ellers: Brian Hansen (fra Kolding), Gustav, John Thinesen, Jørgen, Jens Andersen, Johannes, Ove, Peder Ovesen, Torben, Stefan, Sanne, Ulrik og så har vi haft besøg udefra, nemlig: Andy, Eli, Gil, Aage, Karsten J. 2 gange: Brian Christensen, Thor, [Eli] 3 gange: Tonny, Ib Brunslev, [Lars Bebe] 4 gange: Palle, Paul Martin, Poul Schjerning 7 gange: Carsten 8 gange: Ib Nielsen, Theo, [Carsten] 9 gange: Theo 10 [11] gange: Morten 10. plads: Claus med 13 [16] gange 9. plads: Daniel med 26 [29] gange 8. plads: Lars med 37 [40] gange 7. plads: Dan med 41 [42] gange 6. plads: Rolf med 55 [57] gange 5. plads: Steen med 69 [74] gange Jeg vil lige indskyde at de førnævnte, faktisk fra 11. plads, alle er arbejdsramt, og som altså kan have svært ved at få i hvert fald tirsdagene til at passe med træningerne. Steen sågar med weekender, hvor han ligefrem kan være på job i udlandet, men det er dejligt at se at der langt hen ad vejen bliver forsøgt at prioritere rigtigt, nemlig at træningen skal passes. Men så kommer vi til nogle der ikke er arbejdsramt: 4. plads: Erik med 71 [75] gange 3. plads: Laust med 72 [78] gange 2. plads: Kjeld med 77 [82] gange Nu regner jeg mig selv inhabil i denne forbindelse, så prisen for størst fremmøde går til en som faktisk er arbejdsramt, nemlig Susie med hele 80 [86] gange ud af de foreløbige 99 [105] træningsgange året har budt på. (Jeg har selv været til 88 [94] træninger) De nye der er kommet til i løbet af året, har selvsagt ikke kunne nå komme så mange gange, men jeg håber da at de så vil blive ved med at møde stabilt op næste år for om muligt at vinde prisen for størst fremmøde. Jeg synes også lige at det skal bemærkes, at hvis ikke Laust havde været ude af spillet med en brækket lillefinger, så ville han helt sikkert have taget prisen, for han er faktisk den mest stabile af os alle. Hvis vi bare tæller de gange med han har besøgt os mens han var skadet, så kommer det faktisk op på 82 [88] gange. I det hele taget synes jeg det er værd at fremhæve Laust’s engement, for han har været temmelig aktiv med at skove og lave vores træningsområder gode at køre i og det gælder ikke mindst hans egen grund. Og i samme åndedrag skal Erik som vanligt også nævnes. Det er imponerende som han kan blive ved, og hans store begejstring og uforlignelige blik for at lave sektioner er noget vi alle i den grad har glæde af. Nu har vi jo ind i mellem snakket om hvorfor nogle af de ellers aktive ikke længere kommer til træning eller kommer så sjældent som de gør. Der er selvfølgelig nogle åbenlyse årsager omkring helbredsmæssige problemer - og måske skal vi lige sende en tanke til dem som må kæmpe med helbredet, så det ikke er muligt for dem at dyrke denne fantastiske sport… Ellers er det næsten altid gæt og gisninger vi kommer med, så jeg vil forslå at vi hver især rent faktisk spørger dem vi kender lidt nærmere, hvorfor de ikke kommer. Et af vores gæt har jo været, at vi måske ikke er gode nok til at tage hånd om de mere utrænede og skabe træningssituationer som passer til deres niveau. Det er for så vidt også en plausibel forklaring, men det er ikke sikkert at det stemmer overens med virkeligheden. Så derfor tænker jeg da vi skal prøve at få klare svar på hvorfor nogle giver op efter få gange. Nå, men jeg har også igen i år lavet en pris til årets fald. Jeg er jo som dommer "desværre" også inhabil her, for ellers kunne jeg nok også komme i betragtning, men ellers er det er lidt nogle gengangere som har været kandidater. Jeg ved ikke helt hvordan man skal tolke det - men jeg kan sige at det var tæt løb mellem to eller rettere tre kandidater. De to af dem lavede nemlig sammen et flot synkronfald ude hos Carsten og de to var Rolf og Laust. Det fald var altså tæt på at tage prisen, men så alligevel ikke, fordi det var et udslag af noget vi helst ikke ser! - Jeg synes det er værd at sætte pris på at i hvert fald i al den tid jeg har været med, så har jeg ikke oplevet decideret farlige situationer - og det på trods af hvordan vi kører på tværs, imod og ind og ud mellem hinanden. Så det var flot, men at køre ind i hinanden er altså ikke noget der egentlig skal belønnes. I stedet - og fordi det altså bare er populært med vandgang, så bliver det også i år en vindende manøvre. Prisen går til Steen, som i juni måned lavede et elegant hovedspring i Laust’s å. Endnu en anerkendelse synes jeg skal lyde. Og lad det også bare være en lille præmie - nemlig årets nybegynder: Vi er jo blevet beriget med nogle meget engagerede nye folk, og det er virkelig noget jeg sætter pris på. Dels er der lidt en nødvendighed i det, fordi der desværre er det omtalte frafald. Dels synes jeg også, som jeg før har nævnt, at det er inspirerende at følge nye. Jeg tager altså hatten af for Lars og Morten, men jeg synes at Daniel skal have en særlig anerkendelse. Både fordi han med et enormt gåpåmod, masser af blå mærker og med rekordfart er blevet virkelig dygtig, men især fordi han gider være sammen med os gamle. Jeg håber du føler dig velkommen på samme måde som jeg selv har følt det og stadig føler det. Vi er alle en smule skæve eksistenser, så du kan i hvert fald føle dig blandt ligesindede, accepterende og fordomsfri venner her. Den sidste jeg lige vil fremhæve - og det bliver så endnu en gang - er Susie, som jo er vores kassemester og gaveindkøber. Hun arbejder lidt i kulissen og umiddelbart syner hendes indsats måske ikke så stor, men det er den virkelig og det synes jeg godt vi kan anerkende! Det var i store træk ordene. Jeg vil dog lige slutte af med at sige, at jeg håber at I er tilfredse med hvordan jeg forvalter opgaven med at planlægge træningssteder og stå lidt for de her fællesmeddelelser. Der har været kritik, så jeg er selvfølgelig opmærksom på ikke at være magtfuldkommen i det jeg laver. Jeg sætter altså meget pris på løbende forslag og ønsker. Det har været udtrykt at det er rart at få flere datoer ad gangen, så derfor forsøger jeg jo også at planlægge et par uger ad gangen - så vidt det nu kan lade sig gøre. Denne måned var der så lige temmelig mange ting der skulle passe sammen, så derfor blev det altså hele måneden på en gang. Som jeg skrev i en mail, så prøver jeg at fornemme hvad ønskerne er, og at det jeg kommer med mest af alt er at betragte som forslag. Men så længe der ikke er indsigelser, så bliver det jo som jeg foreslår og hvis der ikke ligefrem er nogen der brænder for at overtage posten, så fortsætter jeg bare på samme vis. Tak for ørenlyd. Jeg vil også personligt sige tak til lodsejerne og ikke mindst for den overdådige forplejning, som vi ofte bliver budt på. Og her kigger jeg selvfølgelig særligt på Hanne og Hanne, Jens og Annelise - og så vil jeg takke jer ALLE for endnu et fantastisk træningsår! |
   |
Stokbro Trial 2024Ole K havde igen tryllet og fundet et nyt fantastisk terræn, hvor årets femte og sidste løb i DM-afdelingen blev afholdt. Danmarksmestrene skulle findes og kåres - og løbet var altså et af de løb jeg plejer at referere til som blandede; altså for classic og moderne i alle klasser. Det var samtidig også årets sidste officielle løb i DMU sammenhænge, så der var selvfølgelig lagt op til stort deltagerantal og stor entusiasme. Jeg havde oprindeligt planer om at tage campingvognen med for at overnatte, så jeg på vanlig vis kunne være ordentligt udhvilet til løbet. Men som løbet kom nærmere, blev jeg mere og mere lun på ideen om at følges med nogle af de lokale som også skulle derop. Selvfølgelig for at gøre det lidt billigere i transport, men især for at have nogen at følges med. Kjeld og Erik var de eneste classic-folk som havde tilmeldt sig løbet. Kjeld har fået en ny varebil som jeg tænkte nok kunne huse tre mand med cykler. Erik og Kjeld havde allerede aftalt at følges og jeg fik mig så i går fedtet ind til at få en plads i bilen. Det kom altså til sådan lige i sidste øjeblik og det har lidt sin grund i at jeg har følt mig lidt slatten og nærmest småsyg i den senere tid og har også lidt manglet lyst til noget som helst. Jeg har således været næsten lige ved at droppe at tage til løbet, men fik mig så tvunget afsted alligvel. Og det ikke mindst fordi jeg jo godt ved at det gør noget godt for krop og sjæl. Turen derop bød på regn det meste af vejen. Vi var dog af meteorologerne blevet lovet tørvejr op ad dagen og Ole havde lovet at sektionerne ikke ville være påvirket af regn; altså at vi kunne forvente tørt underlag. Det holdt faktisk stik, for da vi stod ud af bilen begyndte solen så småt at kigge frem, og det var tydeligt at jorden nemt kunne drikke det vand der var kommet fra oven. Efter de sædvanlige sociale udvekslinger og instruktioner gik løbet så i gang kl 10. Vi valgte at følges ad, sammen med det sjællandske makkerpar Eli og Erik Blæsbjerg. Vi begyndte i sektion et. Det tager lidt tid når man er fem mand som skal vente på hinanden og samtidig skal kæmpe om at komme til i køerne ved sektionerne og desuden skal bruge tid på at gå sektionerne igennem. Første omgang tog således over halvanden time. Derefter valgte vi så at splitte os op, så der kunne komme lidt tempo på. Jeg forsøgte dog at holde kontakt til Erik S og Kjeld og det lykkedes da også nogenlunde. Første omgang gav for mig seks point. Blæsbjerg havde fem - og han stod til at vinde DM-titlen. Dels fordi han har været med i alle løb (jeg kun dette) og dels bare fordi han er dygtig. Det har været ham jeg har skulle konkurrere mod de sidste par år, så det var selvfølgelig interessant at følge med i hvordan det gik for ham 😄 Hvis man før har læst mine indlæg her, så har jeg jo mange gange brokket mig over, at sværhedsgraden for os classic-kørere har været for lav ved de blandede løb - det var den ikke denne gang! Det var det helt perfekte niveau Ole havde ramt der! Hvis jeg skulle komme med et ønske, så ville det være at der godt kunne være lidt flere elementer i selve sektionerne, men jeg glædede mig meget over at der var skruet op for niveauet denne gang. Hvis jeg nu alligevel lige skal komme med lidt brok, så er det mig ubegribeligt, hvorfor det er blevet droppet at have et let spor. Altså det der var trim/C tidligere. Det giver enten et alt for lavt niveau for kørere i vores klasse eller også er det alt for svært for nye kørere - som så mere eller mindre skræmmer dem væk, så vi ikke får ny tilgang til sporten (eller alternativt gør at vi ikke gider stille op, fordi det er for let). Der var selvfølgelig et par sektioner som for mig bød særlige sværheder. Der var fx 3’eren som endte i et mudderhul. Her lavede jeg 5 på første runde: væltede ned på venstre knæ og Fantic’en gik ud! Den sektion gav mig i alt 11 point på de fire runder. Det var nu også en sektion som faktisk alle måtte indkassere point i. Der var 6’eren som egentlig bare var et venstresving ned ad bakke i løst underlag, hvor man så skulle liste sig opad langs et skråt løst underlag. Jeg nullede den en gang, men ellers gav den mig i alt fire point. Så var der 8’eren som var en stejl opkørsel langs og højre om en træstamme, derefter op ad en lille, men meget stejl bakke. Den nullede jeg de første tre runder. På sidste runde var der utrolig mange der havde siddet fast på den lille bakke og de havde pløjet underlaget væk, så der nærmest blev et udhæng. Jeg mente at jeg nu skulle i andetgear for at få fart nok på for at komme op. Desværre gav det mig lidt for megen fart på første opkørsel, jeg kom for hurtigt rundt om træstammen, mistede kontrol og måtte steppe mig op ad bakken - 3 point! (Jeg var da også ved at være træt 😄 ) Jeg endte på i alt 19 point og det sidste jeg ikke har gjort rede for, fik jeg på anden runde i 9’eren. Man skulle begynde langs en bakketop, så ned ad en stejl skrænt med to udhulninger undervejs, i bunden et skarpt venstresving rundt om et træ, hvor der var en "voldsom" kant forhjulet skulle forcere, så et højresving rundt om et træ og endelig over denne kant inden udgangen. Den var teknisk krævende og faktisk helt sjov. I denne sektion lavede jeg som sagt et point - oppe på det lette lige stykke 🙄 En lillebitte rod skubbede til forhjulet mens mine tanker var alt for langt fremme ved den kommende stejle skrænt. Jeg var slet ikke forberedt på noget deroppe; havde altså ikke blik for det jeg var i lige der og jeg måtte så dappe for at holde balancen. Endnu en gang måtte jeg citere det vi siger til hinanden igen og igen: man skal aldrig undervurdere en let sektion eller et let element. Det er netop den slags der giver point, hvis man ikke holder fokus. Nå, hvordan gik det så samlet set? - Blæsbjerg havde jeg mødt efter 2. runde - hvor vi da begge havde 9 point, så der blev det jo interessant! Men samlet set var min fornemmelse dog at det var gået dårligt for mig og nok også i forhold til ham. Jeg havde lavet for mange fejl, som jeg kunne have undgået. Jeg syntes jeg havde været sløset, doven og træt til tider og den sidste runde som gav hele 7 point var jeg på ingen måde stolt af. Da jeg så mødte Blæsbjerg efter sidste runde kunne han fortælle at han faktisk havde flere end mine 19 point, ja, faktisk så det ud til at han havde flere point end Kjeld. Kjeld havde dog også kørt virkelig flot, så det var forståeligt at hans pointtal var lavt. Pointtavlen blev konsulteret og ganske rigtigt Blæsbjerg med 27 måtte nøje med bronze, Kjeld fik 23 og jeg gik så med sejren. Det er altid en mærkelig følelse at have syntes, at det ikke er gået særlig godt og det så alligevel giver placering og ligefrem sejr! Blæsbjerg tog dog som sagt, og velfortjent, danmarksmestertitlen og vores Erik fik såmænd bronzemedaljen. Vi tre i Kjelds bil kom altså alle hjem med pokaler og medaljer, så humøret var selvsagt højt på hjemturen. Men det var nu også højt ganske enkelt fordi selskabet var usædvanligt godt og ikke mindst var det højt fordi det var et yderst vellykket trialløb. Ole’s helt enorme entusiame og begejstring for sporten gør noget ganske særligt. Det smitter af på os som deltagere og på de medhjælpere som lægger kræfter i for at få det til at fungere. Jeg har også lyst til at nævne bedømmerne særligt. Jeg har før sagt at det giver en helt særlig stemning af betydningsfuldhed omkring løbet, og ikke mindst er det vildt opløftende at møde de mennesker på runderne. De fleste ser ud til at have det rigtig sjovt og man får så mange opbyggende kommenterer undervejs af dem. Nogle af dem husker sågar en fra runde til runde og bygger ens selvtillid op så man har mod og energi til næste sektion. Det er virkelig prisværdigt. Alt i alt altså en yderst fantastisk dag sammen med nogle virkelig dejlige mennesker, hvor jeg laver noget af det jeg synes er sjovest. Det er ikke nogen endegyldig kur mod sygdom og depression, men det er tæt på. |
13. oktober 2024 |
4 års jubilæumstrialSuper god træning på en "helt almindelig" dag hos Heine. Kjeld havde taget sin Sherco med og Claus sin søn Ib, som kom med sin Vertigo, så vi var tre med moderne maskiner. Det var inspirerende - ikke mindst at få udfordinger fra den unge Ib. Jeg fik således taget mig mod til at køre ned og op af det højeste og stejleste der er hos Heine - som vist også er det stejleste vi overhovedet har at træne i. Det var fedt at få den grænse flyttet. Jeg havde så indbudt til mad efter træning. Havde lavet en god gang gullasch efter autentisk opskrift (se video). Egentlig havde jeg planlagt på vanlig vis at sige et par ord, men desværre (eller måske heldigvis for flokken 😄) fik jeg ødelagt min telefon ved et fald under træningen. Talen var på skrift på telefonen og da jeg ikke kan huske sådan noget udenad, slap de med et kort resume. Men herunder altså det der skulle have været sagt: I onsdags var det endnu en gang et år mere siden jeg første gang stod på en trialmotorcykel. Jeg plejer jo at sige et par ord i den forbindelse og jeg skal heller ikke undlade at plage jer med nogle i år. Fire år er jo traditionelt set ikke noget man gør det store ud af, så jeg skal også nok gøre det kort - eller i hvert fald kortere end vanligt 😉 Året begyndte for mig med dårlig økonomi. Det var den store grund til at jeg ikke købte licens. En anden og heller ikke uvæsentlig grund var at de annoncerede løb lå på datoer som kom i konflikt med andre aftaler jeg havde, så jeg ikke kunne deltage. Nu endte det så godt nok med ændrede omstændigheder, så jeg alligevel kunne have deltaget i nogle af de væsentligste løb, men det var ikke noget jeg kunne have forudset. I det hele taget gik rigtig meget ikke - hverken som planlagt eller forudset. I starten af året fik jeg mig, som de fleste ved, en kæreste, men det blev en lidt kort fornøjelse. Det sluttede således definitivt for mig undervejs på den ferie vi var på i juli, hvor vi var i Belgien og Holland. Jeg følte mig ganske enkelt ikke ordentligt behandlet, havde det temmelig dårligt til sidst og det der foregik på ferien, blev altså tyeliggørelsen og dråben der fik bægeret til at flyde over. Jeg prøvede virkelig at få det forhold til at fungere, men det var simpelthen for drænende for mig og jeg kunne mærke at energien og en del livsglæde blev suget ud af mig. På mange måder fik jeg derved også ødelagt en stor del af glæden ved mit Morinitræf og min årlige Morinitour til Italien blev også meget kort af den grund. Efterdønningerne, altså følelserne af være utilstrækkelig og nærmest ikke værd at elske har trukket en del ud, og jeg har haft svært ved at trække mig selv op ved nakkehårene (som jeg jo ikke en gang har 😄). På trialfronten har det så haft en tosidig effekt: på den ene side har jeg skulle tvinge mig selv til at komme afsted til træning og på den anden side har trial-kørslen været netop det frirum, hvor jeg bare kunne nyde nuet - hvis jeg ellers har kunne slippe tankerne og bekymringerne, hvilket ofte har været lidt svært. Men trial har altså trods alt været et åndehul og desuden har det at være sammen med jer været rigtig godt for sjælelivet, for som jeg også sagde første år, så føler jeg mig blandt jer fri, accepteret, ligeværdig og betydningsfuld. Og jeg kan se at den generelle omsorg der er for hinanden i fællesskabet også gælder mig, og for det er jeg meget taknemmelig. Et andet lyspunkt i det hele, som til gengæld også var temmelig stort, var at jeg på den omtalte ferie fik det belgiske TrialGP at se og altså de store navne: Bou, Busto, Raga, Marcelli…Det kan kun anbefales! Desværre har jeg kunne konstatere ud fra den offentliggjorte kalender, at det næste år ikke kan lade sig gøre for mig at komme til nogle af løbene, for ellers ville jeg meget gerne opleve det igen. Og det kunne også have været fedt, hvis jeg kunne have lokket nogle af jer med på ideen, for det kunne være en sjov fælles oplevelse. Men nu får vi se hvordan EM-kalenderen ser ud. Det kunne være en fin erstatning. Og så håber jeg virkelig at når det nordiske mesterskab kommer til Middelfart til september, at datoen kan passe ind i min kalender og jeg så kan være medhjælper til det. Tilbage til året der gik, for endnu et stort lyspunkt der har været, og som har haft forbavsende stor betydning for at holde humøret oppe, er købet af GasGas'en! Ikke alene er det gået hen og blevet en af mine genstande som jeg er mest begejstret for (- og det kunne jeg også snakke længe om hvorfor, men nu har jeg jo lovet at gøre det kort)...men det har også betydet at jeg har fået et meget afgørende input til min udvikling som trialkører. I anden halvdel af året blev min økonomi noget bedre og derfor valgte jeg altså at købe licens til sidste del af året. Jeg har derfor været til et par løb, som samlet set er gået rigtig fint. Ikke mindst er jeg glad for sejren ved Jørgen Nielsen Trial. Det løb har en særlig betydning for mig, fordi det var det første jeg vandt, ja, faktisk første gang jeg nogensinde har vundet noget, og så vandt jeg det også sidste år. En anden grund til køb af licens har været for at benytte mig af trænerne i FMS, så jeg kan få sat lidt fart i min læring omkring min GasGas. Det har jeg faktisk haft stor glæde af, hvor især Hans Jørn og Thomas har givet vejledning som har flyttet grænser for mig. Nuvel, jeg har dog et lille samvittighedsproblem omkring GasGas'en - og det er at jeg jo kører temmelig meget "moderne" i vores sammenhæng, som vel egentlig er forbeholdt Classic-kørere. Jeg håber dog at der vil være en vis overbærenhed med mig og at jeg får lidt meget lang line, for som sagt er jeg temmelig begejstret for at køre på den GasGas og jeg vil meget nødigt ekskluderes fra fællesskabet her af den grund. Jeg kan altså kun gentage hvad jeg også har sagt de foregående år, at dette fællesskab er noget helt særligt, at det er enormt prisværdigt og at jeg ikke kan forestille mig nogle bedre mennesker at dele glæden ved sporten sammen med. Nu taler man jo ofte om kemi i forhold og for mig er det både forunderligt og glædeligt at kemien synes at være så god blandt os og at der er sådan en vilje til at være der for hinanden. Jeg tror det skyldes, at der fra "de gamle" - og nu vender jeg især blikket mod Erik og Kjeld - er skabt en omgangsform som ganske enkelt fordrer og opelsker det også i de nye som kommer til. Og der er jo apropos kommet kommet en del nye til siden jeg begyndte, og det er glædeligt at se hvor godt de falder ind i gruppen; hvor godt de supplerer og bringer nyt til fællesskabet. Det er, i hvert fald for mig, også enormt inspirerende med nye, for selvom jeg lige har nævnt at jeg igen har gjort mærkbare fremskridt i min udvikling, så kan det til tider synes som om det går ufattelig langsomt. Jeg kan efter fire år fx stadig ikke lave en ordentlig wheelie, selvom det var en af de første ting jeg begyndte at øve og der er masser af andre færdigheder jeg gerne vil blive bedre til - og i det hele taget bare lære. Det smitter af med den lærevilje som nye har og de fremskridt de gør og det gør altså at jeg selv opretholder lysten til at blive ved med at stræbe mod at blive bedre. Så endnu en gang vil jeg sige tak for fællesskabet og tak for jer. Tak for at have bistået og hjulpet mig til at nå dertil hvor jeg er i dag. Tak også for at have en betydningsfuld andel i holde humør og livsgejst oppe. Jeg håber at jeg endnu et år, og forhåbentligt flere endnu, må trække på jeres kompetencer, hjælpsomhed, tillid og venskab. |
5. oktober 2024 |
Jørgen Nielsen Trial 2024Forberedelserne begyndte i tirsdags. Jeg har mest kørt på GasGas’en, så i tirsdags trænede jeg med Fantic’en for ligesom at finde ind i rytmen med den igen. Jeg havde tilmeldt mig Classic-klassen, så en smule forberedt skulle jeg jo være. Fra træningen kørte jeg direkte ned til min lillesøster og svoger i Faaborg for at være med til at lave æresport - deres sølvbryllup. Hjem, på hovedet i seng og så onsdag kigge på Fantic’en. Bagbremsen havde det med at sætte sig fast og forbremsen var mildest talt uimponerende. Jeg kom så om morgenen ud til en punktering på baghjulet. Altså baghjulet af og dækket af. Slangen var lappet tre gange og temmelig gammel, så jeg valgte at køre til thansen for at købe en ny (+ en til lager 😉). Tilbage blev jeg enig med mig selv om at jeg hellere måtte stramme egerne - en opgave jeg var blevet ved med at udsætte - og alle egerne var nu ekstremt løse. Selvfølgelig var otte af dem rustet fast, en af dem knækkede under forsøget på at løsne den, men de andre kunne jeg få løsnet ved hjælp af en gasbrænder. På lageret fandt jeg en eger til erstatning for den knækkede. Bremserne: Jeg var sikker på at løsningen til bagbremsen var at sætte "såler" under bakkernes trædeflade så knasten ikke skulle drejes så meget for at få bakkerne helt ud. Jeg fik bukket noget 1,5 mm rustfri plade og sat under. Det passede fint og med dæk og slange monteret kunne hjulet jo sættes på igen. Da alt var monteret drejer jeg hjulet rundt og får en enerverende skrabelyd i ørerne. Men jeg er med det samme klar over hvad det er - nemlig fjedrene som stødte på navet. De nye såler trykkede en smule til fjedrene som så skrabede på indernavet. En masse filen og sliben i de nye såler og på navet senere, kørte det så endelig lydeløst. Forbremsen skulle bare renses og lige have en let slibning af bremsebelægningens overflade. Nå, men det meste af dagen gik med det og så skulle jeg gøre klar og pakke til weekenden, for torsdag skulle jeg til træf i Oldenburg og lørdag til sølvbryllupsfest. Jeg nåede ikke det hele, så jeg måtte fortsætte torsdag morgen - meget til min ærgrelse for jeg ville gerne have været tidligt afsted, så jeg kunne undgå alt for megen køkørsel omkring Hamborg. Jeg kom afsted ved middagstid og ramte ganske rigtigt ind i en del køer. Problemet med det er at mit venstre knæ ikke er så begejstret for lige præcis de gentagne bevægelser man har, når man skal koble ind og ud under "stop and go"-kørsel og det var der temmelig meget af. Lørdag morgen kl 9 kørte jeg fra Oldenburg, heldigvis med mindre kødannelser. Så hjem i bad, ud til Bred for at stille Fantic’en, så jeg kunne køre direkte fra sølvbryllupsfesten, hvis jeg nu skulle finde på at sove på stedet. Jeg nåede lige at tjekke et par sektioner og så ellers videre afsted til festen. Det blev så til at jeg kørte fra festen ved midnat og hjem i seng. Op næste morgen kl 8 og så til løb. Jeg havde et smertende knæ, men var egentlig frisk - meget mere end jeg havde regnet med, med tanke på at det havde være tre dage med alkohol. Men jeg er vist ved at blive voksen, for jeg havde været mere og mere tilbageholdende som dagene gik. Første dag giver jeg den altid gas, men jeg er åbenbart ved at være nærmest fornuftig hvad det angår 😁 Jeg fik så varmet op og det hjalp temmelig meget på knæet, så min sidste undskyldning forsvandt altså. Men det var nu heller ikke så meget at undskylde for, for det gik faktisk rigtig fint. Jeg teamede op med Steen, som er lidt uerfaren med løb og han var vist glad for at følges med en som så kunne hjælpe med uklarheder og spørgsmål. Som jeg ofte har skrevet, så synes jeg det er meget hyggeligt at følges ad. Og da Steen er en yderst sympatisk mand, var det en fornøjelse at følges med ham. Som vanligt ved de blandede løb, var sværhedsgraden ikke så stor for os Classic-folk, så det var med at undgå dumme fejl og virkelig holde fokus. Det lykkedes da også, bortset fra et par gange hvor jeg ikke fik ramt linjen helt perfekt og så ikke kunne nå at redde miseren uden fodfejl. Sværhedsgraden (eller rettere den manglende) gjorde sig så også gældende når man så på placeringerne - kun et enkelt point skilte de tre topplaceringer: De to Erik’er fik fire og tre - henholdsvis Schjerning og Blæsbjerg og jeg endte såmænd på førstepladsen med to point. Jeg er særlig glad for sejren, fordi netop Jørgen Nielsen Trial for tre års siden var første gang jeg nogensinde har vundet noget. Sidste år tog jeg også førstepladsen, så dette hattrick er jeg meget glad for. Omend jeg kun kan gentage at sværhedsgraden godt kunne have været højere, så var det et virkelig fedt løb. Sektionerne var rigtig fine og delvis lagt i nye områder vi ikke før har kørt i, så det var spændende og nyt trods lokalkendskabet. Vejret var også i den grad med os. Vi havde jo sommer indtil ugen før, hvor det så med ét blev rigtig surkoldt efterår, men lige i dag var vejret smukt, mildt, lunt og solrigt. Skøn dag!! |
15. september 2024 |
Hanse Classic - Oeversee 2024I flere uger, ja, måske ligefrem måneder har mit "smarte ur" hver morgen fortalt at min søvn har været dårlig, for kort og decideret ikke-restituerende. Jeg spekulerer simpelthen for meget for tiden, så hovedet er ikke rigtig med i nogen ting og søvnmangel er altså en konstant faktor. Det var så undskyldningen denne gang og som man vil se gav det sig tydeligt udtryk i dagens præstation - hvis man overhovedet kan tale om en præstation 🙄 Oeversee Classic er et af de nærmeste trialløb jeg kan komme til uden for Fyn. Det er en del af den turnering som hedder Hanse Classic, som er et regionalt mesterskab i Nordtyskland. Det er en meget billig fornøjelse, for deltagergebyret er kun 15€ og så er der faktisk præmier til alle deltagere. Det er næsten altid noget praktisk: bremserens, kædefedt o. lign. Og så kræves der ikke licens, så alle har mulighed for at deltage. Oprindeligt så det ud til at den største del af mine faste daglige træningspartnere ville tage med, så jeg havde regnet med at vi ville møde taltstærkt op og at vi kunne følges i et mindre antal biler. Men ugen før var vi pludselig kun tre og en enkelt måske’er, som ville tage afsted, så det endte altså med at jeg kørte derned alene i Panda’en. Men i det mindste kom Susie og Dan, og vores "nye" fremadstormende mand Lars dukkede også op sammen med kæresten Cristina. Desuden var Leif og Peter fra det nordlige også til stede, så i det mindste var vi seks danskere repræsenteret. Max Clausen er en af hovedmændene bag løbet i Oeversee. Han er relativt kendt i Danmark, fordi han ofte kommer til løb herhjemme. Han havde lavet de 15 sektioner i det yderst spændende træningsområde de har i deres klub. Sektionerne så umiddelbart intimiderende ud, men da vi først kom ind i dem, var det ikke så slemt. Det er helt perfekt og giver en rigtig god oplevelse - og er med til at styrke selvtilliden. Godt nok var det for mig ikke ligefrem en styrkning af selvtilliden med det jeg lavede i dag. Eller måske alligevel på en vis måde, for egentlig kørte jeg virkelig godt for det meste, men lavede så fire meget dyre, afgørende fejl, som netop skyldtes at hovedet ikke var helt med. Jeg kom i gruppe med to tyskere og en østriger. Sidstnævnte kørte "Hammerhart"-sporet, som er noget over mit niveau. Vi andre kørte det svære spor. Jeg begyndte med at nulle de første sektioner - jeg havde nær sagt, trods den vanlige nervøsitet. Vi begyndte i sektion 14 og da vi nåede til 8’eren (så vidt jeg husker) begyndte hovedet at stå af, for her havde jeg overset hele to porte! Jeg kørte ellers så elegant, så da andre gjorde mig opmærksom på at jeg havde fået fem pga manglende porte, var jeg lidt overrasket. En af udfordringerne på den måde sektioner laves dernede er, at stort set det hele er lavet kun med pile og så ganske få bånd. Pilene er temmelig små og lige svært spor har sorte pile. De fleste pile er monteret på træer eller forhindringerne, hvilket gør dem nemme at overse (oeversee, fristes jeg til at skrive 😆). Herhjemme gør vi meget ud af at pile skal være virkelig tydelige og synlige fra den kørselsretning man kommer fra, så på den måde er jeg altså ikke trænet i at kunne huske så meget som det kræves der. Nå, næste femmer kom i sektion 12. Her var der en stejl udkørsel af sektionen. Jeg tænkte at det nok var nødvendigt med andet gear, men det var det slet ikke, jeg fik for megen fart på og var lige ved at ryge bagover på det stejleste stykke på toppen. Jeg holdt mig dog på cyklen, men altså ikke uden maxpoint. Næste femmer var i næste sektion. Trætheden var begyndt at melde sig og jeg glemte igen en port! Anden runde, fjerde femmer: 11’eren som faktisk var relativ nem. Over en stor jordbunke, videre til endnu en knold. Da jeg kørte ned af den første, tænkte jeg: "det kan ikke passe at det er så nemt, jeg må da skulle den svære vej til venstre"! Da jeg opdagede pilene og dermed min fejl, var jeg allerede på vej til venstre i den forkerte port! Derudover havde jeg nogle enkelte dap, så jeg endte med 23 point. Samlet set var jeg altså ikke stolt af min indsats. Jeg er glad for at jeg for så vidt kørte godt, men at få i hvert fald 15 point pga. manglende fokus er ikke ligefrem noget at skrive hjem om - ok, det gør jeg så her alligevel 😄 - Jeg må se om jeg kan finde ro i hovedet, så jeg kan koncentrere mig lidt bedre fremover. Bortset fra det så er det virkelig nogle fede løb vores naboer i syd laver. Spændende terræn, helt perfekt sværhedsgrad og desuden enormt hyggelig og afslappet stemning. |
24. august 2024
Jeg nåede lige at fange Dan og Susie på sidste omgang:
|
Øby Classic 2024Øby Classic er et nyt løb som Ole Kristensen har søsat. Hans forhåbning er at det kan blive et fast årligt løb og dette var altså præmieren. Ole er en af de mest aktive i landet, hvad angår både motorcykel- og cykeltrial. Og han engagement og begejstring for sporten er enestående og særdeles smittende. Han er desuden en fabelagtig underviser, så det var altså med stor forventning at jeg skulle deltage i dette løb. Ja, jeg har fået købt licens og kan nu igen deltage i de officielle løb. Fra august kan man få licens til halv pris og jeg vil virkelig gerne være med til de sidste løb i året. I starten af året så økonomien ellers håbløs ud, men det er blevet lidt bedre i anden halvdel, så derfor syntes jeg at jeg ville ofre pengene. Men til løbet som det så ud for mig: Som Dan Jørgensen sagde: lad os starte med undskyldningerne 😆 Her kommer de: - Jeg er ikke helt kommet mig over den Corona som jeg blev ramt af for tre uger siden. Bliver stadig meget træt og mangler luft. - Forrige uge forstuvede jeg venstre lillefinger og i sidste uge venstre langemand 🙄 - Ikke voldsomt og det har egentlig ikke så stor indflydelse på kørslen, men alligevel - det er en af undskyldningerne 😆 - Og så var jeg bare virkelig træt efter en lang weekend Og lad mig bare begynde for tre dage siden, for her tog jeg afsted med campingvogn og Fantic for at have slutmålet at komme til løbet i Øby! Inden da skulle jeg dog til Rømø Motorfestival. Torsdag eftermiddag tog jeg afsted, så jeg kunne være i god tid på Rømø, og på vejen ville jeg også handle i Süderlügum. Da jeg nåede til syd for Kolding, opdagede jeg at jeg havde glemt at få mine trial-støvler med, så voldsomt irriteret på mig selv stillede jeg campingvognen på en samkørselsplads og så fik Panda’en ellers alt hvad den kan trække på motorvejen tilbage til Hygind for at hente støvlerne. Og det var nu ikke det eneste jeg glemte. Dog ikke noget virkelig væsentligt ud over støvlerne. Men jeg var temmelig distræt da jeg tog hjemmefra, trods god tid og en følelse af at være i overskud. Tidsoverskuddet forsvandt og også lidt følelsen af selv at være i overskud. Jeg fik dog handlet, kom til Rømø et par timere senere end ønsket, men fik dog reserveret "vores vanlige plads" til flokken jeg mødes med, som kommer om fredagen. Og jeg havde en fin weekend - det er virkelig en meget stor oplevelse hver gang. Men også en weekend som kræver megen energi og som sjældent giver den store hvile. I øvrigt havde jeg dækkene med som sad på GasGas’en da jeg købte den. En sjællænder havde vist interesse og han skulle også til Rømø, så jeg fik dem altså solgt i løbet af weekenden. Nå, jeg havde så planlagt at tage afsted lørdag aften og køre til Øby i nogenlunde ro og mag og så jeg kunne få en god nats søvn på løbspladsen inden løbet dagen efter. Jeg havde tænkt mig at køre ved 20-21-tiden, så jeg kunne være i Øby inden midnat. Det er en knap tre timers lang køretur med campingvogn. Lørdag eftermiddag ved et-tiden begyndte folk at køre fra Rømø. Klokken 14 var der kødannelser langt ind på øen. Da klokken blev 19 hvor vi indtog aftensmaden, kunne jeg godt se at jeg godt kunne skyde en hvid pind efter at komme derfra inden 21, for hele øen var en lang kø! Beslutningen blev så at jeg senest ville køre derfra kl 23 og hvis det var umuligt, så overnatte på Rømø og tage turen om morgenen i stedet. Kl 22:45 var køen så endelig opløst, så jeg sagde farvel til gutterne og kørte mod Viborgegnen. Bortset fra at det var sent, var det et fint tidspunkt, for der var næsten ingen trafik og Panda’en kunne få lov at trække igennem. Det kostede en del benzin - jeg var helt nede på 14,5 km/l på den tur. Det er det laveste endnu, men alligevel fint med tanke på hvad den skulle slæbe og hastigheden jeg kørte. Jeg er glad for den Panda, som det forstås 😉 Nå, jeg nåede til løbsstedet lidt før 2, men havde dog lidt svært ved at orientere mig i mørket, så det endte med at jeg parkerede uden for adressen, hvor der var en stor parkeringsplads til skovbesøgene. Jeg havde lovet mig selv at sove til kl 9, så jeg i det mindste kunne få syv timers søvn, men det holdt ikke stik. Jeg var længe om at falde i søvn og ved ottetiden kom der nogle vandrere og parkerede ved siden af, og de lavede en frygtlig masse larm - og så kunne jeg ikke falde i søvn igen. Efter en halv times venden og drejen fik jeg så spist lidt morgenmad og kørte derefter ind på matriklen, som i dagslyset gav lidt mere mening. Flere var kommet og de vanlige udvekslinger blev gjort. Jeg fik kigget et par af sektionerne, fik så tøjet på og fik varmet lidt op på Fantic’en. Løbet var opdelt i to. Vi kørte de første fem sektioner fire gange, derefter pause og så de sidste fem sektion fire gange. De var en fin måde at få det til at fungere med begrænset antal bedømmere. Jeg har nævnt det før: umiddelbart synes jeg det er fint nok med selvbedømning - ikke mindst til løb som ikke har nogen "kvalificerende" betydning, men der er altså noget særligt over at have bedømmere på. Det giver en helt særlig stemning og som jeg har nævnt, netop følelsen af at det har betydning. Kl 11 gik løbet i gang. Alle begyndte med at køre til sektion 1, men Christian foreslog at køre videre. Jeg fulgte efter og vi gik i gang i 2’eren. Her var Kjeld også i mellemtiden nået til og det endte med at han og jeg fulgtes rundt i første del af løbet. Jeg synes altid det er hyggeligt at følges og Kjeld er en god følgesvend. I sektion tre kørte han først og gjorde bagefter opmærksom på at man skulle have godt med gas på til første opkørsel. Jeg tænkte at jeg så ville køre i andetgear og første opkørsel gik da også helt som forventet, men da jeg så nåede anden opkørsel fik jeg kørt Fantic’en død, fordi jeg kørte den som var den i første gear. Den gik ud og jeg fik fem! God start 🙄 Jeg syntes det hele gik sådan lidt lala, jeg følte mig slet ikke i form, var som sagt træt og jeg synes jeg fik alt for mange point! Efter anden runde fik jeg pumpet lidt mere luft i bagdækket, for det rullede alt for meget. Det hjalp en smule på følingen med tingene, men jeg synes stadig jeg lavede alt for mange banale fejl. Jeg fik mig dog kæmpet igennem første del af løbet og kunne så gå til pause med en fornemmelse af at jeg var temmelig dårlig placeret. Og i forhold til det, så havde jeg egentlig ikke gjort mig de store forhåbninger uanset, for tre af landets absolut bedste kørere var nemlig også tilmeldt. Det er så at sige tre generationer af elite-folk: Villy, Dan og Morten. Alle tre kører enormt stabilt og med en lethed som man kun kan være misundelig på. Så at komme bare i nærheden af dem, ville være utopi. Desuden var der en del andre som også kunne byde stærk konkurrence. Efter pausen måtte vi også igennem et par sektioner med betonudfordringer. Den første med knap så meget, men med snævre og ujævne udfordringer. Her kom jeg skævt på tingene og det endte med at jeg forvred min højre fod (og fik 3). Mine fodled og knæ er pga. den artritis jeg har ekstremt følsomme over for den slags, så jeg var lidt nervøs for det videre forløb, men heldigvis var det kun ømt kort tid. Så efter et par sektioner var anklen klar igen. Jeg lavede ufattelige mange 1'ere på denne anden del, den omtalte 3’er og vist også en 2’er, så da jeg afleverede det sidste kort, var det med en forestilling om at jeg nok var dårligt placeret. Ikke mindst fordi jeg ude mellem sektionerne havde hørt flere, der havde snakket om hvor godt det efterhånden var gået og at nullerne var blevet flere og flere. Og de jeg havde set køre, kørte så fint, syntes jeg. Ved præmieoverrækkelsen blev der på vanlig vis læst point op begyndende fra laveste placering, Og det var temmelig mange point, så jeg tænkte at det måske ikke så så håbløst ud for mig ud som jeg troede - og da mit navn ikke kom op før fjerdepladsen, blev jeg så begejstret at jeg udråbte et "yes - det er den moralske sejr!" 😆 …for selvfølgelig indtog de tre elitefolk podiepladserne. Morten med nul point, Villy med to, og Dan med fem. Jeg havde i øvrigt 24, så der er laaaaaang vej op til eliten! Løbet var virkelig fantastisk. Ole er en af de dygtigste sektionsbyggere i landet og han havde lavet nogle virkelig spændende og sjove sektioner med sværhedsniveauer som var helt perfekte. Og så var det fedt at få lidt coaching af ham undervejs. Jeg har snakket med ham om at lave en gang træning for os fynboer, og den ide er han med på, så nu skal det bare i stand. Området er også fantastisk. Enormt spændende og masser af udfordringer! Nåja, og så fik jeg bagefter lov at prøve Mortens elektriske trial-cykel. Det var en sjov oplevelse. Det er en del anderledes, men jeg tror nu nemt man kunne vænne sig til det. Ikke mindst med tanke på at de bliver bedre og bedre. Dejlig weekend og fantastisk afslutning med trialgutterne. I øvrigt havde jeg på hjemvejen den mest smukke tur længe. Min iPhone må efterhånden kende mig, for den fandt nogle af de mest fantastiske veje. Danmark er nu (også) et flot land. |
18. august 2024 |
Æggekagetrial 2024I år kunne jeg endelig være med. Sidste år var det lige ved, men min far skulle fejres samme dag, så jeg måtte melde fra. Året før var jeg på Morinitour, så heller ikke da kunne det lade sig gøre. En stor del af grunden til at det lykkedes i år, var fordi vores værtinde Hanne var temmelig insisterende på at datoen for afholdelse skulle passe med hvornår jeg kunne. Det har jeg været lidt vægelsindet om hvad jeg skulle synes om. På den ene side er det jo utrolig betænksomt og beærende over for mig - på den anden side synes jeg der er noget forkert over at tage særlige hensyn til en enkeltperson. Men jeg er selvfølgelig glad for at det så endelig kunne lade sig gøre for mig. Fredag morgen blev der lavet sektioner: 10 styk, som blev aftalt skulle gennemkøres to gange. Der blev diskuteret en del om den høje sværhedsgrad, men de store indvendinger var der ikke umiddelbart omkring niveauet - Det skulle vise sig at bide os selv i halen dagen efter, for det meste var temmelig snævert og gav således også temmelig mange point. Lørdag ankom jeg ved 10-tiden og ville straks starte Fantic’en - det ville den ikke, så der blev brugt tid på at få den i gang. Jeg havde glemt at få lukket benzinhanen sidste gang jeg trænede og når den så står på traileren og det hele bliver rystet godt og grundigt, vil den gerne drukne. På en eller anden måde havde det sneget sig ind at det ligesom var mig der stod for det mere officielle, så jeg fik budt velkommen og delt grupperne op. En gruppe i let spor og to i svært - og så gik løbet ellers i gang. Jeg var sammen med Erik, Claus og hans søn Ib. Meget hurtigt blev det klart, det med det høje niveau! Jeg begyndte med at få 1 point, så 3, 3, 1 og to 5’ere!!! Så var linjen ligesom lagt - første omgang gav 21 point! I min gruppe var som sagt Claus’ søn Ib som kørte på en Lumo-Fantic. Det var meget inspirerende at se ham, for dels er han ung og måske lidt mere vovemodig end os gamle og dels har han erfaringer med moderne maskiner - derfor "angreb" han en del problemer på en lidt anden måde end hvad vi er vant til. "Uløselige" opgaver løste han således alligevel. Som sagt meget inspirerende! Nå, vi fik os kæmpet igennem anden runde også og jeg skulle så tælle point sammen og lave placeringerne. På mit eget kort havde jeg forneden skrevet det samlede pointtal for henholdsvis 1, 2, 3 og 5 point og jeg havde også skrevet hvor mange nuller jeg havde haft. Jeg regnede så mine point sammen og fik det til 44. Fik så også regnet de andres kort sammen og det så så ud til at jeg skulle ende på en fjerdeplads. Det lød rimeligt med tanke på hvor mange fejl jeg havde begået. Jeg fik dog lige gennemgået det hele en gang til og anden gang jeg gik det igennem opdagede jeg at jeg havde talt min 7 nuller med som point, så mit faktiske pointtal "kun" var 37. Det var pointlighed med Paul, men da jeg havde de syv nuller og han fem endte jeg således på andenpladsen - overgået af Ib, som vi næsten alle havde forventet ville vinde, med kun 23 point. En læring eller to jeg tog med mig, var noget jeg egentlig efterhånden burde have fået indarbejdet, nemlig det at tage point de umulige steder. To af de fire femtal jeg fik, kunne muligvis have været bare et enkelt point i stedet. Men fordi jeg insisterede på at prøve noget som nok var ude over mine evner, så endte det i femtal. De to andre femtaller kunne muligvis også have været tretaller i stedet, hvis jeg havde "padlet" mig igennem i stedet for bare at opgive. Erik viste flere gange hvordan det skulle gøres, så også han vedbliver at være en stor inspirationskilde. Efter løbet var der hygge med et overdådigt bord serveret af værtsfamilien Voldsgaard. Det er virkelig imponerende hvor meget de gør for os og vores lille trialfællesskab. Vi er enormt priviligerede at vi må komme hos dem, både på grund af deres gæstfrihed, men også fordi stedet byder så meget spændende at køre i. Alt i alt en virkelig sjov og hyggelig dag.   |
18. maj 2024  Ib, vinderen med kun 23 point
|
Aunsbjerg 2024Løbet er gået hen og blevet til et såkaldt træningsløb. Det vil sige at det er åbnet for alle og at der ikke kræves licens for at deltage. Det betyder samtidig at det har mistet status som "officelt" løb - altså i Danmarks Motor Unions regi, hvor licens er et krav. Uagtet dette har det stadig stor interesse blandt classic folk. Lidt fordi det er traditionsrigt løb og lidt fordi det er årets første classic løb. I år var der sågar besøg fra Tyskland. Max og Jan havde fundet vej til Midtjylland. For mit vedkomne bliver det et af de få løb jeg herhjemme kan deltage i i år. Jeg har simpelthen fravalgt at købe licens af to årsager: Dels er min økonomi presset og dels ligger de fleste af de løb jeg virkelig gerne ville deltage i på tidspunkter hvor jeg har andre planer. Jeg har således heller ikke i år mulighed for at deltage i Danmarksmesterskabet og der er også løb som jeg lidt med sorg må gå glip af - især de lokale: Søndersø, klubmesterskabet og Jørgen Nielsen Trial. Og Skovtrial, det fedeste i Danmark, er helt håbløst, for det ligger lige der hvor jeg (forhåbentligt) er på vej til det italienske Morinitræf. Men lad mig lige lave et regnestykke omkring økonomien, bare lige for at illustrere hvorfor jeg synes det er for mange penge at tage ud af mit budget: Licens med klubmedlemsskab koster ca. 2400 kr./året. Der er så vidt jeg husker 12 løb i året, så det er så at sige 200 kr. pr løb at fordele licensen på. Beløbet bliver selvsagt højere hvis man deltager i færre løb. Hvert løb koster 270 kr. i deltagergebyr og så går der vel i snit 200 kr. i brændstof til transport frem og tilbage - og den smule der går til under selve løbet. Hvert løb koster altså ca. 650 kr. at være med til - 800 kr., hvis man kun deltager i halvdelen, hvilket ville være et mere realistisk scenarie for mig. Jeg har fået opbygget en "reparationsbyrde" af den anden verden omkring huset, bil, motorcykler, værktøjsmaskiner, hvidevarer. Jeg har nærmest ikke en eneste mekanisk genstand uden at der skal repareres et eller andet på dem - og denne ophobning skyldes selvfølgelig at jeg ikke har haft råd til at gøre noget ved dem. I hvert fald ikke sådan som jeg har levet de sidste par år - og ikke mindst i forhold til at nærmest alt er blevet 20 % dyrere på de par år under Corona og Putin-idioti - uden at min indtægt er fulgt med. Så nu bliver jeg simpelthen nødt til at tage nogle hårde valg om hvad der kan undværes, for at få den byrde ud af verden - og det er desværre blandt andet gået ud over dette med trial-licens og -løb. Det er selvfølgelig ærgerligt og hvis jeg have bare lidt bedre økonomi, ville jeg ikke betænke mig, så var det en selvfølgelighed at jeg ville deltage så meget som muligt. Nu er vi dog så priviligerede (= vi vil det), at der er en enorm aktivitet omkring træning på Fyn, så jeg savner heldigvis ikke køremuligheder. Men løb er nu sjovt, så det bliver selvfølgelig et savn. Men Aunsbjerg blev altså valgt til, fordi det var muligt og ikke mindst fordi at stort set alle mine daglige træningsmakkere havde valgt at deltage. Så på en måde var det bare vores vanlige træningslørdag der blev flyttet til Midtjylland. Vi var altså en del fynboer som var taget derop. Dan, Erik, Kjeld, Rolf, Susie og mig. Steen var arbejdsramt, ellers ville han også have været med og da Laust stadig har problemer med en brækket lillefinger, er han også ude af spillet for tiden. Leif og co havde fået lavet syv sektioner som skulle gennemkøres fire gange. Sværhedsgraden var fordelt rigtig fint. De svære var virkelig svære og de lette var ikke kedelige; de bød stadig at man koncentrerede sig. Der var fx en stensektion, 3'eren, som ingen nullede, bortset fra mig en enkelt gang. Til gengæld gav den masser af femmere. Der var den "grimme" 4'er gennem renden, som vist heller ingen kom igennem uden prikker - her var der også temmelig mange femmere. Og så var der en som 6'eren som var hel rar at have som afveksling, for den var ikke så krævende, men man skulle dog stadig holde tungen lige i munden. Det var altså samlet set et af de mere svære løb, hvilket jeg kun kan bifalde. Det er lidt sjovere når tingene bliver afgjort ved ens færdigheder, hvor man bliver presset til det yderste og ikke om man lige er lidt uheldig at ramme skævt en enkelt gang og de to forreste placeringerne skal deles på nul prikker. Men jeg syntes at jeg oven i lavede utrolig mange banale fejl - fx at overse et flag lige ved indkørslen til 1'eren, så jeg fik fem 🙄 Jeg troede altså ikke det var gået særlig godt for mig og jeg havde ikke rigtig en ide om hvordan det var gået for de andre, så da der blev læst op af placeringerne, var jeg meget overrasket over at mit navn udeblev - til sidst. Med andre ord, lidt til min overraskelse, vandt jeg med mine 35 point og egentlig med fornuftig afstand til Christian Buchs 41. Erik tog andenpladsen i let spor, slået af den meget dygtige tysker Jan Carstens og Kjelds debut med sin nye stivstels BSA, som har har bygget på de sidste par år, viste sig også at gå temmelig godt. Han fik så vidt jeg husker en fjerdeplads i let spor. Vinder i stivstelskategorien, som han sagde 😆 Susie vandt C-klassen over Gil (også let spor). Et rigtig godt løb, som altid. I det lave deltagergebyr på kun 50 kr. var der sågar pølser og cola inkluderet. Leif havde altså sørget for os på alle måder, så en stort tak skal lyde herfra - selvfølgelig også til hans hjælpere som havde været med til at lave de fine sektioner. Det er virkelig prisværdigt at der bliver gjort sådan en stor indsats. |
9. marts 2024  Poul, Allan, Dan og jeg dannede team3'eren, da den også gav fem for mig4'eren, hvor jeg kunne nøjes med en enkelt prik |
Søndersø Classic 2023Årets sidste officielle løb i Danmark. Det er jo lokalt og derfor er vi i den vanlige Classic-flok vært for det. Jeg var altså i går, ligesom sidste år, med til at bygge sektioner. Dagene op til var næsten en uhyggelig ens gentagelse med manglende søvn, måske endda lidt værre, så man kan egentlig bare læse sidste års beskrivelse! 😄 Det lykkedes mig dog at få sovet nogenlunde fornuftigt til selve dagen i dag. Jeg skal kæmpe temmelig meget med ledsmerter for tiden. Jeg har det der hedder pyrofosfatartritis, som er en slags gigtsygdom hvor der dannes calcium-fosfat-krystaller i leddene. Det føles som der er ild i leddene, så navnet er egentlig meget beskrivende, hvis man ellers laver en lidt "tænkt" oversættelse: brændende-fosfat-ledbetændelse. Symptomerne har eskaleret en del i den senere tid, sandsynligvis fordi jeg har haft den omtalte søvnmangel. Der plejer i hvert fald at være en sammenhæng. Og hvis jeg har meget ondt er det svært at falde i søvn, så altså en irriterende selvforstærkende problematik. Normalt plejer det at være sådan at jeg begynder træningerne med at køre en ti minutters tid, indtil især mine håndled smerter så meget, at det går ud over kørslen og teknikken. Så holder jeg en lille pause og når jeg så går i gang igen, fortager smerterne sig stille og roligt og jeg kan egentlig træne videre uden de store konstante smerter. For et par uger siden begyndte det at tage lang tid at komme ud over disse indledende smerter. De har været stærkere og mine fodled har også været væsentligt hårdere ramt end vanligt. Det er svært at abstrahere fra og det går en del ud over kørslen. Jeg laver simpelthen flere fejl og bliver meget hurtigere træt. Der var særlig slemt sidste lørdag - der gik næsten halvanden time før jeg kom ud over det punkt hvor smerterne ikke havde indflydelse på kørslen. Det gik lidt bedre til træningen i tirsdags og i går endnu bedre, så jeg havde et håb om at det ikke ville være slemt til dagens løb… Og det var faktisk væsentligt bedre. Ingen smerter ud over de vanlige, så de var ikke forstyrrende. Det jeg egentlig mest skulle kæmpe med var at jeg igen var overdrevet nervøs. Løbsledelsen havde nemlig puttet Kjeld og mig i gruppe med de "store" navne: Dan Jørgensen, en af Danmarks absolut bedste og mest alsidige kørere - uanset klasse, Paul Martin, virkelig dygtig og erfaren fynbo, som jeg ser i det daglige og så årets Classic Danmarksmester Erik Blæsbjerg. - Jeg følte mig så afgjort som underdog’en i den gruppe og følte at der virkelig var noget at leve op til. Sektionerne var temmelig svære. Det ville gå for vidt, hvis jeg skulle beskrive alle mine fadæser gennem løbet - og det er i øvrigt også svært at huske hvor jeg fik alle mine point, for der var mange! Jeg kan dog begynde med at sige at sektion 3, 5 (som jeg i øvrigt selv havde lavet) og 7 nåede jeg ikke at nulle på de tre gennemkørsler; der var en del step, som nok, måske eller måske ikke var nødvendige og så havde jeg et par 5’ere (eller tre?). Alle fået fordi jeg ikke lige valgte at tage den med ro og/eller bare tage et point i stedet for at satse! Men jeg kan lige tage et eksempel i den meget svære sektion 3: på anden gennemkørsel kom jeg rigtig fint ind i den, min linje var helt perfekt: helt ud til båndet, oppe på den faste vold væk fra pløret. Så så langt hen, så jeg kunne få cyklen vinkelret på pløret og op ad skråningen. Men jeg kom lige en my for langt i forhold til træet og da jeg så skulle give gas, gav jeg 67%, hvor 63-64% havde været det rigtige 😄 - mit forhjul smuttede på roden, min forskærm røg lige ind i træet og knækkede; fodhvileren gav en pæn afskrabning på venstre skinneben og jeg fløj ud over båndet! 🙄 Jeg havde også lidt tekniske problemer: mit gaskabel er lige en anelse for kort, så ved visse styrudslag og samtidig sammentrykning af forgaflen, giver den gas. Mit koblingskabel er nok også lige en anelse for kort. Jeg har jo lavet nye nipler et par gange og har hver gang været nødt til at korte lidt af kablet, og nu er de altså for korte. Så jeg bliver nødt til at lave nye - i hvert fald gaskablet. Jeg var dog klar over problemet i dag og kunne egentlig forholde mig til det under kørslen. Der var dog lige en enkelt gang hvor den meget gas kom lidt i vejen. Men ellers har Fantic’en kørt fantastisk. Den "nye" tænding er så meget i orden. Den kan virkelig sejtrække nu og helt ned i tomgang. Jeg var så imponeret over den i dag. Det er virkelig en fantastisk motor. Alt i alt var det en virkelig fed dag. Vi havde det rigtig sjovt i vores gruppe og der var så fin en "gentleman-aggreement" mellem os. Når der er selvbedømning, skal man jo altid lige spore sig ind på hvor krakilske vi skal bedømme hinanden. Det udviklede sig efterhånden en enighed om at vi skulle køre strengt efter reglerne. Jeg havde på første gennemkørsel, hvor vi lige var begyndt, i hvert fald lavet 3 point i den svære sektion 3, men der var lidt snak om at jeg muligvis også havde krydset eget spor, men de lod tvivlen komme mig til gode, så de lod mig slippe med 3 point. Senere var der andre der lavede et par skilteberøringer og baglænskørsler, som sådan var lidt på grænsen, men de involverede valgte selv at tage 5 point. Det kunne jeg selvfølgelig ikke have siddende på mig, så jeg ændrede den omtalte 3’er til en 5’er! 😄 Der er også det særlige ved selvbedømning, at man får så megen opbakning fra hinanden. Selvom vi selvfølgelig forsøger at vinde over hinanden, så står vi alligevel og hepper på hinanden og forsøger at hjælpe hinanden til de bedste resultater. Det er altså virkelig en dejlig ting ved denne sport - eller i hvert fald det miljø der er på disse kanter. Jeg selv fik simpelthen så meget ros fra Dan at jeg blev helt forlegen. Der er virkelig opløftende. Nå, de mange point til trods (hvilket ikke kun gjaldt mig), så endte jeg såmænd på en tredjeplads, overgået af Paul og "selvfølgelig" Dan, som gik med sejren. Og endda med ikke vildt mange point der skilte os, så det kan jeg vist godt være helt tilfreds med. Responsen på løbet var meget positiv. Selvom Erik Schjerning var lidt undskyldende over for sværhedsgraden af nogle af sektionerne, så var det jeg hørte i "felten" egentlig kun begejstrede tilbagemeldinger. Erik Blæsbjerg og jeg snakkede om, at det præcis var det niveau, der burde være til DM-løbene, men også andre jeg stødte på uden for vores gruppe nød udfordringerne. Og så var det fedt at Gitte endnu en gang gad at stille op med sin lille æbleskivebod. Det giver en helt særlig hyggelig stemning. Noget som helt sikkert har betydning for at vi har også har interesserede tilskuere - sågar helt fra Sjælland. Det at de kommer er også noget for os deltagere, som gør det til noget helt særligt med dette trial! Altså, perfekt afslutning på årets løbssæson (og jeg er i øvrigt taknemmelig for at ledproblemerne ikke var større 👍)  |
12. november 2023         |
Roulund Trial / DM 5. afdeling og titlenI går til træning fik jeg formaninger fra Kjeld om at jeg skulle repræsentere Fyn godt til dagens løb, så jeg var lidt flov over min indledende præstation. Jeg sjuskede nemlig, var doven, tog det ikke alvorligt nok og det bliver selvfølgelig straffet med point! Jeg vågnede ellers godt udhvilet. Jeg havde sovet rigtig godt i min dejlige varme campingvogn. Udenfor havde det været køleskabstemperatur om natten og jeg vågnede op til rimfrost på sædet af Fantic'en. Jeg fik spist morgenmad og gjort mig klar. Så skulle Fantic'en startes - det ville den ikke! Efter lidt makken frem og tilbage lykkes det mig dog at få gang i den. Men jeg tror der er noget med tændingen stadigvæk, selvom jeg for nylig har haft fingre i det og skiftet noget af anlægget. Jeg har dog ikke skiftet CDI'en så måske er det i virkeligheden den der volder problemer. Nå, men den gik under hele løbet, selvom den gik lidt ujævnt. Jeg begyndte i sektion et. Man skulle have en vis form for dødsforagt for at køre i den. Det var en simpel opkørsel gennem en port og så ned igen. Nedkørslen var dog ned igennem et sandet hul hvor man samtidig skulle dreje skarpt og så temmelig stejlt videre igennem vådt og glat græs. Men det gik godt for mig, omend jeg var meget tæt på båndet ved udkørslen. Toeren gik også fint - det samme med treeren. Fireren: Lige ved indkørslen var der en knold og derefter en rod. Jeg overvurderede lidt hvor problematisk det var og gav lidt for meget gas hen over roden, hvilket betød at jeg ikke landede sikkert nok på den anden side og måtte sætte en fod. Femmeren kunne man vælge at køre skarpt igennem første port eller som Erik Blæsbjerg foreslog, at køre en lang vej inde i sektionen og så komme mere lige på porten. Jeg var for doven, gad ikke køre det lange stykke, så jeg prøvede at tage det skarpe sving - det gav også et point. Nu tog jeg mig så lidt sammen. Jeg skulle jo gerne kunne se gutterne i øjnene når jeg kom hjem. Det gik også fint indtil otteren. Den var virkelig svær for alle parter. Det var for os "bare" ned og op, men på meget løst og skråt underlag og så en rod lige der hvor det skarpeste hjørne var og man samtidig skulle give gas opad. Jeg kom ind med den helt rigtige ro, men tøvede lidt for længe foran roden. Kom dårligt over den og måtte steppe mig op ad bakken. Tre point! Anden omgang havde jeg lært af fejlene og jeg nullede da også indtil til otteren. Jeg kom dog bedre igennem den denne gang og kunne nøjes med et enkelt step. De sidste to runder kunne jeg nulle. Og de gik i temmelig rask tempo. Jeg havde næsten ikke kø ved sektionerne, så jeg var vist den første der kunne aflevere mit sidste kort. Mine classickonkurrenter var da kun færdige med anden omgang, så jeg valgte at køre med dem rundt for at filme deres præstationer. Erik fortalte at han havde fem point, men med to runder endnu kunne meget jo ske. Han kørte dog perfekt mens jeg filmede ham. På deres sidste runde stillede jeg mig ved otteren, fordi det var den mest underholdende. Da de to sjællændere ankom, kunne Eli fortælle at Erik i mellemtiden havde lavet et enkelt point, så nu havde vi altså pointlighed. Desværre for ham, måtte han lave samme nummer som jeg lavede i første runde - det blev til yderligere tre point hen over roden. Med andre ord: dagens sejr var mig sikret. Erik kunne så til gengæld løbe med guldmedaljen i danmarksmesterskabet i år. Han har kørt virkelig stabilt og det er fuldt fortjent at han kunne stå med laurbærkransen her ved afslutningen af sæsonen. Jeg skal måske lige for fuldstændighedens skyld nævne at jeg på ingen måde var med i kampen om danmarksmestertitlen i år, da jeg jo havde diskusprolaps i starten af året og derfor måtte udeblive fra de tre første løb. |
8. oktober 2023 Det her var altså på tredje omgang, hvor Erik havde 8'eren under kontrol. |
3 års jubilæumstrialSom jeg skrev i invitationen, så er det nu blevet en tradition at jeg fejrer jubilæum som trialkører. Sidst var det jo umiddelbart efter et løb, men denne gang bare en almindelig træningsdag. Så det var oplagt at invitere til træning her hos mig og samtidig lige udnytte gutternes arbejdskraft, for jeg havde igen nogle træer jeg gerne ville have fældet 😆 Der blev altså indledt med lidt skovning, derefter kørt trial i mine beskedne faciliteter og sluttelig serverede jeg lidt aftensmad som tak for hjælp og ikke mindst endnu et godt år i trialens tegn sammen med dem. Det er hver gang, når træning har foregået hos mig, med lidt bekymring om, at det nok er for kedeligt, men i virkeligheden skal der ikke meget til for at have det sjovt i trial: en knold, et lille hul i jorden, en træstamme. En finder på noget og de andre følger efter; en gør det sværere og de næste tager udfordringen op. Det er en af de sjoveste ting ved at træne sammen med andre. Jeg får faktisk ikke kørt så meget i min egen have, selvom jeg ind i mellem har lyst, for det hele er bare meget sjovere at gøre sammen med andre, og derfor vil jeg hellere bruge tiden koncentreret på vores faste træningsdage, når jeg netop er sammen med gutterne (og i det ord er kvinderne altså inkluderet, bare lige for at være tilnærmelsesvis politisk korrekt 😆). Det er også blevet sædvane at jeg lige siger et par ord inden maden bliver serveret og i år udeblev det heller ikke. Som altid gælder ordene også dem som ikke kunne deltage i dagens arrangement, så de kan altså læse dem her: Kære Trialvenner På mandag er det tre år siden jeg første gang stillede mig op på en trialmotorcykel. Mit første år var i sagens natur præget enormt meget af indlæring. Selvfølgelig i særlig grad selve det overhovedet at mestre sporten, men også det at finde mig til rette i fællesskabet; at lære folk at kende, at finde ud af arbejdsgangen og de opgaver der hører med til at vi har noget at køre i. Andet år tog tingene fart; det var ligesom jeg endelig så småt havde knækket koden til teknikken og jeg begyndte at placere mig godt til konkurrencerne, ja, som bekendt så godt at det ligefrem rakte til danmarksmestertitlen. Det var også året hvor jeg for alvor følte at jeg hørte til og bekendtskaber blev til venskaber. Et særdeles spændende år, hvor alting syntes kun at gå i en sjovere og bedre retning. Året der er gået har til gengæld, næsten som kontrast, været temmelig dramatisk. Ikke så meget i tiden efter jeg vandt danmarksmestertitlen og kunne fejre mit andet år som trialkører, men i starten af kalenderåret begyndte det så: Først en diskusprolaps der tvang mig væk fra trial et par måneder, så en anden slags dramatik, som, uanset hvordan man vælger at se på det eller beskrive det i efterrationaliseringens lys, faktisk for mig betød tab af en kammerat. Og ganske kort efter mistede jeg så også min kæreste; en pige som jo var en fast del af mit liv gennem fire år. Og oven i det hele har min far haft alvorlige sundhedsproblemer som også har fyldt en del i mine tanker. Så året har altså været temmelig udfordrende, faktisk også temmelig tærende på livsmodet og jeg bærer endnu ar af og sorg over det hele. Fysisk har jeg stadig problemer med min læg og fod og mentalt har det betydet og betyder stadig en del bearbejdelse omkring tabt venskab og mistet kærlighed. Nuvel, jeg er selvfølgelig ikke den eneste der har måtte igennem problemer og svære tab. Jeg kan kigge rundt på en del her som også har måtte lide samme, lignende eller ligefrem langt værre tab - og vi alle har vist, med en vis form for sorg, som fællesskab måtte omstille os til betydelige ændrede forhold at dyrke vores sport under. Jeg tror ikke der er en eneste af os der ikke ville ønske det var anderledes, og selvom jeg også tror at vi alle ville ønske det kunne gøres om, så er det helt og aldeles uden for vores hænder at ændre det. Alle den slags udfordringer som livet byder kan synes svære, ja, nogle gange nærmest umulige at komme igennem. De kan ligefrem overvælde én med en følelse af opgivenhed og håbløshed; at der ikke er nogen løsning eller vej ud til den anden side, at det eneste man kan er at bryde op, forlade, opløse, opgive...! Men her er det så at fællesskab kan noget særligt. Det er nemlig stedet hvor man kan dele sine bekymringer, hvor man kan hente støtte fra hinanden, så der alligevel kan findes en vej ud af smerter og sorg og hvor man kan skabe de løsninger som skal til for at man rent praktisk kan komme videre. Jeg kommer nok til at lyde meget repetitiv, men netop det fællesskab vi har i vores lille trialunivers, er noget meget særligt. Jeg har igen og igen personligt kunne finde mod på livet og løsninger ud af kriser igennem jer og det fællesskab vi har. Det synes mig også at netop de kriser vi i fællesskabet har haft, har været med til at styrke os endnu mere og jeg ved at flere, mig selv inklusiv, synes at vi faktisk er et lidt bedre sted nu, ikke alene i forhold til variation og udfordringer i selve træningen, men også netop i fællesskabet. Jeg håber ikke jeg lyder for højtravende, hvis jeg samtidig siger at jeg er stolt af jer og os, den måde hvorpå tingene bliver håndteret og hvordan vi omgås hinanden - med respekt, næstekærlighed, hæderlighed og netop fællesskabet for øje. Nå, men jeg har faktisk et andet tema jeg gerne vil berøre: Vi er alle mere eller mindre nået et godt stykke ind i sidste halvdel af vores liv. Det der dukker op med snigende og alt for hurtigt ældning er at tiden netop går alt for hurtigt. Jeg tror en del havde det sådan som børn, at man glædede sig til juleaften flere måneder i forvejen og at december måned syntes uendelig lang. Man ville bare have tiden til at gå hurtigst muligt! Jeg går ud fra at de fleste af os ikke har det sådan længere. For mig synes det i hvert fald som om jeg dårligt når over nytår og at ane en smule sommer, før julen igen står for døren. Men nu har jeg opdaget at det faktisk er muligt at sætte tiden i stå, eller i hvert fald at få den til at gå væsentligt langsommere. For mange træningsgange siden optog Erik en video af mig: Jeg var på vej rundt om et træ i noget snævert, lidt ned ad bakke. Jeg har ikke kunne genfinde den præcise video, men jeg viser en nylig der ligner lidt: Hvis man laver en såkaldt objektiv måling af tiden det tager: bruger et stopur, drejer det sig måske om 10 sekunder, som det tager mig at køre rundt der. Men det er er en helt urealistisk måling af tiden, hvis du spørger mig! Nu skal jeg prøve at gengive hvad der forgik inde i hovedet på mig og så kan I jo prøve at tælle hvor mange sekunder der forløber: Jeg husker tydeligt hvordan det var at se den omtalte video som Erik lagde op om aftenen - og det er stadig lidt det samme hver gang jeg ser en ny, og således også denne. Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne. Var ved at overveje om der var konspirationskræfter på spil eller at det var som en gammel smalfilm der blev kørt for hurtigt, for jeg havde det præcis som jeg beskrev. Det føltes virkelig som tog det fem gange så lang tid og jeg kunne simpelthen ikke forstå at det på videoen så ud som om jeg bare kørte igennem med hvad der lignede ekspresfart. Man siger godt nok at tiden flyver når man har det sjovt. Men det er faktisk en lidt forkert måde at anskue tingene - i hvert fald, når man helst vil have at livets endeligt skal vente længst muligt på sig. Egentlig bør man nok nærmere tværtimod sige, at tiden står stille, når man har det sjovt. Som jeg prøvede at illustrere fik jeg jo fem gange mere ud af den tildelte tid ved at lave noget jeg synes var sjovt, nemlig at køre trial. Og jeg kan uden tøven sige at jeg har det lige så sjovt, ja, faktisk sjovere, end da jeg for tre år siden første gang satte mig op på en trialmotorcykel. Så trial er altså med til at forlænge mit liv; give mig mere tid i livet på den helt rigtige måde. Jeg har en anden kæphest, når det gælder om at få mest muligt ud af det yderst korte liv vi er tildelt og det er at man primært skal tilbringe tiden sammen med mennesker man holder af. Når jeg nu som sagt får lagt tid til mit liv igennem trial, så giver det selvfølgelig mening at den ekstra tid skal tilbringes sammen med mennesker jeg holder af - og det er rent faktisk det jeg gør! Jeg kan nemlig ikke forestille mig en bedre flok mennesker end netop jer at dele det sjove ved trial og tiden med trial sammen med. Så jeg vil gerne skåle for jer, jeres helbred, vores tid sammen og ikke mindst for vores fællesskab. Tak for trial - og tak for jer! |
30. september 2023                 |
Jørgen Nielsen Trial 2023Jeg synes jeg er tilbage til formen før diskusprolapsen og nu har jeg også fået mig sporet ind på den nye Fantic, så jeg følte mig egentlig godt klædt på til dagens trial. Godt nok er søvnunderskud en faktor for tiden, og at være ude at danse fredag nat, fortræne lørdag middag og til lokal byfest med naboerne om aftenen er selvfølgelig heller ikke fordrende. Men jeg var "fornuftig" i går. Drak ikke så meget og gik tidligt hjem. Alligevel følte jeg mig ikke frisk i morges, men fik mig dog mere eller mindre tvunget afsted. Da jeg så ankom og hilste på de vanlige gutter og gutinder, solen skinnede og der var den vanlige stemning, var det ligesom at trætheden forsvandt. Da jeg kørte hjemmefra var det med tanken at jeg havde glemt noget - og ganske rigtig da jeg var nået tæt på Bred, kom jeg i tanker om, hvad jeg havde glemt. Nemlig at flytte klasse-skiltet på forgaflen fra den anden Fantic over på den nye. Skiltet er et krav når man deltager i de blandede løb. Men på vanlig vis havde Kjeld noget der kunne hjælpe mig ud af kniben: et par stykker papir, noget gaffertape og sort isoleringstape til at lave sort prik med. I classic var vi desværre kun fem deltagere, så i konkurrencen stod jeg over for den dygtige Erik Blæsbjerg, Eli og mine lokale kammersjukker: Erik og Kjeld. Jeg må indrømme at jeg havde lidt ambitioner i dag, fordi jeg jo sidste år vandt netop det løb - som jeg skrev: første gang jeg nogensinde har vundet noget. Inden løbet gik i gang, nåede jeg kun at tjekke sektion 1, og den viste sig at være nogenlunde repræsentativ for de andre sektioner, omend den var langt den nemmeste. På snart vanlig vis, når det er disse blandede løb, var sektionerne nemlig ret nemme. Jeg vidste altså at løbet med sikkerhed skulle vindes på meget få point - måske ligefrem nul. Jeg fik mig hægtet på de andre classic-folk. Flokken var nogenlunde samlet en stor del af løbet og det lykkedes faktisk at holde kontakt til Kjeld under hele løbet. Jeg synes det er hyggeligt at følges ad, men det er ikke altid praktisk muligt til de bedømte løb. Og apropos bedømning. De første to runder blev kørt på nul for mit vedkomne. På tredje runde kørte jeg 4’eren helt perfekt - syntes jeg. Alligevel blev der bedømt 5 for at vælte et skilt i sidste port. Jeg var særdeles undrende, men damen der gav dommen, var henne for at sætte skiltet på plads, så jeg måtte jo tage "straffen". Dermed så jeg mig sikker på at være ude af placeringerne. Efter ærgrelsen tog jeg mig alligevel sammen og kørte de sidste sektioner godt. Da vi skulle aflevere kort inden sidste runde, fik jeg snakket med Erik B og Eli. Erik havde fået et enkelt point, så som forventet, skulle han nok ende med topplacering. Fjerde og sidste runde blev så påbegyndt og da jeg kom til 4’eren og gennem den pointgivende port, var det mig en gåde hvordan det skulle kunne lade sig gøre at ramme det skilt, for det stod på den anden side af et træ og uden for båndet - og da jeg kom ud til klipperen, fortalte han så også, at observatøren havde fundet ud af, at det ikke var mit baghjul, men en gren jeg var kørt over, som så havde skubbet til skiltet. Og de ville så omgøre dommen til et nul ved slutningen af løbet. Altså var jeg pludselig med i konkurrencen om førstepladsen igen! "Nu bare ikke lave fejl", blev der så tænkt og det gik da også fint…sådan da. 7’eren som var drilsk, kørte jeg perfekt og så var der kun 9’eren tilbage, som var endnu mere drilsk. Selvfølgelig var jeg "overkoncentreret" og slappede ikke nok af til at køre den kontrolleret igennem. Fik også startet i anden gear, som jeg så måtte skifte ned fra inde i sektionen. I det sidste sving ramte jeg et lille træ og væltede ned på højre ben, men det lykkedes mig at holde den i gang, komme ordentligt tilbage på cyklen og ud af sektionen. Det gav altså et point. Nu var der så pointlighed med Erik B, men fordi jeg havde kørt længst på nul, siger reglementet, at det giver en placering højere. Så altså særdeles knapt lykkedes det mig at vinde igen i år! Min lokale Erik fik en tredjeplads med tre point. Igen et dejligt løb. Terrænet i Bred er fantastisk og stemningen er altid god til de løb - og næsten det hele værd. Jeg kender jo flere og flere og nogle har jeg ligefrem fået et personligt forhold til, som jeg har lyst til at dele meget væsentlige ting i tilværelsen med. Der er altså fyldt med søde og rare mennesker, som jeg glædes over at se med disse jævnlige mellemrum. |
27. august 2023 |
Hanse Classic - Preetz 2023
|
8. juni 2023 |
Langesø Trial - Klubmesterskabet 2023Jeg kan nok ikke blive ved med at undskylde med at jeg er ude af træning. Jeg har immervæk nået at træne to gange mere siden sidst. For så vidt gik det da også bedre med at finde ind i rytmen. Ikke desto mindre skulle jeg lave 5 på første sektion. Vi classic-folk lagde ud i sektion 1 og den blev gennemgået grundigt og den rigtige linje fundet. Desværre var jeg ikke helt vågen - eller hvad ved jeg. I hvert fald stod jeg for stift på cyklen, og da jeg skulle uden om "Peder Ovesens træ", kom jeg for langt til højre, ramte mudderet og kunne simpelthen ikke få bid op af de tre "trapper" til udgangen, gik i stå og måtte tage skammens vej ud over båndet. Anden omgang blev nullet. Som vanligt, og tidligere problematiseret, var classic-sporet temmelig let, og havde det ikke været for regnen der var kommet i tiden mellem sektionsbygning og løb, havde der næsten ikke været udfordringer for os. (At man så alligevel laver dumme point er så noget andet.) På tredje omgang var både Erik og Kjeld stukket af, og jeg kørte så sammen med Steen de sidste par runder. I sektion 1 fik jeg kørt ind i andetgear. Det opdagede jeg først da jeg nåede til træet, for selvom jeg fik ramt sporet rigtigt, var Fantic’en ikke i stand til at sejtrække sig ordentligt op ad bakken, men det lykkedes dog at komme op med ekstra gas, filen på koblingen og desværre et enkelt step i jorden. Fjerde omgang igen i 1.eren! Jeg kom denne gang lidt vel tæt på træet og ramte ind i nogle grene som slog mig lidt ud af kurs, men jeg nåede at redde den og troede mig sikker på et nul…men i samme øjeblik, lige hvor jeg skulle give gas, trak en gren dødemansknappen af og med en død motor havde jeg så absolut ingen fremdrift. Jeg væltede og endnu en gang måtte jeg skammens vej ud over båndet! Nå, men alt i alt rakte det til en andenplads. Kjeld med to point mindre vandt og fik dermed klubmesterskabstitlen. Erik på tredjeplads med 32 og Steen, som kørte trim, kom så efter os. Det var deltagerantallet i Classic! Det er lidt sørgeligt at tilslutningen ikke er større. Men det giver selvfølgelig en sikker pokal! Men der er nu noget særligt med de løb, og jeg føler det som et privilegium at kunne deltage. Nu var det så et pokalløb og derfor med bedømmere på. Dette giver også noget helt særligt, noget højtideligt og en følelse af at løbet har en vis betydning! Og det hver gang at møde de kendte og nye ansigter i sektionerne; smukke, søde; altid venlige, smilende og opbakkende giver noget helt særligt. |
1. juli 2023 |
Tandskov trialEndnu en førstegangsoplevelse. Utroligt at der kan blive ved med at være løb der er nye for mig. Men som jeg forstod det, har det ikke været afholdt i nogle år. Jeg kom jo hjem fra årets Morinitour forrige onsdag. Jeg havde nået at træne præcis en gang siden da, nemlig i tirsdags. I søndags var der ellers "Æggekagetrial" hos Voldsgaard - et lille lokalt hyggeløb, men jeg kunne ikke være med til det, da min far skulle fejres den dag. Så jeg havde altså kun kørt ganske kort på Fantic'en lige da jeg kom hjem fra tur og så prøvede jeg at træne intensivt i tirsdags. Det var hvad jeg havde kørt siden d. 13 maj. I tirsdags nåede jeg lige at finde rytmen og teknikken igen - lige inden vi stoppede træningen - og jeg i øvrigt var total udkørt! Hold kæft, hvor kommer man hurtigt ud af form! Men selvfølgelig har de to måneder omkring diskusprolapsen selvsagt også været medvirkende til at jeg har mistet form, teknik og føling. Håbet for dagens løb var at jeg hurtigt kunne finde ind i rytmen igen, men ambitionerne var meget små. Jeg har jo misset de tre første DM-løb og to andre classic-løb blandt andet pga diskusprolapsen og fordi jeg så prioriterede at komme på tur. Med andre ord, dagens løb var "kun for sjov" og for hyggens skyld 😄 Malurt'en fra Thy fortsatte åbenbart lidt med et lavt deltagerantal og selv mine lokale kammersjukker "svigtede". Fynboerne plejer ellers at være talstærke, men en veritabel bølge af skader, sygdomme og andre genvordigheder har floreret blandt os classic-folk, så Kjeld var den eneste at dele sorger og glæder med. Selvfølgelig var der andre gode fynboer med i de andre klasser, og de samt Kjeld stod trods alt for intet mindre end 7 podieplaceringer i de 5 klasser. Jeg tog derop dagen før. Egentlig havde jeg overvejet at fedte mig til kørelejlighed, men jeg var inviteret til en fest om aftenen umiddelbart efter løbet - i Horsens, så det var jo oplagt at tage campingvognen med og så få en hel weekendtur ud af det. Løbet for mig gik som jeg havde en forudanelse om - ikke særlig godt. Mit venstre ben er stadig slattent og det er faktisk blevet en anelse værre i den tid jeg har været på tur. Da jeg skulle gå sektionerne i det skrå terræn blev det tydeligt, og jeg må konstatere at jeg simpelthen er nødt til at være meget mere konsekvent med at træne det, for at jeg ikke skal få tilbageskridt. Under alle omstændigheder gør det at jeg ikke helt tør stole på at det nok skal holde mig, og det er altså lidt et problem. Jeg begyndte i sektion 4 og nullede indtil 8’eren, som startede på en stejl opkørsel i løst sand. Den skulle blive min værste fjende. Jeg kunne simpelthen ikke ramme at komme ordentligt ind i den, stod forkert på cyklen og fik så steppet tre gange på vej op! Sektion 2 fjernede så ligesom det sidste mikrohåb om en god placering. Jeg havde gået den igennem og troede jeg havde fundet den perfekte linje. Det gik også helt præcist efter planen - indtil bedømmeren fortalte at jeg havde overset en port!!! Med 8 point på første omgang var jeg helt sikkert ude af rækkerne. Ikke mindst fordi sektionerne faktisk var meget nemme. Det er sådan set altid et typisk "problem" til de løb som ikke er rene classic-løb. Der er næsten altid for lidt udfordringer for os classic-folk! Nå, men 8’eren blev ved med at give mig point, hvis ikke på den ene måde så den anden. På anden omgang ville jeg køre ind længere nede fra, så jeg havde fart på ind i sektionen. På vejen derind var der et træ, med en gren som stak lidt langt ned. Den hamrede jeg hovedet op i - lige så jeg så stjerner (og jeg er stadig øm i nakken i dag). Da jeg havde sundet mig, tog jeg en anden vej ind, men igen fik jeg tre point. På tredje omgang fik jeg to og sidste omgang et point - nok til dels fordi jeg nu havde en vis ærefrygt for sektionen. Jeg kunne simpelthen ikke ramme den rette stilling på cyklen på opkørslen, og den slags er faktisk noget jeg normalt er ret god til. Nåja, og så strejkede Fantic'en på anden runde. Jeg havde tændrør ude for at se om der var gnist. Til at begynde med synes det ikke som om der var, men så fandt jeg et lidt mørkere sted at tjekke det, og der fik jeg da øje på en lille gnist, så tændrøret i igen og så kørte den uden problemer resten af løbet. Jeg skal nok snart have den gennemgået. Den er også begyndt at give lidt vel mange lejelyde fra sig og jeg har ønsker om at ændre en smule på geometrien - fodhvilere frem og kortere akselafstand. Men jeg skal jo lige finde tid. Uanset hvad, så var det sjovt at køre løb igen. Det er altså noget helt særligt. Og jeg fik hygget mig! Vejret var jo fantastisk og det gav selvfølgelig en vis stemning og kådhed i flokken. Og terrænet deroppe er fantastisk. Det håber jeg at jeg får lov til at køre i igen. Ikke mindst havde Midtjysk Trialsport fået skruet et meget velorganiseret og vellykket trial sammen, så stor ros til dem også! Placeringerne i classic var en tredjeplads til Kjeld med 12 point, en andenplads til Eli med 8 point og med nul point vinderen, den meget stabile og altid virkelig velkørende Erik Blæsbjerg. |
18. juni 2023 |
Thy Classic 2023Første trialløb i år. Året har på mange fronter haft en dramatisk og ikke så rar begyndelse. Særligt i forhold til trial har en diskusprolaps sat en begrænsning for udfoldelserne. Jeg købte ellers licens i god tid sidste år, så jeg var klar til sæsonen, men de første løb måtte jeg udeblive fra. Midt i februar februar fik jeg en diskusprolaps i lænden, der dels var så dramatisk at operation var den eneste løsning og dels trykkede den på iskiasnerven, så jeg mistede følelsen i det meste af venstre underben og en stor del af styrken i foden. Trialkørsel var altså udelukket i en måneds tid inden operationen og igen knap en måned efter. Da jeg så kom tilbage til sporten var det med nervøsitet over om jeg overhovedet kunne huske at køre efter den lange pause. Det gik dog meget over egen forventning og det trods at benet faktisk stadig er delvis følelsesløst og stadig mangler en del styrke. Men det hele går fremad - og det tilskriver jeg ikke mindst trialkørslen, fordi jeg har kunne styrke min tillid til foden, så den derved er blevet stærkere. De anbefalede gåture i starten efter operationen tog nemlig en del af tilliden, fordi jeg ind i mellem vred rundt på foden, fordi jeg ingen styrke havde. Men en støvle på, op på Fantic’en og så "ikke tænke så meget" har været en stor hjælp. Thy Classic ligger nærmest lige oven i Morinitræffet her på matriklen, men jeg syntes så absolut jeg skulle afsted, på trods af de mange forberedelser jeg faktisk har at se til. Jeg har dog haft besøg af min niece Alma, som har hjulpet med at tage en stor bid af opgaverne og det har givet lidt luft. Planen var egentlig at tage derop dagen før og så overnatte i campingvognen på vanlig vis (jeg er som tidligere nævnt ikke god til at skulle tidligt op). Men der gik forlydender om at Susie skulle køre alene derop om søndagen, så lørdag eftermiddag fik jeg mig fedtet ind til kørelejlighed med hende. Det var jo skørt at to biler skulle køre så langt, når man lige så godt kunne slå sig sammen. Jeg havde også opsparet lidt træthed fra om fredagen, så det lykkedes at komme tidligt i seng, så jeg rent faktisk var nogenlunde udhvilet, der kl halv seks om morgenen. Ellers har jeg det jo bedst med at vågne op lige ved siden af sektionerne, så jeg er max udhvilet 😆 Thyboerne havde fået lavet nogle rigtig gode sektioner. 8 styk - kørt 4 omgange. De var hver og en så tilpas svære, at der hele tiden var udfordringer. Jeg blev sat på hold med Aage, Christian Buch, Sonny og hans søn Christian. Vi begyndte i sektion 2. Her var der en meget snæver passage halvvejs i sektionen; et s-sving som endte mellem to træer, og som virkelig krævede præcision og at man udnyttede enhver millimeter i sektionen. Fantic’en har det med at gå ud når den er kold. Jeg burde efterhånden have vænnet mig til det og bare sætte tomgangen op i starten - det gjorde jeg så først bagefter gennemkørslen - eller det vil sige, det blev en fejlkørsel, for i det nævnte snævre gik den ud! At lægge ud med 5 point er altså ikke særlig opmuntrende! Sektion 4 skulle også vise sig at være en pointgiver: på tredje og fjerde omgang fik jeg hhv. 2 og 3 point. Op ad en skrænt skulle man snævert uden om et træ, hvor man her kørte på rødderne. De første to omgange gik det fint, men på de sidste to var der kørt så meget væk af den løse jord, at det var svært at få greb og at holde cyklen under kontrol. Derudover havde jeg to dumme fejl, som bare skyldtes manglende koncentration. Så jeg sluttede altså med 12 point. "Det vinder man ikke på", som jeg sagde til de andre - og jeg troede faktisk ikke at det overhovedet ville give placering, men jeg endte såmænd på en tredjeplads, knapt overgået af Leif, som jeg af og til har ligget nogenlunde lige med. På en førsteplads fandt vi (ja, jeg fristes hver gang til at skrive "selvfølgelig") Hans Jørn med kun 3 point. Gutterne i Thy havde virkelig gjort noget ud af præmierne i år: Sponsor-gaver fra Thisted Bryghus og en flot illustration på plexiglas! Man kunne måske nævne lidt malurt, nemlig det lille deltagerantal. Ikke mindst med tanke på indsatsen der bliver lagt i sådan et trialløb. Men erfaringsmæssigt ved jeg at det ikke hjælper så meget at brokke sig, tværtimod, så mere løftet pegefinger kommer der ikke herfra. Men altså, et rigtig fint trial og dejligt at komme afsted igen; at være en del af det miljø og så priviligeret at man kan deltage i den slags. |
30. april 2023   |
Søndersø Classic 2022"Dobbelt dårlig søvn" er undskyldningen! Ikke at der for så vidt er noget at undskylde over, men de fyger altid rundt efter løbene fra alle der ikke har vundet - undskyldningerne 😆: "jeg lyttede til de andre i stedt for at stole på mig selv, der blev dømt for hårdt i vores gruppe, mine bremser var for aggressive" - og for mig var det altså at jeg to nætter i træk kun havde sovet fire-fem timer. Søndersø Classic er som navnet antyder et rent classic-løb og årets sidste officielle trial-løb overhovedet. Til de rene classic-løb plejer der at stille kørere op, som normalt ellers stiller op i klasserne for moderne trial-motorcykler - og ikke mindst stiller der erfarne elitefolk op (altså, selvfølgelig på klassiske motorcykler). Det betyder at konkurrencen så bliver ekstra hård. Ja, næsten "ulige hård", fordi de selvsagt er langt dygtigere end os der "kun" kører klassisk til hverdag. Jeg havde altså ingen forhåbninger om høj placering til dette løb. I går skulle jeg for første gang lave konkurrence-sektioner helt på egen hånd. Kl 10 (hvor jeg altså skulle op til et bestemt tidspunkt, hvilket jeg som tidligere nævnt, bare ikke er god til), efter kun fire timers søvn, mødtes jeg med nogle af de vanlige gutter i Søndersø Skov for at lave de indledende foranstaltninger. Jeg påtog mig opgaven at lave de sektioner som der ikke var sagt "helle for". Jeg havde en slagplan, for efter gennemgang af de konkurrencesektioner jeg kunne huske, vidste jeg at de som regel bestod af 4-8 vanskelige elementer. Jeg lavede så sektion 2 uden at lave den alt for svær, for jeg har ellers en tendens til at lave træningssektioner ultrasnævre. Der var omkring 4-5 udfordringer. Gik så bagefter til sektion 1 som Erik i mellemtiden havde lavet - den var helt vildt snæver! Erik, som ellers plejer at lave masser af luft! Nå, så måtte jeg jo oppe mig lidt og lavede så sektion 3 med lidt mere snævre sving og et par godt svære elementer. Sektion 5, en meget stejl og høj sektion, lavede jeg sammen med Niels Ole. Det kom der faktisk noget fornuftigt ud af! Efter disse forberedelser tog jeg til vanlig lørdagstræning med de andre gutter - og havde en helt fantastisk træning. Alt lykkedes bare og der var særlig god hygge bagefter hos Anne-Lise, en fantastisk lodsejer, som udlåner jord til vores træning. Egentlig følte jeg mig så i topform til næste dags udfordringer. Men i nat lå jeg så og kørte alle sektionerne igennem oppe i hovedet. Og jeg blev ved - kunne bare ikke falde i søvn, selvom jeg var møgtræt. På mærkelig vis var jeg altså særligt nervøs. Nok også for om de sektioner jeg havde lavet var gode nok. Og måske gav tanken om at skulle konkurrere med de gamle elitegutter også lidt ekstra nervøsitet. Fem timers urolig søvn blev det til, så ringede vækkeuret. 🥱 I dag i Søndersø forsøgte jeg så at varme lidt op, men det blev til alt for lidt, så Fantic’en var faktisk kold da jeg startede. Hvilket altid er dårligt, fordi den går temmelig dårligt når den er kold. Jeg selv var heller ikke varmet op, og jeg stod stiv som et bræt på cyklen. Kunne simpelthen bare ikke ryste nervøsiteten af mig. Det var først på tredje og sidste runde at jeg begyndte at slappe af. Og selvom Erik gav mig et skulderklap for sektion 2 efter at have kørt igennem den, så hjalp det ikke så meget på kørenervøsiteten. Apropos de sektioner: jeg havde håbet at de sektioner jeg havde lavet i det mindste gav nogle af kørerne point, så de ikke var for lette - og det gjorde de, så de var vist helt ok. I øvrigt havde en af de gamle elitekørere "brokket" sig over at nogle af de andre sektioner var alt for svære, så Erik var troskyldigt rundt for at gøre dem lidt lettere inden løbet gik i gang 😂 Nå, men første runde blev kørt på temmelig mange point: 18. Næste runde på noget færre: 6 og sidste på 4. "Hvis bare man dog kunne køre sidste runde tre gange"...😆 Som jeg næsten havde forventet, indtog tre erfarne elitefolk de tre første pladser. Hans Jørn på en tredjeplads med 26 point. Derefter kom min, i dagligt regi, største konkurrent Niels Ole med 27 point og så mig selv på en femteplads med 28 point. Så tæt løb i det "segment"! Og Niels Ole var glad. Han havde luften ideen om at dette løb skulle være det "moralske Danmarksmesterskab", så han var selvfølgelig begejstret over i det mindste at have slået mig! 😆 Og jeg tilfreds med at det i det mindste kun var med et point. Selvom fantasien om at vinde altid er tilstede, så er jeg alligevel yderst glad for placeringen. Og set i lyset af at 1. og 2. plads blev vundet på henholdsvis 4 og 5 point, har jeg intet at klage over - eliten er ikke elite uden grund. Men alt i alt en meget fin afslutning på konkurrenceåret - ikke mindst for os fynske classic-folk som havde fået stablet et meget vellykket trialløb på benene. |
13. november 2022En vaklende start: Stadig usikker - og offer for min egen sektion, 3'eren 😆: De tre topplaceringer: 2. plads: Villy Kyndesen - 1. plads: Michael Andersen - 3. plads: Hans Jørn Beck |
Jubilæum og Danmarksmesterskab!Egentlig ville jeg have afholdt jubilæumssammenkomst ligesom sidste år på selve dagen - eller rettere dagen før. Datoen faldt dog lidt uheldigt - der var simpelthen for mange sammenfald den weekend (se bl.a. sidste indlæg), så jeg valgte at udskyde det et par uger. Det kunne så passende blive om aftenen efter afsluttet Danmarksmesterskab, hvor jeg havde en ide om at en eller flere af os "lokale" ville have noget yderligere at fejre. Jeg inviterede således mine vanlige træningspartnere til aftensmad umiddelbart efter løbet i Hårup, som jo var 5. og sidste afdeling af DM. Lige som sidste år havde jeg igen skrevet en lille tale, som så igen får en plads her på siden, for også som sidst er en del af ordene også tiltænkt de som desværre ikke kunne deltage: Nu var denne aften jo i første omgang egentlig tænkt som markering af mit 2 års jubilæum som trialkører. Men som nævnt i indbydelsen, fandt jeg det passende at slå det sammen med fejring af afslutningen af Danmarksmesterskabet. De 2 år har for mig været et par forrygende år med en utrolig spændende udvikling på adskillige fronter - ikke mindst tydeliggjort af dagens slutresultat. Mere vigtigt er dog jeres selskab, som jeg ikke tror jeg ofte nok kan udtrykke min taknemmelighed for og alene det kunne jeg bruge timevis på. Men der er noget andet som har ligget mig på sinde, som jeg her vil tale lidt om: Jeg har nemlig mange gange, også i vore sammenhænge, hævdet at jeg ikke er et konkurrencemenneske. Det er faktisk i virkeligheden et falskt udsagn! Når man nu har kunne følge mig gennem et par år, hvor jeg har deltaget i temmelig mange konkurrencer, haft stor fornøjelse af det og faktisk forsøgt at vinde, vil man måske straks udråbe: "ja, det er da åbenlyst at det er et falsk udsagn". Jeg vil nu alligevel bruge lidt tid på at forklare hvorfor det er falsk, for det er måske trods alt ikke så åbenlyst. Ordet konkurrence kommer fra latin og er her en sammensætning af con og curro. Curro betyder 'løbe' og con betyder alt efter sammenhæng 'med' eller 'sammen'. Den bogstavelige forstand af ordet konkurrence er altså at "løbe sammen" eller "løbe med". Det lille ord 'con' er selvfølgelig ikke havnet der tilfældigt. Det er altså væsentligt at bemærke at det netop er "med" og "sammen" som er en del af konkurrencebegrebet. I en slags modsætning, eller nogle gange kan man måske kalde det en perverteret form for konkurrence, står en anden slags styrkeprøve, hvor det væsentlige ord er "mod" - altså i forstanden "i mod". Her går det nærmere ud på at udradere en modstander, udslette en fjende eller dræbe en opponent. Tillad mig et kort politisk sidespring: Ofte hævdes det jo at konkurrence er godt for samfundet. Det er jeg for så vidt ikke uenig i. Sålænge det er en konkurrence i den rigtige form og forstand, så gavner det os alle, men man oplever desværre alt for ofte at de store og begærlige udraderer de små og svage - ikke mindst tilvejebragt af de magtinstanser som skulle garantere en fair konkurrence, men som har fejlet katastrofalt eller direkte bevidst har fremprovokeret det. Og så er der altså ikke længere tale om konkurrence, men slet og ret krig. I krig er der ingen vindere - også selvom overmagten påstår det og ligefrem selv tror på det, når denne står tilbage med alt det tilranede guld. Alle taber i og på krig - ikke mindst åndeligt! Og fordi vi over de sidste firs år mere eller mindre har glemt det - eller de nye generationer ikke aner en pind om det, fordi de ikke får indpodet historisk bevidsthed - så er det netop det vi mærker lige nu. "Den der ikke vil lære af historien, er dømt til at gentage den", som ordsproget jo siger! Jeg vil dog ikke rode mere rundt i den politiske situation, men alligevel udtrykke et håb for og en bøn om, at de der sidder med magten lærer at forstå hvad der er perverteret og hvad ikke er, og handler etisk og kærligt derefter. Så tilbage til konkurrencebegrebet: Det væsentlige er altså "med" og absolut ikke "imod". En vigtigt følge i den forbindelse er at konkurrencer i deres grundprincip fordrer eller i hvert fald bør fordre lighed. Hvilket måske lyder selvmodsigende, når der gøres så meget ud at finde en vinder og en placeringsliste, hvor man netop fremhæver at den ene er bedre end den anden. Men det er sådan at hvis uligheden er for stor, så kan man ganske enkelt ikke konkurrere. Hvis man altså står tilbage som en suverænt overlegen vinder, milevidt fra den nærmeste konkurrent, så har man i virkeligheden tabt i konkurrencens navn, fordi man ingen har at konkurrere med. Netop derfor findes talemåden "uden for konkurrence". Hele ideen med at konkurrere er altså i fællesskab at løfte så mange så muligt i dygtighedsniveau for at have nogle at konkurrere sammen med. Man løber sammen - eller i vores tilfælde kører sammen, for at blive bedre sammen. I modsætning til krig vinder alle altså i en konkurrence. Trialsporten er i den forbindelse helt særlig. Alle er jo klar over at dygtighedsniveauer er temmelig forskellige og at det normalt vil give nogle ret skæve konkurrencer, hvis det var alle mod alle: dødkedelige for de dygtigste eller dødsensfarlige for de nye. Men alligevel kan vi på det selvsamme stykke jord alle konkurrere med hinanden. Nybegynderen kan konkurrere sammen med eliten; blive inspireret og lære af denne, og elitekøreren kan glædes over at løfte nybegynderne, så denne til stadighed har nogle at konkurrere med. Der er ikke mange andre sportsgrene, hvor man kan komme i tanker om, at det kunne man da godt tænke sig at prøve, købe udstyr og dagen efter stille op i en konkurrence med landets bedste! Og på den måde er trialsporten en af de bedste ambassadører for hvordan ægte konkurrence bør være. "Det gælder ikke om at vinde, det gælder om at være med", bliver der ind i mellem sagt…i en slags misforstået pædagogik. Men det er noget vrøvl, for det løfter ingen, bare at være med. Det er den enkeltes ambition om at være bedre; om at vinde, der gavner alle. Men denne ambition må og skal samtidig være ligeligt flankeret af et ønske om at alle bliver lige så gode som en selv (…altså næsten lige så gode 😆). Så det gælder altså om at være med OG at vinde. Det er en balancekunst, hvor ambitionen om at være den bedste ikke må veje tungere end ønsket om at hæve andres niveau til ens eget. - Det er dét der gør en ægte konkurrence. Kjeld talte jo sin danmarksmestertitel lidt ned sidste år ved at sige, at det mere var en præmie for at møde op. Det mener jeg så absolut ikke det var og er - og alle os der kender Kjelds dygtighedsniveau ved det. Men uanset, om det til største del var det, er det stadig et udtryk for ambition, flid og vedholdenhed, som bare er en væsentlig del af en konkurrence. Men jeg kan på en måde godt forstå hvorfor han sagde det. Jeg har selv følt det lidt på samme måde i forhold til en del af mine konkurrenter, som åbenlyst er dygtigere end mig, men som så at sige ikke har haft mødestatistikken i orden eller bare har været lidt uheldige. Det gælder ikke mindst Niels Ole, som på trods af at han, jeg kan vist godt tillade mig at sige: for en gang skyld har forsøgt at forberede sig ordentligt; at have sig selv og Aprilia'en i god kondition, så alligevel blev svigtet af sidstnævnte. I alt det jeg her har talt om her har du haft en særlig plads i mine tanker, for du har hele tiden forstået at løfte dine konkurrenter. Derfor også en særlig tak fra mig, for at have været min største konkurrent og samtidig, ja, dermed at have været en væsentlig medhjælper til at løfte mit dygtighedsniveau. Men jeg må som vanligt udbrede takken til jer alle; jer der i vores daglige træninger og lejlighedsvise konkurrencer har udfordret mig og konkurreret med mig; har hjulpet mig ud over de værste begyndervanskeligheder og konstant givet tips til at blive bedre. Selvom I måske ikke har sagt noget direkte til mig, så lærer jeg alligevel hver eneste gang vi kører sammen noget nyt fra hver enkelt af jer. Alt dette om hvad en konkurrence er og bør være, har været tanker jeg mest af alt er gået med selv og mere har set som et teoretisk, næsten uopnåeligt ideal, men I har vist hvordan det rent faktisk i praksis kan gøres på absolut bedste vis, og på den måde er I med til at gøre mig ikke alene bedre trialkører, men ganske enkelt et bedre menneske. Så jeg vil gerne udbringe en skål for jer alle. Og så må jeg vist hellere holde op med at sige, at jeg ikke er et konkurrencemenneske - at jeg nok nærmere tværtimod skal til at sige, at jeg prøver at være et godt konkurrencemenneske - Jeg håber altså at jeg har gjort jer til ære og selv har været med til at løfte os alle. Mine sejre og placeringer er jeres fortjeneste og jeres sejre! Som man nok kan regne ud, så blev det altså et fantastisk trial-år for mig. Jeg havde på ingen måde regnet med at vinde DM, end ikke at få en topplacering, men jeg må indrømme, at da jeg gennem de sidste to løb lå i føring, selvfølgelig har regnet en del på pointene og hvad der skulle til for at vinde. Jeg vidste dog at konkurrencen ville blive utrolig hård for mig, for med Niels Ole som min største konkurrent og Erik Blæsbjerg lige i hælene, skulle jeg virkelig tage mig sammen for at holde føringen. I dette løb var mindst en tredjeplads krævet. Det kunne opnås selvom de to ville slå mig, men der er jo altid de andre faktorer: En dårlig dag, tekniske problemer, en af de andre konkurrenter der havde en særlig god dag - ja, faktisk kunne alle deltagerne overgå mig, hvis omstændighederne passede og jeg ikke var super skarp. ...men sådan gik det altså: Jeg havde igen fået lokket Tanja med dagen før, så jeg havde de bedste forhold op til løbet. Jeg fik fornuftig nattesøvn i campingvognen og om morgenen gik det så løs: Første sektion for mig var 2’eren. Jeg var åbenbart lidt fraværende; opkørslen gik fint, men da jeg skulle sigte mod nedkørslen havde jeg ikke lige i erindring at man skulle ned med det samme, så jeg kom for langt over og måtte sætte foden i for at komme på rette kurs! God start 🙄 3’eren - den store pointgiver, nullede jeg i flot stil - foran mine daglige træningpartnere. Det genvandt lidt troen på evnerne. Resten af omgangen blev nullet. Anden omgang: 3’eren gik ikke så elegant. Først en prik på stubben ind og så en i det bløde sand på den skrå del efter nedkørslen. Og gu’hjælpma’ om jeg ikke lavede en fejl på nedkørslen på 6’eren - kom for langt til højre og måtte plante en fod for at komme på sporet igen. Tredje omgang en enkelt i 3’eren - det bløde sand! Fjerde omgang - sikke en katastrofe. Der troede jeg alt var tabt. Det var igen 3’eren. Kom lidt skævt ind på stubben i starten, reddede den nogenlunde til opkørslen om træet. Havde dog for megen fart på til nedkørslen og kom for langt ned i sandet. Måtte så sætte en fod for at redde mig ud. Kom så for skævt ind i sidste opkørsel, gik lidt i panik og gav for megen gas. Fantic’en skred ud og jeg kunne ikke redde den - 5!!! Årh, hvor humøret var dårligt derefter. Jeg så Danmarksmesterskabet tabt, men trods det lykkedes det mig at tage mig sammen og nulle resten. Jeg var så en af de første færdige og spurgte de nærmeste konkurrenter - og både Erik Blæsbjerg og Niels Ole havde som forventet kørt suverænt. De andre vidste jeg ikke sådan helt… Pointtavlen blev konsulteret - og hva’ fa’n, det så ud til at jeg alligevel kunne holde den begærede tredjeplads. Nærmeste konkurrent havde et point mere end mine samlede ti og sidste runde var endnu ikke talt op, så der kunne kun komme flere point på tavlen end dem jeg kunne se. Jeg turde dog ikke tro på det før det hele blev officielt offentliggjort, men det holdt minsandten: (Den lille - som Niels Ole forsøger at tydeliggøre på et af billederne her overfor 😄) pokal for en tredjeplads til mig; andenplads til Erik Blæsbjerg og førsteplads til Niels Ole - begge med 3 prikker. Men altså: med de vundne DM-point kunne jeg så blive udsmykket med guldmedalje og lauerbærkrans! - Vildt! - Tænk sig at kunne kalde sig Danmarksmester! 😳😄 |
16. oktober 20223'eren på første omgang!:6'eren på sidste omgang!:                   
Til aftenen havde jeg lavet Tagliatelle al Ragú Alla Bolognese: |
Roulund TrialOp til dette trial havde jeg fået trænet for lidt. Jeg var på en uges Morinitour umiddelbart efter Jørgen Nielsen Trial. Hjemkommet fik jeg en uges træning, hvor jeg begyndte at føle mig stadig mere og usædvanligt slatten. Det udviklede sig så til at jeg var sengeliggende et par dage (er temmelig sikker på det var Corona) og da jeg igen var symptomfri, var jeg så på familieweekend. Så det var altså igen en uge uden træning. Jeg har så haft en uge til at træne i op til dette løb. Jeg har dog været helt utrolig slap og træt efter sygdommen, så jeg har ikke fået trænet synderlig intenst den uge og det blev mig klart at jeg primært skulle stole på teknik, spare på kræfterne og så forsøge at komme så langsomt som muligt igennem. Udholdenhed, styrke og eksplosivitet var i hvert fald ikke en mulighed! Løbet: Jeg hader at skulle tidligt op - eller egentlig bare at skulle op til et bestemt tidspunkt. Om det så er kl. 5 eller 10. Bare visheden om at jeg skal op til et bestemt tidspunkt gør at jeg ikke kan falde i søvn og så sover jeg oven i meget uroligt. Så for at være nogenlunde udhvilet til løbet var planen den vanlige: at tage derop dagen før og overnatte i campingvognen. Tanja er altid nem at lokke med, så dejligt at have hende med som selskab. Og tilsyneladende hygger hun sig til de trialløb. Hun er tillige en dygtig og utrættelig fotograf, så hun sikrer også at få det dokumenteret. Lørdag skulle jeg dog absolut træne for at få en ide om hvad jeg kunne forvente af min krops formåen og som nævnt bare fordi jeg var kommet ud af træning. Det gik faktisk ok. Men det gjorde altså at vi kom lidt sent afsted, så da vi nåede op til Roulunds var der bælgravende mørkt. Heldigvis var Overby'erne (også på vanlig vis) allerede der, så vi kunne pejle os frem til en plads for natten mellem åen og dambruget og så få vores aftensmad. Jeg vågnede så søndag morgen dødhamrende træt og med lidt hold i nakken. Jeg havde mest af alt lyst til at vende mig om og sove endnu syv timer. Utroligt som den træthed bare hænger ved!! Jeg tvang mig dog ud af Kip'en og prøvede at gå de nærmeste sektioner. De så relativt nemme ud, så det gav en smule optimisme. Fantic'en blev startet og jeg kørte rundt til alle sektionerne. Det opretholdt optimismen. Da starten gik, ville jeg lige justere lidt på Fantic'en og da jeg var færdig var alle kørt. Egentlig kunne jeg igen have tænkt mig at køre rundt med Susie og Niels Ole, men på den anden side havde jeg jo planlagt at bruge oceaner af tid på det for at kompensere for den ufattelige slaphed i kroppen, og så var jeg bange for at være en stopklods for dem. Så jeg kørte altså alene rundt. Begyndte i sektion 1 og tog det slavisk derudaf. Jeg nullede indtil 6'eren. Her var jeg bange for at miste greb på opkørslen, så den fik lidt for megen gas og nedkørslen blev som følge deraf ukontrolleret; forhjulet smuttede og jeg dappede. Så første point var altså hjemme. Jeg forbandede mig selv, for øjeblikkelig var jeg klar over at chancen for førstepladsen var tabt, for med sværhedsgraden på sektionerne, var det helt sikkert at vinderen ville køre på rent nul! 7 og 8 blev dog så nullet. Bagdækket skulle have luft, tænkte jeg efter runden. De sidste træninger havde nærmest været i ren mudder, så dæktrykket var på absolut minimum, men det var altså for lidt til forholdene her. Hen til campingvognen - og noget at drikke, for jeg er altid ved at dø af tørst i første runde. Nervøsiteten suger åbenbart al væske ud af munden 😄 Og ja, så glemte jeg at fylde luft på og kom først i tanker om det igen ved sektion 1 🙄 Anden runde blev kørt med større sikkerhed og lidt mere behersket gasgivning - Hvilket dog så på 7'eren gav en prik fordi den blev for behersket! Det var en lille opkørsel, med det samme til højre i noget meget løst sand og så endnu en opkørsel. Jeg ramte skævt i sandet, havde så for lidt fart på på opkørslen, og da jeg endelig fik bid var jeg ved at ryge bagover. - I stedet for at kompensere ved at flytte vægten fremover valgte jeg at sætte en fod i jorden. 🙄🙄 - Altså et af de fuldstændigt unødvendige point! 8'eren blev nullet og så ned til campingvognen for at få luft i dækket. Det hjalp lidt på følingen med Fantic'en - og da jeg havde forbavsende lidt åndenød og kræfterne faktisk var der, fortsatte jeg de sidste to runder - som så begge blev nullet! Jeg var så færdig som en af de første. Lidt uventet, da jeg havde regnet med at bruge al den tildelte tid. Der blev derefter hygget foran 6'eren, hvor der var sjovest at være tilskuer, og da de fleste var ved at være færdige, kørte Susie, Niels Ole og jeg rundt for at prøve kræfter med de sværere spor - det gik forbavsende godt! Niels Ole og jeg mente i hvert fald at vi ikke ville være helt til grin i gult spor. Roulund trial var endnu en førstegangsoplevelse. Og endnu en gang en meget glædelig overraskelse. Virkelig smukke omgivelser og et velorganiseret trial - Og den lille krølle på det hele til os kørere, i form af det praktisk taget overflødige transportspor efter sektion 8, med et fantastisk vue over området, var en fin bonus! Nå, men placeringerne: Niels Ole og Erik Blæsbjerg måtte dele førstepladsen - begge havde (som forventet) nullet. Jeg fik så en tredjeplads og kunne endnu en gang slæbe en pokal med hjem 🏆 Jeg var overordentlig glad for resultatet. Jeg havde frygtet at det ville blive en pine at komme igennem dagen, men bortset fra de to dumme fejl, gik det rigtig fint. Kræfterne og lungerne var i overskud, så det var glædeligt. Årh ja, og så har jeg stadig en chance for at gøre det godt i DM - endnu fører jeg på point, men jeg skal virkelig tage mig sammen i sidste løb for at beholde pladsen. |
2. oktober 2022 |
Jørgen Nielsen TrialEn førstegangsoplevelse for mig. Endnu et der er blevet talt varmt for og som ikke skuffede i forhold til beskrivelserne. Men lad mig lige bakke en uges tid, for sidste lørdag til træning dummede jeg mig. En lille banal fejl: Jeg ramte ind i et træ med højre arm, kunne ikke nå at slippe håndtaget inden der var temmelig meget gas, mistede grebet med venstre hånd, så jeg kunne heller ikke koble ud. Desværre røg kill-switch'en ikke hurtigt nok af inden Fantic'en skød afsted. Venstre fod hang fast i fodhvileren - og det hele endte i at jeg lavede et knap så elegant split og fik Fantic'en ned over netop venstre ben. Det gav et selvfølgelig et voldsomt og pludseligt stræk i baglåret og ballen. Det sagde knæk, og en kraftig fibersprængning i baglåret var en realitet. Tirsdag fik jeg trillet lidt i haven og valgte at tage til den vanlige træning, for til min overraskelse var det intet problem bare at stå med bøjede ben, hvilket jo stort set er det man gør på en trialcykel. Jeg måtte bare ikke stå af eller lave mærkelig og voldsomme ting. Træningen blev kørt med Hans Jørn i tankerne. Jeg kender ikke nogen der kan køre så langsomt som ham, og på den måde har han været en stor inspirationskilde. Træningen endte fint. Det samme gjorde lørdagstræningen dagen før konkurrencen, men jeg turde stadig ikke melde mig til, for jeg havde jo hørt hvor stejle skrænter man kunne opleve og jeg ville ikke satse på noget der kunne forværre tilstanden. Lørdag efter træning kørte jeg så ud for at se sektionerne - og jeg endte med at konkludere at jeg vist nok kunne komme igennem dem. Jeg fik mig så tilmeldt om aftenen i sidste øjeblik. Ud over at jeg altid glæder mig til disse løb, var der en særlig årsag til at jeg helst ikke ville melde pas til dette løb. Jeg var nemlig på en delt andenplads i det danske mesterskab for Classic trial. Niels Ole var på en førsteplads og der har selvfølgelig været kørt lidt på hinanden under træningerne op til - og det ville være ærgerligt at miste sin plads pga skade og i det hele taget ikke at kunne fortsætte den interne kamp. Selve løbet: Susie, Niels Ole og jeg valgte at følges. Vi besluttede at sætte igang lidt sent - for at udnytte at de første havde kørt nogle spor i det løse underlag, som var kendetegnede efter den lange tørketid. Alt begyndte fint. Vi kørte alle tre fornuftigt, med ingen eller få point. Da vi når sektion 5 går Niels Oles Aprilia i stå - og vil ikke starte igen - eller den starter, kører to sekunder og går ud igen. Vi begynder så at fejlfinde, men bliver ikke klogere og har for lidt værktøj, så det ender med at Susie og jeg kører løbet videre og lover at tage værktøj med til næste runde. Men da vi kommer til næste sektion, er der lang kø, så vi beslutter at køre tilbage for at hente værktøj. Tilbage til den nødstedte får vi skilt karburatoren ad, men bliver stadig ikke klogere og til sidst må vi opgive. Susie og jeg er mindst to runder bagud og tiden løber, så vi må efterlade en falden mand - ikke noget der huer nogen af os! I næste sektion laver jeg så 5. Jeg har læst sektionen forkert dagen før - har overset en port, og da jeg bliver opmærksom på det, får jeg ikke gået den ordentligt forinden, så jeg får ikke kørt det rigtige spor og mister greb og greb om Fantic'en. Det lykkedes mig dog at lande skånsomt for det skadede ben. Jeg får senere lavet en enkelt prik og ender så med 6 på første runde. Anden runde blev nullet og tredje gav tre prikker. Vi var ved at være i tidsnød, så vi skulle skynde os rundt og det var nok en del af årsagen til de sidste prikker: Fjerde runde blev nullet indtil 6'eren, altså den jeg fejlede første gang. Igen kom jeg skævt ind på opkørslen, ramte det løse og fløj direkte mod en forkert port. Jeg nåede lige at tænke: "det giver 5!" og styrede så ned ad bakken, ned i mudderet i bækken, med det gode ben steppende tusind gange i jorden. Venstre fod forblev på fodhvileren, det lykkedes mig at kæmpe mig ud af mudderet og finde den alternative rute op til porten uden om de andre porte. Jeg kunne komme ud med æren nogenlunde i behold - eller i hvert fald med to point mindre. Man skal jo altid lære noget: Jeg fik i hvert fald understreget vigtigheden af at gå sektionerne. Det er også vigtigt at tage den med ro selvom man føler et tidspres. At køre langsomt kan på ingen måde undervurderes - det har næsten været "a blessing in disguise" med den fibersprængning, for jeg har været tvunget til at køre ekstremt langsomt og præcist. Og endelig så skal man ikke bare give op - måske er der en alternativ løsning. Nå, men tilbage til konkurrencen: Jeg endte simpelthen på førstepladsen!!! - Der var et point mellem de tre øverste pladser, så det var skarp konkurrence. På podiet fik jeg tilråb fra Hans Jørn om at jeg da så helt rørt ud. Og ja, det var faktisk rørende. Jeg har aldrig før vundet en konkurrence, så det var da lidt stort for mig. Ikke nok med det, nu fører jeg altså slaget om DM. Og selvom det selvfølgelig ikke føles helt så ærefuldt at slå en mand der må udgå med problemer, så er jeg alligevel stolt af resultatet. Et resultat som jeg til stor del kan takke mine faste træningspartnere for, blandt andre netop Niels Ole. |
4. september 2022 |
Flere løb i foråret '22Endnu et par løb afviklet! Først Skovtrial, som var anden afdeling af DM og dernæst Langesø Trial, som er vores lokale klubmesterskab - Men altså hvor alle er velkomne. Klubplaceringerne er selvsagt dog kun for medlemmer af FMS. Skovtrial er det absolut fedeste løb i Danmark. Det har stort set alt at byde på og har internationalt format, så det er noget man bare ser frem til. Det foregik d. 28. maj - egentlig lidt uheldigt i forhold til min Morinitour, for den oprindelige plan var at komme lidt tidligere afsted, men det blev så til at jeg tog afsted dagen efter og havde så tre dage til at nå til Morano i Italien. Egentlig også fint nok. Dog blev alting lidt stresset - men heller ikke noget nyt. Den klagesang har jeg jo fremført i flere år nu. Der var lidt færre deltagere end sidste år. Jeg mener omkring 60 - sidste år var vi over 80. Jeg havde egentlig planlagt at hægte mig på nogen der gad at køre sammen med mig, men det virker til, at ved de bedømte løb, så vil folk helst køre deres eget tempo. Jeg gjorde det selv i Øster Hornum og jeg kan derfor godt forstå hvorfor: Fordi der mange gange er kø ved sektionerne, så bliver ens rytme slået lidt i stykker og der kan det være en hjælp bare at køre som det passer en selv, så at sige. Hvis man også skal synkronisere med en eller flere, så bliver det svært at opretholde et flow i ens kørsel. Når vi kører selvbedømte løb er der bare ikke noget valg, men der er ventetiderne rimelig konstante, så man ligesom i fælleskab kan finde det rette flow (med mindre man er uheldig i gruppesammensætningen 😬) og desuden er der som regel god ping-pong i grupperne, som er en ekstra tilgift. Nå, stress til side, så gik det fornuftigt. Jeg fik en fin fjerdeplads - med pointlighed med Kjeld, som dog havde en fejlfri kørsel mere end mig. Jeg synes selv jeg er nået et niveau, hvor jeg begynder at kunne gøre mig blandt de bedre. Jeg skal bare have mange flere timer på cyklen, så der bliver konsistens i min kørsel - altså så jeg ikke laver overflødige fejl; de fejl man ikke behøver at gøre, men som kommer med usikkerhed på evner og gennem nervøsitet.   Langesø Trial: Ja, igen var stress en faktor, men i en mere positiv forstand, hvor det egentlig bare var mangel på hvile der blev problemet. For jeg havde planlagt tingene meget snævert - for at sige det mildt! Jeg var ugen forinden kommet hjem fra en dejlig og faktisk afstressende Morinitour og tog så kort efter til det tyske Morinitræf. Der var jeg afsted fra onsdag til lørdag. Søndag foregik løbet så. Lørdag aften ved 23-tiden var der afgang fra Wismar, hvor træffet foregik. Søndag morgen kl 4 var jeg i seng og 8:30 oppe igen for at køre til løbet. Heldigvis kørte Tanja hjemturen for mig (i bil), så jeg sad som passager og fik da også et kvarter på øjet undervejs. Men de tre dage med druk og alt for lidt søvn kunne godt mærkes. Da jeg kørte ind i første sektion (- begyndte i sektion 6, som var den sidste) mærkede jeg en enorm træthed vælte ind over mig og en meter inde satte jeg foden ned - bare sådan, ikke fordi det var nødvendigt, men mest af alt bare fordi jeg var træt. Anden sektion blev kørt i andet gear, fordi jeg havde glemt at skifte ned til første 🙄 - tror dog jeg nullede den alligevel. Jeg forsøgte igen at følges med nogle af mine daglige træningsmakkere: Kjeld og Erik. Ret hurtigt forsvandt Kjeld, men det lykkedes mig dog at holde nogenlunde kontakt til Erik. Sektion 2 og 3 var bare lede. Virkelig stejle nedkørsler, der endte i skarpe højresving i enormt løst sand. Det var der jeg (og lange de fleste) fik de fleste point. I sektion 4 var der på anden gennemkørsel i mellemtiden rullet to meget lange træstammer ned. Det snød mig og kostede et point. Så det er sådan en slags "note til sig selv" om at checke sektioner hver gang, eller i det mindste bare være forberedt på at tingene kan have ændret sig markant. Man er altid forberedt på at føret ændrer sig eller mindre sten eller rødder dukker op eller forsvinder, men så store ting kan man altså også risikere. Uanset træthed og uopmærksomhed gik det fint. Jeg fik en tredjeplads og dermed min første pokal med hjem. At vi så ikke var så mange i min klasse er så noget andet (- blandt andet havde Niels Ole valgt at køre +40), men jeg er nu godt tilfreds alligevel, når nu omstændighederne var som de var.  |
26. juni 2022    Første gang på "podiet"! (Ja, jeg står på den forkerte side 😆):  |
Fionia 2022Der skulle andre boller på suppen til Fionia. Jeg havde besluttet mig for ikke at være nervøs; virkelig se det som bare en almindelig træningsdag sammen med gutterne. Det har jeg for så vidt gjort de fleste gange, men denne gang skulle det være alvor - og faktisk havde jeg en forestilling om at det vist skulle lykkes denne gang. At det var på hjemmebane var selvfølgelig en betydelig fordel også i forhold til det. Weekenden før havde jeg haft Morinitræf og jeg fik derfor ikke trænet i ugen op til dette, pga de mange opgaver i den forbindelse, men det lykkedes dog at klemme en tirsdagstræning ind efter træffet og torsdag fik jeg også en lille times træning, hvor der var en "sær-træning" hos Laust. Men ellers var ugen nu næsten lige så fyldt op med opgaver som før træffet. Fredag stod den på konfirmation af Tanjas knægt, så fredag morgen og middag blev der pakket campingvogn og derefter kørt ud til Niels Ole, hvor jeg fik stillet op. Jeg nåede også lige at gå sektionerne igennem inden jeg så skulle videre til konfirmationen. Jeg var ellers blevet bedt om at lave et par sektioner, men jeg tror jeg blev taget af mailinglisten desangående - nok fordi de andre mente at jeg vist havde rigeligt at se til. For så vidt var det fint, men jeg er nu alligevel lidt samvittighedsplaget over at jeg ikke kunne hjælpe mere til. Men altså, jeg havde således ikke set sektionerne før fredag. Konfirmationen trak ikke vildt ud og jeg kunne komme nogenlunde tidligt i seng - jeg ville nemlig gerne tidligt op, så jeg i det mindste kunne hjælpe lidt om morgenen. Det meste var dog klaret og jeg kunne så gå sektionerne lidt mere grundigt igennem - fra begge veje, for søndag skulle de jo køres den anden vej rundt. Jeg nåede også at få varmet fornuftigt op, så de sædvanlige ledsmerter havde fortonet sig inden vi skulle i gang. Kjeld havde sat mig på hold med Niels Ole og en flok tyskere - fordi vi begge er gode til tysk, som Kjeld mente. NO havde godt nok håbet på at komme sammen med de rigtig gode, men jeg var nu taknemmelig for det, for jeg lærer virkelig meget af ham hver gang. Vores gruppe var nu også meget fin. Berlinere var nogenlunde med på ideen med at holde et godt tempo, så det gik faktisk strygende derudad. Både Niels Ole og jeg har det nemlig bedst med nærmest at køre direkte fra en sektion ind i den den næste, så man kan holde et godt flow. Første omgang blev der dog selvfølgelig gået grundigt gennem sektionerne og det er her jeg så kan nyde godt af de andre og ikke mindst Niels Oles mange års erfaringer med at læse sektioner. På første runde var der alligevel en del nervøsitets-point. Jeg kunne alligevel ikke helt sige mig fri for det. Mest irriterende var det at lave fejl steder hvor jeg på en almindelig træningsdag normalt ALDRIG laver fejl, for ja, der var jo steder hvor vi trods alt har kørt mange gange og derfor burde kunne det til bevidstløshed. Og så alligevel at lave fejl der, er virkelig irriterende. Første runde 9 point. Anden runde gik det lidt bedre og de fleste point (6 i alt) var så at sige fair nok, fordi mine evner trods alt ikke helt rækker. Sjovt var det at jeg ved dagens løbsafslutning sågar førte over Hans Jørn, men som han sagde "it ain't over till the fat lady sings". Aftenen gik med sædvanlig hygge og lidt for mange øl. Jeg havde truet Hans Jørn med at drikke ham fuld, men han mener at han kører bedst dagen efter, hvis han har fået så meget at han må overgive sig om morgenen. Og det lod da også til at det var hans plan, for ved midnat, hvor jeg egentlig var på vej til drømmeland, bankede det på campingvognen og ind kom Hans Jørn og så skulle der altså drikkes lidt mere. Så, det endte altså med at det mere var Hans Jørn der fik ram på mig end omvendt. Om morgenen var jeg i hvert fald meget træt. Allerede under opvarmning kunne jeg mærke at jeg bare slet ikke var vågen og alle lemmer trængte til mere hvile. Det begyndte ellers fornuftigt med 0'ere, men da jeg kom til fjerde sektion vi skulle køre (6'eren), var jeg så ukoncentreret at jeg overså en port - altså 5 point til mig 🙄 "Til mit forsvar" kan jeg dog sige at jeg var den første der kørte gennem sektionen - overhovedet, og porten var simpelthen ikke synlig hvorfra man kom. Det skyndte jeg mig dog at lave om bagefter, så andre ikke skulle begå den samme fejl - jeg fik flyttet en pil, så det blev tydeligt. Men det er selvfølgelig stadig min egen fejl, for jeg skulle jo have gået den grundigt igennem og kunne huske den, om der var synlige pile eller ej. En femmer mere blev det til i 14'eren, hvor jeg igen ikke koncentrerede mig nok. Jeg kørte ellers sikkert igennem første del, hvor jeg ramte alle de mærker jeg havde visualiseret, men så kom der alligevel et enkelt dap, koncentrationen røg og så endte forhjulet ude over båndet! 🤬 Med to femmere var jeg for alvor langt fra "toppen af poppen"! Og det gjorde så også at jeg blev lidt for sløset og ikke mindst på sidste runde, hvor trætheden for alvor begyndte at blive en faktor, lavede jeg adskillige fejl, som ikke burde have forekommet. Men altså henholdsvis 16 og 6 point på andendagen. Nå, bortset fra det (og at jeg alligevel ikke slog Hans Jørn 😆) så var det nu et meget fint løb for mig. Jeg endte på en samlet 6. plads, og trækker man de to tåbelige femmere ud af ligningen også med et fornuftigt lavt pointtal. Der var samlet set ikke så megen nervøsitet og mange svære elementer blev klaret med større overskud og præcision, fremfor held og hovsaløsninger. Og selv de steder hvor det alligevel endte i hovsaløsninger var jeg meget bedre til at redde situationen og tro på at det kunne lade sig gøre. Jeg udvikler mig altså stadig, og selv for mig selv er det mærkbart, hvor meget der sker. Det er en stor glæde og fornøjelse. En stor fornøjelse var hele weekenden også. Jeg er virkelig stolt af mine kammersjukker som jeg har den ære af at træne med til dagligt. Det arbejde og det engagement de lægger for dagen både til hverdag, og særligt synligt til sådan et event er virkelig enestående og prisværdigt. Så endnu en gang en ydmyg tak fra min side - både for hverdagen og for et fantastisk trialløb!   Der er masser af flere billeder i facebook-gruppen Classic Trial Danmark |
16. maj 2022
Vindercyklen!...altså den bagved. Den samlede vinder Villy Kyndesen kom på en stylingmæssig næsten tro kopi af min!Sådan laver man 5 Point 🙄 (0:33) Adrians drenge Ole og Arne fulgte os det meste af vejen og var os dygtige klippere
Trods træthed på sidste runde, alligevel overskud til lidt pjat
Nok mest en "insider": tak til Johannes |
Thy Classic 2022Endte lidt i en skuffelse. Jeg synes ellers jeg var virkelig godt forberedt, men måske var det netop forventningerne til mig selv der gjorde udslaget. Jeg blev nr. 12 ud af 15. Og det var for så vidt ikke placeringen der var skuffende, for det var virkelig kompetente konkurrenter jeg var oppe imod, men mere alle de point jeg lavede, som jeg i en normal træningssituation aldrig ville. Jeg havde gjort meget ud af at få Fantic'en til at køre perfekt: finjusteret karburator og kobling; renset og smurt kabler osv. For så vidt var der heller ikke noget klage over. Jeg havde også gået sektionerne grundigt igennem aftenen før - Tanja og jeg var taget på tur fra om fredagen og vi havde overnattet lige uden for løbsområdet. Jeg var således også veludhvilet og frisk om morgenen, så ikke en gang det fejlede noget! Jeg tror dog at Komtessen sidder lidt i vanen og derfor har jeg det med at køre med lige lidt for lave omdrejninger i forhold til den mindre motor Fantic'en trods alt har. To gange gav det i hvert fald point og en enkelt gang gav det en femmer, fordi jeg simpelthen ikke gav nok gas. Derudover gik den bare ud for mig to gange i træk - altså hvor den ikke skulle bestille noget, men bare trillede med trukket kobling i tomgang. Det kostede også to gange fem point. Det var dog egentlig også min egen fejl, for jeg ved at den helst skal være ordentlig varm, før den kører stabilt - når den bliver bare lidt kold, vil den gerne gå ud i tomgang. Og de to femmere kom netop efter at vi havde brugt helt enormt lang tid på at gå en sektion igennem og Fantic'en derfor var nået at blive kold. Jeg fik også to point fordi den gik ud af gear, men igen kan jeg nok kun klandre mig selv for ikke at tjekke at den var ordentligt i gear. Det er ellers sjældent at det sker - kan faktisk ikke huske at det er sket før. Montesa'en dobbelttjekker jeg altid, fordi det ofte forekommer at den ikke så let går i gear, men Fantic'en plejer nu aldrig at udvise den slags og derfor har jeg nok stolet lidt for meget på at det ikke ville ske. Endnu en femmer fik jeg fordi jeg bare klumrede helt vildt på grund af nervøsitet. Jeg var nemlig overdrevet nervøs denne gang. Jeg ved ikke helt hvorfor, for i sidste løb gik det meget bedre - omend tankerne selvfølgelig også var et lidt andet sted. Noget af nervøsiteten skyldtes nok også at jeg var på hold med Niels Ole - ikke så meget pga af vores interne konkurrence, men mere fordi han jo har været en slags mentor for mig i hele min "læretid" som trialkører og jeg derfor virkelig gerne vil gøre det godt og ikke skuffe også over for ham. Et lille plaster på såret var dog da vores tredje holdkammerat Åge sagde at "...det du kan, har vi andre brugt 20 år på at lære." 😆 Men altså, som vi også snakkede om efterfølgende, så skal jeg prøve at se på de konkurrencer som bare endnu en træningsdag sammen med gutterne - sådan som jeg også havde sat mig for ved min allerførste konkurrence i Aunsbjerg for et år siden. Bortset fra alt dette, så var det et virkelig godt løb. Alle sektionerne var meget vellavede og rigtig sjove at køre. Både længden af dem og sværhedsgraden havde de skruet op for. Og det lader til at alle generelt er blevet meget bedre i løbet af det sidste års tid. Det gør det hele meget spændende og inspirerende. |
25. april 2022 |
Ingen løb i år?
|
6. april 2022Aunsbjerg:     Øster Hornum: |
Almindelig opdateringJeg har ikke fået berettet så meget omkring min udvikling - jeg ved selvsagt ikke om det interesserer nogen, men så da bare for min egen skyld 😁 Jeg har deltaget i par løb siden sidst, blandt andet et enkelt ud af "Hanse Classic"-turneringen i Tyskland og så ikke mindst "årsafslutningen" herhjemme, Søndersø Classic, her på vores dejlige ø Fyn. På mærkelig vis var jeg underligt nervøs ved sidstnævnte - lidt et tilbageskridt i forhold til at jeg ellers var ved at vænne mig til at deltage i de konkurrencer. Måske var det fordi det var hjemmebane. I hvert fald følte jeg et særligt pres for at gøre det godt nu det netop var det. Det var i øvrigt første løb, hvor jeg kørte på Fantic'en. Og jeg er virkelig meget begejstret for Fantic'en. Jeg plejer at sige at den føles som 20 kg lettere end Komtessen, selvom de stort set vejer det samme. Og motoren trækker helt fantastisk selvom den er mindre. Man kan dog køre den død lidt lettere end Komtessen, og det skal jeg lige vænne mig til, men det er forbavsende som jeg alligevel kan "pine" den i lave omdrejninger. Det er virkelig imponerende hvad den lille motor kan præstere. Men altså, om det er Fantic'en der har givet mig et boost - eller det bare er den megen træning og stræben efter viden, der har gjort at der igen er sket et spring i mine evner, skal jeg ikke kunne sige. Typisk lærer jeg også rigtig meget ved teoretiske overvejelser og forberedelser, og med min udvikling i trial er det ingen undtagelse. Ikke mindst har det givet utrolig meget at kigge på de helt gode af dem jeg ser jævnligt. Jeg er jo så heldig at have nogle af Danmarks dygtigste kørere som træningspartnere i det daglige. Jeg ved ikke om det udefra er bemærkbart, men jeg har altså selv mærket en betydelig fremgang. Der er ting som lykkes langt bedre nu end for bare et par måneder siden. Noget af det jeg især har kæmpet med, har været (og er stadig) skarpe sving på løst/glat underlag og især ned og så op ad bakke. Jeg er dog begyndt at lure hvordan det skal gøres - og jeg kan næsten for hver træningsgang mærke at jeg bliver bedre til det. Stejle og lange opkørsler har også været lidt af et problem for mig - ikke mindst forstærket af en smule angst, der alligevel hænger fra da jeg brækkede ribbenet. Men også det er jeg blevet meget stærkere i og som sådan er jeg ikke så bange for mødet med stejle opkørsler som jeg har været. Det gælder også nedkørsler - umiddelbart skal jeg bare lige overvinde mig selv, og så har jeg egentlig rimelig godt styr på hvordan jeg skal klare dem. Jeg har fået ry for at gå efter store forhindringer, og den træning jeg således har budt mig selv, har selvfølgelig også båret frugt. Det er dog stadig meget jeg gerne vil arbejde videre på. Til Hanse Classic fx, valgte jeg let spor, fordi jeg kunne se at der i det lidt sværere spor (som jeg egentlig "normalt" vælger) var forhindringer som jeg bare vidste at jeg ikke kunne komme over. Jeg har efterhånden temmelig godt styr på at komme over forhindringer op til en lille meters højde, men når det bliver højere, man kommer skævt på dem, det er op ad bakke eller de er "undermineret", så kniber det. De teknikker der skal til er nogle andre og det skal jeg først til at lære. En stor hjælp i det hele taget er som nævnt at blive udfordret af mine træningsmakkere, som jeg ser et par gange om ugen. Der er jo folk med omkring 50 års erfaring, men også relativ nye, som bare har nogle fantastiske naturlige evner, og det er så fedt at blive udfordret på den måde. Ind i mellem går der også lidt drengerøv i det og det kan jo flytte grænser når nogen siger: "du tør ikke…" 😆 |
10. december 2021 Søndersø Classic 2021 |
JubilæumSom det også fremgår andetsteds på siden har jeg i går haft 1 års jubilæum som trial-kører. Det blev fejret i selskab med mine vanlige træningspartnere. Jeg havde inviteret til grillmad efter træningen, og træningen blev aftalt også skulle foregå hos mig. Jeg har jo haft nogle sektioner stående siden Mornintræffet og de blev så anvendt til træning inden der skulle spises aftensmad. Vi begyndte med en længere snak i værkstedet og lige inden vi gik i gang med kørslen blev der kaldt til samling, hvor Kjeld sagde et par ord om mig og min udvikling, og hvordan jeg var faldet ind i gruppen - og han sluttede så af med at overrække mig et særdeles gavmildt gavekort til Protrial fra dem allesammen. Det var virkelig overvældende! Dagen endte med at blive en fantastisk fest. Ove hev guitaren frem og der blev sunget fællessange. En virkelig storslået aften! Det har i det hele taget været et virkelig sjovt og spændende år og jeg er virkelig meget glad for at være kommet i selskab med mine nye kammesjukker. Jeg ville gerne understrege det og holdt derfor en lille tale inden aftensmaden. Der var enkelte af den vanlige flok der ikke kunne komme og ordene sagt gælder selvfølgelig også dem, så derfor her en udskrift af talen: Den 27. september sidste år meldte jeg mig jo ind i classic trial-gruppen på Facebook. Jeg skrev straks et opslag hvor jeg spurgte lidt ud omkring ombygningen af min Corsaro og fortalte hvorfor jeg efter mange år endelig var kommet til beslutningen om, at gøre alvor af at prøve mig ud i trialkørsel. Det var jo som flere ved, Mortens køb af sin Aprilia, som gjorde udfaldet. Samme dag fik jeg en invitation til at komme ud at kigge på jer træne…hvor jeg så kunne få svar på mine spørgsmål. Tirsdagen efter tog jeg ud til Laust for at spørge om både dette og hint. - Det er sjovt når man kommer til sådan en ny verden: de spørgsmål man har, er nogle helt andre end dem man burde stille. Oplysningerne jeg kom hjem med var altså noget andet end forventet og jeg var ikke blevet meget klogere…troede jeg, men det begyndte selvfølgelig efterhånden at give mening som tiden gik. Jeg kom også hjem med et meget stærkt ønske om at komme ud at køre hurtigst muligt. Der ville jo gå uendelig lang tid før Morinien ville være klar - og jeg ville ud at køre nu! Det var altså den 29. september. To dage senere sad jeg og scannede alle salgsmedier efter ordet trial - og fandt så Komtessen i Gul og Gratis. Dagen efter, altså præcis for et år siden, d. 2 oktober, blev den hentet i Jægerspris. Og jeg kunne for første gang nogensinde stille mig op på en trial-cykel og trille en tur. Lørdag var den dog ikke helt klar til rigtig træning, men jeg tog alligevel ud til Niels Ole for at kigge på jer igen. Om aftenen kunne jeg læse dette på Facebook, som Erik havde skrevet under en af de utallige fine videoer han har uploadet: "I dag var det en særlig god træning, fordi Søren for 2. gang kom og kiggede på vores træning. Søren fortalte, at han lige har købt en Montesa 348, fordi han har fået lyst til at køre lidt trial. . . Vi glæder os til mange hyggelige timer sammen med Søren." Det blev jeg faktisk meget rørt over, for selvom jeg kun havde været flygtigt sammen med jer to gange, var det mig klart at jeg var kommet blandt ligesindede - blandt normale mennesker, som en af mine Morini-venner en gang sagde om alle os skæve eksistenser. Og allerede efter to gange at få sådan en velkomst betød meget for mig, så…jeg vil næsten sige som vanligt…en særlig tak til Erik. Men til hver og en af jer vil jeg sige mange tak. Jeg tror ikke jeg nogensinde er kommet ind i en gruppe, hvor jeg så hurtigt og så sikkert har følt mig velkommen og en del af fællesskabet, som med jer. Det er uvurderligt og jeg er meget taknemmelig for det. Nogle af jer ved, at jeg hele mit liv har været plaget af depressioner - det er af den grund jeg er blevet førtidspensioneret. Sammen med depressioner er der fulgt angst og en følelse af at være uden for; en følelse ikke at høre til og ikke have en berettigelse i verden. Det er mange gange blevet forstærket af fordomsfulde mennesker, som har gjort tingene værre for mig, men blandt jer har jeg faktisk fra dag ét følt mig fri, accepteret, ligeværdig og betydningsfuld. Nå, tilbage til kronologien: søndag og mandag blev der hjemme kørt og arbejdet videre på Montesa'en, og tirsdag d. 6 oktober kunne jeg så tage til min første træning, som var hos Dan. Egentlig havde jeg tænkt at jeg bare skulle træne lejlighedsvis og havde ikke planlagt at komme …sådan… decideret med jævne mellemrum, men da jeg oplevede HVOR sjovt det var at køre trial, blev jeg da lige nødt til at komme næste gang også - og så næste gang - og så næste gang… Jeg har da også været temmelig stabil til de fleste træninger - altså bortset fra når ferier og brækkede ribben kom i vejen. Jeg glæder mig stadig til hver eneste træning, og ærgres hver gang jeg skal noget andet på en træningsdag. Men som det måske fremgår er det ikke kun træningen jeg glæder mig til. Det er også selskabet; de hyggelige stunder i pauserne sammen med jer. …Og så er det jo svært at komme uden om omstændighederne de sidste par år, som jo mildest talt har været nogle lorteår. Hvis ikke jeg havde kørt trial og dermed haft jer at være sammen med, var jeg gået helt til. Jeg har hadet omstændighederne, men I har kunne give normalitet i hverdagen - altså den normalitet som jeg betragter som ægte, og jeg har haft et socialt liv, som ellers blev frarøvet de fleste. Jeg er også taknemmelig for niveauet og engagementet - Jeg har lært utrolig meget på meget kort tid, og det er helt sikkert jeres fortjeneste; at I har hjulpet mig på vej med råd og tips og ikke mindst med jeres dygtighed har kunne vise hvordan og hvorledes. Vi hører ofte at vi er priviligerede her på Fyn, men det skyldes ene og alene jer og den aktivitet der bliver lagt for dagen. Jeg kunne helt sikkert komme med mange flere detaljer om hvorfor jeg har været særdeles glad for det seneste år i dette fællesskab, men jeg håber I ved hvor betydningsfuldt og unikt det er at være i dette fællesskab. Jeg vil altså udbringe en skål for jer…og jeg tillader mig efterhånden at sige os…: Må fødderne forblive solidt plantet på fodhvilerne præcis så meget og længe som ønskes! |
3. oktober 2021
Stilhed før stormen   Dagen derpå |
Endnu flere løbJeg er kommet bagud med beretninger. Jeg har deltaget i endnu et par konkurrencer. Dels vores lokale klubmesterskab og dels Skovtrial, som er en afdeling af DM. Begge løb var med deltagelse af alle klasser, så der var virkelig noget at kigge på. Jeg kan jo ikke lade være med at fascineres af hvad der kan præsteres med de moderne maskiner - og så synes jeg bare det giver et helt særligt islæt, når der er så blandet deltagelse. Begge løb var også med bedømmere, hvilket også var første gang for mig. De andre løb har været med selvbedømmelse. Det giver selvfølgelig det hele et "professionelt islæt" og gør det lidt nemmere og hurtigere at komme gennem sektionerne. Desuden er det hyggeligt med de bedømmere, som man møder igen og igen på runderne. De er alle meget søde og man er sikker på at få god opbakning, så det er faktisk redt fedt. Der ryger dog (potentielt) også lidt socialt på den bekostning. Mange vælger nemlig bare at køre "deres eget løb" - i modsætning til når man er inddelt i hold og er "tvunget til" at snakke sammen. Men jeg valgte nu alligevel at hægte mig på nogle som havde samme lyst til at følges ad gennem sektionerne. Det synes jeg er hyggeligt og så det er bare fedt at dele op- og nedture med nogle følgesvende. Klubmesterskabet blev afholdt d. 5. juni hos Heine i Morud. Det blev meget hurtigt klart at Julius og Niels Ole gerne ville have mig på slæb, så det var jeg glad for. Vi valgte at tage den med ro, i håb om at der ikke var kø ved sektionerne. Under opvarmning fik Niels Ole dog en defekt, så vi kom endnu senere afsted end planlagt. Men den sene afgang gjorde så også at der ikke rigtig var kø nogle steder. Løbet bød på en del sektioner gennem åen i terrænet. Det er noget jeg gruer lidt for - dels fordi det ikke rigtigt er noget vi øver i hverdagen og dels fordi vand jo skjuler forhindringer der skal forceres. Men det gik nu alligevel forbavsende godt. Generelt havde jeg et rigtig godt løb. Jeg var blevet væsentlig bedre til at læse terrænet og finde et godt spor. Nervøsiteten som jeg ellers har kæmpet meget med, var også aftaget, så jeg kom hurtigere ind i et godt flow, hvor jeg følte mig hjemme på Komtessen. Uf af de syv sektioner (som blev kørt fire gange), var der dog en som jeg bare ikke blev gode venner med. En relativ "simpel" opkørsel af en stejl skrænt, med et højresving på toppen inden udgang - på løst underlag. Ikke én gang lykkedes det mig at komme igennem, så 20 ud af mine 38 point kom alene fra sektion 6! Så kan man jo ikke lade være med at regne…"hvis man havde klaret den uden fejl eller bare med nogle 1'ere, hvordan ville ens placering så ikke have set ud 😁 - Men jeg kom på en sjetteplads, med de nærmeste tre konkurrenter med 35, 33 og 33 point, så jeg er nu alligevel lidt stolt af den placering. Men endnu et dejligt løb, og ikke mindst glædeligt at kunne følges rundt med et par velkendte ansigter. Skovtrial, d. 19 juni - kom lige midt i forberedelserne til det årlige Morinitræf. Egentlig havde jeg overhovedet ikke tid til at bruge en hel lørdag på at deltage i en konkurrence, men jeg kunne simpelthen ikke lade være - "når jeg nu har købt licens". Jeg var således megatræt inden vi overhovedet skulle i gang. Det var sågar sådan at jeg under opvarming ikke "orkede" at køre over store forhindringer - jeg følte mig simpelthen for træt! 😆 Det var jo som nævnt et DM-løb, så der var proppet med deltagere. Omkring 80, mener jeg. Det foregik hos Thomas Pedersen (indehaver af protrial.dk) som har et fantastisk træningsområde i meget smuk og spændende natur. Mine daglige træningspartnere havde flere gange i årets løb fortalt om hvor fantastisk område det var - og det lever helt og aldeles op til beskrivelserne. Nå, trods træthed skulle vi jo i gang. Jeg fik mig endnu en gang hægtet på Julius og Niels Ole, og vi ventede på vanlig maner lidt inden vi kørte afsted. Efter en halv times tid gik vi så i gang. Vi begyndte med sidste sektion, nummer ti. Den lå lige hvor vi var og der var ingen andre ved den. Ved sektion et kørte først Niels Ole og siden jeg igennem, og vi ventede så at se Julius, men pludselig kunne vi se ham ligge på jorden og ømme sig. Vi sprang derover og det viste sig at hans kickstarteraksel var knækket, og fordi han havde trådt igennem med fuld kraft og ikke mødt nogen modstand fra motoren, havde han fået en alvorlig knæskade - som han endnu ikke er kommet sig over. Det var virkelig trist, men hans far var der til at hjælpe, så vi kunne ikke gøre andet end at fortsætte løbet. Men virkelig ærgerligt for Julius - og en skam at miste en god følgesvend. Vi sadler altså op - og med ét kommer jeg i tanker om at jeg havde glemt at tanke…så jeg fløj op til bilen, fik hældt noget benzin på og skyndte mig tilbage til sektion to og det lykkedes mig da også at indhente Niels Ole igen, takket være kødannelserne. Nå, trods træthed, gik det faktisk nogenlunde. Til tider brillierede jeg og til andre tider lavede jeg banale begynderfejl - de bliver dog heldigvis færre. Nervøsitet var der næsten ikke. Om det var pga. trætheden, eller bare fordi jeg begynder at føle mig hejemme i miljøet verd jeg ikke. En ting var mig dog lidt til gene: Fordi der var så megen trængsel (vi undgik den ikke alligevel), var der ikke rigtig tid til at gå sektionerne ordentlig igennem, og det kostede mig en del point, fordi jeg bare ikke var tilstrækkelig forberedt. Det var således først ved tredje gennemkørsel, at jeg havde en ide om hvordan jeg ville køre. Og der var jeg for alvor begyndt at blive træt. 😆 Endnu et teknisk problem skulle vi dog opleve - og denne gang var det Komtessen som blev træt. På tredje omgang, ved sektion otte væltede jeg uden for sektionen og madammen gik i stå - og ville så ikke starte igen. Det var nede ad en skrænt og Niels Ole var så venlig at hjælpe med at få den op derfra. Vi prøvede så at skubbe den i gang, men den var helt død - og det gik vi så også. Det var megavarmt og, har jeg nævnt det, jeg var træt! Jeg var næsten sikker på at det var et tilsodet tændrør på grund af den fede blanding i det lave område. Niels Ole og Kjeld tilbød at hente det ekstra tændrør jeg havde liggende i bilen, så det blev til at Niels Ole kørte runden færdig og kom så tilbage med tændrøret - og så ville Komtessen igen. Jeg var ellers næsten der, hvor jeg håbede at den ikke ville, for jeg kunne næsten ikke overskue at skulle køre den sidste runde. 😆 Men jeg fik den kørt og sågar ret flot - med en god del nullede sektioner. Trods træthed alligevel en fantastisk dag i godt selskab, med sjove sektioner og i det hele taget meget vellykket løb. Dagen var dog ikke helt ovre, for Tanja og jeg skulle lige "et smut" til Tyskland for at købe drikkevarer til træffet, så ingen søvn før langt over midnat! 😴 Jeg blev i øvrigt (ikke uventet) nummer sjok til dette løb! 😆 Jeg skal også lige have med at en af sektionerne blev lukket, fordi der var en af deltageren der havde haft et tilsyneladende alvorligt uheld. Han lå fikseret inde i sektionen og kunne ikke flyttes, fordi man frygtede rygsøjleproblemer. Han blev sågar hentet af en helikopterambulance. Vi fik dog ved præmieoverrækkelserne at vide, at den uheldige ikke var kommet alvorlig til skade og var frisk igen, så det var glædeligt at høre. |
9. juli 2021Klubmesterskab       6'eren inden det for fjerde gang går galtSkovtrial       |
Flere løbJeg må vist hellere skrive lidt igen. Jeg har faktisk deltaget i to konkurrencer siden sidst. Først Thy Classic d. 25. april og så vores lokale Fionia Classic d. 8.-9. maj, som foregår på vores hjemmebane hos Niels Ole. Thy Classic foregår tæt på Vildsund på en meget flot grund med udsigt til Thisted Bredning. Det blev gjort som til Aunsbjerg: Tanja og jeg tog på tur med campingvognen hele weekenden - og jeg deltog så i konkurrencen om søndagen, mens Tanja i noget af tiden gik på vandring i området. Nervøsiteten var stadig et problem, men heldigvis havde arrangørerne været så venlige at sætte mig i gruppe med "mine egne" Erik og Niels Ole, så jeg følte mig i trygge hænder. Det hjalp en hel del, så endnu en gang en taknemmelig tanke til arrangørerne herfra. De otte sektioner blev kørt fire gange - og jeg blev som vanlig markant bedre for hver omgang. Jeg havde faktisk et helt godt løb og jeg endte såmænd med ikke at blive sidst 😁 - Jeg slog sågar den meget erfarne Leif Nielsen (men vist mest af alt fordi han havde en dårlig dag og jeg en god). Jeg blev også beæret med en særlig præmie - en anerkendelse af mit engagement som relativ ny, så det blev jeg også meget glad og stolt over. Fionia Classic var jeg meget spændt på. Der var ligesom ekstra pres på, når det nu var på hjemmebane - så var jeg jo næsten nødt til at gøre det godt 😄 Men løbet begyndte selvfølgelig længe før. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at hjælpe til med forberedelserne og var med til at bygge et par af sektionerne. Alle sektioner blev selvfølgelig gennemgået i fælleskab og vurderet om de var ladsiggørlige. På den måde var jeg temmelig godt forberedt, men der var alligevel en del af sektionerne som jeg var meget nervøs for - et par af dem decideret bange for, hvor jeg ligefrem overvejede om jeg bare skulle tage en 5'er fra start og så springe dem over. Der var 15 sektioner som skulle køres to gange den ene vej lørdag og to den anden vej søndag. Jeg havde igen campingvognen og Tanja med og ankom allerede fredag. Der blev snakket lidt om aftenen, men ellers kom vi nogenlunde tidligt i seng, så vi var friske til dagen efter. Kl 11 om lørdagen gik vi så igang. "Ceremonimesteren" Kjeld havde sat mig i sin egen gruppe sammen med Leif, min konkurrent fra Thy og Hans Reiter fra Tyskland. Det var godt selskab og nervøsiteten faldt endnu et hak i forhold til sidste konkurrence. De først sektioner kørte jeg faktisk nogenlunde lige op med Leif, men det blev hurtigt klart at han havde en bedre dag end sidst. Det blev også meget tydeligt at han er væsentligt mere erfaren end mig og da vi nåede til anden gennemkørsel, var jeg håbløst bagud i forhold til ham. Jeg valgte "selvfølgelig" at mande mig op til de angstprovokerende sektioner og det viste sig at nogle af de sektioner jeg havde troet ville være mig umulige at gennemføre var meget lettere end antaget. Til gengæld var der så andre der viste sig sværere end troet. Ja, og så lavede jeg igen en masse begynderfejl, men dog færre end sidst. Og de helt åndssvage som jeg lavede i Aunsbjerg undgik jeg faktisk helt. Lørdag aften gik der så lidt vel mange øller i det og sengetiden blev heller ikke ligefrem fordrende for søndagens løb. Om morgenen var jeg således slet ikke frisk og vi skulle halvvejs gennem første gennemkørsel før jeg følte mig nogenlunde hjemme på Komtessen. Leif brillierede gang på gang, så ingen chance for at komme op på siden af ham. Han endte på 90 point - jeg på 112 og måtte "nøjes" med andensidstepladsen. Men alt i alt et sjovt, spændende og ikke mindst meget udfordrende løb. Dejligt med alt det sociale, hyggen og snakken. Vores lille gruppe blev enige om at vi bestemt var vinderholdet - fordi vi havde haft et fedt løb og dejligt selskab hele vejen igennem weekenden. Til Fionia var der jo en tysker tilstede: Hans. Den eneste der havde vovet sig herop trods restriktioner. Han havde en bog med som jeg bladrede igennem med stor fascination. En meget velopbygget bog om det basale i trial-kørsel. Hans kender forfatteren og ville således sælge bogen på stedet, så jeg valgte at købe den. Efter at have læst den halvvejs igennem, har jeg fået flere aha-oplevelser og de ting er jeg så begyndt at træne på. Jeg har også nærstuderet Niels Oles teknikker en hel del på det seneste. Vi er i fysik relativt ens og jeg forsøger at tilegne mig den stil han kører med. Begge dele har givet mig ret stor forbedring af min kørsel. Bogen kan jeg ubetinget anbefale - hvis man altså kan en smule tysk. |
21. maj 2021Thy Classic  Fionia Classic       Vinderholdet
Træt, men glad efter en god weekend |
En lille beretning fra Aunsbjerg:Jeg fik aftalt med Tanja om at tage "på tur". Jeg lokkede med overnatning i campingvogn og foreslog at hun kunne tage cykel med, så hun kunne inspicere området mens vi konkurrerede. Jeg skrev så til arrangøreren Leif, og spurgte om vi eventuelt kunne slå lejr omkring hvor det foregik. Jeg fik en fin detaljeret beskrivelse tilbage med lokationen og at godsejeren vist ikke ville have noget imod, hvis vi stillede campingvognen ved sektion 7. Lørdag middag blev der så pakket og så gik det mod nord. Vi ankom i de smukke omgivelser ved sekstiden, fandt stenstakken der var markeret med et 7-tal og slog så lejr der. Inden aftensmaden blev indtaget, gik vi de sektioner igennem som lå tæt på vores overnatningssted. Min først umiddelbare tanke var, at jeg da vist havde fået kastet mig selv ud i noget der var langt over mine evner. Jeg var i forvejen ret sikker på at jeg nok ville ende på en sidsteplads efter at have luret hvem der var konkurrenter - og ved synet af sektionerne blev det da for alvor en placering jeg skulle regne med. Jeg var dog af mine daglige træningspartnere blevet lokket til at melde mig til i klassen med alle topkørerne, og det stod jeg nu og fortrød en anelse! Vi måtte så lige køre en lille tur efter benzin til reservedunken, for det havde jeg selvfølgelig glemt på vejen derop. Da vi kom tilbage kørte vi så rundt i bil for at lede efter de resterende sektioner. 2 af dem fandt vi ikke, men jeg fik da gået de andre igennem, så jeg havde noget at tænke over inden søvnen kom over mig. Kl. 7.45 ringede vækkeuret og jeg begyndte at gøre mig klar. Et par biler ankom, og da de første motorcykler blev startet, kunne jeg ikke vente længere med at komme rundt for at lede efter de sidste to sektioner. Tanja tog afsted på cykeltur til Hald sø og jeg fandt så med lidt hjælp fra arrangørerne de sidste to sektioner. Efter orienteringsmødet, hvor vi blev delt op i grupper af 4, blev der kl. 10 kørt løs. Vores gruppe begyndte ved sektion 2 (så vidt jeg husker), hvor man på svært spor skulle forcere en meget dyb og bred drænrende to gange. Eli som var min Classic-medkonkurrent i vores gruppe, valgte første gang at køre ned i renden og så kæmpe sig op dernede fra. Jeg var ret sikker på at jeg ikke kunne gøre det uden masser af fodfejl, så jeg valgte den "moderne" løsning: at forsøge at hoppe over. Det gav første gang 5 point: Lige da jeg slipper koblingen for at lave springet, mister jeg grebet om styret og uden kontrol lander jeg så nede i renden! Jeg har stadig ikke grejet, hvordan jeg kunne miste grebet. Næste gang vi kom til sektionen: samme procedure. Denne gang kom jeg over, men i landingen fik jeg skubbet til dødemandsnappen, så Komtessen gik ud: 5 point. Tredje gang er lykkens gang - jep, det lykkedes og jeg kunne nulle sektionen. Fjerde gang lykkedes det også, men knap så elegant - det gav i alt 2 point. Nå, jeg fik altså lagt ud med en femmer og det tal skulle følge mig ret meget - særligt i starten. Simple fejl som at miste balancen så jeg kørte ud over bånd, motorstop - vist nok tre gange i alt; trille baglæns, stå stille for længe osv. Der var mange af den slags fejl, som kunne have været undgået med mere erfaring og ikke mindst ved bevidst at tage et point i stedet for at satse og så alligevel ende med en "fail". Ind i mellem kunne jeg dog brilliere med nogle direkte elegante manøvrer og der blev da også nullet et par sektioner yderligere. Jeg er, som nævnt i torsdags, virkelig dårlig til konkurrencer. Og selvom jeg havde aftalt med mig selv, at jeg bare skulle se det som en hyggedag med nogle nye træningspartnere, var jeg altså meganervøs til de første fire-fem sektioner, hvilket selvfølgelig kostede en del point og "fails". Nervøsiteten begyndte egentlig først at være udholdelig under tredje gennemkørsel af sektionerne - og da vi så nåede fjerde, var jeg ved at være træt og så kostede det point 😆 Jo, jeg endte selvfølgelig på sidstepladsen for Classic-klassen - med 81 point! Synes dog at kunne huske at nærmeste bedre lå på 72, så helt tosset var det måske ikke. Vinderen blev selvfølgelig (fristes man til at skrive) Hans Jørgen Beck med 14 point. Eli, min "klassekammerat" fik andenpladsen. Det var sådan i grove træk min første oplevelse med en rigtig konkurrence. Det var et virkelig godt arrangement; spændende sektioner med lidt af hvert og meget sympatiske arrangører - og medkombattanter, ikke mindst. Erfaringerne jeg tager med mig er umiddelbart disse: Jeg skal først og fremmest varme en hel del op inden jeg kører første sektion. Der gik lang tid før jeg følte mig til rette på Komtessen og kombineret med nervøsiteten, stod jeg alt for stift på cyklen. Meget af den teknik som jeg ellers har fået nogenlunde på plads, blev ligesom først fundet frem et stykke inde i konkurrencen, og i stedet lavede jeg masser af typisk banale begynderfejl. Men det er jo det med at få det indarbejdet på rygraden - erfaring kan kun erfares! Desuden skal jeg arbejde på kørsel på ujævnt terræn og nedkørsler. Førstnævnte har jeg allerede kunne konstatere på den nye del af min egen lille bane i haven, som er meget ujævn. Jeg tror simpelthen jeg har været vant til træning på lidt for jævne underlag. Nedkørsler er jeg ganske enkelt bare bange for. Der skal jeg vist bare opbygge selvtillid, for når jeg efterrationaliserer, er det noget nemmere end det jeg på forhånd frygter. 1 er bedre end 5 - skal også sidde på rygraden! Det er bedre at "dappe" end at risikere et "fail". I træningsøjemed er det jo ligemeget at "faile", men til konkurrence skal man stærkt overveje om det ikke er bedre at vælge at få et point. Om jeg så har fortrudt at melde mig til Classic i stedet for Trim? Nej, jeg kan lide udfordringen og jeg synes det er sjovere at kæmpe sig til få point med noget svært end at komme lettere til det med noget let. En god placering blandt konkurrenter er ikke så vigtig som at føle at have overvundet noget svært. Så chancen for at jeg igen mænger mig med de gode er nok stor - så jeg beklager hvis man må trækkes med mig 😆 til første indlæg... |
28. marts 2021     De tre topplaceringer i klassen
|
FortræningPå søndag skal jeg deltage i min første konkurrence: Aunsbjerg Classic. Det er jeg selvfølgelig meget spændt på. Jeg er egentlig ikke særlig god til konkurrencer - har ligesom ikke det gen i mig. Jeg har det med ikke at præstere optimalt, så generelt er det ikke sådan at jeg higer efter at deltage i konkurrencer. Men det er jo ligesom en del af træningen at arbejde hen mod at kunne gøre det godt i en konkurrence, så at få det prøvet af skal nok blive sjovt. Og så glæder jeg mig særligt til mødet med de andre kørere. Ikke mindst fordi det i disse tider jo har en ekstra særlig betydning. Sådan en begivenhed er jo også højtidelig, og det er der altså noget særligt omkring. Nå, men jeg forsøger da at træne lidt op til konkurrencen - jeg skulle jo nødig fremstå fuldstændig talentløs 😆 - Så der er altså blevet kørt lidt i haven og i skønt vejr! I øvrigt går det godt med mine ribben. Jeg er dog stadig i "karantæne" mht store skrænter. Jeg vil ikke risikere noget. Men jeg er begyndt at kunne bevæge mig som jeg plejer - dog med smerter, men det er ikke sådan at jeg er begrænset eller ligefrem lammet af smerter. |
25. marts 2021 |
LicensHar fået SMS fra min bank: kontostanden er ved at være faretruende lav. I dag blev der over eftertræningsøllen igen diskuteret kørerlicens. "Oldermanden" så lidt skuffet på mig, da jeg hævdede ikke at have råd - "det er jo i virkeligheden ganske få penge pr. træningsgang". Enig, sandt! Men som førtidspensionist er man (det er jeg i hvert fald) nødt til at prioritere på mikroplan, når det kommer til økonomi - og jeg synes altså det er mange penge - selv med indslusningstilbuddet. Men det huer mig ikke at se skuffede ansigter, så da jeg kom hjem efter træningen købte jeg straks licens! 😆 - Så står den på vandgrød resten af måneden - og et stykke ind i næste, hvis jeg også skal finde penge til Aunsbjerg d.28. …og hvis jeg ellers kan få logistikken på plads. Har ellers haft en lille pause. Dummede mig forrige lørdag. Havde igen jordkontakt ved en stejl skrænt. Denne gang var jeg på vej nedad og fik bremset lidt for hårdt med forbremsen så den blokerede. Jeg skred og kunne ikka nå at reagere fornuftigt. Faldt forover og landede - ja, selvfølgelig igen på venstre side af brystkassen. Jeg tror bruddet gik op igen, så derfor pause fra træningen. Men det går strækt fremad, så nu tør jeg prøve igen. Holder mig dog fra skrænter en tid endnu 😁 |
16. marts 2021 |
WheeeelieSuper god træning i dag. Havde næsten ingen smerter omkring ribbenene. Erik var endnu en gang kommet før alle andre og havde igen fået lavet en fantastisk sektion - som det sågar lykkedes mig at "nulle" - indtil jeg blev træt og sektionen blev gjort endnu sværere 😆 En relativ ny gut i vores kreds er Julius, og jeg er meget begejstret for at have ham som "konkurrent". Han er relativ ung, har rigtig "gå på mod" med det hele og er meget lærenem, så det er virkelig inspirerende. Vi har snakket en del om at vi skal lære at lave wheelies. Jeg har dog ikke helt mod på at øve det for vildt før mit ribben er i orden igen, så jeg bliver nok "sakket bagud", for Julius øver flittigt hver gang. I dag gik der så lige lidt konkurrence i det ved afslutning af træningen - og Niels Ole viste at han stadig har nogenlunde greb om det. |
23. februar 2021
|
I gang igenEr så småt gået i gang igen med fællestræninger. Nu er der gået tre uger siden jeg brækkede ribbenet. Jeg førsøger stadig at være meget skånsom over for overkroppen, for gider simpelthen ikke have forlænget forløb, men jeg kan altså heller ikke undvære at køre. Jeg forsøger således at lade smerterne bestemme hvad jeg kan gøre, undgår større forhindringer og "satser" ikke noget. Teknikken lider en smule under det, for visse kropspositioner er ikke rare. Og en del fodfejl jeg normalt ville kunne redde, må jeg bare indkassere point på 😁 Men her samme sektion som for tre uger siden. Min "medkører" er Jens Voldsgaard, som også er ret ny i trial-sammenhænge: |
20. februar 2021Video: Erik Schjerning |
Brækket ribbenJep! 🙄 En af grundene til at jeg begyndte med trial, var også at jeg gerne vil køre offroad/cross, og så kunne trial være en god indgang, hvor skadespotentialet ikke var så stort! 😆 - Jaja, sådan kan det jo gå! Ved træning d. 30 januar kørte jeg op ad en større skrænt. Jeg mistede grip helt ved toppen og begyndte at trille baglæns. I stedet for at smide Komtessen og mig selv ned, forsøgte jeg at "redde" situationen, men det lykkedes mig ikke at få bremset nok og i tide, så jeg trillede baglæns med stadig stigende hastighed, indtil jeg blev kastet af cyklen ved foden af skrænten. Jeg fløj baglæns, landede på den frosne jord på venstre side af ryggen og hørte samtidig noget der lød som en gren knække. Det var altså et ribben! Jeg er således sat lidt ud af drift en tre-fire ugers tid. Jeg er dog nu på et smerteniveau, hvor jeg kan lave lidt igen. I går fik jeg hentet ilt til min ilt- og gasanlæg (var løbet tør), så jeg kunne få rettet koblingsgreb på Komtessen, som blev bøjet ved styrtet og så har jeg kørt lidt forsigtigt rundt i haven i dag. Jeg har læst mig frem til at jeg skal undgå "kontaktsport" i 6-8 uger, så jeg vil ikke udfordre og lave noget hvor jeg risikerer at banke brystkassen ind i noget - men altså, en smule ottetaller og almindelige balanceøvelser kan jeg vist godt lave. Jeg har også, sådan rent eksperimentelt, købt en brugt ridevest (ja, den er faktisk ubrugt). Det var egentlig lidt et fejlkøb, for da jeg fik den hjem, virkede den umiddelbart alt for volumniøs - troede slet ikke det var muligt at bevæge sig ordentligt i den, men i dag blev den prøvet af og det kan faktisk lade sig gøre at køre med den, så indtil ribbenet er groet helt sammen, eller jeg finder noget bedre, vil jeg bruge den, for så er ribbenet i hvert fald godt beskyttet. Jeg gav i øvrigt kun 85 kr for den! - og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde haft den på den "skæbnesvangre" lørdag, havde jeg ikke haft et brækket ribben nu! - Jeg skal dog lige nævne at jeg altid kører med rygbeskytter, men den beskytter egentlig kun rygsøjlen - som selvfølgelig også er langt vigtigst! |
11. februar 2021   |
Typisk træningssektionPå Fyn er vi velsignet med en meget dygtig sektionsbygger, og i øvrigt fantastisk kører, nemlig Erik Schjerning. Det er i høj grad hans fortjeneste at vi har det sjovt og udfordrende - og ikke mindst at vi har så godt et fællesskab, for han gør utrolig meget for os. Her en af mine bedre gennemkørsler af en træningssektion, som han endnu en gang har været primus motor på at lave. Her har jeg altså kørt trial i knap fire måneder. Det er lykkedes mig at "nulle" denne sektion (dog ikke her, som det ses) - ikke mindst takket være Hans Jørn Beck's tips, især om skulderpositionering. Vi er nemlig også heldige at have en af Danmarks bedste og mest erfarne kørere i vores fællesskab, og han lærer gerne fra sig. Han er i øvrigt på landsplan nok den der gør mest for trialsporten. Jeg tænker videoen meget godt illustrerer status af evnerne: |
30. januar 2021Video: Erik Schjerning |
En temmelig glad
Niels Ole i midten 😁 
