Min trialkørsel Foto: Niels V. JensenJeg har altid været fascineret af trial-sporten, og da min ven Morten fik sig en fantastisk flot Aprilia trial-motorcykel, tænkte jeg at nu måtte jeg altså også se om jeg ikke kunne komme i gang med at køre. Jeg spurgte mig omkring i Morinisammenhænge hvilken Morini var velegnet til ombygning - og inden jeg fik set mig om, fik jeg foræret en Corsaro fra 60'erne af Holger, en af de tyske Morinister. På Facebook er der en gruppe for Classic Trial kørere i Danmark. Den fik jeg meldt mig ind i og det viste sig at der er en "hård kerne" på Fyn, endda nogenlunde på mine kanter, som er særdeles aktiv. Jeg blev inviteret til at komme at kigge på deres træninger - og det var vist en fejl, for utålmodigheden for at komme til at køre selv blev straks en faktor, der ikke var til at ignorere. At få Corsaroen bygget om er jo et meget langvarigt projekt, og jeg ville ud at køre NU! - Så jeg søgte højt og lavt efter en billig maskine jeg kunne starte på og for en gang skyld var heldet med mig: Kort tid efter, d. 2 oktober 2020, fandt jeg i Gul & Gratis en Montesa til ganske få penge og den blev jeg simpelthen nødt til at købe. Den stod i Jægerspris, så for at få så lille broafgift som muligt, kørte jeg over broen på en aftenbillet - altså uden trailer. Jeg tænkte at jeg nok kunne få den lirket ind i Punto'en, om ikke andet så ved at pille hjulene af. Sælger var en automekaniker, som havde fået den delvist i bytte for noget arbejde. Han fortalte at den tidligere ejermand var en ældre herre som ikke havde kørt på den i noget nær tyve år. Den var for så vidt køreklar, så jeg slog selvfølgelig til med det samme - og selvom sælger bestemt mente at jeg ikke kunne få den i Punto'en, så lykkedes det nu alligevel, sågar uden at skille noget ad. Bagklappen måtte dog stå en smule på klem, men ellers gik det uden problemer. Der skulle så lige laves lidt småting inden første træning, men så var den også klar til at deltage i træningen i mit nye trial-fællesskab. Første træning foregik (som alle træningerne gør) i en af gutternes private have d. 6 oktober 2020. Det blev mig hurtigt klart hvor sjovt det er, så jeg var hooked med det samme!     |
Jeg vil prøve at skrive lidt om min kørsel herunder. Kan som altid ikke garantere regelmæssighed. Tiden er for kort til alt det jeg sætter mig for 😁
Aunsbjerg 2024Løbet er gået hen og blevet til et såkaldt træningsløb. Det vil sige at det er åbnet for alle og at der ikke kræves licens for at deltage. Det betyder samtidig at det har mistet status som "officelt" løb - altså i Danmarks Motor Unions regi, hvor licens er et krav. Uagtet dette har det stadig stor interesse blandt classic folk. Lidt fordi det er traditionsrigt løb og lidt fordi det er årets første classic løb. I år var der sågar besøg fra Tyskland. Max og Jan havde fundet vej til Midtjylland. For mit vedkomne bliver det et af de få løb jeg herhjemme kan deltage i i år. Jeg har simpelthen fravalgt at købe licens af to årsager: Dels er min økonomi presset og dels ligger de fleste af de løb jeg virkelig gerne ville deltage i på tidspunkter hvor jeg har andre planer. Jeg har således heller ikke i år mulighed for at deltage i Danmarksmesterskabet og der er også løb som jeg lidt med sorg må gå glip af - især de lokale: Søndersø, klubmesterskabet og Jørgen Nielsen Trial. Og Skovtrial, det fedeste i Danmark, er helt håbløst, for det ligger lige der hvor jeg (forhåbentligt) er på vej til det italienske Morinitræf. Men lad mig lige lave et regnestykke omkring økonomien, bare lige for at illustrere hvorfor jeg synes det er for mange penge at tage ud af mit budget: Licens med klubmedlemsskab koster ca. 2400 kr./året. Der er så vidt jeg husker 12 løb i året, så det er så at sige 200 kr. pr løb at fordele licensen på. Beløbet bliver selvsagt højere hvis man deltager i færre løb. Hvert løb koster 270 kr. i deltagergebyr og så går der vel i snit 200 kr. i brændstof til transport frem og tilbage - og den smule der går til under selve løbet. Hvert løb koster altså ca. 650 kr. at være med til - 800 kr., hvis man kun deltager i halvdelen, hvilket ville være et mere realistisk scenarie for mig. Jeg har fået opbygget en "reparationsbyrde" af den anden verden omkring huset, bil, motorcykler, værktøjsmaskiner, hvidevarer. Jeg har nærmest ikke en eneste mekanisk genstand uden at der skal repareres et eller andet på dem - og denne ophobning skyldes selvfølgelig at jeg ikke har haft råd til at gøre noget ved dem. I hvert fald ikke sådan som jeg har levet de sidste par år - og ikke mindst i forhold til at nærmest alt er blevet 20 % dyrere på de par år under Corona og Putin-idioti - uden at min indtægt er fulgt med. Så nu bliver jeg simpelthen nødt til at tage nogle hårde valg om hvad der kan undværes, for at få den byrde ud af verden - og det er desværre blandt andet gået ud over dette med trial-licens og -løb. Det er selvfølgelig ærgerligt og hvis jeg have bare lidt bedre økonomi, ville jeg ikke betænke mig, så var det en selvfølgelighed at jeg ville deltage så meget som muligt. Nu er vi dog så priviligerede (= vi vil det), at der er en enorm aktivitet omkring træning på Fyn, så jeg savner heldigvis ikke køremuligheder. Men løb er nu sjovt, så det bliver selvfølgelig et savn. Men Aunsbjerg blev altså valgt til, fordi det var muligt og ikke mindst fordi at stort set alle mine daglige træningsmakkere havde valgt at deltage. Så på en måde var det bare vores vanlige træningslørdag der blev flyttet til Midtjylland. Vi var altså en del fynboer som var taget derop. Dan, Erik, Kjeld, Rolf, Susie og mig. Steen var arbejdsramt, ellers ville han også have været med og da Laust stadig har problemer med en brækket lillefinger, er han også ude af spillet for tiden. Leif og co havde fået lavet syv sektioner som skulle gennemkøres fire gange. Sværhedsgraden var fordelt rigtig fint. De svære var virkelig svære og de lette var ikke kedelige; de bød stadig at man koncentrerede sig. Der var fx en stensektion, 3'eren, som ingen nullede, bortset fra mig en enkelt gang. Til gengæld gav den masser af femmere. Der var den "grimme" 4'er gennem renden, som vist heller ingen kom igennem uden prikker - her var der også temmelig mange femmere. Og så var der en som 6'eren som var hel rar at have som afveksling, for den var ikke så krævende, men man skulle dog stadig holde tungen lige i munden. Det var altså samlet set et af de mere svære løb, hvilket jeg kun kan bifalde. Det er lidt sjovere når tingene bliver afgjort ved ens færdigheder, hvor man bliver presset til det yderste og ikke om man lige er lidt uheldig at ramme skævt en enkelt gang og de to forreste placeringerne skal deles på nul prikker. Men jeg syntes at jeg oven i lavede utrolig mange banale fejl - fx at overse et flag lige ved indkørslen til 1'eren, så jeg fik fem 🙄 Jeg troede altså ikke det var gået særlig godt for mig og jeg havde ikke rigtig en ide om hvordan det var gået for de andre, så da der blev læst op af placeringerne, var jeg meget overrasket over at mit navn udeblev - til sidst. Med andre ord, lidt til min overraskelse, vandt jeg med mine 35 point og egentlig med fornuftig afstand til Christian Buchs 41. Erik tog andenpladsen i let spor, slået af den meget dygtige tysker Jan Carstens og Kjelds debut med sin nye stivstels BSA, som har har bygget på de sidste par år, viste sig også at gå temmelig godt. Han fik så vidt jeg husker en fjerdeplads i let spor. Vinder i stivstelskategorien, som han sagde 😆 Susie vandt C-klassen over Gil (også let spor). Et rigtig godt løb, som altid. I det lave deltagergebyr på kun 50 kr. var der sågar pølser og cola inkluderet. Leif havde altså sørget for os på alle måder, så en stort tak skal lyde herfra - selvfølgelig også til hans hjælpere som havde været med til at lave de fine sektioner. Det er virkelig prisværdigt at der bliver gjort sådan en stor indsats. |
9. marts 2024  Poul, Allan, Dan og jeg dannede team3'eren, da den også gav fem for mig4'eren, hvor jeg kunne nøjes med en enkelt prik |
Søndersø Classic 2023Årets sidste officielle løb i Danmark. Det er jo lokalt og derfor er vi i den vanlige Classic-flok vært for det. Jeg var altså i går, ligesom sidste år, med til at bygge sektioner. Dagene op til var næsten en uhyggelig ens gentagelse med manglende søvn, måske endda lidt værre, så man kan egentlig bare læse sidste års beskrivelse! 😄 Det lykkedes mig dog at få sovet nogenlunde fornuftigt til selve dagen i dag. Jeg skal kæmpe temmelig meget med ledsmerter for tiden. Jeg har det der hedder pyrofosfatartritis, som er en slags gigtsygdom hvor der dannes calcium-fosfat-krystaller i leddene. Det føles som der er ild i leddene, så navnet er egentlig meget beskrivende, hvis man ellers laver en lidt "tænkt" oversættelse: brændende-fosfat-ledbetændelse. Symptomerne har eskaleret en del i den senere tid, sandsynligvis fordi jeg har haft den omtalte søvnmangel. Der plejer i hvert fald at være en sammenhæng. Og hvis jeg har meget ondt er det svært at falde i søvn, så altså en irriterende selvforstærkende problematik. Normalt plejer det at være sådan at jeg begynder træningerne med at køre en ti minutters tid, indtil især mine håndled smerter så meget, at det går ud over kørslen og teknikken. Så holder jeg en lille pause og når jeg så går i gang igen, fortager smerterne sig stille og roligt og jeg kan egentlig træne videre uden de store konstante smerter. For et par uger siden begyndte det at tage lang tid at komme ud over disse indledende smerter. De har været stærkere og mine fodled har også været væsentligt hårdere ramt end vanligt. Det er svært at abstrahere fra og det går en del ud over kørslen. Jeg laver simpelthen flere fejl og bliver meget hurtigere træt. Der var særlig slemt sidste lørdag - der gik næsten halvanden time før jeg kom ud over det punkt hvor smerterne ikke havde indflydelse på kørslen. Det gik lidt bedre til træningen i tirsdags og i går endnu bedre, så jeg havde et håb om at det ikke ville være slemt til dagens løb… Og det var faktisk væsentligt bedre. Ingen smerter ud over de vanlige, så de var ikke forstyrrende. Det jeg egentlig mest skulle kæmpe med var at jeg igen var overdrevet nervøs. Løbsledelsen havde nemlig puttet Kjeld og mig i gruppe med de "store" navne: Dan Jørgensen, en af Danmarks absolut bedste og mest alsidige kørere - uanset klasse, Paul Martin, virkelig dygtig og erfaren fynbo, som jeg ser i det daglige og så årets Classic Danmarksmester Erik Blæsbjerg. - Jeg følte mig så afgjort som underdog’en i den gruppe og følte at der virkelig var noget at leve op til. Sektionerne var temmelig svære. Det ville gå for vidt, hvis jeg skulle beskrive alle mine fadæser gennem løbet - og det er i øvrigt også svært at huske hvor jeg fik alle mine point, for der var mange! Jeg kan dog begynde med at sige at sektion 3, 5 (som jeg i øvrigt selv havde lavet) og 7 nåede jeg ikke at nulle på de tre gennemkørsler; der var en del step, som nok, måske eller måske ikke var nødvendige og så havde jeg et par 5’ere (eller tre?). Alle fået fordi jeg ikke lige valgte at tage den med ro og/eller bare tage et point i stedet for at satse! Men jeg kan lige tage et eksempel i den meget svære sektion 3: på anden gennemkørsel kom jeg rigtig fint ind i den, min linje var helt perfekt: helt ud til båndet, oppe på den faste vold væk fra pløret. Så så langt hen, så jeg kunne få cyklen vinkelret på pløret og op ad skråningen. Men jeg kom lige en my for langt i forhold til træet og da jeg så skulle give gas, gav jeg 67%, hvor 63-64% havde været det rigtige 😄 - mit forhjul smuttede på roden, min forskærm røg lige ind i træet og knækkede; fodhvileren gav en pæn afskrabning på venstre skinneben og jeg fløj ud over båndet! 🙄 Jeg havde også lidt tekniske problemer: mit gaskabel er lige en anelse for kort, så ved visse styrudslag og samtidig sammentrykning af forgaflen, giver den gas. Mit koblingskabel er nok også lige en anelse for kort. Jeg har jo lavet nye nipler et par gange og har hver gang været nødt til at korte lidt af kablet, og nu er de altså for korte. Så jeg bliver nødt til at lave nye - i hvert fald gaskablet. Jeg var dog klar over problemet i dag og kunne egentlig forholde mig til det under kørslen. Der var dog lige en enkelt gang hvor den meget gas kom lidt i vejen. Men ellers har Fantic’en kørt fantastisk. Den "nye" tænding er så meget i orden. Den kan virkelig sejtrække nu og helt ned i tomgang. Jeg var så imponeret over den i dag. Det er virkelig en fantastisk motor. Alt i alt var det en virkelig fed dag. Vi havde det rigtig sjovt i vores gruppe og der var så fin en "gentleman-aggreement" mellem os. Når der er selvbedømning, skal man jo altid lige spore sig ind på hvor krakilske vi skal bedømme hinanden. Det udviklede sig efterhånden en enighed om at vi skulle køre strengt efter reglerne. Jeg havde på første gennemkørsel, hvor vi lige var begyndt, i hvert fald lavet 3 point i den svære sektion 3, men der var lidt snak om at jeg muligvis også havde krydset eget spor, men de lod tvivlen komme mig til gode, så de lod mig slippe med 3 point. Senere var der andre der lavede et par skilteberøringer og baglænskørsler, som sådan var lidt på grænsen, men de involverede valgte selv at tage 5 point. Det kunne jeg selvfølgelig ikke have siddende på mig, så jeg ændrede den omtalte 3’er til en 5’er! 😄 Der er også det særlige ved selvbedømning, at man får så megen opbakning fra hinanden. Selvom vi selvfølgelig forsøger at vinde over hinanden, så står vi alligevel og hepper på hinanden og forsøger at hjælpe hinanden til de bedste resultater. Det er altså virkelig en dejlig ting ved denne sport - eller i hvert fald det miljø der er på disse kanter. Jeg selv fik simpelthen så meget ros fra Dan at jeg blev helt forlegen. Der er virkelig opløftende. Nå, de mange point til trods (hvilket ikke kun gjaldt mig), så endte jeg såmænd på en tredjeplads, overgået af Paul og "selvfølgelig" Dan, som gik med sejren. Og endda med ikke vildt mange point der skilte os, så det kan jeg vist godt være helt tilfreds med. Responsen på løbet var meget positiv. Selvom Erik Schjerning var lidt undskyldende over for sværhedsgraden af nogle af sektionerne, så var det jeg hørte i "felten" egentlig kun begejstrede tilbagemeldinger. Erik Blæsbjerg og jeg snakkede om, at det præcis var det niveau, der burde være til DM-løbene, men også andre jeg stødte på uden for vores gruppe nød udfordringerne. Og så var det fedt at Gitte endnu en gang gad at stille op med sin lille æbleskivebod. Det giver en helt særlig hyggelig stemning. Noget som helt sikkert har betydning for at vi har også har interesserede tilskuere - sågar helt fra Sjælland. Det at de kommer er også noget for os deltagere, som gør det til noget helt særligt med dette trial! Altså, perfekt afslutning på årets løbssæson (og jeg er i øvrigt taknemmelig for at ledproblemerne ikke var større 👍)  |
12. november 2023         |
Roulund Trial / DM 5. afdeling og titlenI går til træning fik jeg formaninger fra Kjeld om at jeg skulle repræsentere Fyn godt til dagens løb, så jeg var lidt flov over min indledende præstation. Jeg sjuskede nemlig, var doven, tog det ikke alvorligt nok og det bliver selvfølgelig straffet med point! Jeg vågnede ellers godt udhvilet. Jeg havde sovet rigtig godt i min dejlige varme campingvogn. Udenfor havde det været køleskabstemperatur om natten og jeg vågnede op til rimfrost på sædet af Fantic'en. Jeg fik spist morgenmad og gjort mig klar. Så skulle Fantic'en startes - det ville den ikke! Efter lidt makken frem og tilbage lykkes det mig dog at få gang i den. Men jeg tror der er noget med tændingen stadigvæk, selvom jeg for nylig har haft fingre i det og skiftet noget af anlægget. Jeg har dog ikke skiftet CDI'en så måske er det i virkeligheden den der volder problemer. Nå, men den gik under hele løbet, selvom den gik lidt ujævnt. Jeg begyndte i sektion et. Man skulle have en vis form for dødsforagt for at køre i den. Det var en simpel opkørsel gennem en port og så ned igen. Nedkørslen var dog ned igennem et sandet hul hvor man samtidig skulle dreje skarpt og så temmelig stejlt videre igennem vådt og glat græs. Men det gik godt for mig, omend jeg var meget tæt på båndet ved udkørslen. Toeren gik også fint - det samme med treeren. Fireren: Lige ved indkørslen var der en knold og derefter en rod. Jeg overvurderede lidt hvor problematisk det var og gav lidt for meget gas hen over roden, hvilket betød at jeg ikke landede sikkert nok på den anden side og måtte sætte en fod. Femmeren kunne man vælge at køre skarpt igennem første port eller som Erik Blæsbjerg foreslog, at køre en lang vej inde i sektionen og så komme mere lige på porten. Jeg var for doven, gad ikke køre det lange stykke, så jeg prøvede at tage det skarpe sving - det gav også et point. Nu tog jeg mig så lidt sammen. Jeg skulle jo gerne kunne se gutterne i øjnene når jeg kom hjem. Det gik også fint indtil otteren. Den var virkelig svær for alle parter. Det var for os "bare" ned og op, men på meget løst og skråt underlag og så en rod lige der hvor det skarpeste hjørne var og man samtidig skulle give gas opad. Jeg kom ind med den helt rigtige ro, men tøvede lidt for længe foran roden. Kom dårligt over den og måtte steppe mig op ad bakken. Tre point! Anden omgang havde jeg lært af fejlene og jeg nullede da også indtil til otteren. Jeg kom dog bedre igennem den denne gang og kunne nøjes med et enkelt step. De sidste to runder kunne jeg nulle. Og de gik i temmelig rask tempo. Jeg havde næsten ikke kø ved sektionerne, så jeg var vist den første der kunne aflevere mit sidste kort. Mine classickonkurrenter var da kun færdige med anden omgang, så jeg valgte at køre med dem rundt for at filme deres præstationer. Erik fortalte at han havde fem point, men med to runder endnu kunne meget jo ske. Han kørte dog perfekt mens jeg filmede ham. På deres sidste runde stillede jeg mig ved otteren, fordi det var den mest underholdende. Da de to sjællændere ankom, kunne Eli fortælle at Erik i mellemtiden havde lavet et enkelt point, så nu havde vi altså pointlighed. Desværre for ham, måtte han lave samme nummer som jeg lavede i første runde - det blev til yderligere tre point hen over roden. Med andre ord: dagens sejr var mig sikret. Erik kunne så til gengæld løbe med guldmedaljen i danmarksmesterskabet i år. Han har kørt virkelig stabilt og det er fuldt fortjent at han kunne stå med laurbærkransen her ved afslutningen af sæsonen. Jeg skal måske lige for fuldstændighedens skyld nævne at jeg på ingen måde var med i kampen om danmarksmestertitlen i år, da jeg jo havde diskusprolaps i starten af året og derfor måtte udeblive fra de tre første løb. |
8. oktober 2023 Det her var altså på tredje omgang, hvor Erik havde 8'eren under kontrol. |
3 års jubilæumstrialSom jeg skrev i invitationen, så er det nu blevet en tradition at jeg fejrer jubilæum som trialkører. Sidst var det jo umiddelbart efter et løb, men denne gang bare en almindelig træningsdag. Så det var oplagt at invitere til træning her hos mig og samtidig lige udnytte gutternes arbejdskraft, for jeg havde igen nogle træer jeg gerne ville have fældet 😆 Der blev altså indledt med lidt skovning, derefter kørt trial i mine beskedne faciliteter og sluttelig serverede jeg lidt aftensmad som tak for hjælp og ikke mindst endnu et godt år i trialens tegn sammen med dem. Det er hver gang, når træning har foregået hos mig, med lidt bekymring om, at det nok er for kedeligt, men i virkeligheden skal der ikke meget til for at have det sjovt i trial: en knold, et lille hul i jorden, en træstamme. En finder på noget og de andre følger efter; en gør det sværere og de næste tager udfordringen op. Det er en af de sjoveste ting ved at træne sammen med andre. Jeg får faktisk ikke kørt så meget i min egen have, selvom jeg ind i mellem har lyst, for det hele er bare meget sjovere at gøre sammen med andre, og derfor vil jeg hellere bruge tiden koncentreret på vores faste træningsdage, når jeg netop er sammen med gutterne (og i det ord er kvinderne altså inkluderet, bare lige for at være tilnærmelsesvis politisk korrekt 😆). Det er også blevet sædvane at jeg lige siger et par ord inden maden bliver serveret og i år udeblev det heller ikke. Som altid gælder ordene også dem som ikke kunne deltage i dagens arrangement, så de kan altså læse dem her: Kære Trialvenner På mandag er det tre år siden jeg første gang stillede mig op på en trialmotorcykel. Mit første år var i sagens natur præget enormt meget af indlæring. Selvfølgelig i særlig grad selve det overhovedet at mestre sporten, men også det at finde mig til rette i fællesskabet; at lære folk at kende, at finde ud af arbejdsgangen og de opgaver der hører med til at vi har noget at køre i. Andet år tog tingene fart; det var ligesom jeg endelig så småt havde knækket koden til teknikken og jeg begyndte at placere mig godt til konkurrencerne, ja, som bekendt så godt at det ligefrem rakte til danmarksmestertitlen. Det var også året hvor jeg for alvor følte at jeg hørte til og bekendtskaber blev til venskaber. Et særdeles spændende år, hvor alting syntes kun at gå i en sjovere og bedre retning. Året der er gået har til gengæld, næsten som kontrast, været temmelig dramatisk. Ikke så meget i tiden efter jeg vandt danmarksmestertitlen og kunne fejre mit andet år som trialkører, men i starten af kalenderåret begyndte det så: Først en diskusprolaps der tvang mig væk fra trial et par måneder, så en anden slags dramatik, som, uanset hvordan man vælger at se på det eller beskrive det i efterrationaliseringens lys, faktisk for mig betød tab af en kammerat. Og ganske kort efter mistede jeg så også min kæreste; en pige som jo var en fast del af mit liv gennem fire år. Og oven i det hele har min far haft alvorlige sundhedsproblemer som også har fyldt en del i mine tanker. Så året har altså været temmelig udfordrende, faktisk også temmelig tærende på livsmodet og jeg bærer endnu ar af og sorg over det hele. Fysisk har jeg stadig problemer med min læg og fod og mentalt har det betydet og betyder stadig en del bearbejdelse omkring tabt venskab og mistet kærlighed. Nuvel, jeg er selvfølgelig ikke den eneste der har måtte igennem problemer og svære tab. Jeg kan kigge rundt på en del her som også har måtte lide samme, lignende eller ligefrem langt værre tab - og vi alle har vist, med en vis form for sorg, som fællesskab måtte omstille os til betydelige ændrede forhold at dyrke vores sport under. Jeg tror ikke der er en eneste af os der ikke ville ønske det var anderledes, og selvom jeg også tror at vi alle ville ønske det kunne gøres om, så er det helt og aldeles uden for vores hænder at ændre det. Alle den slags udfordringer som livet byder kan synes svære, ja, nogle gange nærmest umulige at komme igennem. De kan ligefrem overvælde én med en følelse af opgivenhed og håbløshed; at der ikke er nogen løsning eller vej ud til den anden side, at det eneste man kan er at bryde op, forlade, opløse, opgive...! Men her er det så at fællesskab kan noget særligt. Det er nemlig stedet hvor man kan dele sine bekymringer, hvor man kan hente støtte fra hinanden, så der alligevel kan findes en vej ud af smerter og sorg og hvor man kan skabe de løsninger som skal til for at man rent praktisk kan komme videre. Jeg kommer nok til at lyde meget repetitiv, men netop det fællesskab vi har i vores lille trialunivers, er noget meget særligt. Jeg har igen og igen personligt kunne finde mod på livet og løsninger ud af kriser igennem jer og det fællesskab vi har. Det synes mig også at netop de kriser vi i fællesskabet har haft, har været med til at styrke os endnu mere og jeg ved at flere, mig selv inklusiv, synes at vi faktisk er et lidt bedre sted nu, ikke alene i forhold til variation og udfordringer i selve træningen, men også netop i fællesskabet. Jeg håber ikke jeg lyder for højtravende, hvis jeg samtidig siger at jeg er stolt af jer og os, den måde hvorpå tingene bliver håndteret og hvordan vi omgås hinanden - med respekt, næstekærlighed, hæderlighed og netop fællesskabet for øje. Nå, men jeg har faktisk et andet tema jeg gerne vil berøre: Vi er alle mere eller mindre nået et godt stykke ind i sidste halvdel af vores liv. Det der dukker op med snigende og alt for hurtigt ældning er at tiden netop går alt for hurtigt. Jeg tror en del havde det sådan som børn, at man glædede sig til juleaften flere måneder i forvejen og at december måned syntes uendelig lang. Man ville bare have tiden til at gå hurtigst muligt! Jeg går ud fra at de fleste af os ikke har det sådan længere. For mig synes det i hvert fald som om jeg dårligt når over nytår og at ane en smule sommer, før julen igen står for døren. Men nu har jeg opdaget at det faktisk er muligt at sætte tiden i stå, eller i hvert fald at få den til at gå væsentligt langsommere. For mange træningsgange siden optog Erik en video af mig: Jeg var på vej rundt om et træ i noget snævert, lidt ned ad bakke. Jeg har ikke kunne genfinde den præcise video, men jeg viser en nylig der ligner lidt: Hvis man laver en såkaldt objektiv måling af tiden det tager: bruger et stopur, drejer det sig måske om 10 sekunder, som det tager mig at køre rundt der. Men det er er en helt urealistisk måling af tiden, hvis du spørger mig! Nu skal jeg prøve at gengive hvad der forgik inde i hovedet på mig og så kan I jo prøve at tælle hvor mange sekunder der forløber: Jeg husker tydeligt hvordan det var at se den omtalte video som Erik lagde op om aftenen - og det er stadig lidt det samme hver gang jeg ser en ny, og således også denne. Jeg troede simpelthen ikke mine egne øjne. Var ved at overveje om der var konspirationskræfter på spil eller at det var som en gammel smalfilm der blev kørt for hurtigt, for jeg havde det præcis som jeg beskrev. Det føltes virkelig som tog det fem gange så lang tid og jeg kunne simpelthen ikke forstå at det på videoen så ud som om jeg bare kørte igennem med hvad der lignede ekspresfart. Man siger godt nok at tiden flyver når man har det sjovt. Men det er faktisk en lidt forkert måde at anskue tingene - i hvert fald, når man helst vil have at livets endeligt skal vente længst muligt på sig. Egentlig bør man nok nærmere tværtimod sige, at tiden står stille, når man har det sjovt. Som jeg prøvede at illustrere fik jeg jo fem gange mere ud af den tildelte tid ved at lave noget jeg synes var sjovt, nemlig at køre trial. Og jeg kan uden tøven sige at jeg har det lige så sjovt, ja, faktisk sjovere, end da jeg for tre år siden første gang satte mig op på en trialmotorcykel. Så trial er altså med til at forlænge mit liv; give mig mere tid i livet på den helt rigtige måde. Jeg har en anden kæphest, når det gælder om at få mest muligt ud af det yderst korte liv vi er tildelt og det er at man primært skal tilbringe tiden sammen med mennesker man holder af. Når jeg nu som sagt får lagt tid til mit liv igennem trial, så giver det selvfølgelig mening at den ekstra tid skal tilbringes sammen med mennesker jeg holder af - og det er rent faktisk det jeg gør! Jeg kan nemlig ikke forestille mig en bedre flok mennesker end netop jer at dele det sjove ved trial og tiden med trial sammen med. Så jeg vil gerne skåle for jer, jeres helbred, vores tid sammen og ikke mindst for vores fællesskab. Tak for trial - og tak for jer! |
30. september 2023                 |
Jørgen Nielsen Trial 2023Jeg synes jeg er tilbage til formen før diskusprolapsen og nu har jeg også fået mig sporet ind på den nye Fantic, så jeg følte mig egentlig godt klædt på til dagens trial. Godt nok er søvnunderskud en faktor for tiden, og at være ude at danse fredag nat, fortræne lørdag middag og til lokal byfest med naboerne om aftenen er selvfølgelig heller ikke fordrende. Men jeg var "fornuftig" i går. Drak ikke så meget og gik tidligt hjem. Alligevel følte jeg mig ikke frisk i morges, men fik mig dog mere eller mindre tvunget afsted. Da jeg så ankom og hilste på de vanlige gutter og gutinder, solen skinnede og der var den vanlige stemning, var det ligesom at trætheden forsvandt. Da jeg kørte hjemmefra var det med tanken at jeg havde glemt noget - og ganske rigtig da jeg var nået tæt på Bred, kom jeg i tanker om, hvad jeg havde glemt. Nemlig at flytte klasse-skiltet på forgaflen fra den anden Fantic over på den nye. Skiltet er et krav når man deltager i de blandede løb. Men på vanlig vis havde Kjeld noget der kunne hjælpe mig ud af kniben: et par stykker papir, noget gaffertape og sort isoleringstape til at lave sort prik med. I classic var vi desværre kun fem deltagere, så i konkurrencen stod jeg over for den dygtige Erik Blæsbjerg, Eli og mine lokale kammersjukker: Erik og Kjeld. Jeg må indrømme at jeg havde lidt ambitioner i dag, fordi jeg jo sidste år vandt netop det løb - som jeg skrev: første gang jeg nogensinde har vundet noget. Inden løbet gik i gang, nåede jeg kun at tjekke sektion 1, og den viste sig at være nogenlunde repræsentativ for de andre sektioner, omend den var langt den nemmeste. På snart vanlig vis, når det er disse blandede løb, var sektionerne nemlig ret nemme. Jeg vidste altså at løbet med sikkerhed skulle vindes på meget få point - måske ligefrem nul. Jeg fik mig hægtet på de andre classic-folk. Flokken var nogenlunde samlet en stor del af løbet og det lykkedes faktisk at holde kontakt til Kjeld under hele løbet. Jeg synes det er hyggeligt at følges ad, men det er ikke altid praktisk muligt til de bedømte løb. Og apropos bedømning. De første to runder blev kørt på nul for mit vedkomne. På tredje runde kørte jeg 4’eren helt perfekt - syntes jeg. Alligevel blev der bedømt 5 for at vælte et skilt i sidste port. Jeg var særdeles undrende, men damen der gav dommen, var henne for at sætte skiltet på plads, så jeg måtte jo tage "straffen". Dermed så jeg mig sikker på at være ude af placeringerne. Efter ærgrelsen tog jeg mig alligevel sammen og kørte de sidste sektioner godt. Da vi skulle aflevere kort inden sidste runde, fik jeg snakket med Erik B og Eli. Erik havde fået et enkelt point, så som forventet, skulle han nok ende med topplacering. Fjerde og sidste runde blev så påbegyndt og da jeg kom til 4’eren og gennem den pointgivende port, var det mig en gåde hvordan det skulle kunne lade sig gøre at ramme det skilt, for det stod på den anden side af et træ og uden for båndet - og da jeg kom ud til klipperen, fortalte han så også, at observatøren havde fundet ud af, at det ikke var mit baghjul, men en gren jeg var kørt over, som så havde skubbet til skiltet. Og de ville så omgøre dommen til et nul ved slutningen af løbet. Altså var jeg pludselig med i konkurrencen om førstepladsen igen! "Nu bare ikke lave fejl", blev der så tænkt og det gik da også fint…sådan da. 7’eren som var drilsk, kørte jeg perfekt og så var der kun 9’eren tilbage, som var endnu mere drilsk. Selvfølgelig var jeg "overkoncentreret" og slappede ikke nok af til at køre den kontrolleret igennem. Fik også startet i anden gear, som jeg så måtte skifte ned fra inde i sektionen. I det sidste sving ramte jeg et lille træ og væltede ned på højre ben, men det lykkedes mig at holde den i gang, komme ordentligt tilbage på cyklen og ud af sektionen. Det gav altså et point. Nu var der så pointlighed med Erik B, men fordi jeg havde kørt længst på nul, siger reglementet, at det giver en placering højere. Så altså særdeles knapt lykkedes det mig at vinde igen i år! Min lokale Erik fik en tredjeplads med tre point. Igen et dejligt løb. Terrænet i Bred er fantastisk og stemningen er altid god til de løb - og næsten det hele værd. Jeg kender jo flere og flere og nogle har jeg ligefrem fået et personligt forhold til, som jeg har lyst til at dele meget væsentlige ting i tilværelsen med. Der er altså fyldt med søde og rare mennesker, som jeg glædes over at se med disse jævnlige mellemrum. |
27. august 2023 |
Hanse Classic - Preetz 2023
|
8. juni 2023 |
Langesø Trial - Klubmesterskabet 2023Jeg kan nok ikke blive ved med at undskylde med at jeg er ude af træning. Jeg har immervæk nået at træne to gange mere siden sidst. For så vidt gik det da også bedre med at finde ind i rytmen. Ikke desto mindre skulle jeg lave 5 på første sektion. Vi classic-folk lagde ud i sektion 1 og den blev gennemgået grundigt og den rigtige linje fundet. Desværre var jeg ikke helt vågen - eller hvad ved jeg. I hvert fald stod jeg for stift på cyklen, og da jeg skulle uden om "Peder Ovesens træ", kom jeg for langt til højre, ramte mudderet og kunne simpelthen ikke få bid op af de tre "trapper" til udgangen, gik i stå og måtte tage skammens vej ud over båndet. Anden omgang blev nullet. Som vanligt, og tidligere problematiseret, var classic-sporet temmelig let, og havde det ikke været for regnen der var kommet i tiden mellem sektionsbygning og løb, havde der næsten ikke været udfordringer for os. (At man så alligevel laver dumme point er så noget andet.) På tredje omgang var både Erik og Kjeld stukket af, og jeg kørte så sammen med Steen de sidste par runder. I sektion 1 fik jeg kørt ind i andetgear. Det opdagede jeg først da jeg nåede til træet, for selvom jeg fik ramt sporet rigtigt, var Fantic’en ikke i stand til at sejtrække sig ordentligt op ad bakken, men det lykkedes dog at komme op med ekstra gas, filen på koblingen og desværre et enkelt step i jorden. Fjerde omgang igen i 1.eren! Jeg kom denne gang lidt vel tæt på træet og ramte ind i nogle grene som slog mig lidt ud af kurs, men jeg nåede at redde den og troede mig sikker på et nul…men i samme øjeblik, lige hvor jeg skulle give gas, trak en gren dødemansknappen af og med en død motor havde jeg så absolut ingen fremdrift. Jeg væltede og endnu en gang måtte jeg skammens vej ud over båndet! Nå, men alt i alt rakte det til en andenplads. Kjeld med to point mindre vandt og fik dermed klubmesterskabstitlen. Erik på tredjeplads med 32 og Steen, som kørte trim, kom så efter os. Det var deltagerantallet i Classic! Det er lidt sørgeligt at tilslutningen ikke er større. Men det giver selvfølgelig en sikker pokal! Men der er nu noget særligt med de løb, og jeg føler det som et privilegium at kunne deltage. Nu var det så et pokalløb og derfor med bedømmere på. Dette giver også noget helt særligt, noget højtideligt og en følelse af at løbet har en vis betydning! Og det hver gang at møde de kendte og nye ansigter i sektionerne; smukke, søde; altid venlige, smilende og opbakkende giver noget helt særligt. |
1. juli 2023 |
Tandskov trialEndnu en førstegangsoplevelse. Utroligt at der kan blive ved med at være løb der er nye for mig. Men som jeg forstod det, har det ikke været afholdt i nogle år. Jeg kom jo hjem fra årets Morinitour forrige onsdag. Jeg havde nået at træne præcis en gang siden da, nemlig i tirsdags. I søndags var der ellers "Æggekagetrial" hos Voldsgaard - et lille lokalt hyggeløb, men jeg kunne ikke være med til det, da min far skulle fejres den dag. Så jeg havde altså kun kørt ganske kort på Fantic'en lige da jeg kom hjem fra tur og så prøvede jeg at træne intensivt i tirsdags. Det var hvad jeg havde kørt siden d. 13 maj. I tirsdags nåede jeg lige at finde rytmen og teknikken igen - lige inden vi stoppede træningen - og jeg i øvrigt var total udkørt! Hold kæft, hvor kommer man hurtigt ud af form! Men selvfølgelig har de to måneder omkring diskusprolapsen selvsagt også været medvirkende til at jeg har mistet form, teknik og føling. Håbet for dagens løb var at jeg hurtigt kunne finde ind i rytmen igen, men ambitionerne var meget små. Jeg har jo misset de tre første DM-løb og to andre classic-løb blandt andet pga diskusprolapsen og fordi jeg så prioriterede at komme på tur. Med andre ord, dagens løb var "kun for sjov" og for hyggens skyld 😄 Malurt'en fra Thy fortsatte åbenbart lidt med et lavt deltagerantal og selv mine lokale kammersjukker "svigtede". Fynboerne plejer ellers at være talstærke, men en veritabel bølge af skader, sygdomme og andre genvordigheder har floreret blandt os classic-folk, så Kjeld var den eneste at dele sorger og glæder med. Selvfølgelig var der andre gode fynboer med i de andre klasser, og de samt Kjeld stod trods alt for intet mindre end 7 podieplaceringer i de 5 klasser. Jeg tog derop dagen før. Egentlig havde jeg overvejet at fedte mig til kørelejlighed, men jeg var inviteret til en fest om aftenen umiddelbart efter løbet - i Horsens, så det var jo oplagt at tage campingvognen med og så få en hel weekendtur ud af det. Løbet for mig gik som jeg havde en forudanelse om - ikke særlig godt. Mit venstre ben er stadig slattent og det er faktisk blevet en anelse værre i den tid jeg har været på tur. Da jeg skulle gå sektionerne i det skrå terræn blev det tydeligt, og jeg må konstatere at jeg simpelthen er nødt til at være meget mere konsekvent med at træne det, for at jeg ikke skal få tilbageskridt. Under alle omstændigheder gør det at jeg ikke helt tør stole på at det nok skal holde mig, og det er altså lidt et problem. Jeg begyndte i sektion 4 og nullede indtil 8’eren, som startede på en stejl opkørsel i løst sand. Den skulle blive min værste fjende. Jeg kunne simpelthen ikke ramme at komme ordentligt ind i den, stod forkert på cyklen og fik så steppet tre gange på vej op! Sektion 2 fjernede så ligesom det sidste mikrohåb om en god placering. Jeg havde gået den igennem og troede jeg havde fundet den perfekte linje. Det gik også helt præcist efter planen - indtil bedømmeren fortalte at jeg havde overset en port!!! Med 8 point på første omgang var jeg helt sikkert ude af rækkerne. Ikke mindst fordi sektionerne faktisk var meget nemme. Det er sådan set altid et typisk "problem" til de løb som ikke er rene classic-løb. Der er næsten altid for lidt udfordringer for os classic-folk! Nå, men 8’eren blev ved med at give mig point, hvis ikke på den ene måde så den anden. På anden omgang ville jeg køre ind længere nede fra, så jeg havde fart på ind i sektionen. På vejen derind var der et træ, med en gren som stak lidt langt ned. Den hamrede jeg hovedet op i - lige så jeg så stjerner (og jeg er stadig øm i nakken i dag). Da jeg havde sundet mig, tog jeg en anden vej ind, men igen fik jeg tre point. På tredje omgang fik jeg to og sidste omgang et point - nok til dels fordi jeg nu havde en vis ærefrygt for sektionen. Jeg kunne simpelthen ikke ramme den rette stilling på cyklen på opkørslen, og den slags er faktisk noget jeg normalt er ret god til. Nåja, og så strejkede Fantic'en på anden runde. Jeg havde tændrør ude for at se om der var gnist. Til at begynde med synes det ikke som om der var, men så fandt jeg et lidt mørkere sted at tjekke det, og der fik jeg da øje på en lille gnist, så tændrøret i igen og så kørte den uden problemer resten af løbet. Jeg skal nok snart have den gennemgået. Den er også begyndt at give lidt vel mange lejelyde fra sig og jeg har ønsker om at ændre en smule på geometrien - fodhvilere frem og kortere akselafstand. Men jeg skal jo lige finde tid. Uanset hvad, så var det sjovt at køre løb igen. Det er altså noget helt særligt. Og jeg fik hygget mig! Vejret var jo fantastisk og det gav selvfølgelig en vis stemning og kådhed i flokken. Og terrænet deroppe er fantastisk. Det håber jeg at jeg får lov til at køre i igen. Ikke mindst havde Midtjysk Trialsport fået skruet et meget velorganiseret og vellykket trial sammen, så stor ros til dem også! Placeringerne i classic var en tredjeplads til Kjeld med 12 point, en andenplads til Eli med 8 point og med nul point vinderen, den meget stabile og altid virkelig velkørende Erik Blæsbjerg. |
18. juni 2023 |
Thy Classic 2023Første trialløb i år. Året har på mange fronter haft en dramatisk og ikke så rar begyndelse. Særligt i forhold til trial har en diskusprolaps sat en begrænsning for udfoldelserne. Jeg købte ellers licens i god tid sidste år, så jeg var klar til sæsonen, men de første løb måtte jeg udeblive fra. Midt i februar februar fik jeg en diskusprolaps i lænden, der dels var så dramatisk at operation var den eneste løsning og dels trykkede den på iskiasnerven, så jeg mistede følelsen i det meste af venstre underben og en stor del af styrken i foden. Trialkørsel var altså udelukket i en måneds tid inden operationen og igen knap en måned efter. Da jeg så kom tilbage til sporten var det med nervøsitet over om jeg overhovedet kunne huske at køre efter den lange pause. Det gik dog meget over egen forventning og det trods at benet faktisk stadig er delvis følelsesløst og stadig mangler en del styrke. Men det hele går fremad - og det tilskriver jeg ikke mindst trialkørslen, fordi jeg har kunne styrke min tillid til foden, så den derved er blevet stærkere. De anbefalede gåture i starten efter operationen tog nemlig en del af tilliden, fordi jeg ind i mellem vred rundt på foden, fordi jeg ingen styrke havde. Men en støvle på, op på Fantic’en og så "ikke tænke så meget" har været en stor hjælp. Thy Classic ligger nærmest lige oven i Morinitræffet her på matriklen, men jeg syntes så absolut jeg skulle afsted, på trods af de mange forberedelser jeg faktisk har at se til. Jeg har dog haft besøg af min niece Alma, som har hjulpet med at tage en stor bid af opgaverne og det har givet lidt luft. Planen var egentlig at tage derop dagen før og så overnatte i campingvognen på vanlig vis (jeg er som tidligere nævnt ikke god til at skulle tidligt op). Men der gik forlydender om at Susie skulle køre alene derop om søndagen, så lørdag eftermiddag fik jeg mig fedtet ind til kørelejlighed med hende. Det var jo skørt at to biler skulle køre så langt, når man lige så godt kunne slå sig sammen. Jeg havde også opsparet lidt træthed fra om fredagen, så det lykkedes at komme tidligt i seng, så jeg rent faktisk var nogenlunde udhvilet, der kl halv seks om morgenen. Ellers har jeg det jo bedst med at vågne op lige ved siden af sektionerne, så jeg er max udhvilet 😆 Thyboerne havde fået lavet nogle rigtig gode sektioner. 8 styk - kørt 4 omgange. De var hver og en så tilpas svære, at der hele tiden var udfordringer. Jeg blev sat på hold med Aage, Christian Buch, Sonny og hans søn Christian. Vi begyndte i sektion 2. Her var der en meget snæver passage halvvejs i sektionen; et s-sving som endte mellem to træer, og som virkelig krævede præcision og at man udnyttede enhver millimeter i sektionen. Fantic’en har det med at gå ud når den er kold. Jeg burde efterhånden have vænnet mig til det og bare sætte tomgangen op i starten - det gjorde jeg så først bagefter gennemkørslen - eller det vil sige, det blev en fejlkørsel, for i det nævnte snævre gik den ud! At lægge ud med 5 point er altså ikke særlig opmuntrende! Sektion 4 skulle også vise sig at være en pointgiver: på tredje og fjerde omgang fik jeg hhv. 2 og 3 point. Op ad en skrænt skulle man snævert uden om et træ, hvor man her kørte på rødderne. De første to omgange gik det fint, men på de sidste to var der kørt så meget væk af den løse jord, at det var svært at få greb og at holde cyklen under kontrol. Derudover havde jeg to dumme fejl, som bare skyldtes manglende koncentration. Så jeg sluttede altså med 12 point. "Det vinder man ikke på", som jeg sagde til de andre - og jeg troede faktisk ikke at det overhovedet ville give placering, men jeg endte såmænd på en tredjeplads, knapt overgået af Leif, som jeg af og til har ligget nogenlunde lige med. På en førsteplads fandt vi (ja, jeg fristes hver gang til at skrive "selvfølgelig") Hans Jørn med kun 3 point. Gutterne i Thy havde virkelig gjort noget ud af præmierne i år: Sponsor-gaver fra Thisted Bryghus og en flot illustration på plexiglas! Man kunne måske nævne lidt malurt, nemlig det lille deltagerantal. Ikke mindst med tanke på indsatsen der bliver lagt i sådan et trialløb. Men erfaringsmæssigt ved jeg at det ikke hjælper så meget at brokke sig, tværtimod, så mere løftet pegefinger kommer der ikke herfra. Men altså, et rigtig fint trial og dejligt at komme afsted igen; at være en del af det miljø og så priviligeret at man kan deltage i den slags. |
30. april 2023   |
Søndersø Classic 2022"Dobbelt dårlig søvn" er undskyldningen! Ikke at der for så vidt er noget at undskylde over, men de fyger altid rundt efter løbene fra alle der ikke har vundet - undskyldningerne 😆: "jeg lyttede til de andre i stedt for at stole på mig selv, der blev dømt for hårdt i vores gruppe, mine bremser var for aggressive" - og for mig var det altså at jeg to nætter i træk kun havde sovet fire-fem timer. Søndersø Classic er som navnet antyder et rent classic-løb og årets sidste officielle trial-løb overhovedet. Til de rene classic-løb plejer der at stille kørere op, som normalt ellers stiller op i klasserne for moderne trial-motorcykler - og ikke mindst stiller der erfarne elitefolk op (altså, selvfølgelig på klassiske motorcykler). Det betyder at konkurrencen så bliver ekstra hård. Ja, næsten "ulige hård", fordi de selvsagt er langt dygtigere end os der "kun" kører klassisk til hverdag. Jeg havde altså ingen forhåbninger om høj placering til dette løb. I går skulle jeg for første gang lave konkurrence-sektioner helt på egen hånd. Kl 10 (hvor jeg altså skulle op til et bestemt tidspunkt, hvilket jeg som tidligere nævnt, bare ikke er god til), efter kun fire timers søvn, mødtes jeg med nogle af de vanlige gutter i Søndersø Skov for at lave de indledende foranstaltninger. Jeg påtog mig opgaven at lave de sektioner som der ikke var sagt "helle for". Jeg havde en slagplan, for efter gennemgang af de konkurrencesektioner jeg kunne huske, vidste jeg at de som regel bestod af 4-8 vanskelige elementer. Jeg lavede så sektion 2 uden at lave den alt for svær, for jeg har ellers en tendens til at lave træningssektioner ultrasnævre. Der var omkring 4-5 udfordringer. Gik så bagefter til sektion 1 som Erik i mellemtiden havde lavet - den var helt vildt snæver! Erik, som ellers plejer at lave masser af luft! Nå, så måtte jeg jo oppe mig lidt og lavede så sektion 3 med lidt mere snævre sving og et par godt svære elementer. Sektion 5, en meget stejl og høj sektion, lavede jeg sammen med Niels Ole. Det kom der faktisk noget fornuftigt ud af! Efter disse forberedelser tog jeg til vanlig lørdagstræning med de andre gutter - og havde en helt fantastisk træning. Alt lykkedes bare og der var særlig god hygge bagefter hos Anne-Lise, en fantastisk lodsejer, som udlåner jord til vores træning. Egentlig følte jeg mig så i topform til næste dags udfordringer. Men i nat lå jeg så og kørte alle sektionerne igennem oppe i hovedet. Og jeg blev ved - kunne bare ikke falde i søvn, selvom jeg var møgtræt. På mærkelig vis var jeg altså særligt nervøs. Nok også for om de sektioner jeg havde lavet var gode nok. Og måske gav tanken om at skulle konkurrere med de gamle elitegutter også lidt ekstra nervøsitet. Fem timers urolig søvn blev det til, så ringede vækkeuret. 🥱 I dag i Søndersø forsøgte jeg så at varme lidt op, men det blev til alt for lidt, så Fantic’en var faktisk kold da jeg startede. Hvilket altid er dårligt, fordi den går temmelig dårligt når den er kold. Jeg selv var heller ikke varmet op, og jeg stod stiv som et bræt på cyklen. Kunne simpelthen bare ikke ryste nervøsiteten af mig. Det var først på tredje og sidste runde at jeg begyndte at slappe af. Og selvom Erik gav mig et skulderklap for sektion 2 efter at have kørt igennem den, så hjalp det ikke så meget på kørenervøsiteten. Apropos de sektioner: jeg havde håbet at de sektioner jeg havde lavet i det mindste gav nogle af kørerne point, så de ikke var for lette - og det gjorde de, så de var vist helt ok. I øvrigt havde en af de gamle elitekørere "brokket" sig over at nogle af de andre sektioner var alt for svære, så Erik var troskyldigt rundt for at gøre dem lidt lettere inden løbet gik i gang 😂 Nå, men første runde blev kørt på temmelig mange point: 18. Næste runde på noget færre: 6 og sidste på 4. "Hvis bare man dog kunne køre sidste runde tre gange"...😆 Som jeg næsten havde forventet, indtog tre erfarne elitefolk de tre første pladser. Hans Jørn på en tredjeplads med 26 point. Derefter kom min, i dagligt regi, største konkurrent Niels Ole med 27 point og så mig selv på en femteplads med 28 point. Så tæt løb i det "segment"! Og Niels Ole var glad. Han havde luften ideen om at dette løb skulle være det "moralske Danmarksmesterskab", så han var selvfølgelig begejstret over i det mindste at have slået mig! 😆 Og jeg tilfreds med at det i det mindste kun var med et point. Selvom fantasien om at vinde altid er tilstede, så er jeg alligevel yderst glad for placeringen. Og set i lyset af at 1. og 2. plads blev vundet på henholdsvis 4 og 5 point, har jeg intet at klage over - eliten er ikke elite uden grund. Men alt i alt en meget fin afslutning på konkurrenceåret - ikke mindst for os fynske classic-folk som havde fået stablet et meget vellykket trialløb på benene. |
13. november 2022En vaklende start: Stadig usikker - og offer for min egen sektion, 3'eren 😆: De tre topplaceringer: 2. plads: Villy Kyndesen - 1. plads: Michael Andersen - 3. plads: Hans Jørn Beck |
Jubilæum og Danmarksmesterskab!Egentlig ville jeg have afholdt jubilæumssammenkomst ligesom sidste år på selve dagen - eller rettere dagen før. Datoen faldt dog lidt uheldigt - der var simpelthen for mange sammenfald den weekend (se bl.a. sidste indlæg), så jeg valgte at udskyde det et par uger. Det kunne så passende blive om aftenen efter afsluttet Danmarksmesterskab, hvor jeg havde en ide om at en eller flere af os "lokale" ville have noget yderligere at fejre. Jeg inviterede således mine vanlige træningspartnere til aftensmad umiddelbart efter løbet i Hårup, som jo var 5. og sidste afdeling af DM. Lige som sidste år havde jeg igen skrevet en lille tale, som så igen får en plads her på siden, for også som sidst er en del af ordene også tiltænkt de som desværre ikke kunne deltage: Nu var denne aften jo i første omgang egentlig tænkt som markering af mit 2 års jubilæum som trialkører. Men som nævnt i indbydelsen, fandt jeg det passende at slå det sammen med fejring af afslutningen af Danmarksmesterskabet. De 2 år har for mig været et par forrygende år med en utrolig spændende udvikling på adskillige fronter - ikke mindst tydeliggjort af dagens slutresultat. Mere vigtigt er dog jeres selskab, som jeg ikke tror jeg ofte nok kan udtrykke min taknemmelighed for og alene det kunne jeg bruge timevis på. Men der er noget andet som har ligget mig på sinde, som jeg her vil tale lidt om: Jeg har nemlig mange gange, også i vore sammenhænge, hævdet at jeg ikke er et konkurrencemenneske. Det er faktisk i virkeligheden et falskt udsagn! Når man nu har kunne følge mig gennem et par år, hvor jeg har deltaget i temmelig mange konkurrencer, haft stor fornøjelse af det og faktisk forsøgt at vinde, vil man måske straks udråbe: "ja, det er da åbenlyst at det er et falsk udsagn". Jeg vil nu alligevel bruge lidt tid på at forklare hvorfor det er falsk, for det er måske trods alt ikke så åbenlyst. Ordet konkurrence kommer fra latin og er her en sammensætning af con og curro. Curro betyder 'løbe' og con betyder alt efter sammenhæng 'med' eller 'sammen'. Den bogstavelige forstand af ordet konkurrence er altså at "løbe sammen" eller "løbe med". Det lille ord 'con' er selvfølgelig ikke havnet der tilfældigt. Det er altså væsentligt at bemærke at det netop er "med" og "sammen" som er en del af konkurrencebegrebet. I en slags modsætning, eller nogle gange kan man måske kalde det en perverteret form for konkurrence, står en anden slags styrkeprøve, hvor det væsentlige ord er "mod" - altså i forstanden "i mod". Her går det nærmere ud på at udradere en modstander, udslette en fjende eller dræbe en opponent. Tillad mig et kort politisk sidespring: Ofte hævdes det jo at konkurrence er godt for samfundet. Det er jeg for så vidt ikke uenig i. Sålænge det er en konkurrence i den rigtige form og forstand, så gavner det os alle, men man oplever desværre alt for ofte at de store og begærlige udraderer de små og svage - ikke mindst tilvejebragt af de magtinstanser som skulle garantere en fair konkurrence, men som har fejlet katastrofalt eller direkte bevidst har fremprovokeret det. Og så er der altså ikke længere tale om konkurrence, men slet og ret krig. I krig er der ingen vindere - også selvom overmagten påstår det og ligefrem selv tror på det, når denne står tilbage med alt det tilranede guld. Alle taber i og på krig - ikke mindst åndeligt! Og fordi vi over de sidste firs år mere eller mindre har glemt det - eller de nye generationer ikke aner en pind om det, fordi de ikke får indpodet historisk bevidsthed - så er det netop det vi mærker lige nu. "Den der ikke vil lære af historien, er dømt til at gentage den", som ordsproget jo siger! Jeg vil dog ikke rode mere rundt i den politiske situation, men alligevel udtrykke et håb for og en bøn om, at de der sidder med magten lærer at forstå hvad der er perverteret og hvad ikke er, og handler etisk og kærligt derefter. Så tilbage til konkurrencebegrebet: Det væsentlige er altså "med" og absolut ikke "imod". En vigtigt følge i den forbindelse er at konkurrencer i deres grundprincip fordrer eller i hvert fald bør fordre lighed. Hvilket måske lyder selvmodsigende, når der gøres så meget ud at finde en vinder og en placeringsliste, hvor man netop fremhæver at den ene er bedre end den anden. Men det er sådan at hvis uligheden er for stor, så kan man ganske enkelt ikke konkurrere. Hvis man altså står tilbage som en suverænt overlegen vinder, milevidt fra den nærmeste konkurrent, så har man i virkeligheden tabt i konkurrencens navn, fordi man ingen har at konkurrere med. Netop derfor findes talemåden "uden for konkurrence". Hele ideen med at konkurrere er altså i fællesskab at løfte så mange så muligt i dygtighedsniveau for at have nogle at konkurrere sammen med. Man løber sammen - eller i vores tilfælde kører sammen, for at blive bedre sammen. I modsætning til krig vinder alle altså i en konkurrence. Trialsporten er i den forbindelse helt særlig. Alle er jo klar over at dygtighedsniveauer er temmelig forskellige og at det normalt vil give nogle ret skæve konkurrencer, hvis det var alle mod alle: dødkedelige for de dygtigste eller dødsensfarlige for de nye. Men alligevel kan vi på det selvsamme stykke jord alle konkurrere med hinanden. Nybegynderen kan konkurrere sammen med eliten; blive inspireret og lære af denne, og elitekøreren kan glædes over at løfte nybegynderne, så denne til stadighed har nogle at konkurrere med. Der er ikke mange andre sportsgrene, hvor man kan komme i tanker om, at det kunne man da godt tænke sig at prøve, købe udstyr og dagen efter stille op i en konkurrence med landets bedste! Og på den måde er trialsporten en af de bedste ambassadører for hvordan ægte konkurrence bør være. "Det gælder ikke om at vinde, det gælder om at være med", bliver der ind i mellem sagt…i en slags misforstået pædagogik. Men det er noget vrøvl, for det løfter ingen, bare at være med. Det er den enkeltes ambition om at være bedre; om at vinde, der gavner alle. Men denne ambition må og skal samtidig være ligeligt flankeret af et ønske om at alle bliver lige så gode som en selv (…altså næsten lige så gode 😆). Så det gælder altså om at være med OG at vinde. Det er en balancekunst, hvor ambitionen om at være den bedste ikke må veje tungere end ønsket om at hæve andres niveau til ens eget. - Det er dét der gør en ægte konkurrence. Kjeld talte jo sin danmarksmestertitel lidt ned sidste år ved at sige, at det mere var en præmie for at møde op. Det mener jeg så absolut ikke det var og er - og alle os der kender Kjelds dygtighedsniveau ved det. Men uanset, om det til største del var det, er det stadig et udtryk for ambition, flid og vedholdenhed, som bare er en væsentlig del af en konkurrence. Men jeg kan på en måde godt forstå hvorfor han sagde det. Jeg har selv følt det lidt på samme måde i forhold til en del af mine konkurrenter, som åbenlyst er dygtigere end mig, men som så at sige ikke har haft mødestatistikken i orden eller bare har været lidt uheldige. Det gælder ikke mindst Niels Ole, som på trods af at han, jeg kan vist godt tillade mig at sige: for en gang skyld har forsøgt at forberede sig ordentligt; at have sig selv og Aprilia'en i god kondition, så alligevel blev svigtet af sidstnævnte. I alt det jeg her har talt om her har du haft en særlig plads i mine tanker, for du har hele tiden forstået at løfte dine konkurrenter. Derfor også en særlig tak fra mig, for at have været min største konkurrent og samtidig, ja, dermed at have været en væsentlig medhjælper til at løfte mit dygtighedsniveau. Men jeg må som vanligt udbrede takken til jer alle; jer der i vores daglige træninger og lejlighedsvise konkurrencer har udfordret mig og konkurreret med mig; har hjulpet mig ud over de værste begyndervanskeligheder og konstant givet tips til at blive bedre. Selvom I måske ikke har sagt noget direkte til mig, så lærer jeg alligevel hver eneste gang vi kører sammen noget nyt fra hver enkelt af jer. Alt dette om hvad en konkurrence er og bør være, har været tanker jeg mest af alt er gået med selv og mere har set som et teoretisk, næsten uopnåeligt ideal, men I har vist hvordan det rent faktisk i praksis kan gøres på absolut bedste vis, og på den måde er I med til at gøre mig ikke alene bedre trialkører, men ganske enkelt et bedre menneske. Så jeg vil gerne udbringe en skål for jer alle. Og så må jeg vist hellere holde op med at sige, at jeg ikke er et konkurrencemenneske - at jeg nok nærmere tværtimod skal til at sige, at jeg prøver at være et godt konkurrencemenneske - Jeg håber altså at jeg har gjort jer til ære og selv har været med til at løfte os alle. Mine sejre og placeringer er jeres fortjeneste og jeres sejre! Som man nok kan regne ud, så blev det altså et fantastisk trial-år for mig. Jeg havde på ingen måde regnet med at vinde DM, end ikke at få en topplacering, men jeg må indrømme, at da jeg gennem de sidste to løb lå i føring, selvfølgelig har regnet en del på pointene og hvad der skulle til for at vinde. Jeg vidste dog at konkurrencen ville blive utrolig hård for mig, for med Niels Ole som min største konkurrent og Erik Blæsbjerg lige i hælene, skulle jeg virkelig tage mig sammen for at holde føringen. I dette løb var mindst en tredjeplads krævet. Det kunne opnås selvom de to ville slå mig, men der er jo altid de andre faktorer: En dårlig dag, tekniske problemer, en af de andre konkurrenter der havde en særlig god dag - ja, faktisk kunne alle deltagerne overgå mig, hvis omstændighederne passede og jeg ikke var super skarp. ...men sådan gik det altså: Jeg havde igen fået lokket Tanja med dagen før, så jeg havde de bedste forhold op til løbet. Jeg fik fornuftig nattesøvn i campingvognen og om morgenen gik det så løs: Første sektion for mig var 2’eren. Jeg var åbenbart lidt fraværende; opkørslen gik fint, men da jeg skulle sigte mod nedkørslen havde jeg ikke lige i erindring at man skulle ned med det samme, så jeg kom for langt over og måtte sætte foden i for at komme på rette kurs! God start 🙄 3’eren - den store pointgiver, nullede jeg i flot stil - foran mine daglige træningpartnere. Det genvandt lidt troen på evnerne. Resten af omgangen blev nullet. Anden omgang: 3’eren gik ikke så elegant. Først en prik på stubben ind og så en i det bløde sand på den skrå del efter nedkørslen. Og gu’hjælpma’ om jeg ikke lavede en fejl på nedkørslen på 6’eren - kom for langt til højre og måtte plante en fod for at komme på sporet igen. Tredje omgang en enkelt i 3’eren - det bløde sand! Fjerde omgang - sikke en katastrofe. Der troede jeg alt var tabt. Det var igen 3’eren. Kom lidt skævt ind på stubben i starten, reddede den nogenlunde til opkørslen om træet. Havde dog for megen fart på til nedkørslen og kom for langt ned i sandet. Måtte så sætte en fod for at redde mig ud. Kom så for skævt ind i sidste opkørsel, gik lidt i panik og gav for megen gas. Fantic’en skred ud og jeg kunne ikke redde den - 5!!! Årh, hvor humøret var dårligt derefter. Jeg så Danmarksmesterskabet tabt, men trods det lykkedes det mig at tage mig sammen og nulle resten. Jeg var så en af de første færdige og spurgte de nærmeste konkurrenter - og både Erik Blæsbjerg og Niels Ole havde som forventet kørt suverænt. De andre vidste jeg ikke sådan helt… Pointtavlen blev konsulteret - og hva’ fa’n, det så ud til at jeg alligevel kunne holde den begærede tredjeplads. Nærmeste konkurrent havde et point mere end mine samlede ti og sidste runde var endnu ikke talt op, så der kunne kun komme flere point på tavlen end dem jeg kunne se. Jeg turde dog ikke tro på det før det hele blev officielt offentliggjort, men det holdt minsandten: (Den lille - som Niels Ole forsøger at tydeliggøre på et af billederne her overfor 😄) pokal for en tredjeplads til mig; andenplads til Erik Blæsbjerg og førsteplads til Niels Ole - begge med 3 prikker. Men altså: med de vundne DM-point kunne jeg så blive udsmykket med guldmedalje og lauerbærkrans! - Vildt! - Tænk sig at kunne kalde sig Danmarksmester! 😳😄 |
16. oktober 20223'eren på første omgang!:6'eren på sidste omgang!:                   
Til aftenen havde jeg lavet Tagliatelle al Ragú Alla Bolognese: |
Roulund TrialOp til dette trial havde jeg fået trænet for lidt. Jeg var på en uges Morinitour umiddelbart efter Jørgen Nielsen Trial. Hjemkommet fik jeg en uges træning, hvor jeg begyndte at føle mig stadig mere og usædvanligt slatten. Det udviklede sig så til at jeg var sengeliggende et par dage (er temmelig sikker på det var Corona) og da jeg igen var symptomfri, var jeg så på familieweekend. Så det var altså igen en uge uden træning. Jeg har så haft en uge til at træne i op til dette løb. Jeg har dog været helt utrolig slap og træt efter sygdommen, så jeg har ikke fået trænet synderlig intenst den uge og det blev mig klart at jeg primært skulle stole på teknik, spare på kræfterne og så forsøge at komme så langsomt som muligt igennem. Udholdenhed, styrke og eksplosivitet var i hvert fald ikke en mulighed! Løbet: Jeg hader at skulle tidligt op - eller egentlig bare at skulle op til et bestemt tidspunkt. Om det så er kl. 5 eller 10. Bare visheden om at jeg skal op til et bestemt tidspunkt gør at jeg ikke kan falde i søvn og så sover jeg oven i meget uroligt. Så for at være nogenlunde udhvilet til løbet var planen den vanlige: at tage derop dagen før og overnatte i campingvognen. Tanja er altid nem at lokke med, så dejligt at have hende med som selskab. Og tilsyneladende hygger hun sig til de trialløb. Hun er tillige en dygtig og utrættelig fotograf, så hun sikrer også at få det dokumenteret. Lørdag skulle jeg dog absolut træne for at få en ide om hvad jeg kunne forvente af min krops formåen og som nævnt bare fordi jeg var kommet ud af træning. Det gik faktisk ok. Men det gjorde altså at vi kom lidt sent afsted, så da vi nåede op til Roulunds var der bælgravende mørkt. Heldigvis var Overby'erne (også på vanlig vis) allerede der, så vi kunne pejle os frem til en plads for natten mellem åen og dambruget og så få vores aftensmad. Jeg vågnede så søndag morgen dødhamrende træt og med lidt hold i nakken. Jeg havde mest af alt lyst til at vende mig om og sove endnu syv timer. Utroligt som den træthed bare hænger ved!! Jeg tvang mig dog ud af Kip'en og prøvede at gå de nærmeste sektioner. De så relativt nemme ud, så det gav en smule optimisme. Fantic'en blev startet og jeg kørte rundt til alle sektionerne. Det opretholdt optimismen. Da starten gik, ville jeg lige justere lidt på Fantic'en og da jeg var færdig var alle kørt. Egentlig kunne jeg igen have tænkt mig at køre rundt med Susie og Niels Ole, men på den anden side havde jeg jo planlagt at bruge oceaner af tid på det for at kompensere for den ufattelige slaphed i kroppen, og så var jeg bange for at være en stopklods for dem. Så jeg kørte altså alene rundt. Begyndte i sektion 1 og tog det slavisk derudaf. Jeg nullede indtil 6'eren. Her var jeg bange for at miste greb på opkørslen, så den fik lidt for megen gas og nedkørslen blev som følge deraf ukontrolleret; forhjulet smuttede og jeg dappede. Så første point var altså hjemme. Jeg forbandede mig selv, for øjeblikkelig var jeg klar over at chancen for førstepladsen var tabt, for med sværhedsgraden på sektionerne, var det helt sikkert at vinderen ville køre på rent nul! 7 og 8 blev dog så nullet. Bagdækket skulle have luft, tænkte jeg efter runden. De sidste træninger havde nærmest været i ren mudder, så dæktrykket var på absolut minimum, men det var altså for lidt til forholdene her. Hen til campingvognen - og noget at drikke, for jeg er altid ved at dø af tørst i første runde. Nervøsiteten suger åbenbart al væske ud af munden 😄 Og ja, så glemte jeg at fylde luft på og kom først i tanker om det igen ved sektion 1 🙄 Anden runde blev kørt med større sikkerhed og lidt mere behersket gasgivning - Hvilket dog så på 7'eren gav en prik fordi den blev for behersket! Det var en lille opkørsel, med det samme til højre i noget meget løst sand og så endnu en opkørsel. Jeg ramte skævt i sandet, havde så for lidt fart på på opkørslen, og da jeg endelig fik bid var jeg ved at ryge bagover. - I stedet for at kompensere ved at flytte vægten fremover valgte jeg at sætte en fod i jorden. 🙄🙄 - Altså et af de fuldstændigt unødvendige point! 8'eren blev nullet og så ned til campingvognen for at få luft i dækket. Det hjalp lidt på følingen med Fantic'en - og da jeg havde forbavsende lidt åndenød og kræfterne faktisk var der, fortsatte jeg de sidste to runder - som så begge blev nullet! Jeg var så færdig som en af de første. Lidt uventet, da jeg havde regnet med at bruge al den tildelte tid. Der blev derefter hygget foran 6'eren, hvor der var sjovest at være tilskuer, og da de fleste var ved at være færdige, kørte Susie, Niels Ole og jeg rundt for at prøve kræfter med de sværere spor - det gik forbavsende godt! Niels Ole og jeg mente i hvert fald at vi ikke ville være helt til grin i gult spor. Roulund trial var endnu en førstegangsoplevelse. Og endnu en gang en meget glædelig overraskelse. Virkelig smukke omgivelser og et velorganiseret trial - Og den lille krølle på det hele til os kørere, i form af det praktisk taget overflødige transportspor efter sektion 8, med et fantastisk vue over området, var en fin bonus! Nå, men placeringerne: Niels Ole og Erik Blæsbjerg måtte dele førstepladsen - begge havde (som forventet) nullet. Jeg fik så en tredjeplads og kunne endnu en gang slæbe en pokal med hjem 🏆 Jeg var overordentlig glad for resultatet. Jeg havde frygtet at det ville blive en pine at komme igennem dagen, men bortset fra de to dumme fejl, gik det rigtig fint. Kræfterne og lungerne var i overskud, så det var glædeligt. Årh ja, og så har jeg stadig en chance for at gøre det godt i DM - endnu fører jeg på point, men jeg skal virkelig tage mig sammen i sidste løb for at beholde pladsen. |
2. oktober 2022 |
Jørgen Nielsen TrialEn førstegangsoplevelse for mig. Endnu et der er blevet talt varmt for og som ikke skuffede i forhold til beskrivelserne. Men lad mig lige bakke en uges tid, for sidste lørdag til træning dummede jeg mig. En lille banal fejl: Jeg ramte ind i et træ med højre arm, kunne ikke nå at slippe håndtaget inden der var temmelig meget gas, mistede grebet med venstre hånd, så jeg kunne heller ikke koble ud. Desværre røg kill-switch'en ikke hurtigt nok af inden Fantic'en skød afsted. Venstre fod hang fast i fodhvileren - og det hele endte i at jeg lavede et knap så elegant split og fik Fantic'en ned over netop venstre ben. Det gav et selvfølgelig et voldsomt og pludseligt stræk i baglåret og ballen. Det sagde knæk, og en kraftig fibersprængning i baglåret var en realitet. Tirsdag fik jeg trillet lidt i haven og valgte at tage til den vanlige træning, for til min overraskelse var det intet problem bare at stå med bøjede ben, hvilket jo stort set er det man gør på en trialcykel. Jeg måtte bare ikke stå af eller lave mærkelig og voldsomme ting. Træningen blev kørt med Hans Jørn i tankerne. Jeg kender ikke nogen der kan køre så langsomt som ham, og på den måde har han været en stor inspirationskilde. Træningen endte fint. Det samme gjorde lørdagstræningen dagen før konkurrencen, men jeg turde stadig ikke melde mig til, for jeg havde jo hørt hvor stejle skrænter man kunne opleve og jeg ville ikke satse på noget der kunne forværre tilstanden. Lørdag efter træning kørte jeg så ud for at se sektionerne - og jeg endte med at konkludere at jeg vist nok kunne komme igennem dem. Jeg fik mig så tilmeldt om aftenen i sidste øjeblik. Ud over at jeg altid glæder mig til disse løb, var der en særlig årsag til at jeg helst ikke ville melde pas til dette løb. Jeg var nemlig på en delt andenplads i det danske mesterskab for Classic trial. Niels Ole var på en førsteplads og der har selvfølgelig været kørt lidt på hinanden under træningerne op til - og det ville være ærgerligt at miste sin plads pga skade og i det hele taget ikke at kunne fortsætte den interne kamp. Selve løbet: Susie, Niels Ole og jeg valgte at følges. Vi besluttede at sætte igang lidt sent - for at udnytte at de første havde kørt nogle spor i det løse underlag, som var kendetegnede efter den lange tørketid. Alt begyndte fint. Vi kørte alle tre fornuftigt, med ingen eller få point. Da vi når sektion 5 går Niels Oles Aprilia i stå - og vil ikke starte igen - eller den starter, kører to sekunder og går ud igen. Vi begynder så at fejlfinde, men bliver ikke klogere og har for lidt værktøj, så det ender med at Susie og jeg kører løbet videre og lover at tage værktøj med til næste runde. Men da vi kommer til næste sektion, er der lang kø, så vi beslutter at køre tilbage for at hente værktøj. Tilbage til den nødstedte får vi skilt karburatoren ad, men bliver stadig ikke klogere og til sidst må vi opgive. Susie og jeg er mindst to runder bagud og tiden løber, så vi må efterlade en falden mand - ikke noget der huer nogen af os! I næste sektion laver jeg så 5. Jeg har læst sektionen forkert dagen før - har overset en port, og da jeg bliver opmærksom på det, får jeg ikke gået den ordentligt forinden, så jeg får ikke kørt det rigtige spor og mister greb og greb om Fantic'en. Det lykkedes mig dog at lande skånsomt for det skadede ben. Jeg får senere lavet en enkelt prik og ender så med 6 på første runde. Anden runde blev nullet og tredje gav tre prikker. Vi var ved at være i tidsnød, så vi skulle skynde os rundt og det var nok en del af årsagen til de sidste prikker: Fjerde runde blev nullet indtil 6'eren, altså den jeg fejlede første gang. Igen kom jeg skævt ind på opkørslen, ramte det løse og fløj direkte mod en forkert port. Jeg nåede lige at tænke: "det giver 5!" og styrede så ned ad bakken, ned i mudderet i bækken, med det gode ben steppende tusind gange i jorden. Venstre fod forblev på fodhvileren, det lykkedes mig at kæmpe mig ud af mudderet og finde den alternative rute op til porten uden om de andre porte. Jeg kunne komme ud med æren nogenlunde i behold - eller i hvert fald med to point mindre. Man skal jo altid lære noget: Jeg fik i hvert fald understreget vigtigheden af at gå sektionerne. Det er også vigtigt at tage den med ro selvom man føler et tidspres. At køre langsomt kan på ingen måde undervurderes - det har næsten været "a blessing in disguise" med den fibersprængning, for jeg har været tvunget til at køre ekstremt langsomt og præcist. Og endelig så skal man ikke bare give op - måske er der en alternativ løsning. Nå, men tilbage til konkurrencen: Jeg endte simpelthen på førstepladsen!!! - Der var et point mellem de tre øverste pladser, så det var skarp konkurrence. På podiet fik jeg tilråb fra Hans Jørn om at jeg da så helt rørt ud. Og ja, det var faktisk rørende. Jeg har aldrig før vundet en konkurrence, så det var da lidt stort for mig. Ikke nok med det, nu fører jeg altså slaget om DM. Og selvom det selvfølgelig ikke føles helt så ærefuldt at slå en mand der må udgå med problemer, så er jeg alligevel stolt af resultatet. Et resultat som jeg til stor del kan takke mine faste træningspartnere for, blandt andre netop Niels Ole. |
4. september 2022 |
Flere løb i foråret '22Endnu et par løb afviklet! Først Skovtrial, som var anden afdeling af DM og dernæst Langesø Trial, som er vores lokale klubmesterskab - Men altså hvor alle er velkomne. Klubplaceringerne er selvsagt dog kun for medlemmer af FMS. Skovtrial er det absolut fedeste løb i Danmark. Det har stort set alt at byde på og har internationalt format, så det er noget man bare ser frem til. Det foregik d. 28. maj - egentlig lidt uheldigt i forhold til min Morinitour, for den oprindelige plan var at komme lidt tidligere afsted, men det blev så til at jeg tog afsted dagen efter og havde så tre dage til at nå til Morano i Italien. Egentlig også fint nok. Dog blev alting lidt stresset - men heller ikke noget nyt. Den klagesang har jeg jo fremført i flere år nu. Der var lidt færre deltagere end sidste år. Jeg mener omkring 60 - sidste år var vi over 80. Jeg havde egentlig planlagt at hægte mig på nogen der gad at køre sammen med mig, men det virker til, at ved de bedømte løb, så vil folk helst køre deres eget tempo. Jeg gjorde det selv i Øster Hornum og jeg kan derfor godt forstå hvorfor: Fordi der mange gange er kø ved sektionerne, så bliver ens rytme slået lidt i stykker og der kan det være en hjælp bare at køre som det passer en selv, så at sige. Hvis man også skal synkronisere med en eller flere, så bliver det svært at opretholde et flow i ens kørsel. Når vi kører selvbedømte løb er der bare ikke noget valg, men der er ventetiderne rimelig konstante, så man ligesom i fælleskab kan finde det rette flow (med mindre man er uheldig i gruppesammensætningen 😬) og desuden er der som regel god ping-pong i grupperne, som er en ekstra tilgift. Nå, stress til side, så gik det fornuftigt. Jeg fik en fin fjerdeplads - med pointlighed med Kjeld, som dog havde en fejlfri kørsel mere end mig. Jeg synes selv jeg er nået et niveau, hvor jeg begynder at kunne gøre mig blandt de bedre. Jeg skal bare have mange flere timer på cyklen, så der bliver konsistens i min kørsel - altså så jeg ikke laver overflødige fejl; de fejl man ikke behøver at gøre, men som kommer med usikkerhed på evner og gennem nervøsitet.   Langesø Trial: Ja, igen var stress en faktor, men i en mere positiv forstand, hvor det egentlig bare var mangel på hvile der blev problemet. For jeg havde planlagt tingene meget snævert - for at sige det mildt! Jeg var ugen forinden kommet hjem fra en dejlig og faktisk afstressende Morinitour og tog så kort efter til det tyske Morinitræf. Der var jeg afsted fra onsdag til lørdag. Søndag foregik løbet så. Lørdag aften ved 23-tiden var der afgang fra Wismar, hvor træffet foregik. Søndag morgen kl 4 var jeg i seng og 8:30 oppe igen for at køre til løbet. Heldigvis kørte Tanja hjemturen for mig (i bil), så jeg sad som passager og fik da også et kvarter på øjet undervejs. Men de tre dage med druk og alt for lidt søvn kunne godt mærkes. Da jeg kørte ind i første sektion (- begyndte i sektion 6, som var den sidste) mærkede jeg en enorm træthed vælte ind over mig og en meter inde satte jeg foden ned - bare sådan, ikke fordi det var nødvendigt, men mest af alt bare fordi jeg var træt. Anden sektion blev kørt i andet gear, fordi jeg havde glemt at skifte ned til første 🙄 - tror dog jeg nullede den alligevel. Jeg forsøgte igen at følges med nogle af mine daglige træningsmakkere: Kjeld og Erik. Ret hurtigt forsvandt Kjeld, men det lykkedes mig dog at holde nogenlunde kontakt til Erik. Sektion 2 og 3 var bare lede. Virkelig stejle nedkørsler, der endte i skarpe højresving i enormt løst sand. Det var der jeg (og lange de fleste) fik de fleste point. I sektion 4 var der på anden gennemkørsel i mellemtiden rullet to meget lange træstammer ned. Det snød mig og kostede et point. Så det er sådan en slags "note til sig selv" om at checke sektioner hver gang, eller i det mindste bare være forberedt på at tingene kan have ændret sig markant. Man er altid forberedt på at føret ændrer sig eller mindre sten eller rødder dukker op eller forsvinder, men så store ting kan man altså også risikere. Uanset træthed og uopmærksomhed gik det fint. Jeg fik en tredjeplads og dermed min første pokal med hjem. At vi så ikke var så mange i min klasse er så noget andet (- blandt andet havde Niels Ole valgt at køre +40), men jeg er nu godt tilfreds alligevel, når nu omstændighederne var som de var.  |
26. juni 2022    Første gang på "podiet"! (Ja, jeg står på den forkerte side 😆):  |
Fionia 2022Der skulle andre boller på suppen til Fionia. Jeg havde besluttet mig for ikke at være nervøs; virkelig se det som bare en almindelig træningsdag sammen med gutterne. Det har jeg for så vidt gjort de fleste gange, men denne gang skulle det være alvor - og faktisk havde jeg en forestilling om at det vist skulle lykkes denne gang. At det var på hjemmebane var selvfølgelig en betydelig fordel også i forhold til det. Weekenden før havde jeg haft Morinitræf og jeg fik derfor ikke trænet i ugen op til dette, pga de mange opgaver i den forbindelse, men det lykkedes dog at klemme en tirsdagstræning ind efter træffet og torsdag fik jeg også en lille times træning, hvor der var en "sær-træning" hos Laust. Men ellers var ugen nu næsten lige så fyldt op med opgaver som før træffet. Fredag stod den på konfirmation af Tanjas knægt, så fredag morgen og middag blev der pakket campingvogn og derefter kørt ud til Niels Ole, hvor jeg fik stillet op. Jeg nåede også lige at gå sektionerne igennem inden jeg så skulle videre til konfirmationen. Jeg var ellers blevet bedt om at lave et par sektioner, men jeg tror jeg blev taget af mailinglisten desangående - nok fordi de andre mente at jeg vist havde rigeligt at se til. For så vidt var det fint, men jeg er nu alligevel lidt samvittighedsplaget over at jeg ikke kunne hjælpe mere til. Men altså, jeg havde således ikke set sektionerne før fredag. Konfirmationen trak ikke vildt ud og jeg kunne komme nogenlunde tidligt i seng - jeg ville nemlig gerne tidligt op, så jeg i det mindste kunne hjælpe lidt om morgenen. Det meste var dog klaret og jeg kunne så gå sektionerne lidt mere grundigt igennem - fra begge veje, for søndag skulle de jo køres den anden vej rundt. Jeg nåede også at få varmet fornuftigt op, så de sædvanlige ledsmerter havde fortonet sig inden vi skulle i gang. Kjeld havde sat mig på hold med Niels Ole og en flok tyskere - fordi vi begge er gode til tysk, som Kjeld mente. NO havde godt nok håbet på at komme sammen med de rigtig gode, men jeg var nu taknemmelig for det, for jeg lærer virkelig meget af ham hver gang. Vores gruppe var nu også meget fin. Berlinere var nogenlunde med på ideen med at holde et godt tempo, så det gik faktisk strygende derudad. Både Niels Ole og jeg har det nemlig bedst med nærmest at køre direkte fra en sektion ind i den den næste, så man kan holde et godt flow. Første omgang blev der dog selvfølgelig gået grundigt gennem sektionerne og det er her jeg så kan nyde godt af de andre og ikke mindst Niels Oles mange års erfaringer med at læse sektioner. På første runde var der alligevel en del nervøsitets-point. Jeg kunne alligevel ikke helt sige mig fri for det. Mest irriterende var det at lave fejl steder hvor jeg på en almindelig træningsdag normalt ALDRIG laver fejl, for ja, der var jo steder hvor vi trods alt har kørt mange gange og derfor burde kunne det til bevidstløshed. Og så alligevel at lave fejl der, er virkelig irriterende. Første runde 9 point. Anden runde gik det lidt bedre og de fleste point (6 i alt) var så at sige fair nok, fordi mine evner trods alt ikke helt rækker. Sjovt var det at jeg ved dagens løbsafslutning sågar førte over Hans Jørn, men som han sagde "it ain't over till the fat lady sings". Aftenen gik med sædvanlig hygge og lidt for mange øl. Jeg havde truet Hans Jørn med at drikke ham fuld, men han mener at han kører bedst dagen efter, hvis han har fået så meget at han må overgive sig om morgenen. Og det lod da også til at det var hans plan, for ved midnat, hvor jeg egentlig var på vej til drømmeland, bankede det på campingvognen og ind kom Hans Jørn og så skulle der altså drikkes lidt mere. Så, det endte altså med at det mere var Hans Jørn der fik ram på mig end omvendt. Om morgenen var jeg i hvert fald meget træt. Allerede under opvarmning kunne jeg mærke at jeg bare slet ikke var vågen og alle lemmer trængte til mere hvile. Det begyndte ellers fornuftigt med 0'ere, men da jeg kom til fjerde sektion vi skulle køre (6'eren), var jeg så ukoncentreret at jeg overså en port - altså 5 point til mig 🙄 "Til mit forsvar" kan jeg dog sige at jeg var den første der kørte gennem sektionen - overhovedet, og porten var simpelthen ikke synlig hvorfra man kom. Det skyndte jeg mig dog at lave om bagefter, så andre ikke skulle begå den samme fejl - jeg fik flyttet en pil, så det blev tydeligt. Men det er selvfølgelig stadig min egen fejl, for jeg skulle jo have gået den grundigt igennem og kunne huske den, om der var synlige pile eller ej. En femmer mere blev det til i 14'eren, hvor jeg igen ikke koncentrerede mig nok. Jeg kørte ellers sikkert igennem første del, hvor jeg ramte alle de mærker jeg havde visualiseret, men så kom der alligevel et enkelt dap, koncentrationen røg og så endte forhjulet ude over båndet! 🤬 Med to femmere var jeg for alvor langt fra "toppen af poppen"! Og det gjorde så også at jeg blev lidt for sløset og ikke mindst på sidste runde, hvor trætheden for alvor begyndte at blive en faktor, lavede jeg adskillige fejl, som ikke burde have forekommet. Men altså henholdsvis 16 og 6 point på andendagen. Nå, bortset fra det (og at jeg alligevel ikke slog Hans Jørn 😆) så var det nu et meget fint løb for mig. Jeg endte på en samlet 6. plads, og trækker man de to tåbelige femmere ud af ligningen også med et fornuftigt lavt pointtal. Der var samlet set ikke så megen nervøsitet og mange svære elementer blev klaret med større overskud og præcision, fremfor held og hovsaløsninger. Og selv de steder hvor det alligevel endte i hovsaløsninger var jeg meget bedre til at redde situationen og tro på at det kunne lade sig gøre. Jeg udvikler mig altså stadig, og selv for mig selv er det mærkbart, hvor meget der sker. Det er en stor glæde og fornøjelse. En stor fornøjelse var hele weekenden også. Jeg er virkelig stolt af mine kammersjukker som jeg har den ære af at træne med til dagligt. Det arbejde og det engagement de lægger for dagen både til hverdag, og særligt synligt til sådan et event er virkelig enestående og prisværdigt. Så endnu en gang en ydmyg tak fra min side - både for hverdagen og for et fantastisk trialløb!   Der er masser af flere billeder i facebook-gruppen Classic Trial Danmark |
16. maj 2022
Vindercyklen!...altså den bagved. Den samlede vinder Villy Kyndesen kom på en stylingmæssig næsten tro kopi af min!Sådan laver man 5 Point 🙄 (0:33) Adrians drenge Ole og Arne fulgte os det meste af vejen og var os dygtige klippere
Trods træthed på sidste runde, alligevel overskud til lidt pjat
Nok mest en "insider": tak til Johannes |
Thy Classic 2022Endte lidt i en skuffelse. Jeg synes ellers jeg var virkelig godt forberedt, men måske var det netop forventningerne til mig selv der gjorde udslaget. Jeg blev nr. 12 ud af 15. Og det var for så vidt ikke placeringen der var skuffende, for det var virkelig kompetente konkurrenter jeg var oppe imod, men mere alle de point jeg lavede, som jeg i en normal træningssituation aldrig ville. Jeg havde gjort meget ud af at få Fantic'en til at køre perfekt: finjusteret karburator og kobling; renset og smurt kabler osv. For så vidt var der heller ikke noget klage over. Jeg havde også gået sektionerne grundigt igennem aftenen før - Tanja og jeg var taget på tur fra om fredagen og vi havde overnattet lige uden for løbsområdet. Jeg var således også veludhvilet og frisk om morgenen, så ikke en gang det fejlede noget! Jeg tror dog at Komtessen sidder lidt i vanen og derfor har jeg det med at køre med lige lidt for lave omdrejninger i forhold til den mindre motor Fantic'en trods alt har. To gange gav det i hvert fald point og en enkelt gang gav det en femmer, fordi jeg simpelthen ikke gav nok gas. Derudover gik den bare ud for mig to gange i træk - altså hvor den ikke skulle bestille noget, men bare trillede med trukket kobling i tomgang. Det kostede også to gange fem point. Det var dog egentlig også min egen fejl, for jeg ved at den helst skal være ordentlig varm, før den kører stabilt - når den bliver bare lidt kold, vil den gerne gå ud i tomgang. Og de to femmere kom netop efter at vi havde brugt helt enormt lang tid på at gå en sektion igennem og Fantic'en derfor var nået at blive kold. Jeg fik også to point fordi den gik ud af gear, men igen kan jeg nok kun klandre mig selv for ikke at tjekke at den var ordentligt i gear. Det er ellers sjældent at det sker - kan faktisk ikke huske at det er sket før. Montesa'en dobbelttjekker jeg altid, fordi det ofte forekommer at den ikke så let går i gear, men Fantic'en plejer nu aldrig at udvise den slags og derfor har jeg nok stolet lidt for meget på at det ikke ville ske. Endnu en femmer fik jeg fordi jeg bare klumrede helt vildt på grund af nervøsitet. Jeg var nemlig overdrevet nervøs denne gang. Jeg ved ikke helt hvorfor, for i sidste løb gik det meget bedre - omend tankerne selvfølgelig også var et lidt andet sted. Noget af nervøsiteten skyldtes nok også at jeg var på hold med Niels Ole - ikke så meget pga af vores interne konkurrence, men mere fordi han jo har været en slags mentor for mig i hele min "læretid" som trialkører og jeg derfor virkelig gerne vil gøre det godt og ikke skuffe også over for ham. Et lille plaster på såret var dog da vores tredje holdkammerat Åge sagde at "...det du kan, har vi andre brugt 20 år på at lære." 😆 Men altså, som vi også snakkede om efterfølgende, så skal jeg prøve at se på de konkurrencer som bare endnu en træningsdag sammen med gutterne - sådan som jeg også havde sat mig for ved min allerførste konkurrence i Aunsbjerg for et år siden. Bortset fra alt dette, så var det et virkelig godt løb. Alle sektionerne var meget vellavede og rigtig sjove at køre. Både længden af dem og sværhedsgraden havde de skruet op for. Og det lader til at alle generelt er blevet meget bedre i løbet af det sidste års tid. Det gør det hele meget spændende og inspirerende. |
25. april 2022 |
Ingen løb i år?
|
6. april 2022Aunsbjerg:     Øster Hornum: |
Almindelig opdateringJeg har ikke fået berettet så meget omkring min udvikling - jeg ved selvsagt ikke om det interesserer nogen, men så da bare for min egen skyld 😁 Jeg har deltaget i par løb siden sidst, blandt andet et enkelt ud af "Hanse Classic"-turneringen i Tyskland og så ikke mindst "årsafslutningen" herhjemme, Søndersø Classic, her på vores dejlige ø Fyn. På mærkelig vis var jeg underligt nervøs ved sidstnævnte - lidt et tilbageskridt i forhold til at jeg ellers var ved at vænne mig til at deltage i de konkurrencer. Måske var det fordi det var hjemmebane. I hvert fald følte jeg et særligt pres for at gøre det godt nu det netop var det. Det var i øvrigt første løb, hvor jeg kørte på Fantic'en. Og jeg er virkelig meget begejstret for Fantic'en. Jeg plejer at sige at den føles som 20 kg lettere end Komtessen, selvom de stort set vejer det samme. Og motoren trækker helt fantastisk selvom den er mindre. Man kan dog køre den død lidt lettere end Komtessen, og det skal jeg lige vænne mig til, men det er forbavsende som jeg alligevel kan "pine" den i lave omdrejninger. Det er virkelig imponerende hvad den lille motor kan præstere. Men altså, om det er Fantic'en der har givet mig et boost - eller det bare er den megen træning og stræben efter viden, der har gjort at der igen er sket et spring i mine evner, skal jeg ikke kunne sige. Typisk lærer jeg også rigtig meget ved teoretiske overvejelser og forberedelser, og med min udvikling i trial er det ingen undtagelse. Ikke mindst har det givet utrolig meget at kigge på de helt gode af dem jeg ser jævnligt. Jeg er jo så heldig at have nogle af Danmarks dygtigste kørere som træningspartnere i det daglige. Jeg ved ikke om det udefra er bemærkbart, men jeg har altså selv mærket en betydelig fremgang. Der er ting som lykkes langt bedre nu end for bare et par måneder siden. Noget af det jeg især har kæmpet med, har været (og er stadig) skarpe sving på løst/glat underlag og især ned og så op ad bakke. Jeg er dog begyndt at lure hvordan det skal gøres - og jeg kan næsten for hver træningsgang mærke at jeg bliver bedre til det. Stejle og lange opkørsler har også været lidt af et problem for mig - ikke mindst forstærket af en smule angst, der alligevel hænger fra da jeg brækkede ribbenet. Men også det er jeg blevet meget stærkere i og som sådan er jeg ikke så bange for mødet med stejle opkørsler som jeg har været. Det gælder også nedkørsler - umiddelbart skal jeg bare lige overvinde mig selv, og så har jeg egentlig rimelig godt styr på hvordan jeg skal klare dem. Jeg har fået ry for at gå efter store forhindringer, og den træning jeg således har budt mig selv, har selvfølgelig også båret frugt. Det er dog stadig meget jeg gerne vil arbejde videre på. Til Hanse Classic fx, valgte jeg let spor, fordi jeg kunne se at der i det lidt sværere spor (som jeg egentlig "normalt" vælger) var forhindringer som jeg bare vidste at jeg ikke kunne komme over. Jeg har efterhånden temmelig godt styr på at komme over forhindringer op til en lille meters højde, men når det bliver højere, man kommer skævt på dem, det er op ad bakke eller de er "undermineret", så kniber det. De teknikker der skal til er nogle andre og det skal jeg først til at lære. En stor hjælp i det hele taget er som nævnt at blive udfordret af mine træningsmakkere, som jeg ser et par gange om ugen. Der er jo folk med omkring 50 års erfaring, men også relativ nye, som bare har nogle fantastiske naturlige evner, og det er så fedt at blive udfordret på den måde. Ind i mellem går der også lidt drengerøv i det og det kan jo flytte grænser når nogen siger: "du tør ikke…" 😆 |
10. december 2021 Søndersø Classic 2021 |
JubilæumSom det også fremgår andetsteds på siden har jeg i går haft 1 års jubilæum som trial-kører. Det blev fejret i selskab med mine vanlige træningspartnere. Jeg havde inviteret til grillmad efter træningen, og træningen blev aftalt også skulle foregå hos mig. Jeg har jo haft nogle sektioner stående siden Mornintræffet og de blev så anvendt til træning inden der skulle spises aftensmad. Vi begyndte med en længere snak i værkstedet og lige inden vi gik i gang med kørslen blev der kaldt til samling, hvor Kjeld sagde et par ord om mig og min udvikling, og hvordan jeg var faldet ind i gruppen - og han sluttede så af med at overrække mig et særdeles gavmildt gavekort til Protrial fra dem allesammen. Det var virkelig overvældende! Dagen endte med at blive en fantastisk fest. Ove hev guitaren frem og der blev sunget fællessange. En virkelig storslået aften! Det har i det hele taget været et virkelig sjovt og spændende år og jeg er virkelig meget glad for at være kommet i selskab med mine nye kammesjukker. Jeg ville gerne understrege det og holdt derfor en lille tale inden aftensmaden. Der var enkelte af den vanlige flok der ikke kunne komme og ordene sagt gælder selvfølgelig også dem, så derfor her en udskrift af talen: Den 27. september sidste år meldte jeg mig jo ind i classic trial-gruppen på Facebook. Jeg skrev straks et opslag hvor jeg spurgte lidt ud omkring ombygningen af min Corsaro og fortalte hvorfor jeg efter mange år endelig var kommet til beslutningen om, at gøre alvor af at prøve mig ud i trialkørsel. Det var jo som flere ved, Mortens køb af sin Aprilia, som gjorde udfaldet. Samme dag fik jeg en invitation til at komme ud at kigge på jer træne…hvor jeg så kunne få svar på mine spørgsmål. Tirsdagen efter tog jeg ud til Laust for at spørge om både dette og hint. - Det er sjovt når man kommer til sådan en ny verden: de spørgsmål man har, er nogle helt andre end dem man burde stille. Oplysningerne jeg kom hjem med var altså noget andet end forventet og jeg var ikke blevet meget klogere…troede jeg, men det begyndte selvfølgelig efterhånden at give mening som tiden gik. Jeg kom også hjem med et meget stærkt ønske om at komme ud at køre hurtigst muligt. Der ville jo gå uendelig lang tid før Morinien ville være klar - og jeg ville ud at køre nu! Det var altså den 29. september. To dage senere sad jeg og scannede alle salgsmedier efter ordet trial - og fandt så Komtessen i Gul og Gratis. Dagen efter, altså præcis for et år siden, d. 2 oktober, blev den hentet i Jægerspris. Og jeg kunne for første gang nogensinde stille mig op på en trial-cykel og trille en tur. Lørdag var den dog ikke helt klar til rigtig træning, men jeg tog alligevel ud til Niels Ole for at kigge på jer igen. Om aftenen kunne jeg læse dette på Facebook, som Erik havde skrevet under en af de utallige fine videoer han har uploadet: "I dag var det en særlig god træning, fordi Søren for 2. gang kom og kiggede på vores træning. Søren fortalte, at han lige har købt en Montesa 348, fordi han har fået lyst til at køre lidt trial. . . Vi glæder os til mange hyggelige timer sammen med Søren." Det blev jeg faktisk meget rørt over, for selvom jeg kun havde været flygtigt sammen med jer to gange, var det mig klart at jeg var kommet blandt ligesindede - blandt normale mennesker, som en af mine Morini-venner en gang sagde om alle os skæve eksistenser. Og allerede efter to gange at få sådan en velkomst betød meget for mig, så…jeg vil næsten sige som vanligt…en særlig tak til Erik. Men til hver og en af jer vil jeg sige mange tak. Jeg tror ikke jeg nogensinde er kommet ind i en gruppe, hvor jeg så hurtigt og så sikkert har følt mig velkommen og en del af fællesskabet, som med jer. Det er uvurderligt og jeg er meget taknemmelig for det. Nogle af jer ved, at jeg hele mit liv har været plaget af depressioner - det er af den grund jeg er blevet førtidspensioneret. Sammen med depressioner er der fulgt angst og en følelse af at være uden for; en følelse ikke at høre til og ikke have en berettigelse i verden. Det er mange gange blevet forstærket af fordomsfulde mennesker, som har gjort tingene værre for mig, men blandt jer har jeg faktisk fra dag ét følt mig fri, accepteret, ligeværdig og betydningsfuld. Nå, tilbage til kronologien: søndag og mandag blev der hjemme kørt og arbejdet videre på Montesa'en, og tirsdag d. 6 oktober kunne jeg så tage til min første træning, som var hos Dan. Egentlig havde jeg tænkt at jeg bare skulle træne lejlighedsvis og havde ikke planlagt at komme …sådan… decideret med jævne mellemrum, men da jeg oplevede HVOR sjovt det var at køre trial, blev jeg da lige nødt til at komme næste gang også - og så næste gang - og så næste gang… Jeg har da også været temmelig stabil til de fleste træninger - altså bortset fra når ferier og brækkede ribben kom i vejen. Jeg glæder mig stadig til hver eneste træning, og ærgres hver gang jeg skal noget andet på en træningsdag. Men som det måske fremgår er det ikke kun træningen jeg glæder mig til. Det er også selskabet; de hyggelige stunder i pauserne sammen med jer. …Og så er det jo svært at komme uden om omstændighederne de sidste par år, som jo mildest talt har været nogle lorteår. Hvis ikke jeg havde kørt trial og dermed haft jer at være sammen med, var jeg gået helt til. Jeg har hadet omstændighederne, men I har kunne give normalitet i hverdagen - altså den normalitet som jeg betragter som ægte, og jeg har haft et socialt liv, som ellers blev frarøvet de fleste. Jeg er også taknemmelig for niveauet og engagementet - Jeg har lært utrolig meget på meget kort tid, og det er helt sikkert jeres fortjeneste; at I har hjulpet mig på vej med råd og tips og ikke mindst med jeres dygtighed har kunne vise hvordan og hvorledes. Vi hører ofte at vi er priviligerede her på Fyn, men det skyldes ene og alene jer og den aktivitet der bliver lagt for dagen. Jeg kunne helt sikkert komme med mange flere detaljer om hvorfor jeg har været særdeles glad for det seneste år i dette fællesskab, men jeg håber I ved hvor betydningsfuldt og unikt det er at være i dette fællesskab. Jeg vil altså udbringe en skål for jer…og jeg tillader mig efterhånden at sige os…: Må fødderne forblive solidt plantet på fodhvilerne præcis så meget og længe som ønskes! |
3. oktober 2021
Stilhed før stormen   Dagen derpå |
Endnu flere løbJeg er kommet bagud med beretninger. Jeg har deltaget i endnu et par konkurrencer. Dels vores lokale klubmesterskab og dels Skovtrial, som er en afdeling af DM. Begge løb var med deltagelse af alle klasser, så der var virkelig noget at kigge på. Jeg kan jo ikke lade være med at fascineres af hvad der kan præsteres med de moderne maskiner - og så synes jeg bare det giver et helt særligt islæt, når der er så blandet deltagelse. Begge løb var også med bedømmere, hvilket også var første gang for mig. De andre løb har været med selvbedømmelse. Det giver selvfølgelig det hele et "professionelt islæt" og gør det lidt nemmere og hurtigere at komme gennem sektionerne. Desuden er det hyggeligt med de bedømmere, som man møder igen og igen på runderne. De er alle meget søde og man er sikker på at få god opbakning, så det er faktisk redt fedt. Der ryger dog (potentielt) også lidt socialt på den bekostning. Mange vælger nemlig bare at køre "deres eget løb" - i modsætning til når man er inddelt i hold og er "tvunget til" at snakke sammen. Men jeg valgte nu alligevel at hægte mig på nogle som havde samme lyst til at følges ad gennem sektionerne. Det synes jeg er hyggeligt og så det er bare fedt at dele op- og nedture med nogle følgesvende. Klubmesterskabet blev afholdt d. 5. juni hos Heine i Morud. Det blev meget hurtigt klart at Julius og Niels Ole gerne ville have mig på slæb, så det var jeg glad for. Vi valgte at tage den med ro, i håb om at der ikke var kø ved sektionerne. Under opvarmning fik Niels Ole dog en defekt, så vi kom endnu senere afsted end planlagt. Men den sene afgang gjorde så også at der ikke rigtig var kø nogle steder. Løbet bød på en del sektioner gennem åen i terrænet. Det er noget jeg gruer lidt for - dels fordi det ikke rigtigt er noget vi øver i hverdagen og dels fordi vand jo skjuler forhindringer der skal forceres. Men det gik nu alligevel forbavsende godt. Generelt havde jeg et rigtig godt løb. Jeg var blevet væsentlig bedre til at læse terrænet og finde et godt spor. Nervøsiteten som jeg ellers har kæmpet meget med, var også aftaget, så jeg kom hurtigere ind i et godt flow, hvor jeg følte mig hjemme på Komtessen. Uf af de syv sektioner (som blev kørt fire gange), var der dog en som jeg bare ikke blev gode venner med. En relativ "simpel" opkørsel af en stejl skrænt, med et højresving på toppen inden udgang - på løst underlag. Ikke én gang lykkedes det mig at komme igennem, så 20 ud af mine 38 point kom alene fra sektion 6! Så kan man jo ikke lade være med at regne…"hvis man havde klaret den uden fejl eller bare med nogle 1'ere, hvordan ville ens placering så ikke have set ud 😁 - Men jeg kom på en sjetteplads, med de nærmeste tre konkurrenter med 35, 33 og 33 point, så jeg er nu alligevel lidt stolt af den placering. Men endnu et dejligt løb, og ikke mindst glædeligt at kunne følges rundt med et par velkendte ansigter. Skovtrial, d. 19 juni - kom lige midt i forberedelserne til det årlige Morinitræf. Egentlig havde jeg overhovedet ikke tid til at bruge en hel lørdag på at deltage i en konkurrence, men jeg kunne simpelthen ikke lade være - "når jeg nu har købt licens". Jeg var således megatræt inden vi overhovedet skulle i gang. Det var sågar sådan at jeg under opvarming ikke "orkede" at køre over store forhindringer - jeg følte mig simpelthen for træt! 😆 Det var jo som nævnt et DM-løb, så der var proppet med deltagere. Omkring 80, mener jeg. Det foregik hos Thomas Pedersen (indehaver af protrial.dk) som har et fantastisk træningsområde i meget smuk og spændende natur. Mine daglige træningspartnere havde flere gange i årets løb fortalt om hvor fantastisk område det var - og det lever helt og aldeles op til beskrivelserne. Nå, trods træthed skulle vi jo i gang. Jeg fik mig endnu en gang hægtet på Julius og Niels Ole, og vi ventede på vanlig maner lidt inden vi kørte afsted. Efter en halv times tid gik vi så i gang. Vi begyndte med sidste sektion, nummer ti. Den lå lige hvor vi var og der var ingen andre ved den. Ved sektion et kørte først Niels Ole og siden jeg igennem, og vi ventede så at se Julius, men pludselig kunne vi se ham ligge på jorden og ømme sig. Vi sprang derover og det viste sig at hans kickstarteraksel var knækket, og fordi han havde trådt igennem med fuld kraft og ikke mødt nogen modstand fra motoren, havde han fået en alvorlig knæskade - som han endnu ikke er kommet sig over. Det var virkelig trist, men hans far var der til at hjælpe, så vi kunne ikke gøre andet end at fortsætte løbet. Men virkelig ærgerligt for Julius - og en skam at miste en god følgesvend. Vi sadler altså op - og med ét kommer jeg i tanker om at jeg havde glemt at tanke…så jeg fløj op til bilen, fik hældt noget benzin på og skyndte mig tilbage til sektion to og det lykkedes mig da også at indhente Niels Ole igen, takket være kødannelserne. Nå, trods træthed, gik det faktisk nogenlunde. Til tider brillierede jeg og til andre tider lavede jeg banale begynderfejl - de bliver dog heldigvis færre. Nervøsitet var der næsten ikke. Om det var pga. trætheden, eller bare fordi jeg begynder at føle mig hejemme i miljøet verd jeg ikke. En ting var mig dog lidt til gene: Fordi der var så megen trængsel (vi undgik den ikke alligevel), var der ikke rigtig tid til at gå sektionerne ordentlig igennem, og det kostede mig en del point, fordi jeg bare ikke var tilstrækkelig forberedt. Det var således først ved tredje gennemkørsel, at jeg havde en ide om hvordan jeg ville køre. Og der var jeg for alvor begyndt at blive træt. 😆 Endnu et teknisk problem skulle vi dog opleve - og denne gang var det Komtessen som blev træt. På tredje omgang, ved sektion otte væltede jeg uden for sektionen og madammen gik i stå - og ville så ikke starte igen. Det var nede ad en skrænt og Niels Ole var så venlig at hjælpe med at få den op derfra. Vi prøvede så at skubbe den i gang, men den var helt død - og det gik vi så også. Det var megavarmt og, har jeg nævnt det, jeg var træt! Jeg var næsten sikker på at det var et tilsodet tændrør på grund af den fede blanding i det lave område. Niels Ole og Kjeld tilbød at hente det ekstra tændrør jeg havde liggende i bilen, så det blev til at Niels Ole kørte runden færdig og kom så tilbage med tændrøret - og så ville Komtessen igen. Jeg var ellers næsten der, hvor jeg håbede at den ikke ville, for jeg kunne næsten ikke overskue at skulle køre den sidste runde. 😆 Men jeg fik den kørt og sågar ret flot - med en god del nullede sektioner. Trods træthed alligevel en fantastisk dag i godt selskab, med sjove sektioner og i det hele taget meget vellykket løb. Dagen var dog ikke helt ovre, for Tanja og jeg skulle lige "et smut" til Tyskland for at købe drikkevarer til træffet, så ingen søvn før langt over midnat! 😴 Jeg blev i øvrigt (ikke uventet) nummer sjok til dette løb! 😆 Jeg skal også lige have med at en af sektionerne blev lukket, fordi der var en af deltageren der havde haft et tilsyneladende alvorligt uheld. Han lå fikseret inde i sektionen og kunne ikke flyttes, fordi man frygtede rygsøjleproblemer. Han blev sågar hentet af en helikopterambulance. Vi fik dog ved præmieoverrækkelserne at vide, at den uheldige ikke var kommet alvorlig til skade og var frisk igen, så det var glædeligt at høre. |
9. juli 2021Klubmesterskab       6'eren inden det for fjerde gang går galtSkovtrial       |
Flere løbJeg må vist hellere skrive lidt igen. Jeg har faktisk deltaget i to konkurrencer siden sidst. Først Thy Classic d. 25. april og så vores lokale Fionia Classic d. 8.-9. maj, som foregår på vores hjemmebane hos Niels Ole. Thy Classic foregår tæt på Vildsund på en meget flot grund med udsigt til Thisted Bredning. Det blev gjort som til Aunsbjerg: Tanja og jeg tog på tur med campingvognen hele weekenden - og jeg deltog så i konkurrencen om søndagen, mens Tanja i noget af tiden gik på vandring i området. Nervøsiteten var stadig et problem, men heldigvis havde arrangørerne været så venlige at sætte mig i gruppe med "mine egne" Erik og Niels Ole, så jeg følte mig i trygge hænder. Det hjalp en hel del, så endnu en gang en taknemmelig tanke til arrangørerne herfra. De otte sektioner blev kørt fire gange - og jeg blev som vanlig markant bedre for hver omgang. Jeg havde faktisk et helt godt løb og jeg endte såmænd med ikke at blive sidst 😁 - Jeg slog sågar den meget erfarne Leif Nielsen (men vist mest af alt fordi han havde en dårlig dag og jeg en god). Jeg blev også beæret med en særlig præmie - en anerkendelse af mit engagement som relativ ny, så det blev jeg også meget glad og stolt over. Fionia Classic var jeg meget spændt på. Der var ligesom ekstra pres på, når det nu var på hjemmebane - så var jeg jo næsten nødt til at gøre det godt 😄 Men løbet begyndte selvfølgelig længe før. Jeg gjorde hvad jeg kunne for at hjælpe til med forberedelserne og var med til at bygge et par af sektionerne. Alle sektioner blev selvfølgelig gennemgået i fælleskab og vurderet om de var ladsiggørlige. På den måde var jeg temmelig godt forberedt, men der var alligevel en del af sektionerne som jeg var meget nervøs for - et par af dem decideret bange for, hvor jeg ligefrem overvejede om jeg bare skulle tage en 5'er fra start og så springe dem over. Der var 15 sektioner som skulle køres to gange den ene vej lørdag og to den anden vej søndag. Jeg havde igen campingvognen og Tanja med og ankom allerede fredag. Der blev snakket lidt om aftenen, men ellers kom vi nogenlunde tidligt i seng, så vi var friske til dagen efter. Kl 11 om lørdagen gik vi så igang. "Ceremonimesteren" Kjeld havde sat mig i sin egen gruppe sammen med Leif, min konkurrent fra Thy og Hans Reiter fra Tyskland. Det var godt selskab og nervøsiteten faldt endnu et hak i forhold til sidste konkurrence. De først sektioner kørte jeg faktisk nogenlunde lige op med Leif, men det blev hurtigt klart at han havde en bedre dag end sidst. Det blev også meget tydeligt at han er væsentligt mere erfaren end mig og da vi nåede til anden gennemkørsel, var jeg håbløst bagud i forhold til ham. Jeg valgte "selvfølgelig" at mande mig op til de angstprovokerende sektioner og det viste sig at nogle af de sektioner jeg havde troet ville være mig umulige at gennemføre var meget lettere end antaget. Til gengæld var der så andre der viste sig sværere end troet. Ja, og så lavede jeg igen en masse begynderfejl, men dog færre end sidst. Og de helt åndssvage som jeg lavede i Aunsbjerg undgik jeg faktisk helt. Lørdag aften gik der så lidt vel mange øller i det og sengetiden blev heller ikke ligefrem fordrende for søndagens løb. Om morgenen var jeg således slet ikke frisk og vi skulle halvvejs gennem første gennemkørsel før jeg følte mig nogenlunde hjemme på Komtessen. Leif brillierede gang på gang, så ingen chance for at komme op på siden af ham. Han endte på 90 point - jeg på 112 og måtte "nøjes" med andensidstepladsen. Men alt i alt et sjovt, spændende og ikke mindst meget udfordrende løb. Dejligt med alt det sociale, hyggen og snakken. Vores lille gruppe blev enige om at vi bestemt var vinderholdet - fordi vi havde haft et fedt løb og dejligt selskab hele vejen igennem weekenden. Til Fionia var der jo en tysker tilstede: Hans. Den eneste der havde vovet sig herop trods restriktioner. Han havde en bog med som jeg bladrede igennem med stor fascination. En meget velopbygget bog om det basale i trial-kørsel. Hans kender forfatteren og ville således sælge bogen på stedet, så jeg valgte at købe den. Efter at have læst den halvvejs igennem, har jeg fået flere aha-oplevelser og de ting er jeg så begyndt at træne på. Jeg har også nærstuderet Niels Oles teknikker en hel del på det seneste. Vi er i fysik relativt ens og jeg forsøger at tilegne mig den stil han kører med. Begge dele har givet mig ret stor forbedring af min kørsel. Bogen kan jeg ubetinget anbefale - hvis man altså kan en smule tysk. |
21. maj 2021Thy Classic  Fionia Classic       Vinderholdet
Træt, men glad efter en god weekend |
En lille beretning fra Aunsbjerg:Jeg fik aftalt med Tanja om at tage "på tur". Jeg lokkede med overnatning i campingvogn og foreslog at hun kunne tage cykel med, så hun kunne inspicere området mens vi konkurrerede. Jeg skrev så til arrangøreren Leif, og spurgte om vi eventuelt kunne slå lejr omkring hvor det foregik. Jeg fik en fin detaljeret beskrivelse tilbage med lokationen og at godsejeren vist ikke ville have noget imod, hvis vi stillede campingvognen ved sektion 7. Lørdag middag blev der så pakket og så gik det mod nord. Vi ankom i de smukke omgivelser ved sekstiden, fandt stenstakken der var markeret med et 7-tal og slog så lejr der. Inden aftensmaden blev indtaget, gik vi de sektioner igennem som lå tæt på vores overnatningssted. Min først umiddelbare tanke var, at jeg da vist havde fået kastet mig selv ud i noget der var langt over mine evner. Jeg var i forvejen ret sikker på at jeg nok ville ende på en sidsteplads efter at have luret hvem der var konkurrenter - og ved synet af sektionerne blev det da for alvor en placering jeg skulle regne med. Jeg var dog af mine daglige træningspartnere blevet lokket til at melde mig til i klassen med alle topkørerne, og det stod jeg nu og fortrød en anelse! Vi måtte så lige køre en lille tur efter benzin til reservedunken, for det havde jeg selvfølgelig glemt på vejen derop. Da vi kom tilbage kørte vi så rundt i bil for at lede efter de resterende sektioner. 2 af dem fandt vi ikke, men jeg fik da gået de andre igennem, så jeg havde noget at tænke over inden søvnen kom over mig. Kl. 7.45 ringede vækkeuret og jeg begyndte at gøre mig klar. Et par biler ankom, og da de første motorcykler blev startet, kunne jeg ikke vente længere med at komme rundt for at lede efter de sidste to sektioner. Tanja tog afsted på cykeltur til Hald sø og jeg fandt så med lidt hjælp fra arrangørerne de sidste to sektioner. Efter orienteringsmødet, hvor vi blev delt op i grupper af 4, blev der kl. 10 kørt løs. Vores gruppe begyndte ved sektion 2 (så vidt jeg husker), hvor man på svært spor skulle forcere en meget dyb og bred drænrende to gange. Eli som var min Classic-medkonkurrent i vores gruppe, valgte første gang at køre ned i renden og så kæmpe sig op dernede fra. Jeg var ret sikker på at jeg ikke kunne gøre det uden masser af fodfejl, så jeg valgte den "moderne" løsning: at forsøge at hoppe over. Det gav første gang 5 point: Lige da jeg slipper koblingen for at lave springet, mister jeg grebet om styret og uden kontrol lander jeg så nede i renden! Jeg har stadig ikke grejet, hvordan jeg kunne miste grebet. Næste gang vi kom til sektionen: samme procedure. Denne gang kom jeg over, men i landingen fik jeg skubbet til dødemandsnappen, så Komtessen gik ud: 5 point. Tredje gang er lykkens gang - jep, det lykkedes og jeg kunne nulle sektionen. Fjerde gang lykkedes det også, men knap så elegant - det gav i alt 2 point. Nå, jeg fik altså lagt ud med en femmer og det tal skulle følge mig ret meget - særligt i starten. Simple fejl som at miste balancen så jeg kørte ud over bånd, motorstop - vist nok tre gange i alt; trille baglæns, stå stille for længe osv. Der var mange af den slags fejl, som kunne have været undgået med mere erfaring og ikke mindst ved bevidst at tage et point i stedet for at satse og så alligevel ende med en "fail". Ind i mellem kunne jeg dog brilliere med nogle direkte elegante manøvrer og der blev da også nullet et par sektioner yderligere. Jeg er, som nævnt i torsdags, virkelig dårlig til konkurrencer. Og selvom jeg havde aftalt med mig selv, at jeg bare skulle se det som en hyggedag med nogle nye træningspartnere, var jeg altså meganervøs til de første fire-fem sektioner, hvilket selvfølgelig kostede en del point og "fails". Nervøsiteten begyndte egentlig først at være udholdelig under tredje gennemkørsel af sektionerne - og da vi så nåede fjerde, var jeg ved at være træt og så kostede det point 😆 Jo, jeg endte selvfølgelig på sidstepladsen for Classic-klassen - med 81 point! Synes dog at kunne huske at nærmeste bedre lå på 72, så helt tosset var det måske ikke. Vinderen blev selvfølgelig (fristes man til at skrive) Hans Jørgen Beck med 14 point. Eli, min "klassekammerat" fik andenpladsen. Det var sådan i grove træk min første oplevelse med en rigtig konkurrence. Det var et virkelig godt arrangement; spændende sektioner med lidt af hvert og meget sympatiske arrangører - og medkombattanter, ikke mindst. Erfaringerne jeg tager med mig er umiddelbart disse: Jeg skal først og fremmest varme en hel del op inden jeg kører første sektion. Der gik lang tid før jeg følte mig til rette på Komtessen og kombineret med nervøsiteten, stod jeg alt for stift på cyklen. Meget af den teknik som jeg ellers har fået nogenlunde på plads, blev ligesom først fundet frem et stykke inde i konkurrencen, og i stedet lavede jeg masser af typisk banale begynderfejl. Men det er jo det med at få det indarbejdet på rygraden - erfaring kan kun erfares! Desuden skal jeg arbejde på kørsel på ujævnt terræn og nedkørsler. Førstnævnte har jeg allerede kunne konstatere på den nye del af min egen lille bane i haven, som er meget ujævn. Jeg tror simpelthen jeg har været vant til træning på lidt for jævne underlag. Nedkørsler er jeg ganske enkelt bare bange for. Der skal jeg vist bare opbygge selvtillid, for når jeg efterrationaliserer, er det noget nemmere end det jeg på forhånd frygter. 1 er bedre end 5 - skal også sidde på rygraden! Det er bedre at "dappe" end at risikere et "fail". I træningsøjemed er det jo ligemeget at "faile", men til konkurrence skal man stærkt overveje om det ikke er bedre at vælge at få et point. Om jeg så har fortrudt at melde mig til Classic i stedet for Trim? Nej, jeg kan lide udfordringen og jeg synes det er sjovere at kæmpe sig til få point med noget svært end at komme lettere til det med noget let. En god placering blandt konkurrenter er ikke så vigtig som at føle at have overvundet noget svært. Så chancen for at jeg igen mænger mig med de gode er nok stor - så jeg beklager hvis man må trækkes med mig 😆 til første indlæg... |
28. marts 2021     De tre topplaceringer i klassen
|
FortræningPå søndag skal jeg deltage i min første konkurrence: Aunsbjerg Classic. Det er jeg selvfølgelig meget spændt på. Jeg er egentlig ikke særlig god til konkurrencer - har ligesom ikke det gen i mig. Jeg har det med ikke at præstere optimalt, så generelt er det ikke sådan at jeg higer efter at deltage i konkurrencer. Men det er jo ligesom en del af træningen at arbejde hen mod at kunne gøre det godt i en konkurrence, så at få det prøvet af skal nok blive sjovt. Og så glæder jeg mig særligt til mødet med de andre kørere. Ikke mindst fordi det i disse tider jo har en ekstra særlig betydning. Sådan en begivenhed er jo også højtidelig, og det er der altså noget særligt omkring. Nå, men jeg forsøger da at træne lidt op til konkurrencen - jeg skulle jo nødig fremstå fuldstændig talentløs 😆 - Så der er altså blevet kørt lidt i haven og i skønt vejr! I øvrigt går det godt med mine ribben. Jeg er dog stadig i "karantæne" mht store skrænter. Jeg vil ikke risikere noget. Men jeg er begyndt at kunne bevæge mig som jeg plejer - dog med smerter, men det er ikke sådan at jeg er begrænset eller ligefrem lammet af smerter. |
25. marts 2021 |
LicensHar fået SMS fra min bank: kontostanden er ved at være faretruende lav. I dag blev der over eftertræningsøllen igen diskuteret kørerlicens. "Oldermanden" så lidt skuffet på mig, da jeg hævdede ikke at have råd - "det er jo i virkeligheden ganske få penge pr. træningsgang". Enig, sandt! Men som førtidspensionist er man (det er jeg i hvert fald) nødt til at prioritere på mikroplan, når det kommer til økonomi - og jeg synes altså det er mange penge - selv med indslusningstilbuddet. Men det huer mig ikke at se skuffede ansigter, så da jeg kom hjem efter træningen købte jeg straks licens! 😆 - Så står den på vandgrød resten af måneden - og et stykke ind i næste, hvis jeg også skal finde penge til Aunsbjerg d.28. …og hvis jeg ellers kan få logistikken på plads. Har ellers haft en lille pause. Dummede mig forrige lørdag. Havde igen jordkontakt ved en stejl skrænt. Denne gang var jeg på vej nedad og fik bremset lidt for hårdt med forbremsen så den blokerede. Jeg skred og kunne ikka nå at reagere fornuftigt. Faldt forover og landede - ja, selvfølgelig igen på venstre side af brystkassen. Jeg tror bruddet gik op igen, så derfor pause fra træningen. Men det går strækt fremad, så nu tør jeg prøve igen. Holder mig dog fra skrænter en tid endnu 😁 |
16. marts 2021 |
WheeeelieSuper god træning i dag. Havde næsten ingen smerter omkring ribbenene. Erik var endnu en gang kommet før alle andre og havde igen fået lavet en fantastisk sektion - som det sågar lykkedes mig at "nulle" - indtil jeg blev træt og sektionen blev gjort endnu sværere 😆 En relativ ny gut i vores kreds er Julius, og jeg er meget begejstret for at have ham som "konkurrent". Han er relativ ung, har rigtig "gå på mod" med det hele og er meget lærenem, så det er virkelig inspirerende. Vi har snakket en del om at vi skal lære at lave wheelies. Jeg har dog ikke helt mod på at øve det for vildt før mit ribben er i orden igen, så jeg bliver nok "sakket bagud", for Julius øver flittigt hver gang. I dag gik der så lige lidt konkurrence i det ved afslutning af træningen - og Niels Ole viste at han stadig har nogenlunde greb om det. |
23. februar 2021
|
I gang igenEr så småt gået i gang igen med fællestræninger. Nu er der gået tre uger siden jeg brækkede ribbenet. Jeg førsøger stadig at være meget skånsom over for overkroppen, for gider simpelthen ikke have forlænget forløb, men jeg kan altså heller ikke undvære at køre. Jeg forsøger således at lade smerterne bestemme hvad jeg kan gøre, undgår større forhindringer og "satser" ikke noget. Teknikken lider en smule under det, for visse kropspositioner er ikke rare. Og en del fodfejl jeg normalt ville kunne redde, må jeg bare indkassere point på 😁 Men her samme sektion som for tre uger siden. Min "medkører" er Jens Voldsgaard, som også er ret ny i trial-sammenhænge: |
20. februar 2021Video: Erik Schjerning |
Brækket ribbenJep! 🙄 En af grundene til at jeg begyndte med trial, var også at jeg gerne vil køre offroad/cross, og så kunne trial være en god indgang, hvor skadespotentialet ikke var så stort! 😆 - Jaja, sådan kan det jo gå! Ved træning d. 30 januar kørte jeg op ad en større skrænt. Jeg mistede grip helt ved toppen og begyndte at trille baglæns. I stedet for at smide Komtessen og mig selv ned, forsøgte jeg at "redde" situationen, men det lykkedes mig ikke at få bremset nok og i tide, så jeg trillede baglæns med stadig stigende hastighed, indtil jeg blev kastet af cyklen ved foden af skrænten. Jeg fløj baglæns, landede på den frosne jord på venstre side af ryggen og hørte samtidig noget der lød som en gren knække. Det var altså et ribben! Jeg er således sat lidt ud af drift en tre-fire ugers tid. Jeg er dog nu på et smerteniveau, hvor jeg kan lave lidt igen. I går fik jeg hentet ilt til min ilt- og gasanlæg (var løbet tør), så jeg kunne få rettet koblingsgreb på Komtessen, som blev bøjet ved styrtet og så har jeg kørt lidt forsigtigt rundt i haven i dag. Jeg har læst mig frem til at jeg skal undgå "kontaktsport" i 6-8 uger, så jeg vil ikke udfordre og lave noget hvor jeg risikerer at banke brystkassen ind i noget - men altså, en smule ottetaller og almindelige balanceøvelser kan jeg vist godt lave. Jeg har også, sådan rent eksperimentelt, købt en brugt ridevest (ja, den er faktisk ubrugt). Det var egentlig lidt et fejlkøb, for da jeg fik den hjem, virkede den umiddelbart alt for volumniøs - troede slet ikke det var muligt at bevæge sig ordentligt i den, men i dag blev den prøvet af og det kan faktisk lade sig gøre at køre med den, så indtil ribbenet er groet helt sammen, eller jeg finder noget bedre, vil jeg bruge den, for så er ribbenet i hvert fald godt beskyttet. Jeg gav i øvrigt kun 85 kr for den! - og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis jeg havde haft den på den "skæbnesvangre" lørdag, havde jeg ikke haft et brækket ribben nu! - Jeg skal dog lige nævne at jeg altid kører med rygbeskytter, men den beskytter egentlig kun rygsøjlen - som selvfølgelig også er langt vigtigst! |
11. februar 2021   |
Typisk træningssektionPå Fyn er vi velsignet med en meget dygtig sektionsbygger, og i øvrigt fantastisk kører, nemlig Erik Schjerning. Det er i høj grad hans fortjeneste at vi har det sjovt og udfordrende - og ikke mindst at vi har så godt et fællesskab, for han gør utrolig meget for os. Her en af mine bedre gennemkørsler af en træningssektion, som han endnu en gang har været primus motor på at lave. Her har jeg altså kørt trial i knap fire måneder. Det er lykkedes mig at "nulle" denne sektion (dog ikke her, som det ses) - ikke mindst takket være Hans Jørn Beck's tips, især om skulderpositionering. Vi er nemlig også heldige at have en af Danmarks bedste og mest erfarne kørere i vores fællesskab, og han lærer gerne fra sig. Han er i øvrigt på landsplan nok den der gør mest for trialsporten. Jeg tænker videoen meget godt illustrerer status af evnerne: |
30. januar 2021Video: Erik Schjerning |
En temmelig glad
Niels Ole i midten 😁 
