| Igen mine
begyndererfaringer: Jeg behøver vel næppe at gøre reklame for sikkerhedsudstyr. Ellers læs lige her! - Men herunder lige nogle uddybende tanker i den forbindelse: Rygbeskytter og hjelm er pligt hvis man skal deltage i konkurrencer. Rygbeskytter: Jeg har selv kørt med et "skildpaddeskjold" til ryggen, men jeg kigger lige nu efter en vest/brynje, som beskytter hele vejen rundt. Det har jeg faktisk gjort lige fra jeg startede med trial, men har været for længe om at finde en jeg kunne lide - og som man kan se andetsteds, burde jeg have købt med det samme. Når jeg finder det jeg synes er det rette, skal jeg nok skrive lidt om det her. - Opdatering: Jeg har investeret i en Jitsie Dynamik vest. Efter virkelig grundig gennemsøgning af markedet, har jeg fundet den mest velegnet. Langt de fleste beskytter ikke ribbenene på siden, som jeg må sige jeg vægter lidt efter selv at have brækket et. Den eneste manko der er ved den vest er at der ikke er skulderbeskyttelse. Det savner jeg lidt om sommeren, hvor jeg kører uden jakke. Om vinteren giver min jakke beskyttelse på den måde. Hjelm: Hastighederne er lave, så man har ikke brug for den store "slagbeskyttelse", men vælg alligevel en godkendt hjelm. Trialhjelme har fået deres design gennem udvikling i forhold til sporten og byder selvfølgelig de rette fordele i den forbindelse (og så er der selvfølgelig også en del mode i den slags). En ting vil jeg stærkt anbefale - og det er at vælge en hjelm med god ventilation. Trial er fysisk hårdt, så man sveder meget og man kan hurtigt komme til at koge inde i hjelmen! Derudover vil jeg anbefale knæbskyttere, da knæene også er lidt udsat af og til.
Den bedste investering ud over hjelm og rygbeskytter er så
absolut nogle gode trialstøvler. Det giver den optimale føling med
kørslen og beskyttelse af fødder og skinneben.Jeg har købt et par Gaerne Balance og er meget tilfreds med dem. Jeg havde forinden læst adskillige tests af forskellige støvler, hvor de fik stor ros, og sammen med Erik Schjernings samtykkende ord for at de skulle være yderst behagelige (han har dem selv), gjorde at valget faldt på dem. Og jeg kan altså kun bekræfte, at det er støvler af høj kvalitet og med god pasform. Jeg er så også "kommet til" at købe et par brugte Forma Boulder (de var simpelthen så billige at jeg ikke kunne lade være) - og jeg må sige at det er lidt "uafgjort" hvilke jeg mest foretrækker. Gaerne er umiddelbart en halv størrelse mindre i størrelsen i forhold til "standard" og Forma'erne måske en kvart størrelse mindre, men det kan jo snyde nu hvor de er brugte. Jeg bruger normalt omkring str. 45,5 og begge par støvler jeg har købt er str. 46. Jeg har så besluttet at køre med Forma'ene om vinteren, da de jo byder plads til et par tykke sokker og så skal Gaerne-støvlerne i brug om sommeren. |