Mit Smukke Værksted

Sørens Hjemmeside

Trykluft & Udsugning


Trykluft
er jo umuligt at undvære, så derfor har jeg også forsøgt at lave en ordentlig løsning på det.
Kompressoren er kommet på loftet. Dels for at spare plads i værkstedet, dels for at slippe for larmen, og dels for at den kan trække vejret støvfrit og få ordentlig køling.
Udgangen er tilsluttet en slange, der går gennem væggen, via en vandudskiller/trykregulator og i et 3/4 tomme rør som leder luften over til en slangeopruller under arbejdsbordet.
Ved drejebænken har jeg også lavet et udtag, så jeg ikke behøver at trække slangen tværs over værkstedet, for her skal jeg ofte bruge luft. Her har jeg en kort spiralslange, som lige kan nå omkring drejebænk og boremaskine.



Udsugning
har jeg også installeret. Jeg har været heldig at finde en meget kraftig sugemotor, som så er monteret i skabet over svejsebordet.
Jeg har forsøgt at montere den så dæmpet som muligt. Den er hængt op i gummi og afdækningskassen er stoppet med rockwool. Den giver dog alligevel en del lyd fra sig, men mest af alt fordi den suger så kraftigt!
Jeg skal have lavet nogle slanger jeg kan koble til under den; en kort til at nå hen til drejebænken og en lang jeg kan sætte på udstødningerne på de køretøjer jeg har inde i værkstedet, så jeg kan starte dem med lukket port. Mit værksted er jo blevet noget mere tæt end før, hvor jeg kunne have et køretøj i gang derinde i flere minutter uden at det var generende. Nu er 30 sekunder nok til at hele værkstedet er forpestet, så udsugning er uundværlig!


Mere sug
Under arbejdsbordet har jeg en stor støvsuger stående. Den er selvfølgelig til almen støvsugning, men også beregnet til spånsugning til radialsaven.
Støvsugeren har en meget lang slange (den var egentlig købt som grundlag for centralstøvsugning i huset, men den er ikke helt optimal til formålet, synes jeg) og med den kan jeg komme rundt i hele værkstedet, uden at skulle flytte på selve støvsugeren.
Foran hvor den står, har jeg lavet en afdækning som tjener to formål. For det første skal den holde på slangen, så den ikke vælter ud på gulvet og for det andet for, at der ikke skal ryge alt for meget skidt derind, såvel som tabte skruer, værktøj etc!