April 2014
Drejebænken blev
fundet i Gul & Gratis.
Jeg havde set adskillige andre forinden, men det der tiltalte mig
specielt ved denne, var dels at den, trods det lidt usle udseende,
kørte fint
lyde- og slørfrit og dels især størrelsen. De fleste jeg ellers havde
set, var
enten
1,5 eller 2 m's bænke, som enten var mig for små eller for store; 1,75
m passede perfekt til mit værksted. For så vidt var det egentlig ikke
længden, der var afgørende, men derimod diameteren den kan dreje.
Målestokken jeg havde sat var, at jeg skulle kunne afdreje en
bremseskive i den! Og der var de kortere bænke som regel for små.
Efter forhandlingerne blev den afhentet i Vejle. Sælger havde mulighed
for at løfte den, så det var bare at finde en transportmulighed. Det
blev til at låne en Freetrailer, som blev hentet hos Optimera i
Billund
forinden - det nærmeste sted, hvor de havde en der kunne bære et ton.
Hjemme blev den løftet ned vha af liften og så kørt på plads med et par
hunde og en donkraft.
Nardini
havde jeg aldrig hørt om, og troede (håbede ;) egentlig at den var
italiensk, men det er et brasiliansk firma. Efter megen søgning på
nettet, fandt jeg frem til, at der ikke er mange af dem uden for
Brasilien. Til gengæld fandt jeg ud af at de der havde en, var utrolig
glade for dem og talte i høje toner om kvaliteten og præcisionen.
Original Nardini MS 175 E
Som man kan se på billedet her til højre, har min en del mangler i
forhold til den originale. Og
det skulle vise sig at der var lidt mere renovering i den end først
antaget. Jeg var dog advaret om de fleste mangler, og prisen var
selvsagt
også derefter.
De første åbenlyse mangler var i det elektriske system og så en
gevind/tilspændingstabel, så jeg gik i gang med at søge efter hjælp til
at gøre noget ved det.
Maj 2014
På forummet practicalmachinist.com
stødte jeg på en New Zeelænder der havde en Nardini MS 350, som han var
ved at
renovere. Han havde planer om at udskifte alt det elektriske og tilbød
mig det gamle.
Prisen var dog meget langt over hvad jeg ville give, så det blev ikke
til noget, men jeg fik da lidt forskelligt info fra ham.
Jeg
faldt også over en tysk forhandler, EHW,
som har forhandling og service af Nardini. Her forespurgte jeg på nogle
forskellige dele, men prisen var selvsagt også over hvad jeg ville
give, men igen fik jeg lidt oplysninger med i den forbindelse. Jeg fik
blandt andet størrelsen på drivremmene - som så blev bestilt
andetsteds, hvor de kostede en tredjedel. Der
sidder normalt tre, men på min var der kun en - og i ringe stand.
Juli 2014
Det næste jeg lavede var at afkorte skærmen bag til, så den ikke dækker
vinduet. I den ende er der alligevel ikke det store behov for en
skærm.
Så fik jeg fat i en omskifter, så jeg kunne genskabe muligheden for de
to hastigheder på motoren, som er en såkaldt Dahlandermotor.
Da jeg fik
drejebænken var der bare en hovedafbryder til motoren, som kun gav den
lave hastighed.
Det lykkedes mig at finde en på ebay der solgte brugervejledningen til
drejebænken - til en fornuftig pris. Jeg havde set en del til op
omkring 400 kr, men jeg slap med 75 kr. Det er bare en simpel kopi,
men den har jeg så scannet, "frisket lidt op", printet ud og lamineret.
Med instruktionsbogen har jeg fået splittegninger og
ledningsdiagrammer, så det hele er meget nemmere at gå til.
August 2014
Jeg har
tidligere i værkstedet haft nogle hylder i 2 mm rustfri stål,
som efter ombygningen ikke skulle op igen. Dem har jeg gemt til det
rette
formål og det er altså blevet til brug til drejebænken. Disse er lavet
om til dækplade til det område hvor hovedafbryderen
og hastighedsomskifteren sidder, et spånfang under vangerne og "pynt"
ved højre understel - så linjen er ført igennem. Denne linje finder man
også originalt, som det ses herover.
Understellet er blevet malet hvidt, som det meste er i værkstedet.
Skærmen bagtil skal også males hvid, men jeg tror jeg beholder den
grønne farve på resten.
Alt elektrisk var så at sige fjernet. Som
nævnt var der kun en
hovedafbryder til
motoren, men alle andre kontakter, relæer, kontrollamper, osv manglede.
Min plan var at lave et simpelt relæsystem, der kunne styre frem og
tilbageløb af
moteren, styret af et par mikroswitches aktiveret af
igangsætningshåndtaget og så omskifteren mellem de to motorhastigheder.
Umiddelbart så det elektriske system i ledningsdiagrammet overdrevet
kompliceret ud, og jeg
har brugt mangen en aften på at regne ud hvordan de enkelte funktioner
hang sammen, og jo mere jeg forstod af det, desto mere kunne jeg se
hvor
godt det
var skruet sammen, så jeg endte med at ville kopiere det, om ikke 1:1,
så meget tæt på. De afvigelser jeg har lavet, har jeg så ført ind i et
revideret ledningsdiagram (sågar farvekodet ;o), så jeg senere kan
genkalde mine ændringer.
Ændringerne er ikke store, som det ses:
Som man
kan se til højre er det lidt af en fuglerede, selvom jeg har
prøvet at holde det simpelt. Skilletransformatoren er lidt overdrevet i
størrelsen, men prisen var så lav, at jeg lever med den. Egentlig burde
der kun være én transformator, der så leverede 220 volt til styringen
af relæerne og 24 volt til bremsen, men det er ikke sådan lige at
finde sådan en transformator, så det er blevet til to separate, og med
de priser jeg har fået
dem til, ville alt andet have været galimatias.
Jeg har udeladt et par sikringer, da jeg fandt det overflødigt. Husets
sikringer skal nok stå af før alligevel! Næsten alle stumper er købt
"2. hand", og har derfor kostet mig en brøkdel af hvad sådan noget
ellers koster. Det eneste jeg ikke kunne finde var timeren til bremsen,
så den er købt fra ny.
De to
microswitches for enden af akslen på igangsætterhåndtaget er dog
også nye. Det var i øvrigt også lidt af en udfordring, for jeg har ikke
kunne finde billeder af de originale. Instruktionsbogen var heller
ingen hjælp, så det endte med en lidt primitiv hjemmegjort løsning, som
dog fungerer
upåklageligt.
Bremsen
var også defekt. Jeg vil tro, at der er forsøgt at sætte 220V
vekselspænding på den, som så har brændt den af. Den skal have 24V
jævnstrøm! Jeg overvejede
godt nok at udelade en bremse, for i praksis
kan man jo bare vente på at
spindlen stopper af sig selv, men da min
gode ven og tekniske sparringspartner Ejvin virkede noget skeptisk over
for tanken, måtte jeg
jo lede efter en erstatning. Og af hensyn
til sikkerhed, er det nok
også
en god ide at have den. Desuden er det meget behageligt at den stopper
med det samme, specielt når man skal slå gevind, så argumenter er der
nok af!
Efter mangen en gang søgning på internettet
(det er ikke så nemt, som man skulle tro), fandt jeg endelig en bremse
på ebay, som lignende noget jeg kunne bruge. Prisen var "Sofort Kaufen"
eller "Preisvorschlag". Jeg gav så et bud og fik
mig forhandlet ned på en fornuftig pris.
Et par dage efter stod jeg så med den i hånden, og det viste sig at den
stort set var identisk med den gamle. Den passede simpelthen lige på -
meget heldigt!
Det eneste problem var, at bremseskivens akselhul var mindre end
akslen. Jeg
overvejede først at dreje hullet op og så lave pasfederen lidt mindre,
men
det endte med, at jeg bare brugte den gamle skive, da den
ikke
fejlede noget.
Primo september 2014
Alle
håndtag undtagen dobbelthåndtaget nederst til højre var monteret
forkert. Ikke nok med at der var byttet rundt på dem, håndtagene sad
også på en måde, så man ikke kunne dreje dem uden at de stødte på
hinanden! Det er slemt nok at vedkomne ikke har brugt tid på at notere
hvad der skulle sidde hvor, men endnu mere ufatteligt, at han ikke lige
har brugt to minutter på at undgå denne håndtagskarambolage!
Med møje og besvær og varme og boring fik jeg fjernet stifterne der
holdt dem på plads og dermed håndtagene af. Det viste sig så oven i
købet at føromtalte klamphugger havde boret nye huller i akslen til
nogle af de
forkert placerede håndtag, for at få låsestifterne igennem akslen -
undnu en yderst bizar handling i stedet for lige at tænke "gad vide om
håndtagene sidder de rigtige steder?"
Næste problem var dækpladerne med
omdrejningshastigheder og tilspændings-/gevindtabel. Sidste manglede og
første var ikke komplet.
Dækpladerne har jeg lavet at de føromtalte hylder, og de fuldender
således looket fortil.
Jeg havde mange overvejelser om at få tabellerne
(som er at finde i instruktionsbogen) graveret, ætset
eller lignende i dækpladerne som det originale (se herunder), men det
endte med at jeg ganske primitivt lavede to
tabeller på computeren.
Istedet for den illustrative forbindelsesmatrix til
omdrejningshastighederne, har
jeg "nummeret" gearhåndtagene med henholdsvis 1, 2, 3 og L(av),
M(ellem), H(øj), og så indsat dem i en tabel med de to
motorhastigheder. Det lyder måske lidt kompliceret, men det er rent
faktisk meget lettere at
aflæse. Og da der er en simpel logik i det, kan jeg nemmere indstille
"intuitivt".
Tabellerne er printet på ganske alm. papir og så lamineret - og så har
det fået en lille ramme af nogle strimler rustfri plade:
Som
man
kan se, har jeg også lavet en skuffe under spånbakken. Da jeg var
heldig at finde en firklo og et glatplan til en yderst favorabel pris,
fik jeg jo
pludselig brug for mere opbevaringsplads. Og under drejebænken fandt
jeg optimalt, ikke mindst fordi den samtidig kan fungere som
"skidtstopper", så skidt (og tabte skruer, værktøj og. lign.) ikke kan
komme ind under drejebænken.
Det er
i al sin enkelthed en kasse med fire hjul under. Den kunne ikke blive
fuld højde, da den så ville støde på afløbet fra
spånbakken til kølevæskebeholderen (kommer senere). Jeg lavede så en
lille bakke til
småting, som kan glide oven på skuffen. Når den står i midten kommer
den ikke i karambolage med afløbet.
Jeg var lidt spændt på
om skuffen kunne fungere uden styreskinner og lignende, men skuffen
triller
let og præcist ind under drejebænken hver gang.
Med hensyn til skidt under bænken, så er det meningen at understellet
skal
dækkes ind forneden, så der også er tæt derunder. Jeg skal bare lige
have fat i noget materiale - jeg tror smeden har noget... ;o)
Medio
september 2014
Skærmen er nu
blevet malet hvid. Optisk gav det lige en halv meter ekstra
gulvplads - Det er sjovt hvordan farve/lys/skygge kan gøre så meget.
Der er mange der har undret sig over, at jeg har valgt hvidt til et
værksted - "...det er jo ikke særlig praktisk!", er den typiske
kommentar. Men mit synspunkt er, at
uanset hvad farven er, vil det blive beskidt -
og det giver alle dage mere lys når det er hvidt med skidt end når det
er sort med "lort". Så det
er efter min mening særdeles praktisk!
Jeg er også begyndt at lave nye
"skidtskrabere" til vanger osv. Der
skal selvfølgelig noget filt eller lignende under dem, så derfor skal
de have lidt afstand fra skrabefladen. Den til pinoldokken blev lavet
med en lille "flap" ind mod skalaen, så det er nemmere at aflæse den.
Jeg har også slebet og poleret lidt på fladerne der burde være blanke,
men ikke har været det -
det pyntede gevaldigt, og ikke mindst er skalaerne blevet væsentlig
tydeligere.
Ultimo november 2014
Jeg har fået en anden stålholder, nemlig den efterhånden meget udbredte
type: Multifix.
Den der sad på er alt for stor til drejebænken, og det har fx gjort at
det kunne knibe at justere drejestålene til pinolhøjden. Men
hovedgrunden til skiftet var nu at der kun var to holdere til den,
hvilket var meget irriterende når der skulle skiftes drejestål. I
første omgang ville jeg egentlig bare se om jeg kunne finde ekstra
holdere til den, men det viste sig nærmest umuligt, og da jeg (endnu)
ikke har en fræser, er det heller ikke bare sådan lige at lave. Jeg fik
også problematikken diskuteret på zerspanungsbude.de
og selvom der kom mange gode ideer, var der ikke rigtig noget der stod
mål som alternativ til en anden stålholder.
Jeg begyndte derfor at lede efter en anden, og egentlig
helst en Multifix fordi den er så udbredt og man nemt kan finde ekstra
holdere. Jeg har haft målt og overvejet igen og igen hvilken størrelse
det skulle være. I første omgang var jeg kommet frem til at det skulle
være en B, og de er relativt lette at finde, men jeg kom dog frem til
at den nok også var for stor, så det skulle altså være den "nye"
størrelse E, som ligger mellem A og B. Da den ikke har været på
markedet i så mange år som de gamle størrelser, er det også sværere at
finde dem brugt til en god pris, men tilfældet ville at der pludselig
dukkede en med 4 holdere op på DBA, så der blev straks handlet.
Desværre viste det sig da den ankom, at centerskiven, den lille viser
til gradinddelingen og fjederen der holder denne på plads manglede. Jeg
skrev så tilbage og brokkede mig, men sælgers bedste bud var at lade
handlen gå tilbage. Jeg var lige ved at overveje det, men når den nu
var i hus, havde jeg ikke lige lyst til at afgive den igen, så det
endte med at jeg selv drejede en skive, og i stedet for viser og fjeder
monterede jeg en låsering. Måske laver jeg på et tidspunkt en
"original" løsning, men min låsringsløsning fungerer nu forbavsende
godt.
Bortset fra det, så er det ærgerligt at lave sådan nogle handler, hvor
man føler sig lidt snydt.
Nå, uanset, jeg er glad for den nye stålholder. Den passer perfekt i
størrelsen, og 4 holdere er dejligt at have:
Multifix med den originale centerskive, fjeder og viser
... og så mit alternativ:
Mellem jul og nytår 2014
Jeg har endelig langt om længe fået lavet afdækning til bunden af
understellet. Det er
lavet af 3 mm
galvaniseret plade (fundet i smedens skrotbunke), som har fået den sædvanlige
hvide
Hammerite maling.
Så nu skal jeg ikke længere lede efter tabte dele under drejebænken -
og så fuldender det udseendet forneden:
Før / efter
Marts 2015
Jeg har lavet et lille skab
til stålholderne og andre småting jeg bruger ved drejebænken.
Egentlig
ville jeg have lavet en eller anden form for skinne, hvorpå
stålholderne kunne
hægtes fast, men jeg fandt hurtigt ud af at det ville være langt mere
fleksibelt med bare en hylde de kan stå på.
Størrelsen
blev begrænset af at det ikke måtte være højere end skiltet - for
dettes placering kan der ikke ændres på ;o) - og så skulle dybden være
så lille som muligt for ikke at være i vejen.
Faconen det endte ud med
at få, kom sig af at det helst skulle syne af så lidt som muligt, så
derfor den skrå låge.
Jeg havde flere ideer til en eller anden form for
hængsel der kunne holde lågen oppe, men pludselig slog det mig, at den
eneste rigtige da var en magnet, der fastholder lågen på skiltet!
Magneten er fra en gammel tanktaske, og den er så fræset ned i lågen på
indersiden, så der er et par millimeter træ på ydersiden. Den ses så
ikke udefra, men kan alligevel uden problemer holde lågen oppe ad
skiltet.
Ydersiden skal males hvid, så det kan holde til sprøjt af
køle/smøremiddel osv. Lågen er der i det hele taget for at undgå at
olie, skidt og spåner skal plaske på det der hænger og står i skabet.
Og så ikke mindst for at jeg kan lukke af for "rodet"!
Som det ses har jeg også fået den fleksible lampe som jeg tidligere har
annonceret jeg skulle have. Den er fra IKEA
og koster ikke det store. Placeringen virker måske lidt sær, men efter
adskillige forsøg, var det faktisk den bedste jeg kunne komme frem til.
Maj
2015
Jeg har fået en brille - altså ikke til øjnene, selvom jeg efterhånden
i den grad er kandidat. Nej, jeg købte brillen herunder for en måneds
tid siden. Jeg fandt den på nettet hos et firma som køber og sælger
konkursvirksomheder osv. Beskrivelsen var sparsom: "180*100". Jeg
gættede på at det var pinolhøjde og max diameter. Firmaet ligger i
Remscheid, og da jeg har et par gode venner, Iris og Hartmut, som bor
der - ja, rent faktisk i gåafstand fra firmaet, fik jeg dem til at måle
den, hvilet bekræftede formodningen. De købte den til mig og havde den
så med, da de kom til træf her i starten af måneden.
Jeg forestillede mig at den skulle passes til og at der i hvert fald
skulle tages 5 mm af højden - drejebænken har jo en pinolhøjde på 175
mm, men det behøver jeg vist ikke. Den er i forvejen ikke super præcist
fremstillet, så de 5 mm er vist uden betydning. Bortset fra det, så
centrerer den helt præcist og monteringen passer perfekt til vangerne,
så den er i praksis klar til brug!
|
|