Førtidspension

For mange med psykiske lidelser kan det være utrolig svært at få det til at fungere med et arbejdsliv.
Især kan fravær pga sygdommen være problematisk, ikke alene for arbejdsgiveren, men også for den syge selv. Det kan være stærkt demotiverende og ekstra belastende gentagne gange at måtte "skuffe" ens arbejdsplads fordi man ikke dukker op.
Ligeledes kan det manglende "flow" i forhold til arbejdsopgaver og ikke mindst det sociale, der som regel hører med til at være på en arbejdsplads, være ekstremt frustrerende. Dette kan altså ligefrem være medvirkende til at forværre den situation man som syg står i.

En løsning?

At komme på førtidspension kan altså umiddelbart virke som en god løsning, når man ikke føler man kan leve op til de krav der stilles ved at skulle passe et arbejde.
Jeg vil dog med det samme sige, at det ikke er nogen universel perfekt løsning, for det medfører en masse andre problemer som man skal tage med i overvejelserne inden man søger pension.

Fordele og ulemper

På plussiden er selvfølgelig en slags økonomisk sikring og at man slipper for yderligere granskning fra de sociale myndigheder. Det kan give en stor frihedsfølelse og være med til at skabe afgørende ro i hverdagen.
På negativsiden skal i hvert fald nævnes: fordomme fra omverdenen, stigmatisering, social afsondring og begrænset økonomi.

Problemerne med pension

Økonomi er selvfølgelig i større eller mindre grad afgørende for livskvalitet, og man bliver bestemt ikke forgyldt med en førtidspension, så man skal altså gøre sig klart at ens råderum bliver begrænset.
Noget andet er de sociale implikationer. Til dels kan den begrænsede økonomi ganske enkelt betyde, at man ikke har råd til at deltage i sociale begivenheder. Især er det dog stigmatiseringen og de fordomme man i hverdagen kan blive mødt med, som kan være belastende.
Selvom der i de sidste årtier i offentlig regi er blevet gjort en del for at mindske fordomme, er det dog noget man ofte bliver udsat for ved mødet med andre mennesker. Og desværre er en del af retorikken som man man har kunne høre i visse (pseudo)politiske diskussioner de sidste par år, blevet aldeles ubehagelig, hvor medmennesker på overførselsindkomster bliver fremstillet som dovne snyltere.
De fleste er vel også bekendt med i al almindelighed at blive målt i forhold til den status man har (det gælder nok i særlig grad for mænds vedkomne - heller ikke her er der ligestilling ;o), og som førtidspensionist lander man altså ofte nederst på "rangstigen". Det kan ikke mindst i forhold til at skabe nye kontakter, være af stor negativ betydning.

Sidste udvej

Som udgangspunkt vil jeg altså anbefale at udtømme alle muligheder på arbejdsmarkedet, før man overhovedet begynder at overveje at søge førtidspension.
Det at have et stabilt arbejdssliv med en fast skare af mennesker og dermed social kontakt er godt for ens velbefindende - og i øvrigt også det at føle, at man har en nyttefunktion i samfundet.
Der findes efterhånden en del muligheder mht skånejobs, flexjobs og lignende. Så få en snak med arbejdsgiveren om der kan reguleres i arbejdstiden, så det passer med hvor meget der kan overkommes. Det er under alle omstændigheder overordentligt vigtigt, at inddrage de mennesker man omgiver sig med i ens situation og problemer.

Langt forløb

Hvis der nu ikke synes anden vej, så vær forberedt på, at det kan være en hård kamp at få bevilliget pension. Processen kan være lang og direkte pinefuld.
Selve behandlingen af ansøgningen må højest tage tre måneder efter den er indgivet, så denne del er ikke så tidskrævende. Det er mere alt det der går forud for ansøgningen, der kan tage utrolig lang tid.

Opbakning

Det er af stor vigtighed at der er en sagsbehandler og en læge/psykiater som kan bakke en ansøgning op. Så langt henne i forløbet har man (forhåbentligt) en eller anden form for tilknytning til en psykiater eller psykolog, og dennes, eller i det mindste egen læges udtalelser er af afgørende betydning.
I sidste ende er det godt nok en vurdering fra socialforvaltningens lægekonsulent der ligger til grund for den endelige afgørelse, men det sker i høj grad på baggrund af ens egne lægers udtalelser.

Vær åben

Når de første skridt mod pension bliver taget, er det bedste at gøre, at indgå i alle forhold med social- og sundhedsforvaltningen med åbenhed.
Man bliver sandsynligvis sat i situationer som kan være meget ubehagelige, men der er ikke andet at gøre end at holde fokus og tænke på at forløbet har en ende. Det er under alle omstændigheder kontraprodutivt at modsætte sig proceduren og det vil kun trække tingene i langdrag.
Sørg dog hele tiden for at gøre opmærksom på hvordan forløbet påvirker, da det er med til at afgøre udfaldet. Brug således også retten til aktindsigt, og sørg for i så vid udstrækning som muligt at få rettet fejl og misforståelser. Alt man fortæller bliver opsummeret og omformuleret i mindre resumeer, og det er selvsagt under den slags reduktioner at vigtig information kan gå tabt.

Hold fast i din sag

Det er meget almindeligt at de fleste udviser optimisme og en tro på at tingene nok skal blive bedre. Dette kan også påvirke én selv (selvom man har en depressiv lidelse!), når man sidder i samtaler med en socialrådgiver.
På grund af hvordan lovgivningen ser ud i disse tider og ikke mindst hvilke beføjelser socialrådgivere har (og ikke mindst ikke har), er de desværre også pålagt at afsætte en stor del af deres tid og ressourcer til "afsløre" socialbedragere og i øvrigt generelt at holde udgifterne nede. Derfor kan man nemt komme i en situation, hvor man kan føle sig "overtalt" af socialrådgiveren til, endnu en gang at prøve om det dog ikke skulle gå uden pension.
Det kan også være svært, ikke at lade sig påvirke af de negative holdninger der er til folk på overførselsindkomst. Det er i hvert fald en position jeg selv var i flere gange under pensionsansøgning, hvor jeg følgelig havde en tendens til at nedtone hvor slemt jeg egentlig havde det, netop fordi jeg ville bevare en vis optimisme, virke imødekommende og selvfølgelig ikke ønsker at være en "parasit". Det hjalp selvsagt ikke min sag og blandt andet derfor var processen særlig lang for mig.

Få alt frem

Det er altså afgørende at alle oplysninger kommer frem, og selvfølgelig især dem, som kan være svære at tale om - ikke mindst over for fremmede personer.
Jeg kunne selv mange gange under ansøgningsforløbet føle, at jeg nærmest overdrev om min tilstand når jeg skulle tale med de forskellige autoritetspersoner. Men når jeg ser tilbage på det nu, er der rent faktisk meget som jeg aldrig fik fortalt.
I virkeligheden er det jo også ret kort tid man har til at fortælle om et helt liv, så det vil naturligvis føles meget komprimeret. Det gælder altså om at få så meget fortalt som overhovedet muligt og at være hudløst ærlig. Jo bedre information, jo lettere er det selvfølgelig at foretage en afgørelse.

Brug al den hjælp du kan få

Hvis man på nogen måde har mulighed for det, kan det anbefales at få en bekendt til at hjælpe under forløbet. Én der har indsigt (helst også i hvordan processen er) og som kan se kritisk på sagen, så man fra begyndelsen kan få luget ud i ting som kan være med til at skade ens sag.
En ting er nemlig hvordan man selv oplever den situation man står i, men en anden er hvordan andre opfatter den ud fra det man fortæller, og det kan således være en stor hjælp, hvis man kan få rettet sine formuleringer til, så modtager reelt opfatter det man forsøger at videregive.
Og så skal man heller ikke undervurdere betydningen af, hvor meget det kan tage af pres og frustrationer, hvis man har en anden at dele det med.

Ansøgning i praksis

Hvordan forløbet er i praksis og hvad man skal indstille sig på, kan jeg ikke fortælle så meget om, da procedurerne er ændret siden jeg søgte pension. Desuden er hver enkelt sagsbehandling individuel - også selvom der gøres mere og mere for at gøre tingene ensartede.
Det er dog sikkert, at med mindre der foreligger en soleklar pensionssag - hvilket der sjældent er tale om, når det er et psykisk problem - så skal der være afprøvet forskellige beskæftigelsesforsøg.
Det vil altså sige at man ikke skal gøre sig forhåbninger om at få tildelt pension før man har været igennem forskellige former for revalidering; fleksjob og lign. - og hvis man er under 40 år, er mulighederne for pension i praksis ikke tilstede.
Lovstof omkring pension kan man finde på Social- og Integrationsministeriet hjemmeside.