For de som ikke selv har den slags problemer, kan det være svært at forstå hvad det vil sige at skulle leve med en psykisk lidelse. Jeg vil i det følgende prøve at lave nogle simple beskrivelser, som måske kan hjælpe til at få en fornemmelse for, hvad det vil sige at leve et liv der i højere eller lavere grad domineres af psykiske problemer.

Musik som metafor

Musik er vel nok vores primære og vigtigste kunstform til at beskrive livet med. Det er også igennem musik, at jeg har kunne finde den største hjælp til og forståelse for mine problemer. Derfor falder det mig naturligt at bruge musik som eksempel til at prøve at forklare hvordan min lidelse udspiller sig.

Jeg har således ofte beskrevet min lidelse som en tone der ligger nedenunder alt andet der foregår i mit liv, en tone som jeg bare ikke har kunne slippe for. Uanset om mit humør er positivt eller negativt, er der altid denne, en underliggende tone af tungsind.

I en del musik findes der netop en underliggende tone. I vesteuropæisk musikkultur kendes dette særligt fra kirkemusik. Denne tone kaldes "orgelpunkt". Eksempelvis beskriver Den Store Danske det således: "orgelpunkt, bastone, som bliver liggende i kortere eller længere tid, mens alle øvrige stemmer bevæger sig videre. Orgelpunkttonen er som regel enten musikkens grundtone eller overkvint. Princippet forbindes især med musik for orgel, hvor det er nærliggende at lade pedalet, der oftest bruges til det dybe leje, spille lange, liggende toner."

Hvis man således betragter livet som et stykke musik, så er mit liv netop et, hvor der er indkomponeret et orgelpunkt af tungsindig karakter.
Akkorderne, eller stemmerne, skaber tilsammen den øjeblikkelige sindsstemning: Musikken kan bevæge sig i dur eller mol, der kan være flere eller færre stemmer, enkelte stemmer kan være mere eller mindre fremhævet; der kan være pauser, mere eller mindre markering af rytme osv. Altså sådan som de fleste mennesker oplever deres liv, men for mit vedkomne er der altså fortfarende dette orgelpunkt af tungsind som løber nedenunder den samlede komposition. Har musikken mange eller kraftige elementer af anden karakter, vil orgelpunktet ikke træde så tydeligt frem, men bevæger de overliggende stemmer sig mod noget stille eller sågar noget tungsindigt, vil orgelpunktet selvfølgelig blive mere tydeligt eller ligefrem forstærket.

Som jeg skrev indledningsvis har jeg ikke kunne slippe af med denne tone. På en eller anden måde ligger det uden for min rækkevidde at ændre på det. Hvad enten det skyldes kemiske eller elektriske reaktioner i min hjerne, gener, miljø eller det er andre faktorer - det lader sig øjensynligt ikke ændre!
Det har såmænd ikke skortet på forsøg på at ændre det, men det der i seneste instans har givet mig størst forløsning og frihed, har sådan set været, at erkende at jeg bare må leve med dette "orgelpunkt".

Jeg kan prøve at beskrive brudstykker af denne komposition, mit liv, og hvilken påvirkning "orgelpunktet" har.

At flytte fokus og understrege noget andet

En af de ting som jeg ofte har forsøgt, har været at fylde mit liv med mange stemmer eller store udvidede akkorder. Jo flere stemmer i et stykke musik, jo mindre opmærksomhed skænker man et orgelpunkt.
Problemet er bare at mange stemmer kræver en enorm opmærksomhed for at harmoni skal kunne bevares. Det kan være særdeles anstrengende og i sidste ende er det umuligt at opretholde så højt dynamisk niveau.
Det er det samme som gør sig gældende, hvis man bare skruer op for volumen for at overdøve noget andet man ikke vil høre - i det lange løb bliver man simpelthen for træt til at kunne udholde det.
Yderligere er det sådan at høj dynamik eller volumen som regel altid afløses af stilhed - eller som i mit tilfælde en tilbagevenden til orgelpunktet som eneste lydkilde, som så vil virke så meget mere markant.

Altså, forsøger jeg at fylde mit liv med alle mulige (positive) elementer i et forsøg på at overdøve tungsindet, kan det såmænd godt lade sig gøre. Det er bare særdeles krævende og anstrengende, og ikke mindst, når energien til dette uværgeligt ophører, vil tungsindet fremstå så meget mere tydeligt. Dels fordi kontrasten fra det positive til det triste, vil fremstå så meget mere tydeligt og dels fordi gen-erindringen om det underliggende tungsind, efter det har været uden for opmærksomhed for en stund, vil ramme som en hammer, hvilket, næsten naturligvis, ofte har ført til en depressiv periode for mig.

Undlade at vippe båden

Nå, hvad er så alternativet. Jo, det modsatte er jo at give musikken så lidt dynamik som muligt, at begrænse melodien til kun at indeholde en tone; at gøre den mono-ton.

Jeg har derfor også mangen en gang forsøgt at begrænse hvad der sker i mit liv; forsøgt at lave faste rammer med forudsigelige gentagelser. I det hele taget sikre mig at der ikke ikke skete de store udsving, så jeg ikke skulle risikere at blive ramt af en depression efterfølgende opløftende øjeblikke.
Men den går heller ikke. Hvis jeg nu ikke havde den underliggende tungsindighed, kunne det måske være en god måde at skabe et liv i zen med stabilitet og forudsigelighed. Men for mig er der nødt til at være en smule modvægt; lidt dynamik og lidt uforudsigelighed til at opveje den allestedsnærværende og konstante underliggende tristesse - som sådan set er en monotoni i sig selv.
Et slags synonym for monotoni er jo også kedsomhed. Selv 'kedsomhed' rummer en dobbelthed. Det bruges vel mest når man er lidt frustreret over ikke at kunne finde på noget at lave, eller man synes det man laver er uinteressant, men selve ordet kommer jo direkte af at være trist; at være ked af det.
Så at lægge noget kedeligt oven på noget trist er selvsagt ikke vejen for mig. Jeg er simpelthen nødt til finde en balance mellem dynamik og monotoni. Noget der ind i mellem kan volde ganske alvorlige problemer, fordi det er en knivsæg at vandre på.

Med (alle) midler at fjerne problemet

Et enerverende orgelpunkt kan selvfølgelig også dæmpes ved at itage ørepropper der dæmper den frekvens det ligger på. Således vil man kunne nyde resten af harmonierne uforstyrret af det.
Men vil man nu også kunne det? Det skal jo i så fald være nogle højavancerede ørepropper der kun lige præcis vil fjerne orgelpunktet fra lydbilledet. I praksis vil man ofte få fjernet en masse andre fine elementer fra musikken og ikke mindst er orgelpunktet jo en stemme i kompositionen som resten af stemmerne er i samspil med.

Noget af det jeg har været igennem, har netop været at forsøge at dæmpe smerten der har været forbundet med det underliggende tungsind. Af selvforsøg har jeg prøvet mindre kontrollerede ting og gennem psykiatrien har jeg været gennem forsøg med mere kontrollerede dæmpningsforsøg.
I en længere periode forsøgte jeg at holde smerten væk med alkohol. Gennem alkohol kunne jeg på enkel vis sætte tankevirksomheden i stå og samtidig få glædesfølelse. Der er vel de fleste bekendt hvordan det foregår. De fleste er vel også bekendt med de negative følger den slags også kan have - lige fra efterfølgende fysisk ubehag til depressiv følelse som følge af manglende nystimulering (som jo kan lede til afhængighed).
En anden ting jeg også har forsøgt, er selvpåført fysisk smerte. Det at få yderliggjort den psykiske smerte til en fysisk havde to virkninger. Dels kunne det ligesom overdøve den psykiske smerte. Alle ved, at når det gør meget ondt et sted, mærkes andre ubehag ikke. Og dels blev de indre smerter jeg havde dermed håndgribelige. Det er meget nemmere at forholde sig til et åbent blødende sår end noget ubestemmeligt man ikke ved hvor kommer fra inde i ens hoved.
Ingen af disse løsninger er dog langtidsholdbare, for kroppen har en evne til at vænne sig til den slags stimuli, og der skal således stærkere og stærkere midler til, som i sidste ende kan være fatale.
I psykiatrien har jeg som sagt også været igennem mere kontrollerede forsøg på at dæmpe "orgeltonen". Jeg har således prøvet forskellige antidepressiver. Desværre lader det ikke til at de er "højavancerede" nok, for alt det jeg har prøvet, har medført nogle bivirkninger som jeg ikke har brudt mig om. Godt nok kunne jeg opleve en tilstand hvor jeg så at sige var mere eller mindre ligeglad med mit tungsind, men til gengæld blev jeg så også mere eller mindre ligeglad med andre mere positive ting i livet. Og så var det trods alt at foretrække, at leve med smerte og så stadig kunne sanse de mere positive ting i livet.

En slags harmoni

Som sagt har det været afgørende for at jeg kan leve et liv i nogenlunde harmoni med mig selv, at erkende at denne underliggende tone af tungsind er en del af mig og den måde mit liv er komponeret på.
Jeg ville selvfølgelig til enhver tid ønske, at den ikke var i mit liv og havde sådan en dominerende fremtoning, men da det ligger uden for min (og tilsyneladende også for videnskabens) formåen at ændre det, kan jeg kun prøve at få det bedste ud af det.

"I'm the deputy mayor of the world!" - humor er et godt redskab til at overleve med 

Jeg kunne i min beskrivelse have valgt metaforen 'støj' i stedet for 'orgeltone'. På mange måder kunne det være et endnu bedre ord at bruge om mine problemer - altså noget uønsket der forstyrrer den gode harmoni.
Hvis det havde været muligt at fjerne "støjen", ville det nok også have været mere præcist, men som jeg har prøvet at illustrere, må jeg (i hvert fald ind til videre) leve med problemet, og så er det selvfølgelig mere tjeneligt at bruge en metaforik der arbejder med og ikke imod harmoni.
Jeg har brugt nok energi i mit liv på at slås mod mine problemer - og så længe der for mig ikke eksisterer en vidunderkur, er det nok sundere at se mit problem som noget jeg skal leve i samspil med og ikke skal bruge ressourcer på at kæmpe imod.