Da jeg var ung og ikke helt havde erkendt at jeg havde et problem, sagde jeg ofte lettere spøgende, at jeg led af manio-depressivitet - bare uden maniske perioder.
Denne beskrivelse er såmænd ikke helt ved siden af, selvom der er langt fra dystymi til manio-depressivitet, som jo er kendetegnet ved særdeles voldsomme humørudsving. Men min pointe med denne beskrivelse var, at der i mig er en konstant rugende depressiv grundstemning, dog med positive øjeblikke som ind i mellem træder i karakter; at jeg har humør-svingninger der ligger mellem depressiv og normalt humør, som dog aldrig når de eksalterede højder som maniodepressive når.

Dystymi er således klassificeret som en depressiv lidelse, og symptomerne er derfor langt hen ad vejen de samme.
Depressioner anses i almindelighed for at have et tidsafgrænset forløb og de fleste tilfælde er det noget personer kun oplever en enkelt gang eller få gange i deres liv.
I modsætning hertil er dystymi kendetegnet ved at være meget langvarig eller kronisk. Symptomerne er ikke så voldsomme som ved depressioner (med mindre der foreligger en depression oven i), men da den kroniske tilstand kan være meget svær at behandle og som sådan er bundet til personlighedsstrukturen, kan lidelsen være overordentlig invaliderende.

For en mere præcis definition vil jeg henvise til 'Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, 4th ed.' - også forkortet DSM-IV, som er det amerikanske diagnose- og klassifikationssystem for psykiske forstyrrelser. Det er, som jeg har forstået, et af de vigtigste opslagsværker i psykiatrien og den fælles referenceramme for denne.
Dystymi har klassifikationsnummeret F34.1

Jeg har her udvalgt nogle væsentlige punkter fra et par netsider, som netop refererer fra dette værk:

lægehåndbogen.dk:

Dystymi Forekomsten er ca. 1% til enhver tid i befolkningen Defineres ved kronisk sænket stemningsleje af flere års varighed Symptomerne er ikke tilstrækkelig alvorlige eller langvarige, til at diagnosen mild, moderat eller svær depressiv lidelse kan stilles Effekt af behandling med SSRI er sammenlignelig med effekten ved milde til moderate depressioner Dystymi kan kompliceres med egentligt depression: kaldet double depression Undersøgelser viser, at patienter med dystymi er særdeles handicappede

netpsych.dk:

Dystymi er en tilstand med mere end 2 års varighed af konstant lettere depressiv forstemning, men hvor symptomerne på intet tidspunkt opfylder kriterierne for egentlig depression. Dystymi begynder gerne i barndommen eller ungdommen, og er i modsætning til depression lige hyppig hos mænd og kvinder. Personligheden er præget af langvarig nedtrykt stemning med konstant bitterhed og utilfredshed. De få perioder med upåfaldende humør er gerne af kortere varighed. Nogle psykiatriske retninger anser patienterne for at have en masochistisk personlighedsstruktur, hvilket danner basis for de dårlige behandlingsresultater, idet masochister ikke ønsker at få det bedre, og endog ubevidst vil sabotere deres egen behandling. Der er følgende formelle krav til diagnosen: Tilstanden skal have varet mindst 2 år uden pauser med upåfaldende liv. Der må på intet tidspunkt have været opfyldt kriterierne for den egentlige depression i den samme periode. Der må ikke tidligere have været perioder med let mani, hypomani. Der skal være mindst 4 af følgende delsymptomer til stede: Der skal være reduceret energi og aktivitetsniveau. Søvnbesvær med enten besværet indsovning, opvågning flere gange om natten, opvågning tidligere end vanligt eller nedsat søvnkvalitet. Selvtilliden skal være nedsat eller der skal være en følelse af at være utilstrækkelig, ikke at kunne honorere egne krav til sig selv. Der skal være koncentrationsbesvær, hvor man har vanskeligheder med at læse en bog, følge med i TV eller mister tråden under samtaler. Der skal være lettere til tårer, man må ikke være så hårdfør som tidligere. Der er nedsat interesse for tidligere hobbies og interesseområder med ledsagende nedsat kønsdrift og manglende glæde ved tilværelsens små lyspunkter. Optimismen skal svinge med håbløshedsfornemmelse for egen situation og fremtiden. Grundstemningen skal være pessimistisk med tendens til at ruge over fortiden. Den tidligere udadvendte og initiativrige person skal være ændret til at være blevet indadvendt. Man skal slutteligt have været blevet mere fåmælt, den taleglade er blevet stum. Tilstanden er vanskelig at behandle, men det synes dokumenteret, at medicinsk behandling med de gængse midler mod depression har virkning og at psykoterapi af såkaldt kognitiv karakter er det andet behandlingstilbud.