Dette er en slags blog som er tænkt at skulle være et indblik i hvordan hverdagen kan se ud for en der lider af psykiske problemer:

Forord af 5/10 2018

Endnu en gang laver jeg ændring omkring denne del. Det mest åbenlyse er at den nu er helt offentligt. Tidligere skulle man logge sig på med kode. Indholdet er/var meget personligt, følsomt og måske ligefrem skræmmende for nogle - og ikke mindst for mine pårørende. Jeg har dog fået det væsentligt bedre igennem de seneste år - så meget bedre at jeg på mange måder kan lægge fortiden bag mig og skue fremad med et positivt syn på tilværelsen. De meget tunge perioder der findes beskrevet her er altså noget jeg har en stærk forestilling om at jeg ikke kommer til at skulle opleve igen.
Jeg kan ikke helt forklare hvorfor det gør en forskel i forhold til hvor megen offentlig jeg så at sige bryder mig om omkring det, men noget gør det altså...
Jeg bør nok understrege at det ikke er fordi jeg, så at sige, er blevet helbredt. Jeg har dog lært at leve med mine problemer og få en hverdag som er givende og lykkefyldt. Jeg vil prøve i fremtiden at skrive lidt mere om vejen dertil. Indtil videre kan man dog læse dette fra min blog, som i det mindste beskriver hvor jeg er nu: Bobleri

Hvad jeg tidligere har skrevet som forord gælder dog stadig og dette får altså lov at stå i en lettere tilpasset udgave:

Jeg har haft mine overvejelser om jeg synes denne meget private del skal være en del af min hjemmeside - som jo er særdeles offentlig tilgængelig. Jeg er for så vidt ikke selv den store tilhænger af at krænge sjælen ud til offentlig skue - for hvad rager det dybest set verden. I de sociale internetmedier kan man se masser af eksempler på hvor detaljeret folk synes de skal fortælle omverden om deres daglige skærmydsler. I en ikke ubetydelig andel af disse udråb synes jeg, at der fortælles alt for mange, for nære og, for det store flertal der læser med, ubetydelige informationer om folks privatliv, og informationer som jeg egentlig mener bør holdes i en mere privat og intim sfære.

Hvorfor vælger jeg så alligevel i større eller mindre grad at gå mod disse, mine egne holdninger? - Ja, der er i hvert fald tre grunde jeg kan få øje på og som gør at jeg ønsker at offentliggøre denne del:

For det første er dette som skrevet et forsøg på at tale åbent om sindslidelser. Ud fra dette mener jeg, at det er vigtigt at medtage eksempler på hvad der foregår i det indre på en der rent faktisk har en psykisk lidelse, så det ikke bare bliver en gentagelse af hvad der står i lærebøger om emnet. Så helt objektivt set er det for en bedre forståelse af lidelsen nødvendigt, at have nogle af den slags selvoplevede detaljer med; at have det man kalder en 'case' med. Nu er det 'tilfældigvis' mig der står for siden og derfor virker det naturligt at det er min 'case' der kommer med.
Det vil sige, for en bedre og mere detaljeret forståelse af psykiske lidelser (specifikt dystymi), har været og er hovedargumentet for at lave dette ret privat orienterede afsnit.

For det andet er det, som også nævnt, mit håb at denne del af min hjemmeside kan være et sted hvor ligesindede så at sige kan spejle sig i. Et sted hvor man kan finde en der går rundt med tilsvarende følelser og tanker. Det har for mig selv været af stor betydning at 'opdage', at der rent faktisk findes andre der har det på samme eller i hvert fald lignende måde som mig. Altså, exv at de problemer man oplever ikke bare kan reduceres til at være en depressionslignende nedstemthed som alle nok har oplevet, men noget som stikker dybere og går ud over hvad de fleste oplever.

For det tredje er der er også nogle langt mere egennyttige grunde til at jeg har valgt det. Først og fremmest ligger der, som jeg også har skrevet andetsteds, en slags katarsis i at kaste den slags tanker ud i verden (og på den måde forstår jeg godt hvorfor folk så gladeligt fortæller om intime ting i de sociale medier).
Sekundært er det en mulighed for at kommunikere nogle ting til min nære omverden, som kan være umulige at sige og, ikke mindst, som jeg har et ønske om ikke ellers skal dominere de daglige almindelig sociale begivenheder. Med andre ord, er det fortalt her, behøver jeg ikke spilde kostbar tid når jeg endelig er sammen med mine medmennesker, hvor jeg egentlig bare ønsker et samvær der ikke bærer præg eller domineres af mine problemer.
Jeg beklager altså på forhånd hvis dette skulle virke for personligt for de læsere der udelukkende læser dette afsnit af førstnævnte grund, altså at blive klogere på dystymi. Jeg håber at der trods det, er rigelig saglig informationmængde til at opnå større forståelse for lidelsen.

Dagbogen begynder et mere eller mindre tilfældigt sted, så ingen forkromet indgang. Ligeså er udgangen heller ikke med en synderlig elegant afslutning. Jeg holdt bare op med at skrive - fordi jeg stille og roligt fik det bedre og ikke havde så stort et behov for at nedfælde min hverdag.

---

3. juli 2010 - 21:14

I dag er det den varmeste dag ind til videre i år. Knap 30 grader har det været i dag. Sådan et vejr er det bedste jeg kan tænke mig og jeg suger hvert sekund til mig. Min glæde er overmåde stor, men lige under luger den frygtelige tristesse. Jeg prøver at holde den stangen, men jævnligt får jeg alligevel korte jag gennem hovedet der fortæller mig at vejret desværre ikke holder. Jag der nærmest udtrykker sig som fysisk smerte og som minder mig om at alting er endeligt. Jeg siger tusind gange højt, at "det var sådan et vejr, det skulle være altid" i et slags svagt håb om, at hvis jeg bare siger det mange gange nok, vil det blive virkelighed. Tristessen forstærkes derved at jeg selvsagt bliver opmærksom på min egen magtesløshed: jeg kan ikke ændre vejret og min generelle situation tillader mig ikke at "omgå" problematikken. Havde jeg pengene kunne jeg fx "bare" købe et hus hvor det er varmt om vinteren, og så tilbringe tiden der i sæsonen jeg hader så meget.
Ofte opgiver jeg at udøve nogle af mine interesser, fordi jeg ved at det på en eller anden måde forhindres i at fortsætte af noget udefra kommende. Vinteren/klimaet er et eksempel på det. Dykning kunne jeg måske have holdt bedre fast i; kajakken ligeså. Selvom det sagtens kan lade sig gøre at udøve den slags ting om vinteren, er det møgbesværligt og rigtig megen af fornøjelsen mangler derved. Sommeren er bare så mange gange sjovere at lave næsten alt i, at vinteren egentlig bare er en pine jeg skal igennem.
Alt dette her får mig til at tænke på en af de første formulerede tungsindige tanker jeg havde i min barndom, en som dukkede op igen og igen, og for så vidt har fulgt mig hele livet. Jeg har ikke været ret gammel da jeg første gang alvorligt tænkte over en sætning som "hvad nytter det hele, vi skal jo alligevel allesammen dø!" Jeg kunne sidde at lege med mit lego og pludselig miste al lyst til at fortsætte med at lege, fordi denne mørke skygge pludselig strømmede ind over mig: "Hvorfor bygge dette her, når det alligevel ikke holder evigt?" "Hvorfor i det hele taget lege. Du ved jo at det er en stakket frist; inden længe er du voksen og så er det alligevel slut med at lege!"
- "Hvorfor leve, når livet ikke holder?" blev således en senere skarpere formulering, som især omkring og længe efter teenageårene, var en sætning jeg havde svært ved at holde mig stangen fra livet. Og for så vidt skal jeg stadig rationelt afvise den, så den ikke får for kraftig påvirkning på min sindsstemning.

18. december 2010 - 6:17

Jeg har været syg med influenza i halvanden uges tid. Det har næsten været en velsignelse!!
I gennem længere tid har mit humør været på en meget langsom, men stabil tur nedad og jeg har faktisk siden i sommer haft mindre og mindre overskud. Jeg valgte fx at droppe mit andet kor Kerygma, fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue at skulle noget som helst. Siden sommer har jeg haft det sådan, at jeg nærmest hver dag har gået at sukket efter en periode hvor jeg ikke har skulle noget. Jeg har holdt fast i Collage, og selvom det hver gang har været opløftende at komme til øveaftenerne, har jeg alligevel gået hver dag og tænkt "åh nej, jeg skal jo til kor."
Udover korøvelserne om tirsdagene har der selvfølgelig været en masse andet, og det har til tider været en plage at komme igennem. Jeg har ligesom måtte slå hjernen og følelserne fra og gå til begivenheder som en tom zombie for at klare mig igennem.
Under influenzaen skulle jeg have været til julefrokost med en af mine gode venner og til juleafslutning med Collage. Begge dele måtte jeg udeblive fra og det var sådan set befriende. Jeg har med god samvittighed kunne lave ingenting, og en dag slap jeg sågar for at lave mad - som jeg ellers står for i husholdningen. Elisabeth kokkererede og jeg var helt fri for at lave noget den dag. Min influenza var godt nok på sit højeste og jeg var utrolig slatten, men det var alligevel dejligt ikke at skulle gøre eller tage stilling til noget.
I løbet af de sidste måneder er mine dage også blevet vendt på hovedet. Jeg kan ikke falde i søvn, og når jeg endelig gør, vågner jeg ofte og får i det hele taget en meget dårlig nattesøvn. Nattesøvn er måske et dårligt ord, for det er faktisk blevet sådan, at jeg sover fra kl 6-7 stykker (nogle gange er den ligefrem blevet 9) til en gang ud på eftermiddagen, med en masse opvågninger ind i mellem. Jeg tror jeg får en fem timers søvn i snit om dagen, og det er simpelthen for lidt. Min koncentrationsevne er ringe, jeg er ligesom lidt ved siden af mig selv hele tiden, og det har selvfølgelig en forstærkende indvirkning på mit manglende overskud og min udeblivende lyst til at lave noget.
Det med ikke at kunne sove, er noget der har fulgt mig hele livet. Jeg er lige kommet til at tænke på at det nok egentlig også var noget jeg døjede med i min ungdom. Men der hvor det for alvor blev et fast problem, var i de år hvor jeg var arbejdsløs og blev langtidsledig. Her begyndte jeg nemlig i den grad at få angst for morgendagen. Jeg gruede simpelthen for, at der skulle dukke en socialrådgiver op uden for min dør som ville sætte mig i et eller andet beskæftigelsesprojekt. Nattetimerne blev således en slags "den dødsdømtes sidste timer" og selvom det dels var her jeg havde friheden, var det også her at angsten rådede for hvad der måtte være i vente næste dag. Fra jeg vågnede og til almindelig fyraften var jeg således i et slags limbo-univers hvor jeg bare ventede på at bødlen skulle træde ind ad døren eller bare at posten skulle dukke op med "dårligt nyt". Når dette så ikke skete, måtte jeg tilbringe aftenen i denne frygt for morgendagen. Af samme grund har weekenderne således også været det tidspunkt hvor jeg har kunne ånde lettet op, dels fordi jeg så var i samme båd som alle andre, men særligt fordi jeg her ikke kunne risikere bødlernes besøg. På den måde tror jeg at weekenderne i langt højere grad har betydet frihed for mig end for nogen anden i dette samfund. Så når folk har grinet uforstående af min store glæde over weekender - når jeg nu ikke arbejdede - så er det simpelthen fordi de ikke har kunne se hvor slemt det har været for mig i hverdagene.

22. juni 2011 - 19.16

Problemet er at jeg ikke må stå stille. Hvis jeg kommer til at sidde bare et øjeblik, hvis jeg ikke er i gang med noget der udfordrer mig, kræver noget positiv energi af mig, hvor tankerne får lov til at flyde, så går det galt. Så begynder spiralen nedad. Det deraf følgende problem er jo: intet menneske kan holde til, ikke at stå stille en gang i mellem. Jeg er jo nødt til at hvile i ny og næ, ellers bliver jeg også syg, og det er i stilstanden eller hvor der kræves negativ energi af mig, at det går galt for mig. Det er her derouten begynder. Gad vide om det kan koges ned til banal dødsangst. Det virker sådan nogle gange.

8. august 2011 - 01.45

Jeg er begyndt at få noget der ligner angstprovokerede adrenalinchok. Det sker flere gange i løbet af dagen. Jeg kan ikke præcisere i hvilke forbindelser de opstår, men jeg har en fornemmelse af at det ligesom er min krop der begynder at vægre sig mod lysets tilbagetrækning og den kolde sæsons komme. Inden længe begynder den lange sæson med forudsigelighed og tilbagevenden til begrænsninger. Sommeren er for mig en tid hvor alting står åbent og meget kan lade sig gøre. Her kan jeg også på en måde leve afsondret fra de rent fysiske problemer som mit liv er fyldt af. Vinteren er det modsatte. Her bliver jeg låst fast i de mønstre som jeg har svært ved at ændre - og der er lidt for mange af dem af negativ karakter.
Der er så mange ting som jeg burde tage fat i og forsøge at ændre, men jeg føler mig magtesløs - i høj grad fordi jeg ikke selv og alene er herre over dem. En af mine store skismer er det at jeg egentlig fungerer bedst når jeg er alene, men at jeg hader at være alene. Jeg er særdeles dårlig til at indgå kompromisser (fordi jeg har svært ved at leve med ringe standarder i forhold til hvad jeg synes bringer kvalitet til livet), men har alligevel en udtalt tendens til at sætte egne interesser ud af virke, simpelthen for at opnå størst mulig accept af et givet fællesskab. Og det gør altså at jeg ofte ender op med at være utilfreds eller ligefrem ulykkelig i fællesskaber jeg selv har valgt og har været med til at skabe.

8. september 2011 - 09.05

Damn it, mit humør er på stabilt nedadgående! Jeg prøver at tage fat i de postive elementer og trække mig selv op, men det er altså på nedadgående.
Jeg er begyndt at træne igen og det nyder jeg. Men det betyder også at jeg igen har et stabilt sammenligningsgrundlag for min tilværelse, fordi jeg møder mennesker på daglig basis - hvilket jo ikke har været tilfældet i lang tid. Det er selvfølgelig både på godt og ondt, men det gør at jeg uværgeligt stiller spørgsmålet om jeg da for f.... ikke kan få en tilværelse der er lidt tættere på det jeg drømmer om.
Måske er det derfor jeg egentlig trives med at være alene i hverdagene. Simpelthen fordi jeg ikke har noget at holde mit liv op mod andet end hvad gårsdagen medbragte - i stedet for de idealer som alle de smukke mennesker omkring mig repræsenterer.

28. oktober 2011 - 02.22

Nu skal der også noget positivt ind i dagbogen. For første gang i umindelige tider har jeg haft en dag hvor jeg bare har været i godt humør hele dagen. Jeg vågnede lidt vel sent, som det er lige for tiden, og var til at begynde med lidt søvndrukken og mismodig, sådan som dagene normalt også har været. Dette ændrede sig dog ret hurtigt. Efter de sædvanlige småting der skulle ordnes, kørte jeg til træning - og havde en fantastisk træning. Total zen! Turen med Dart'en var fed. Vejret var skønt. Om aftenen var vi i Fredericia Badeland, og havde det rigtig rart og hyggeligt! Min allergi har jeg heller ikke mærket noget til - den har ellers plaget mig helt ekstremt i lang tid.
Altså, en helt igennem ordinær dag med for mig ekstraordinært godt humør. En dag sådan som jeg forestiller mig de fleste dage er for de fleste mennesker og som jeg ville ønske at alle mine dage var. Ikke noget særligt, ikke noget himmeljublende fantastisk at berette, men heller ikke noget der peger i en negativ retning - en ganske banal dag med hverdagens små trivialiteter som de nu én gang er.

16. februar 2012 − 16.05

Jeg må vist hellere lige forklare at jeg i nogen tid (bemærk "dato-uordenen") har været syg med Pyrofosfatartritis, hvilket er en slags gigtsygdom, en så kaldt reaktiv artritis (som jeg tidligere haft), som forhåbentligvis ikke skulle give kroniske symptomer.
Den 7. januar blev jeg syg og har været indlagt på Kolding Sygehus fra d. 15. januar til 7. februar. De første to-tre uger har været med ulideligt stærke smerter og af samme grund stort set uden søvn, så det har været en ganske forfærdelig omgang, og ikke mindst psykisk.
Jeg er stadig meget invalideret; kan bruge hænder og fødder yderst begrænset, da det netop er fod- og håndled der er værst ramt.
Typisk er et forløb af 2-3 måneders varighed før at symptomerne er helt væk, men så slemt som jeg har været og er ramt vil jeg tro at 3 måneder er et minimum før jeg er frisk igen.

21. januar 2012 − 00.55

Det går fremad mht smerterne, og hævelserne fortager sig. Dog stadig ingen diagnose, andet end et vagt gæt på Reaktiv Artritis. Jeg får foretaget 10 blodprøver om dagen. I dag spurgte de om de måtte tage en for HIV. Det sagde jeg ja til, da jeg faktisk direkte har tænkt på at bede dem om det når mit immunforsvar åbenbart er så ringe. Selvom jeg således har tænkt denne tanke, er jeg nu alligevel nervøs for udfaldet. Jeg fik taget en for en del år siden - da AIDS-skrækken var på sit højeste, eller nok nærmere havde klinget noget af igen. Den var da negativ, men alligevel er jeg lidt nervøs for udfaldet nu. Noget af det skyldes måske, at jeg i flere år højt for mig selv sagde lidt ala følgende: jeg ville ønske jeg havde AIDS! Så kunne jeg da i det mindste få den pension, så jeg ikke skulle kæmpe med de offentlige systemer og folks manglende forståelse for min lidelse. Og så ville der måske også være en "naturlig" afslutning på det hele!!!
Ja, det er nogle frygtelige tanker man kan have, når man har det skidt. At ligge her mellem 80-årige mænd med snigende kræft, lungebetændelse der kan tage livet af dem om tre timer osv, gør det heller ikke nemmere at se positivt på livet og fremtiden.

9. februar 2012 - 16.15

Jeg ved sgu ikke, jeg prøver at være et godt menneske; prøver at tage beslutninger som ikke belaster mine medmennesker, ikke indskrænker deres frihed. For alt i verden ønsker jeg ikke at være en person som kræver noget af mine medmennesker. På forunderlig (eller måske i virkeligheden naturlig) vis er det også en stor faktor hvorfor jeg ikke kan finde ud af at holde på de venskaber jeg har haft, hvilket bliver tydeligere og tydeligere, og ikke mindst i en situation som denne, hvor jeg har ligget tre uger på hospital.
Nu er jeg så hjemme igen, med mindre smerter, klarere i hovedet og dermed tydeliggjorte psykisk smerter. Jeg føler mig simpelthen afskåret fra verden og ikke mindst fra mennesker - og især nogle jeg kunne kalde "mine"! På hospitalet var der i det mindste sygeplejerskernes og lægers kommen og gåen, samt de daglige møder med medpatienterne. Hjemme er der intet!! Jeg føler mig som ham der blev bidt af en haj i filmen "The Beach" - flyttet til en afsides lokation for at dø og for ikke at ødelægge den gode stemning for andre.
I dag har jeg grædt som aldrig før - helt primitiv barnegråd som jeg næsten ikke kunne stoppe igen. Følte mig total afmægtig.
I morges ringede jeg til lægen for at få en henvisning til en psykiater, ventede en halv time på overhovedet at komme til at snakke med lægen, og får så at vide at der er op til et års ventetid for at komme til hos en. Jeg kunne også tage på psykiatrisk skadestue, sagde hun! - Fint, når jeg ikke kan bevæge mig nogen vegne for smerterne i fod- og håndled!
I længere tid er det gået ned ad bakke for mig, og jeg har længe overvejet at se en psykiater igen. Under denne sygdom har det været helt galt. Jeg har ligget med dybt alvorlige tanker om selvmord, og selvom jeg flere gange bad personalet på sygehuset om psykologisk hjælp, har jeg ikke kunne få det. Som altid i mit liv, er der tilsyneladende stort set ingen der tager mig alvorligt.

21. februar 2012 − 03.44

Hvis man kender det at have en genstand som efterhånden er i så ringe stand, at ethvert forsøg på at reparere den bare ikke er lønsomt, kan man få en fornemmelse af hvilket selvbillede jeg overvejende har. Tænk fx på en bil der er så rusten og slidt at den egentlig er skrotklar.
Da jeg for godt et halvt år siden var på Kolding Sygehus for at få min skulder undersøgt vha ultralydsscanning fik jeg netop det billede - at min værdi var så ringe, at det var fuldstændig absurd, at anvende disse fuldstændig vanvittige summer som en scanning koster på en så lille defekt. Jeg følte, det var som at sætte bremseskiver og drivaksler af kulfiber på en 5000 kr's bil der alligevel skulle skrottes ved næste syn.
Nogle af de samme tanker gik igen da jeg var indlagt for fjorten dage siden. Jeg kunne finde mig selv lave cost/benefit analyser af at ligge der og være til byrde for samfundet, og faktisk finde ud af at det eneste rigtige, også målt på den måde, ville være hvis jeg ikke eksisterede.

22. februar 2012 − 02.21

På vej hjem fra Gran Canaria d. 7 januar, ja, det var faktisk der jeg mærkede de første sygdomstegn, var flyveturen til tider meget urolig og man kunne rigtig se hvordan vingerne var under pres. De fjedrede kraftigt op og ned. Jeg sad og spekulerede over hvor meget metaltræthed de efterhånden havde akkumuleret og om de kunne finde på at knække af hvert øjeblik. Jeg tænkte på alle de flykatastrofefilm jeg efterhånden har set - både fiktive og dokumentariske - og vidste nogenlunde hvad et realistisk scenarie ville være. Vi ville bare styrte mod jorden i et stort brag og ville have nogle få minutter til at indstille os på situationen. Et øjeblik tænkte jeg at det ville være en ubehagelig situation, men meget hurtig blev jeg rolig og tænkte at jeg ville hilse dette scenarie velkommen. Klask! På ganske kort tid ville det være ovre. Jeg ville endelig være fri for mine problemer, og jeg skulle ikke en gang selv tage stilling til om jeg skulle leve eller dø.

25. februar 2012 − 03.38

Jeg er ved at blive sindssyg af det lort her (altså mere end jeg er i forvejen). Nu har jeg i snart to måneder levet med voldsomme smerter. De første tre uger ulideligt voldsomme og nu ellers "bare" smerter der konstant kræver opmærksomhed. Jeg kan stort set ikke lave noget, da alle aktiviteter involverer hænder eller fødder i større eller mindre grad (jeg kan ikke en gang tørre røv ordentligt på mig selv) - og selv hjerneaktivitet er frustrerende fordi smerterne gør at jeg ikke kan tænke klart og bliver uforholdsmæssigt anstrengt heraf. Sådan noget simpelt som at svare på emails er anstrengende og selvom jeg tit ønsker at lave noget på min hjemmeside, som jeg trods alt er fysisk i stand til, kan jeg faktisk ikke overskue det. Jeg kan lige slæbe mig op til at følge en krimi på tv eller spille en gang Wordfeud med dem der gider, når det går bedst.
I forgårs fik jeg med lidt hjælp lavet et par presserende ting på bilen, men ikke uden at tage dobbelt af den morfin som jeg egentlig burde være trappet ud af, men som jeg heller ikke kan undvære pga smerter. I nu to dage efter denne håndværksmæssige "præstation" har smerterne været endnu værre end ellers. Mængden af smertestillende bliver i hvert fald ikke reduceret foreløbig, selvom det var planen. Jeg kan simpelthen hen ikke udholde det uden. Alternativet er at ligge i fosterstilling det meste af dagen uden lyst til at spise, kommunikere, eller udvise nogen form for aktivitet.
Det var ellers tilfredsstillende at lave det på bilen; altså endelig at lave noget af det jeg har visse evner for og som normalt også bringer mig glæde, og i timerne bagefter var jeg helt opmuntret. Dagene herefter har imidlertid været så slemme, at det har fjernet enhver lyst til at gentage den slags. De lange udsigter til at jeg kan gøre sådan noget igen, er enormt demotiverende og ødelægger ethvert anløb til humørforbedring. Med andre ord, jeg befinder mig igen i et dødvande fyldt af håbløshed, og med det tempo denne lidelse udvikler sig, eller rettere mangel på samme, får jeg igen angstøjeblikke med forestillinger om at nuværende tilstand er permanent.
Jeg kunne skrige af frustration over hvor lidt fremskridt, og ikke mindst de tilbageskridt, der sker, og græde over den konstante smerte som jeg ikke har nogen mulighed for at få pause fra - hvis det ikke var fordi jeg vidste, at det ingen forskel gør.
Søvn er efterhånden også en ligegyldig affære. Jeg er træt, men gider ikke sove, for det synes ikke gøre nogen markant forskel. Jeg bliver ikke udhvilet, helbredelsesprocessen synes ikke at forbedres derved; til tider betyder det bare stærkere smerter at vågne til. Forskellen mellem at være vågen eller at sove virker for lille til at det giver mening at sove - om jeg gør det ene eller andet - jeg ligger bare og ligger. Problematikken omkring mine enorme kroniske søvnproblemer bliver altså bare forstærket - i hvert fald når jeg prøver at overskue "det hele". Men som sagt føles det efterhånden, i den tilstand jeg befinder mig i nu, ligegyldigt om jeg sover eller ej. At falde i søvn har for mig igennem snart årtier været forbundet med noget angstfremkaldende, anstrengende og besværligt, altså stik modsat af hvad det burde være. Det gør ikke mindst lige nu, at jeg simpelthen ikke får sovet nok, for jeg gider ganske enkelt ikke kæmpe kampen for at falde i søvn. Det er nemmere bare at forblive vågen - hvor absurd det end lyder! Jeg har til tider leget med det tankespind, at det ville have været fedt at ligge i koma i de to-tre måneder sygdommen har sit forløb (eller fire, som det efterhånden føles det peger i retning af) og så derefter vågne op uden smerter og helbredt fra det lort her! Jeg gider det ikke!!! Jeg undrer mig tit over hvad det er jeg har gjort; hvilken forbrydelse jeg har budt verden og mine medmennesker siden jeg skal have det så dårligt i mit liv, og hvorfor det ikke er mig muligt at sone den forbrydelse.

1. marts 2012 − 03.53

I går sov jeg en del om aftenen. Sådan føltes det i hvert fald Jeg faldt i søvn og vågnede med følelsen at der var gået lang tid, men det var der ikke. Det var kun et kvarters tid jeg havde sovet. Det skete en to-tre gange. Til sidst gav jeg op over for at få en god lang søvn, selvom jeg var træt. Nu kan jeg selvfølgelig ikke sove. Da jeg vågnede sidste gang var det med kraftige smerter igen. Jeg trænede i mandags og det var egentlig meningen at jeg ville træne i dag også, men jeg var for træt og havde for ondt. Når jeg sådan ser på mit medicinforbrug, hvor mobil jeg er og hvor ondt jeg har, kan jeg faktisk ikke få øje på fremskridt de sidste par uger. Det svinger lidt op og ned hvordan jeg har det; nogle dage føler jeg mig rimelig frisk, andre dage (som i dag) har jeg meget ondt, kan ikke bevæge mig det store og har lige en smule feber. Jeg bliver derfor ved med at være nervøs for at mine led har taget permanent skade. Jeg har en tå som også blev ramt da jeg havde reaktiv artritis sidst. Den har siden da været lidt skæv og fortykket. Tåen er også ramt denne gang og disse forandringer er blevet værre, og jeg ser med lidt gru på den, som er den tegn på at der generelt i alle ramte led er permanente skader - ikke mindst sammenholdt med at smerterne stort set har været uforandrede i et par uger nu.

20. marts 2012 − 05.01

Jeg har lige haft en periode med forbavsende og næsten ukuelig optimisme.
Jeg var begyndt at få lyst til at grave ud til mit værksted igen. Hver gang jeg ser lyst på fremtiden, begynder jeg inde i hovedet at bygge det værksted jeg drømmer om. At grave ud til noget er en af de ting som jeg ikke umiddelbart kan forklare hvorfor jeg synes er fedt, men det gør et eller andet ved mig, og jeg var som sagt begyndt at grave ud til mit værksted - i mit hoved. Og selvom jeg hele tiden blev mindet om at det ikke kunne blive ved mere end drømmerierne, fordi mine hænder hele tiden gjorde (og gør) opmærksom på at de slet ikke var (og er) i stand til manuelt arbejde, kunne jeg alligevel opretholde en optimisme og tanken om at gøre alvor af det, så snart hænderne vil være med til det igen.
For en uges tid siden gik det også bedre. Jeg var sågar ude at køre Morini en dag - bare en tur til Assens og tilbage igen. Og selvom jeg dagene efter havde meget ondt i mine håndled og siden ikke har haft mod på at køre igen, var det alligevel ikke nok til at tage modet fra mig. Jeg blev sågar så kålhøgen, at jeg skar mit indtag af Ibuprofen ned til det halve, som jeg jo blev bedt om for tre uger siden og endvidere holdt jeg helt op med morfinindtag. Det holdt et par dage, så måtte jeg tage morfin igen, men jeg har nu klaret mig med væsentlig mindre Ibuprofen siden. Om det er det, der gør at jeg nu er ved at miste modet igen, ved jeg ikke. Jeg har under alle omstændigheder i de sidste par dage fået væsentlig stærkere smerter, og jeg føler mig igen meget handicappet og igen føler jeg at der ingen fremskridt sker. Dagene går, den ene efter den anden, uden jeg kan lave ret meget andet end at sidde ved computeren og se lidt tv. Hver eneste gang jeg vil lave noget der belaster håndleddene den mindste smule, bliver jeg straffet med voldsomme smertejag. Det er umuligt at beskrive hvor belastende, frustrerende og demotiverende det er konstant at blive mindet om hvor handicappet jeg reelt er. Det er så meget, så jeg ikke har lyst til at lave noget som helst. Den optimisme som jeg havde for en uges tid siden, er i hvert fald fuldstændig væk nu.
I morgen skal jeg til kontrol på sygehuset. Det gider jeg heller ikke, for jeg kan næsten forudsige hvordan det vil forløbe. Da jeg skal transporteres med sygetransport, kommer der til at gå en halv dag med det, hvoraf det meste er ventetid. Til selve konsultationen vil de nok kigge på blodprøverne fra sidst og konstatere at der ikke er sket det store. Lægen vil så sandsynligvis ikke foretage sig andet end at lade forløbet fortsætte uændret. Med andre ord, en stort set spildt dag og ikke et skridt nærmere noget der kan få afgørende betydning for at jeg kan få det bedre.
Det er efterhånden umuligt for mig at forestille mig, at jeg nogensinde skal blive fri for smerter. Jeg har fx købt nogle ting inden for de sidste par måneder, som jeg er begyndt at synes var fejlkøb og spild af penge, da jeg jo i min forestilling ikke får brug for dem alligevel. Oplagt er Kanguroen jeg har købt, men også den rygsæk jeg har købt, hvis hovedformål skulle være at indeholde træningstøj, synes jeg er lidt spildt, "når jeg nu alligevel ikke kommer til at træne igen"! De vel optimistiske forsøg på at komme i gang med træning er også opgivet. Godt nok har jeg lavet et program hvor jeg ikke direkte belaster hånd- og fodled, men de gange jeg har forsøgt, har jeg alligevel to-tre dage efter været sat væsentligt tilbage med stærke smerter.
Det er sgu ikke synderligt opløftende og livslystfremmende, der her.

21. marts 2012 − 03.40

Nåmen, det var et rimeligt opløftende sygehusbesøg. Det mest positive var, at der med det samme blev taget blodprøver og røntgenbilleder for at se hvordan min lever har det og om der skulle være kommet permanente skader på mine led. Det lod det ikke til og levertallene så også bedre ud. Jeg kan nu således omsider få medicin der direkte skal behandle problemet og ikke som hidtil bare en del af symptomerne. Det er rart at der endelig bliver taget lidt hånd om tingene og lavet en ordentlig plan for behandlingsforløbet, så det ikke bare er en blind famlen sig frem.
Jeg har gået en del i dag - frem og tilbage til de forskellige afdelinger på sygehuset (jeg var der næsten tre timer), og det kan mærkes i fodleddene. Selv om jeg nogle gange prøver at overbevise mig selv om at det går bedre, viser dagen i dag, at det er yderst begrænset hvad der sker af fremskridt. Jeg kan kun gentage at det er ekstremt belastende at der konstant er smerter at forholde sig til. Uanset hvad jeg laver - måske lige bortset fra udfoldelser af mere erotisk karakter (som begrænses af de fysiske problemer) og at sove (som begrænses af de psykiske problemer), skal jeg hele tiden registrere og bearbejde overdøvende smerter. Det er, som sagt, til at blive vanvittig af.

25. marts 2012 − 04.54

Betydningsfuldhed - og mangel på samme.
Jeg får igen mindre og mindre kontakt med mennesker. Man skulle ikke tro at det kunne lade sig gøre at have mindre, men det kan det altså. Jeg befinder mig i dette mærkelige limbounivers, hvor jeg ikke rigtig ved hvad "dommen" bliver. Det skulle forestille at være midlertidigt, så næsten alt hvad jeg foretager mig får en prægning af midlertidighed. Det har for så vidt været sådan mere eller mindre altid i mit liv, men lige nu er det, pga af denne her reaktive artritis, rigtig slemt. Det betyder at jeg ikke rigtig foretager mig noget der har længererækkende konsekvenser. Det er svært at forklare helt præcist, men jeg har sådan en sjov fornemmelse af snarlig afslutning, så jeg ikke rigtig gider eller synes det kan betale sig at investere eller lægge kræfter i noget fremtidsorienteret. Det værste i den forbindelse er, at jeg så heller ikke har den fornødne trang til at pleje medmenneskelige relationer. Ja, der er ligefrem noget i mig der forbyder det. Selvom jeg kan mærke at netop manglen på medmenneskelig kontakt er med til at skabe denne selvforstærkende fornemmelse af "endelighed" for mit vedkomne, kan jeg ikke finde den drivende trang til at skabe og pleje medmenneskelige forhold. Jeg har på denne måde altså efterhånden fået afviklet min egen medmenneskelighed og person - jeg er således ikke for nogen "noget særligt eller uundværligt". Jeg ved ikke hvad det er for en sær mekanisme, der lader til at være en på autopilot kørende funktion i mit liv. Den er der måske netop for at gøre det nemmere at afvikle min eksistens, så det ikke efterlader smerte og savn.

13. april 2012 - 05.17

Smerter, konstant smerter. Min fysiske tilstand kommer mere og mere i overensstemmelse med min psykiske - eller måske er det omvendt. Det er snart ikke til at hitte rede i.
Jeg bliver ved med at have den "final-følelse". Det er som om at alle de ting jeg laver, er noget jeg gør for sidste gang - for ligesom at rydde lidt op, så det ser pænt ud efterfølgende. Det er en sær fornemmelse. Det er ikke intenderet, men sådan fornemmes det under efterrationalisering.
Det forstærkes derved at jeg heller ikke laver fremtidsplaner og ikke mindst som tidligere nævnt, at jeg mere eller mindre ubevidst afvikler min egen medmenneskelighed. Det er en frygtelig defaitisme, som jeg ikke føler jeg selv er herre over.
Jeg har nogle aftaler med sygehuset: skanning for knogleskørhed, almindelig opfølgning, skanning for polypper i de indre organer og så burde jeg have været hos lægen for at få taget blodprøver. Jeg gider det ikke rigtigt og jeg bliver ved med at "glemme" at få bestilt tid hos lægen, for jeg føler et eller andet sted at det er nyttesløst.
Jeg har lige haft et par dage med maveinfluenza (jaja, det vælger bare ned over mig), hvor jeg havde et tidsrum på 8 timer med høj feber og voldsom opkast. Jeg havde det så dårligt og var så langt væk i febervildelse, at det gav mindelser om de første uger jeg lå indlagt med artritis. Igen kom det op i mig; altså det selv at gøre en ende på det. Og selvom det nu går bedre igen, kan jeg ikke afryste den tanke, at det ikke er nogen dårlig ide.
Jeg så "Bonderøven" lige efter jeg var kommet ud af min febervildelse - han var i Tanzania (tror jeg nok) for at studere håndværk. Fællesskabet der var i de samfund han besøgte, fik mig til at græde. Min egen situation er efterhånden at jeg ikke i står i et eneste fællesskab, og jeg kunne konstatere mens jeg så det tv-program, at det vil jeg nok heller ikke komme til. Primært er der et eller andet selvdestruktivt i mig som gør at jeg ødelægger det for mig selv, så jeg må trække mig ud af fællesskaber eller at folk i mere eller mindre passiv grad ekskluderer mig. Sekundært har jeg som skrevet heller ikke det "drive" der skal til for at bevare kontakt, så det kommer til at bero på den anden part at holde fast i forbindelsen. Og det er for så vidt forståeligt at de ikke gider, når jeg ikke umiddelbart leverer noget tilbage. Der er fx mindst to personer som ihærdigt har forsøgt at holde mig fast. Men pga af min passivitet har de opgivet mig helt. Jeg ser det som håbløst at gøre noget ved det, for jeg har som nævnt på ingen måde det overskud der skal til for "bevise" at jeg vil fastholdes.

16. april 2012 - 04.20

Jeg bliver ved med at "glemme"/udsætte at få bestilt tid hos lægen. Jeg har svært ved at finde ud af hvorfor det er sådan. Dels har jeg jo som nævnt en følelse af at det er nyttesløst og jeg derfor ikke rigtig gider at gøre det, men det er altså ikke hele forklaringen, for der er også noget i mig som direkte nægter at gøre det (og en masse andre ting som jeg burde). Jeg har imidlertid også en anden følelse i mig; en mærkelig følelse af at hvis jeg gør det jeg burde (altså fx bestille den tid), så vil jeg få det værre! Jeg kan sagtens følge tanken ud, at jeg kommer hos lægen og får taget de blodprøver, som så rent faktisk får positive følger - Det er altså ikke selve det efterfølgende forløb som "skræmmer". Det er egentlig alene det at sætte det i værk! Det er altså en fuldstændig irrationel følelse og jeg kan ikke rigtig forklare hvad det er der sker i mig. Jeg kan bare konstatere at der er flere faktorer som trækker i en retning hvor jeg forbliver passiv, end der trækker i aktivitetsorienteret retning. Jeg tænker nogle gange simpelt "jamen, når du ved det, så er det jo bare at gå imod det og så rent faktisk gøre den smule der skal til" - i virkeligheden er det meget små ting jeg "nægter" at gøre. At ringe til en læge burde jo ikke være synderligt svært at overkomme! Men det er nok lige så svært for mig at gå imod, som det er for en med araknofobi at lade være med at føle at edderkopper er nogle frygteligt farlige bæster. Det nærmest direkte manifesterer sig i kroppen og giver en konstant underliggende tone af håbløshed i mit livssyn.
Det er blandt andet sådan nogle ting jeg vil have gransket og derfor jeg føler et stort behov for at tale med en psykiater.

10. maj 2012 - 03.32

Årets Morinitræf er overstået og det lod endnu en gang til at det var en succes. Jeg har været ret smadret i dagene efter. Jeg har haft utrolig ondt i mine fødder af at gå så meget som jeg skulle i forbindelse med træffet. Jeg måtte sågar gå tidligt i seng under træffet og jeg var også noget videre mentalt fraværende pga smerter. Jeg har således ikke været helt tilfreds med min indsats og deltagelse ved træffet.
Jeg ved ikke om det er en slags eftervirkning, men jeg har simpelthen været så trist de sidste par dage. En lidt mærkelig tristhed, som er svær at beskrive. Ofte kan jeg sætte lidt mere konkrete billeder på, men det her er en sær uudgrundelig tristhed. Måske er det bare endnu et udtryk for den mærkelige opgivenhed der præger min sindstilstand for tiden.

14. maj 2012 - 14.03

Jeg har været til psykiater i dag. Hvilket jeg i øvrigt også var for fjorten dage siden. Der gik altså ikke et år før jeg kunne komme til. Det er da altid noget!
Psykiateren foreslog at prøve med medicin igen og da jeg faktisk selv har tænkt på det gennem længere tid, skal jeg nu i gang med at tage Venlafaxin. Jeg har tidligere prøvet Cipramil og Remeron, som henholdsvis ikke havde den store virkning og henholdsvis gav mig for mange bivirkninger til at jeg synes det var værd at tage. Venlafaxin er et nyere produkt, som ikke skulle give så mange bivirkninger. Jeg håber det kan hjælpe.

21. maj 2012 - 12.53

Nu har jeg været i gang med Venlafaxin en uge. Ifølge indlægssedlen går der mindst to uger før de begynder at virke på humøret. Det skal nok passe, for jeg har intet kunne mærke ind til videre. Til gengæld har jeg så kunne mærke masser til bivirkningerne. Første dag jeg tog dem, var det så slemt at jeg faktisk ikke havde lyst til at tage dem dagen efter. Det har fortaget sig en smule eller også har jeg bare vænnet mig til det. Jeg håber det bliver mindre efterhånden som tiden går og at virkningen på humøret tiltager, ellers er det altså ikke det værd.
Herunder er hvad der skrives om mulige bivirkninger. Jeg har stort set alle de kønsspecifikke 'meget almindelige', 'almindelige' og en del af de 'ikke almindelige' (de kursiverede):

Meget almindelige (> 10%)   
Kvalme, mundtørhed.
Svimmelhed, hovedpine.
Øget svedtendens.
Almindelige (1-10%)   
Nedsat appetit, kraftesløshed, kulderystelser.
Opkastning, forstoppelse, diarre.
Hjertebanken, forhøjet blodtryk, udvidelse af blodkarrene.
Konfusion, personlighedsforstyrrelser, nervøsitet, søvnløshed, unormale drømme, søvnighed, gaben, rysten, ændring i hudens følesans, muskelstivhed.
Manglende orgasme, nedsat sexlyst, smertefuld vandladning, hyppig vandladning, menstruationsforstyrrelser, manglende eller forsinket sædafgang, rejsningsproblemer.
Synsforstyrrelser, øresusen (tinnitus).
Ikke almindelige (0,1-1%)   
Vægtændring.
Blødning i mave-tarmkanalen.
Blodtryksfald - især hvis man rejser sig hurtigt op.
Hallucinationer, uro, rastløshed, sløvhed, let øget stemningsleje, tænderskæren, motorisk uro, besvimelsesanfald, muskelkramper, koordinationsbesvær, balanceforstyrrelser, smagsforstyrrelser.
Hårtab, overfølsomhed over for lys.
Allergisk hævelse i ansigtet, mundhulen og strubehovedet.
Manglende vandladning.
Sjældne (0,01-0,1%)   
Manier, kramper.
Ufrivillig vandladning (inkontinens).

6. juni 2012 - 01.28

Jeg er blevet megaforkølet. Jeg er så forbandet træt af at være syg. I år har der været ganske få timer i ganske få dage, hvor jeg ikke har været plaget af smerter eller sygdom. Altså ganske få øjeblikke hvor jeg har følt mig rask og ikke har haft tankerne på mit elendige helbred. Igen finder jeg mig selv vurdere om det er værd at fortsætte med det liv her; om det kan betale sig at stå igennem alt det lort jeg skal igennem, for det lille glimt af håb om at det kan blive bedre og at jeg kan få et liv hvor jeg har det bare nogenlunde godt.
Jeg har "ferie" i disse uger. Hvilket vil sige at jeg er på tur. Meningen var at turen skulle have gået til Italien til træf, men fordi den Venlafaxin gav mig så mange og særdeles ubehagelige bivirkninger, måtte denne ide droppes. I stedet er det blevet til lidt bil- og campingvognsferie i Danmark og i morgen skal det så gå mod det tyske Morinitræf. Tanken er at jeg skal køre lidt ture med Morinien på de gode veje undervejs. Jeg håber jeg når at blive bare nogenlunde frisk til det for ellers er det bare ingen fornøjelse. De få køreture jeg har haft på motorcykel i år har kun i begrænset omfang været begejstrende, fordi jeg simpelthen har haft det for dårligt.
Venlafaxinen er i øvrigt droppet igen og i stedet prøver jeg med en ganske ny medicin, Valdoxan, som stort set ikke skulle have bivirkninger. Jeg har været igang en uges tid og jeg har da heller ikke mærket noget i den retning, så må vi se om det skulle påvirke humøret i bedre retning. Noget skal der ske. Jeg har i hvert fald under denne ferie over for mig selv konstateret at der skal ske noget radikalt i mit liv, for at jeg synes jeg gider fortsætte.
Jeg har som jeg før har nævnt en "evne" til at se mit liv udefra og vurdere på kvaliteten af det. Det er lige før jeg kan blive helt skizofren og have en en slags overdommer i mig som afgør det. Jeg føler ikke at jeg mister grebet om virkeligheden, men det er ligesom at der bliver mindre og mindre plads til mit "selv"; mit "jeg" - at det efterhånden forsvinder og der kun er plads til denne "overdommer". Det er svært at beskrive, men under alle omstændigheder føler jeg at jeg har mindre og mindre eksistensberettigelse.

11. Juni 2012 - 01.09

Det var så et par uger med Valdoxan. Humøret har været meget svingende, men der har været en vis tendens til godt humør igen. Jeg har sågar fundet lidt humor igen. Om det er pillerne eller bare det at have været på tur, er lidt svært at afgøre. De sidste par dage er humøret dog faldet lidt igen - især påvirket af at være hjemme igen og være konfonteret med den lidt håbløse boligsituation vi befinder os i. Samtidig er jeg begyndt at få lidt af de samme bivirkningssymptomer som med Venlafaxin. De er kommet snigende og er ind til videre ikke voldsomt markante. Hvis det ikke er mere og ikke udvikler sig, er det til at leve med, men ærgerligt at der alligevel er noget.
Turen til det tyske træf blev (heller) ikke til noget. Jeg var simpelthen for syg. Megaærgerligt. Det er ellers den største sociale begivenhed for mig i året og et kæmpe afsavn.

19. Juni 2012 - 03.45

Jeg har det som om jeg i årevis har stået og jongleret med ti bolde jeg konstant har skulle holde i luften. Jeg er udmattet og kan stort set ikke holde den i gang længere. Jeg har lyst til at lade alt falde til jorden; bare give slip og lade naturligt kaos tage over.
En af kendetegnende ved dystymi er en "rugen over fortiden". Dette er mig meget bevidst og jeg prøver hele tiden at undgå at det tager for meget over i mit liv. Jeg drømmer om at være fri af fortiden og være i stand til at begynde at leve mit liv som jeg altid har ønsket. Men på grund af de ting der er sket i fortiden; de valg jeg har taget og har følt mig tvunget ud i, er der så meget der begrænser mig, så mange ting som hindrer mig i at kunne kaste åget fra fortiden af mig. Jeg bliver dagligt, ja, nærmest på minutniveau, konfronteret med en af den slags fortidens synder, som gør at jeg ikke bare kan bevæge mig og leve frit. Det er disse bolde jeg hele tiden "skal holde i luften" og et sisyfosarbejde som jeg (langt hen ad vejen selvforskyldt) har fået påført mit liv. Så selvom jeg virkelig bevidst og inderligt prøver at lade fortiden være fortiden og leve i nuet, er det mig ikke muligt fordi der rent faktisk er håndgribelige fortidsbundne ting som står i vejen for det.

20. Juni 2012 - 03.00

Sygehusbesøg i dag (i går). Denne gang hos en reumatolog. Jeg fik at vide at sådan som min tilstand er nu, skal jeg nok regne med at skulle leve med resten af mine dage. Så må vi se hvor lang tid det bliver.
Jeg blev også opfordret til kun at bruge ibuprofen når det er strengt nødvendigt, da det er hårdt for maven. Det vil betyde en væsentlig øgning af de daglige smerter og selvfølgelig immobilisering af mig. I samme forbindelse fik jeg at vide, at den eneste mulighed jeg har for at regulere inflammationstilfælde (og dermed smerter) er ved at skrue ned for mine fysiske udfoldelser. Jeg bliver således nødt til at planlægge min daglige hverdag efter mine gigtsymptomer. Hvilket betyder at der er en del ting som ellers har fyldt mit liv og som har formet mig som menneske, som jeg er nødt til at opgive. Jeg føler derfor mig selv mere og mere reduceret og skal altså på en måde til at leve et helt andet liv - som ikke byder noget bedre, tværtimod! Med den livsenergi som har kendetegnet min psyke i de sidste mange år, er det efterhånden meget svært at se hvordan jeg skal opretholde et mod på livet.

8. Juli 2012 - 04.04

I uendelig lang tid har det for mig været et regnestykke der gik ud på, at undgå at tankerne om at tage livet af mig selv skulle tage for meget over. Nu har regnestykket ændret sig til at finde ud af om der findes en måde hvorpå jeg kan holde mig i live. Det kan synes som en lille forskel, men den er faktisk ret afgørende. Det er nu ikke længere et spørgsmål om, at argumenterne for at jeg skal tage livet af mig selv stiller sig i kø, det er nu mere et spørgsmål om at finde grunde til ikke at gøre det.
I dagligdagen betyder det, at hvor jeg tidligere lagde planer for fremtiden og trods alt prøvede at forfølge mine drømme, er jeg nu et sted hvor dagene bare går uden mål og hvor jeg desperat prøver at finde grunde og ikke mindst opdrive ressourcer til at fortsætte livet.
Jeg har det som om jeg har fået en frist - godt nok ikke en tidsmæssig synderligt fastlagt frist, men en, som foreskriver, at jeg har et vist tidsrum til at få klarlagt hvad det er jeg vil med livet, og ikke at mindst få lagt en plan for udførelsen af det. Og hvis jeg ikke kan overholde den frist, er der ingen anden udvej end selvmordet.
Ændringen i måden at tænke på er affødt af og selvopretholder forestillingen om min manglende betydning, eller gyldighed her i verden. Jeg er nu egentlig et sted hvor jeg ikke rigtig kan se at det skulle gøre nogen forskel om jeg eksisterer eller ej. Og for så vidt er min livsopretholdelsesdrift dermed stort set ikke til stede, og som videre følge af det, føles det ikke umiddelbart som en stor hurdle at skulle forcere at skulle afslutte livet. At mit helbred efterhånden er så dårligt, og min økonomi ligeså, er bestemt ikke med til at fremme livslysten. Det er efterhånden på mange måder nogle af hovedårsagerne til manglen på samme. Da det tilligemed er uden for min formåen at ændre på det, er frustrationen over min magtesløshed uophørligt allestednærværende.

10. Juli 2012 - 04.18

Hver nat når jeg har lagt mig i seng, ligger jeg, som de fleste nok også gør, og tænker over dagens forløb. Og næsten hver nat falder jeg i søvn med tårer i øjnene, for når jeg opsummerer og prøver at kigge fremad, ser jeg overvejende lidelse for mig og ingen udvej ud af det. Igen og igen kommer billedet op om den skrotklare bil: Jeg har det som tidligere skrevet, som om at mit liv og min eksistens både fysisk og psykisk holdes oppe og sammen af spartelmasse og gaffertape. Der er så mange huller og skader at det efterhånden kun er et spørgsmål om øjeblikke før det hele smuldrer fra hinanden, desintegrerer og kollapser.
Jeg er vist generelt dårlig til at bede om hjælp og det er muligt at jeg ikke har spurgt nok, men jeg synes jeg efterhånden har prøvet alle kilder og tilsyneladende er der ingen der kan, vil eller har lyst til at hjælpe mig. Der er også et mærkeligt fænomen i den forbindelse som også opviser en vis absurditet: Det kan være langt mere tærende på min psykiske energi at få andre til at hjælpe mig end at gøre tingene selv. Og når jeg således ikke magter at gøre det selv, bliver det ikke gjort, fordi jeg da slet ikke har overskud til at lade andre gøre det. Dybest set drejer det sig nok om hvad jeg kommer til at skylde andre. I min verden er det nemlig ensbetydende med at komme i gæld når jeg modtager hjælp. En gæld som skal tilbagebetales. Og når jeg ikke kan overskue at skulle betale den tilbage, vælger jeg naturligt nok ikke at bede om hjælp. Fuck, det er til at blive ensom af!

12. Juli 2012 - 04.33

Nu skrev jeg sidst at det var med tårer i øjnene at jeg typisk falder i søvn. Det bliver som regel ikke til direkte gråd. Det har undret mig lidt, da jeg bestemt synes at det fra en særlig egoistisk synsvinkel er berettiget. Jeg har dog fundet ud af at forløbet som regel er, at jeg først tænker på hvad der (ikke) er i vente for mig - hvilket udløser tårerne. Dernæst tænker jeg over hvor ligegyldig min eksistens er i det samlede billede. Og når den nu er så ubetydelig, giver det ingen logisk mening at have nogen som helst følelser over det, og derfor tvinger jeg mig selv til at stoppe den selvmedlidenhed. De irrationelle tårer er altså kun et udtryk fra et lille forsømt barn inde i mig som ind i mellem kommer til overfladen og absolut skal gøre krav på en eller anden form for retfærdighed og egenværdi, og som synes der er grund til at græde over manglen på samme.

13. Juli 2012 - 04.27

Det lys der brænder dobbelt så kraftigt, brænder dobbelt så dårligt under en skæppe.

Gæld er vist også et tema der forfølger mig. På mange måder har jeg levet uden at "spare op" og mere eller mindre levet på kredit. En del af årsagen til mit dårlige helbred skyldes at jeg har brugt min krop, og for så vidt også sjæl, til mere end den kunne holde til og ikke har stoppet for at lade den hvile eller få "repareret" de skavanker der har været. Jeg har bare kørt på - og det ikke mindst under den forestilling at jeg nok alligevel ikke blev så gammel. Nu er jeg så blevet noget der ligner en halv gang ældre end jeg havde troet da jeg var teenager, og så begynder følgerne af alle forsømmelserne og de selvdestruktivt tendenser for alvor at vise sig. Dette gælder på så mange måder i mit liv. Jeg har brændt mit lys i begge ender, selvom det udefra nok ikke umiddelbart ser sådan ud (måske fordi det har brændt under en skæppe!!) og nu presser gælden sig på.
At det er gået så galt, er sikkert dybest set min egen skyld, men jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor lidt opbakning, hvor lidt hjælp og hvor lidt forståelse jeg har været mødt med i stort set hele mit liv. Det er muligt at jeg lyder som et utaknemmeligt skarn, men jeg har godt nok følt mig overladt til mig selv meget af mit liv. Det kan til tider slå mig som ubegribeligt hvordan det har kunne lade sig gøre at ingen har opdaget at jeg har haft så store psykiske kvaler, hverken i barndommen eller senere i livet. At jeg fx har levet på kontanthjælp i næsten 20 år inden jeg fik pension, er for mig et lysende eksempel på hvor dårlig opmærksomhed der har været.
Igen, når jeg skriver dette, er jeg opmærksom på at en del af det at have dystymi, er at have tendenser til at ruge over fortiden. Jeg prøver som regel bevidst at undgå det, men det kan være meget svært, fordi jeg netop hele tiden bliver mindet om fortidens synder.
I år 2000 havde jeg det nytårsforsæt, at det nye årtusind skulle være en slags genfødsel for mig, hvor jeg ligesom kunne få lov at begynde forfra. Optimismen der lå i dette er dog stille og roligt forsvundet, selvom jeg løbende har givet mig selv lov til flere og flere "startvanskeligheder", og det simpelthen fordi jeg hele tiden uværgeligt bliver konfronteret med denne fortidens "gæld".

2. September 2012 - 03.00

Gad vide hvornår det er min tur til at nyde, være glad og fri for smerter. Måske jeg skal gøre alvor af forsvindingsnummeret?
Sidste weekend droppede jeg endnu en gang et socialt arrangement som ellers har været planlagt i nærmest et år! I stedet forsøgte jeg at gå til et andet. Det blev ganske kort og jeg gik derfra med meget trist humør. Jeg føler ikke der er plads til mig eller brug for mig nogen steder eller af noget menneske. Jeg mødte en kæreste til en bekendt, som jeg ikke har hilst på officielt før ved dette møde. Og mens jeg stod og snakkede med hende kunne jeg konstatere at jeg var særdeles fraværende og ikke særligt imødekommende. Det gik senere op for mig hvorfor. Jeg vælger nemlig på mange måder ikke at involvere mig andre, fordi tanken om at jeg alligevel ikke skal være her så længe nærmest har manifesteret sig i min krop, så jeg mere eller mindre bevidst trækker mig tilbage for ikke at spilde andre menneskers tid. Jeg kunne næsten ligeså godt sige til dem: "lad være med at bruge tid på mig. Jeg forsvinder alligevel herfra om kort tid!"

6. September 2012 - 03.11

Føj, det er tungt!

16. September 2012 - 1.05

I et par måneder nu har jeg været fuldt beskæftiget og optaget af at renovere badeværelse. Så meget at jeg ikke har lavet noget som helst andet. Alt andet er blevet nedprioriteret.
I denne weekend er jeg for første gang i umindelige tider væk fra hverdagen. Jeg er til årets sidste træf med Morini-flokken. To store "obligatoriske" og flere små har jeg måtte afstå fra pga af sygdom.
Det er lørdag aften og jeg er gået relativt tidligt i seng. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at være til stede i nuet til sådan en social begivenhed. Hele tiden bliver jeg gjort opmærksom på at jeg ikke har det særlig godt - af min egen bevidsthed, underbevisthed eller af situationer der klargør at jeg har problemer. Selvom jeg prøver bare at nyde samværet med disse dejlige mennesker, kommer der jag igennem mig som er nærmest så håndgribelige som de fysiske smertejag der også konstant kræver deres opmærksomhed og som forhindrer mig at være tilstede nu og her. Jeg sidder konstant og vurderer min egen værdi, og uanset hvor optimistisk jeg forsøger at være, synes jeg at konstatere at denne er grænseværdig i forhold til at opretholde og bruge energi på.
Det er som om jeg kan vælge mellem at lave noget hvor jeg (ikke særlig vellykket) prøver at være mig selv sammen med andre, altså være et tilnærmelsesvist normalt menneske, og dermed, fordi det åbenbart er en naturlov for mit liv, konstant tvivle på mit livs værdi. Eller i en vis forstand at tvinge mig selv til at være beskæftiget med noget som kræver min hele og fulde opmærksomhed - ja, helst mere end jeg kan overkomme, så jeg ikke har overskud til at tænke på mig selv. Umiddelbart ser sidstnævnte ud som at være det der er mest optimalt for mig. Største problem er dog at jeg så ikke føler at jeg lever det liv jeg går og drømmer om! Og desuden har jeg konstant lettere stressfornemmelser og føler jeg mangler hvile.

27. September 2012 - 04.46

Jeg var hos psykiateren i mandags og er nu begyndt på en kombination af Valdoxan om aftenen og Citalopram om morgenen. Citalopram er meget lig Cipramil, som jeg jo prøvet før og som gav mig forfærdelige bivirkninger. Disse skulle dog være noget mindre i kombinationen med Valdoxan. Jeg har således også væsentlig mindre, men stadig så meget at det er belastende. Især er jeg træt og svimmel, men også udeblivende seksuel tilfredsstillelse er frustrerende.
I går oplevede jeg dog en humørstigning og jeg kunne endda ind i mellem tage mig selv i at le! Det var nu en mærkelig fornemmelse; som om det ikke kom fra mig selv - lidt ligesom hvis man har taget stoffer eller røget hash. Hvilket jo egentlig også er hvad jeg har gjort!
Jeg indtager lige for tiden 10-12 piller om dagen. Et par stykker for psyken og resten for fysikken. Det er særdeles utilfredsstillende og jeg kan (som altid) ikke lade være med at tænke på hvordan min situation ville have været, hvis jeg ikke boede i Danmark og i dette århundrede. Jeg ville sandsynligvis være død for længe siden! Egentlig er jeg vel også blevet væsentlig ældre end hvad mennesker egentlig er "bygget til". Og for så vidt kunne det også være fint nok hvis det sluttede her, men der er et eller andet i mig, som synes det er for dårligt og det simpelthen ikke kan passe, at jeg ikke skal opleve noget mere og ikke mindst bedre her i livet. Efterhånden er det snart en af de største faktorer der får mig til at holde mig i live - altså denne trodsighed overfor hvad jeg føler er uretfærdigt.
Tanken om at jeg har indtaget medicin for et beløb jeg vil tro ligger mellem 6-8.000 kr i år, er heller ikke noget der får mig til at synes at mit liv er værd at satse på. Ikke mindst med tanke på hvad der burde ofres for at min fysik bare nogenlunde kan fungere. Og når jeg tænker på de summer der skal til for at jeg bare tilnærmelsesvis kan leve det liv som jeg drømmer om, virker det håbløst overhovedet at gå i gang med projektet! Og jeg synes endda at jeg er ret beskeden i mine ønsker.
Det er virkelig svært at afgøre om jeg skal fortsætte. Det er nærmest umulig at forestille mig, at jeg nogensinde kommer derhen hvor jeg gerne ville være.

5. Oktober 2012 - 04.28

Jeg er for alvor ved at have udviklet en delt personlighed. Det er som om jeg er to personer. En "før"-person og en person der sidder som overdommer på, om der kan tages noget ud af denne "før"-person og skabes et brugbart menneskeliv.
Den gamle Søren er således "lukket ned". Der er praktisk taget ingen fysisk kontakt til ham og alt vedligehold er ophørt. Alle forbindelser er stort set lukket og der er kun en slags overgangsadministration der sørger for at omverden ikke helt skal glemme ham. Og dette egentlig kun i tilfælde af at der kan skabes noget ud af den gamle Søren.
Overgangsadministratoren er så denne person jeg er nu. Det er selvfølgelig meningen at denne kun skal fungere midlertidigt, men der er efterhånden gået så lang tid, at det virker permanent. Jeg er stadig ikke kommet til en afgørelse om jeg skal fortsætte med at leve. Til tider er der små åbninger; små lyspunkter der giver anledning til at tro på livet, men mestendels er det som det har været i alt for stor del af mit liv: smertefuldt og trist. Det kræver så mange ressourcer for at jeg kan komme derhen hvor jeg gerne vil, og jeg kan ikke, uanset hvordan jeg vender og drejer det, finde en løsning på hvordan jeg finder de ressourcer.

6. Oktober 2012 - 18.22

Jeg kan egentlig godt forstå at folk ikke gider mig. Jeg gider sådan set heller ikke mig selv.

7. Oktober 2012 - 07.47

For at fortsætte i sporet med den splittede personlighed, så kan jeg beskrive et andet sært oplevelsesbillede af mig selv som jeg har. Jeg er nemlig flov over at have mig selv med nogen steder. Hver gang jeg skal noget socialt, har jeg "ham den gamle Søren" med og han er ikke særlig sjov at vise frem. Selvom jeg gerne vil foretage mig noget godt, positivt og spændende med mine medmennesker, skal jeg trækkes med det gamle lort jeg slæber med mig i form af denne "gamle Søren". Og jeg kan ikke slippe af med ham, for jeg bliver hele tiden mindet om ham, da det er hans gamle kadaver jeg slæber rundt på og dermed alle de skavanker der følger med. Jeg kan altså ikke danse af glæde eller synge af begejstring, hvis det skulle komme over mig, fordi det ganske simpelt og bogstavelig talt gør fysisk (og psykisk) ondt.

29. November 2012 - 02.47

Jeg har haft en periode hvor det er gået relativt godt. Jeg har fået lavet en del i hus og have, og resultaterne giver glæde og tilfredsstillelse. Jeg har sågar eksperimenteret med at være lidt social igen.
For halvanden måneds tid siden droppede jeg antidepressiverne. Jeg fik simpelthen ikke nok ud af det, og ikke mindst overskyggede bivirkningerne den smule effekt de havde. Umiddelbart efter fik jeg en behagelig fornemmelse af at have fået fjernet et slør der ligesom lå over alting. Verden blev klarere og friskere! Og det har medvirket til en periode med et mere positivt syn på verden. Jeg kan dog mærke at denne "glasklare" tilstand (som jo må betegnes som normal) også betyder at min psyke er mere skrøbelig. Der skal ikke så meget til at slå mig ud af kurs, men jeg synes dog det er bedre end den lidt sirupsagtige atmosfære jeg gik rundt i under indtagelse af antidepressiver.
Min fysiske tilstand står stadig stille, dog har jeg de sidste fjorten dage haft flere smerter (som måske skyldes det koldere vejr?) og det har været sværere at komme igang om morgenen. På en eller anden mærkelig ubevidst måde er jeg dog ved at vænne mig til denne tilstand med fysiske begrænsninger, som vel bare skyldes at jeg har flere og flere dage i bagagen med tilstanden, men det har nok også været med til bedringen i humøret. Ind i mellem presser tankerne sig på om hvilke begrænsninger jeg skal leve med, men i den seneste tid er det lykkes mig at holde dem nogenlunde stangen. Hvordan det skal gå til foråret, vil jeg slet ikke tænke på nu.

21. december 2012 - 04.45

Pis, det er ved at krakelere igen. Den begyndende optimisme jeg havde, er ved at glide mig af hænde. Det er de tiltagende smerter, som selvsagt betyder mindre mobilitet nu igen, som slår humøret lidt i stykker. Jeg er også over den sidste måneds tid begyndt at få ondt i maven, kvalme og føle generel utilpashed.
Jeg var på sygehuset for nogle dage siden, hvor jeg fik skruet op for medicinen (Salazopyrin) der skal behandle artritis'en. Jeg har også fået ordineret noget andet mavesårsforebyggende, som skulle være lidt bedre end det jeg har brugt indtil nu - noget som skal indtages 2 gange om dagen, i stedet for kun en gang - og jeg fik noget andet smertestillende som alternativ til Ibuprofen. Jeg var nemlig nervøs for om jeg alligevel skulle have fået begyndende mavesår af det, selvom der udover disse mavesmerter ellers ikke er tegn på det. Et par dage undlod jeg at tage smertestillende, men det var i den grad ikke sjovt. Det er helt utrolig hvad det gør af forskel, at være nogenlunde smertedækket.
Det nye (Todolac) er jeg nu ikke imponeret over - måske skal der bare højere dosis til? Så jeg tager nu lidt en kombinationen af Todolac og Ibuprofen. Dels som sagt, fordi det nye ikke virker tilstrækkeligt, dels fordi jeg stadig har kvalme og ondt i maven, og dels fordi Todolac koster noget der ligner fire gange mere end Ibuprofen! (Siden medio september har jeg brugt lidt over 1000 kr på medicin - og det er altså af betydning når man er på pension!)
Ubehagsfølelsen er jeg nu begyndt at mistænke Salazopyrin'en for at udløse, da det er blevet lidt mere markant siden jeg fik skruet op for indtaget, men den kan jeg jo slet ikke droppe, da det ligesom er det, der skal hjælpe på sygdommen.
Bortset fra disse fysiske problemer, har jeg i den senere tid haft knap så mange presserende opgaver der skulle laves. Hvilket har betydet, at der har været mere tid hvor min hjerne har kunne kværne løs. Det er altid farligt, da den som regel konkluderer at mit liv er noget lort. Det bliver heller ikke bedre af, at mit søvnmønster over de sidste par måneder er blevet værre og værre. Desværre hænger det ikke (nok) sammen med hvor fysisk aktiv jeg har været, så jeg kan ikke en gang "arbejde" mig ud af dette problem.
Jeg skrev sidst, at jeg er begyndt at eksperimentere med at være social igen. Det har da også afstedkommet nogle positive øjeblikke. Desværre har mit sortsyn det med at overskygge disse, med de mere negative oplevelser. At jeg begynder at se, at der kunne være en plads til mig mellem mennesker, betyder også at jeg begynder at åbne for mine ønsker og drømme i forhold til disse. Det er muligt at et perverst begær i mig har alt for nemt ved at tage over. I hvert fald bliver jeg utrolig let skuffet over, hvor lidt plads det synes, kan blive mig tildelt. Jeg synes selv, at jeg har decimeret alle mine ønsker og drømme fra barndommen til et minimalistisk rationale, som for så vidt, efter min vurdering, ligger langt under hvad min status i verden kan forvente. Alligevel føler jeg mig alt for ofte svigtet og til tider ligefrem udnyttet. Mit bedste "forsvar" i den forbindelse, er samme manøvre som jeg altid bruger når jeg bliver ked af det - at forsvinde fra omverden. hvilket selvsagt er med til at forværre min situation.
Måske er mit selv- og verdensbillede virkelig så forskruet, at jeg i virkeligheden kræver langt bedre behandling af mine medmennesker end alle andre gør, og at mine drømme er så perverse, at de ikke tåler sammenligning med andres; normale menneskers drømme? Dybest set render jeg jo rundt med en konstant flovhed over mig selv, som måske netop udspringer af dette?

25. december 2012 - 07.50

Har sovet 2 gange 1 time siden midnat. I går sov jeg fra midnat til kl 3 og så fra 5 - 10. Sådan noget søvnrod har det været i lang tid nu. Klokken ca tre så jeg lidt krimiserie på DR, og så har jeg ellers bare ligget lysvågen siden.
Jeg ligger og spekulerer og vender og drejer. Tænker især på hvordan jeg konstant føler mig utilpas i "mit eget skind", eller måske nærmere, hvor lidt jeg føler mig hjemme de steder jeg bevæger mig hen. Jeg føler mig nogenlunde "hjemme" når jeg derhjemme er i "zen" med noget håndværk eller lignende. Men så snart jeg bevæger mig ud i verden for at være sammen med andre, føler jeg mig på besøg og på fremmed mark. Det er meget sjældent, at jeg har en følelse af at "høre til" eller være til stede i nuet, når jeg er væk fra mit typiske hverdagsliv: at være alene og i eget habitat. Jeg ville sådan ønske, at jeg fx kunne besøge en (af de få) ven(ner der er tilbage) og så bare være tilstede og ikke konstant have følelsen af, at have efterladt halvdelen af mig selv derhjemme, smertende efter at blive samlet med mig selv; at blive et helt menneske.
Igen kan jeg konstatere, at jeg higer efter at være sammen med andre, men ikke kan finde ud af det, fordi jeg ikke føler jeg har en retmæssig plads - og jeg derfor kommer til at føle mig ensom blandt andre. Jeg vælger så at være alene, da det virker som det mindste onde.

6. januar 2013 - 02.19

Syg igen. Blev smittet nytårsaften. Som vanlig, kan man snart sige, har det sat sig på lungerne. Bliver vist nødt til at tage penicillin igen. Var det tredje eller fjerde lungebetændelse inden for 12 mdr?
Sådan en lortemåde at begynde året på. Jeg havde håbet at jeg kunne smide 2012 og alt det lort året medførte på bålet og begynde på en frisk, men nej, så nemt skal det åbenbart ikke være. Hold kæft hvor er det svært at finde gejst til at kæmpe.

13. januar 2013 - 06.13

Jeg har en mærkelig voldsom hjertebanken for tiden. Pulsen er for så vidt normal, men jeg kan næsten ikke falde i søvn for den høje bankelyd. Måske er det bare indbildning. Under alle omstændigheder er det lidt irriterende. Måske hænger det sammen med at jeg har en sær følelse af "adrenalinsk parathed". Jeg ved ikke om det er tidlige symptomer på den angst, som jeg ind i mellem oplever i perioder. Mit søvnmønster er jo som også skrevet helt hen i skoven. Jeg har prøvet med forskellige afhjælpningsforsøg, men har ikke haft held til at få problemet vendt, og det er sikkert også sådan noget som er med til at give denne underlige årvågenhedsfølelse.
Bortset fra det, så går det lidt bedre med smerterne efter jeg har fået skruet op for medicinen. Kvalmen og den generelle ubehagsfølelse er også blevet mindre igen, så det er da altid noget! Til gengæld kan jeg ikke rigtig tage mig sammen til at lave noget for tiden, og selvom der egentlig ikke er så meget der absolut skal laves, hober tingene sig alligevel op. Som altid er det bare småting der vokser sig store. Ind i mellem kunne jeg godt ønske at have en personlig hjælper, der ligesom kunne tage over når det begynder på den måde.

17. januar 2013 - 04.17

Depression og angst hos den lykkelige dansker. Danskernes Akademi på DR2. Rart at se noget usentimentalt om det at være psykisk syg i dagens Danmark.

18. januar 2013 - 04.58

Det er i det store hele gentagelse efter anden, disse indlæg, men jeg prøver hele tiden at finde et mere præcist billede jeg kan folde ud, så jeg kan forstå at finde en vej ud af det her. Jeg har de seneste dage haft et lidt andet tema over det sædvanlige selvbillede af splittet personlighed: Der er et glad og livshungrende væsen inde i en dunkel sløret skal eller skygge, som prøver at slippe ud. Der er så mange ting jeg gerne vil prøve, oplevelser jeg kunne tænke mig - et liv jeg drømmer om. Men det er som om denne skygge, der omslutter min eksistens og som i praksis er det kødelige, håndgribelige, mit liv, ikke vil lade lade det komme ud. Og værre er det at denne skygge bliver tungere og mørkere, så det lys der skinner inde i mig til stadighed får mindre og mindre plads. Ind i mellem føles det mest af alt som om skyggen næres af dette indre lys - jo mere jeg kæmper for at få lyset ud, desto tungere, mørkere, mere aflukkende og massiv bliver skyggen. Som et sort hul der vender vrangen ud!

1. februar 2013 - 04.40

Jeg har i den seneste tid været særlig frustreret over mit monologiske liv. Jeg kaster dele af mine tanker ud her, men det meste af det foregår i mit indre. Jeg mangler efterhånden i den grad en/nogle at snakke med, men samtidig kan jeg ikke finde ud af det. Jeg har jo tilknytning til en psykiater for tiden, og egentlig kunne jeg vel benytte mig af det. Jeg føler dog hver gang jeg er hos hende, at jeg ikke har berettigelse til at snakke om andet end de medicinale eksperimenter vi prøver af. Sidst jeg var i et forløb hos hende, blev det jo sluttet af med, at vi ikke rigtig havde mere at snakke om. Og for så vidt er der ikke det store, der har ændret sig. Jeg fornemmer ikke jeg kan komme til en dybere erkendelse, eller at der er de store problemer at tale om, som ikke allerede har været vendt. At jeg er labil og stadig frygter morgendagen, er der jo ikke noget nyt i. Da jeg stoppede sidst hos hende, havde jeg godt nok en slags fremadrettet positiv stemning og de fleste af fortidens traumer var optrævlet, og jeg føler simpelthen ikke der er mere at komme efter - andet end altså at jeg til stadighed bliver ked af det og ikke ser synderligt positivt på fremtiden - og det er jo bare normalt... for mig, altså!
Mht til de medicinale eksperimenter, så prøver jeg lige nu med sovemedicin. Som det nok ses på tidspunktet, går det ikke særlig godt. Dels fordi jeg ikke rigtig får sovet igennem trods pillerne, og dels fordi jeg stadig "nægter" at gå i seng på et ordentligt tidspunkt. Første dag gik det fint. Jeg fik sovet 8 timer i træk, men succesen skyldtes nok mest af alt, at jeg kun havde sovet 2-3 timer dagen før!
Jeg får stadig ikke taget mig sammen til at lave noget af det jeg har planlagt og "skal", og det at jeg sover fire timer fra 5 til 9, hvorefter jeg er ved siden af mig selv en hel dag pga af søvnmangel, og følgelig slatsover et kvarters tid et par gange hen under aften, hjælper bestemt ikke på energi og lyst til at komme igang med de ophobende gøremål.

12. februar 2013 - 02.57

Stutus Quo. Jeg føler mig stadig som et genetisk fejltilfælde, en abort som ikke blev til noget; en mugart på væggen i et ellers sterilt laboratorium og som ikke er blevet bemærket eller for så vidt har betydning for aktiviteterne i samme.

13. februar 2013 − 03.38

Jeg har haft megaondt i ryggen i en lille uges tid. Jeg kan ikke rigtig lave noget - og har for så vidt heller ikke mentalt overskud. Det er sikkert igen et biden-sig-selv-i-halen-problem.
Jeg er igen det sted hvor jeg regner på værdien af min eksistens. Jeg føler ikke jeg har betydning hvor jeg er, men kan heller ikke se, at det skulle blive bedre af at jeg flytter mig. Før min indlæggelse sidste år, havde jeg meget alvorlige overvejelser om at flytte væk fra ALT - og ligefrem et andet sted i verden. Da jeg blev udskrevet og jeg så småt begyndte at få det bedre, proklamerede jeg over for mig selv, at der skulle ske en forandring. Jeg besluttede således at prøve at få det bedste ud af den situation jeg var i, og i praksis blive hvor jeg er. Det er sådan set en beslutning jeg har været glad for, og har jo også arbejdet meget for at fastholde den. Desværre er der dog stadig en masse ting som ikke har fulgt med mine forsøg på at gøre tingene bedre. Mit sociale liv, helbred og min økonomi er ikke blevet meget bedre, og det trækker simpelthen utrolig meget ned på lysten til at skabe noget fremadrettet. Og igen sniger tanken om at forsvinde fra det hele stille og roligt ind i mit liv (hvis man da kan kalde det et liv). Jeg synes at jeg har forsøgt at bede de nærmeste om hjælp, men bortset fra nogle få sporadiske forsøg på at inkludere mig, er alle ligesom forsvundet igen og synes at have travlt med andre tilsyneladende vigtigere sociale projekter. Ja, det virker næsten som om at folk trækker sig endnu længere væk, som om det simpelthen er for besværligt at have med mig at gøre. Jeg er bevidst om, at det sikkert overvejende skyldes mine egne handlemåder og udsagn, og at det i det hele taget kan være skræmmende at forholde sig til (psykisk) syge mennesker, men jeg må nu alligevel undres over hvor folk, ja, selv min/e nærmeste, er henne?
Nåja, sove ordenligt kan jeg stadig ikke, trods piller og gode intentioner.

14. februar 2013 - 06.07

Kan ikke sove. Skal "tidligt op" og på sygehuset, og da jeg i en længere periode har sovet fra 5-11, tør jeg ikke tage en sovepille, da jeg så er bange for at jeg ikke kan vågne og holde mig frisk til en køretur til Kolding.
I øvrigt et dette eksperiment med sovepiller aldrig rigtig gået i den ønskede retning. Meningen var at det skulle indlede en periode hvor jeg gik tidligt i seng, så jeg kunne få en ordentlig døgnrytme. Men jeg "nægter" åbenbart stadig at gå i seng på et fornuftigt tidspunkt. Hvilket også kommer lidt af, at de gange jeg så har gjort det og rent faktisk er faldet i søvn vha af en pille, har jeg sovet meget uroligt og ikke fået udhvilet ordenligt. Hvilket så alligevel har betydet at dagen efter blev ødelagt af at jeg har været groggy af søvnmangel.

15. Februar 2013 - 05.06

Ærindet på sygehuset var at få scannet den polyp jeg har på min galdeblære. Den var ikke vokset, så der skulle ikke være problemer i den anledning. Jeg fik en halv times søvn sidste nat. Og så har jeg sovet et par timer i løbet af dagen - sådan lidt af flere gange. Det er noget rod og begyndt at irritere mig alvorligt, for jeg får ikke lavet en skid i løbet af dagen.
Nu ligger jeg så igen og kan ikke sove. Har lige taget en sovepille, da jeg har ligget og vendt og drejet en time nu. Jeg har stadig ondt i ryggen, og det gør det bestemt ikke nemmere at falde i søvn. Der var ellers lige et par dage hvor det viste tegn mod at gå bedre, men nu er det igen værre.

18. februar 2013 - 05.19

Sikke en weekend. Ud af det blå fik jeg besøg både fredag og søndag. Henholdsvis af en som jeg troede havde opgivet mig og af en som jeg ikke har kendt så længe, men holder utrolig meget af. Jeg bliver lige lidt skamfuld over mine tanker for et par dage siden.
Det er underligt hvordan mine følelser har været omkring disse besøg. I visse øjeblikke følte jeg mig fuldkommen og tilstede i nuet; som om den indre "rigtige" Søren udlevede sin person uhæmmet. På andre tidspunkter og ikke mindst her bagefter stod og står de for mig som fiktive oplevelser. Og mere absurd er det at førstnævnte øjebliksbilleder erindres som tredimensionelle, farvestrålende og sanselige, hvor sidstnævnte og nuværende virkelighed føles som flade kødløse billeder bag uklart glas. En livsbekræftende eventyrlig fantasi over for en analyserende (- og surrealistisk nok) rationel virkelighed.

20. februar 2013 - 04.34

Jeg har været hos psykiater i dag (ja, i går altså). Igen blev der kun snakket om de medicinske eksperimenter. Sovepillerne har ikke umiddelbart hjulpet mig til et bedre søvnmønster, og nu skal jeg så prøve at rette op på det uden. Samtidig mente hun at næste aftale om en måneds tid nok bliver den sidste. Jeg gik frustreret derfra, da jeg ikke synes jeg er kommet meget videre. I takt med at jeg har fået det fysisk bedre, synes mit samlede helbredsbillede såmænd også at være blevet bedre, og jeg er da heller ikke så "suicidal" som for et år siden. Jeg føler bare stadig der ligger nogle store uforløste traumer og nogle problemer som jeg simpelthen ikke kan se nogen udvej ud af. På visse måder føler jeg at jeg næsten står værre derved, at disse medicinale forsøg ikke har kunne hjælpe, og at der tilsyneladende (når jeg ser på hvordan fokus har været) ikke er anden løsning.

21. februar 2013 - 05.22

En af grundene til at jeg har svært ved at gå tidligt i seng er, at min hjerne kværner løs. Hvis jeg går "for tidligt" i seng, altså før jeg enten er fysisk søvnig nok eller så træt i hovedet at jeg falder i søvn inden for ganske kort tid, så begynder tankerne at tage fart. Tricket med at lave noget kedeligt er altså ikke særlig velegnet, for så snart min hjerne ikke er beskæftiget med noget der kræver bare lidt opmærksomhed, så begynder den selv at finde på problemer der skal løses, og da jeg synes at have rigeligt af dem, kommer den på arbejde. I det hele taget er mange af de ting jeg prøver at underholde mig med inden sengetid, forsøg på at aflede fra min opmærksomhed på mig selv. Det er egentlig ganske simpelt en slags virkelighedsflugt.

Til første indlæg