En grov skitse over det kronologiske forløb i min sygdomshistorie:

Barndommen

Det er svært for mig at vurdere hvor tidligt i mit liv jeg havde de første symptomer. Jeg mener dog at kunne huske at jeg allerede i før-skoletiden havde tendenser til at gruble over livet og allerede der kunne mærke en uudgrundelig tristesse.
Af forskellige omstændigheder blev jeg meget tidligt præget til at være "voksen før tid", og jeg tvang mig selv til mere eller mindre at tage beslutninger for mit liv som om jeg var væsentlig ældre end jeg var. Jeg var muligvis også tidligere intellektuelt udviklet end gennemsnittet.
Under alle omstændigheder var jeg ikke særlig gammel før jeg stillede store spørgsmål omkring livets mening - og særdeles ofte fandt jeg ingen mening.

Skoletiden

Da jeg begyndte i skole - dvs først børnehaveklasse - var jeg på den ene side i høj grad forud med hensyn til faglige evner og på den anden side var jeg slet ikke færdig med at lege. Derfor begyndte skolegang meget hurtigt at kede mig gevaldigt.
I børnehaveklassen fandt jeg det sociale miljø os børn indbyrdes fyldt med vold, mobning og ekstremt hierarkisk præget - noget der slet ikke passede min personlighed.
I første klasse blev det sociale miljø bedre, men undervisningen var så at sige under mål. På den tid var der ikke noget der hed diffentieret undervisning og når jeg havde løst undervisningstimens opgaver i løbet af ganske kort tid, sad jeg egentlig bare og kedede mig. Og selvom jeg til tider havde lidt af en heltestatus fordi jeg på den måde var lidt forud, kunne det slet ikke opveje hvordan jeg mere og mere kom til at hade skolegang og hvor trist jeg var over al den spildtid jeg brugte i skolen. Tid jeg kunne have brugt bedre til at lege i derhjemme.
Da jeg ikke rigtig kunne finde det rette med- og modspil blandt hverken voksne eller børn og jeg heller ikke kunne finde mig til rette i den hverdag jeg følte mig tvunget ind i, blev min weltschmertz mere og mere udtalt og følelsen af at være alene større.

Teenageårene

I teenageårene blev det selvfølgelig ikke bedre. Jeg fandt mig selv gøre op med en familiebaggrund præget af ekstreme religiøse dogmer, som var helt ude af trit med hvad mine jævnaldrende oplevede.
Jeg oplevede således fortfarende fornemmelsen af at være alene, og som ofte for hormonprægede teenagere, blev alle problemer forstærket.
Det var så også på det tidspunkt at jeg for alvor begyndte at have depressive perioder. Mit sortsyn og min manglende tro på en mening med livet fik mig ofte til at tilbringe mange dage i sengen efter skoletid med nedrullede gardiner.

Efter skolen

Efter skole begyndte jeg på Erhvervs Faglig Grunduddannelse med sigte på at blive maskinarbejder, og derefter fik jeg læreplads på en lille virksomhed med særdeles afvekslende arbejde.
Læretiden forløb i starten relativt godt. Der skete ofte noget nyt og de indlagte skoleophold, gjorde selve læreprocessen spændende. Men jeg havde stadig depressive perioder at slås med.
Der kom også på det tidspunkt mere og mere alkohol ind i billedet. Jeg gik ofte i byen, i perioder ind til fire-fem gange om ugen.
Samtidig begyndte miljøet i den stærkt mandeprægede verden på arbejdspladsen at virke frastødende for mig. Jeg savnede kvinder i min hverdag og en hverdag fri for hierarki og kunkurrence.
Efter et par år begyndte jeg at hade at skulle på arbejde og igen følte jeg at det var spild af dyrebar tid.
I min læretid boede jeg hos mine forældre og det er sandsynligvis grunden til at jeg overhovedet fuldendte min uddannelse, for min forældre var der hele tiden til at få mig sendt på arbejde.
Ikke desto mindre begyndte jeg at pjække oftere og oftere. Noget jeg også havde gjort i folkeskolen så ofte jeg kunne komme til det.

Erkendelsens begyndelse

Jeg flyttede hjemmefra samme dag som jeg blev færdiguddannet, og selvom jeg blev tilbudt at fortsætte i virksomheden, kunne jeg overhovedet ikke overskue at skulle arbejde mere i den branche. Jeg sagde op, meldte mig arbejdsløs og følte nu for første gang i mit liv at have fået noget af den frihed tilbage som jeg havde følt mig frarøvet siden børnehaveklassen.
Et halvt års tid gik jeg så arbejdsløs og begyndte derefter på HF for at tage studentereksamen. Efter halvandet år med tiltagende fravær droppede jeg ud, og for første gang i mit liv begyndte jeg at erkende at der måtte være "noget grundlæggende galt" med mig.
Hidtil havde jeg forklaret mine depressioner med at jeg fik dem pga af nogle ydre omstændigheder; at jeg havde det forkerte arbejde, at en kæreste gik fra mig osv. Men nu kunne jeg se at de dukkede op selvom der rundt omkring mig foregik ting som jeg fandt positive - jeg nød virkelig at læse, samspillet med mine medstuderende og selvstændigheden i mit liv - og alligevel blev jeg depressiv!

Kulmination

De næste mange!!! år hang jeg så fast i det offentlige system.
Jeg blev afprøvet i forskellige kurser og aktiveringordninger for at få mig placeret, og ind imellem tænkte jeg (som alle omkring mig også gjorde) "det kan da ikke passe at jeg ikke kan fungere med et arbejde". Jeg tog derfor også medvilligt imod jobtilbud og kurser, men måtte hver gang erkende at det bare ikke fungerede.
Det helt store projekt var da jeg endelig fik min HF-eksamen og under revalidering begyndte at læse Nordisk på Odense Universitet - Dette var sådan set det bedste jeg havde lavet i mit liv, men samtidig fik jeg for alvor slået fast at jeg bare ikke kunne fungere lige som de fleste. Mine tilbagevendende depressioner gjorde mine studier sværere og sværere og jeg måtte simpelthen stoppe med et brag. Jeg fik min til daværende tidspunkt største depression og lå decideret syg meget lang tid.
Heldigvis havde jeg en veninde som fik mig overtalt til at tage til læge. Dette satte igang i et langt forløb i psykiatrien. Jeg blev tilbudt forskellige behandlingsordninger; samtalegrupper og medicin, men intet havde en ønsket effekt.
Sluttelig kom jeg til en privatpraktiserende psykiater, hvor jeg igennem en længere årrække gennemgik psykoanalytisk behandling. Igennem denne fik jeg en større erkendelse af min situation og mit liv.
Jeg ved nu, at jeg sandsynligvis skal leve med de tilbagevendene nedture resten af mit liv, men samtidig har jeg også lært at leve med det så godt jeg kan.

Rejser har for mig altid været et frirum i dobbelt forstand.

Pension

I 2004 flyttede jeg kommune. Indtil da havde jeg boet i Odense Kommune og boede i et "socialt belastet område" - som det kaldes!
Sandsynligvis af den grund blev der ikke skænket mig den store opmærksomhedhed og jeg var derfor på kontanthjælp i mange år uden der blev gjort noget ved min status.
En anden grund var at jeg var relativ god til at gemme mig og smyge mig uden om de tiltag der var mulighed for. Jeg var simpelthen angst for at jeg skulle blive sendt ud i en eller anden form for aktivering, som jeg erfaringsmæssigt vidste jeg ville få det værre af.
Samtidig har jeg altid været ekstrem god til at ikke at vise hvordan jeg har det, så når jeg mødte socialrådgivere og andre autoritetspersoner var det nærmest umuligt for dem at se at jeg havde problemer.
Da jeg så flyttede kommune, blev der vendt op og ned på det, for den nye kommune havde en helt fast procedure, og gennem denne blev jeg "tvunget" ud i nogle situtioner, som kraftigt tydeliggjorde mine problemer. Det var en forfærdelig tid, men samtidig var det også det der gjorde at jeg, så at sige, fik "blåstemplet" at jeg har et alvorligt problem. Oven på diverse arbejdsprøvninger, lægekonsultationer, psykiatriske analyser osv fik jeg således endelig tildelt førtidspension. Og jeg kan nærmest ikke gentage det nok: det er det absolut bedste af ydre omstændigheder der er sket for mig.

Til min sygdomhistorie hører selvfølgelig også en fysisk del, som i et vist omfang kan læses om her