Seneste indlæg først - ellers i kronologisk rækkefølge...
Kærlighedssprog
12. april 2024 |
Er kvinder prosaister med særinteresse for prosa og mænd poeter med særinteresse for prosa?Den danske filosof Anders Fogh Jensen, som har tilladt sig den kækhed at kalde sig Filosoffen, har ved flere lejligheder sagt at mænd mangler et kærlighedssprog. Det har jeg været vægelsindet omkring om jeg skulle erklære mig enig i, fordi jeg på den ene side nok kan følge ham til en vis grad. På den anden side har jeg svært ved at genkende det fra mig selv. For noget tid siden faldt jeg så over nedenstående brevkassesvar i Politikken, som har bragt mig lidt nærmere et overblik over problematikken. Spørgsmålet til brevkassen lød kort og godt: "Hvor længe skal man ses med en, som man er lidt vild med, men som måske ikke kan få følelser for en? Jeg er 25 år, det er han også, og vi har set hinanden i nogle måneder. Han siger, han kun har været forelsket en gang, i gymnasiet. Kh Ung i nød." Filosoffen Anders hævder at mænd har to muligheder når det kommer til kærlighedssprog: enten at overtage kvindens sprog eller at acceptere at blive reduceret til stort set udelukkende at være sexfixeret. Altså at man(den) har muligheden at vælge den romantiske følelsesmæssigt storladede stilfortælling, som forenklet set er prinsen på den hvide hest; Tristan og Isolde, "Pretty Woman" overfor Richard Geere, Romeo og Julie - eller vælge fortællingen om den brovtende mand uden anden motivation end at komme i bukserne på det "svage køn". Som allerede antydet synes jeg ikke selv at jeg har svært ved at udtrykke mine følelser og min kærlighed. I det føler jeg mig faktisk stærk, indsigtsfuld og i stand til at tale på en måde som tilfredsstiller mig selv, hvor jeg føler mig autentisk og har troskab over for mine følelser, og egentlig også kan gøre mig rimelig forståelig over for kvinder. Det kan selvfølgelig godt være at yin’et i yang’et er lidt stort i mig og at jeg på den måde har nemmere ved at forstå og se mig selv i kvindens kærlighedssprog og på den måde genkende mig i det end så mange andre mænd. Det hele bliver dog som sagt lidt tydeligere for mig i det svar som brevkasseredaktøren Felix Thorsen Katzenelson giver til spørgsmålstilleren. Alt det følgende bliver selvsagt meget generaliserende, men det er ligesom den måde man overordnet kan diskutere noget uden at forfalde til personlige anekdoter med begrænset demografisk gyldighed: "Kære Ung i nød Nu gør jeg noget groft, eller det gør jeg måske hver uge. Men altså, jeg går lige ud fra, at du er en kvinde, og at det, du beskriver, er forsøget på et hetero-forhold. Til det har jeg to meget forudindtagede og generaliserende betragtninger: Mænd kan være enormt dårlige til at forstå deres egne følelser, og kvinder kan være næsten for gode til at forstå andres. Det er ikke første gang, jeg hører en beskrivelse af en mand, der ikke forstår, hvad der foregår inde i ham. Manden, der græder uden at kunne sige hvorfor, sproget når ikke ind i hjertet. Manden, der ikke kan mærke, om han skal slå en stor prut, eller om han vil forlade sin kone, det gør i hvert fald bare ondt i maven. Og ja, manden, der ikke ved, om han er forelsket, fordi det ikke føltes, som da han helt hormonelt blev svimmel til et skolebal i Slagelse. Mænd tror, at følelser er ligesom det tøj, de køber i H&M: noget, der kommer i standardstørrelser. Hils ham og alle andre, og fortæl, at kærlighed ikke altid er et medium. Det er heller ikke første gang, jeg hører om en kvinde, der til gengæld ved det hele om følelserne. Som er lidt for klar til at være ubetalt projektleder for et emotionelt håndværkertilbud. Du er ikke tolk i en konfliktzone, hold op med at tro, det er dig, der skal oversætte hans mavefornemmelser. Jeg er ligeglad med, hvor sød han ser ud, når han sover, du er ikke hans værge og står ikke til ansvar for din dates forelskelsesgrad. Mænd skal huske at tage sig sammen, og kvinder skal huske deres egne åbningstider, groft sagt." For så vidt synes jeg det er et udemærket svar, som på lettere humoristisk og provokatorisk vis, slår hovedet på sømmet i forhold til at give noget konkret at gå videre med for den "nødstedte, uerfarne kvinde". På den anden side ligger der så mange fordomsbekræftelser i svaret, som netop underbygger påstanden om et manglende kærlighedssprog for mænd. Og det værste ved det hele er at de kommer fra en mand. Det vil sige at den krititk som mænd har haft omkring kvindens syn på mandens kærlighedssprog, og som jeg faktisk kan huske har eksisteret, nu ikke længere er til; at manden i stedet for at fastholde sit sprog og prøve at forfine det, nu sammen med kvinden bare fordømmer det og dømmer det ude - og så i øvrigt samstemmende siger at manden ikke ikke har et hjertesprog. Jeg mener at kende tilstrækkelig mange mænd til at vide at det er usandt at mænd "ikke forstår, hvad der foregår inde i dem". Jeg ved også at mænds følelser har en nuancegrad som på ingen måde er kvinders underlegen, og som altså ikke er "standardiseret til én størrelse". Og for lige at vende den om, selvom det ikke er et ærinde her, så har jeg også mødt kvinder som havde ondt i maven og ikke vidste "om de skulle slå en stor prut eller de ville forlade deres mænd". Jeg har altså også haft samtaler nok med mænd til at vide at de faktisk har et sprog som kommer fra hjertet og som de virkelig er i stand til at dele i meget detaljeret grad - men…måske i stor udtrækning nok kun med andre mænd og på en måde som kvinder ikke kan eller måske ligefrem ikke er motiveret for at forstå! Og det er måske netop dét, der er kernen. Min hypotese er at det kærlighedssprog som mænd taler er et som mænd indbyrdes forstår, og når følelser skal deles med kvinder er mænd nødt til at oversætte til kvindens sprog. Oversættelser er typisk ikke fyldestgørende og mange gange helt umulige, fordi en stor del går tabt i oversættelsen. Jeg tror det er utilfredsstillende for mænd, hvorfor det så mange gange ender i netop at mænd ikke deler deres indre med deres kvindelige partnere, fordi "de ikke forstår dem". Den gamle vittighed med manden der betror sig til bartenderen, som faktisk har opnået mytologisk karakter, er ikke opstået ud af ingenting. Når manden må ty til det maskuline drikkefællesskabs terapeutisk favn, påstår jeg, er det også fordi at kvinden ikke har interesse i at forstå manden, ikke har interesse i at lære mandens kærlighedssprog - Primært affødt af at det simpelthen ikke er nødvendigt. Nu kan man jo vende den om og spørge om mænd så forstår kvindens sprog og dertil vil jeg sige: i afgørende og langt højere grad. Og mænd forstår det og bruger det, fordi det så at sige er det sprog mænd er tvunget til at bejle til kvinder med. Det burde være almen viden at det er kvinden der vælger manden, selvom der oftest, netop i kvindens kærlighedssprog og den fortælling hun stræber efter, påstås eller foregøgles det modsatte. Hvis man skal tage udgangspunkt i noget helt basalt, noget som ligefrem bevidst og i mine øjne skadeligt ignoreres mere og mere, nemlig biologien, så er det at kvinden er uterus, altså livmoderen - moderen til liv. Det er hende der alene bærer barnet, hende der alene kan bestemme, hvem der skal være far til barnet. Mænd kan således ikke selv bestemme om de kan eller må få børn, de har kun muligheden at vinde kvindens gunst, hvis de vil have afkom (de har selvsagt også muligheden med vold, men det vil jeg af mange grunde set bort fra her). Alene af den grund er det kvinden der sidder med en ultimativ magt i valg af partner, hvilket jo så også gør det tåbeligt at tale om kvinden som det svage køn og i øvrigt stiller et stort spørgsmålstegn ved påstanden om det patriarkalske samfund, eller i hvert fald er det et kritisk standpunkt som alt for lidt tages ind i denne diskussion. At kvinden generelt er fysisk svagere er selvfølgelig et faktum, men på alle andre områder er hun som minimum lige i styrke og i mange tilfælde og især i det netop her nævnte er hun langt mere magtfuld. At have den magt gør selvfølgelig at hun i princippet så at sige kan skalte og valte - hun har muligheden for at sige "dur ikke, dur ikke!" Det gør så også at hun har muligheden for at bestemme, hvordan hun vil bejles til. Og så er vi fremme ved at det er kvindens romantiske fortælling, som manden skal leve op til og hvorfor at mænd er nødt til at lære kvindens kærlighedssprog. Hvilket så på den anden side gør det unødvendigt og i det hele taget mindre interessant for kvinden at lære mandens sprog, for igen, hun kan bare sige "dur ikke", hvis han ikke opper sig og taler til hende som hun ønsker. Når Klodshans ofte læses som helten i fortællingen, så er det ikke fordi rebellen og den nytænkende med et særligt pondus omskriver den måde hvorpå pardannelser gøres. Tværtimod bekræfter han præcis det bestående, alt det ovenstående her, at det er kvinden der står for udvælgelse af den værdige. Det er hende der med de afgørende ord siger "dur (ikke)". Det særlige ved Klodshans er for så vidt "kun" at H. C. Andersen søger at udfordre kvinders udvælgelseskriterier til at omfatte noget mere dybsindigt - og som sådan egentlig mere er en kritik af visse kvinders overfladiskhed end et forsøg på at fortælle om hvor meget mere en særlig potent, alternativ og kreativ mandetype kan udrette. Det gør han ved at vise en klog og selvstændig kvinde som netop sidder i denne magtpositionen og som tager det rette valg; vælger den bejler som har størst dybde. "Helten" i fortællingen er netop ikke Klodshans - det er kongedatteren der er det! (- eller det er i hvert fald en mulig læsning). Nu kunne man måske afvise dette ved at sige, at alle og enhver da kan se at det er manden der udser og jager kvinden og at kvinden mere eller mindre føler sig "tvunget" til fx at gøre utrolig meget ud af sit udseende for konstant at tiltrække mandens opmærksomhed. Hvis man forsøger at afvise på den måde, overser man noget væsentligt. Først og fremmest dette: Hvis man spørger tilstrækkeligt mange kvinder, så vil man få det generelle svar at de gør noget ud af sig selv for deres egen og ikke for mændenes skyld. Det er ikke en konstruktion, de kommer på for at forsvare en eller anden form for overfladiskhed. Det er faktisk sandt. Den typiske indvending er jo ellers at "hvis der ikke var mænd, så ville de ikke gøre det". Det er der selvfølgelig også en vis sandhed i, for det er åbenlyst, at de træk de prøver at accentuere netop er dem som mænd finder interessante: de feminine, fødedygtige og ungdommelige træk. Men indvendingen peger i den forkerte retning. Denne skulle nærmere lyde: "hvis der ikke var andre kvinder, så ville de ikke gøre det!" Det ville simpelthen ikke være nødvendigt, fordi der ingen konkurrenter ville være. Så det mere præcise svar på hvorfor kvinder gør noget ud af sig selv er nok nærmere, at de gør det i forhold til andre kvinder og altså ikke fordi de har kvinder som sexuelt interessefokus, men tværtimod fordi de faktisk vil udkonkurrere andre kvinder og på den måde sætte sig selv i fokus; eller som det forsimplet lyder "at gøre det for egen skyld" - altså for egen vindings skyld. Kvinder har altså en indbyrdes konkurrence. Og så kunne man måske spørge om det ikke er præcis det samme som gør sig gældende for mænd? At når de udkæmper en "ridderlig strid", er det så ikke for at fjerne modstanderen? Men mænds kamp med hinanden går ikke ud på at fjerne konkurrenterne. Det er kun de dummeste af "pseudo-alfahannerne eller beta-mændene", som tror det. Det er dog, medgivet, selvfølgelig også en lidt praktisk sekundær følge, hvis antallet af konkurrenter bliver mindre. Men altså, kampen går primært ud på at vinde kvindens gunst. For igen, hvis de vil sikre sig at kunne få afkom er det for så vidt uinteressant at fjerne alle konkurrenterne - ikke alene fordi det er et uendeligt håbløst projekt, men simpelthen fordi det afgørende er at blive udvalgt af kvinden. Altså når ridderne rider mod hinanden med lanserne pegende mod hverandres bryst, så er det primære mål ikke at vippe den anden af sadlen, men at vinde hjertet fra prinsessen som sidder på tribunen. Jeg har utallige gange hørt et lettere spøgende udsagn, som kommer samstemmende fra begge køn. Det går noget i denne retning: "Kvinder vil have den mand alle andre kvinder vil have eller har (haft) og mænd vil have den kvinde ingen andre mænd har haft". Uanset om det har mere mytologisk karakter og statistisk set ikke er helt validt, siger det trods alt lidt om hvor konkurrenceforholdene nødvendigvis må ligge, hvis der er bare en lille smule sandhed i det. Så når pigerne majer sig ud og forsøger at gøre sig så attraktive som muligt, så er det for at overgå hinanden for at få de bedste mænd til at kæmpe for sig. Når de bedste mænd kæmper med hinanden, så er det for at kæmpe for kvindens interesse. Som bibemærkning, så er det også en del af forklaringen på det som ind i mellem for nogle virker lidt mystisk, nemlig at når mænd har stridigheder indbyrdes, så kan det tit klares med en primitiv "nævekamp" (som godt kan have anden udformning end en decideret slåskamp), og når den er overstået, så er luften renset og ingen bærer nag eller har sure miner. Det er netop fordi mænd dybest set ikke er hinandens fjender. Mænds kampe med hinanden gælder noget andet; noget der ligger udenfor det "inter-mandlige". I disse tider skal man jo være påpasselig med at komme med den slags oldnordiske syn på hvordan pardannelser foregår og hvilke magtspil der er i gang i den forbindelse. I anti-krænkelsens navn og den afsporede kønsdebat, synes det at være mere vigtigt at opfinde nye samlivsformer, som går mod biologi og årtusinders almene sæder, skikke, moral og etik, end at søge fakta, sandhed og noget der har sin gyldighed på langs eller tværs af tid. Ikke desto mindre er der aldrig blevet sprøjtet så ufattelige store mængder af kommercielle fortællinger ud som nu, som i den grad netop har arketypiske romantiske fortællinger som omdrejningspunkt, som er simple aktualiseringer, eventuelt med et twist af tidens politiske korrekthed. Og de bliver slugt råt i lige så store mængder - også af kvinder (og mænd) som nægter disse fortællingers gyldighed - hvilket selvsagt kun bekræfter lige nøjagtig det jeg beskriver her. Alt dette for at have baggrunden for hvorfor jeg alligevel mener at Anders har en pointe. Pointen er efter min mening ikke (og for så vidt er det vel i virkeligheden også Anders’ pointe) at mænd mangler et kærlighedssprog, men at dette sprog ikke er en del af "common sense"; den fælles offentlige diskurs. Det er groft sagt blevet noget man med sagte stemme kan tale i hjørnet af værtshuset eller diverse mandehuler. Når så der skal tales kærlighed i fælles offentligt rum, må manden skifte fra sin bonderøvsdialekt til det rigsmål som kræves af "kvinden". Når jeg nu sætter gåseøjne omkring kvinden, så er det selvfølgelig ikke ment som den specifikke kvinde, men den tilegnede kultur vi som fællesskab har fået skabt - for manden er jo medproducent af den kultur, medproducent af disse gentagelser af kvindens foretrukne kærlighedsfortællinger, som det fx ses kommercielt i filmindustrien eller som her i et simpelt brevkassesvar. Om det så er en udvikling, der skyldes at mænd har lagt sig lidt for fladt ned i ligeberettigelsens navn kan så diskuteres. Det må dog efter min mening ikke bruges til at pege fingre ad hinanden, men kan tages ind som et forståelsesgrundlag, for hvordan man kan sikre at mandens kærlighedssprog kan have samme berettigelse som kvindens. Efter min mening er der et sekundært og temmelig stort problem i at mandens kærlighedssprog ikke har en plads i det offentlige rum, og det er at det unddrager sig forfinelse, ja, måske ligefrem af den grund tenderer til forråelse. Det er klart at fraser som "grab them by the pussy" ikke bør have nogen plads i det offentlige rum. Det har for så vidt heller ikke nogen værdi i et lukket manderum, hvis det som i det tilfælde her er et udtryk for ønsker om og historik omkring reel magtudnyttelse af kvinder (som ikke kan gennemskue at de bliver udnyttet). Desværre er det selvfølgelig den slags udtalelser som netop gør at mandens sprog - ja, her vil jeg selvsagt ikke kalde det kærlighedssprog, ikke kan få en plads i det offentlige rum. Selvom alle mænd måtte have en snert af den slags og alle kvinder i øvrigt også en snert af indforståelse med at det er i orden, så er det selvfølgelig ikke sådan noget der skal have en plads i et skrøbeligt kærlighedsunivers, hvor denne indforståelse ikke umiddelbart er etableret. Hvordan sprogene så er forskellige, er så nok interessant at få klarlagt. Jeg har kun svage bud på hvordan det skal beskrives og i virkeligheden er det måske det som er et væsentligt udgangspunkt at få kigget på. Jeg er faldet over nogle forskellige undersøgelser og mere udbredte (mis)forståelser: Det har tidligere været hævdet at kvinder taler mere end mænd. Nyeste undersøgelser peger dog på at begge køn taler lige meget, så det er altså ikke i kvantiteten at forskellen ligger. Forskellen må ligge i kvaliteten - og her mener jeg selvsagt ikke på en god/slet-skala. Der er dog temmelig sikkert at de to køn taler på tydeligt forskellige måder, som helt sikkert har en sammenhæng med hvordan de to køn så at sige går ind i verden. Banalt sagt viser alle statistiske undersøgelser, og uanset kønspolitisk baggrund, at piger interesserer sig for relationer og drenge for ting. Det gør sig selvfølgelig også bemærket i sproget og selvsagt hvorfor at kvinder så at sige har en mere direkte forbindelse i sproget til netop relationer. Er det så ensbetydende med at mænd er analfabeter når det kommer til relationer? Det mener jeg selvfølgelig på ingen måde. Og jeg mener som sagt slet ikke at mænd ikke er i kontakt med deres følelser. Når mænd i højere grad interesserer sig for ting, er det ganske naturligt at ting bliver til sindbilleder og dermed til metaforer i sproget. De fleste undersøgelser peger netop også på at det er tilfældet; at mænd taler i mere abstrakte termer og kvinder mere konkrete. Er det så en mindre værdifuld måde at kommunikere på? Giver den måde nødvendigvis et dårligere fælles forståelsesgrundlag? Eller kan man udtrykke mindre med abstrakter og metaforikker end man kan med konkreter? Det tror jeg selvsagt ikke på. Jeg mener ikke at den snak jeg har med mænd er "tyndere" eller mindre meningsfyldt, tværtimod! Metaforer og abstrakter indeholder ligesom myter nogle visheder og har en båndbredde som i mange tilfælde kan være langt mere informativ, beskrivende eller fortællende end hvad en beskrivelse i konkreter kan overbringe. Mener jeg dermed at den er bedre? Nej, heller ikke. For mig at se er en kombination af begge det mest optimale. Det er netop også derfor jeg taler for at mandens kærlighedssprog bør have samme værdi som kvindens; at både mænd og kvinder vil kæmpe for at sikre at mandens sprog kan have samme gyldighed i den offentlige diskurs. Og min bøn til kvinder er så, at de vil prøve at lære mandens kærlighedssprog lidt bedre - ikke mindst fordi, når bejleri er overstået og der så at sige primært er tosomheden at fokusere på i fremtiden, så er det væsentligt for kvinden at forstå manden, hvis han ikke skal stikke af…ned på værtshuset, ind i sig selv eller ligefrem helt væk. Nu kan det måske lyde som en kritik af kvinder. Det er det på ingen måde. Jeg vil gerne igen understrege at det for mig at se er et fælles anliggende, som begge parter har lige meget ansvar for at vi er endt i. Kvinder har ikke set nødvendigheden af at lære mandens kærlighedssprog og manden har ikke formået at fastholde over for kvinden, hvor vigtigt det er for ham at blive forstået i det følelses- og tankeunivers han lever i. Det er nok også væsentligt at finde ud af hvad mænd og kvinder hver især vil have ud af kærlighed og parforhold for overhovedet at kunne sætte ord på det. Det er dog en helt anden snak, som kræver en anden opmærksomhed, men jeg vil nu alligevel lige slutte af med et par tanker om det. Fra min erfaringsvinkel er der langt flere ønsker der er de samme end forskellige. Det er dog som regel de minimale forskelle der så endelig er, som så selvfølgelig kan få en langt større betydning. At forskellene er små får dem selvfølgelig også til at blive meget sværere at få øje på og hvorfor det kan være svært at få udtrykt præcist - ikke mindst når man taler lidt forskellige sprog. Og så er det nok så afgørende hvordan man ønsker at få disse overvejende samme ting begge parter gerne vil have. Eksempelvis er der vist en almindelig forestilling om, at kvinder oftest som forudsætning for sex vil have nærvær og ømhed og at mænd vil have sex for at opnå nærvær og ømhed. Nu har jeg jo tidligere talt for at middel og mål skal være det samme. Så hvis man siger at mænds middel til at få nærvær er sex - og kvinders middel til sex er nærvær, så må det jo nødvendigvis betyde at sex og nærvær langt hen ad vejen er det samme. Og så kan man jo undre sig over hvorfor det ikke bare er en almindelig forståelse; hvorfor sex/nærvær kan blive forhandlingsmidler i parforhold, ja ligefrem blive varer man kan betale sig til? Man må selvfølgelig konstatere at sex er mange forskellige ting. Det kan jo netop også, eller måske rettere lejlighedsvis, kun være en fysisk tilfredsstillelse. I samme ånd kan man sige det om nærvær. Nærvær kan også defineres på mange forskellige måder. Begge dele kan opnås uafhængig af hinanden og begge køn har brug for begge dele. Jeg er desuden temmelig sikker på (dog ud fra et anekdotisk perspektiv) at kvinder rent kvantitativt på samme måde som mænd har lyst til sex uden det nødvendigvis skal kobles sammen med nærvær og at mænd har behov for nærvær uden det nødvendigvis skal kobles sammen med sex. Problemet opstår vel når de to ting i et parforhold skal indgå i et udvekslingsmatrix og tilgangene er en anelse forskellige. Så altså, selvom vi kan nærme os hinanden i sproget - eller blive bedre til at forstå hinandens sprog, så må forudsætningerne for hvordan sproget dannes i den enkelte, i det enkelte køn, ikke overses og også her kræves der selvfølgelig forståelse og sympati for hinanden. til toppen... |
Indhold |
Facebook fase III
3. februar 2016 |
Hvad facebook er
(blevet) for mig
|
|
Fri For Flovhed4. februar 2016 |
- dette års nytårsforsæt!
|
|
Flovhed nr. 14. februar 2016 "Det retvendte spejlbillede" |
Mit fjæs:Her har i særlig grad min næse voldt mig problemer og gør det egentlig stadig. En gang hvor jeg var en ganske ung knægt, var jeg var meget forelsket i en pige og ville så prøve - på trods af min ulidelige generthed - at se om jeg kunne gøre hende til min kæreste. En dag hvor "alle" var i friluftsbadet, ville jeg så lave mit "move". Lige inden jeg skulle til det - og jeg kan ikke huske hvorfor han blev involveret, men i hvert fald udbrød hendes bror, at det kunne jeg da godt opgive, for hun var ikke interesseret i en med sådan en romertud! Slukøret gik jeg derfra og min i forvejen særdeles dårlige selvtillid led endnu et voldsomt knæk. Ja, faktisk traumatiserede det mig i den grad at jeg til langt op i voksenalderen har følt mig grim og ikke-attråværdigt over for kvinder pga af den næse. Og hver eneste gang en kvinde afviser mig, om det så bare er et nej til en dans, så er det som om jeg skal igennem dette traume igen! Et lille vendepunkt kom da jeg begyndte at få øje på og holde af de gode kvaliteter som jeg har arvet fra min far. Fra ham har jeg også arvet næse-genet (omend hans næse er pænere), og jeg har så lært at, om ikke elske den, så i det mindste ikke hade den. Med årene er næsen selvfølgelig vokset, altså rent fysisk, som alle ekstremiteterne jo gør hele livet igennem, og desværre er den også blevet lidt vel asymmetrisk med årene, for at sige det mildt. Dette bryder jeg mig selvsagt ikke om, og irriterende nok er jeg blevet endnu mere opmærksom på den i det sidste års tid, hvor jeg er begyndt at lave mine youtube-videoer. Her skal jeg jo i redigeringen se på den gynter igen og igen - I spejlet har jeg dels nogenlunde kunne undgå at kigge på den - jeg "ser" generelt ikke mig selv i spejlet når jeg kigger. Det er mest af alt en skanning efter usædvanligheder der her foregår! Og dels har jeg jo vænnet mig til spejlingen. I en video ser man det pludselig "rigtigvendt", hvorved den skævhed nærmest synes dobbelt så stor. Det hjælper selvfølgelig heller ikke på selvtilliden at vide, at hvad der generelt betragtes som skønhed kan udregnes matematisk, og hvor en de væsentligste ligninger beskriver vigtigheden af symmetri! Så, nu er det sagt. Jeg har en grim skæv næse som jeg er flov over! Jeg skal prøve at komme af med den flovhed. Kan jeg få hjælp til det? - Kender jeg mon nogen som også har en romertud? til toppen... |
|
Flovhed nr. 25. februar 2016 Deller |
Kroppen, eller mere specifikt: deller og dillerDer er mange ting ved min krop som jeg har været flov over gennem mit liv. Da jeg var yngre havde jeg fx en periode hvor det var noget så sært som mine tæer, og svømmehalbesøg i gymnastiktimerne sammen med pigerne fra klassen var noget af en prøvelse for mig. Det er jeg nu kommet over (alligevel blev jeg usædvanlig glad, da min ex-svigerinde for nogle år siden helt ud af det blå højlydt bemærkede at jeg havde pæne tæer :o). Men - i de senere år er der så dukket noget nyt op som faktisk har været lidt for vedholdende: Mine deller og min diller: Jeg har ikke formået at holde mig så slank som jeg en gang var. Fedt på kroppen var tidligere ellers aldrig noget problem - faktisk til jeg var langt op i 30'erne. Jeg har altid sagt, at mit grimme fjæs kunne jeg ligesom ikke ændre på (selvom tankerne om plastikkirurgi har været oppe at vende rigtig mange gange), men min krop kunne jeg dog i det mindste gøre mere attraktiv. Hvilket også har været en af de væsentligste grunde til at jeg begyndte med at dyrke bodybuilding. Imidlertid er mit aktivitetsniveau generelt dalet med årene og fødeindtaget egentlig taget til, så ind i mellem har jeg følt mig meget fed og grim. Så meget at jeg ligefrem i perioder ikke har haft lyst til at have sex med min partner, fordi jeg var flov over mig selv. Og de perioder hvor jeg har været uden partner, har jeg så været særlig flov og ikke følt mig god nok til at få en kæreste, hvilket selvsagt har haft den selvforstærkende effekt, at jeg slet ikke har haft modet til så meget som at prøve at finde en. Dette har faktisk gennemgående også været gældende for en anden og særdeles væsentlig flovhed omking min krop: Min diller har jeg bare altid været lidt flov over, og selvfølgelig især siden puberteten. Har aldrig syntes den var noget særligt, og tænkt at piger da måtte synes det var et sørgeligt organ at stille op med. Ikke at jeg rigtig har noget at bygge det på, for de jeg har kendt, har såmænd (tilsyneladende) været godt tilfredse - eller, jeg har i hvert fald ikke haft alt for mange klager - men selv har jeg aldrig rigtig været helt tilfreds med den - altså andet end at den rent funktionelt fungerer tilfredsstillende (høhø! ;o) Noget af det skyldes helt sikkert også det idealbillede der bliver tegnet i offentligheden (og ja, jeg tænker især på den "offentligt hemmelige offentlighed": porno), og vi mænd, eller i hvert fald jeg, må således også lide under det samme som kvinder må i forhold til hvordan modeller og skuespillere præger det offentlige skønhedsideal (- vi mænd må helst bare ikke klynke over det!) Desuden har det til tider været direkte intimiderende at høre på hvordan rigtig mange mænd med helt usædvanlig stor (og muligvis overdrevet) selvtillid, i hvert fald i forhold til mit verdensbillede, taler om deres sexuelle præstationer og deres organs fortræffeligheder. For nylig valgte jeg at prøve noget jeg aldrig har prøvet før, nemlig at tage til et nøgenbadningsarrangement (i Nyborg Badeland), og det var i høj grad netop for at udfordre mig selv på disse flovheder. Ud over det dejligt befriende i at plaske nøgen rundt i varmt vand, var det dog også mentalt befriende at være nøgen sammen med så mange andre. Jeg kan jo sagtens se at alle har hver deres "uperfektheder", så på en måde behøver jeg jo ikke være flov over mine. Og interessant er det jo også at se hvordan visse mænd, hvormed jeg i sammenligning måske ikke burde have noget at klage over, stoltserer rundt som om de er en eller anden guds gave til kvinder. Så jeg burde vel kunne tillæge mig noget af den attitude? Der skal dog nok stadig arbejdes en del med det, for helt fri for flovhed over diller og deller blev jeg således ikke af denne "ilddåb". I mellemtiden prøver jeg så at gøre dellerne lidt mindre, for uanset flovhed, så er det så mange gange pænere uden. Dilleren er så en anden sag, og en del af de gange jeg er blevet vraget i mit liv, har jeg i mit hoved fået delvis tilskrevet at hun ikke har syntes om den. Det har (forhåbentligvis) nok ikke hold i virkeligheden - og uanset skal jeg øve mig mere i at lade fortiden ligge og så prøve at få det bedste ud af de midler jeg har til rådighed for fremtiden. Men det kan selvfølgelig være det hjælper, hvis den rette pige kommer og hjælper mig til selv at holde så meget af den som hun vil gøre. Kender jeg mon nogen som er eller kender en kandidat? ;o) til toppen... |
|
Bobleri5. februar 2016 |
En boblende følelseNu kan det måske på de seneste indlæg virke som om mit liv ikke er særlig godt. Til tider har det da også været ekstremt hårdt og præget af mange negative tanker, men jeg bliver vist nødt til lige at have lidt modvægt her i bloggen… For faktisk går jeg rundt med en underlig følelse inden i mig; en lettere uudgrundelig følelse, som jeg egentlig har haft svært ved at identificere - måske egentlig fordi det er lidt usædvanligt, at den er så vedholdende. I 2012 var jeg syg i nærmest et halvt år, og der skulle gå næsten yderligere et år før jeg var så frisk at jeg følte at mit liv var vendt tilbage til nogenlunde normale tilstande og et smerteniveau der var så lavt at det ikke i større grad påvirkede min hverdag. 2012 vil altså altid stå for mig som det værste år nogensinde, ikke mindst fordi det, havde jeg nær sagt naturligvis, også var præget af stærk depression. Som modpol stod så 2014! Dette er det bedste år jeg har haft i mit liv - eller i hvert fald mit voksenliv. Jeg kan ikke huske at jeg har haft så lang en periode, der var præget af så mange øjeblikke af glæde. Jeg sagde det faktisk på det tidspunkt til min familie med et TV2-citat, at jeg var "nærmest lykkelig". At jeg så året efter blev skilt fra min søde, smukke og elskede kone, gjorde selvsagt at det år ikke kommer på nogen hitliste, og jeg har naturligvis skulle bruge megen tid med sorgproces, forladtheds- og ensomhedsfølelse. Men selv det har ikke kunne slå mig ud. Mine kære omkring mig har været meget bekymrede for hvordan det skulle gå mig med tanke på min historie (og tak for omsorgen), og det har jeg for så vidt også selv været, men faktisk går det, ja, jeg vil næsten sige helt vildt godt! For nylig opdagede jeg nemlig at jeg nærmest hele tiden går rundt med denne sjove boblende følelse: Jeg tager igen og igen mig selv i bare at være glad - helt uden grund! Så meget at jeg har været lettere bekymret for om jeg i min "bipolaritet" var ved at blive manisk. Jeg kan dog konstatere at det er ikke det, der er fat. For dels er det ikke noget der kendetegner mine særheder (læs: diagnose), og dels er jeg jo egentlig bare ganske almindelig glad på samme måde som folk omkring mig er. Som sagt har jeg haft svært ved at identificere denne boblende følelse, fordi den har været så vedholdende og jeg som sådan ikke har erfaring med den slags, men jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at det ikke kan være andet end lykkefølelse. Så hvis nogen spørger mig om jeg ved hvad lykke er, så kan jeg faktisk for måske første gang for alvor svare ja! - Og hvis det ikke er, så behøver jeg faktisk slet ikke vide hvad lykke er! til toppen... |
|
Flovhed nr. 3
|
FølsomhedJeg hader Pretty Woman, Love Actually, Sleepless in Seattle, Da Harry mødte Sally og alle film i den kaliber! Jeg hader også at gå til bryllupper. Og jeg kan fx heller ikke engang holde ud at se noget simpelt noget som den lille popsanger Ariana Grande lave Wheel of Musical Impressions hos Jimmy Fallon (- det var sådan set en opfordring! ;o) Jeg brød mig heller ikke om at se Ejvins Dart første gang, og jeg kan stadig få det på den måde, bare jeg snakker om den. Grunden til at jeg ikke bryder mig om alt dette er fordi jeg røres så helt enormt over skønhed og kærlighed, og i særlig grad på grund af den dygtighed, vilje, arbejdsomhed og passion som mennesker lægger i at fremelske smukke objekter, kunst, fælleskaber og ikke mindst kærlighed til hinanden. Og min fysiske og nærmest helt ukontrollerbare reaktion er at fælde tårer. Så den rette formulering på ovenstående burde måske være: Det er enormt anstrengende for mig at sanse; se og høre disse ting, og ikke mindst når jeg er sammen med andre - for ikke alene skal jeg overvældes og nærmest handlingslammes af denne helt bizarre reaktion fra mit indre, men jeg skal samtidig kæmpe for at holde det nede og lave skinmanøvrer så det ikke synes. Så det er mest af alt det jeg "hader". For hver tåre jeg har grædt over uretfærdighed eller i sorg, har jeg grædt i hundredevis over skønhed, godhed og kærlighed! Det synes jeg egentlig er meget, ja, bizart! Og hvorfor kan jeg ikke bare lade tårerne flyde og være i mine følelsers vold? Det skyldes selvfølgelig den aftale vi har os mennesker i mellem i den tid og verdensdel vi lever i. Ofte hører man jo mænd gøre grin med sådan nogle følsomme "bøsser" (- tror jeg "skældsordet" er) som mig, og de fleste drenge er på en eller anden måde opdraget til at det ikke er comme il faut at vise følelser. Så på mange måder er det sådan set kvinders (altså mødres) egen skyld, hvis mænd ikke har disse egenskaber om de/som eftertragtes. For selvom kvinder ofte har sagt til mig at det er dejligt at se en mand vise følelser og at de ville ønske at deres mand kunne gøre det samme, så viser deres valg af selv samme mand jo netop, at det ikke var en prioritering ved valget af ham. Tværtimod, jeg kan erindre adskillige eksempler på hvordan gode kærlige mænd er blevet vraget til fordel for en semi-voldelig, brovtende og ufølsom mandsling. Så selvom det fx er meget populært i diverse dameblade at skrive om hvor følsom en mand der ønskes, så viser virkeligheden ofte noget andet. Nåmen, hvis du således har set mig til en eller anden koncert hvor musikken var smuk, så sad jeg nok i et mørkt hjørne og lod som om min allergi plagede mig særlig voldsomt, eller at jeg lige havde fået noget i øjet. Eller hvis vi sidder sammen i en sofa og ser en "chick flick", og jeg samtidig sidder og kigger på min telefon eller laver alt muligt andet så det virker som om jeg overhovedet ikke koncentrerer mig om filmen, så er det simpelthen for at distrahere mine følelser, så jeg ikke sidder og "flæber som tøs". Så altså, jeg er simpelthen lidt flov over at være så følsom! Jeg vil gerne prøve at komme lidt mere frem i lyset, så det bliver mere acceptabelt også som mand at ikke alene have lov til at have følelser, men også have lov til at vise dem. Og jeg vil egentlig kun i begrænset omfang gøre det for mit køns vegne, og mest af alt af den simple egoistiske grund at komme af med min egen flovhed over mig selv. til toppen... |
|
Flovhed nr. 48. februar 2016 |
AleneJeg har i al for megen tid af mit liv været alene, og jeg har hadet hvert sekund af det! - Hvorfor jeg i øvrigt heller ikke bryder mig om begrebet 'single', fordi det antyder noget positivt og at det er et valg - Jeg er ikke single, jeg er ufrivilligt alene. Jeg har altid, og her mener jeg virkelig altid, faktisk fra jeg overhovedet begyndte at forstå konceptet med to der elsker hinanden, stræbt efter finde den "den eneste ene". Og nu vil nogen sikkert sige at netop det har stået i vejen for at jeg har kunne finde denne ene. Det er muligt der er noget rigtigt i det, men jeg har ligesom ikke kunne andet, og egentlig burde hende der så venter derude, være så meget mere interesseret i mig og så meget mere rigtig for mig. 'Single'-begrebet er noget nyt i min levetid. Da jeg var yngre blev folk der var enlige betragtet som de sære, grimme, uduelige; de generelt udstødte; dem ingen gad at have, de tiloversblevne - og der blev set skævt til dem. Derfor har det at jeg har været alene altid været noget der har fremkaldt stor flovhed i mig, og når folk spurgte om jeg havde en kæreste, eller ligefrem om hvorfor jeg ikke havde en, blev jeg meget ked af det, for med de spørgsmål blev jeg stort set betragtet som sær, grim, uduelig og udstødt. - Det sætter måske også lidt i perspektiv hvorfor min bryllupstale i høj grad var en tre kvarter lang taknemmelighedstale over at hun ville have mig. Men nu er jeg altså blevet skilt og igen alene. Hele problematikken omkring det at være alene, sætter mig i en masse dobbelte flovheder. For ud over jeg er flov over at være alene, så er jeg, for at kunne ændre det, nødt til at håndtere de andre flovheder jeg skitserer (nr 1, 2, 3 osv), fordi de har at gøre med hvordan jeg selv ser mig i forhold til min omverden, og selvsagt hvordan jeg kan gøre mig selv attraktiv over for kvinden jeg søger. Så det er altså her alle flovheder kommer sammen i et stort matrix, og det er således ret anstrengende at skulle være kærestesøgende, fordi det er en konstant konfrontation med noget ubehageligt. Og det er selvsagt også derfor jeg lige nu har et meget stort incitament til at få gjort op med disse flovheder - for nu er jeg endelig, oven på skilsmissen, ved at være klar til at finde hende derude! Jeg har så egentlig tænkt mig at tillægge mig en slags Elaine-fra-Ally-McBeal-attitude (hvis nogen ellers husker hende), nemlig at bruge alle midler overhovedet muligt: Hvis det for eksempel virkelig skulle hjælpe at spraye sig med feromoner, så gør jeg gerne det! Jeg er på dating-sites, på Tinder; jeg er med i singlegrupper og jeg er begyndt at tage i byen igen (selvom det nu ligeså meget er for at nyde de ting som jeg nærmest havde glemt er fantastiske - især at danse). Jeg vil også meget gerne "sættes op" - Så alle der går med den mindste smule Kirsten Giftekniv gemt i sig: bring it on, girls - or guys!!! De der kender den, vil måske også bemærke at min hjemmeside er lavet lidt om, og det er alt sammen fordi mit indre PR-bureau har dikteret, at det er en smartere måde at præsentere mig selv på. I øvrigt vil jeg også meget gerne høre kritik desangående. Hvis "hende derude" skulle læse med (og det gælder så også "Kirsten-Gifteknivene"), så vil jeg selvfølgelig understrege at jeg på ingen måde er desperat, og har sådan set aldrig været det, selvom jeg har lagt og lægger en rimelig markant indsats i at finde hende og det således kunne se ud som om jeg er desperat. Det skal ikke nødvendigvis være den første, men så absolut den bedste - så jeg venter gerne tålmodigt, selvom det vil betyde endnu længere (forhadt) tid som enlig. Men altså, ingen køer er længere hellige. Jeg stiller mig således stort set og næsten praktisk taget nøgen til skue, prøver at kaste alle flovheder fra mig og beder om al den hjælp jeg kan få. Jeg vil så prøve ikke at være så flov over min situation; prøve om jeg kan se mere positivt på det at være 'single' (men en rigtig en af slagsen bliver jeg nok aldrig ;o) Måske vil nogle mene at det ligefrem er noget videre kontraproduktivt at være så uforbeholdent åben, i forhold til hvordan jeg så vil fremstå over for en potentiel kæreste. Ja, måske har jeg allerede mistet kandidater i svinget, men hvis hun ikke kan tåle at se mig "afklædt", er hun nok ikke den rette. Og måske bliver folk jeg kender ligefrem flove på mine vegne - men værsgo! - hellere at andre er flove over mig end at jeg er flov over mig selv. Desuden vil jeg også elskes for det menneske jeg er i mit indre og ikke for de forstillelser jeg har gjort mig for at skjule mine (tidligere) flovheder! Flovhederne skal væk, for jeg ønsker ikke at de skal stå i vejen for en mulighed for at finde hende jeg ikke kan leve uden! til toppen... |
|
Ord10. februar 2016 |
Ord er Guddommelig MagtSelvom jeg har en mere verdslig tilgang til det jeg nu vil skrive om, vil jeg alligevel, i en vis forstand, tage et religiøst afsæt; jeg vil nemlig citere fra verdens først trykte bog, Bibelen. Uanset hvordan man vender og drejer det, er dette skrift et af de allervigtigste fundamenter for vesteuropæiske, og for så vidt mellemøstlige kulturer hvor i verden disse har bredt sig, og hvad enten man er religiøs eller ej, er indholdet i afgørende grad grundlag for og et aftryk af hvordan vi tænker. Citaterne jeg vil trække frem er efter min mening nogle af de mest fundamentale i Bibelen. I Det Nye Testamentes beskrivelse af alle tings begyndelse, i Johannesevangeliet, hedder det således: "I begyndelsen var Ordet" ——— jeg gentager lige: "I begyndelsen var Ordet", og først derefter hedder det "...og Ordet var hos Gud." I det gamle testamente, i Første Mosebog, fortælles det: "...Gud sagde: "Der blive lys!" Og der blev lys." - Læg mærke til to ting - 1. At Ordet eksisterer forud for alting og 2. At Ordet er selve skaberkraften. Det er nemlig igennem det at Gud udtaler ordene "der blive lys", at dette bliver til virkelighed. Lyset bliver ikke skabt ved at Gud svinger en tryllestav, eller at han bygger det ud af nogle forhåndenværende materialer. Nej, det er alene ved udtalelsen af ordene, at lyset bliver skabt. Ordet er altså den primære skaberkraft - og som altid har eksisteret. Ja, faktisk før Gud så at sige kommer på tale. Lad det lige summe lidt, mens jeg fortæller et par strøtanker til at sætte det i relief og understrege hvorfor jeg udlægger det sådan. For nogle år siden var der et slangord som verserede i Danmark. Som det er med andre modeord, er det (heldigvis) ikke så ofte man hører det mere. Det blev brugt i alle mulige sammenhænge og på alle mulige måder. Ordet er "kanon". Folk kunne fx finde på at sige om noget der var positivt, at det var "kanongodt", "kanonT"; eller at pigen man var forelsket i var "kanonlækker". Bortset fra at jeg kan imponeres over hvor kreativt folk kan bruge ord, nærmest gøs det i mig, når jeg hørte det brugt på disse måder: Jeg kunne og kan stadig ikke forstå, hvorfor man vil bruge krigsredskaber som metaforer for noget der skulle være positivt! Hvordan kan man få det over sig, at bruge noget der er bygget til at ødelægge og slå ihjel til at beskrive mellemmenneskelige forhold? Det kommer således i den forstand ikke bagpå mig, at parforhold har svært ved at overleve, hvis de er bygget på, at den anden part har egenskaber som et dræbende våben. Og i forlængelse af det: hvis man således igennem ens helt almindelige og daglige sprogbrug vænner sig til, at våben anses for at være noget positivt; noget der kan skabe godt, kan jeg, omend med stor sorg og beklagelse, ikke undres over, at vi for første gang i nyere danmarkshistorie er blevet en angribende krigsførende nation. Blandt børn findes der et sjovt gensvar, ja, nærmest en trylleformular, som kan bruges hvis andre siger noget dårligt om en. Man kan simpelthen bare sige (og der skal helst en lille melodi på, for musik understreger og tydeliggør alting): "det man siger, er man selv!" I dette ligger der en større visdom end man umiddelbart skulle tro, som ikke er så magisk endda. Ved fx at kalde en anden person "et røvhul", gør man nemlig sig selv til et røvhul. Altså, ved at nedgøre andre, nedgør man sig selv; man gør simpelthen sig selv til et mindre menneske ved betegne andre mennesker som mindreværdige. Næste gang du føler at din næste vil dig noget dårligt, så i stedet for at lade ukvemsordene flyde, kunne du fx bruge denne formulering: "...det er bare fordi, du har fået for lidt kærlighed!" På den måde får du ikke alene fremdraget det væsentligste problem i forholdet: at der er manglende kærlighed imellem jer, men også hvordan konflikten bedst og mest præcist kan løses - nemlig med mere kærlighed. Det er for mig åbenbart, at vi mennesker har en dyb overbevisning om ords mægtige skaberkraft. Så dyb en overbevisning, at dette som sagt er indskrevet som noget af det primære og mest betydningsfulde i vores kulturs allerførste litteratur. Hvis vi tager disse af Bibelens ord til os, er det således indlysende, at det er igennem brug af ord, at vi kommer tættest på at være guddommelige væsener: Det er vore ord der skaber verden, og det er vore ord der skaber forholdene mellem os mennesker og til vores omverden. Når man nu står med et så vældigt magtmiddel, er det selvfølgelig meget vigtigt, at man udviser den største respekt over for hvordan man bruger denne magt, og ligeså vigtigt at udvise respekt overfor hvad andre vil fortælle en. Derfor er det afgørende, grundigt at overveje ens tale, såvel som at tie og lytte når andre vil tale til en. Ord har nemlig deres store skaberevne ved at blive delt med ens næste, og det kræver selvfølgelig at parterne lytter til hinandens ord og deler ord med hinanden i største omhu. Så med en let løftet pegefinger vil jeg opfordre til at være opmærksom på din sprogbrug: lyt inderligt og vær varsom med hvad du med-deler - hvad du DELER-MED - din næste. Vi har med vore ord magten til at skabe godt og vi har magten til at skabe ondt. Valget er vores! Og så kan jeg jo passende slutte af med at forsøge at dele nogle ord med dig: jeg ønsker dig i dit liv FRED, KÆRLIGHED OG HARMONI! til toppen... |
|
Flovhed nr. 514. februar 2016 |
Undladelsessynder...i en lidt bred forstand. Jeg "glemmer" meget, meget - meget tit at gøre ting jeg burde. Noget af det værste, og måske noget af det jeg er mest flov over jeg har gjort - eller rettere: ikke gjort/ikke gør, er "at svare tilbage". Det kan have mange former: simpelt svar på et spørgsmål, lave noget jeg er blevet bedt om, sige nogle ønskede ord, eller noget af så simpelt som at give en gave. Hvis jeg nogensinde har undladt at gøre noget af nævnte over for dig, så skyldes det flovhed over mig selv. Første eksempel: Du sender mig en besked hvori der ligger en eller anden form for spørgsmål, eller bare noget der på en eller anden måde bør kommenteres. Hvis jeg har god tid og ved præcis hvad jeg vil svare, kommer svaret fra mig prompte. Hvis jeg skal tænke over tingene, varer det lidt længere - og nogle gange skal jeg bruge ekstra tid, fordi jeg ser vigtigheden i at få formuleret mig korrekt. Som man kan se af sidste indlæg her i bloggen, betyder ord utrolig meget for mig, og jeg bruger altid megen tid og energi på at få valgt de rigtige ord, så jeg får alt med jeg gerne vil med-dele. Jeg har det ikke godt med at noget skal være gætværk, skjult eller skal læses mellem linjerne (med mindre det er en åbenlys pointe i sig selv). Derfor kan der altså nogle gange gå lang tid før jeg svarer, og nogle gange går der så lang tid at jeg bliver flov over det, og så er jeg jo nødt til i mit svar at indbefatte at jeg er flov over dette - og hvordan skal det så lige formuleres...mere tid går...og pludselig er vi er sted hvor det hele er så absurd at jeg slet ikke får svaret fordi opgaven stiger mig over hovedet og hvor jeg er så dobbeltflov over mig selv, at jeg ikke anser mig værdig til at være din ven! Andet eksempel: Jeg lover at jeg nok skal klippe din hæk. Af forskellige årsager får jeg ikke rigtig tid til det - ja, jeg har måske ligefrem glemt det. Jeg bliver så ved med at forsikre om at jeg nok skal gøre det, simpelthen fordi jeg virkelig inderligt gerne vil gøre dig den tjeneste. Samtidig har jeg samme problematik kørende med et andet menneske jeg holder af, og fordi det hele stresser mig helt vildt, går jeg ned på det, og det bliver endnu en af de forskellige årsager til at jeg ikke når det. Min undladelsessynd er altså at jeg ikke får sagt "nej, det kan jeg desværre ikke overskue" - det hele får sig således hobet op og jeg bliver så flov over at jeg ikke har formået at hjælpe dig med så simpel en opgave og derfor anser jeg mig ikke værdig til at være din ven! Tredje eksempel - og en af de ting som fra jeg var en helt lille knægt har pint mig mest, fordi det i den grad stiller mig til skue og viser hvor "dårligt" et menneske jeg er: Du har noget du kan fejre. Konventionerne foreskriver at man i den forbindelse giver dig en gave. Hmm, hvad skal du så have. Det skal jo være noget godt, noget overraskende, noget som er helt personligt, helst noget du går og ønsker dig - og endnu bedre, noget som du ikke er klar over du ønsker dig; noget unikt, noget andre ikke giver dig; og vigtigst af alt noget som udtrykker min kærlighed til dig. Jeg begynder altså i god tid med at overveje, men kan ikke rigtig finde på noget der opfylder alle kriterier. Så skærer jeg lidt ned på ambitionsniveauet, og tænker at denne fine grønne ting jeg så endelig har i tankerne måske er passabel. Så hører jeg at din yndlingsfarve slet ikke er grøn. Argh, tilbage til begyndelsen, og nu er der kun to dage tilbage! Til sidst ender det med at jeg stresser rundt for at finde på noget i sidste øjeblik, som så nærmest ikke får opfyldt et eneste af kriterierne - hvis jeg da overhovedet når at få en gave med til dig! Og jeg ender så med at stå tilbage med en følelse af ikke at have udtrykt eller været i stand til at udtrykke min kærlighed til dig og anser mig derfor ikke værdig til at være din ven! Fjerde eksempel: Jeg har en løs eller åben invitation til at komme på besøg hos dig eller at møde dig til et eller andet arrangement, men jeg har en dårlig periode og får aldrig taget mig sammen til at tage afsted, fordi jeg føler at jeg ikke vil kunne bidrage med noget postivt for tiden. Selvom det måske ikke engang er pligt, får jeg ikke meldt hverken fra eller til. Det bliver måske til flere gentagelser og hver gang bliver det bare endnu en gang hvor jeg ikke får gjort hvad jeg burde - i det mindste lige give lyd om grunden til mit fravær eller bare en melding om at jeg tænker på dig. Til sidst bliver det bare for pinligt; der er gået for lang tid, jeg føler mig ussel og ikke værdig til at være din ven. Når jeg nu på disse måder ikke er værdig til at være din ven, så kan jeg ikke se anden mulighed end at jeg må ekskludere mig selv fra dig, så du ikke skal belastes af et menneske som tilsyneladende ikke formår at udvise dig den rette respekt og at gengælde den opmærksomhed som du selv giver mig. Jeg gemmer mig og skammer mig; håber i mit stille indre at du kan tilgive mig og tænker at dit liv er bedre uden mig. Altså, hvis du nogensinde har følt at jeg ud af det blå har trukket mig over for dig, så er det altså på INGEN måde fordi jeg ikke kan lide dig, TVÆRTIMOD, det er fordi jeg har været flov over mig selv og derfor ikke har følt mig værdig i dit selskab. Jeg har så mange gange ville undskylde over for så mange mennesker i mit liv, men har så mange gange følt at uanset hvad jeg sagde ville det aldrig kunne opveje mine "undladelsessynder"! Men nu vil jeg alligevel prøve at se om jeg først og fremmest kan få sagt undskyld; øve mig i at komme med (efter min forestilling halvfærdige, men så i det mindste) hurtigere svar, få sagt nej med god samvittighed og kærligheden i behold; se om jeg kan give "dårlige" gaver uden at være flov over det og så ikke mindst igen gøre opmærksom på, selvom det måske ikke har set eller ser sådan ud, at du er og Bliver i min Kærlighed! til toppen... |
|
Flovhed nr. x
15. februar 2016 |
FlovhedsfriEgentlig kunne jeg komme på mange flere flovheder at skrive om - Det kunne være flovhed over det faktum at jeg aldrig har fået børn, og at "folk" derved (igen) anser mig for at være en særling der ikke opfylder almindelige normbegreber. Eller det at jeg er førtidspensionist og derfor ikke bidrager til samfundet på samme måde som det arbejdende folk, hvilket man jo konstant i medierne, af politikere og (andre) dumme mennesker bliver tudet ørene fulde af er snyltervirksomhed. Eller selvsamme faktum der gør at det er svært for mig at finde en kæreste, fordi piger stadig bliver opdraget til at være små "golddiggere" i en eller anden form og jeg således nærmest på forhånd ikke kommer i betragtning som et passende "parti" til nogen kvinde. Eller flovheden over grunden til at jeg har denne samfundsmæssige status, nemlig mine psykiske problemer, som trods alle gode intentioner i samfundet stadig er omgærdet med en masse tabu. Eller flovheden over at være astma-allergiker, som jo i film, sitcoms, bøger, vittighedstegninger osv ofte er sådan nørder, skvat og svæklinge portrætteres. Eller flovheden over at... Men jeg tror nu jeg vil holde her. Mit eksperiment her kan måske både synes lille - "her er endnu en af de utallige der åbenbart har et narcissistisk behov for at plapre ud til alverden om det mindste lille problem" og det kan synes stort - "her får jeg forløsning for noget der har plaget mig et helt liv igennem", og det har faktisk netop for mig været kæmpestort. Det har i den grad været en udfordring, og min pegefinger hang længe og svævede over entertasten inden den blev trykket ned og de første ting blev offentliggjort. På mindre end to måneder er jeg gået fra at have daglige frustrationer over ikke at føle mig fri, fordi jeg hele tiden har skulle dække over en eller anden flovhed, til at jeg faktisk nu stort set er helt fri for den slags. Jo, der er stadig ting jeg er flov over og jeg skal stadig øve mig i bedre vaner, men i det mindste behøver jeg ikke at dække over mine flovheder. Jeg kan nu sige til dem jeg møder at jeg ind i mellem ser mig selv som en romertudforsiret, fed, flæbende, lettere forstyrret fattigrøv med en masse andre komplekser over ting jeg ikke burde have. At jeg så har fået en masse komplimenter som at jeg ligefrem skulle være smuk og dejlig; med lækre attributter; være et rart menneske at være i nærheden af og blive betragtet som gavmild og kærlig, er sådan set en helt uventet bonus, som jeg selvsagt er dybt taknemmelig over - ikke mindst fordi det er et udtryk for en gengældelse af den kærlighed jeg har over for mine kære. En anden bonus, som jeg faktisk havde en lille forhåbning om, har jeg faktisk også fået i overmål. Nemlig talrige henvendelser fra folk, der selv sidder med en "romertud" og som er blevet inspireret til at gøre noget ved de indre dæmoner de selv går at kæmper med. Det er glædeligt at vide at jeg kan inspirere mine medmennesker til at få mere ud af livet. Så altså, det at jeg har fået så megen positiv og ganske uvæsentlig negativ respons; og at jeg faktisk føler mig fri og dermed stille og roligt er på vej til at acceptere mine uperfektheder gør, at jeg egentlig er derhenne hvor jeg kan sige "missionen fuldført!" Og nu tænker jeg faktisk at jeg skulle have været mere ambitiøs med mit nytårsforsæt, for hvad skal jeg så lave resten af året? - Nå jo, finde hende der...eller skulle jeg ligefrem være så ambitiøs og sige at forsættet hedder: nyde tiden i forventningens glæde indtil hun finder mig! til toppen... |
|
Spildtid
19. oktober 2016 |
SpildtidEn samtale fik mig til at tænke… og nej, det er ikke rettet mod nogen bestemt - tværtimod. Om noget er det selvransagelse! Tankerne er selvfølgelig ofte omkring min "situation" som enlig. Jeg har søgt selskab i forskellige grupper med andre enlige og snakken falder jo ofte på hvorfor man er endt der og hvad man kan gøre anderledes, og ind i mellem må jeg stejle lidt over de ting som synes at være "universelle sandheder", men som jeg på ingen måde er enig i, eller i hvert fald som jeg mener er et alt for ukritisk syn på tilværelsen. Og her er fx et af dem: "Hellere gå fra ham/hende end at spilde tiden med den forkerte!" Jeg er sgu snart ved at brække mig over denne floskel! (Hvordan den end er formuleret) Det er simpelthen alt for letkøbt. Jeg mener, hvem fa'en er uenig i at man ikke skal spilde tiden med noget forkert?!? Og når vi nu alle er enige om det, er det som minimum fuldstændig overflødig og dermed indholdsløs tomgangssnak, og helt sikkert også udtryk for at man har opgivet på at tro på noget som helst! Det er som om den sætter lighedstegn mellem sand monogami og retten til at skalte og valte mellem partnere, og samtidig giver man sig selv carte blanche til ansvarsfrasigelse - og særligt denne (selv)bedrageriske og tilsyneladende uigendrivelige ansvarsfrasigelse: det er ikke mig og det er heller ikke den anden part, altså er det ikke noget "vi" (altså mest jeg) kan gøre noget for. Det er ærgerligt, det stod ikke skrevet. Det var skæbnens lod. Det lå ikke i mine hænder. Det stod uden for min magt!….Bah! Hvis ikke man selv går ind i et forhold i uforbeholden kærlighed, med det for øje at det skal være "til vores dages ende", hvorfor skulle den anden part så hengive sig fuldt; give det yderste af sit hjerteblod. Hvorfor holde sig tro, hvorfor elske i modgang, armod, sygdom, når man ikke selv er sikret en uforbeholden kærlighed og kan risikere at blive kasseret ved næste fejl man udviser? Hvad er en bedre formulering så? Jeg har ikke meget bedre bud end de ting som tilsyneladende har fungeret for og som er blevet forfinet af tidligere generationer, og som fx typisk i reduceret form bliver udtalt ved vielser. Men en ting er dog sikkert og det er, at hvis man videregiver til næste generation, at man skal give op når tingene ikke passer ind i ens kram, ja, så ændrer det sig ikke. I forvejen er børn idag mentalt så dårligt udrustede og så sent udviklede i forhold til at indtræde i et voksenansvarligt liv, at de nærmest ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv før de er langt op i tyverne. Og hvis den ansvarsfrihed i forhold til parforhold bliver underbygget af "hellere gå fra ham/hende end at spilde tiden med den forkerte", så får de meget svært ved at indgå i et parforhold hvor man sætter den anden part, måske ikke højere end sig selv, men som minimum på lige fod med sig selv. Forudsætningerne bør være nogle andre. Først og fremmest bør man overhovedet lade være med at indgå i forhold med mennesker som er "de forkerte". Det kræver selvfølgelig en vis selvindsigt og erfaring. Og så er vi igen der hvor det er forældres opgave at give dem spiren til denne selvindsigt. Dernæst er ærlighed altafgørende - og det kan åbenbart ikke siges ofte nok, for folk lyver i et i et væk over for sig selv og over for andre. Hvis man har behov for at prøve flere partnere af; "at få noget erfaring" - hvilket er en ærlig sag (!), så vær ærlig om det over for dig selv og de partnere du møder. Lad også være med at tro, at den første der giver dig en enestående seksuel oplevelse også er den eneste rigtige livsledsager (Og lad nu være med at sætte børn i verden med den "forkerte", også selvom "det biologiske ur tikker" - det er børnene der bøder for det). Nogle vil måske indskyde: er det ikke lige meget at vi lever "seriemonogamt"? Ikke for mig personligt. Det er på ingen måde tilfredsstillende og livsopfyldende. Og de fleste jeg kender har det på samme måde. - Og hvis man spørger skilsmissebørn, så tror jeg de vil udtale et klart nej! Måske noget i retning af: "Hellere bruge tid på at finde den rette, granske sig selv, pleje den kærlighed man finder; have indsigt i at tingene ikke altid udvikler sig i ønsket retning; at man til tider ligefrem kan have hadefulde tanker om et andet menneske, men stadig elske vedkomne, vide at kriser opstår og som kan gøre det svært at se et formål. Også vide at kærlighed ikke altid syner ens: den kan give sig til udtryk på mange måder (og sjældent som i "chick flicks" og eventyr). Lære at have tillid til ens partner og selv være sandfærdig i ens handlen og om ens følelser. Vide at en tilkæmpet kærlighed ofte er mange gange større end man selv kan begribe - hellere det, end at lade noget der kan blive til en smuk kærlighedshistorie gå til spilde." Jeg mener, at hvis man bliver ved med at gentage denne floskel, gør man det til en forudsætning når man går ind i et forhold; altså et forhold baseret på et stort set indholdsløst værdisæt, som dog giver retten til IKKE betingelsesløst at elske den næste kæreste man får…og den næste…og den næste… og den næste…. Altså, du er kun min eneste ene så længe vi er kompatible - jeg bestemmer hvornår dette ikke er tilfældet, men jeg vil aldrig indrømme at det er mit ansvar for vi ved jo alle at det gælder: "Hellere gå fra ham/hende end at spilde tiden med den forkerte" Ad nauseam usque, må det bekomme os vel! til toppen... |
|
Gentagelser
2. januar 2017 |
GentagelserDette skrev jeg egentlig sidste år i maj. Nytåret har mindet mig om vigtigheden af forsætter og at fortsætte, så nu kan det passende komme herind og genminde mig selv (og forhåbentligt andre), da jeg synes at være vandret væk fra det væsentlige. Altså, tilbage på stien!: Jeg elsker gentagelser. Hver gang jeg kører hjem fra træning, tager jeg de små veje med min Morini. Jeg kender hvert sving ind og ud. Ruten er den samme hver eneste gang - igen og igen det samme. I øvrigt elsker jeg at træne. Det er også én stor gang gentagelser; fx 6 sæt á 8 gentagelser med et vist antal kg! Jeg er vild med funk; sådan som James Brown leverede det - simpelt: en del forskellige ostinater, der gentages igen og igen og tilsyneladende aldrig holder op. Sex - jojo, orgasmen er da for så vidt et højdepunkt, men jeg elsker gentagelsen ind, ud, ind, ud, frem og tilbage, op og ned. Kan ikke få nok af det! Nu skal jeg så snart på ferie med min Morini - og det er da noget andet, kunne man sige! Tjae, men det er også en række af gentagelser som jeg elsker. Jeg elsker at stå op om morgenen, pakke teltet og mit grej, starte, køre derudad, standse op, købe noget mad i et supermarked - får næsten altid det samme: brød, ost, skinke. Jeg elsker disse gentagelser. Jeg har altså faktisk ikke brug for at der skal ske noget vildt og anderledes i mit liv. Jeg synes der helt af sig selv er så rigeligt af spændende, udfordrende, dramatiske; glædelige eller sørgelige hændelser, der kommer helt af sig selv, så ligefrem at bede om det, vil bare være for meget. Jeg har nærmest brug for at begrænse mig selv, og ind i mellem kunne jeg faktisk ønske at mit liv var lidt mere begivenhedsløst, for jeg synes næsten der er for lidt tid til at nyde og dyrke disse gentagelser. Jamen, bliver det aldrig kedeligt med det samme og det samme, igen og igen og en gang til? - Nej, for det er aldrig det samme! Nogle dage er der en cyklist i det gode sving, vejen er våd eller der ligger lidt grus, og så skal man forholde sig anderledes. Nogle dage har man ekstra energi og så bliver det 6x10 i stedet. Nogle dage er brødet bagt med en anden type mel, som giver en anden smagsoplevelse. Nogle dage opdager man en ostinat man ikke lige havde hørt mellem de andre, og så tager hele det musikalske billede et nyt udtryk og dansen bliver sjovere. Nogle dage dufter hun lidt anderledes eller strammer lige med et lidt hårdere greb. Og nogle dage opdager man at man selv har flyttet sig; er blevet klogere, dygtigere og at alt derfor skal genfortolkes. Så oplevelsen er aldrig den samme, men alligevel ligger beruselsen i det hjemmevante, det genkendelige, de små variationer over samme tema; de ukontrollerbare ting der forandrer det genkendelige, og som gør det til en ny og forunderlig oplevelse hver gang. Gentagelsen er også det jeg ønsker med en kæreste. Jeg har ikke behov for at der skal ske det vilde eller anderledes i forholdet. Tiden er så kort - man kan næsten ikke i et helt liv nå at opleve og dele alle disse gentagelser sammen. Jeg vil altså bare gerne vågne op, spise, kysse, kramme, have sex og falde i søvn med den samme pige igen og igen og endnu en gang! Intet slår for mig disse slags gentagelser. til toppen... |
|
Jeg græmmes af og til...14. januar 2017 |
Selvransagelse
|
|
Eftertanker3. maj 2017 |
Min mor var naiv!Onsdag d. 26. april klokken halv fem om eftermiddagen sov min mor fredfyldt ind efter en 3 måneder lang hård kamp mod voldsomt fremadskridende Alzheimer-demens. Min far, mine søstre og jeg var tilstede og kunne sende hende kærligt afsted da hun tog sit sidste åndedrag. Begravelsen fandt sted en smuk forårsdag onsdag d. 3. maj 2017 fra Hans Tausens Kirke og hun er stedt til hvile på Fredens Kirkegård. Min mor var naiv. Der er mange som anser det for en uheldig egenskab; noget man helst skal undgå at være, noget som man skal have sig fralært, men for mig er det et ideal at være naiv og det er det jeg vil huske hende bedst for og den af hendes egenskaber som jeg bedst har forsøgt at tilegne mig - eller rettere holde fast i. Interessen for sprog er en af de ting som jeg i hvert fald har fået med af hende og derfor finder jeg det passende at slå op i en ordbog: Den Danske Ordbog beskriver betydningen af naiv således: "som pga. manglende kløgt, omtanke eller erfaring handler letsindigt og nærer uforholdsmæssig stor tillid og optimisme" - og så er der et par eksempler på hvordan naivitet og dumhed i praksis anses for en slags synonymer. Det er nok også sådan de fleste betragter naivitet, men ikke jeg! Jeg anser denne synsvinkel som tolkninger af visse følger der kan være af at være naiv - ikke udgangspunktet. For mig er naivitet ikke dumhed, men netop en ubændig stor tillid til verden og en inderlig optimisme. Den dumhed som tolkes af andre, opstår først i det øjeblik andre mennesker begår tillidsbrud og udnytter den gode tro på medmennesker. I ordbogen er der en sekundær betydningsbeskrivelse, nemlig omkring kunst: "enkel og ligefrem, med brug af klare farver og enkle streger som hos børn". Her er så en anden del som også kendetegnede min mor, nemlig det kunstneriske sind. De fleste der kendte hende, kendte også til det hun lavede og vil sandsynligvis også kunne nikke genkendende til beskrivelsen "klare farver og enkle streger". Og selvom hendes mange abstrakte ting vidner om modenhed, intelligens og åndelighed, så er der alligevel ingen tvivl om at "som hos børn" også er beskrivende. Hvis man læser videre i ordbogen, så får man at vide hvorfra vi har indlånt ordet. Og igen passende til min mor, som jo også havde tilegnet sig franskkundskaber, ser man at ordet kommer fra fransk og betyder "ukunstlet" og "barnligt". Og her har vi en langt mere positiv betydning af naivitet, for hvem vil ikke gerne være fri for kunstighed og opstyltethed, og hvem vil ikke gerne nærme sig mødet med verden med et barns tilgang? Læser man endnu videre, finder man ud af at ordet faktisk stammer fra det latinske nativus som betyder 'oprindelig, medfødt', afledt af natus 'født' - Og nu kommer vi ind til essensen af min opfattelse af begrebet naiv. For mig er det at være naiv nemlig det at møde verden som "et oprindeligt menneske"; at møde verden med al den tillid og nysgerrighed som en nyfødt eller det første menneske på jorden måtte have. Naivitet eksisterer på det mest fundamentale grundlag for mennesker, nemlig ubetinget kærlighed - kærlighed til verden, kærlighed til medmennesker; til nærheden. Det er et udgangspunkt som alle kommer fra, men som alt for mange får sig fralært. Jeg er altså taknemmelig for at min mor har vist mig hvad det vil sige at være naiv. Det er som nævnt en egenskab jeg til stadighed prøver at holde fast i, så jeg ikke lader mig korrumpere af mistillid og pessimisme, men tværtimod, ligesom min mor gjorde, møder livet og mine medmennesker med åbenhed, glæde, nysgerrighed, kærlighed, tillid og optimisme. til toppen... |
|
Hvorfor ingen børn1. januar 2018 |
Jeg har ingen børn...og jeg har selvfølgelig fået spørgsmål omkring det utallige gange. Det var sågar et af de absolut første spørgsmål jeg blev stillet omkring min person i det nye år. Nytårsnat kl ca 1 lød det: "Har du børn?" - "nej" - "hvorfor ikke?" - Spørgsmålet bliver selvfølgelig stillet fordi det af de fleste betragtes som noget helt fundamentalt i tilværelsen at skulle have børn; en ret, en pligt: det er noget man bare skal have - eller i hvert fald er det noget de fleste nærmest ikke stiller spørgsmål omkring hvorfor, men udelukkende om hvornår. Jeg er nået en alder hvor man ikke spørger mig om hvornår - og det er faktisk en befrielse ikke at skulle svare på. Tilbage er sådan set kun spørgsmålet om "hvorfor ikke?" Jeg vil i det følgende prøve at opridse et nogenlunde fyldestgørende svar på dette spørgsmål. Og jeg har en måske sær lyst til at dele det her. Trangen til dette skyldes ikke mindst at der er så mange fordomme omkring mennesker som vælger børn fra og de grunde de har. Fordomme som bevæger sig mellem sympatier på et forkert grundlag til absurde bebrejdelser omkring ikke at være et fuldgyldigt menneske. Som sagt har mange spurgt mig og jeg synes aldrig jeg har givet den fulde beretning til nogen, hvilket selvfølgelig er med til at holde skæve forestillinger i live. Når jeg ikke har fortalt den fulde beretning, så skyldes det dels at jeg ikke selv har været fuldt bevidst omkring den, dels pga "tidsmangel" i spørgeøjeblikket og dels fordi der er ting jeg ikke har haft lyst til at fortælle. Sidstnævnte er jeg dog kommet ud over, "tiden" har jeg i den skriftlige form og jeg mener efterhånden at have fået afdækket hvad der har været væsentligt for mig i dette spørgsmål. Da jeg var barn og teenager var Europas floder stort set bare strømme af giftaffald der ledte kemikalier og tungmetaller fra fabrikkerne ud i havene. Konstant blev vi konfronteret med hvor meget forurening vi mennesker producerer. Et af de absolut største problemer, hed det sig, var at kloden simpelthen var overbefolket og at den slet ikke ville kunne bære den stadigt stigende befolkningstilvækst. Der var hungersnød i flere regioner pga udpining af jorden. Havene blev fisket tomme og biodiversiteten blev stærkt reduceret pga monokulturelt landbrug, ekstensiv skovhugstning osv osv. Det var sådan set ikke noget der burde have kommet bag på os, for en generation eller to tidligere havde nogle "fanatiske" venstreorienterede hippier allerede forudsagt den situation vi nu stod i. Den gang de gjorde opmærksom på det forestående problem, blev der grint af dem, men idag er langt de fleste af de tiltag disse "økoflippere" mente man skulle gøre helt almindelig praksis og stort set ingen vil tale dem imod idag. Nå, jeg afviger, omend det siger noget om min baggrund. En af de ting som den gang i mine teenageår blev omtalt som en ansvarlig ting man burde, var at gøre en indsats for at stoppe befolkningstilvæksten. Jeg blev meget ramt af dette, fordi jeg var overbevist om at jorden simpelthen ville give op under vægten af alle os mennesker og jeg havde faktisk fra jeg var ganske lille haft en stærk inderlig bekymring for jordens sørgelige menneskeskabte tilstand. Jeg følte mig således dybt medansvarlig og at det derfor nok var en god ide hvis jeg personligt ikke fik børn. Det blev således en ideologisk tanke som fulgte mig og som sådan set er en jeg stadig fastholder - omend i mindre rabiat form: jeg mener det bør være et prioriteret politisk anliggende (og altså ikke nødvendigvis et privat) at stoppe befolkningstilvæksten eller ligefrem reducere klodens befolkning…men igen - jeg afviger ;) I samme tid i min opvækst var der kold krig mellem to supermagter. Atomvåbnene stod som en konstant trussel og der var reel angst for en alt-liv-udslettende krig; en nuklear holocaust. Atomvåben har vi stadig i verden og den generation som er unge nu anser det vist ikke som nogen større trussel - andet end at det er sådan et slags middel at holde hinanden strategisk i skak med. Der er vist ikke mange der tror at atomvåben vil blive brugt og i hvert fald ikke på en måde hvor hele verden bliver lagt øde - ikke en gang med de idiotiske statsledere man finder i verden idag. Og derfor kan det måske være svært at forstå at man som enkeltindivid har kunne gå med en jævnlig og ligefrem daglig angst for netop det. Men sådan var min ungdom præget. Vi var reelt, i hvert fald nogle som gik med en relativt fastforankret angst for og nærmest vished omkring ikke at nå trediveårsalderen, fordi jorden ville blive udslettet forinden. "No future" var et slogan som man alle steder stødte på - i ungdomssubkulturer, hos veletablerede kunstnere og bare i almindelig daglig samtale. I alt dette stod jeg så og gentog hvad der ofte blev sagt: "dette er ikke en verden at sætte børn i". Jeg følte at dette var et stort (personligt) ansvarsanliggende. Og jeg var altså enig i at det ikke var en verden der var værd at sætte børn i. Jeg kunne simpelthen ikke forsvare at aflevere den klode til vore efterkommere. Og da udsigterne tegnede i retning af at de kun ville blive værre eller ligefrem ultimativt katastrofale, var det for mig en ret naturlig ting ikke at skulle have børn - det var det ansvarlige og altruistiske valg. Da teenageårene var ovre begyndte diskussionerne om børneopdragelse, for nu begyndte mine jævnaldrende at få børn. Jeg kunne se de spæde begyndelser til det fænomen som siden er blevet kendt som "curlingbørn"; til de mange uopdragne, selvcentrerede, respektløse, udannede børn, og når jeg stillede kritiske spørgsmål ved det, blev jeg sablet ned fra stort set alle sider. Jeg kunne se at jeg som potentiel forælder skulle kæmpe hver eneste minut for at opretholde mine idealer omkring sund og (menneske)kærlig børneopdragelse - og så måske endda blive undergravet, fordi mine børn skulle være i miljøer, hvor jeg måtte underkaste mig andres (manglende) idealer. Ikke mindst havde jeg svært ved at se mig få børn med en stor del af de piger jeg mødte, for de syntes at have adopteret hele denne fremspirende ide om "non-opdragelse" af børn. Dette blev altså endnu et argument for ikke at få børn: jeg følte simpelthen ikke jeg ville kunne komme til give dem det jeg gerne ville. I øvrigt har jeg jo overhovedet skulle finde en pige at få børn med. Og det er heller ikke gået så godt. Jeg har i lange perioder været alene og har måske haft fire kærester som var reelle bud på noget længerevarende. De forhold viste sig ikke at holde, og da jeg har haft meget stærke idealer omkring ikke at sætte børn i verden i et "skilsmissetruet univers", har jeg heller ikke bare ville "tage chancen" med en hvilken som helst kæreste. Hvis jeg nu skal fortsætte kronologien: i midten af tyverne begyndte det at gå op for mig at jeg havde nogle psykiske problemer; at de skæve problemer jeg havde kæmpet med i barndommen og teenageårene ikke bare kun var hormonelt betingede adolescente problemer. Jeg havde mine evindelige nedture, havde dødsønsker og jeg kunne ikke "tage mig sammen til noget". I mange år nægtede jeg på en måde at erkende at der var noget fundamentalt galt. Men hele denne problematik er sådan set et kapitel for sig, og jeg nævner det her bare for at sige at jeg ikke var helt bevidst omkring dybden og bredden af mine psykiske problemer den gang. Ikke desto mindre blev de en meget stor, ja, nok den største faktor for mit fravalg af børn. Igen havde jeg de potentielle børns (t)arv for øje: Jeg ville simpelthen ikke give mine gener videre - både i faktisk og overført betydning. Jeg syntes fx ikke at mit udseende var noget at give videre. Med tanke på alle de kvaler mit eget udseende havde forvoldt mig, ville jeg ikke udsætte mine børn for det - Jeg kan som sidebemærkning nævne at jeg i visse øjeblikke, hvor jeg faktisk tænkte den (egoistiske) tanke at få børn, overvejede adoption (og ligefrem sæddonation) alene som en måde at undgå dette problem (- Adoption ville i øvrigt være imødekommende overfor problemet overbefolkning). Især har det dog været frygten for at mine psykiske problemer skulle være arvelige - altså decideret at de skulle være bundet til generne, der nærmest har overbevist mig om at det nok var en dårlig ide at få børn. Og, igen som en slags sidebemærkning, her ville adoption muligvis ikke en gang hjælpe, da jeg alene med det miljø jeg ville tilvejebringe, ville kunne risikere at give mine uheldige mønstre videre. Og i forlængelse af det - noget andet afgørende omkring mine psykiske problemer: utallige gange har jeg i relativt lange perioder intet kunne foretage mig fordi jeg lå brak tynget af sorg og depression. I disse situationer ville jeg intet kunne have været for et barn - og dette ville jeg simpelthen ikke byde hverken mit barns mor og da slet ikke mit barn...Så er der de der siger at man får helt andre kræfter, når man først har et barn. Det er muligt, men jeg har virkelig set forældre der ikke kunne være der for deres børn pga af de selvsamme problemer jeg har måtte kæmpe med, og jeg har bare ikke turde løbe risikoen. Det har for mig været et alt for skrøbeligt grundlag. Jeg havde simpelthen ikke tilliden til at jeg kunne være en god nok forælder - og det var altså ikke bare en slags lejlighedsvis bekymring, som de fleste (vordende) forældre sikkert oplever, men en helt fundamental og gennemgribende mangel på tro på at jeg ville kunne. Som følge af mine psykiske problemer har min økonomi altid været dårlig. Jeg har levet af overførselsindkomst det meste af mit liv. Dette miljø har jeg heller ikke haft lyst til at sætte børn til verden i. Jeg har selv haft en yderst spartansk opvækst. Jeg vil ikke sige decideret fattig, men i barndommen var jeg den i min kreds som var "fattigst". Der var ting jeg ikke kunne være med til eller en del af, fordi der ikke var penge til det, og jeg måtte gennemleve alle de semitraumer som i så mange film og romaner er karikeret: var aldrig med på moden, kunne ikke være med til de spændende fester; havde aldrig det nye grej, en smart cykel; jeg var flov over mit ophav osv. Og det var reelt relativt traumatisk for mig, i hvert fald i en sådan grad at jeg ikke har ville udsætte mine potentielle børn for det samme. Jeg troede så i en periode af min ungdom at mine psykiske problemer snart ville være ovre, at jeg ville få et normalt liv som alle andre har det, og at det derfor egentlig bare var et spørgsmål om tid før at jeg kunne give eventuelle børn nogle materielle kår som jeg kunne stå inde for - men sådan viste det sig ikke at skulle gå. Det blev ret så permanent. Jeg har ofte måtte høre påstanden, at det at vælge børn fra bunder i egoisme. Det har jeg hørt utallige gange, at andre som også har taget det valg har fået at vide og jeg har selv fået skudt det i skoene; altså at det bare er et spørgsmål om at man vil være sig selv nærmest. Jeg håber at det fremgår, at der i alle disse overvejelser jeg har listet op ind til videre, alene har været barnets tarv i tankerne. Intet af det har været et spørgsmål om at det skulle gavne mig selv. Derfor har det også været yderst sårende, når jeg har fået at vide at jeg kun tænker på mig selv, for det er altså meget fjernt fra, ja, egentlig stik imod min egen opfattelse. - Faktisk synes jeg egentlig der er langt flere argumenter der taler for at det at få børn er et egoistisk valg, men det vil jeg lade ligge for nu. I al retfærdighed skal jeg dog også nævne mine "egoistiske" grunde, for disse findes trods alt også. Den første har sådan set også fulgt mig livet igennem: Jeg har oplevet igen og igen hvordan mænd bliver kørt ud på et sidespor, når børn kommer ind i billedet - altså, så at sige, når deres kærester/koner bliver mødre. Det har været en ret stærk bekymring for mig. Jeg har nemlig inderligt altid ønsket mig den meget intime tosomhed der kan være mellem mand og kvinde, og jeg har været bange for at det skulle forsvinde i det øjeblik et barn kom til. Jeg har syntes at kunne se det alle steder - og selv også hos mine forældre. Det har i hvert fald været min opfattelse indtil min far for ikke så længe siden afviste den forestilling (hvilket inderligt glæder mig). Men uanset har det haft en påvirkning i mit liv og været en faktor oven i de andre til, hvorfor lysten til børn har været mindsket. En ego-ting mere: med årene uden børn og med en overbevisning om at det nok aldrig skulle komme til at ske, har jeg selvfølgelig fået skabt en tilværelse som ikke indbefatter børn - logisk nok! Det betyder at jeg har fyldt mit liv med indhold som giver mig stor glæde i min hverdag og tilføjer mit liv væsentlige værdier. Disse, eller i hvert fald mange af dem, skulle i givet fald skrinlægges eller begrænses stærkt, fordi der såre simpelt ikke ville være tid til dem. Det vil for mig betyde store tab, som jeg selvsagt af "egoistiske" årsager ikke er meget for at få. Der bliver så i den slags overvejelser altid nævnt at der kommer nye værdier med børn - og det gør der nok, men jeg ved hvad jeg har, har på ingen måde lyst til at undvære det og faktisk savner jeg ikke nyt indhold (tiden er i forvejen er alt for knap). Jeg har vænnet mig til livet uden børn, savner ikke som sådan børn (hvad man ikke har haft, kan man selvsagt ikke savne); har heller ikke driften imod at få børn og derfor har det bare ikke været noget som har været en del af mine fremtidsplaner. Når alt dette er sagt, så er jeg faktisk meget begejstret for børn og jeg må indrømme at jeg i den alder jeg har nu trods alt er lidt ærgerlig over at der ikke er nogen i mit liv. Jeg kan se hvad og hvor meget det betyder for mine jævnaldrende og ældre i min omkreds, og jeg kunne godt se det berigende i at have "nogle der hørte mig til". Jeg har såmænd også alvorligt overvejet at trodse alle forbehold og blive forælder her og nu hvor jeg står i livet. Jeg har nu i et halvt års tid haft en fantastisk kvinde i mit liv, som på rigtig mange måder har været villig til at gøre det let for mig; sikre at jeg så at sige ikke lider afsavn, tage over når jeg ikke formår, og nærmest har ville love at jeg kun fik alle de positive og "lette" sider af forældrelivet. Selvom det selvfølgelig lyder lokkende, kan jeg ikke forsvare ikke at skulle være forælder på lige fod med min partner. Men uanset er jeg kommet til den konklusion at jeg simpelthen er for gammel. Dels som sagt pga hvordan mit liv har formet sig og hvilke ting der giver det indhold og ikke mindst pga den alder jeg vil have når de vokser op og bliver ældre. Jeg får her lyst til at nævne at der har været tre markante perioder i mit liv, hvor jeg faktisk har haft megen lyst til at få børn. Med min første "rigtige" kæreste i starten af tyverne, som jeg var sammen med i knap seks år, blev det sidst i forholdet et stort ønske. Jeg syntes at vi var parate til det og jeg kunne meget nemt se mig skabe en familie med hende, men derhenne var hun på ingen måde; hun så slet ikke det i vores forhold som jeg gjorde og det endte så også med at hun gik fra mig. Senere, sidst i tyverne og begyndelsen af trediverne, da min guddatter var lille og jeg fik en særlig plads at nyde i hendes selskab, var jeg inderligt ked af at jeg ikke kunne få børn, fordi jeg ingen havde at få dem med. Jeg havde sågar den tanke, at hvis jeg havde været kvinde, ville jeg have fundet en eller anden tilfældig mand at blive gravid med og så bare være enlig mor. Men den slags kan jo i sagens natur ikke lade sig gøre for en mand. Det var især i denne periode at jeg for alvor opgav tanken om at det nogensinde skulle kunne lade sig gøre at få børn. Jeg "accepterede" og bearbejdede omstændighederne og mit liv blev som nævnt stille og roligt fyldt med andet indhold. Mit ægteskab havde (på baggrund af alt det her nævnte) den forudsætning at børn efter største sandsynlighed aldrig ville blive en del af det. Men da jeg de følgende par år efter året med voldsom (fysisk) sygdom, i '12, i stigende grad begyndte at få det bedre og ikke mindst fik det psykisk så meget bedre, at jeg for første gang i mit liv kunne begynde at mærke hvad det ville sige at være lykkelig, så begyndte jeg at tænke at det måske alligevel var en mulighed. Det var en underlig svær tanke, fordi jeg faktisk længe havde følt mig for gammel; at løbet så at sige var kørt, og fordi det stod så meget i modsætning til hvad jeg det meste af mit liv havde troet var muligt. Et halvt år efter var jeg dog skilt, og dermed behøvede jeg så at sige ikke spekulere mere i det. Tanken om muligheden fulgte dog alligevel lidt med - Nu er jeg så blevet udfordret på det og må altså konstatere at jeg er blevet for gammel. Der er gået næsten yderligere tre år, og nu er det for alvor for sent. Selvom jeg fik et nu i dette sekund føler jeg det, og ikke mindst er det det helt sikkert når tiden først er gået med at etablere parforhold; finde det fælles fodslag, den fælles base og sikkerheden i forholdet. Jeg vil slutte med kort at nævne et par andre ting som også er sigende, måske ligefrem symbolske: Jeg har mange gange overvejet at blive steriliseret og det fra meget tidligt i mit liv - det ville jo være enormt praktisk, når det nu ligesom var sikkert at jeg ikke skulle have børn. Men jeg har alligevel ikke kunne føre det ud i livet, fordi der et eller andet sted i mig trods alt har været håbet om at det skulle blive muligt for mig at få mine egne børn. Da jeg valgte at få hund i starten af trediverne, var en af tankerne at det skulle være en slags test af om jeg kunne forvalte at være ansvarlig for et andet liv. Jeg har aldrig set det som en erstatning for et barn - tværtimod synes jeg den slags er kritisabelt (og som oftest synd for hunden). Det var bare et ønske jeg havde haft fra barnsben, som jeg opfyldte for mig selv på et tidspunkt hvor jeg mente det var muligt og forsvarligt, men jeg kunne så samtidig se det som en slags forberedelse til at blive eller en øvning i at være forælder. Jeg synes i høj grad at jeg formåede at blive en fornuftig hundejer, men når jeg holdt det op mod det mange gange mere krævende at være forælder, så følte jeg ikke at jeg ville kunne magte det. Så selvom det at være hundeejer på mange måder var en succesoplevelse, blev det for mig egentlig også en cementering af at jeg nok ikke egnede mig til at blive forælder. Jeg skal nok understrege at jeg generelt ikke har set fravalg af børn som noget negativt - også selvom det i høj grad har grund i noget knap så glædeligt. Jeg har fokuseret på det positive i fravalget og jeg har selvfølgelig nok i højere grad end de der har valgt at få børn, set på de mere begrænsende, ubehagelige og irriterende aspekter der er ved at være forælder og har glædet mig over at være disse foruden. Og selvfølgelig har det så oftest også været den vinkel jeg har fortalt til min omverden. Så det korte og meget unuancerede svar på "hvorfor ikke" må altså være: Grundlagt er det i: dårlig timing, manglende tro på livet, tilværelsen og verden og størst af alt manglende tro på mig selv. I stadig stigende grad har jeg kunne fokusere på de positive aspekter af at være foruden børn og har således fået skabt et liv med et rigt indhold, som jeg så har været bange for at miste igen. Ja, og så er alderen selvsagt også blevet en faktor. Nu kan det hele måske lyde meget fatalt og defaitistisk - og sådan har det så sandelig også været. Det er således fx ikke uden grund at jeg er blevet førtidspensioneret. At fordybe sig i denne problematik er måske ikke lige den mest opmuntrende måde at starte året på, men som jeg dog har nævnt er mit liv begyndt at vende; jeg har det umådeligt meget bedre, og har nu en glæde ved livet som jeg ikke har haft siden jeg var helt lille. Jeg er nu et lykkeligt sted i livet, hvor fortid får lov at forblive fortid - altså bortset fra nogle gamle vanehandlinger som jeg til stadighed forsøger at rydde ud i og selvfølgelig at det fundament jeg står på i høj grad er fortidsbestemt. Men jeg er ikke som sådan ked af at mit liv ser ud som det gør. Selvfølgelig kunne jeg have ønsket at det havde formet sig anderledes, at der var en masse jeg ikke havde behøvet at skulle igennem, men det er spild af kræfter at kæmpe med noget som ikke kan laves om. Jeg har, som jeg flere gange har skrevet, nu et liv som er berigende og glædesbringende. Egne børn er bare ikke en del af det og bliver det heller ikke. Det har jeg fundet fred med og glæde ved, og da jeg i sagens natur ikke har prøvet hvad det vil sige at have børn, er det heller ikke et afsavn. Jeg er glad og tilfreds som tingenes tilstand er. Jeg er faldet over dette omkring omkostningerne omkring børn med forældre med psykiske problemer og har lyst til at linke til det her til toppen... |
|
Mål og Middel9. januar 2018 |
Målet helliger midlet...nej, vel!- eller: folk siger så meget vrøvl -
|
|
Nytårsforsætter 201820. januar 2018 |
Nytårsforsætter 2018Nu er jeg endelig ved at have formuleret mine nytårsforsætter - bedre sent end aldrig! Der er umiddelbart to ting som jeg ønsker at sætte mig for: 1:Som vanligt kører tidligere års forsætter videre. Nogle af tingene fra sidste år har jeg været "totally awesome" til - fx gik det overmåde tilfredsstillende at komme af med de fleste af mine flovheder - andre ting halter bagefter og endnu andre er jeg direkte regredieret i forhold til. Jeg må fx konstatere at det stadig halter efter med at fortælle om mit liv; at invitere folk til at være en del af mit liv og værst er det at jeg nærmest har kunne konstatere tilbageskridt i forhold til det jeg valgte at kalde undladelsessynder.Især er det sige-til/fra-problematikken der synes at være svær for mig og som igen og igen volder mig problemer og ligefrem er anledning til konflikter. Jeg har i det forgangne år kunne konstatere, at jeg faktisk har oparbejdet en ret skæv opfattelse af hvad det ene og det andet er godt for. Jeg har således troet og handlet i forhold til, at det at sige fra udelukkende var for min egen skyld og at sige til var for andres skyld. I virkeligheden kan man nok vende det begge veje, men især har jeg tilsyneladende ikke helt forstået at det omvendte i høj grad er tilfældet. Altså at det at sige til er for min egen skyld og at sige fra er for andres skyld. Jeg har fået mange invitationer igennem året og forbavsende mange gange har der været sammenfald. Jeg har i den forbindelse ikke kunne finde ud af at melde til eller fra hverken til det ene eller andet, fordi jeg ikke har ville skuffe nogen af parterne og det er som regel endt med at jeg i sidste øjeblik har valgt at takke ja til den invitation, hvor jeg synes den største moralske forpligtelse lå, til den der brokkede sig mest over min ubeslutsomhed eller også har jeg i mit dilemma slet ikke fået givet ordentlig svar til nogen part - hvorfor det så er endt med at jeg ikke er kommet nogen steder og derved har skuffet alle parter. Endnu andre gange har jeg selv haft planlagt noget som jeg virkelig har set frem til og hvis der så er kommet en invitation som faldt sammen med det, har jeg ikke haft mod til at sige nej tak, fordi jeg følte at det jeg ellers havde planlagt i sammenligning var for egoistisk. (Og så har der i høj grad været endnu en grund, men det kommer jeg til omkring andet nytårsforsæt.) Det ironiske ved det hele har så været, at jeg er kommet til at fremstå egoistisk og det bizart nok fordi jeg ikke har taget udgangspunkt i hvad jeg selv ville og havde mest lyst til. Det er gået op for mig at jeg hænger fast i nogle mønstre, som jeg på en måde troede jeg var kommet ud af. Det er som om mine handlinger ikke følger med min forstand. Som jeg måske har illustreret på mange måder tidligere, har jeg i mit liv følt mig ubetydelig og ligefrem grænsende til skadelig for min omverden. Det er derfor jeg som regel ikke fortæller om mit liv uopfordret og har meget svært ved at tale om det som noget interessant eller værdifuldt når jeg endelig får taletid - altså bortset fra de gange hvor jeg i et trygt forum mærker stor reel interesse for min person, så vælter det ud... Det er også derfor at jeg har glæde af at bruge denne blog som en slags ventil, hvor jeg kan komme af med det, som jeg ikke føler jeg er berettiget til at sige i andre sammenhænge. Men altså, som regel har jeg dog (haft) det sådan at jeg betragter andres liv mere værdifulde og derfor tier jeg i forsamlinger, har ikke lyst til at tale om min hverdag og mit liv, fordi det virker så betydningsløst. Jeg inviterer ikke folk ind i mit liv, fordi jeg ikke tror at folk har lyst - at de i givet fald kun siger ja af høflighed. Noget har dog ændret sig en del. Jeg har i de seneste år fået en følelse af jeg faktisk betyder noget for visse mennesker, at jeg har en berettigelse i tilværelsen, at mit liv også har en værdi i det store hele. Men jeg handler ikke rigtigt efter denne nye følelse - jeg gentager stadig de samme mønstre: jeg tier stadig, og jeg inviterer stadig ikke. Jeg reproducerer altså de mønstre som jeg altid har været i, som har deres rod i denne følelse af ikke at være betydningsfuld for nogen. Et stærkt eksempel har jeg haft i det kæresteforhold jeg har haft det sidste halve års tid. Når jeg tænker på hvor meget og ofte, ja, nærmest på minutbasis, jeg har haft lyst til at dele noget med hende, så kan jeg godt se at det igen og igen er endt med at jeg ikke har handlet på det, fordi jeg åbenbart alligevel ikke har "kropsliggjort" at jeg har været vigtig for hende - eller i hvert fald ikke særlig vigtig. Jeg har tænkt: "Narh, hun har andre der kommer før mig; jeg er sidst i rækken - er jo nyankommet og har ikke ret til at fylde så meget. Hun vil hellere dele dette med sin veninde, det betyder mere for hende at vende hint med sin mor end med mig. Hun har kollegerne at snakke med om disse problemer. Hun har for travlt til at kunne bruge tid på mine små skærmydsler; hun gider ikke høre om mine (ubetydelige) hverdagsoplevelser". Det har sågar været sådan at jeg på en måde har syntes at gamle ekskærester havde større krav på hende end mig - de har jo kendt hende længere tid end mig! - Jeg har altså, trods at jeg rationelt godt kan se at jeg har haft meget stor betydning for hende, ganske enkelt gentaget disse mønstre som jeg har levet med altid. Og jeg kan i øvrigt se at de samme mønstre gør sig gældende hele vejen rundt. Jeg har samme måde at agere på over for min familie, venner og bekendte. Der hvor der tegner sig en vis "normalitet", er ved de mere flygtige møder, for her stemmer forestillingen jeg har nemlig nogenlunde overens med virkeligheden: her har jeg rent faktisk ikke særlig stor betydning. Interessant nok har jeg det faktisk netop godt i flygtige møder, fordi her er det endnu ikke blevet etableret at jeg er betydningsløs. Vi er nogenlunde på lige fod - altså indtil det viser sig at "de andre er mere værd". Der hvor det for alvor begynder at blive absurd er så, at jeg ikke tror at mine handlinger gør en forskel. - Fordi jeg ingen betydning har, regner jeg heller ikke med at mine handlinger har en værdi. Om jeg gør det ene eller andet; gør noget eller ikke gør noget, ja, det kan faktisk være ligegyldigt, og om jeg er tilstede eller ej, det gør ingen forskel - måske er mine handlinger eller mit nærvær endda til besvær; jeg optager jo plads, folk skal forholde sig og tage stilling til mig - altså yderligere bøvl. Ud over at jeg helt sikkert sårer en masse mennesker, fordi jeg ikke deler mit liv med dem, så fratager jeg også mig selv en masse glæder i livet. Det helt absurde er dog, at det jeg gør som jeg betragter som et slags hensyn over for mine medmennesker, faktisk er det modsatte. Ikke alene fremstår mine handlinger som egoistiske og som om jeg ikke har lyst til deres nærvær, men rent faktisk lever jeg på den måde i samspillet med andre ikke for min egen skyld, men for en konstrueret forestilling om hvad andre ønsker og hvad der er godt for dem. Det er jo absurd at det jeg så at sige gør for andre, faktisk går hen og bliver en bjørnetjeneste både for dem og mig selv. Den logiske følge må nødvendigvis være, at folk I sidste ende opgiver at have noget at gøre med mig og jeg dermed får en slags falsk bekræftelse af min ubetydelighed. Så det korte af det lange er altså, at jeg skal øve mig i, at når jeg siger nej tak til at gøre noget med eller for mine medmennesker, er det ikke egoistisk. Tværtimod, det er rent faktisk at ære dem (og mig selv). Og omvendt når jeg siger ja, så er det fordi jeg inderligt gerne vil og fordi jeg vil gøre noget godt for mig selv. Nytårsforsæt nummer et må altså (endnu en gang) være at sige til og fra i sand overensstemmelse med hvad jeg inderligt tror på og hvad jeg ønsker for mine nære og så absolut ikke mindst for mig selv. Jeg skal lære at det jeg ofte opfatter som min egen egoisme ikke er det og selvfølgelig også at det som jeg gør af misforstået hensyn til andre, ofte netop bliver opfattet som egoisme og faktisk er sårende for dem. 2:Et andet problem som jeg har set har været gennemgående sidste år, har en vis sammenhæng med invitationer og sociale begivenheder. Men det har ikke så meget med mine medmennesker at gøre, men mere med min almindelige "livslyst". Kort sagt drejer det sig i praksis om lyst til forpligtelse, men jeg kan endnu ikke ordentligt formulere hvad problemet går ud på. Derfor må nytårsforsættet være at i første omgang at få det præciseret og i den forbindelse bruge mine medmennesker til at hjælpe mig - altså invitere dem ind i mit liv, så de netop kan hjælpe mig med at formulere det.En indledende problemformulering kunne dog være denne: I sommer prokrastinerede jeg jo i forhold til at komme afsted på tur. Det var ikke alene som jeg skrev et spørgsmål om at jeg havde det så godt hvor jeg var - eller, det var den særdeles positive side af det. Det var også et spørgsmål om at jeg i lang tid ikke har haft mod på at forpligte mig på nogen måde. Dette har haft sin årsag i at jeg har haft mine nedture og dårlige dage. Jeg har vidst hvor drænende det har været at skulle tage afsted til noget jeg havde forpligtet mig til, hvis jeg havde det dårligt. Jeg har jo ikke på forhånd vidst hvordan jeg ville have det på selve dagen, og jeg har så efterfølgende ikke kunne melde fra når dagen oprandt, fordi jeg ikke følte at jeg havde nogen god eller acceptabel undskyldning. At jeg havde det psykisk dårligt var ikke grund nok. Nogle gange har jeg så alligevel meldt fra med en eller anden løgnagtig undskyldning (hvilket så bare har givet mig dårlig samvittighed oven i). Men mange gange er jeg endt med at tage afsted, og har derved fået det endnu værre, fordi jeg ikke har kunne være i det. Det er derfor jeg har haft så svært ved at forpligte mig på noget, altså fordi jeg har været angst for at skulle havne i en situation hvor jeg ville få det værre - og i øvrigt har det så også været derfor at jeg mange gange ikke har kunne sige til eller fra i forhold til invitationer (og er altså den tidligere omtalte del af problematikken i første nytårsforsæt). Forventningsglæde er på denne måde udeblevet for mig og i stedet har det været afløst af en følelse af at stå over for en sur og ubehagelig pligt. Jeg er sågar ofte gået med angst for hvad der skulle ske når dagen oprandt; altså om jeg ville være nødt til at tvinge mig selv til noget som jeg ikke kunne overskue - også selvom det har været ting som jeg rent faktisk er glad for at gøre og som jeg efterfølgende, hvis jeg ellers har haft en god dag, er meget taknemmelig for at have været del af! En tom kalender har altså været befriende og en fuld angstfremkaldende! At jeg således som følge på mange måder ofte bevidst har valgt ikke at forpligte mig, har været med til at give mig en følelse af frihed, som har haft helt enorm positiv indflydelse på min sindstilstand. Jeg har rent faktisk haft en gladere hverdag og generel følelse af stor lettelse. Men det negative har så været at mit sociale liv har lidt under det og at jeg faktisk føler at der er ting jeg er gået glip af - og så har jeg som sagt også såret andre fordi jeg ikke har kunne give en ordentlig udmelding. Altså, nytårsforsæt nummer to er at få forbedret problematikken omkring lyst til forpligtelse; finde ind til kernen af problemet og invitere mine medmennesker til at hjælpe mig med det - og måske ligefrem finde løsninger der kan gøre det lettere og glædesbringende for mig at forpligte mig. til toppen... |
|
Egotripper!23. januar 2018 |
Jeg bliver sgu nogle gange så træt...Dette bliver vist lidt noget rod. Et sammensurium af nogle lommefilosofiske tanker om egoismebegrebet, et lettere vrissent modsvar og et frustreret opråb. Men det kan måske være sammenhængende med og blive meningsskabende for især andet nytårsforsæt - og måske være med til at præcisere en formulering desangående. Da jeg var en ganske lille knægt stiftede jeg bekendtskab med begrebet egoisme. Jeg hørte en sige om en anden, at hun var egoistisk. Jeg tror det var et af de første begreber der for alvor gav anledning til eksistensielle overvejelser om min "rolle" i forhold til mine medmennesker; om min betydning og min værdi i forhold til de mennesker jeg var blandt. Begrebet egoisme var fra min første opfattelse ladet med en stor del negativitet. Det var så absolut noget man skulle undgå - både at være/gøre og det var formålstjeneligt at undgå mennesker der udviste træk der gik i den retning. Som altid når jeg står over for et nyt begreb, søgte jeg den rene defintion og i min barneforstand følte jeg det lykkedes mig at begribe essensen af begrebet. Senere i livet søgte jeg antonymet og fandt begrebet der kaldes altruisme. Egoisme, fik jeg forklaret, er når man kun tænker på sig selv og hvad der er godt for en selv. At de ting man gør, er for ens egen skyld. Ordbøger forklarer det typisk sådan: "tilbøjelig til kun at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser" (ordnet.dk) Forud for følgende gik der en masse tanker omkring begrebet og en forsøgt objektiv vurdering af hvor jeg selv befandt mig i dette univers, men den første rigtige "filosofiske konstruktion" jeg gjorde mig omkring egoisme var denne: Hvorfor græder man når man sørger, og mere specifikt: for hvis skyld græder man, når én man holder af dør? - Altså er tårerne for den afdødes skyld; er det for at udvise over for den afdøde at man synes det er synd for vedkomne, at han eller hun ikke mere er i live. Græder man for de efterladtes skyld - eller mest af alt for ens egen skyld. Førstnævnte er relativ nem at affeje: Når vedkomne nu er død, giver det ligesom ikke mening at græde, fordi han/hun alligevel ikke "får glæde af det". Vedkomne er der jo ikke til at se eller høre det, så hvorfor give sig i kast med den slags irrationelle handlinger? De (andre) efterladte? Det giver heller ingen mening - hvilken gavn skulle det bibringe dem at jeg står og græder over deres (/vores) tab. Man kan til en vis grad tale for at det udviser en vis symbolsk form for sympati, men var det så ikke mere tjeneligt at give dem noget andet: et ordentligt håndtryk, en varm samtale, et knus, praktisk hjælp. Tilbage står egentlig kun at årsagen til at man græder er fordi at man synes det er synd for en selv; at man synes det er forfærdeligt at man skal fortsætte livet uden den afdøde. Man sørger altså for ens egen skyld; sorg og tårer over tab må vel så følgelig nødvendigvis være egoistisk. Hvis man nu vender det på hovedet: Man går ud i verden og hjælper hver og en man møder på sin vej uden at få noget til gengæld. Det må da være så absolut det modsatte af egoisme? Men hvad nu hvis man spørger: "hvorfor gør du det?" Hvilke overvejelser ligger der så bag? Jeg vil gætte på at de fleste ville svare på en måde der har centrum i sig selv. "JEG gør det fordi..." Meget få vil svare "Altet styrer mine handlinger, jeg er uden indflydelse; har hverken følelser for eller imod." Svaret vil som regel tage udgangspunkt i noget mere eller mindre egoistisk: "jeg gør det fordi, jeg mener det er godt" (måske mindre egoistisk: altså en ideologi omkring godhed som "jeg" tror på) eller "jeg gør det fordi jeg bliver glad af det" (måske mere egoistisk). Hvis man altså på denne måde skærer langt nok ind til benet, vil man komme frem til at langt de fleste handlinger er egoistiske, fordi de tager udgangspunkt i hvad personen selv synes er godt, hvad enten det så er noget der i højere grad også er godt for andre eller det udelukkende er godt for personen selv. Men er det nu virkelig sådan man skal forstå egoisme? Jeg synes jeg er blevet klogere og for at egoismebegrebet skal give mening, må det nødvendigvis ses i en social sammenhæng. Det kan ikke eksistere uden for rammerne "ego-alter", altså "jeg-andre". Det er et spørgsmål om hvad man relationelt gør; hvad der i forhold til ens medmennesker er mere eller mindre fremmende for egne behov og interesser - og hvad der samtidigt mere eller mindre fratager andres muligheder for at få dækket deres behov og interesser. Det er fx ikke egoistisk at ville have hele den fælles lagkage for sig selv, hvis ingen andre er interesseret i den. Det er dog egoistisk at spise hele kagen uden at informere sig om de andres interessere for kagen, og direkte uforskammet egoistisk at spise kagen, hvis andre har udtrykt ønske om også at få et stykke af den. I definitionen som fx ses hos ordnet.dk, er "kun" altså særdeles vigtig for forståelsen ("tilbøjelig til kun at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser") Så egoisme er altså relativt og relationelt. Årsagen til at jeg bliver så træt nogle gange er denne: I et tidligere indlæg her i bloggen skriver jeg jo blandt andet, hvor sårende jeg har følt det, når folk hævdede at det er af ren egoisme at jeg ikke har eller ville have børn. I en nylig samtale med en som havde læst dette, fik jeg så alligevel smidt i hovedet at jeg er egoistisk, fordi jeg ikke vil have børn; altså fordi jeg bare vil være mig selv nærmest og kun tænker på mig selv. Jeg prøvede igen at sige at det intet med egoisme har at gøre, men jeg kunne ikke rigtig gøre mig forstået. Det har frustreret mig en del og jeg vil så her, ikke mindst for min egen skyld, lidt mere grundigt prøve at forklare hvorfor et sådan valg, selv uden traumatiske påvirkninger og udelukkende som et frit valg, intet har at gøre med egoisme. Og det vil jeg provokatorisk gøre ved indledningsvis at påstå det modsatte: Det er egoistisk at ville have børn!: Den biologisk/genetiske egoisme: Mennesker er ligesom alle andre dyr "programmeret" til at formere sig. Det er vist en almindelig videnskabelig antagelse at årsagen til at sex er dejligt, er fordi det skal fremme netop formering og artens beståen. Der er dog endnu et fænomen som også ses hos de fleste dyrearter, hvis ikke alle, nemlig at der på individplan er en drift imod, at det netop skal være ens egne gener der bliver reproduceret. De fleste dyr kæmper ligefrem med artsfællerne om at få generne ført videre. Jeg tvivler på at der findes noget individ, andre end nogle få sære mennesker (som blandt andre mig), der ser sig om og konstaterer at arten er sikret overlevelse, og at de omkringværende individer leverer en tilstrækkelig eller bedre genpøl end den man selv kan levere, så derfor er der ingen grund til at kæmpe for at føre egne gener videre, ja, ligefrem at vælge ikke at føre dem videre, fordi andre faktisk gør det bedre. - Nej, praktisk taget alle kæmper om netop at få deres helt egne gener ført videre (og det uanset hvor "elendige" de er). Det bliver særligt tydeligt når mennesker i vores del af verden af en eller anden grund ikke er i (biologisk) stand til at reproducere sig. Så gøres der alle mulige krumspring for at i det mindste føre den ene parts gener videre og om videnskabeligt muligt begge parters. Det sidste der som regel vælges som løsning er adoption, selvom det faktisk ville være langt mere uegennyttigt! Og det præcis fordi forældrene vil se netop deres egne blå øjne i deres helt egne børn. Det er altså en helt grundlæggende iboende trang til at fremme ens egne behov og interesser; en slags biologisk programmeret egoisme. Den personlige egoisme: "Jeg vil gerne have nogle små størrelser at pusle om". "Jeg vil have nogle at kaste min kærlighed på". "Jeg vil have at mit liv skal give mening, og det mener jeg at børn giver". Jeg vil ha', jeg vil ha', jeg vil ha'! - det siger vel næsten sig selv hvad der er i gære. Endnu har intet barn selv bedt om at blive sat i verden, så det kan umuligt være en efterkommelse af et endnu ikke eksisterende menneskes ønske (- ok, visse religøse retninger siger noget andet, men hvis vi ser bort fra det). Og den eneste grund man kan komme op med, er altså noget der tager udgangspunkt i hvad man selv vil have. Den "racehygiejniske" egoisme: Der er nogle mennesker der mener at de er bedre end andre, og derfor er det vigtigt for dem at verden bliver befolket med netop deres afkom. Det er sådan lidt overbygningen til den biologiske egoisme. Det kan fx være et ønske om at verden skal blive befolket af mennesker i besiddelse af hvad deres egen opfattelse af intelligens er (hvor uintelligent det så end er) eller ligefrem en bestemt "race" (altså hudfarve). Igen er det et spørgsmål om at pleje egne interesser. Den religiøse egoisme: "Gud har befalet at vi skal formere os." Det er måske næsten den der syner mindst egoistisk, men der er stadig udgangspunkt i at den tro man selv går rundt med er den rette. Man vil grundlæggende sikre at ens religion bliver udbredt - altså igen et ønske der har rod i egne behov og interesser. Og så kan man så altid diskutere hvor på sindssygeskalaen vi befinder os, hvis det er Guds stemme der befaler ens handlinger og om det så som følge ikke længere er egoisme - men det er jo en mere naturvidenskabs- kontra religionfilosofisk diskussion. Den semireligiøse, udødelighedssøgende egoisme: Den er også meget udbredt. Rigtig mange har et ønske om "at leve videre i efterkommerne". Det er som de ikke kan bære at når de en gang dør, så skal alt de har lavet i livet forsvinde med dem; alt de har opnået af viden, rigdom de har skrabet sammen, anseelse eller status osv osv. Det tager karakter af ikke at ville acceptere døden, at man tror at man nærmest fysisk kan blive udødelig på den måde. Vi har jo en hel del i vores sprogbrug, der indeholder en logik, hvor vi "narrer" os selv til at tro præcis det, fx netop "at leve videre i ens børn". Igen er udgangspunktet i den forestilling, et ønske om at pleje egne interesser og behov. Jeg kunne sikkert komme med endnu flere eksempler. Men hvis jeg nu så modsat spørger: hvorfor er det egoistisk ikke at ville have børn? Hvad er svaret så? Typisk hører man, at det er fordi man bare vil passe sig selv, at man ikke interesserer sig for andre end sig selv, at man ikke kan se ud over egen næsetip osv. Men undskyld mig, hvad er det for tåbelige og ulogiske argumenter! Kan man ikke have andre menneskers interesser før øje, fordi man ikke har børn, kan man ikke være altruistisk i sit liv og sin handlen, fordi man ikke har børn? Det er i den forbindelse lidt komisk at en af de absolut største symbolske figurer for altrusime der har levet, nemlig Mother Theresa, ikke selv havde børn! Nu er det ikke fordi jeg på nogen som helst måde vil sammenligne mig med hende. Tværtimod er jeg udemærket klar over hvor langt jeg er fra at være altruistisk i mit liv og jeg har qua mine livslange overvejelser om det emne, en ret god ide om hvor egoistisk jeg i virkeligheden er. Mit argument er ganske simpelt: Hvis jeg tager et valg som ingen afgørende indflydelse har på min omverden, som hverken tildeler mig særlige privilegier eller fratager mine medmennesker noget, også selvom det har sin grund i at det er noget jeg gerne vil gøre for mig selv - så kan jeg altså ikke se at det har noget som helst med egoisme at gøre. Mener jeg så virkeligt at det er egoistisk at få børn? Ja, altså, hvis man vælger denne indskrænkede forestilling om at egoisme udelukkende er et spørgsmål om at pleje egeninteresser, så er det i den grad. Men som jeg har forsøgt at beskrive, så skal egoismebegrebet forstås relativt og relationelt. Fratager eller begrænser valget at få børn andre menneskers mulighed for at udleve deres interesser og behov? - nej, ikke rigtigt. Fratager eller begrænser valget ikke at få børn andre menneskers mulighed for at udleve deres interesser og behov? - nej, vel nærmest endnu mindre. Egoisme har altså intet med dette spørgsmål at gøre. Selvfølgelig skriver jeg dette fordi jeg bliver dybt såret, når jeg ved at jeg ikke handler ud fra egoistiske, ja, faktisk har altruistiske bevæggrunde og så alligevel bliver kaldt egoistisk. Hele spørgsmålet om egoisme/altrusime er som sagt noget jeg har spekuleret meget over i mit liv og jeg har faktisk inderligt og konstant forsøgt ikke blive alt for egoistisk. Så meget at det til tider er kammet over og blevet kontraproduktivt. Jeg er fx ret sikker på at en af de store grunde til at min sorgbearbejdning eller i hvert fald mine forsøg på at rumme sorg, ser ud som den gør, netop har rod i mine første (fejlagtige) forestillinger om at sorg er egoistisk funderet og som man helst skal undgå eller bare i det mindste ikke belaste sine medmennesker med. Og sorg er ikke det eneste i mit liv som jeg har følt mig tvunget til at skulle skjule eller gå rundt med alene. Der har været så mange ting som jeg ikke turde tale med mine medmennesker om, fordi jeg var bange for at jeg derved skulle komme til at fremhæve mig selv for meget, stjæle for megen opmærksomhed, tage for meget af folks tid - og derved udvise egoisme over for dem. Jeg har det stadig sådan at der en slags alarm inden i mig, som skruer mere og mere op for den dårlige samvittighed, jo længere tid jeg taler om mig selv, og tiden jeg taler om mig selv, bliver således begrænset af hvor megen dårlig samvittighed jeg kan bære. Det kedelige ved dette er, at jeg derved selvfølgelig har været enormt ensom i mit liv, fordi jeg aldrig har "måtte" dele mit indre med nogen. Og for at føje spot til skade (som jeg også var inde på i mit sidste indlæg), så er det absurde jo at jeg netop er blevet opfattet som værende en "egotripper". Og jeg må tilsyneladende stadig opleve at selv folk jeg holder af, ikke kan se eller forstår dette paradoks og kalder mig egoistisk, selvom jeg netop forsøger ikke at være det. Det er muligt at det ikke er af ond vilje, men det gør ærligt talt meget ondt uanset - og den ked af det-hed der følger, og den sorg, som den bygger oven på, vil jeg nu faktisk gerne dele med mine medmennesker. ..."og altså, det er ikke for at være egoistisk"! ;o) Jeg får lyst til at opfordre til også at læse min gode veninde Louises blogindlæg "Jeg er ikke bange for at dø". Bortset fra at jeg har en anden grunddiagnose end hende, så er det præcis det samme jeg er gået igennem. Louise formulerer det så knivskarpt og i fuldstændig overensstemmelse med hvad jeg tænker, føler og tror på, så jeg ikke vil begynde at skrive noget om det, for jeg ville ikke kunne lægge til - sandsynligvis kun trække fra. Men læg især mærke til (for det er primært derfor jeg opfordrer til at læse det), hvordan hun beskriver hvor forskruet visse menneskers opfattelse kan være af hvad egoisme er og ikke er. Man fristes nogle gange til at synge: "det man siger, er man selv" eller citere Navajo'erne: "når du peger på andre, peger tre fingre ind mod dig selv" eller sige "hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje" eller "det du projicerer ind i andre, er oftest det du (ubevidst) hader ved dig selv" eller... Ja, undskyld, men jeg bliver sgu nogle gange så træt (læs: ked)! til toppen... |
|
Meningen med livet!11. juni 2018 |
Mening vs indholdHer forsøger jeg intet mindre end at give mit bud på hvad meningen med livet er! Liv giver kun mening delt... Tre er altid mindst mulige størrelse når man taler liv - ihvertfald fald når der er tale om kønnet formering. Det er uden tvivl derfor at tre giver en slags ro og nærmest betragtes som magisk - i eventyr er det altid tre prøvelser helten skal igennem, et bord skal have minimum tre ben for at stå, man kommer med tre eksempler (som her!) - "for det første, for det andet, for det tredje". Det hænger bare godt sammen. Vores grammatik er delt op i første, anden og tredje person. Det er ganske fundamentalt i vores tænkemåde. De tre i denne mindste livsstørrelse er: hannen, hunnen og afkommet. Det er dette der som minimum skal til for at en art har en chance for at overleve. Sådan er det selvsagt også for mennesket. Det primære og mest markante man som voksen menneske kan dele er altså et barn. På grund af pattedyrs afkoms afhængighed af avlerne, er det nødvendigt at disse holder sammen for at sikre afkommets overlevelse. Og mennesket i særlig grad, fordi børn er helt hjælpeløse i utrolig lang tid af opvæksten. Desuden er kvinden til en vis grad i en fareposition en del af tiden - under fødsel og til en vis grad under amning. Derfor er der en vis raison i at manden er der for at hjælpe til. I hvert fald helt primært og primitivt set. (Nu skal man jo passe på hvordan man formulerer sig, så man ikke får ultrafeministerne på nakken). Og hvis vi igen ser helt oprindeligt på det: Det store pleje-, opmærksomheds, og omsorgsbehov et barn har, kræver faktisk to personer for at der fra forældrenes side er overskud nok. Enhver der er enlig forælder ved hvor krævende en opgave det er - selv med et moderne samfunds tilbud, der i høj grad kan imødekomme problemerne i den forbindelse og "kompensere" for en manglende forældrepart. Det er altså sådan, at mennesker praktisk taget for det første er programmeret til at formere sig (hvilket alt liv jo er) og for det andet til at tage sig af afkommet i fællesskab. (Ja, her mangler jo et "for det tredje" 😁 - men jeg har ikke flere i denne forbindelse). Hvis man skræller alt andet fra som man forsøger at fylde på livet for at give det mere eller mindre mening, og ser bort fra almindelig selvopholdelsesdrift, så er altså tilbage, det helt grundlæggende at livet giver mening ved at blive delt med en anden. På en måde kan man vende dette lidt om og sige at liv giver kun mening når det er delt. Hvis man trækker barnet ud af ligningen, hvilket man jo ikke som menneske nødvendigvis er garanteret at få, så er der altså i mennesket et dybtliggende behov for eller en trang til at dele livet med en anden. I primitiv forstand er barnet altså katalysatoren for at give livet mening, men barnet i sig selv og det at få det, er ikke selve meningen med livet for det enkelte menneske. Det er det at dele livet, der giver meningen i livet. (Og jeg tænker altså her ikke på hvad der giver mening for livet selv. Det er vist en uløselig gåde - som sikkert virkelig også kan besvares med "42") Der findes masser af fortællinger som forsøger at beskrive hvordan det, ikke at have nogen at dele livet med, skaber et liv som bliver meningsløst: Palle Alene i Verden, I am Legend, Robinson Crusoe - bare for at nævne tre (!) At være alene er meningsløst og at dele livet med en anden giver den ultimative mening. I disse tider lever utrolig mange mennesker alene af egne frie valg - og i samme forbindelse kan man konstatere at skilsmisseraten aldrig har været så høj som den er idag. Og det giver anledning til at spørge: hvorfor dog vælge at gå frivilligt ind i noget der er meningsløst (eller ud af noget der giver mening)? Som allerede nævnt har vi fået skabt en samfundsstruktur med "anbringelsesordninger" til børn fra vugge til de er færdiguddannede (og, for mennesker som sådan, til grav), som til en meget stor grad har fjernet nødvendigheden af at være to om at opfostre et barn. Vi har altså skabt en social struktur, hvor mindsteenheden, så at sige, ikke længere er tre, men et eller andet flydende sted mellem en og "mange". Den helt fundamentale mening med livet bliver således ikke opfyldt gennem at dele barnet med én bestemt anden, og derved mister barnet så at sige sin funktion som katalysator. Når nu den oprindelige katalysator for livets mening ikke længere er den overvældende dominerende eller i hvert fald er særdeles udvandet, hvad bliver så det man deles om - hvad bliver samtaleemnet og det fælles projekt; den nye katalysator? Jeg tror at det er præcis det utrolig mange mennesker kæmper med i vore dage. Det fælles projekt bliver et sammensurium af alle mulige ting - selvfølgelig for en stor del stadig børn, men når man nu ikke udelukkende skal bruge tid på barnet (og fremskaffelse af føde til det og hinanden), fordi andre tager sig af en større del af opfostringen, så bliver tiden fyldt ud med alle mulige andre ting som giver indhold i livet. At man har mere tid i livet som ikke har direkte relation til livsopretholdelse og ikke mindst at man faktisk er væk fra hinanden en stor del af hverdagen (- forskellige arbejdspladser), gør selvfølgelig at man søger egne individuelle interesser og derved bliver det fælles projekt sværere og sværere at få til at gå op, fordi der selvfølgelig er flere og flere særinteresser der skal passe sammen i projektet. For årtier tilbage var det typisk at skilsmisser kom efter at børnene var flyttet hjemmefra og katalysatoren dermed forsvandt; man fandt ud af at man faktisk ikke havde noget andet fælles projekt end børnene. Idag, hvor institutioner tager sig langt mere af opgaverne omkring børn, bliver folk skilt meget tidligere, også når børnene er små, og det tror jeg netop er fordi man har det store problem at finde fælles indhold i livet, fordi børnene ikke længere er det altdominerende (fælles) indhold. Jeg vil lige trække det faktum frem at "urmennesker" ikke blev ret gamle - ikke meget over midttrediverne - altså netop nogenlunde så længe det kræver at opfostre næste generation og dermed sikre artens overlevelse. Idag lever vi to-tre gange så lang tid, og derfor er det væsentligt at have indhold i livet, der skaber grobund for mening med livet langt ud over at børn er fløjet fra reden. Det stiller netop langt højere krav til at finde et fælles projekt: børn er som sagt ikke længere nok, fordi det netop ikke udelukkende er et anliggende mellem to personer og fordi det heller ikke langsigtet er synderligt holdbart. At folk får børn i en generelt højere alder, ser jeg delvist som et udtryk for at de netop forsøger at finde et fælles projekt inden de kaster sig ud i at få børn. Om det er godt, kan man diskutere. Får man børn i en tidlig alder, er der måske også chancer for at udvikle fælles interesser? Det modsatte er i hvert fald et problem jeg i min alder er bekendt med. Det er meget, meget svært at finde fælles grundlag, fordi man med alderen får flere og flere særinteresser, som kan synes umulige at få til at passe sammen - og ikke mindst fordi man har fået skabt en veletableret tilværelse som så at sige skal pilles fra hinanden igen. Jeg har bemærket at mange enlige mødre (som jo typisk får forældre- eller i hvert fald bopælsretten) ikke rigtig gider søge en kæreste fordi de allerede har et eller børn at dele livet med - og det har de så ind til dette eller disse bliver selvstændige og selv vil have en ligesindet at dele livet med. Dette skæve forhold er selvfølgelig dømt til at ikke at give fuld opfyldelse på længere sigt, fordi det kun dækker visse behov - den ligesindede deling udebliver. Og desuden bliver det på mange måder også en ret uheldig udnytning af børn, som jo har nogle helt andre behov, som netop ikke går på ligesindethed, men mere det at have en autoritet og guide til livet. Fænomenet "cat lady" ser jeg i øvrigt også som et udtryk for at søge imod "at dele livet med en anden", altså for at opnå mening med livet. Helt uvidenskabeligt og bare på fornemmelse og af hvad jeg sådan hører, påstår jeg at mænd er rigtig dårlige til at finde erstatninger til det at dele livet med en anden. Med andre ord: "kattemænd" er der ikke så mange af. De bider smerten i sig og lever alene i ensomhed. Men dog ikke uden konsekvenser. Som jeg har forstået viser de fleste undersøgelser at mænd har langt sværere ved at komme overens med at være enlige/singler. En af de ting som også vinder udbredelse og som på mange måder betragtes som et forsøg på at omgå problemet med at blive enige om det fælles projekt; at undgå konflikterne om de forskellige særinteresser og ønsker omkring hjemmet og hvordan hverdagen skal indrettes - det er ikke at bo sammen: COLA-forhold (COuples Living Apart), LAT (Living Apart Together) og hvad der nu ellers findes af konstellationer. Tanken er selvsagt at man så kun skal have det fælles projekt omkring det sjove, sex og hygge, og så slippe for diskussionerne om hverdagens trivialiteter. For mig at se går man dog glip af det essentielle. Man får derved netop ikke delt livets fulde indhold med en anden og derved kommer parforholdet heller ikke til at skabe grundlaget for mening. Tiderne har altså skiftet fra "urtiderne". Vi har en anden familie- og samlivsstruktur stærkt formet af samfundet vi har fået skabt. Jeg tror dog ikke at de menneskelige behov har ændret sig; meningen med livet er jeg overbevist om er uændret, nemlig at dele livet med en anden, men det fælles livsindhold har ændret sig markant. At finde muligheder for indhold i livet er på ingen måde svært i disse tider, faktisk tværtimod lige til en grad hvor det kan være svært at vælge. Verden er så fuld at tilbud, at det ligefrem kan give eksistentielle kriser at skulle vælge, men det er en anden snak. Det jeg vil frem til med denne lange smøre er, at det nemt at forveksle indhold med mening, og at man derfor også nemt kan gå igennem livet, fylde det med indhold, men aldrig finde meningen - måske endda fordi man fokuserer alt for meget på indholdet. Jeg er også overbevist om at det at have følelsen af at livet skal give mening, bliver mere og mere vigtig jo ældre man bliver. Så længe man er ung føler man at det er nok at fylde indhold i livet, men jo ældre man bliver, desto mere kommer behovet for at det også skal give mening. Og hvis man fastholder ungdommens stræben efter indhold livet igennem, vil man få meget svært ved at finde mening. Jeg tror derfor at det er vigtigt at blive ved med at fokusere på at det er det at dele, der giver mening med livet. Børn kan uden tvivl være et meget stort og betydningsfuldt indhold i livet og til en vis grad også meningsskabende. Det er jo "trods alt" et andet menneske man deler en tilværelse med - i hvert fald de første mange år. Men i lange perioder og på længere sigt er der ikke den ligeværdige deling, hvilket jeg som sagt mener er det ultimativt meningsskabende. Jeg har selv i alt for høj grad forsøgt at fylde indhold i tilværelsen. Og jeg tror det er en stor grund til at jeg ofte har følt at mit liv var meningsløst. Jeg har ikke været god nok til at dele. Jeg har været præget af vigtigheden af at skabe fysiske rammer og har været frustreret over ikke at kunne det i tilstrækkelig grad (eller i hvert fald i forhold til visse idealer). Alt for megen fokus har ligget der. Samtidig har jeg haft svært ved at tro på at jeg havde en plads i andres liv og har således og selvforstærkende ikke delt mit liv med andre. Ja, selv i de helt intime forhold med en kæreste og ønsket livsledsager, der hvor meningen med livet netop skulle findes, har jeg har haft svært ved at dele mit liv med hende, selvom jeg havde et meget stærkt ønske netop om det; egentlig alene fordi jeg ikke troede jeg havde den samme betydning for hende som hun for mig. - Dumt, selvmodsigende, og kontralogisk, men sådan har det de facto (og beklageligvis) været i min verden. De sødeste kærester jeg har haft har været opmærksom på problemet og forsøgt at få mig frem i lyset; at få mig til at forstå min vigtighed, men få har forstået omfanget af mine vildfarelser og jeg selv har slet ikke set hvad kernen af problematikken var. Nå, måske lidt et sidespring. Men summa summarium: meningen med livet er at dele det med andre og det er min overbevisning at den største livsopfyldelse opnår man ved at dele hele ens liv med én ganske særlig anden. til toppen... |
|
Sommer!16. juli 2018 |
Sommer 2018"Best summer ever!" Hver dag i denne tid går jeg om morgenen ud og strækker mig mod himlen i dybeste taknemmelighed over det smukke vejr. Jeg elsker varmen! For min skyld kunne det godt være sådan et vejr hver eneste dag året rundt. Jeg hører ofte sætninger a la "hvis vi ikke havde vinter, ville vi ikke værdsætte sommeren". Det mener jeg er noget sludder, som typisk stammer fra samme forestillingsverden, der foreskriver at man skal have mærket lidelse for at kunne værdsætte (det gode i) livet; at "det skal være skidt, for at det kan blive godt". Den slags tror jeg ikke på. Det er i hvert fald ikke den måde jeg lever på. Jeg har altid vidst hvad jeg bedst kan lide og har aldrig haft brug for at søge det modsatte for at få bekræftet hvad det gode er. Og uanset hvor mange gange og hvor ofte jeg oplever noget godt og smukt, så værdsætter jeg hvert eneste sekund af det - om det er mad, musik, dans, Morini, køreture, rejser, træning, arbejde, vid, kundskab, kvindekønnet, sex…eller smukt varmt vejr! Nu er det så ikke sådan at jeg lige så godt kunne flytte til varmere regioner. En gang hadede jeg faktisk de koldere årstider og var direkte mismodig i den tid, men ikke længere, for jeg har fundet ud af at få noget godt ud af hele året. Vinteren går fx med de større håndværksmæssige projekter. Og ild i pejsen er jo også hyggeligt. Så det kan jeg da også ligefrem glæde mig til. Desuden vil jeg ikke undvære de andre ting som er en del af mit liv og min baggrund her i Danmark; venner, familie, sproget, naturen, kulturen osv - så et andet klima er selvfølgelig ikke alene grund nok til at bosætte sig andetsteds. - Men jeg er virkelig inderligt taknemmelig for det skønne vejr vi har haft i denne sommer! til toppen... |
|
Sommerglæde II
1. august 2018 |
Tur i det blå...
|
|
Garantier?
10. august 2018 |
Ingen Garantier
|
|
Til en særlig
3. april 2019 |
Kære Smukke Unge MenneskeJeg har tænkt på tre ting jeg gerne vil opfordre dig til. Jeg ville ønske jeg kunne gøre dig begribeligt, at den tid du lever i er noget særligt. Ikke så meget i forhold til verdens udviking (- den er dog også særlig og et kapitel for sig), men mere det helt nære særlige for dig, nemlig at adolescensen1 er en særlig tid. Du gennemlever en tid der er præget af enorm forandring - på alle mulige måder. Fysisk, psykisk, socialt og ikke mindst i forhold til selvstændighed. Især den fysiske er nem at overse hvor betydningsfuld er, fordi den på en sær måde nærmest kontralogisk ikke er håndgribelig og alligevel yderst markant. Det mentale kan man til en vis grad styre, det sociale ligeså og den dannelse man gennemgår også. Det fysiske kan man derimod ikke gøre det store ved, andet end at acceptere at det er sådan (…jo, man kan selvfølgelig være lidt drastisk og indgribe medicinsk). Og især det hormonelle har jo en indflydelse som påvirker alle andre ting i særlig grad. En af de ting dette gør, er på en måde at forstørre alting. Alting opleves mere dramatisk, trist, euforisk; man bliver mere glad, man griner mere, man græder mere i denne tid end i andre tider af ens liv. Og det er altså en helt normal proces man gennemgår. Jeg tænker at det evolutionspraktisk har det formål, at man i adolescensen skal forberede sig til de ting man skal igennem i livet - man oplever tingene voldsomt, så man på kortest mulige tid kan lære at håndtere situationerne man kommer til at stå over for, når man så at sige forlader reden og ikke længere er under forældrenes vinger. Farer virker store, så man lærer at passe på sig selv. Det er selvsagt bedre at overvurdere en fare end at komme til skade eller ligefrem miste livet fordi man undervurderede. Med erfaring og tillærte evner kan man så justere ind, og farer som syntes voldsomme netop i adolescensen, kan synes mindre efterhånden som erfaringen vokser og man bedre forstår at håndtere dem. Nå, med din store viden og dit intellekt, er du sikkert klar over at det er sådan, men en ting er at have en intellektuel forståelse af det og noget andet er at internalisere det i krop og sjæl. Min første opfordring til dig er således, at sige til dig selv med jævne mellemrum netop, at du er i en særlig tid og at alting opleves mere voldsomt - og ikke mindst sige til dig selv at det hører op på et tidspunkt. Du skal ikke leve sådan til evig tid! Alting bliver meget nemmere som tiden går! For de fleste opleves dette ophør som en glidende overgang og mange der er ude over adolescensen kan næsten ikke huske hvordan "før-voksentiden" var. Det er min helt klare forestilling, at det er derfor mange unge faktisk med rette kan sige til deres forældre, at de ikke forstår dem - for de har simpelthen glemt hvad det vil sige at gennemleve udviklingen i puberteten og årene herefter. På en måde håber jeg selvfølgelig at det vil gå dig på samme måde - at du vil komme til at kigge tilbage og næsten ikke kunne huske hvad du skulle igennem af ubehagelige ting. Som sagt tror jeg det kan være svært at gøre begribeligt og endnu sværere at omsætte til noget håndgribeligt. Ikke mindst fordi den endelige forståelse faktisk først kommer når man har gennemlevet og erfaret det hele. Det er meget svært, for ikke at sige umuligt, at erfare på forhånd. Men prøv som sagt at tænke på at det kun er en kortere periode i dit liv (selvom den måske lige nu føles uendelig). Men jeg havde jo også noget andet jeg ville opfordre til, som jeg tænker bedre kan arbejdes med rent praktisk nu og her. Og det er at gøre dig selv til centrum for din egen selvopfattelse og måden du måler dig selv på. En af de ting der sker i adolescensen er at man i væsentlig stærkere grad ser sig selv i forhold til andre. Som bekendt ser helt små børn ikke en adskillelse mellem sig selv og andre. Det ændrer sig jo i stigende grad og særligt i puberteten begynder man at se sig selv i forhold til andre, ikke mindst fordi det seksuelle bliver meget mere aktuelt. Lidt primitivt sagt: når man således begynder at se de andre som "konkurrenter" eller "elskere", vil man senest dér begynde at sammenligne sig selv med de andre. "Hvad har de som jeg ikke har?" - eller omvendt "hvad har jeg som de ikke har?". Det bliver altså en tid hvor man uværgeligt vil komme til at måle sig med andre, og ens målestok for egen udvikling og den måde man opfatter sig selv på, kan meget nemt flytte et andet sted hen end der hvor jeg mener den bør være, nemlig med sig selv som centrum. Alt efter hvilken dannelse (eller mangel på samme), opdragelse, skoling, social opvækst osv. man er gennemgået, kan man faktisk sågar stå i den tidlige pubertet og aldrig have haft sig selv som centrum, fordi man aldrig har fået lært at det er væsentligt. Jeg mener der er rigtig mange ting i den tidligere nævnte "verdens udvikling" som er med til at påvirke i en uheldig retning. I alt for mange sammenhænge bliver børn målt i forhold til hinanden. Og har man aldrig haft sig selv som centrum for ens vægt og mål, er man for alvor på den, når man kommer i puberteten. I forhold til selvopfattelse er det nemlig rigeligt at der sker en naturlig udvikling, der gør at man sammenligner sig med andre og derved kan få en overbevisning om, at målestokken for ens liv ligger uden for en selv. En af de mest svære ting i adolescensen er at finde ud af hvad man skal bruge sin selvstændighed til…Altså, det er svært nok at komme overens med at man på et tidspunkt skal være selvstændig, men spørgsmålet er: hvad skal jeg blive? "Verdens udvikling" dikterer jo et utal af muligheder! - og det svære er at finde ud af hvad man skal give sit liv indhold med. Hvad skal arbejdet være, hvad skal fritiden bruges med, hvor og hvordan skal boligen være osv. - og inden man for alvor finder ud af det, skal man også lige finde ud af hvilken tøjstil og frisure man skal gå med, hvordan man skal placere sig i forhold til flokken man nu er sammen med og ikke mindst skal man finde ud af det seksuelle. Nu kommer der så en tredje opfordring: følg dit hjerte! Når du søger efter hvad og hvem du vil bruge dit liv på og med, så lyt uafladeligt til dit hjerte. Du bliver og vil sikkert blive presset fra alle mulige sider, med alle mulige mere eller mindre "godviljede" ideer, opfordringer, henstillinger og formaninger. Det er selvfølgelig en god ide at lytte lidt til de mennesker du stoler på og anser for autoriteter på deres felt, men jeg vil sige at du skal lytte til dit hjerte for halvfems procents vedkomne. DU skal leve med og glædes over dine valg - ingen andre! Så lyt til dit hjerte! Og så er jeg igen tilbage til anden opfordring - Når du så har fundet, ja, lad mig bare bruge ordet: kærlighed til de ting og mennesker du vil fylde dit liv med, så hav dig selv som målestok for hvordan du forholder dig til det. Men det burde nu egentlig give sig selv, når et valg kommer fra hjertet. For så er det relativt ligegyldigt hvad andre tænker. Det væsentlige er at det fylder hjertet af glæde. Jeg ved godt at det rent lavpraktisk ikke altid er nemt at have sig selv som målestok, når man står med en flok og snakken går om hvem der nu er smukkest eller dygtigst. Man vil uværgeligt komme til at tænke på "hvor på skalaen" man selv er i forhold til de andre - ikke mindst fordi man mange gange nok skal få at vide fra de andre, hvor de synes man er - og det ikke altid på en særlig behagelig måde. Det gør sig dog igen særligt gældende for den tid du er i. Børn og unge (og i øvrigt umodne voksne) kan være meget hårde ved hinanden. Men når du sidder og efterrationaliserer; når du tænker over hvad du vil med tilværelsen, hvilke egenskaber du ønsker at have, hvordan du vil se ud, hvordan du vil præsentere dig selv, hvad du vil dygtiggøre dig i…, så hav dig selv og dine helt egne idealer som centrum for hvad du stræber efter. Det er selvfølgelig helt fint at finde inspiration i andre og at beundre mennesker der kan eller er noget særligt i forhold til det man selv gerne vil være eller kunne, men hav hele tiden dig selv som centrum for din egen selvopfattelse og måden du måler dig selv på. Håber du kan bruge det til noget. Jeg kan faktisk selv huske hvordan "før-voksentiden" var, og det jeg har nævnt, kunne jeg godt ønske havde været mig langt mere bevidst og at jeg havde formået at arbejde mere konkret og intenst med det. 1) Jeg skelner personligt mellem teenage og adolescens. Teenage ser jeg som et lidt udvandet begreb, der kan betyde næsten hvad som helst omkring unges udvikling og som, no-shit-sherlock, mest hænger sammen med alderen. Adolescens ser jeg mere som den psykiske og sociale udvikling - som ikke er aldersafhængig, men selvfølgelig stærkt påvirket af puberteten. Ordet betyder jo "at blive voksen", og det er meget i den forstand jeg bruger begrebet. til toppen... |
|
Smerter3 juli 2019 |
StatusrapportKender du det med at have nogle dage, hvor du har ondt et eller andet sted: hovedpine, tandpine, ondt i et led, ondt i ryggen eller lignende. Sådan nogle dage som du måske har 15-20, ligefrem 30 af om året? Da jeg var lille var min verden relativ smertefri. Hvis man ser bort fra de mere eller mindre selvforskyldte ting, som at falde og slå sig, hamre sig uforvarent over fingrene eller lignende, var det egentlig kun de lejlighedsvise sygdomme som forårsagede smerter. Fordelingen var måske at jeg sammenlagt havde de der tyve dage med smerter ud af årets 365. Sådan tror jeg de fleste har det - også i de ældre år. Men tænk sig hvis det nu var omvendt. Tænk sig hvis man kun havde tyve dage om året hvor man var smertefri... Sådan har jeg det! ...eller, antallet af dage er nærmere nul. Det er primært den gigtlidelse (reaktiv artritis) jeg har haft og som jeg nu mærker følgerne af, som er årsagen til de daglige smerter. I det sidste halve til tre kvarte år har jeg sovet alt for lidt. Havde fået sat mig alt for meget for og som direkte gav mig de stresssymptomer, som jeg ikke helt er kommet mig over - som jeg jo også skrev om i prologen til min årlige Morinitour. Når det for alvor begynder at blive kritisk med søvnmangel, er det som om smerterne akkumuleres. Det virker til at kroppen ikke kan nå at restituere og smerterne simpelthen står i kø for at komme til udtryk. Hver aften når jeg lægger mig til at sove, går der ofte en halv til en hel times tid inden jeg kan finde ro. I dagtimerne kan jeg nogenlunde abstrahere fra smerterne, fordi der er så meget andet som så at sige overdøver: det fysiske arbejde, koncentrationen om opgaverne, sanseindtrykkene generelt; lyde, synsindtryk; musklernes kontraktioner, bevægelsernes be- og aflastninger. Men om natten i mørket er der kun smerterne, og det kræver en del mental energi ligesom at lukke af for dem og lade hvilen og søvnen tage over. Det betyder selvsagt at det bliver sværere at falde i søvn og at hele problematikken med manglede søvn bliver et biden sig selv i halen-problem. Ikke mindst også fordi jeg ofte vågner (alt for) tidligt og ikke kan falde i søvn igen, fordi jeg selvfølgelig trods alt har sovet og igen fordi smerterne ikke vil lade mig falde i søvn. Som bekendt lider jeg (også) af psykiske problemer. De senere år har jeg dog, som jeg også har skrevet om, fundet en glæde ved livet som jeg ikke tidligere troede mulig og nedturene er da også blevet dramatisk færre og af kortere varighed. Men de mange dårlige perioder i mit liv har også været perioder hvor angsten har rådet. Jeg har oplevet utallige af disse angstchok, hvor adrenalinen spurter rundt i kroppen og maven får det meget bekendte knugende ubehag. I visse perioder har maven haft det særlig slemt og jeg har haft en ide om at jeg måske havde mavesår på vej, men som regel forsvandt symptomerne stille og roligt igen. De der læste med i årets Morinitour ved at jeg har haft nogle nætter med ondt i maven. Mavesmerterne var nok værre og hyppigere end jeg beskrev og de har også taget til i en grad som jeg ikke tidligere har kendt. Da jeg kom hjem fra turen valgte jeg at tage til læge - og er nu faktisk i behandling for mavesår. Jeg plejer at tage ibuprofen for mine ledsmerter. Det er den eneste medicin (ja, og så morfin, men det er jo tabu 😉) som kan tage toppen af ledsmerterne og som således kan hjælpe mig med at finde ro i kroppen - og som kan hjælpe med nattesøvnen. Men nu hvor jeg har fået mavesår kan jeg ikke tage Ibuprofen, for det skulle være noget af det værste i forhold til det. Jeg har godt nok fået grønt lys af lægen, nu hvor jeg får syrehæmmende medicin, men jeg tør ikke rigtigt, for mavesmerterne er ganske uudholdelige. Det er lige så jeg bliver angst for det - "nånej, det må jeg ikke være...trække vejret dybt...slappe af!" Jeg skriver dette kl 8 om morgenen. Jeg har været vågen siden kl 4, hvor jeg vågnede med stærke mavesmerter og jeg har vandret frem og tilbage i stuen i tre timer i et forsøg på at abstrahere fra smerterne og nu er de endelig ved at aftage. Jeg sidder og håber at trætheden tager så meget over at de sidste smerter kan soves væk. Jeg kom i seng omkring midnat og inden søvnen kom over mig, lå jeg en halv time og forsøgte at få fokus væk fra den brændende følelse i mine ekstremiteter - ja, og så ømheden i mit venstre knæ som var særlig ramt efter dans på dårligt underlag i går. Men således står det altså til for tiden. Måske bliver det også klart at der går megen tid med den slags. Fire timer har jeg jo bare spildt i nat. Timer som på en eller anden måde skal hentes igen. Døgnet bliver lige pludselig meget kort - mere hvile er ubetinget nødvendigt, for ellers går jeg rundt som en zombie og kan ikke koncentrere mig om det jeg skal, og for at jeg kan nå de ting jeg har lovet andre, det jeg gerne selv vil og har planlagt, så må jeg selvsagt sig nej til andre tilbud og invitationer. Mine "sociale kompetencer" forringes naturligvis - dels pga tidsmangel og dels fordi det bare ikke er sjovt for mig (eller mine medmennesker) at være sammen med andre når jeg har ondt. Det er svært at være opmærksom, koncentreret, lytte, lære; være indlevende og have det sjovt når man har ondt. Nogle gange er smerterne knap så store - så kan det sjove overtrumfe dem, andre gange er smerterne for store og så er intet som helst sjovt, og for tiden er der altså lidt mange dage med store smerter. PS: Kl er nu 13. Har fået sovet lidt af de manglende timers hvile, men jeg er selvsagt bagud i forhold til planerne. Noget af det må udsættes, ellers øges stressniveauet…🙄 til toppen... |
|
Morinifamilie21. juli 2019 |
Mere om Morini
|
|
Mine Bud
29. januar 2020 |
Mine 16 Bud...er blevet udvidet med to bud og et forlænget forord. Derfor er de flyttet hen til den aktuelle dato. til toppen... |
|
Ro og sympati
6. juli 2020 |
Hvordan jeg blev WaterRower-ejerFørste gang jeg stødte på noget der hed en WaterRower, var omkring den tid hvor jeg byggede min kajak - altså for knap 20 år siden. En WaterRower er lavet således at det (som navnet jo indikerer) er vand som udnyttes som belastning. Derved opnås en belastning og rofornemmelse som er meget tæt på at ro rigtigt på vand - som selvfølgelig understreges af lyden af plaskende vand. Og så er den meget smukt udformet i træ, så også en fryd for øjet. Lige siden jeg så sådan en første gang, har jeg ønsket mig en. Til visse tider mindre, til andre mere! Men nu skulle det altså være… i hvert fald at jeg skulle have en romaskine. Jeg har fået solgt en del ting (blandt andet min crosstrainer) og fået et meget gavmildt honorar fra min gode Morini-ven Jørgen for at hjælpe med at sælge hans Dart, så jeg syntes jeg havde lidt overskud til det. Jeg kiggede egentlig også på andre typer romaskiner, og kunne selvfølgelig finde noget væsentligt billigere, som måske også gav mere raison i forhold til min generelle økonomi, men jeg kunne altså ikke helt slippe ønsket om at få en WaterRower, selvom det er en bekostelig affære! Har så i en måneds tid ledt med lys og lygte i alle afkroge af Danmark. Der var egentlig en del "almindelige" til salg, som kunne være interessante, men ikke mange brugte WaterRowere. Jamen så i Tyskland, da. Mange flere til salg! Jeg skrev til fire stykker af dem, som solgte i nogenlunde min prisklasse. To af dem svindlere, viste det sig - de andre to gav intet svar...Hvo intet vover, sagde jeg til mig selv: og skrev så i torsdags til en der havde en helt ny til salg, endnu i original indpakning. Lokation: Hamborg. Var tiltænkt faderens genoptræning, som dog aldrig blev til noget. Prisen var lidt under nyprisen. Jeg bød lidt under halvdelen af nyprisen og skrev at jeg kunne hente den i weekenden. Utopisk pris, svarede han. - Jeg ved det, men det var jo et forsøg værd, svarede jeg. Hvo intet vover, gentog jeg nu for ham. "Søgte egentlig også noget ældre/mere brugt, men jeg syntes jeg hellere måtte spørge. Mange tak for svar - Hvis jeg vinder i lotto vender jeg tilbage ;o)" Et par timer gik - ny besked fra ham: "Hvis ingen henvender sig inden for 2-3 dage, så kan du få den til dit bud. Du forekommer mig på en eller anden måde sympatisk" - Jeg svarede prompte: "Mange tak, det er meget venligt af dig. Jeg krydser fingre." Jeg gjorde mig dog ikke store forhåbninger, for jeg tænkte at der ville være rift om den, også selvom den havde stået til salg i nogen tid. Men en time senere: "Jeg har taget annoncen af. Det er din hvis du kommer i morgen - min kæreste har også nu i 6 uger tudet mine ører fulde af at de kasser skal væk. Vi har ikke rigtig pladsen til dem." - "Wow, det er jo fantastik", svarer jeg, "jeg kan komme i morgen, men så bliver det nok lidt sent". Han: "Det glæder mig at du bliver så glad. Sådan noget er mange gange mere værd end en smule ekstra penge. Tidspunktet er intet problem. Adressen er…" Tanja var heldigvis med på at køre til Hamborg og at jeg lokkede med at tage campingvogn med, så vi kunne få en lille tur ud af det, gjorde det ikke mindre nemt at overtale. ;o) Fredag efter arbejde og diverse ærinder kom hun så ved halv fem-tiden og vi kørte afsted. Jeg var stadig lidt usikker på om det nu også ville blive til noget; om det hele var et indviklet svindelnummer, for det var næsten for godt til at være sandt, men i det mindste ville vi så få en tur ud af det. Men ankommet til adressen, blev jeg mødt af en ung smuk mand - som virkelig var meget venlig. Kasserne havde kun lige været åbnet for at tage billeder ned i dem, og han mente bestemt at det hele skulle være der - men at jeg faktisk gerne måtte tage det med hjem, stille det op, og så først betale når jeg var sikker på at det hele var der og at den var i orden! Hvilken tillid og hvilket sympatisk menneske!!! Han fik dog pengene kontant og jeg kunne med barnagtig begejstring stoppe den ind i Tanjas bil og endelig kalde mig selv WaterRower-ejer! Nå, lang historie, som egentlig bare skulle fortælle at jeg har fået sådan en romaskine…som jeg har drømt om i årtier - og så lige at det nogle gange kan betale sig at vove lidt mere - og IKKE MINDST at der findes nogle utroligt sympatiske mennesker i verden, som synes at det kan være mere værd at glæde andre end at få flere penge! ...min træning kan følges hertil toppen... |
|
Kvalitet vs kvantitet6. august 2020 |
Døden skal jo ha’ en årsagDen sætning har jeg haft med mig hele livet. Når man fx taber et stykke slik på jorden, samler det op, børster det værste skidt af, stopper det i munden og folk omkring en siger, aaad nej, det kan jo være fyldt med bakterier - så er det et passende tidspunkt at fyre den sætning af! Her en anden sætning jeg også har brugt fra jeg var ganske ung: "der vil jo være et vist frafald!" - Jeg tror, jeg første gang brugte den i en sammenhæng, hvor en af mine forældre berettede om en halvvoksen gut, der var omkommet i et eller andet ungdommeligt og lidt for kækt stunt. Selvfølgelig beklageligt, men sådan er livet; "der vil jo være et vist frafald!" - Jeg ved ikke om den høje alder vi efterhånden opnår og vores dygtighed ud i lægekunsten gør, at vi tror at livet forløber helt uden døden. Men jeg kan altså afsløre at liv og død uløseligt hænger sammen. ALLE skal dø! Det er altså en del af pakken "liv". I de fleste sammenhænge, stort set alle andre end (visse) religiøse, så står døden ikke engang i modsætning til livet, tværtimod, den er en integreret del af et slags cyklisk forløb som selve livet består af. I år har ovennævnte en del oftere været præsent i mit tankeunivers - og noget lignende har sikkert været det for de fleste. En pandemi som i den grad griber ind i hverdagen - eller mere korrekt formuleret: regeringer og myndigheder, der på baggrund af pandemien, som i den grad foreskriver hvordan vi skal leve vores daglige liv - må nødvendigvis give den slags tanker for en stor del mennesker. Jeg må sige at jeg har "holdt med" svenskerne lige fra starten - og selvom deres tal byder på en del mere frafald og en rimelig forklaring på en årsag til døden, så er jeg faktisk stadig med svenskerne. For som sagt, det har været en del af min måde at tænke på siden jeg var ganske ung: "Døden skal jo ha’ en årsag og frafald må man bare regne med". Jeg ved godt at det ikke rigtig er comme il faut at tænke på den måde i vore dage, hvor der ligesom kun er en lidt forskruet hippokratisk kvantitativ målestok for hvordan man forvalter det med livet: "flest muligt - længst muligt"! Kvalitet synes at være et begreb, der ikke eksisterer. Jeg forestiller mig, fordi det er alt for besværligt at diskutere - det er ligesom ikke målbart på samme måde, for hvem har mest ret, og i en verden hvor politisk korrekthed i den grad (og efter min mening direkte grimt) tager overhånd, så er der kun laveste fællesnævner tilbage - Og 95 år er sgu 95 år og to døde mindre, det er fa’me to døde mindre. Det kan man tage at føle på. Det andet hippiepladder om hvor godt et liv man så har, det er simpelthen for esoterisk - det kan man simpelthen ikke "sælge" til, ja, den monstrøs store menneskeflok vi efterhånden har fremavlet, opstået blandt andet netop af den lave fællesnævner "flest muligt, længst muligt". Jeg havde virkelig håbet, ja, jeg havde faktisk ikke forestillet mig andet end, at når vi stod over for så betydningsfuld og verdensomspændende "begivenhed", at der så i bred sammenhæng nødvendigvis ville komme meget afgørende filosofiske og etiske diskussioner om livet som sådan og den måde vi indretter vores samfund på; en ny kritik af den nytteetik som synes at være fremherskende i dag. Men nej, bortset fra nogle spæde udfald i særlige kredse, synes det eneste "vigtige" at diskutere, at være om vi skal gå med mundbind eller ej. (Og nej, det skal vi ikke! Har I, der promoverer det, overhovedet undersøgt hvad mundbind er godt for og hvilke sammenhænge det kan bruges? Det har ingen effekt. Om muligt gør det alting værre - og helt sikkert kvalitativt!) Da regeringerne begyndte at lukke ned, måtte jeg jo acceptere omstændighederne. I virkeligheden betød det umiddelbart ikke så meget for min hverdag, for jeg går hjemme det meste af dagen og ser ikke så forfærdeligt mange forskellige mennesker. De ting jeg skulle, kunne jeg stadig klare uden de store ændringer. Jeg kunne stadig få toiletpapir i min lokale Brugs, så jeg mærkede egentlig ikke det store. Det var først da folk begyndte at udeblive til salsaarrangementerne og vi blev færre og færre til undervisningen, at tingene ændrede sig for mig. Salsaforeningen og nattelivet lukkede ned og landets grænser blev spærret af. Jeg kunne ikke komme til at danse og jeg måtte ikke komme på min årlige tur til Italien med min Morini. Den første tid holdt jeg humøret højt, for jeg tænkte: det kan de da ikke opretholde længe - det har alt for store konsekvenser - ikke kun for økonomien, men især for netop den livskvalitet som vi alle skal leve med. Det årlige Morinitræf her måtte jeg så udsætte, primært fordi tyskerne ikke måtte komme hertil. Det italienske Morinitræf blev aflyst og ligeså det tyske. Mine tanker var egentlig at jeg da i hvert fald og uanset ville tage på tur til Italien så såre grænserne blev åbnet igen. Men…da de begyndte at snakke om at grænserne skulle åbnes, var der ingen lyst at spore i min krop og sjæl - og det begyndte langsomt at dæmre hvorfor. En virkelig stor del af attraktionen for mig er netop mødet med alle mine Morini-venner, som jeg hvert år sammenlagt fejrer to-tre uger sammen med. Og det ikke at skulle møde dem på min rejse var simpelthen for nedslående for mig. Det tog enhver rejselyst fra mig - også selvom jeg prøvede at peppe mig selv op med tanken om fornøjelsen ved selve rejsen og tiden på min Morini. Jeg har ikke danset én eneste gang siden sidste undervisningsgang i salsaforeningen. Jeg har for så vidt haft muligheden for at danse med Tanja, men på en helt særlig måde er det at danse i sociale sammenhænge meget afgørende for min danselyst. Selvom jeg mest kun danser med Tanja alligevel, så er det altså af temmelig afgørende betydning med de sociale sammenhænge. I hvert fald så meget at lysten til at danse næsten er døet hen. Disse to meget betydningsfulde ting i mit liv er altså blevet mig "frarøvet", og jeg har simpelthen tabt en del af af mit livsmod på grund af det. Jeg har selvfølgelig forsøgt at finde glæder i andre ting, og jeg har da også kunne fylde tiden ud med disse, men der er et kæmpe savn som fylder enormt meget i min hverdag. Jeg har således haft nogle virkelig slemme perioder og det er kun fordi jeg har efterhånden har fået så god træning i at håndtere mine depressive perioder, at jeg er kommet godt igennem dem. Og når man så lægger alle de andre ting oven i, som manglende (fysisk) kontakt med medmennesker, begrænsninger over alt, hysterisk stemning i det offentlige rum, og en almen hverdag som giver mindelser om noget fra "The Walking Dead", så er det altså fra min, måske egoistiske, synsvinkel "ikke det værd". Måske er jeg alene med at have det sådan, og så er den anvendte nytteetik sikkert rigtig. Men jeg tror ikke jeg er alene, for jeg har hørt helt utrolig mange sige at 2020 er et spildt år, skal i glemmebogen og egentlig bare rives ud af kalenderen. Jeg kan altså ikke lade være med at tænke, at det også for de fleste ikke er holdbart med denne undtagelsestilstand - det er simpelthen ikke god kvalitet til livet! Jeg læste en gang om en kvinde, der i sine unge år hørte, at man får rynker af at smile. Hele sit liv havde så hun levet uden at smile for at undgå rynker. Hun havde opnået det; hun havde næsten ingen nu hun var blevet gammel - Men hvilket liv er det? Et glædesløst liv med chance for en smule længere "ungdom"? Det er selvfølgelig et frit valg som enhver kan tage. Et valg jeg dog aldrig ville tage, ligesom jeg heller aldrig ville vælge at blive hjemme bag lukkede døre for at minimere risikoen for blive udsat for noget der kunne forkorte mit liv. Jeg vil ud at opleve noget, mærke livets mange facetter - uanset risikoen! Den frihed vil jeg til gengæld have. Når man vælger at spise et stykke slik, hvor der måske, måske ikke kan være sygdomsfremkaldende bakterier på, så går man ind i en kalkuleret risiko. Man opvejer den umiddelbare glæde; den kvalitet, den smagsoplevelse det giver, over for den (ret lave) risiko der er for at opfange noget man kan blive syg af. Jeg er sikker på at hvis man vidste der var halvtreds procent risiko, så skulle man nok lade være (det ville selv jeg, fx). Når man som ung (eller gammel) knægt (eller pige) vælger at køre på baghjulet på sin motorcykel, så er man godt klar over at der er en risiko forbundet med det, som sågar kan være fatal, men man gør det fordi det bringer noget helt særligt til livet. At gøre den slags er, som jeg skrev andetsteds, 'en fabelagtig fejring af livet' - Det er netop dét, at det bringer kvalitet til livet; at kvantitet ikke er så betydningsfuldt at man vil leve uden kvalitet. Selvom man også kan høre mig sige: "nogle gange er kvantitet også en kvalitet", så er det netop nogle gange…altså kun nogle gange. Og jeg mener så afgjort at det ikke gør sig gældende i denne tid. Fokus bør primært være på kvalitet! til toppen... |
|
'Use it or loose it'
29. august 2020 |
Brug dog armkræfter!I det tidligere centrale posthus i Odense, som havde til huse i en elegant bygning i senklassicistisk stil ved Gråbrødre Plads, var der en stor og tung hoveddør. Man havde vist ment, at det at åbne denne dør var lidt af en krævende opgave, så derfor havde man i nyere tid eftermonteret en elektrisk døråbner. Der var en stor rund knap man bare skulle give et dask og så åbnede døren sig for en. Ved siden af den fine grønmalede egetræskarm hvor knappen sad, havde eller anden lømmel med sort tusch skrevet: "Brug dog armkræfter!" Denne opfordring blev aldrig fjernet, selvom det måske kunne betragtes som "hærværk", så det stod der altså i al den tid jeg frekventerede posthuset og det lige til posthuset blev lukket og hele baduljen flyttet til større lokaler. "Brug dog armkræfter!" - jeg morede mig hver gang jeg læste det. Og jeg fulgte faktisk opfordringen; undlod at trykke på knappen, trykkede i stedet ned på messinghåndtaget og skubbede den imposante dør op per armkraft hver gang. Den lille sætning er faktisk blevet et helt mantra, som jeg ofte har gentaget hele mit liv igennem. Og faktisk mere og mere som årene går. Jeg ser jo hvad der sker når folk ældes - og ikke mindst mærker jeg det på egen krop. På tysk siger man "wer rastet, der rostet" og engelsktalende "use it or loose it". Da jeg var en lille knægt foregik al gang i løb. Skulle vi nogle steder, så løb vi. Jeg løb i skole (nok mest fordi jeg hadede at gå i skole og altid kom for sent afsted). Skulle jeg lege med med mine kammerater, så løb jeg over til dem. Skulle vi i skoven for at lege, så løb vi til skoven. Og stort set alle vore lege indbefattede løb: gemme, 'klat', rundbold osv. Og så var der selvfølgelig sportgrenene som blev dyrket særligt derudover og gymnastikken i skolen. I mine unge år begyndte jeg med bodybuilding, jeg spillede volleyball, squash; svømmede. Jeg kan huske perioder, hvor jeg næsten dagligt praktisk taget kørte (altså cyklede) fra den ene sportsgren til den anden. Jeg var altså i særdeles god form da jeg var ung. Som årene er gået er der dog kommet mindre og mindre sport på programmet og jeg har sågar haft en del perioder, hvor jeg slet intet har dyrket og formen selvsagt dramatisk er blevet forværret - Det mærkes! Og det er ikke sjovt! Javel, det er jo ikke ligefrem tvingende nødvendigt at dyrke sport. Jeg har fx motordrevne køretøjer til at bringe mig frem, så jeg er for så vidt ikke afhængig af at være i form for at komme fra a til b, og jeg har masser af andre maskiner der kan overtage det ellers manuelle arbejde. Men når jeg så skal lave manuelt arbejde, når jeg skal gå, så er det bare overhovedet ikke sjovt ikke at kunne, at må give op og ty til maskinel hjælp eller tilkalde hjælp udefra; det er ikke rart at være ved at kaste sine lunger op, fordi man overhovedet ikke er i form; ikke at kunne gå op af en trappe fordi man mangler muskelkraft. Til min drejebænk har jeg en ret stor firklo. Hvis man ikke ved hvad det er, så kan jeg fortælle at det er en stor uhandig og tung jernting, som nogle gange monteres på drejebænken. Jeg har set folk på youtube, som har lavet en eller anden form for kran, så de ret ubesværet kan montere den slags. En af de første gange jeg skulle montere min firklo og stod foroverbøjet med de 30 kg i en lidt uheldig stilling tænkte jeg, at jeg da egentlig også kunne lave sådan en kran…det ville dog være noget nemmere. Men nej, modsagde jeg mig selv, og gentog det lille mantra: "Brug dog armkræfter!" Ind i mellem bruger jeg min trailer i haven til at samle haveaffald sammen i. Jeg har god plads, så jeg kunne bare spænde bilen for og så køre rundt med læsset - men nej, man vil ofte se mig stå næsten vandret med sveden springende fra panden for at skubbe en fyldt trailer rundt i haven. "Det er god træning", som jeg også ofte siger. Jeg saver også tit træ i hånden i stedet for at starte en af de nok fem-seks motordrevne save jeg har - igen fordi "det er god træning". Og efterhånden har jeg skabt en slags praksis der hedder, at jeg skal spare betydelig eller afgørende tid, eller at en højere kvalitet af resultatet kræver brug af maskiner, før jeg bruger dem. Jeg har altid syntes at menneskekroppen var noget af det mest fantastiske skaberværk. Jeg har ofte kunne sidde og kigge på min hånd og fascineres over hvor fantastisk en konstruktion det er (og det endda uden LSD) og jeg imponeres i den grad over alt det mennesker kan gøre ved at bruge deres kroppe. Fra et filosofisk synspunkt er der altså for mig en slags hædring i at bruge sin krop til det den nu er skabt til; at se hvad den bedst muligt kan yde. Mere lavpraktisk bruger jeg min krop og dyrker sport i første omgang fordi det giver en helt særlig sanselig oplevelse, sekundært fordi det gør hverdagen lettere og nu tertiært fordi det gør mig i stand til at leve bedre efterhånden som aldringstegnene begynder at vise sig - og måske giver det endda ligefrem mulighed for at leve længere? De sanselige aspekter af at dyrke sport eller bare presse sig selv fysisk er så mangesidige, at alene dét burde være grund nok til at bruge sin krop så meget som muligt og jeg får lyst til at nævne nogle af dem: Jeg møder ofte folk (og især kvinder) der har en direkte aversion overfor (det at) sved(e). Det er mig ubegribeligt. Jeg ser det som endnu en af de fantastiske funktioner en krop har. Jeg nyder virkelig at svede. Det er igen for mig en yderst sanselig oplevelse; væsken der løber ned ad huden er som kærtegn, man bliver kølet efter at have fået det varmt (endnu et aspekt) - og bare det at blive våd er noget særligt. Så er der smerten når man presser sig selv. Der findes folk der jamrer over det, men for mig er det igen noget særligt at føle. Lidt som at spise chili eller sennep. Hvorfor byder man sig selv det? Det er jo ikke ligefrem kærtegn af munden…Det er vel fordi det er noget andet, noget særligt: kroppen reagerer på en måde man ellers ikke kan få den til. Det kan virkelig undre mig at der er folk der ikke vil have den slags oplevelser. Som endnu en sidebemærkning kan det for så vidt også undre mig at der findes folk der ikke drikker alkohol - hvorfor ikke få den oplevelse at være beruset med i livet. Så kan man så diskutere det lettere skadelige aspekt, men alting med måde og så er det jo relativt harmløst. Apropos "stoffer": at dyrke sport/presse sig selv fysisk giver jo direkte en rus gennem de forskellige hormonudsving der sker i kroppen. Man bliver altså decideret "høj" af at dyrke sport. Der er også andre sanselige oplevelser: "actionsport" der giver sug i maven, køn natur eller andet spændende at se på; der er det sociale osv. Det psykologisk aspekt der hedder "JEG gjorde det" må man heller ikke glemme. Altså at have gjort noget vha af egen kraft; at have præsteret noget helt selv. Og for dem der er konkurrencemennesker er det jo også et aspekt at kæmpe og muligvis vinde. Personligt er der for mig også en "æstetisk" del: Jeg synes ganske enkelt at kroppe i god form er noget af det absolut smukkeste at se på og jeg har det bare bedre ved at se mig selv i god form. Det er altså på mange måder det sanselige der har fået mig ind i at dyrke sport og det er stadig det der bedst holder mig "til ilden". Men i stigende grad er det også blevet vigtigt for mig at hverdagen derved bliver lettere og ikke mindst at holde aldringsproblematikkerne stangen. Og på samme måde når jeg "unødigt" slæber rundt på store sten i haven og leger at jeg er i min egen stærkmandskonkurrence, så er det altså dels fordi det er en sanselig stor oplevelse, men ikke mindst fordi "ich nicht rosten möchte" og at "I don’t want to loose it". Jeg vil således blive ved med at opfordre mig selv, og hermed egentlig også dig med ordene: "det er god træning!" - så "brug dog armkræfter!" ...min træning kan stadig følges hertil toppen... |
|
Taknemmelighed12. januar 2021 |
I dag er jeg taknemmeligFor tiden er det hele ellers noget lort (se evt indlæg af 7/8 ‘20). Jeg er som sagt ikke imponeret over de offentlige tiltag, og da slet ikke over hvordan landet er ved at blive delt i to. Og særligt ikke imponeret over at en side stort set bliver bortcensureret, udskammet og udsat for repressalier og stikkervirksomhed. Som Torben Chris sagde i sin "nytårstale", tankerne falder på Stasi og deslige! Men idag er jeg taknemmelig! Også selvom jeg særligt i det sidste halve års tid i kraftigt stigende grad mærker "senfølgerne" af den reaktive artritis der har fulgt mig i så mange år. Hver dag har jeg (ofte invaliderende) smerter, og hver eneste dag er det en kamp at få ordentlig søvn pga disse smerter. Men i går valgte jeg at tage smertestillende inden jeg skulle sove, og igen så snart jeg vågnede første gang med smerter. Så jeg fik faktisk sovet en "ganske almindelig søvnkvote" i nat (altså omkring 7-8 timer) - noget som er måneder siden sidst - og jeg vågnede følgelig nogenlunde smertefri. Så alene af den grund er jeg taknemmelig. Jeg fik ordnet Montesa’ens tænding i formiddags, så den nu tilsyneladende er problemfri. Altsammen med dele jeg havde fået foræret af en af trial-vennerne. Og mens jeg gjorde det, kom posten med mine italienske "designerstøvler". De første motorcykelstøvler jeg har købt fra ny og til så høj en pris. 😳 - Men min far havde givet en gavmild pengegave til mig både til min fødselsdag og til jul, og disse synes jeg altså skulle omsættes til slige fine støvler. Og for det er jeg taknemmelig. Eftermiddagen blev tilbragt i "naboens baghave"* med en håndfuld* af mine nye fantastiske trial-venner som heldigvis ikke er coronaforskrækkede. Mine nye støvler bestod med glans, Montesa’en (eller Komtessen, som jeg kalder hende) kørte upåklageligt og jeg bliver bare bedre og bedre til denne balancekunst med motorcykel. Jeg havde det simpelthen ski’sjovt og ikke en tanke fløj gennem hovedet andet end hvordan jeg kommer over næste forhindring. Fantastisk frihed - for hvilken jeg er taknemmelig. Nu er jeg så hos min skønne kæreste som har serveret lækker aftensmad og som giver mig det kærligste man kan ønske sig. ❤️ Så jeg er altså taknemmelig i dag! En sang skal jeg slutte af med. Den falder måske ikke lige i alles smag. Den er fra mine unge dage og har været meget i tankerne idag: (*Præcis info skal man jo helst undgå i disse tider 🙄)til toppen... |
|
Hold kæft!4. februar 2021 |
Hold kæft...! Jeg har i et år mere eller mindre følt at jeg har stået i situationen som tegningen herover forsøger at karikere. Men det er simpelthen ved at blive for meget, det er snart ikke til at holde ud længere, så nu vender jeg den altså om; nu siger jeg: Hold kæft!… …hvis du ikke har sat dig ind i gældende regler! - og vel at mærke ved tilbundsgående at studere officielle førstehåndskilder. Det gælder viden i det hele taget - få den fra førstehåndskilder; efterprøvede videnskabelige og statistisk valide kilder. Altså hvis du henter din "viden" fra Facebook-sladder, "nogen der har hørt nogen snakke om" eller elendige presserepræsentanter, så hold din kæft! Bland dig ikke i hvordan andre opfører sig i forhold til gældende regler, selvom du tror du kender reglerne. Du kender med garanti ikke deres bevæggrunde; eventuelle beføjelser, særlige rettigheder eller indsigter. Det er de offentlige myndigheders opgave at undersøge og dømme omkring den slags. Det er netop en af de til alle tider gældende regler! Med andre ord: pegen fingre, udskamning og stikkeri er ganske enkelt dårlig opførsel, uforskammet og direkte afskyeligt. Så hold din kæft! Hvis du ikke er i stand til at argumentere sagligt og på et ægte vidensgrundlag eller din umiddelbare indskydelse er at råbe "samfundssind"; bruge ord som "sølvpapirshat" eller "konspirationsteoretiker" om folk du ikke er enig med eller som kritiserer dit standpunkt og/eller mainstream, så hold din kæft! Og hold nu kæft med disse idiotiske sammenligninger - de er simpelthen for lavpandede! At pisse i bukserne er på ingen måde overførbart til mundbindsbrug. At stille spørgmål om rigtigheden eller kvaliteten af frihedsberøvende tiltag er ikke det samme som at afvise sikkerhedsselers berettigelse. At sammenligne kriges forfærdelige tilstande med situationen som vi står i nu, er ganske enkelt ubehøvlet over for de mennesker som reelt har oplevet krigers rædsler. At sidestille et samfund for 100 år siden med det vi har nu er simpelthen bare for dumt og har ingen argumentativ værdi. Så hold nu din kæft! Hvis du føler trang til at følge den store flok uden at stoppe op og stille spørgsmål ved retningen du bevæger dig, så gør bare det, men mens du gør det, så forskån os andre, som spørger og kritiserer og som rent faktisk tilegner os aktuel, faktuel og videnskabelig verificerbar viden, for dit uselvstændige og tåbelige pladder, så HOLD DIN KÆFT! (I øvrigt: Hvis du hører til dem som har den "viden" at lemminger begår kollektivt selvmord som en slags bevidst handling, så kan det måske for dig være en god øvelse i kildekritik at undersøge fakta i den sag!)til toppen... |
|
Vergeudet nicht...8. februar 2021 |
Ein Freund ist gestorbenEr wurde heute beigesetzt. Mein letztes tieferes Gespräch mit ihm (und seiner Frau) war in seiner Küche. Wie so oft haben wir unsere Tour-Erlebnisse mit einander geteilt und wir haben uns, wie immer, über das Leben generell unterhalten. Er hat mir ausgiebig über seine zukünftige Moped-Abenteuer erzählt - und da waren viele. Jedoch hat er auch über seine gesundheitliche Probleme erzählt; was alles noch an Untersuchungen und eventuellen Operationen bevorstand. Es war ganz klar, dass er Angst um die Zukunft hatte - nicht zuletzt weil sein Vater relativ jung starb, und er hatte deshalb die Befürchtung, dass er erblich belastet war. Es war ihm also klar, dass das Leben frühzeitig enden könnte, und dass er deshalb die Zeit so gut wie möglich ausnutzen musste. Die viele Reisepläne waren unter anderem ein Teil von diesem Bewusstsein. Leider wurde die Zeit dann doch zu kurz für ihn. Er hat mich immer überaus liebevoll behandelt und hat jede Gelegenheit benutzt, um mich zu erzählen, wie hoch er unsere Freundschaft, unsere Gespräche und die Stunden die wir zusammen verbracht haben, geschätzt hat. Ausserdem hat er meine Arbeit uneingeschränkt gewürdigt und war sehr grosszügig in seiner Dankbarkeit - ökonomisch und mit Lob! Er war mir also ein überaus guter Freund - trotz Abstand zwischen uns und wir uns deshalb nicht so oft gesehen haben. Wie ihm habe ich die Gespräche und die Zeit zusammen sehr geschätzt, und die zukünftige Stunden mit ihm, worüber ich mich sonnst freuen konnte, werden mir fehlen. Viellicht sollte man nicht so was schon so früh erwähnen, aber ich mache es dennoch, weil ich damit was generelles sagen möchte: Eins war mir ein Dorn in der Auge. Irgendwie hat er sich über einer meiner Freunde, der mir besonders lieb ist, geärgert. So viel, dass er ihn nicht ansprechen wollte. Es ist mir nie richtig klar geworden genau weshalb, aber ich denke eigentlich, dass es sich um Missverständnisse und fehlerhafte Interpretationen von Motive gedreht hat. So oft wie möglich habe ich versucht ihn dazu zu bringen, mal richtig mit meinem Freund auszusprechen, um wenigstens an einem Punkt zu gelangen, wo Verständnis und freundliches Umgehen miteinander erreicht werden könnte. Es ist mir aber leider nie gelungen, ihn dazu zu überreden. Nun, ein Freund zu verlieren macht selbstverständlich nachdenklich. Und besonders drei Gedanken wiederholen sich für mich: Zum einen spüre ich in mir den Drang dazu, meine Freunde, die es nicht "im Griff" haben, vehement aufzufordern: hört sofort auf zu rauchen!!! - ich mein’s!! - trinke mäßig, esst gesund die meiste Zeit und nicht zu viel, mach mal Sport ab und zu und suche glückliche Momente im Leben! Und vergeudet nicht die Zeit! Zum anderen: Schliesst Frieden mit Freunde mit wem du dich mal überworfen hast. Oft sind es nur Kleinigkeiten oder Missverständnisse (oder eigene Sturheit), die dich von einem Freund trennt. Das Leben ist zu kurz nachträglich zu sein. Und mach es nicht zuletzt weil Groll und Ärger Seele und Körper nichts gutes tun. Zum dritten: Benutze jede Gelegenheit um deine Freunde wissen zu lassen, wie lieb du sie hast...Genau so, wie mein Freund es mir gegenüber getan hat. Dass er es gemacht hat, bedeutet mir unglaublich viel und bringt in meinem Trauer ein Glücksgefühl, worüber ich mich mein Leben lang freuen kann. til toppen... |
|
Blank14. november 2021 |
Jeg er lidt blankFor første gang i mit voksenliv er jeg faktisk i tvivl om, hvor jeg vil sætte min stemme eller om jeg overhovedet vil sætte den på noget parti eller nogen kandidat. For længe siden, det er vel snart et par år siden, begyndte jeg at skrive noget foranlediget af et facebookopslag - det var en rigtig dårlig vits om socialisme over for kapitalisme, og den sædvanlige følgende ubegavede diskussion. Jeg gad dog ikke smide det ind i diskussionen, fordi jeg kunne med det samme se hvor håbløst det var at indlade sig på den. Men i anledning af det forestående valg er tankerne så småt dukket op igen, og på mange måder danner de baggrund for, hvorfor jeg muligvis ender med at stemme blankt til de næste mange kommende valg - hvis altså der ikke sker noget revolutionært på den politiske front. Udgangspunktet for disse tanker er dette: Forestillingen om at kapitalisme og socialisme er antagonister er en gigantisk fejlopfattelse! Kapitalisme er ikke en politik! Kapitalisme er et fænomen der udvikler sig naturligt som følge af "abstraktionen" penge - og som har nogle iboende konsekvenser som kan være af positiv eller negativ karakter, og som man mere eller mindre med bevidsthed kan styre uden om eller alternativt dyrke. Det er altså en baggrund hvorpå alle politikker opererer ud fra - hvad enten det er liberalisme, fascisme, socialisme etc. Man kan altså dyrke fænomenet kapitalisme mere eller mindre - prøve at give elementerne mere eller mindre plads til at udvikle sig. At kalde sig kapitalist er altså næsten lige så dumt - eller i hvert fald lige så intetsigende, som at sige at man er "tyngdelovist", for vi er alle, i vores og den største del af verden, "kapitalister". Vi er alle underlagt denne "naturlov", lige som vi er underlagt tyngdeloven. En anden illustration kunne være denne: forestil dig et stykke papir hvorpå man skriver den grove politiske opdeling som vi her i Danmark anvender: venstreorienteret i den ene side og højreorienteret i den anden, og så kan man lave forskellige forgreninger ud: socialliberalistisk, fascistisk osv. Man kan også placere de forskellige politiske partier på en linje mellem yderste højre og yderste venstre… Men hvor befinder kapitalisme sig så? - Jo, det er papiret man skriver på! Socialisme bygger på et naturfænomen som er ældre end noget andet, nemlig det at mennesker har et iboende ønske om og behov for at kere om hinanden - at sørge for at alle i familien eller flokken har det bedst muligt. En sådan flokfølelse bliver selvsagt korrumperet når overbefolkning bliver et problem og ressourcerne følgelig bliver begrænsede - "når krybben er tom bides hestene". Det er blandt andre nogle af de problematikker som socialisme søger at finde løsninger på - i mest opsigtsvækkende grad ved markant at forsøge at styre fordelingen af de forhåndenværende ressourcer. Socialisme er altså et svar på hvordan vi bedst lever med kapitalismens mekanismer. Ikke anderledes end højreorienterede politikker - forskellen er hvor langt man går i ønsket om at fordele ressourcer i samfundet. Socialisme har især fokus på hvilke dele af kapitalisme, som er skadelige for - ja, sjovt nok, selvom opfattelsen ofte er det modsatte - det enkelte individ. Igen, det er flokfølelsen, der er afgørende - alle skal med og det vil sige at individet ikke må blive tabt - ikke et eneste. Det er værd at bemærke at ingen nation eller intet rige (som lever under kapitalisme) endnu har udvist en styreform, hvor ingen regulering foregår, heller ikke de mest liberalistiske eksempler. Lige så vigtigt er det at bemærke at der endnu ikke er nogen nation der reelt har haft en socialistisk styreform i sin rene form. De "ekstreme" og grelle eksempler vi har set af sidstnævnte, så som USSR, har sågar rent faktisk udvist lige nøjagtigt det der er grimmest ved at fremmane kapitalismens værst iboende egenskaber og havde som sådan i praksis ikke noget med socialisme at gøre. George Orwell beskrev det fint, i øvrigt. Og hvis man ellers har sat sig ind i hvad historien reelt har udvist og ikke hvad propagandister prøver at få tingene til at se ud af, ville man også vide det! Kapitalisme som baggrund forsvinder i det øjeblik vi får en anden abstraktion end penge, altså når værdier i samfundet får en anden karakter. Når måden vi ser vores velfærd, rigdom og livskvalitet på eksempelvis ikke gøres op i købekraft. I det øjeblik det sker, bliver der automatisk "opfundet" andre politikker end dem vi kender i dag - som hedder noget andet, som har andre overordnede mål og en helt anden praksis som går på kryds og tværs af de modsætningsforhold vi kender i dag. Kig evt. på Bhutan for et forsøg ud i den slags - og så har vi i øvrigt nogle spæde forsøg i dansk politik - som dog af idioter mest af alt er underlagt spot og spe. Grunden til at der ikke sker en skid i vesteuropæisk politik og at vi stadig vader rundt i de samme gamle problematikker er, at praktisk taget alle de dominerende politiske retninger hænger fast i dogmer som hører en længst svunden fortid til. Kapitalismediskussionen (som begyndte for 150 år siden!) hørte stort set op i 80’erne, og siden da har der ikke rigtig været filosoferet over hvad baggrunden er og vil blive, og hvordan vi forholder os kritisk til den. Næsten alle politiske retninger, ja, selv de som kalder sig socialister, har erklæret Marx’ tanker for døde, men der er ikke rigtig kommet nogle reelle bud på hvad der er væsentligt at være kritiske over for i forhold til den baggrund som verdens politiske retninger skal tage udgangspunkt i; på hvilken slags papir vi skal skrive ønskerne for fremtiden. Før vi får nogle reelle bud på hvilken vej verden bevæger sig, så er enhver politisk diskussion lige så intetsigende som en boksekamp - det er bare underholdning, men skaber ikke noget brugbart; ikke noget der gør verden et bedre sted at være i. Politik, eller den politiske diskussion, begynder mere og mere at ligne religion - i stedet for at søge det fælles udgangspunkt vi står i nu og her, så holder vi nidkært fast i dogmer som er udsprunget af diskussioner om hvem der havde mest ret for utallige år siden, om problematikker som på ingen måde er aktuelle. I praksis ser vi dog hovedsagligt i dag: visions-, ide- og ideologiløse levebrødspolitikere eller slet og ret ubegavede mennesker som ikke er politikerhvervet voksne, som prøver at holde "katastrofen" under kontrol; pragmatikere og opportunister som mere har egeninteresser end almenvældets interesser for øje. Det er så idiotisk at der ikke findes ord for det. "Min egen" politiske retning er ingen undtagelse for alt dette. Jeg har det meste af mit liv haft den forhåbning at de ideer og ideologier jeg inderligt ønskede blev virkeliggjort, i høj grad kunne ske igennem det eller de partier jeg har stemt på - Sådan er det ikke mere. "Min retning" der, som det absolut vigtigste udgangspunkt overhovedet, skulle kere om de svageste, lader gang på gang fuldstændig hånt om disse. Ja, i praksis har jeg igen og igen set at det faktisk er de svage der må betale den største pris hver gang der laves nye politiske tiltag. Jeg har dog altid stemt ideologisk og ikke pragmatisk, så for så vidt kunne det jo være af mindre betydning om min retning af og til laver pragmatiske tiltag som ikke helt følger ideologien og som i praksis, på kortere sigt på ingen måde ikke gavner de svage (og mig). I politik må man jo bare indgå kompromisser og man må jo også yde lidt for fællesskabet, det er klart. Men det jeg har set over de sidste i hvert fald tyve år er i stigende grad så graverende, at jeg simpelthen ikke kan stå inde for hvad "mine repræsentanter" gør ved samfundet. De repræsenterer nemlig efter min mening slet ikke den ideologi som jeg har afgivet min stemme til og hvis jeg skal være rigtig hård, så er de forrædere i forhold til den. Og så er det blevet umuligt at komme uden om begrebet frihed. Jeg har de sidste fem-seks år tænkt meget over begrebet - og det altså længe inden de sidste par særdeles mærkværdige år: Jeg har nemlig undret mig over hvordan almindelig personlig frihed bliver mere og mere indskrænket, og hvordan det åbenlyst er noget folk tankeløst selv vælger og lader politkere stadfæste i form af love, forbud og indskrænkninger. De sidste to år har dog virkelig sat alt på spidsen og jeg ræddes og græmmes ved tanken om hvad der er sket på den front. Det er på ingen måde overdrevet eller upassende at sammenligne det med hvad der skete her i Europa for firs år siden. Og nej, den anden fløj er på ingen måde et alternativ. Den byder ikke på større frihed og da slet ikke større omsorg for de svage. Man er ikke sin egen lykkes smed - det er nemlig også noget vrøvl! Så altså, jeg ender måske med at stemme blankt, for jeg har meget svært ved at finde nogen som jeg vil have som repræsentanter for mig. til toppen... |
|
Nytårsforsæt 2022
25. november 2021 |
Nytårsforsæt 2022Ja, jeg er i lidt god tid, men man kan jo ligesågodt gå i gang, når tankerne kommer over én. Min far gav mig i dag den opgave, at konvertere nogle gamle videoer til et nutidigt format. Jeg var lidt spændt på at se dem, fordi i et af klippene er der et øjeblik, som har været af meget stor betydning for mig. På daværende tidspunkt var det ikke så almindeligt at se sig selv på video - og jeg er temmelig sikker på at det var første gang jeg så mig selv som voksen på levende billeder. Før da havde det vist kun været smalfilm af mig som ganske lille. Jeg har snippet det afgørende klip ud og som man ser er det ikke noget særligt - en ganske dagligdags handling: mig der åbner et bagagerum og smider en taske ind i det (og så selvfølgelig min far der stiger ind i bilen). Det interessante for mig var, at se mig selv udefra, så at sige. Den indre "film" af den måde man bevæger sig i verden på er jo noget ganske andet, fordi man selvfølgelig ikke kan det - altså se sig selv udefra. Og jeg husker virkelig tydeligt, for det var temmelig skelsættende, hvor stor diskrepans der var mellem min indre film og den film jeg efterfølgende så af mig selv på video - og lige så tydeligt husker jeg præcis hvilke ord der formulerede min umiddelbare tanke, da jeg så den film - Denne var et særdeles undrende udråb inde i mit hoved: "Det ser jo faktisk ud som om jeg har styr på hvad jeg laver!" På mange måder var det næsten som at se en fremmed på den video, for jeg kunne næsten ikke genkende mig selv - eller i hvert fald den måde jeg bevægede mig på. Siden det hele var i så frisk erindring da jeg den gang så videoen få dage senere, huskede jeg også hvilke tanker og følelser der gik igennem mig, da jeg udførte handlingen. De var noget i retning af: "nu må jeg ikke dumme mig alt for meget…jeg må passe på ikke at være for kikset, eller gøre mig selv til grin…eller ligne en der ikke har forstand på det jeg gør…" og jeg husker også hvordan dommen over mig selv var bagefter: "der var plads til forbedring, du kunne godt haft haft lidt bedre styr på at åbne det bagagerum og lægge den taske ind. Du fjumrede jo helt vildt med den bagklaplås - nu må du tage dig sammen og gøre det bedre næste gang!" Som sagt var det ikke nogen særlig handling, men sådan har det stort set altid været for mig i enhver situation hele livet igennem. Hver eneste gang, ja, næsten hvert eneste sekund jeg foretager mig noget som helst, er det med en usikkerhed om, om jeg kan gøre det godt nok - og en efterfølgende dom om, at det kunne jeg vist ikke og jeg så har været utilstrækkelig som det usle menneske jeg er. Som det måske også fremgår, går usikkerheden i høj grad ud på hvordan jeg fremstår over for omverden; hvordan andre mon dømmer mig, hvilken belastning jeg påfører dem - og det falder mig helt naturligt altid at finde det dårlige ved den måde jeg handler på, for det er jo det afgørende der skal forbedres, så jeg kan blive et menneske som min omverden bedre kan udholde at være sammen med. Så kan man måske tænke, at det godt nok må være hårdt at leve på den måde - og ja, det er faktisk overordentligt anstrengende! Det er også meget ensomt, fordi det kan være en væsentlig grund til, at det kan være hårdt at være sammen med andre; altså fordi jeg hele tiden føler at det jeg gør er utilstrækkeligt, forkert, forkasteligt eller decideret er ondt over for andre. Derfor har det selvsagt været årsag til, at jeg ind i mellem fravælger samvær med andre - simpelthen fordi det er for anstrengende. Altså ikke fordi andre er det, men fordi jeg så at sige selv er det! Videoklippet er omkring 25 år gammelt. Der burde jo være løbet meget vand i åen siden da, og det er der da også. Jeg føler mig ikke så forkert og kikset som i mine yngre år og jeg dømmer heller ikke mig selv helt så hårdt som den gang. En væsentlig grund til at jeg er blevet bedre til ikke at gøre det, er netop dette klip og denne nærmest åbenbaring jeg fik da jeg så det: "Det ser jo faktisk ud som om jeg har styr på hvad jeg laver!". Min umiddelbare selvopfattelse var altså meget anderledes end den langt mere positive "objektive" opfattelse jeg efterfølgende fik af mig selv - og det er faktisk sådan at jeg prøver at afspille den lille stump film inde mit hoved, når jeg er kritisk over for mig selv - altså for at se om jeg ikke kan se mig selv udefra på en "objektiv" og positiv måde, for dermed ikke være så hård ved mig selv. Nå, nytårsforsættet var jo hvad det her gik ud på - og forsættet er ganske simpelt, at jeg skal holde op med at skælde ud på mig selv! For selvom jeg som sagt er blevet bedre til at acceptere mig selv, så er det så dybt forankret i mig at være selvkritisk, at jeg stadig kommer med særdeles fordømmende udråb til mig selv. Hvad jeg ikke meget højlydt har sagt af skældsord til mig selv, ville man ikke engang sige til sin værste fjende. Og det skal jeg altså holde op med. Ikke alene for mine naboers freds skyld, men ganske enkelt fordi det er en særdeles dårlig vane, som på ingen måde hjælper på selvværdet og da slet ikke gør mig mindre "anstrengende at være sammen med". Altså, så det kan blive et skridt på vejen til at gøre den "ydre" film til den indre. til toppen... |
|
Løgn og Latin
1. januar 2022 |
Hvem er det lige der har hvilken hat på
|
|
Einen Freund verloren23. august 2022 |
DremelixWieder musste ich für immer mit einem Freund Abschied nehmen. Mit fortschreitendem Alter muss man ja selbstverständlich damit Leben, dass es öfter und öfter vorkommt. Einige würden vielleicht sagen, dass es in diesem Fall relativ natürlich war und man damit rechnen muss - weil er mitte achtzig war. Aber für mich war es überhaupt nicht Zeit! Er war auf keinen Fall fertig im oder mit dem Leben. Und ich erst mit ihm nicht. Ich habe noch ganz viele Fragen an ihm, und ich werde nun vergebens nach Antworten suchen und dabei ihn zutiefst vermissen. Mein Freund war also dreizig Jahre älter als ich, aber abgesehen davon, dass er selbsterlebte Geschichten erzählen konnte, die eine Generation vor meinem Geburt statt fanden, habe ich diesen Altersunterschied eigentlich nicht gemerkt. In vielen Zusammenhänge wird es thematisiert oder sogar problematisiert, aber für mich ist es überhaupt kein Thema. Es hat für mich nie Bedetung gehabt, ob in Freundschaft oder Liebe. Entscheidend ist, was man mit einander teilen kann. Anscheinend ging es ihm auf gleicher Weise. In seinem Gesellschaft habe ich mich immer gleichgesinnt gefühlt. Er hatte "jung geheiratet", was vielleicht eine besondre tragische Note zum Abschied gibt, weil seine Frau jetzt relativ jung Witwe geworden ist. Aber wie ich auch schon früher geschrieben habe: egal was, es gibt einfach keine Garantien im Leben. Die Wahrscheinlichkeit war selbstverständlich größer für sie, dass sie ihn frühzeitig verlieren würde, aber darauf hat sie sich bestimmt vorbereiten können. Nicht, dass man sich jemals richtig auf so was vorbereiten kann! Meine Pointe ist aber, wie ich auch im früheren Eintrag schrieb, das Liebe einfach gegriffen werden muss. Alles hat ein Ende, aber das mögliche Wenn darf nicht entscheiden, ob man zugreift. Und das haben die beiden: die Liebe gegriffen. Und in meinen Augen ein sehr schönes und liebesvolles Leben und passioniert Interessen zusammen geteilt. Ich konnte auch ein paar Interessen mit ihm teilen. Da waren zum Beispiel Aquaristik, Elektronik und nicht zuletzt Moped fahren, schrauben und Tuning. Er war ausserordentlich begabt - theoretisch und praktisch. Er hatte ein Wissen, worauf man nur neidisch sein kann, und war immer sehr sicher in der Theorie. Obendrauf hatte er eine Intuition, die man selten sieht. Einige Tuningmaßnahmen, die er bei seine Mopeds gemacht hat, haben nur wenig vor- oder nachgemacht. Manche haben sogar bezweifelt, dass es möglich war, aber es hat sich fast immer gezeigt, dass er Recht hatte. Es war als ob er sehen konnte, wie jede einzelne Molekül sich in den Brennraum verhält und wie man am besten alle Kalorien aus sie rausholen kann. Ich habe schon sehr oft gesagt, dass die schnellsten Morinis, die ich kenne, von ihm sind. Und die Weise wie er es praktisch umgesetzt hat, ist ein Kapitel für sich. Er hat es mit ganz simplen Mitteln und Werkzeuge gemacht. Wie oft hört man zum Beispiel, dass jemand seine Nockenwelle selbst umgeschliffen hat - per Hand, mit Schleifpapier! Ich habe ungemein viel von ihm gelernt, und durch ihm sind unsere gemeinsame Interessen für mich noch interessanter geworden. Es schmerzt, dass ich nicht länger diesen einzigartigen Lehrmeister konsultieren kann. Was mir immer besondere Freude gebracht hat und was ich auch ein bisschen lustig fand, war, dass er jedes mal wenn wir uns trafen, einfach das Gespräch fortgesetzt hat - so als ob wir eben gesprochen hatten, einer von uns kurz auf der Toilette war und er danach den Geprächsfaden wieder aufgenommen hat. Und das auch, wenn wir uns ein halbes Jahr nicht gesehen hatten. Die ganzen Wiedersehensrituale wurden übersprungen und er hat einfach angefangen über das Thema zu erzählen, worüber wir letztes mal gesprochen oder geschrieben haben. Das hat mir besonders gut gefallen, weil ich mich dabei sehr geschätzt fühlte; dass der Freundshaftsraum und die besondere Sphäre zwischen uns immer da war und immer bleiben würde. Es wurde nie in Frage gestellt, es war einfach zweifelsfrei, stets da. Zu seinen besonderen Begabungen hörte auch die Fähigkeit den Weg zu finden - auf schöne Strassen - und nicht zuletzt um Regen umzufahren. Mit ihm vorne brauchte man kein Regenradar oder GPS! Ich habe mehrmals das Glück gehabt mit ihm und seiner Frau zu fahren. Schnell und Kurven fahren konnte er zweifelsfrei und das immer mit Sicherheit vor Augen. Das Fahren mit den beiden hat mir riesig gefreut und ist in meinem Gedächtnis für immer sehr deutlich eingeprägt. Es war echt schön die beiden vor mir zu haben! Ich habe anderswo geschrieben, dass sie ein so eingespieltes Team waren, dass wenn man die beiden fahren sah, war es fast wie ein kleines Zug zu sehen: Loko mit Wagon, wo es immer genau den gleichen Abstand (oder eher Nähe) zwischen den beiden gab, egal was passierte. Dieser Zusammengehörigkeit sah ich eigentlich überall in ihrem Verhältnis, und das Bild von den beiden vor mir, ist also sehr Symbolisch für mich. Der Gedanke, dass es nicht möglich wird, wieder mit den beiden dabei zu sein und sie so fahren zu erleben, traue ich mir fast nicht zu denken. Und ich stelle mir vor, für seine Witwe muss es unerträglich sein. Meine Gedanken und mein tiefstes Beileid gehen zu ihr. til toppen... |
|
Kærlighed og valg
10. februar 2023 |
Er kærlighed et valg? |
|
Nytårsforsæt 20239. marts 2023 |
Nytårsforsæt 2023- igen bedre sent end aldrigMan skal elske sig selv, for at kunne elske andre! Denne talemåde har jeg hørt utallige gange i mit liv og jeg har faktisk altid protesteret mod den, fordi jeg aldrig har syntes at jeg har haft problemer med at elske andre. Tværtimod, det falder mig meget let og jeg føler stor kærlighed over for alle de mennesker jeg omgiver mig med og som ønsker at tage del i mit liv. Men det at elske sig selv, det har været meget svært for mig. Dels har jeg syntes at det var noget værre krukkeri; at man da vist var lidt for selvoptaget, hvis man absolut mente alt man skulle rette kærlighed mod sig selv, og dels har jeg ganske enkelt set mig selv som en der ikke fortjente kærlighed. - Og derfor har jeg altså syntes det var noget værre vrøvl. Jeg har godt kunne elske andre, selvom jeg hadede mig selv…troede jeg. Det forgangne år har for mig på mange måder været et slags tilbageskridt, fordi jeg er regredieret til tidligere tiders selvhad. Ja, måske er selvhad lidt voldsomt sagt, men så i hvert fald ringeagt af mig selv og manglende selvopholdelsesdrift! I løbet af de sidste tre-fire år har jeg egentlig bare fået det værre som tiden er gået. Meget af det kan jeg faktisk tillægge nogle ydre omstændigheder - eller måske rettere hvordan jeg har kunne håndtere disse omstændigheder. Sidste års vanvittige energiprisstigninger har sat store begrænsninger for mig og ikke mindst var tiden under det endnu mere vanvittige "corona-eksperiment" forfærdelig for mig (ja, her begyndte inflationen jo selvsagt at æde af mine økonomiske muligheder). Og selvom det jo har vist sig at vi faktisk stort set har kunne glemme alt om virusser igen, så er der på trods af den nogenlunde genvundne frihed stadig noget i og ved mit liv og ikke mindst min krop som har fængslet mig - fængslet mig i en manglende tro på fremtiden. At jeg på det seneste har skulle gennem nogle ekstra svære udfordringer på den fysisk helbredsmæssige front, har bestemt heller ikke hjulpet på at holde humøret oppe. Det virker nogle gange som om at det bare ingen ende vil tage med hvor mange og relativt voldsomme smerter jeg også rent fysisk skal igennem. Beklager ynken, men det kan være svært at holde tilbage. Sidste år lød mit nytårsforsæt jo, at jeg skulle holde op med at udskælde mig selv og det var selvfølgelig grundet denne selvringeagt. Jeg plejer at fortsætte mine forsætter fra året før som noget sekundært jeg bare skal holde fast i og så formulerer jeg et nyt primært mål for det nye år. Men i år havde jeg umiddelbart planer om bare at gentage det som det primære og eneste forsæt, fordi jeg har syntes at jeg har været lidt for dårlig til at efterleve det. Men ved nærmere eftertanke, så skal der nok mere en helt anden og mere omfattende, dybere formulering til! For nylig blev jeg igen ansporet til at genlæse "Mine Bud", som jeg skrev for tre år siden. Det blev den gang til 16 bud. Nu har jeg så, som jeg den gang forudså kunne ske, planer om at udvide dem med yderligere to bud, men lad os nu se! Jeg tænker jævnligt på disse bud når jeg snakker med mine medmennesker. Jeg vil som regel meget hurtigt kunne pege på et budnummer, som de burde tænke over. Jeg ved at rigtig mange har svært ved nr. 3 og selvom jeg egentlig har det meget i tankerne i min hverdag, må jeg konstatere at jeg også selv har forbavsende svært ved det; at prioritere det fysiske helbred. Jeg er faktisk formelig smerteligt klar over, at jeg har været og stadig er meget dårlig til netop at efterleve dette bud. Men når jeg nu sådan genlæser alle budene, er jeg i virkeligheden temmelig dårlig til at efterleve mange af dem, og påfaldende er at de trækker tråde til hinanden. Altså fordi jeg ikke er god til at efterleve det ene, skorter det på at efterleve det andet. Selvom jeg i mit daglige "vedligehold" af mit legeme egentlig handler fornuftigt: spiser relativt sundt og ikke alt for meget og får dyrket en del motion, så har jeg alligevel fejlet nærmest katastrofalt når det kommer til andre ting. Jeg har fx været slem til at bruge min krop som "værktøj" - netop det jeg selv opfordrer til ikke at gøre; jeg har en tendens til at udsætte mine krop for det jeg kalder skadelige ekstremer og når jeg har fået skader eller været syg, har jeg ikke været god til at pleje mig selv og sørge for at helingsprocessen kunne foregå på bedste vis. Der er ikke mindst ting jeg aldrig har fået gjort noget ved. Dels fordi jeg ikke har været klar over hvilke muligheder jeg har haft for at få hjælp og i øvrigt har været alt for dårlig til at bede om hjælp - altså bud nr. 8 og for så vidt nr. 1 (fordi jeg bare ikke har turde!) - og dels fordi jeg har haft meget begrænsede muligheder for overhovedet at få behandling, fordi min økonomi har været så dårlig som den har været. For selvom vi gennem det danske sundhedssystem kan få en stor del hjælp, så er der grænser - derudover må man selv betale. Der er ting som jeg muligvis kunne have fået udbedret og andre som jeg helt sikkert, helt og aldeles kunne have fået ordnet, hvis jeg selv havde betalt for det, men jeg har ikke fået det gjort, for jeg har simpelthen ikke haft råd (bud nr. 5). Disse ubehandlede skavanker som jeg går med; de der ikke kan gøres noget ved og især de smerter der er forbundet dermed er i den grad noget der præger min hverdag i meget stor negativ grad. Så meget at jeg på nogle punkter er samme sted som for elleve år siden, hvor jeg havde det værste år i mit liv; hvor jeg var endda meget voldsomt syg, var dybt handicappet og havde ulidelige smerter. Så slemt som jeg havde det den gang, har jeg selvfølgelig ikke nu, men alligevel dukker nogle tanker næsten dagligt op, som jeg også havde den gang. Jeg skrev dette i en anden dagbog jeg førte: 21. februar 2012 − 03.44 Hvis man kender det at have en genstand som efterhånden er i så ringe stand, at ethvert forsøg på at reparere den bare ikke er lønsomt, kan man få en fornemmelse af hvilket selvbillede jeg overvejende har. Tænk fx på en bil der er så rusten og slidt at den egentlig er skrotklar. Da jeg for godt et halvt år siden var på Kolding Sygehus for at få min skulder undersøgt vha ultralydsscanning fik jeg netop det billede - at min værdi var så ringe, at det var fuldstændig absurd, at anvende disse fuldstændig vanvittige summer som en scanning koster på en så lille defekt. Jeg følte, det var som at sætte bremseskiver og drivaksler af kulfiber på en 5000 kr's bil der alligevel skulle skrottes ved næste syn. Nogle af de samme tanker gik igen da jeg var indlagt for fjorten dage siden. Jeg kunne finde mig selv lave cost/benefit analyser af at ligge der og være til byrde for samfundet, og faktisk finde ud af at det eneste rigtige, også målt på den måde, ville være hvis jeg ikke eksisterede. 10. Juli 2012 - 04.18 Hver nat når jeg har lagt mig i seng, ligger jeg, som de fleste nok også gør, og tænker over dagens forløb. Og næsten hver nat falder jeg i søvn med tårer i øjnene, for når jeg opsummerer og prøver at kigge fremad, ser jeg overvejende lidelse for mig og ingen udvej ud af det. Igen og igen kommer billedet op om den skrotklare bil: Jeg har det som tidligere skrevet, som om at mit liv og min eksistens både fysisk og psykisk holdes oppe og sammen af spartelmasse og gaffertape. Der er så mange huller og skader at det efterhånden kun er et spørgsmål om øjeblikke før det hele smuldrer fra hinanden, desintegrerer og kollapser. Jeg er vist generelt dårlig til at bede om hjælp og det er muligt at jeg ikke har spurgt nok, men jeg synes jeg efterhånden har prøvet alle kilder og tilsyneladende er der ingen der kan, vil eller har lyst til at hjælpe mig. Der er også et mærkeligt fænomen i den forbindelse som også opviser en vis absurditet: Det kan være langt mere tærende på min psykiske energi at få andre til at hjælpe mig end at gøre tingene selv. Og når jeg således ikke magter at gøre det selv, bliver det ikke gjort, fordi jeg da slet ikke har overskud til at lade andre gøre det. Dybest set drejer det sig nok om hvad jeg kommer til at skylde andre. I min verden er det nemlig ensbetydende med at komme i gæld når jeg modtager hjælp. En gæld som skal tilbagebetales. Og når jeg ikke kan overskue at skulle betale den tilbage, vælger jeg naturligt nok ikke at bede om hjælp. Fuck, det er til at blive ensom af! Jeg slutter jo bud nr. 3 af med: "Plej din krop som dit kæreste eje - for det ER dit kæreste eje!". Som sagt har jeg ikke været god til at efterleve det og det gør at der er skavanker der for mig ser så håbløse ud at jeg til tider ganske enkelt er ved at opgive at holde mig i live. Som også nævnt er der ting jeg kun kan få gjort noget ved via egenbetaling - altså for en sum penge jeg ikke har og ikke har kunne fremskaffe, og nu hvor "kapitalens magthavere" har besluttet at købekraften for underklassen og den lave middelklasse skal presses helt i bund, ser det endnu mere håbløst ud for mig. Jeg havde egentlig håbet at jeg kunne begynde at spare lidt sammen til netop personlig pleje og i begyndelsen af sidste år så det da også ud til at jeg rent faktisk havde mulighed for at lægge lidt til side, men det hele er så bare røget til uforskammet høje brændstof- og elregninger og prisstigninger på mad og andre daglige fornødenheder. Hvis man altså spørger mig hvad jeg ville bruge pengene til hvis jeg vandt en million, så var jeg ikke et sekund i tvivl: Jeg ville omgående opsøge de bedste specialister for at få gjort noget ved mine skavanker. En snigende faktor for min tungsindighed er også aldringen. Jeg kommer ikke særlig godt overens med det at blive ældre, for at sige det mildt. For så vidt accepterer jeg omstændigheden, og det er egentlig ikke så meget det at blive ældre der er det største problem, selvom (igen) kroppens forfald virkelig piner mig, både decideret fysisk såvel som psykisk. Det største problem er at der er så meget, som jeg ikke nåede da jeg var yngre: Jeg var ikke barn længe nok, jeg var slet ikke teenager længe nok; jeg har hele den første del af mit liv følt at jeg skulle opføre mig anderledes end jeg var og i forhold til det jeg drømte om og troede på. Jeg havde på mange måder ikke "lov til" at udleve nuet til fulde, fordi der lå et forlangende om at jeg skulle efterleve nogle absurde regler og være mere moden, ansvarlig og voksen end jeg var. Og så har der været den helt ubegribelig lange tid i mit voksenliv, hvor jeg levede i et limbounivers; et univers hvor jeg var nærmest glemt af verden, hvor mit liv var domineret af depressioner og en livssituation som føltes som om mit liv permanent var sat på pause. Jeg føler altså at jeg har et kæmpe efterslæb af ting jeg gerne ville have oplevet, men som ikke nåede og nu bare ikke kan nå at indhente, fordi tiden er løbet fra mig. Jeg har ofte sagt at jeg først begyndte at leve rigtigt da jeg oplevede at føle mig lykkelig en gang i ’14. Men den optimisme og livsglæde jeg havde på det tidspunkt er stille og roligt på retræte igen, fordi, som jeg også tidligere har skrevet, at selvom jeg forsøger ikke at lade fortiden styre mig, så kan jeg ikke undslippe den, fordi den for min livssituation og det der er sket med min krop er det elendige fundament jeg må leve videre fra. Så når folk insisterer på at jeg bare skal begynde forfra og leve mit liv som var hver dag den første dag i det, så kan jeg altså godt se det teoretisk og terapeutisk fornuftige i det, men må så umiddelbart efter konstatere at det er virkelig illusorisk på grund af den livsgæld jeg slæber med mig og de uundgåelige smerter og begrænsninger som følger med! Nuvel, når jeg kigger tilbage på året der gik, så burde jeg egentlig ikke have noget at klage over. Jeg har haft masser af gode oplevelser. Jeg har været på flere spændende ture med Tanja og ikke mindst min årlige Italienstur; jeg har fået mig håndværksmæssigt yderligere dygtiggjort, og at jeg ligefrem (endnu en tid) kan kalde mig Danmarksmester i en sport jeg kun relativt kort tid har været en del af, er jo også særdeles opbyggende. Jeg har en sød og elskelig kæreste og hun har nogle børn som helt åbenlyst synes om mig. Jeg er del af en familie, hvor omsorg og kærlighed netop råder. Jeg har fantastiske venner som giver mig masser af gode oplevelser, hvor jeg også føler mig som en betydningsfuld og ægte del af et fællesskab og inderligt holdt af. Jeg har en ekskone som stadig holder af mig. Jeg har sågar tidligere kærester og jeg har venner og bekendte fra fortiden som bliver inderligt glade for at se mig når vi ind i mellem støder ind i hinanden. Jeg synes at blive mødt af venlige og imødekommende mennesker alle steder jeg kommer og bliver godt optaget i nye grupperforhold jeg indtræder i - Altså (hvad jeg ved af) ikke nogen i mit liv, som decideret har antipati over for mig - tværtimod, alle byder mig nærmest udelukkende noget opbyggeligt og positivt. Egentlig har jeg altså en indholdsrig hverdag som giver mig det ethvert menneske burde være lykkelig over - og jeg er rent faktisk dybt taknemmelig for hvad mine kære omkring mig giver mig. Derfor kan det måske også synes underligt at jeg så alligevel ikke har det godt og det kan nok ligefrem synes opblæst at de "småskavanker" jeg har påvirker mig så meget. Tilbage til "man skal elske sig selv, for at kunne elske andre", for hvad har det her med min kærlighed til andre at gøre? - Jo, "ligningen" er således: 1. For at kunne elske andre, skal man først og fremmest være i live. Eksisterer man ikke, kan man ikke elske. Altså, man må ville livet; ganske enkelt holde sig til livet og i live. 2. En udelt kærlighed er ikke ægte kærlighed, men i virkeligheden bare en slags selvtilfredsstillelse (som jeg skrev lidt om i sidste indlæg). Med andre ord: hvis man elsker andre, viser man det også i praksis. En væsentlig del af denne praksis er at leve godt. Man viser altså andre mennesker at man elsker dem ved at leve godt; ved at være glad i livet og få opfyldelse i livet. Man kunne vende den om for at tydeliggøre min pointe: hvis man lever elendigt, giver man dem man kalder sine elskede bekymringer og sorger. Det er jo sådan indrettet at dem man deler kærlighed med, dem deler man også liv med - og man har altså ansvar for at dette delte liv bliver forvaltet godt. Så det er misrøgt af kærligheden til andre, hvis man misrøgter eget liv. 3. Man skal fylde sig selv med kærlighed og gøre kærlige gerninger over for sig selv for overhovedet at kunne mærke og vide hvad kærlighed og kærlige handlinger er - altså for i det hele taget at vide hvad man kan eller bør give andre. Igen med henvisning til tidligere indlæg: Kærlighed er ikke noget man kan tage ejerskab af eller give - for det er et egoistisk projekt. Man kan kun dele kærligheden, så man er altså nødt til at lade den strømme igennem en selv for at kunne dele den med andre. Så ligningen er altså kort fortalt: Du skal ville livet, du skal leve godt, du skal fylde dig selv med kærlighed - først dernæst kan du elske andre! Der var en gang en der gav et andet bud på en formulering, som for mig er den dialektiske modpart, nemlig: "du skal elske din næste som dig selv". Her kan man måske indvende at det jo ikke tager højde for at man også kan hade sig selv og følgelig behandle ens medmennesker sådan. Men jo, for han siger netop forinden at man først og fremmest og som forudsætning skal ære kærligheden, fylde sig af den og gøre sig en del af den. Så at elske sig selv har mindre at gøre med at rette noget mod sig selv, men langt mere at erkende og reelt efterleve, at man er en del at af et hele - og nok så væsentligt at pleje dette hele, som man jo netop er en betydningsfuld, ja, ligefrem afgørende del af. Troen på kærligheden og mine medmennesker er den jeg har. Det er det jeg mener er det væsentligste i livet at dyrke, kultivere og leve for. Og siden jeg nu selv mener jeg har fejlet i den ovennævnte ligning, så må jeg jo se om jeg kan gøre noget ved det, hvis jeg skal kunne forsvare over for mig selv og reelt vise, at jeg virkelig holder af mine medmennesker, mine kære og elskede! …Og så er jeg endelig fremme ved en formulering af mit nytårsforsæt: På grund af de krydsforbindelser der er mellem "Mine Bud", må jeg nok erkende at jeg skal læse op på dem med jævne mellemrum og så langt mere bevidst søge at efterleve dem. Især og faktisk i afgørende grad skal jeg fokusere på det bud jeg har sværest ved, nemlig nr. 8: Bede om hjælp! - som jeg simpelthen bare må fatte er det, der trækker de stærkeste tråde til de andre ting jeg har svært ved, og altså det jeg tror for alvor kan hjælpe mig til at få det bedre i livet: at finde optimismen og troen på fremtiden tilbage. Og at fremtiden dermed forhåbentlig kan give mig mulighed for at forløse de voldsomme savn jeg har haft gennem fortiden. - Og endelig og ikke mindst for dermed bedre at kunne følge kærlighedens vej. til toppen... |
|
Mine Bud
26. marts 2023 |
18 BudJeg har udvidet mine bud med to nye og i den anledning vil jeg gerne indlede med at fortælle hvorfor jeg har valgt at kalde mine bud for netop bud. Når man ser mange andre komme med lignende lister, kalder de dem regler, leveregler, love, forskrifter, ledetråde, strategier, råd osv. - eller også som jeg har valgt: "bud". Det er selvfølgelig ikke tilfældigt at jeg har valgt netop det ord, det begreb. Jeg, som det hedder sig, skriver mig ind i en tradition, som har sit nok største udgangspunkt i kristendommen. Det meste af vores kulturelle fundament, en meget stor del af vores metaforiske baggrunde og i høj grad jura hviler i den grad på den kristne tradition. Biblen var den første bog der blev udgivet på tryk og er den meste solgte bog i verden - det anslås at der er ca. en Bibel pr. voksne menneske på jorden. Så det er klart at man ikke på nogen måde kan negligere betydningen af ordene i den og hvordan den har formet og stadig former vores måde at tænke på. Jeg selv er vokset op i et kristent miljø, så jeg har i særlig grad følt betydningen af traditionen og har altså en særlig forbindelse; et personligt forhold, ja, ligefrem kærlighed til det sproglige univers man finder i Biblen. De fleste, om de kender nærmere til Biblen eller ej, er bekendt med at der findes noget der kaldes "de ti bud". For mange ses disse som nogle dogmatiske og lettere diktatoriske regler som man som ikke-troende ikke rigtigt behøver at tage alvorligt, og at det kun er rabiate troende, der mener de skal følges til punkt og prikke. Der findes på den anden side virkelig også nogle som rent faktisk tager Biblens ord dybt bogstaveligt og at hvis de ikke følges, er man dømt til at ryge i Helvede. Hvorom alting er, så er der en udbredt opfattelse af at disse bud på mange måder skal forstås som lovforskrifter på samme måde som verdslige love! Bud jo et lidt sjovt ord, fordi det har så mange forskellige betydninger: "tidende; efterretning", "besked; ærinde", "forudsigelse; bebudelse", "befaling; paabud", "guds paabud til menneskene; moralbud", "tilbud", "gæt på en sags sammenhæng; forslag til hvordan noget kan se ud eller gengives i en konkret form" - således ifølge ODS/DDO. Ja, og så er der selvfølgelig et bud, som i "sendebud" etc.. Nu kan man for så vidt selv lave sin egen tolkning af ordet bud, som det er brugt i Biblen, og hvis man er i tvivl kan man jo spørge en præst, som så nok skal give sit bud(!) på hvad der er den rigtige tolkning. - Og det har jeg rent faktisk selv gjort. Nicolai Røge, sognepræst ved Bolbro og Hans Tausens Kirke har sendt mig følgende svar (lidt forkortet): "Det hebraiske ord (דבר), der anvendes i 2 Mos 34,28 og som i den danske oversættelse oversættes med "bud", er det samme, som anvendes i 2 Mos 20,1 og 5 Mos 5,5, hvor det på dansk oversættes med "ord". דבר (debarím) har på hebraisk en række betydninger: Som substantiv betyder det almindeligvis "ord", mens det i religiøse sammenhænge betegner Guds ord; både når de udtales af Gud selv som i ovennævnte tilfælde, men også når de formidles gennem en profet. Debarím kan dog også anvendes som verbum, hvor betydningen både kan være det at tale (give ord), men også at befale (påbyde). Derfor må det antages, at den danske oversættelse (bud) findes i krydsfeltet mellem ordets betydning som substantiv og verbum: det er ord, som Gud giver som et påbud. De ti bud er altså de ti ord, som Gud taler. Men når Gud taler, er der tale om et påbud, hvorfor oversættelsen lægger vægt på den del af ordets betydning. Men at der formelt set kun er tale om 10 ord, ses eksempelvis i den græske betegnelse for budene: dekalogos (ti-ordet). Dekalogos er imidlertid alene et kunstord, der anvendes i teologiske sammenhænge. Når Det Nye Testamente selv taler om bud, anvendes ordet "ἐντολή". ἐντολή (entolé) lægger i sin betydning mere vægt på påbuddet end debarím, og der er derfor tale om mere end blot ord. Derfor kan ordet også oversættes til påbud eller befaling, og det anvendes ifølge ordbogen også i juridiske og militære sammenhænge, når en overordnet giver en underordnet befaling, eller når noget påbydes ved lov. Således er der her ingen tvivl om, at buddet er et påbud - og at det derfor skal oversættes, som det bliver det." Nuvel, jeg har min egen tolkning, som tager udgangspunkt i noget fundamentalt, som også er en del af kristendommen, nemlig anden del af det dobbelte kærlighedsbud (endnu et bud!): "Du skal elske din næste som dig selv". Og jeg tillader mig lige at lave en omskrivning af det som Jesus fortsætter med: "På det bud hviler alle buddene". Altså, for at forstå hvordan ordet og begrebet 'bud' skal tolkes, må man tage udgangspunkt i at buddene er til for at tilvejebringe, udvikle og gøre kærlighed størst mulig mellem mennesker og til en selv. Når jeg tolker og anvender ordet bud, skal det altså ikke ses som et lovforskrift, hvor der er straf eller evig forbandelse, hvis man ikke overholder buddet. Men det er selvfølgelig tanken at man hele tiden har fundamentet for øje: at elske sin næste som sig selv. Så hvis man fraviger buddene bør det være fordi det i det specifikke tilfælde er bedre for en selv og ens næste - og en eventuel straf, hvis det ikke er tilfældet, er såmænd "bare" mindre kærlighed for en eller begge parter - hvilket selvfølgelig er slemt nok i sig selv. Når jeg altså kalder mine bud for bud, så skal de mere ses som "gæt på… eller forslag til…" og ikke som påbud, eventuelt fra en højere magt. Derfor har jeg selvsagt bevidst undladt at bruge ordene 'lov', 'påbud' eller 'regel', fordi de netop ikke skal ses som juridisk bindende. Jeg bruger fx heller ikke 'strategi', fordi krigsmetaforer er direkte skadelige for ens tankegang. Jeg bruger ikke 'råd', fordi jeg ikke er en yogi eller vismand, der har svar på alting. Jeg bruger bud, fordi det ganske enkelt er mine beskedne bud på, hvordan man bedre kommer til at elske sig selv (og sin næste). Hvordan jeg overhovedet kom på at formaste mig til at lave disse bud, beskriver jeg i følgende: Jeg sad en dag og tænkte over hvad der har kompliceret mine psykiske problemer unødvendigt og yderligere. Altså hvad jeg for så vidt i større eller mindre grad selv kunne have haft indflydelse på, eller som mine nærmeste kunne have hjulpet mig med, og som med en målrettet indsats over for, kunne have gjort tilværelsen generelt nemmere og de slemme perioder knap så forfærdelige. Det blev i første omgang til "bud nr. 1" - og efterhånden som jeg tænkte over det, blev det til 16 bud - som altså nu er blevet til 18. De står ikke i nogen prioriteret rækkefølge, der kommer muligvis flere til og jeg vil nok stadig finpudse dem - så de er altså ikke parat til at blive hugget i sten, men jeg er jo blot et menneske 😉 Det er på ingen måde løsningen ud af alvorlige psykiske problemer. Dertil er den slags problemer som jeg og ligesindede er og har været igennem alt for omfattende. Men det er i hvert fald levebud, som jeg ville ønske jeg selv havde kunnet følge bedre eller bare haft større bevidsthed omkring - ja, egentlig som jeg vil anbefale enhver, og som jeg fremadrettet selv vil forsøge at følge bedre. 1. Sørg for at komme af med mentale begrænsningerHer tænker jeg for eksempel på sådan noget som småfobier, som mange synes at lade deres tilværelse begrænse af. For eksempel: det kan godt være at du i hverdagen kan få det til at fungere at være bange for edderkopper, men det er spild af tid og godt liv at begrænse sig selv pga sådan nogle småting. Generthed kunne være et andet eksempel - hvorfor gå glip af mellemmenneskelige forhold fordi man ikke tør henvende sig til andre. Der findes masser af relativt simple metoder til at komme af med den slags blokeringer, så find løsninger og/eller opsøg folk der kan gøre noget ved det og få ryddet ud i det. 2. Tilgiv!Det kunne for så vidt være en del af det første jeg skrev. Lær at tilgive. Det tærer enormt på psyken at bære nag og det bliver således en mental begrænsning. Giv slip og bliv fri af byrden. Det gælder også og ikke mindst om dig selv: tilgiv dig selv! 3. Prioriter særdeles højt at dit fysiske helbred er i orden!Sørg for ikke at spise for meget eller for lidt, og sørg i det hele taget for at holde dig i god form. Fysisk overskud giver også psykisk overskud - og vice versa. Undgå at blive (for) overvægtig - det slider på kroppen, begrænser udfoldelsesmulighederne og belaster psyken yderligere. Sørg for at være glad for at møde dit spejlbillede. Mange ting kan man ikke gøre så meget ved. Find fred med dem! Men det du kan gøre noget ved og ønsker at ændre - gør det reelt. Lad være med at blive afhængig af "midler" før at du er tilfreds med dig selv. Makeup kan være sjovt at lege med, ligesom påklædning, smykker og lignende også kan give et særligt udseende, men du skal kunne være glad for at se dig selv helt nøgen og uden "kunstige hjælpemidler". Gå til tandlægen så dine tænder er i orden. Gå til lægen med alle "ualmindelige" problemer. (men belemr selvsagt ikke lægen med småting.) Mishandl og misrøgt ikke din krop. Brug fx værktøj: saks, spartel, hammer - og ikke tænder, negle, hænder osv som sådan. Udsæt ikke din krop for ekstremer - ihvertfald ikke skadelige ekstremer. Exv, hvis du fryser, så se at få noget tøj på. Selvom du godt kan udholde kulde, slider du stadigvæk på kroppen. Gigt og andre sygdomme kan komme uanset om du kan ignorere smerte, kulde og lignende. Plej din krop som dit kæreste eje - for det ER dit kæreste eje! 4. Sørg for altid at have god tidHvis du har tendenser til at fylde al din tid ud med foreteelser, aftaler og forpligtelser, så planlæg tid hvor du intet skal - og det vil altså sige heller ikke at planlægge "afslapning", ikke yoga, ikke meditation eller lignende - planlæg at du absolut intet skal! På samme måde, når du skal nogen steder, så kør eller gå "langsomt". Sørg for at have følelsen af at være i god tid. Selvfølgelig, hvis du kan lide at gå eller køre hurtigt og det bringer dig glæde, så er det fint nok at sætte tempoet højere. Men planlæg alligevel god tid og tag så hellere en omvej, hvis du er i for god tid. Forpligt dig ikke over evne og tid. Sørg altid for at have så megen "luft" at du føler, at du har væsentligt overskud. 5. Sørg for at du altid har økonomiske midler nok!For mig at se er det væsentligste at holde udgifterne nede. Flere udgifter er flere forpligtelser. Prøv at skabe et liv hvor du lever i overskud. Selvom det i disse tider ofte giver mest mening at låne penge, så begræns det så vidt muligt. Gæld indskrænker mulighederne i fremtiden. Hvis du er havnet et sted, hvor du tjener mange penge, så vær ydmyg og sikr dig at du stadig kan leve godt, hvis det økonomiske grundlag skulle forsvinde. Undgå at blive afhængig af en vis (stor) indtægt. 6, Brug kun bevidsthedsændrende midler i positiv sammenhæng (alkohol, stoffer og lignende)Har du det skidt, så hold dig fra dem. 7. Undgå alle former for afhængighedHold dig fra vanedannende stoffer. Lad fx være med at ryge (ikke mindst igen fordi: prioriter dit helbred)! Og jeg er sådan set også fortaler for at undgå kaffe-afhængighed! Pas også på med at blive decideret afhængig af andre mennesker. Det begrænser og er ikke sundt for hverken dig selv eller dem. Det er fint at have rutiner, ritualer og sædvaner, men bliv ikke afhængig af at hverdagen udelukkende fungerer vha af disse. 8. Bed om hjælp!Står du overfor en udfordring som du ikke føler du kan løse med egne midler inden for en overskuelig fremtid, så bed om hjælp. Bed om hjælp uanset!!! - det er berigende at dele noget med andre. 9. Tag altid imod kærlighed, kærtegn, omsorg og positive ord.Hvis det er dig fremmed at tage imod, så tving dig selv til det; lær at holde af det. Du vil takke dig selv for det på længere sigt - også selvom du måske lige nu tror, at du ikke har behovet. Afvis aldrig et "udfald" mod dig udsprunget af kærlighed. Hvis det er upassende (fx i forhold til troskab over for en partner) eller på anden måde har uheldige implikationer, så tak og forklar hvorfor du ikke kan tage imod. Tag imod komplimenter, tjenester og gaver. Og tænk på: at tage imod og at sige tak er også at give en gave! 10. Sørg for at have et godt sexlivFår du ikke glæde af det sexliv du har i et forhold, så italesat det. Lad være med at brænde inde med det - eller håbe på at tingene bliver bedre af sig selv. Hvis din partner ikke er villig til at hjælpe dig til at få et bedre sexliv, så find en anden! Men lad nu være med at tro at det er den andens opgave at sikre dig et godt sexliv (eller bare orgasme). Du alene er ansvarlig for at det bliver godt og den anden part er i den forbindelse sådan set "kun en tilgift". Lad den anden forstå hvad "gør det for dig", så vedkomne ikke direkte modarbejder dig - og giv dig så hen! De største oplevelser en anden kan give, er dem man ikke selv kan finde på eller komme i tanker om - og de kommer kun hvis den anden har fuld frihed og således ikke har fået udstukket en "arbejdsplan", som han/hun skal følge slavisk. Har du ikke en elsker/kæreste, så "gør det selv" og glæd dig til og over det hver eneste gang! Sex bør altid være glædesbringende - Og i øvrigt kan man i den forstand sagtens bruge det som en slags medicin! (Pas dog på at det ikke bliver en erstatning for en mangel eller udvikler sig til en afhængighed) 11. Engager dig følelsesmæssigt kun der hvor kærlighed også er tilstedeDet er fint at være passioneret for og at bruge megen tid på mennesker, ting og sager som på mange punkter er givende. At kæmpe for regnskovenes overlevelse, fx, er en fin sag at bruge sin tid på. Det er rationelt godt, det kan være stimulerende, men hold i størst mulig grad følelserne uden for. Der er mange grunde til hvorfor. En ikke uvæsentlig er at man ofte ikke bliver taget alvorligt, hvis man drives af følelser i den slags sager - hvilket gør kampen endnu sværere, og tærer endnu mere på det psykiske overskud. Især er det at sager af større omfang kræver alt for mange ressourcer til at et enkelt individ kan "vinde sagen" - altså vil man altid være (følelsesmæssigt) bagud. Men vigtigst af alt - der består ikke en gensidig og ligesindet udveksling af følelser mellem dig og "sagen", "tingene" eller ligefrem "menneskene". Så hold følelserne uden for den slags og giv dig i stedet hen i de forhold hvor kærlighed reelt er tilstede. Det er her du selv bliver mødt af ægte følelser. Det er her du får overskuddet fra - så du har det til at kæmpe for de sager du mener er værd at kæmpe for. Dermed ikke sagt at man ikke kan glæde sig over resultaterne eller at man skal opføre sig som en robot, men hvis det tærer på den mentale energi eller det tilføjer længere tids negative følelser, så er man på vildspor og man bør overveje om sagen skal droppes eller som minimum tilgås på anden vis. 12. Lær at skelne mellem tingeneHvad er pligt, hvad er ret, hvad er skyld, ansvar osv…? I den forbindelse, ikke uvæsentligt: hvad er et job! - Du har et job primært for at tjene penge. Er du et sted hvor du bliver stimuleret på mange (andre) afgørende punkter, så har du valgt fornuftigt, men vær klar over at du altid kan udskiftes - også selvom du bliver bildt ind eller du bilder dig selv ind, at du ikke kan erstattes. Et job har man fordi man skal tjene penge - glem aldrig det! En arbejdsgiver har ansat en for at udføre en funktion (og tjene penge ind til arbejdsgiveren) - ikke fordi man er en særlig person. Hvis sidstnævnte er en del af den officielle forklaring, er det stadig fordi det er med til at gøre dig egnet til at udføre den funktion. Udfører du ikke jobfunktionen, forsvinder arbejdsgiverens motivation for at have dig ansat - uanset din nok så sympatiske person. Du har altså en pligt overfor dit job i din arbejdstid. Det er det du har indgået kontrakt på og bliver betalt for - uden for den tid har du ingen pligter, så du skylder ikke din arbejdsplads noget og din arbejdsplads skylder ikke dig noget, når du har fået penge for udført arbejde. Lær at skelne mellem tiltrækning, lyst, begær, kærlighed, behov, sult, hunger, trang, længsel, nødvendigheder osv., og brug begreberne korrekt - jeg vil næsten sige: særligt over for dine medmennesker. At forveksle tingene og rode rundt i begreberne gør det uendeligt kompliceret at imødekomme med det afgørende. Ikke mindst i væsentlig grad i forhold til hvad ens medmennesker kan gøre for en. Lær at skelne mellem hvad der er realistisk og urealistisk. Et par af mine tidligere undervisere yndede at skelne mellem utopier og det de kaldte "atopier". En utopi er et scenarie, som ikke umiddelbart og inden for en realistisk tidshorisont er opnåeligt. En atopi er et scenarie som ikke er muligt, hverken i nutid eller fremtid. Tænk over hvad du stræber imod; undgå urealistiske scenarier og hold dig helt fra atopier. Altså lær at skelne…! 13. Vælg en levevej/karriere som er drevet af lyst til selve arbejdetDu skal sandsynligvis tilbringe noget nær halvdelen af dit liv i din arbejdsduelige alder på et arbejde, så spild ikke din tid med noget som ikke bringer dig glæde. Står du tidligt i livet, over for at skulle vælge uddannelse eller bare søger noget nyt, så vælg det du brænder for. Ignorer stemmer der siger at du skal vælge i forhold til hvad "samfundet har brug for" eller hvad der er en sikker levevej. Samfundet er i konstant udvikling og ingen ved hvad der er brug for om få år og hvad man som følge kan leve af. Desuden er det langt sundere for et samfund at fremelske passionerede mennesker end mennesker til de rette hyldepladser - uanset hvad cost-benefit-kalkyler siger. 14. Lev i sandhedens navnVær først og fremmest tro mod dig selv. Lad være med at lyve over for eller bedrage dig selv. Lad fx være med at undervurdere hvis det går skidt, eller for så vidt overvurdere hvis det går godt. Se på verden, handlinger, mellemmenneskelige forhold etc med nøgterne og realistiske øjne, og bild ikke dig selv noget ind som ikke er i overensstemmelse med sandheden. Hvis du er oprigtig og sandfærdig overfor dig selv, er det meget nemt at være det over for din næste. 15. Hold dig ude af religioner, trosfælleskaber og lignende... |
|
Prolapsefterspil11. februar 2024 |
Et år senereI dag er det et år siden jeg fik en diskusprolaps. Den efterfølgende operation forløb jo perfekt og der er for så vidt ikke nogle mén af hverken selve prolapsen eller operation. Men følgevirkningen, nemlig afklemning af iskiasnerven volder stadig problemer. Jeg fik efter operationen at vide, at jeg skulle forvente at der ville gå et år før at nerven var helet fuldstændigt, men også at jeg kunne risikere at jeg ikke ville få fuld funktion tilbage. Senere fik jeg at vide, at der efter tre måneder kun ville ske ganske lille fortsat forbedring, så i temmelig lang tid har jeg været bevidst om at jeg nok skal leve med nedsat funktion. Og nu på årsdagen for prolapsen kan jeg nok skyde en hvid pind efter håbet om yderligere forbedring. Der er godt nok 40 dage endnu til årsdagen for operationen, men jeg tvivler på at der sker nogen bedring i den tid. Jeg tænker ind i mellem at det måske netop er tiden fra prolaps til operation, der har gjort at nerven har fået mere permanent skade. Det er unægtelig temmelig lang tid at den har siddet i klemme. Men det er selvfølgelig kun gætværk om en operation ganske kort tid efter prolapsen ville have gjort en forskel. Først og fremmest har jeg en konstant sovende fornemmelse på oversiden af foden, i storetå og "pegetå"; foran og på ydersiden af skinnebenet. Det er mest af alt frygtelig irriterende, for det gør ligesom hele tiden opmærksom på sig selv. De fleste kender vel det være bedøvet og så også den mærkelige tilstand lige når der begynder at komme følelse tilbage. Det er sådan det er for mig uafbrudt. Når jeg er i hvile kan jeg næsten ikke lade være med at forsøge at "vække" benet. Ligesom hvis man har sovet på arm og forsøger at gøre et eller andet for at man får følelsen i den igen. Jeg ved godt at det ikke hjælper, men alligevel forsøger jeg. Det bliver sådan lidt en tvangshandling som er svær at lade være med. Nogle bevægelser og tryk på stederne kan dog et kort øjeblik gøre at det føles som om alting er normalt og det er helt rart, så det er selvfølgelig også en grund til at jeg bliver ved med disse "tvangshandlinger". Jeg har nedsat styrke i forreste skinnebensmuskulatur, som gør at jeg har en smule dropfod. Ikke noget jeg mærker det store til når jeg skal bruge større styrke og primært skal træde ned. Når jeg fx kører trial er jeg (heldigvis) kun mindre påvirket af det, men det sker dog at jeg ind i mellem mister fodfæste. I mere finmotorisk øjemed og hvor jeg har brug for at vippe foden op kan det give mig det problem, at jeg simpelthen "falder over egne ben". Det kan være at gå i ujævnt terræn eller, lidt til min sorg, når jeg danser. Senest er jeg begyndt at have kramper de følelsesløse områder og på bagsiden af låret. Ind i mellem gør det også ondt ned langs hvor nerven løber, men det er ikke så ubehagelig en smerte, så den "forsvinder" ligesom i mængden af de andre smerter jeg må døje med - altså dem jeg har pga artritis. Dog har jeg ind i mellem, og særligt efter en dag med meget fysisk arbejde, også en brændende smerte på ydersiden af læggen når jeg lægger mig til at hvile om aftenen. Det er også forstyrrende for at falde i søvn - på samme måde som de brændende smerter jeg har i leddene også er det. Det er altså egentlig "bare" det samme som jeg har i forvejen, men nu endnu mere af det. Men altså, endnu en skavank at føje til listen. Der bliver bestemt ikke færre med årene! Det siges jo at man ikke skal sammenligne sig med andre. Det gør da heller ikke smerter og gener mindre, og jeg får det heller ikke hverken bedre eller dårligere af det. Jeg skal selvfølgelig bare være taknemmelig for at jeg stadig kan danse, at jeg stadig kan køre trial og at jeg i det hele taget ikke er mere handicappet end jeg er. Og når jeg nu trods alt kigger på andre, så er der virkelig nogle som er langt hårdere ramt. Min egen far, for eksempel, har virkelig haft nogle hårde år i de senere år og i sammenligning kan mine problemer synes små. Det ændrer dog ikke på at frustrationerne kommer og ind i mellem ligefrem til opgivende grad, men jeg forsøger at være taknemmelig for at jeg trods alt fungerer så godt som jeg gør. til toppen... |
|
Grænsesamtale16. februar 2024 |
Snakker med mig selv, taler til mit bedre jeg...
|
|
Vær aktiv!
4. marts 2024 |
Åh, bare...Åh, bare han (eller hun) nu vil have mig!? Er det ikke det spørgsmål man står over for når man er forelsket, når man falder for en særlig, når man dater? - Men det er på mange måder en forkert tanke at gå med. I hvert fald helt sikkert hvis den anden rent faktisk har vist interesse. At have den tanke er den passives tanke og man må simpelthen ikke være passiv i betydningsfulde forhold til andre mennesker! For mig at se skal man vende den om og i stedet nærmere spørge: Åh, bare jeg nu vil have ham (eller hende)? Altså: Vil jeg virkelig ham/hende? Eller er det bare fordi jeg projicerer alle de egenskaber jeg synes en kæreste skal have ind i vedkomne - måske fordi min længsel efter en kæreste er stor? - Er jeg sikker på at jeg ikke bare lukker øjnene for de uoverensstemmelser der er mellem os, fordi jeg alligevel har en vis desperation efter et parforhold - selvom jeg hævder at jeg ikke har? Ikke at være passiv gør sig også gældende langt ind i forholdet. Nu kan man måske sige at et håb om og en længsel efter at den anden vil have en gør, at man opper sig og rent faktisk er mindre passiv. Altså at man fx gør mere ud af sig selv, giver gaver eller gør mere for den anden, for at vedkommende bedre skal kunne lide en eller blive hos en. Men for mig er det stadig en passiv tilgang; en slags "falsk aktiv" tilgang. Det er stadig en der bygger på at man forlader sig på den anden - altså at den anden hele tiden aktivt skal vælge en til. At gøre noget for at en anden bedre skal kunne lide en er desuden enormt problematisk på andre måder, fordi det er at lægge pres på den anden: "se, er det jeg gør ikke alt det du har drømt om?" Det bliver en handel, det bliver ansvarspålæggelse på den anden, man sætter den anden i gæld, det bliver et råb om bekræftelse - en masse ikke særlig kønne ting, som ikke har med kærlighed at gøre. Foruden at man så lægger pres på sig selv - måske ligefrem gør noget som man ikke ville gøre, hvis det ikke lige var for at vinde den andens interesse. At have en aktiv tilgang vil langt mere være at sikre at ens egne følelser er autentiske, at det man gør over for den anden er fordi man vil den anden og vil give den anden noget - uanset om den anden så vil gengælde det eller ej. Og ikke mindst at det man gør er i overensstemmelse med det menneske man er og hvad ellers driver en i livet. Det er meget mere en kærlighedens vej. Så stop med at være passiv. Hold op med at tro at du skal gøre noget for at vinde den anden. Hvis du vil være eller gøre noget for den anden, skal du gøre det fordi du har lyst til det og ikke fordi du forventer noget tilbage...at han/hun så vil elske dig endnu mere. Og hvis han/hun forsvinder, dropper dig, taber interessen, "ghoster" dig, så spørg dig selv om du i virkeligheden var for passiv; at du ikke gav af et frit og uegennyttigt hjerte - eller bare var for længe om det, fordi du ville sikre dig at vedkomne elskede dig før du "ofrede" dig selv. Spørg også dig selv om du tvang dig selv ind i en falsk aktiv rolle med noget der egentlig ikke er en del af din person. Hvis du er passiv ender du med garanti med skuffelse og at sidde og jamre: "jeg gjorde så meget og han/hun gav så lidt" - "jeg blev valgt fra fordi jeg er for sød, for meget, for "alt muligt" - "min kærlighed var større end hans/hendes". (Og sæt mig ikke i gang om begrebet kærlighed. Det har folk det også med at misbruge egennyttigt!) Altså vær aktiv og spørg dig selv: vil jeg i virkeligheden have ham/hende? - Det er min opfordring! Så står spørgsmålet måske alligevel stadig tilbage: "Mon han/hun vil have mig?" - og ikke mindst: hvornår man skal erkende at der ikke er potentiale for et forhold? Jeg er overbevist om at når man har fået styr på sine egne følelser og motiver og reelt ved om man vil den anden, så bliver det også meget nemmere at få øje på om det er gengældt eller ej. Og er man nået så langt at man giver aktivt og gennem kærlighed, så er man også i stand til at slippe ham/hende fri, hvis det er udgangen. Den du attrår bliver ikke nødvendigvis lykkelig af at være sammen med dig og da slet ikke hvis dit motiv overvejende er at du selv skal være lykkelig. til toppen... |
|
Bagage
18. marts 2024 |
Smid den ud...
|
|
Kærlighedssprog
12. april 2024 |
Er kvinder prosaister med særinteresse for prosa og mænd poeter med særinteresse for prosa?Den danske filosof Anders Fogh Jensen, som har tilladt sig den kækhed at kalde sig Filosoffen, har ved flere lejligheder sagt at mænd mangler et kærlighedssprog. Det har jeg været vægelsindet omkring om jeg skulle erklære mig enig i, fordi jeg på den ene side nok kan følge ham til en vis grad. På den anden side har jeg svært ved at genkende det fra mig selv. For noget tid siden faldt jeg så over nedenstående brevkassesvar i Politikken, som har bragt mig lidt nærmere et overblik over problematikken. Spørgsmålet til brevkassen lød kort og godt: "Hvor længe skal man ses med en, som man er lidt vild med, men som måske ikke kan få følelser for en? Jeg er 25 år, det er han også, og vi har set hinanden i nogle måneder. Han siger, han kun har været forelsket en gang, i gymnasiet. Kh Ung i nød." Filosoffen Anders hævder at mænd har to muligheder når det kommer til kærlighedssprog: enten at overtage kvindens sprog eller at acceptere at blive reduceret til stort set udelukkende at være sexfixeret. Altså at man(den) har muligheden at vælge den romantiske følelsesmæssigt storladede stilfortælling, som forenklet set er prinsen på den hvide hest; Tristan og Isolde, "Pretty Woman" overfor Richard Geere, Romeo og Julie - eller vælge fortællingen om den brovtende mand uden anden motivation end at komme i bukserne på det "svage køn". Som allerede antydet synes jeg ikke selv at jeg har svært ved at udtrykke mine følelser og min kærlighed. I det føler jeg mig faktisk stærk, indsigtsfuld og i stand til at tale på en måde som tilfredsstiller mig selv, hvor jeg føler mig autentisk og har troskab over for mine følelser, og egentlig også kan gøre mig rimelig forståelig over for kvinder. Det kan selvfølgelig godt være at yin’et i yang’et er lidt stort i mig og at jeg på den måde har nemmere ved at forstå og se mig selv i kvindens kærlighedssprog og på den måde genkende mig i det end så mange andre mænd. Det hele bliver dog som sagt lidt tydeligere for mig i det svar som brevkasseredaktøren Felix Thorsen Katzenelson giver til spørgsmålstilleren. Alt det følgende bliver selvsagt meget generaliserende, men det er ligesom den måde man overordnet kan diskutere noget uden at forfalde til personlige anekdoter med begrænset demografisk gyldighed: "Kære Ung i nød Nu gør jeg noget groft, eller det gør jeg måske hver uge. Men altså, jeg går lige ud fra, at du er en kvinde, og at det, du beskriver, er forsøget på et hetero-forhold. Til det har jeg to meget forudindtagede og generaliserende betragtninger: Mænd kan være enormt dårlige til at forstå deres egne følelser, og kvinder kan være næsten for gode til at forstå andres. Det er ikke første gang, jeg hører en beskrivelse af en mand, der ikke forstår, hvad der foregår inde i ham. Manden, der græder uden at kunne sige hvorfor, sproget når ikke ind i hjertet. Manden, der ikke kan mærke, om han skal slå en stor prut, eller om han vil forlade sin kone, det gør i hvert fald bare ondt i maven. Og ja, manden, der ikke ved, om han er forelsket, fordi det ikke føltes, som da han helt hormonelt blev svimmel til et skolebal i Slagelse. Mænd tror, at følelser er ligesom det tøj, de køber i H&M: noget, der kommer i standardstørrelser. Hils ham og alle andre, og fortæl, at kærlighed ikke altid er et medium. Det er heller ikke første gang, jeg hører om en kvinde, der til gengæld ved det hele om følelserne. Som er lidt for klar til at være ubetalt projektleder for et emotionelt håndværkertilbud. Du er ikke tolk i en konfliktzone, hold op med at tro, det er dig, der skal oversætte hans mavefornemmelser. Jeg er ligeglad med, hvor sød han ser ud, når han sover, du er ikke hans værge og står ikke til ansvar for din dates forelskelsesgrad. Mænd skal huske at tage sig sammen, og kvinder skal huske deres egne åbningstider, groft sagt." For så vidt synes jeg det er et udemærket svar, som på lettere humoristisk og provokatorisk vis, slår hovedet på sømmet i forhold til at give noget konkret at gå videre med for den "nødstedte, uerfarne kvinde". På den anden side ligger der så mange fordomsbekræftelser i svaret, som netop underbygger påstanden om et manglende kærlighedssprog for mænd. Og det værste ved det hele er at de kommer fra en mand. Det vil sige at den krititk som mænd har haft omkring kvindens syn på mandens kærlighedssprog, og som jeg faktisk kan huske har eksisteret, nu ikke længere er til; at manden i stedet for at fastholde sit sprog og prøve at forfine det, nu sammen med kvinden bare fordømmer det og dømmer det ude - og så i øvrigt samstemmende siger at manden ikke ikke har et hjertesprog. Jeg mener at kende tilstrækkelig mange mænd til at vide at det er usandt at mænd "ikke forstår, hvad der foregår inde i dem". Jeg ved også at mænds følelser har en nuancegrad som på ingen måde er kvinders underlegen, og som altså ikke er "standardiseret til én størrelse". Og for lige at vende den om, selvom det ikke er et ærinde her, så har jeg også mødt kvinder som havde ondt i maven og ikke vidste "om de skulle slå en stor prut eller de ville forlade deres mænd". Jeg har altså også haft samtaler nok med mænd til at vide at de faktisk har et sprog som kommer fra hjertet og som de virkelig er i stand til at dele i meget detaljeret grad - men…måske nok i stor udtrækning kun med andre mænd og på en måde som kvinder ikke kan eller måske ligefrem ikke er motiveret for at forstå! Og det er måske netop dét, der er kernen. Min hypotese er at det kærlighedssprog som mænd taler er et som mænd indbyrdes forstår, og når følelser skal deles med kvinder er mænd nødt til at oversætte til kvindens sprog. Oversættelser er typisk ikke fyldestgørende og mange gange helt umulige, fordi en stor del går tabt i oversættelsen. Jeg tror det er utilfredsstillende for mænd, hvorfor det så mange gange ender i netop at mænd ikke deler deres indre med deres kvindelige partnere, fordi "de ikke forstår dem". Den gamle vittighed med manden der betror sig til bartenderen, som faktisk har opnået mytologisk karakter, er ikke opstået ud af ingenting. Når manden må ty til det maskuline drikkefællesskabs terapeutisk favn, påstår jeg, er det også fordi at kvinden ikke har interesse i at forstå manden, ikke har interesse i at lære mandens kærlighedssprog - Primært affødt af at det simpelthen ikke er nødvendigt. Nu kan man jo vende den om og spørge om mænd så forstår kvindens sprog og dertil vil jeg sige: i afgørende og langt højere grad. Og mænd forstår det og bruger det, fordi det så at sige er det sprog mænd er tvunget til at bejle til kvinder med. Det burde være almen viden at det er kvinden der vælger manden, selvom der oftest, netop i kvindens kærlighedssprog og den fortælling hun stræber efter, påstås eller foregøgles det modsatte. Hvis man skal tage udgangspunkt i noget helt basalt, noget som ligefrem bevidst og i mine øjne skadeligt ignoreres mere og mere, nemlig biologien, så er det at kvinden er uterus, altså livmoderen - moderen til liv. Det er hende der alene bærer barnet, hende der alene kan bestemme, hvem der skal være far til barnet. Mænd kan således ikke selv bestemme om de kan eller må få børn, de har kun muligheden at vinde kvindens gunst, hvis de vil have afkom (de har selvsagt også muligheden med vold, men det vil jeg af mange grunde set bort fra her). Alene af den grund er det kvinden der sidder med en ultimativ magt i valg af partner, hvilket jo så også gør det tåbeligt at tale om kvinden som det svage køn og i øvrigt stiller et stort spørgsmålstegn ved påstanden om det patriarkalske samfund, eller i hvert fald er det et kritisk standpunkt som alt for lidt tages ind i denne diskussion. At kvinden generelt er fysisk svagere er selvfølgelig et faktum, men på alle andre områder er hun som minimum lige i styrke og i mange tilfælde og især i det netop her nævnte er hun langt mere magtfuld. At have den magt gør selvfølgelig at hun i princippet så at sige kan skalte og valte - hun har muligheden for at sige "dur ikke, dur ikke!" Det gør så også at hun har muligheden for at bestemme, hvordan hun vil bejles til. Og så er vi fremme ved at det er kvindens romantiske fortælling, som manden skal leve op til og hvorfor at mænd er nødt til at lære kvindens kærlighedssprog. Hvilket så på den anden side gør det unødvendigt og i det hele taget mindre interessant for kvinden at lære mandens sprog, for igen, hun kan bare sige "dur ikke", hvis han ikke opper sig og taler til hende som hun ønsker. Når Klodshans ofte læses som helten i fortællingen, så er det ikke fordi rebellen og den nytænkende med et særligt pondus omskriver den måde hvorpå pardannelser gøres. Tværtimod bekræfter han præcis det bestående, alt det ovenstående her, at det er kvinden der står for udvælgelse af den værdige. Det er hende der med de afgørende ord siger "dur (ikke)". Det særlige ved Klodshans er for så vidt "kun" at H. C. Andersen søger at udfordre kvinders udvælgelseskriterier til at omfatte noget mere dybsindigt - og som sådan egentlig mere er en kritik af visse kvinders overfladiskhed end et forsøg på at fortælle om hvor meget mere en særlig potent, alternativ og kreativ mandetype kan udrette. Det gør han ved at vise en klog og selvstændig kvinde som netop sidder i denne magtpositionen og som tager det rette valg; vælger den bejler som har størst dybde. "Helten" i fortællingen er netop ikke Klodshans - det er kongedatteren der er det! (- eller det er i hvert fald en mulig læsning). Nu kunne man måske afvise dette ved at sige, at alle og enhver da kan se at det er manden der udser og jager kvinden og at kvinden mere eller mindre føler sig "tvunget" til fx at gøre utrolig meget ud af sit udseende for konstant at tiltrække mandens opmærksomhed. Hvis man forsøger at afvise på den måde, overser man noget væsentligt. Først og fremmest dette: Hvis man spørger tilstrækkeligt mange kvinder, så vil man få det generelle svar at de gør noget ud af sig selv for deres egen og ikke for mændenes skyld. Det er ikke en konstruktion, de kommer på for at forsvare en eller anden form for overfladiskhed. Det er faktisk sandt. Den typiske indvending er jo ellers at "hvis der ikke var mænd, så ville de ikke gøre det". Det er der selvfølgelig også en vis sandhed i, for det er åbenlyst, at de træk de prøver at accentuere netop er dem som mænd finder interessante: de feminine, fødedygtige og ungdommelige træk. Men indvendingen peger i den forkerte retning. Denne skulle nærmere lyde: "hvis der ikke var andre kvinder, så ville de ikke gøre det!" Det ville simpelthen ikke være nødvendigt, fordi der ingen konkurrenter ville være. Så det mere præcise svar på hvorfor kvinder gør noget ud af sig selv er nok nærmere, at de gør det i forhold til andre kvinder og altså ikke fordi de har kvinder som sexuelt interessefokus, men tværtimod fordi de faktisk vil udkonkurrere andre kvinder og på den måde sætte sig selv i fokus; eller som det forsimplet lyder "at gøre det for egen skyld" - altså for egen vindings skyld. Kvinder har altså en indbyrdes konkurrence. Og så kunne man måske spørge om det ikke er præcis det samme som gør sig gældende for mænd? At når de udkæmper en "ridderlig strid", er det så ikke for at fjerne modstanderen? Men mænds kamp med hinanden går ikke ud på at fjerne konkurrenterne. Det er kun de dummeste af "pseudo-alfahannerne eller beta-mændene", som tror det. Det er dog, medgivet, selvfølgelig også en lidt praktisk sekundær følge, hvis antallet af konkurrenter bliver mindre. Men altså, kampen går primært ud på at vinde kvindens gunst. For igen, hvis de vil sikre sig at kunne få afkom er det for så vidt uinteressant at fjerne alle konkurrenterne - ikke alene fordi det er et uendeligt håbløst projekt, men simpelthen fordi det afgørende er at blive udvalgt af kvinden. Altså når ridderne rider mod hinanden med lanserne pegende mod hverandres bryst, så er det primære mål ikke at vippe den anden af sadlen, men at vinde hjertet fra prinsessen som sidder på tribunen. Jeg har utallige gange hørt et lettere spøgende udsagn, som kommer samstemmende fra begge køn. Det går noget i denne retning: "Kvinder vil have den mand alle andre kvinder vil have eller har (haft) og mænd vil have den kvinde ingen andre mænd har haft". Uanset om det har mere mytologisk karakter og statistisk set ikke er helt validt, siger det trods alt lidt om hvor konkurrenceforholdene nødvendigvis må ligge, hvis der er bare en lille smule sandhed i det. Så når pigerne majer sig ud og forsøger at gøre sig så attraktive som muligt, så er det for at overgå hinanden for at få de bedste mænd til at kæmpe for sig. Når de bedste mænd kæmper med hinanden, så er det for at kæmpe for kvindens interesse. Som bibemærkning, så er det også en del af forklaringen på det som ind i mellem for nogle virker lidt mystisk, nemlig at når mænd har stridigheder indbyrdes, så kan det tit klares med en primitiv "nævekamp" (som godt kan have anden udformning end en decideret slåskamp), og når den er overstået, så er luften renset og ingen bærer nag eller har sure miner. Det er netop fordi mænd dybest set ikke er hinandens fjender. Mænds kampe med hinanden gælder noget andet; noget der ligger udenfor det "inter-mandlige". I disse tider skal man jo være påpasselig med at komme med den slags oldnordiske syn på hvordan pardannelser foregår og hvilke magtspil der er i gang i den forbindelse. I anti-krænkelsens navn og den afsporede kønsdebat, synes det at være mere vigtigt at opfinde nye samlivsformer, som går mod biologi og årtusinders almene sæder, skikke, moral og etik, end at søge fakta, sandhed og noget der har sin gyldighed på langs eller tværs af tid. Ikke desto mindre er der aldrig blevet sprøjtet så ufattelige store mængder af kommercielle fortællinger ud som nu, som i den grad netop har arketypiske romantiske fortællinger som omdrejningspunkt, som er simple aktualiseringer, eventuelt med et twist af tidens politiske korrekthed. Og de bliver slugt råt i lige så store mængder - også af kvinder (og mænd) som nægter disse fortællingers gyldighed - hvilket selvsagt kun bekræfter lige nøjagtig det jeg beskriver her. Alt dette for at have baggrunden for hvorfor jeg alligevel mener at Anders har en pointe. Pointen er efter min mening ikke (og for så vidt er det vel i virkeligheden også Anders’ pointe) at mænd mangler et kærlighedssprog, men at dette sprog ikke er en del af "common sense"; den fælles offentlige diskurs. Det er groft sagt blevet noget man med sagte stemme kan tale i hjørnet af værtshuset eller diverse mandehuler. Når så der skal tales kærlighed i fælles offentligt rum, må manden skifte fra sin bonderøvsdialekt til det rigsmål som kræves af "kvinden". Når jeg nu sætter gåseøjne omkring kvinden, så er det selvfølgelig ikke ment som den specifikke kvinde, men den tilegnede kultur vi som fællesskab har fået skabt - for manden er jo medproducent af den kultur, medproducent af disse gentagelser af kvindens foretrukne kærlighedsfortællinger, som det fx ses kommercielt i filmindustrien eller som her i et simpelt brevkassesvar. Om det så er en udvikling, der skyldes at mænd har lagt sig lidt for fladt ned i ligeberettigelsens navn kan så diskuteres. Det må dog efter min mening ikke bruges til at pege fingre ad hinanden, men kan tages ind som et forståelsesgrundlag, for hvordan man kan sikre at mandens kærlighedssprog kan have samme berettigelse som kvindens. Efter min mening er der et sekundært og temmelig stort problem i at mandens kærlighedssprog ikke har en plads i det offentlige rum, og det er at det unddrager sig forfinelse, ja, måske ligefrem af den grund tenderer til forråelse. Det er klart at fraser som "grab them by the pussy" ikke bør have nogen plads i det offentlige rum. Det har for så vidt heller ikke nogen værdi i et lukket manderum, hvis det som i det tilfælde her er et udtryk for ønsker om og historik omkring reel magtudnyttelse af kvinder (som ikke kan gennemskue at de bliver udnyttet). Desværre er det selvfølgelig den slags udtalelser som netop gør at mandens sprog - ja, her vil jeg selvsagt ikke kalde det kærlighedssprog, ikke kan få en plads i det offentlige rum. Selvom alle mænd måtte have en snert af den slags og alle kvinder i øvrigt også en snert af indforståelse med at det er i orden, så er det selvfølgelig ikke sådan noget der skal have en plads i et skrøbeligt kærlighedsunivers, hvor denne indforståelse ikke umiddelbart er etableret. Hvordan sprogene så er forskellige, er så nok interessant at få klarlagt. Jeg har kun svage bud på hvordan det skal beskrives og i virkeligheden er det måske det som er et væsentligt udgangspunkt at få kigget på. Jeg er faldet over nogle forskellige undersøgelser og mere udbredte (mis)forståelser: Det har tidligere været hævdet at kvinder taler mere end mænd. Nyeste undersøgelser peger dog på at begge køn taler lige meget, så det er altså ikke i kvantiteten at forskellen ligger. Forskellen må ligge i kvaliteten - og her mener jeg selvsagt ikke på en god/slet-skala. Der er dog temmelig sikkert at de to køn taler på tydeligt forskellige måder, som helt sikkert har en sammenhæng med hvordan de to køn så at sige går ind i verden. Banalt sagt viser alle statistiske undersøgelser, og uanset kønspolitisk baggrund, at piger interesserer sig for relationer og drenge for ting. Det gør sig selvfølgelig også bemærket i sproget og selvsagt hvorfor at kvinder så at sige har en mere direkte forbindelse i sproget til netop relationer. Er det så ensbetydende med at mænd er analfabeter når det kommer til relationer? Det mener jeg selvfølgelig på ingen måde. Og jeg mener som sagt slet ikke at mænd ikke er i kontakt med deres følelser. Når mænd i højere grad interesserer sig for ting, er det ganske naturligt at ting bliver til sindbilleder og dermed til metaforer i sproget. De fleste undersøgelser peger netop også på at det er tilfældet; at mænd taler i mere abstrakte termer og kvinder mere konkrete. Er det så en mindre værdifuld måde at kommunikere på? Giver den måde nødvendigvis et dårligere fælles forståelsesgrundlag? Eller kan man udtrykke mindre med abstrakter og metaforikker end man kan med konkreter? Det tror jeg selvsagt ikke på. Jeg mener ikke at den snak jeg har med mænd er "tyndere" eller mindre meningsfyldt, tværtimod! Metaforer og abstrakter indeholder ligesom myter nogle visheder og har en båndbredde som i mange tilfælde kan være langt mere informativ, beskrivende eller fortællende end hvad en beskrivelse i konkreter kan overbringe. Mener jeg dermed at den er bedre? Nej, heller ikke. For mig at se er en kombination af begge det mest optimale. Det er netop også derfor jeg taler for at mandens kærlighedssprog bør have samme værdi som kvindens; at både mænd og kvinder vil kæmpe for at sikre at mandens sprog kan have samme gyldighed i den offentlige diskurs. Og min bøn til kvinder er så, at de vil prøve at lære mandens kærlighedssprog lidt bedre - ikke mindst fordi, når bejleri er overstået og der så at sige primært er tosomheden at fokusere på i fremtiden, så er det væsentligt for kvinden at forstå manden, hvis han ikke skal stikke af…ned på værtshuset, ind i sig selv eller ligefrem helt væk. Nu kan det måske lyde som en kritik af kvinder. Det er det på ingen måde. Jeg vil gerne igen understrege at det for mig at se er et fælles anliggende, som begge parter har lige meget ansvar for at vi er endt i. Kvinder har ikke set nødvendigheden af at lære mandens kærlighedssprog og manden har ikke formået at fastholde over for kvinden, hvor vigtigt det er for ham at blive forstået i det følelses- og tankeunivers han lever i. Det er nok også væsentligt at finde ud af hvad mænd og kvinder hver især vil have ud af kærlighed og parforhold for overhovedet at kunne sætte ord på det. Det er dog en helt anden snak, som kræver en anden opmærksomhed, men jeg vil nu alligevel lige slutte af med et par tanker om det. Fra min erfaringsvinkel er der langt flere ønsker der er de samme end forskellige. Det er dog som regel de minimale forskelle der så endelig er, som så selvfølgelig kan få en langt større betydning. At forskellene er små får dem selvfølgelig også til at blive meget sværere at få øje på og hvorfor det kan være svært at få udtrykt præcist - ikke mindst når man taler lidt forskellige sprog. Og så er det nok så afgørende hvordan man ønsker at få disse overvejende samme ting begge parter gerne vil have. Eksempelvis er der vist en almindelig forestilling om, at kvinder oftest som forudsætning for sex vil have nærvær og ømhed og at mænd vil have sex for at opnå nærvær og ømhed. Nu har jeg jo tidligere talt for at middel og mål skal være det samme. Så hvis man siger at mænds middel til at få nærvær er sex - og kvinders middel til sex er nærvær, så må det jo nødvendigvis betyde at sex og nærvær langt hen ad vejen er det samme. Og så kan man jo undre sig over hvorfor det ikke bare er en almindelig forståelse; hvorfor sex/nærvær kan blive forhandlingsmidler i parforhold, ja ligefrem blive varer man kan betale sig til? Man må selvfølgelig konstatere at sex er mange forskellige ting. Det kan jo netop også, eller måske rettere lejlighedsvis, kun være en fysisk tilfredsstillelse. I samme ånd kan man sige det om nærvær. Nærvær kan også defineres på mange forskellige måder. Begge dele kan opnås uafhængig af hinanden og begge køn har brug for begge dele. Jeg er desuden temmelig sikker på (dog ud fra et anekdotisk perspektiv) at kvinder rent kvantitativt på samme måde som mænd har lyst til sex uden det nødvendigvis skal kobles sammen med nærvær og at mænd har behov for nærvær uden det nødvendigvis skal kobles sammen med sex. Problemet opstår vel når de to ting i et parforhold skal indgå i et udvekslingsmatrix og tilgangene er en anelse forskellige. Så altså, selvom vi kan nærme os hinanden i sproget - eller blive bedre til at forstå hinandens sprog, så må forudsætningerne for hvordan sproget dannes i den enkelte, i det enkelte køn, ikke overses og også her kræves der selvfølgelig forståelse og sympati for hinanden. til toppen... |
Billedrelevans?
- Ikke den store. Det er bare et de få billeder jeg har af mig selv
kørende og teksten blev udtænkt på en af min gentagne ture hjem fra
træning ;o) 
