Blog anno: 2016 2017 2018


Garantier?

10. august 2018



Ingen Garantier


Om det at indstille sig på hvad livet byder i forhold til kærlighed...

Min far har haft én kvinde i sit liv. Omtrent siden han var teenager har han haft en og den samme kvinde at elske. Nu er han alene. Hans elskede er gået bort! Til døden skiller, som det hedder. Når man ønsker det, indgår i det og afgiver løfte om det, tror jeg at man tænker det lidt abstrakt. Man forestiller sig vist ikke rigtig at man skal sidde i noget der kan gå hen at blive årtier uden den man elskede.
Der er jo det lidt skæve tankeeksperiment, som de fleste vel har overvejet, nemlig at man foretrækker at dø først, så man netop ikke skal sidde med sorgen og afsavnet - som man så hurtigt tilbageviser, for det vil man alligevel heller ikke byde den anden. Så jeg tror de fleste har det godt med ikke at tænke for meget over risikoen ved netop at havne der hvor fx min far er.
Da jeg var i starten af tyverne var jeg meget forelsket i en pige. Troede netop det skulle være til døden os skilte. Det forhold holdt i knap seks år, så mistede jeg hende. Dog ikke så dramatisk, hun elskede mig bare ikke mere og forlod mig derfor. Dramatisk var det nu alligevel for mit sind, for hvor gjorde det ondt at se hende og vide at jeg aldrig mere skulle være sammen med hende som hendes elskede. Hun forblev mig dog en ven, jeg kom mig over smerten og fik stor glæde af hende på en ny måde.
Jeg har været gift med en vidunderlig kvinde. Hende kendte jeg som min kæreste i tretten år, og, som jeg til det sidste, troede jeg skulle begraves sammen med. Nu er hun en andens og jeg har (igen) fået en plads som god ven.
Min sidste store kærlighed var kort, intens, dybfølt og ægte, men også hende har jeg mistet.
Så jeg har altså prøvet at være bare lidt i samme situation som min far, men alligevel ikke. Et helt liv kan ikke sammenlignes med de relativt korte forhold jeg har haft. Og den uigenkaldelige følelse af aldrig at skulle ses mere, har jeg heller ikke prøvet. Jeg har dog trods alt haft den glæde, at se de kvinder jeg har elsket, være lykkelige hvor de er nu.
Drømmen har altid været det min far har haft med min mor, og selv jeg som ganske nær tredjepart havde ikke rigtig gjort mig forestillinger om at en af mine forældre skulle være den anden foruden i en stor del af den sidste levetid - på trods af at der selvfølgelig er masser af eksempler på det i familien.
Jeg nævner alt dette for at sætte tingene lidt i perspektiv. Og perspektivet er for mig i denne sammenhæng dette, at der bare ingen garantier er for noget som helst her i livet. Der er ingen garanti for at ens elskede følger en til ens sidste dage på jorden. Der er ingen garanti for at kærligheden vil være gengældt et helt liv igennem; der er ingen garanti for at man kan evne at give det en anden har brug for - om kærligheden er nok så oprigtig.

Da jeg blev skilt var en af de største sorger - eller noget af det der tog længst tid at komme overens med, det at vores fælles historie ikke skulle fortsætte. Når jeg fx kiggede på min store samling billeder fra vores tid sammen, blev det pludselig meningsløst at kigge på dem og jeg havde mest lyst til at kassere dem alle. Vi havde påbegyndt noget som først skulle sluttes når vi begge lå i graven - og det skulle nu ikke være! Det var som om jeg havde mistet halvandet årti af mit liv som jeg aldrig ville få igen og hele livsdrømmen om en at dele livet sammen med var nu ødelagt. Jeg kunne ikke opnå mening i livet - altså dette som jeg skrev om i et par blogindlæg tidligere.

Jeg har nu været skilt i mere end tre år og det er omkring et år siden kærligheden så at sige sidst kortvarigt igen tilsmilede mig.
Jeg har siden skilsmissen fundet fællesskaber med andre der også "har mistet" (eller ligefrem aldrig har haft) og som ligesom mig er kommet lidt op i årene. Det store problem for stort set alle os der er blevet lidt ældre, er at vi har skabt et liv alene, hvor vi både er hundrede procent selvhjulpne, ja, faktisk slet ikke har et decideret tvingende fysisk behov for en at dele hverdagen med, og hvor vi følgelig har fået skabt en tilværelse, som vi helst ikke vil af med igen, fordi vi har hele vores liv og identitet herigennem. 
Det er blandt andet derfor der er opstået disse "nye" kærestekonstellationer, hvor man bevidst vælger ikke at ville bo sammen - altså fordi man ikke vil opgive det mindste af sit liv - som mange jo har brugt adskillige år, ja ligefrem årtier på at stykke sammen.
Som også tidligere nævnt er familiekonstellationer heller ikke en ganske bestemt størrelse. I dag er det nærmest kun fantasi, teknologi og lægevidenskab der sætter grænser for hvordan en familie kan stykkes sammen.

Jeg har haft lidt forskellige forhold til kvinder siden skilsmissen. Jeg har haft bollevenner, venner med fordele, kæreste - og sågar med angivet sluttidspunkt for forholdet. Jeg er også blevet præsenteret for forskellige "krav" - kvinder der fx netop ikke vil bo sammen; der har selvsagt været kvinder med børn, og kvinder uden børn, men med krav om at nogle skulle til. Jeg er også blevet præsenteret for ideen "regnbuebørn". Både hvor det var en alvorlig overvejet mulighed og hvor hun decideret er i gang med at prøve at få - og altså så en konstellation som jeg potentielt kunne indgå i. Hvis man var lidt gammeldags i sine forestillinger, kunne man måske kalde det et på forhånd bestemt skilsmissebarn - hvor jeg så kunne blive en slags papfar.

Jeg har været meget firkantet omkring parforhold. For mig har det altid været noget med at være kærester i et halvt til et helt års tid, så flytte sammen og eventuelt blive gift. Jeg har jo også haft mine overvejelser mht børn - hvilket jeg vist efterhånden har skrevet rigeligt om - som altid er mundet ud i at det skal jeg ikke have, men at jeg da gerne vil have et eller andet tilhørsforhold til en kærestes nogenlunde selvstændige børn. Det er vist hvad jeg har kunne strække mig til.
Men jeg er altså begyndt at tænke lidt anderledes. Som sagt har jeg oplevet lidt af hvert de sidste tre års tid. Og intet af det ville jeg have undværet - eller jo, til fordel for den eneste ene, men hvis alternativet var ingenting, så nej, det ville jeg bestemt ikke have undværet.
Det var dog ikke på nogen måde sjovt på forhånd at vide at en jeg elskede, efter en bestemt dato ikke længere skulle være min kæreste. Det er heller ikke sjovt at ønske mere med en som kun vil lidt hygge i en begrænset periode. Og jeg har såmænd også selv sagt nej til en kvinde som var interesseret i at afprøve muligheden for et decideret forhold med mig og som egentlig virkede sød, sympatisk og hvor kemien umiddelbart var den rigtige, fordi jeg hellere ville "fjolle rundt" med en jeg kendte og som jeg var sikker på at få kærtegn og en vis form for hengivelse fra nu og her. Og det alene ud fra det jeg har kunne konstatere, nemlig at livet er forbandet kort og at der ikke er nogen garantier for noget som helst.

Min sidste store kærlighed havde så mange gode ideer til hvordan "vi" så at sige kunne omgå mit problem med at jeg ikke ønsker at blive forælder (til helt små børn). Det meste afviste jeg på grund af dette firkantede syn på parforhold.
Regnbuebarn er jeg som sagt blevet præsenteret for - og det har jeg forkastet at være en del af, fordi det lå så langt fra mine drømme og mine forestillingsverdener. Men jeg må indrømme at tanken ikke er så tosset alligevel. Jeg synes stadig det er suboptimalt for barnet, men moralske overvejelser i den forbindelse sat til side, for mig ville det måske ikke være helt dumt at være en del af.
Jeg er også blevet sat i udsigt at kunne føre mit liv præcis som jeg gør nu, i fald jeg selv skulle blive forælder. Altså fx stikke af på mine ture og i det hele taget primært tage hensyn til mig selv. Også det har jeg forkastet, fordi jeg ikke kunne forsvare det over for mig selv. Men nogle gange må jeg, når jeg ser på forældre rundt omkring mig, tænke: "i hvor uendelig mange forhold er det så ikke under alle omstændigheder primært kvindens projekt at få børn". Så hvis en kvinde ligefrem på forhånd vil "lade mig slippe nemt" og er tilfreds og lykkelig i en sådan aftale, hvorfor så ikke? Bortset fra omverdens dom, hvad er problemet så, kunne man spørge?

Det med at flytte sammen. Ja, det har også rykket sig. Jeg er jo selv svær at flytte med, fordi jeg har to ting som jeg bare ikke vil opgive: jeg vil have et værksted i mindst samme kvalitet som det jeg har nu og jeg vil kun bo på landet med luft omkring mig; jeg skal kunne fortsætte med at holde træf og jeg vil gerne på længere sigt kunne dyrke min have.
Som nævnt har jeg mødt kvinder som absolut ikke gider flytte sammen, som også har et for dem afgørende livskvalitetsskabende forhold til den måde de lever på. Og hvis det bare ikke kan lade sig gøre at vi kan finde noget der tilgodeser vore begges krav, så vil jeg hellere "pendle" end undvære. Livet er for kort og kærligheden vil jeg ikke være foruden.

Tåreperseren 'Autumn in New York' så jeg da den udkom for knap tyve år siden, og den berørte mig den gang en del. I hvert fald nok til at den har ligget og været i mit tankeunivers siden. Og i mange år har det således været en del af mine "filosofiske overvejelser" om jeg kunne indgå i den præmis filmen lægger for dagen. Filmen beskriver kærligheden mellem en mand og en ung kvinde som er terminal syg. Ville jeg kunne det samme - altså indgå i et forhold med en jeg vidste skulle dø inden for en kortere tid? Jeg havde sagt nej for år tilbage, men nu vil jeg ikke en gang betænke mig.
Aldersforskel er for så vidt også en del af denne films fortælling, og tidligere har jeg også haft et behov for at en kæreste skulle være nogenlunde jævnaldrende, for at have samme baggrund og verdensforståelse, men som tiden er gået er jeg blevet helt og aldeles ligeglad med det - ikke mindst fordi jeg har kunne konstatere at utrolig mange af mine jævnaldrende er jeg alligevel slet ikke i "sync" med, så at sige. Og jeg har mødt både ældre og yngre som jeg fungerede væsentligt bedre med. Det afgørende er altså for mig at kunne finde fælles mål for fremtiden og at kunne dele en hverdag sammen i nogenlunde ligeværdighed. Og der har jeg altså måtte konstatere at alder for mig er fuldstændig uden betydning.

Min drøm om én lang fortælling; et livslangt parforhold har jeg altså måtte sige farvel til. Jeg kan ikke få det som min far har haft!…Og så alligevel - for min far har så at sige også måtte sige farvel til det. Og jeg har jo kunne konstatere at de flere kortere fortællinger mit liv så har bestået af, alligevel har kunne give mening til mit liv. Jeg har også kunne konstatere at jeg er kommet mig over sorgen hver gang jeg har mistet. Jeg kan nu se på billederne i mit arkiv (som jeg selvfølgelig har beholdt) og med glæde tænke tilbage på tiden. Sorgen er selvfølgelig ikke væk. Den fylder bare ikke så meget - ikke mindst fordi jeg sidenhen har oplevet kærlighed og har fået lov at "dele livet med en anden". Men det at miste er bare en uundgåelig del af livet og man er ikke sikret selv at være herre over hvor meget og hvor ofte man skal miste. Jeg vil som de fleste selvfølgelig gøre hvad jeg kan for at det bliver så lidt som muligt, men jeg vil ikke lade dét være afgørende for mine valg.

Jeg kan sakse noget ind som jeg skrev til min ekskæreste, som en anden måde at sige det på. Hun måtte desværre også kæmpe med mit firkantede syn og har haft lidt svært ved at forstå mine bevæggrunde som de er ved at udvikle sig i retning af: "jeg har ikke lyst til at være alene i mange år i forventning om at alt bliver glansbilledeagtigt. Derfor vil jeg også tage den kærlighed jeg kan få (om den så fx er ganske kortvarig). Jeg har brug for at blive set på med forelskede og kærlige øjne af et andet menneske som har mig som primær kilde for kærlighedsudtryk. - Jeg har været alt for meget alene i livet. Det ønsker jeg ikke mere."

Så jeg indgår altså i hvad jeg kan få af meningsskabende forhold i livet. Jeg håber selvfølgelig stadig på at komme i et parforhold som er så langt som overhovedet muligt og helst til mine dages ende, men siden jeg nu anerkender livets uforudsigelighed, vil jeg indstille mig på at det ikke nødvendigvis er muligt.

til toppen...



Indhold



3/2 '16:
 Facebook fase III
4/2 '16:
 Fri For Flovhed
-
 1. Fjæs
5/2 '16:
 2. Krop
5/2 '16:
 Bobleri
7/2 '16:
 3. Følsomhed
8/2 '16:
 4. Alene
10/2 '16:
 Ord
14/2 '16:
 5. Synder
15/2 '16:
 x. Flovhedsfri
19/10 '16:
 Spildtid
2/1 '17:
 Gentagelser
14/1 '17:
 Jeg græmmes
3/5 '17:
 Eftertanker
1/1 '18:
 Ingen børn?
9/1 '18:
 Mål og Middel
20/1 '18:
 Forsætter
 2018
23/1 '18:
 Egotripper!
12/6 '18:
 Mening med livet!
15/7 '18:
 Sommer!
1/8 '18:
 Sommerglæde II
10/8 '18:
 Garantier?

Facebook fase III

3. februar 2016

Hvad facebook er (blevet) for mig



Min oprindelige grund til at "komme på facebook" var at holde en relativt uforpligtende kontakt med nye bekendte og at modtage beskeder fra interessefælleskaber (fordi det var eneste mulighed). I mange år havde jeg derfor en lukket profil, og figurerede ikke som sådan som en del af fællesskabet på facebook. Det var altså for mig kun et instrument med særdeles begrænsede og helt specifikke funktioner.

Efterhånden gik det dog mere og mere op for mig at der var et eller andet jeg gik glip af ved at udelukke mig selv fra det fællesskab. Det var således ikke gruppepres eller konformisme der fik mig til endelig at åbne min profil lidt mere - det har faktisk været endnu et argument for at holde mig væk - nej, det var for at i større grad at være en del af fællesskaber.

Da jeg så endelig åbnede min profil, var det med ordene: "nu med en lidt mere åben profil". På dette fik jeg mit allerførste 'like' og faktisk fra en for mig lidt uventet kant, nemlig fra en pige, over for hvem jeg har meget stor respekt, og som jeg anser for at være et intelligent og sundt kritisk menneske med høj moralsk habitus. Denne "blåstempling" blev jeg selvsagt meget glad for, og det har i høj grad været med til at jeg har åbnet mig mere på facebook. Så tak Christina ;o)

Med en meget kær veninde snakkede jeg for nyligt om hvad det betød for os med facebook. Vi har begge lidt problemer med sociale sammenkomster - hun, fordi hun så at sige er "sub-følsom" over for signaler mellem linjerne og jeg, fordi jeg er "super-følsom", og vi skal således begge bruge megen energi på at efterbehandle indtryk ved sammenkomster. Hun dog i væsentlig større grad end mig, og for hende er facebook således en fantastisk mulighed for at have et omfattende socialt liv uden at skulle blive psykisk stresset. Da jeg også til tider har lidt svært ved at håndtere og derfor har problemer med at få taget mig sammen til at deltage i sociale begivenheder (også pga af andre omstændigheder, som jeg måske vil komme ind på i nær fremtid) og det "naturlige antal" af begivenheder selvsagt er blevet mindre efter jeg er blevet alene, er det mere og mere gået op for mig, hvor stor og postitiv tilgift til livet det er at være en del af facebookfællesskabet.

Der er stadig ting ved selve facebook som jeg ikke bryder mig om og også måder hvorpå mine medmennesker bruger det på.
Derfor har jeg relativt strenge privatlivsindstillinger, da jeg i så begrænset omfang som muligt ønsker at mit private og sociale liv skal være basis for kommerciel udnyttelse, og som jeg ikke har mulighed for at få selv overfladisk indsigt i.
Reklamer, falske konkurrencer, spam osv er selvfølgelig også meget irriterende og så ærgrer jeg mig fx også over disse "fortrykte statements" fra en eller anden selvbestaltet halvstuderet yogi om den ene eller anden måde at have en postiv (eller negativ) indstilling til verden på, og som folk deler på facebook i hobevis. Hvis man har noget godt og smukt (eller kritisk) på hjerte, så forstår jeg ikke at man ikke udtrykker det med egne ord, det andet virker lidt overfladisk, "letkøbt" og faktisk ikke som om man virkelig mener det.
Og jeg må indrømme at jeg er begyndt at blokere facebookvenner som mere eller mindre permanent kommer med grimme udtalelser - noget jeg har haft meget svære overvejelser omkring. Det er ikke fordi jeg grundlæggende ikke kan lide vedkomne, for så blev de jo bare "af-friend'et". Dybest set håber jeg bare at de har fået galt fat i noget, og jeg vil så ønske at de får et mere positivt syn på verden og deres medmennesker. Men jeg kan altså simpelthen ikke holde ud at se på de grimheder igen og igen - jeg vil gerne fylde mit liv med skønhed - så derfor den lidt tunge beslutning om at blokere for dem, og så håber jeg at jeg kan nå positivt ind til dem på anden vis.

Nå, men dette her skulle sådan set være en markering af begyndelsen på en slags fase tre i mit liv med facebook. Jeg har gået og tænkt, og min veninde satte faktisk de præcise ord på det ved førnævnte samtale: Jeg kan godt følge med i andres liv, men hvis jeg ikke selv er lidt udadvendt, så får andre jo ikke indsigt i mit liv. Og jeg ønsker netop at være af (større) betydning for mine medmennesker - og ikke mindst have visheden om og glæden ved at jeg reelt har denne betydning.
Jeg har jo sådan set ikke problemer med at indvie folk i mit liv, det er min hjemmeside et særdeles tydeligt bevis på (så jeg kan kun opfordre til at gå på opdagelse), men så længe mine kære ikke selv opsøger denne, får de selvfølgelig heller ikke indsigten.

Som man nok kan se, har jeg svært ved at "holde kæft" eller bare begrænse mig, når jeg først kommer i gang, så derfor vil jeg, i muligvis høj grad, benytte mig af kombinationen facebook/min hjemmeside. Det har flere af mine venner benyttet sig af, og for mig fungerer det rigtig fint. Alt for lange smører på facebook gider man vist ikke rigtigt; på en eller anden måde opfordrer formatet ikke til at koncentrere sig om længere tekster, så derfor vil jeg smide dem på denne nyoprettede blog her på min hjemmeside, hvor der er en mere intim atmosfære (hvis man kan tale om sådan noget); hvor man i høj grad er fri for andre distraktioner, reklamer osv.
Og så har jeg sat mig for i større stil at komme med flere statusopdateringer på facebook, og også i lidt mere overskuelig form end denne slags, så man ikke hver gang jeg har lyst til eller behov for at dele noget med mine kære facebookvenner, skal kæmpe sig igennem disse uendeligt lange vrøvlehistorier, som jeg åbenbart har et stort behov for at komme med ;o)

For at lokke dig over på min hjemmeside ;o) - har jeg så lavet de små udklip fra mit blogindlæg her på hjemmesiden og postet dem på facebook. Håber det kan gøre det. Giv mig gerne på facebook et "virker" hvis det virker - ellers vil jeg da gerne høre forslag til ændringer.

Sluttelig, bare for at der ikke skal være tvivl:
Som jeg også på facebook nævnte overfor en pige, som på det tidspunkt virkede til at have brug for noget i den stil, er mit coverbillede valgt med stor omhu. I mange år havde jeg "det fysiske billede" hængende i mit hjem, og det har altid været et slags mantra i mit liv - Alle de mennesker jeg har haft inde på livet er nemlig omfattet af dette. Så uanset om du er nær; vi har været borte fra hinanden i lang tid, min til tider svigtende hukommelse ligefrem har glemt dig, eller sågar at vi er skiltes i en slags "ufred", så gælder det altså at du er og Bliver i min Kærlighed!

til toppen...



Fri For Flovhed

4. februar 2016

- dette års nytårsforsæt!



Det går ikke så godt med mit nytårsforsæt, så derfor vil jeg bede om lidt hjælp!

Jeg laver ligesom så mange andre løbende analyser af mit liv og ind i mellem kommer jeg til nogle konklusioner, der ligesom slår hovedet på sømmet. Så går der nogen tid og så kommer jeg til en ny konklusion. Bestræbelsen er dog hele tiden at komme med så simpel en forklaring det er muligt, og nu synes jeg at have fundet en ny simpel vinkel at anskue tingene fra. Om den er endegyldig er nok tvivlsomt, men lige nu synes den meget rammende:
Hele mit liv har jeg således været begrænset i at udfolde mit liv fuldstændigt af noget så simpelt som flovhed. Flovhed over min herkomst, flovhed over mit udseende, flovhed over min status; en absurd flovhed over at være deprimeret eller en helt barok flovhed over ikke at have en konform smag. Jeg kan fx ikke lide rock og fodbold; jeg kan lide "pigemusik" og musicals - og jeg er ikke engang bøsse - og hvis jeg var, ville jeg sikkert også være flov over det!

Nå, ideen med mit nytårsforsæt for i år er, at identificere og gøre op med disse flovheder og se om jeg ikke kan komme af med dem. Noget jeg efterhånden har fået lært er, at det hjælper at sætte ord på tingene. Ikke kun i hovedet, men dele disse ord med andre. Så det vil jeg altså prøve her i denne form. Jeg vil således prøve at beskrive nogle af dem, og vil selvfølgelig begynde med de største og mest basale. Dem jeg kender alt for godt og har måtte døje med stort set hele livet.

Hvad jeg forventer af dig som læser det, kan jeg ikke helt sige, men alene at jeg ikke længere skal gå og gemme på disse "hemmeligheder", og kan møde mine medmennesker uden at skulle lade som om disse flovheder ikke eksisterer, er en befrielse i sig selv. Så egentlig beder jeg nok bare om at læse - og så måske (eventuelt kun for dig selv) sige "hmm, ok" - og hvis du ligefrem kan sige "ha, det kender jeg fra mig selv - godt jeg ikke er alene!", så har jeg opnået dobbelt så meget ved at plapre ud med disse flovheder!

Advarsel!: hvis du har det dårligt med intimitet, let kan blive krænket på din blufærdighed og i øvrigt ikke kan udstå "selvkatharsis", så skal du måske ikke læse med ;o)

Herunder første flovhed:

Flovhed nr. 1

4. februar 2016
 
"Det retvendte spejlbillede"

Mit fjæs:



Her har i særlig grad min næse voldt mig problemer og gør det egentlig stadig.
En gang hvor jeg var en ganske ung knægt, var jeg var meget forelsket i en pige og ville så prøve - på trods af min ulidelige generthed - at se om jeg kunne gøre hende til min kæreste. En dag hvor "alle" var i friluftsbadet, ville jeg så lave mit "move". Lige inden jeg skulle til det - og jeg kan ikke huske hvorfor han blev involveret, men i hvert fald udbrød hendes bror, at det kunne jeg da godt opgive, for hun var ikke interesseret i en med sådan en romertud!
Slukøret gik jeg derfra og min i forvejen særdeles dårlige selvtillid led endnu et voldsomt knæk. Ja, faktisk traumatiserede det mig i den grad at jeg til langt op i voksenalderen har følt mig grim og ikke-attråværdigt over for kvinder pga af den næse. Og hver eneste gang en kvinde afviser mig, om det så bare er et nej til en dans, så er det som om jeg skal igennem dette traume igen!

Et lille vendepunkt kom da jeg begyndte at få øje på og holde af de gode kvaliteter som jeg har arvet fra min far. Fra ham har jeg også arvet næse-genet (omend hans næse er pænere), og jeg har så lært at, om ikke elske den, så i det mindste ikke hade den.

Med årene er næsen selvfølgelig vokset, altså rent fysisk, som alle ekstremiteterne jo gør hele livet igennem, og desværre er den også blevet lidt vel asymmetrisk med årene, for at sige det mildt. Dette bryder jeg mig selvsagt ikke om, og irriterende nok er jeg blevet endnu mere opmærksom på den i det sidste års tid, hvor jeg er begyndt at lave mine youtube-videoer. Her skal jeg jo i redigeringen se på den gynter igen og igen - I spejlet har jeg dels nogenlunde kunne undgå at kigge på den - jeg "ser" generelt ikke mig selv i spejlet når jeg kigger. Det er mest af alt en skanning efter usædvanligheder der her foregår! Og dels har jeg jo vænnet mig til spejlingen. I en video ser man det pludselig "rigtigvendt", hvorved den skævhed nærmest synes dobbelt så stor.
Det hjælper selvfølgelig heller ikke på selvtilliden at vide, at hvad der generelt betragtes som skønhed kan udregnes matematisk, og hvor en de væsentligste ligninger beskriver vigtigheden af symmetri!

Så, nu er det sagt. Jeg har en grim skæv næse som jeg er flov over! Jeg skal prøve at komme af med den flovhed. Kan jeg få hjælp til det? - Kender jeg mon nogen som også har en romertud?

til toppen...




Flovhed nr. 2

5. februar 2016


Deller
Nej, du får ikke et billede af min diller ;o)

Kroppen, eller mere specifikt: deller og diller



Der er mange ting ved min krop som jeg har været flov over gennem mit liv.
Da jeg var yngre havde jeg fx en periode hvor det var noget så sært som mine tæer, og svømmehalbesøg i gymnastiktimerne sammen med pigerne fra klassen var noget af en prøvelse for mig. Det er jeg nu kommet over (alligevel blev jeg usædvanlig glad, da min ex-svigerinde for nogle år siden helt ud af det blå højlydt bemærkede at jeg havde pæne tæer :o).
Men - i de senere år er der så dukket noget nyt op som faktisk har været lidt for vedholdende: Mine deller og min diller:

Jeg har ikke formået at holde mig så slank som jeg en gang var. Fedt på kroppen var tidligere ellers aldrig noget problem - faktisk til jeg var langt op i 30'erne.
Jeg har altid sagt, at mit grimme fjæs kunne jeg ligesom ikke ændre på (selvom tankerne om plastikkirurgi har været oppe at vende rigtig mange gange), men min krop kunne jeg dog i det mindste gøre mere attraktiv. Hvilket også har været en af de væsentligste grunde til at jeg begyndte med at dyrke bodybuilding.
Imidlertid er mit aktivitetsniveau generelt dalet med årene og fødeindtaget egentlig taget til, så ind i mellem har jeg følt mig meget fed og grim. Så meget at jeg ligefrem i perioder ikke har haft lyst til at have sex med min partner, fordi jeg var flov over mig selv. Og de perioder hvor jeg har været uden partner, har jeg så været særlig flov og ikke følt mig god nok til at få en kæreste, hvilket selvsagt har haft den selvforstærkende effekt, at jeg slet ikke har haft modet til så meget som at prøve at finde en.

Dette har faktisk gennemgående også været gældende for en anden og særdeles væsentlig flovhed omking min krop:
Min diller har jeg bare altid været lidt flov over, og selvfølgelig især siden puberteten. Har aldrig syntes den var noget særligt, og tænkt at piger da måtte synes det var et sørgeligt organ at stille op med. Ikke at jeg rigtig har noget at bygge det på, for de jeg har kendt, har såmænd (tilsyneladende) været godt tilfredse - eller, jeg har i hvert fald ikke haft alt for mange klager - men selv har jeg aldrig rigtig været helt tilfreds med den - altså andet end at den rent funktionelt fungerer tilfredsstillende (høhø! ;o)
Noget af det skyldes helt sikkert også det idealbillede der bliver tegnet i offentligheden (og ja, jeg tænker især på den "offentligt hemmelige offentlighed": porno), og vi mænd, eller i hvert fald jeg, må således også lide under det samme som kvinder må i forhold til hvordan modeller og skuespillere præger det offentlige skønhedsideal (- vi mænd må helst bare ikke klynke over det!)
Desuden har det til tider været direkte intimiderende at høre på hvordan rigtig mange mænd med helt usædvanlig stor (og muligvis overdrevet) selvtillid, i hvert fald i forhold til mit verdensbillede, taler om deres sexuelle præstationer og deres organs fortræffeligheder.

For nylig valgte jeg at prøve noget jeg aldrig har prøvet før, nemlig at tage til et nøgenbadningsarrangement (i Nyborg Badeland), og det var i høj grad netop for at udfordre mig selv på disse flovheder.
Ud over det dejligt befriende i at plaske nøgen rundt i varmt vand, var det dog også mentalt befriende at være nøgen sammen med så mange andre. Jeg kan jo sagtens se at alle har hver deres "uperfektheder", så på en måde behøver jeg jo ikke være flov over mine. Og interessant er det jo også at se hvordan visse mænd, hvormed jeg i sammenligning måske ikke burde have noget at klage over, stoltserer rundt som om de er en eller anden guds gave til kvinder. Så jeg burde vel kunne tillæge mig noget af den attitude?
Der skal dog nok stadig arbejdes en del med det, for helt fri for flovhed over diller og deller blev jeg således ikke af denne "ilddåb". I mellemtiden prøver jeg så at gøre dellerne lidt mindre, for uanset flovhed, så er det mange gange pænere uden.
Dilleren er så en anden sag, og en del af de gange jeg er blevet vraget i mit liv, har jeg i mit hoved fået delvis tilskrevet at hun ikke har syntes om den. Det har (forhåbentligvis) nok ikke hold i virkeligheden - og uanset skal jeg øve mig mere i at lade fortiden ligge og så prøve at få det bedste ud af de midler jeg har til rådighed for fremtiden.
Men det kan selvfølgelig være det hjælper, hvis den rette pige kommer og hjælper mig til selv at holde så meget af den som hun vil gøre. Kender jeg mon nogen som er eller kender en kandidat? ;o)

til toppen...




Bobleri

5. februar 2016

En boblende følelse



Nu kan det måske på de seneste indlæg virke som om mit liv ikke er særlig godt. Til tider har det da også været ekstremt hårdt og præget af mange negative tanker, men jeg bliver vist nødt til lige at have lidt modvægt her i bloggen…

For faktisk går jeg rundt med en underlig følelse inden i mig; en lettere uudgrundelig følelse, som jeg egentlig har haft svært ved at identificere - måske egentlig fordi det er lidt usædvanligt, at den er så vedholdende.

I 2012 var jeg syg i nærmest et halvt år, og der skulle gå næsten yderligere et år før jeg var så frisk at jeg følte at mit liv var vendt tilbage til nogenlunde normale tilstande og et smerteniveau der var så lavt at det ikke i større grad påvirkede min hverdag. 2012 vil altså altid stå for mig som det værste år nogensinde, ikke mindst fordi det, havde jeg nær sagt naturligvis, også var præget af stærk depression.
Som modpol stod så 2014! Dette er det bedste år jeg har haft i mit liv - eller i hvert fald mit voksenliv. Jeg kan ikke huske at jeg har haft så lang en periode, der var præget af så mange øjeblikke af glæde. Jeg sagde det faktisk på det tidspunkt til min familie med et TV2-citat, at jeg var "nærmest lykkelig".
At jeg så året efter blev skilt fra min søde, smukke og elskede kone, gjorde selvsagt at det år ikke kommer på nogen hitliste, og jeg har naturligvis skulle bruge megen tid med sorgproces, forladtheds- og ensomhedsfølelse.

Men selv det har ikke kunne slå mig ud. Mine kære omkring mig har været meget bekymrede for hvordan det skulle gå mig med tanke på min historie (og tak for omsorgen), og det har jeg for så vidt også selv været, men faktisk går det, ja, jeg vil næsten sige helt vildt godt! For nylig opdagede jeg nemlig at jeg nærmest hele tiden går rundt med denne sjove boblende følelse: Jeg tager igen og igen mig selv i bare at være glad - helt uden grund! Så meget at jeg har været lettere bekymret for om jeg i min "bipolaritet" var ved at blive manisk. Jeg kan dog konstatere at det er ikke det, der er fat. For dels er det ikke noget der kendetegner mine særheder (læs: diagnose), og dels er jeg jo egentlig bare ganske almindelig glad på samme måde som folk omkring mig er.

Som sagt har jeg haft svært ved at identificere denne boblende følelse, fordi den har været så vedholdende og jeg som sådan ikke har erfaring med den slags, men jeg er efterhånden kommet til den konklusion, at det ikke kan være andet end lykkefølelse. Så hvis nogen spørger mig om jeg ved hvad lykke er, så kan jeg faktisk for måske første gang for alvor svare ja! - Og hvis det ikke er, så behøver jeg faktisk slet ikke vide hvad lykke er!

til toppen...




Flovhed nr. 3

7. februar 2016


Ejvins Dart

Følsomhed



Jeg hader Pretty Woman, Love Actually, Sleepless in Seattle, Da Harry mødte Sally og alle film i den kaliber! Jeg hader også at gå til bryllupper. Og jeg kan fx heller ikke engang holde ud at se noget simpelt noget som den lille popsanger Ariana Grande lave Wheel of Musical Impressions hos Jimmy Fallon (- det var sådan set en opfordring! ;o)
Jeg brød mig heller ikke om at se Ejvins Dart første gang, og jeg kan stadig få det på den måde, bare jeg snakker om den.

Grunden til at jeg ikke bryder mig om alt dette er fordi jeg røres så helt enormt over skønhed og kærlighed, og i særlig grad på grund af den dygtighed, vilje, arbejdsomhed og passion som mennesker lægger i at fremelske smukke objekter, kunst, fælleskaber og ikke mindst kærlighed til hinanden. Og min fysiske og nærmest helt ukontrollerbare reaktion er at fælde tårer.
Så den rette formulering på ovenstående burde måske være: Det er enormt anstrengende for mig at sanse; se og høre disse ting, og ikke mindst når jeg er sammen med andre - for ikke alene skal jeg overvældes og nærmest handlingslammes af denne helt bizarre reaktion fra mit indre, men jeg skal samtidig kæmpe for at holde det nede og lave skinmanøvrer så det ikke synes. Så det er mest af alt det jeg "hader".
For hver tåre jeg har grædt over uretfærdighed eller i sorg, har jeg grædt i hundredevis over skønhed, godhed og kærlighed! Det synes jeg egentlig er meget, ja, bizart!

Og hvorfor kan jeg ikke bare lade tårerne flyde og være i mine følelsers vold?
Det skyldes selvfølgelig den aftale vi har os mennesker i mellem i den tid og verdensdel vi lever i. Ofte hører man jo mænd gøre grin med sådan nogle følsomme "bøsser" (- tror jeg "skældsordet" er) som mig, og de fleste drenge er på en eller anden måde opdraget til at det ikke er comme il faut at vise følelser. Så på mange måder er det sådan set kvinders (altså mødres) egen skyld, hvis mænd ikke har disse egenskaber om de/som eftertragtes. For selvom kvinder ofte har sagt til mig at det er dejligt at se en mand vise følelser og at de ville ønske at deres mand kunne gøre det samme, så viser deres valg af selv samme mand jo netop, at det ikke var en prioritering ved valget af ham. Tværtimod, jeg kan erindre adskillige eksempler på hvordan gode kærlige mænd er blevet vraget til fordel for en semi-voldelig, brovtende og ufølsom mandsling. Så selvom det fx er meget populært i diverse dameblade at skrive om hvor følsom en mand der ønskes, så viser virkeligheden ofte noget andet.

Nåmen, hvis du således har set mig til en eller anden koncert hvor musikken var smuk, så sad jeg nok i et mørkt hjørne og lod som om min allergi plagede mig særlig voldsomt, eller at jeg lige havde fået noget i øjet. Eller hvis vi sidder sammen i en sofa og ser en "chick flick", og jeg samtidig sidder og kigger på min telefon eller laver alt muligt andet så det virker som om jeg overhovedet ikke koncentrerer mig om filmen, så er det simpelthen for at distrahere mine følelser, så jeg ikke sidder og "flæber som tøs".

Så altså, jeg er simpelthen lidt flov over at være så følsom! Jeg vil gerne prøve at komme lidt mere frem i lyset, så det bliver mere acceptabelt også som mand at ikke alene have lov til at have følelser, men også have lov til at vise dem. Og jeg vil egentlig kun i begrænset omfang gøre det for mit køns vegne, og mest af alt af den simple egoistiske grund at komme af med min egen flovhed over mig selv.

til toppen...




Flovhed nr. 4

8. februar 2016

Alene



Jeg har i al for megen tid af mit liv været alene, og jeg har hadet hvert sekund af det! - Hvorfor jeg i øvrigt heller ikke bryder mig om begrebet 'single', fordi det antyder noget positivt og at det er et valg - Jeg er ikke single, jeg er ufrivilligt alene.
Jeg har altid, og her mener jeg virkelig altid, faktisk fra jeg overhovedet begyndte at forstå konceptet med to der elsker hinanden, stræbt efter finde den "den eneste ene".
Og nu vil nogen sikkert sige at netop det har stået i vejen for at jeg har kunne finde denne ene. Det er muligt der er noget rigtigt i det, men jeg har ligesom ikke kunne andet, og egentlig burde hende der så venter derude, være så meget mere interesseret i mig og så meget mere rigtig for mig.

'Single'-begrebet er noget nyt i min levetid. Da jeg var yngre blev folk der var enlige betragtet som de sære, grimme, uduelige; de generelt udstødte; dem ingen gad at have, de tiloversblevne - og der blev set skævt til dem. Derfor har det at jeg har været alene altid været noget der har fremkaldt stor flovhed i mig, og når folk spurgte om jeg havde en kæreste, eller ligefrem om hvorfor jeg ikke havde en, blev jeg meget ked af det, for med de spørgsmål blev jeg stort set betragtet som sær, grim, uduelig og udstødt. - Det sætter måske også lidt i perspektiv hvorfor min bryllupstale i høj grad var en tre kvarter lang taknemmelighedstale over at hun ville have mig.
Men nu er jeg altså blevet skilt og igen alene.

Hele problematikken omkring det at være alene, sætter mig i en masse dobbelte flovheder. For ud over jeg er flov over at være alene, så er jeg, for at kunne ændre det, nødt til at håndtere de andre flovheder jeg skitserer (nr 1, 2, 3 osv), fordi de har at gøre med hvordan jeg selv ser mig i forhold til min omverden, og selvsagt hvordan jeg kan gøre mig selv attraktiv over for kvinden jeg søger.
Så det er altså her alle flovheder kommer sammen i et stort matrix, og det er således ret anstrengende at skulle være kærestesøgende, fordi det er en konstant konfrontation med noget ubehageligt. Og det er selvsagt også derfor jeg lige nu har et meget stort incitament til at få gjort op med disse flovheder - for nu er jeg endelig, oven på skilsmissen, ved at være klar til at finde hende derude!

Jeg har så egentlig tænkt mig at tillægge mig en slags Elaine-fra-Ally-McBeal-attitude (hvis nogen ellers husker hende), nemlig at bruge alle midler overhovedet muligt: Hvis det for eksempel virkelig skulle hjælpe at spraye sig med feromoner, så gør jeg gerne det!
Jeg er på dating-sites, på Tinder; jeg er med i singlegrupper og jeg er begyndt at tage i byen igen (selvom det nu ligeså meget er for at nyde de ting som jeg nærmest havde glemt er fantastiske - især at danse).
Jeg vil også meget gerne "sættes op" - Så alle der går med den mindste smule Kirsten Giftekniv gemt i sig: bring it on, girls - or guys!!!
De der kender den, vil måske også bemærke at min hjemmeside er lavet lidt om, og det er alt sammen fordi mit indre PR-bureau har dikteret, at det er en smartere måde at præsentere mig selv på. I øvrigt vil jeg også meget gerne høre kritik desangående.
Hvis "hende derude" skulle læse med (og det gælder så også "Kirsten-Gifteknivene"), så vil jeg selvfølgelig understrege at jeg på ingen måde er desperat, og har sådan set aldrig været det, selvom jeg har lagt og lægger en rimelig markant indsats i at finde hende og det således kunne se ud som om jeg er desperat. Det skal ikke nødvendigvis være den første, men så absolut den bedste - så jeg venter gerne tålmodigt, selvom det vil betyde endnu længere (forhadt) tid som enlig.

Men altså, ingen køer er længere hellige. Jeg stiller mig således stort set og næsten praktisk taget nøgen til skue, prøver at kaste alle flovheder fra mig og beder om al den hjælp jeg kan få. Jeg vil så prøve ikke at være så flov over min situation; prøve om jeg kan se mere positivt på det at være 'single' (men en rigtig en af slagsen bliver jeg nok aldrig ;o)
Måske vil nogle mene at det ligefrem er noget videre kontraproduktivt at være så uforbeholdent åben, i forhold til hvordan jeg så vil fremstå over for en potentiel kæreste. Ja, måske har jeg allerede mistet kandidater i svinget, men hvis hun ikke kan tåle at se mig "afklædt", er hun nok ikke den rette. Og måske bliver folk jeg kender ligefrem flove på mine vegne - men værsgo! - hellere at andre er flove over mig end at jeg er flov over mig selv. Desuden vil jeg også elskes for det menneske jeg er i mit indre og ikke for de forstillelser jeg har gjort mig for at skjule mine (tidligere) flovheder! Flovhederne skal væk, for jeg ønsker ikke at de skal stå i vejen for en mulighed for at finde hende jeg ikke kan leve uden!

til toppen...




Ord

10. februar 2016

Ord er Guddommelig Magt



Selvom jeg har en mere verdslig tilgang til det jeg nu vil skrive om, vil jeg alligevel, i en vis forstand, tage et religiøst afsæt; jeg vil nemlig citere fra verdens først trykte bog, Bibelen.
Uanset hvordan man vender og drejer det, er dette skrift et af de allervigtigste fundamenter for vesteuropæiske, og for så vidt mellemøstlige kulturer hvor i verden disse har bredt sig, og hvad enten man er religiøs eller ej, er indholdet i afgørende grad grundlag for og et aftryk af hvordan vi tænker.
Citaterne jeg vil trække frem er efter min mening nogle af de mest fundamentale i Bibelen.
I Det Nye Testamentes beskrivelse af alle tings begyndelse, i Johannesevangeliet, hedder det således: "I begyndelsen var Ordet" ——— jeg gentager lige: "I begyndelsen var Ordet", og først derefter hedder det "...og Ordet var hos Gud." I det gamle testamente, i Første Mosebog, fortælles det: "...Gud sagde: "Der blive lys!" Og der blev lys." - Læg mærke til to ting - 1. At Ordet eksisterer forud for alting og 2. At Ordet er selve skaberkraften.
Det er nemlig igennem det at Gud udtaler ordene "der blive lys", at dette bliver til virkelighed. Lyset bliver ikke skabt ved at Gud svinger en tryllestav, eller at han bygger det ud af nogle forhåndenværende materialer. Nej, det er alene ved udtalelsen af ordene, at lyset bliver skabt.
Ordet er altså den primære skaberkraft - og som altid har eksisteret. Ja, faktisk før Gud så at sige kommer på tale.

Lad det lige summe lidt, mens jeg fortæller et par strøtanker til at sætte det i relief og understrege hvorfor jeg udlægger det sådan.

For nogle år siden var der et slangord som verserede i Danmark. Som det er med andre modeord, er det (heldigvis) ikke så ofte man hører det mere. Det blev brugt i alle mulige sammenhænge og på alle mulige måder.
Ordet er "kanon". Folk kunne fx finde på at sige om noget der var positivt, at det var "kanongodt", "kanonT"; eller at pigen man var forelsket i var "kanonlækker".
Bortset fra at jeg kan imponeres over hvor kreativt folk kan bruge ord, nærmest gøs det i mig, når jeg hørte det brugt på disse måder: Jeg kunne og kan stadig ikke forstå, hvorfor man vil bruge krigsredskaber som metaforer for noget der skulle være positivt! Hvordan kan man få det over sig, at bruge noget der er bygget til at ødelægge og slå ihjel til at beskrive mellemmenneskelige forhold? Det kommer således i den forstand ikke bagpå mig, at parforhold har svært ved at overleve, hvis de er bygget på, at den anden part har egenskaber som et dræbende våben.
Og i forlængelse af det: hvis man således igennem ens helt almindelige og daglige sprogbrug vænner sig til, at våben anses for at være noget positivt; noget der kan skabe godt, kan jeg, omend med stor sorg og beklagelse, ikke undres over, at vi for første gang i nyere danmarkshistorie er blevet en angribende krigsførende nation.

Blandt børn findes der et sjovt gensvar, ja, nærmest en trylleformular, som kan bruges hvis andre siger noget dårligt om en. Man kan simpelthen bare sige (og der skal helst en lille melodi på, for musik understreger og tydeliggør alting): "det man siger, er man selv!" I dette ligger der en større visdom end man umiddelbart skulle tro, som ikke er så magisk endda. Ved fx at kalde en anden person "et røvhul", gør man nemlig sig selv til et røvhul. Altså, ved at nedgøre andre, nedgør man sig selv; man gør simpelthen sig selv til et mindre menneske ved betegne andre mennesker som mindreværdige.
Næste gang du føler at din næste vil dig noget dårligt, så i stedet for at lade ukvemsordene flyde, kunne du fx bruge denne formulering: "...det er bare fordi, du har fået for lidt kærlighed!" På den måde får du ikke alene fremdraget det væsentligste problem i forholdet: at der er manglende kærlighed imellem jer, men også hvordan konflikten bedst og mest præcist kan løses - nemlig med mere kærlighed.

Det er for mig åbenbart, at vi mennesker har en dyb overbevisning om ords mægtige skaberkraft. Så dyb en overbevisning, at dette som sagt er indskrevet som noget af det primære og mest betydningsfulde i vores kulturs allerførste litteratur. Hvis vi tager disse af Bibelens ord til os, er det således indlysende, at det er igennem brug af ord, at vi kommer tættest på at være guddommelige væsener: Det er vore ord der skaber verden, og det er vore ord der skaber forholdene mellem os mennesker og til vores omverden.
Når man nu står med et så vældigt magtmiddel, er det selvfølgelig meget vigtigt, at man udviser den største respekt over for hvordan man bruger denne magt, og ligeså vigtigt at udvise respekt overfor hvad andre vil fortælle en. Derfor er det afgørende, grundigt at overveje ens tale, såvel som at tie og lytte når andre vil tale til en. Ord har nemlig deres store skaberevne ved at blive delt med ens næste, og det kræver selvfølgelig at parterne lytter til hinandens ord og deler ord med hinanden i største omhu.

Så med en let løftet pegefinger vil jeg opfordre til at være opmærksom på din sprogbrug: lyt inderligt og vær varsom med hvad du med-deler - hvad du DELER-MED - din næste. Vi har med vore ord magten til at skabe godt og vi har magten til at skabe ondt. Valget er vores!

Og så kan jeg jo passende slutte af med at forsøge at dele nogle ord med dig: jeg ønsker dig i dit liv FRED, KÆRLIGHED OG HARMONI!

til toppen...




Flovhed nr. 5

14. februar 2016

Undladelsessynder



...i en lidt bred forstand.

Jeg "glemmer" meget, meget - meget tit at gøre ting jeg burde.
Noget af det værste, og måske noget af det jeg er mest flov over jeg har gjort - eller rettere: ikke gjort/ikke gør, er "at svare tilbage". Det kan have mange former: simpelt svar på et spørgsmål, lave noget jeg er blevet bedt om, sige nogle ønskede ord, eller noget af så simpelt som at give en gave.
Hvis jeg nogensinde har undladt at gøre noget af nævnte over for dig, så skyldes det flovhed over mig selv.

Første eksempel:
Du sender mig en besked hvori der ligger en eller anden form for spørgsmål, eller bare noget der på en eller anden måde bør kommenteres. Hvis jeg har god tid og ved præcis hvad jeg vil svare, kommer svaret fra mig prompte. Hvis jeg skal tænke over tingene, varer det lidt længere - og nogle gange skal jeg bruge ekstra tid, fordi jeg ser vigtigheden i at få formuleret mig korrekt. Som man kan se af sidste indlæg her i bloggen, betyder ord utrolig meget for mig, og jeg bruger altid megen tid og energi på at få valgt de rigtige ord, så jeg får alt med jeg gerne vil med-dele. Jeg har det ikke godt med at noget skal være gætværk, skjult eller skal læses mellem linjerne (med mindre det er en åbenlys pointe i sig selv). Derfor kan der altså nogle gange gå lang tid før jeg svarer, og nogle gange går der så lang tid at jeg bliver flov over det, og så er jeg jo nødt til i mit svar at indbefatte at jeg er flov over dette - og hvordan skal det så lige formuleres...mere tid går...og pludselig er vi er sted hvor det hele er så absurd at jeg slet ikke får svaret fordi opgaven stiger mig over hovedet og hvor jeg er så dobbeltflov over mig selv, at jeg ikke anser mig værdig til at være din ven!
Andet eksempel:
Jeg lover at jeg nok skal klippe din hæk. Af forskellige årsager får jeg ikke rigtig tid til det - ja, jeg har måske ligefrem glemt det. Jeg bliver så ved med at forsikre om at jeg nok skal gøre det, simpelthen fordi jeg virkelig inderligt gerne vil gøre dig den tjeneste. Samtidig har jeg samme problematik kørende med et andet menneske jeg holder af, og fordi det hele stresser mig helt vildt, går jeg ned på det, og det bliver endnu en af de forskellige årsager til at jeg ikke når det. Min undladelsessynd er altså at jeg ikke får sagt "nej, det kan jeg desværre ikke overskue" - det hele får sig således hobet op og jeg bliver så flov over at jeg ikke har formået at hjælpe dig med så simpel en opgave og derfor anser jeg mig ikke værdig til at være din ven!
Tredje eksempel - og en af de ting som fra jeg var en helt lille knægt har pint mig mest, fordi det i den grad stiller mig til skue og viser hvor "dårligt" et menneske jeg er:
Du har noget du kan fejre. Konventionerne foreskriver at man i den forbindelse giver dig en gave. Hmm, hvad skal du så have. Det skal jo være noget godt, noget overraskende, noget som er helt personligt, helst noget du går og ønsker dig - og endnu bedre, noget som du ikke er klar over du ønsker dig; noget unikt, noget andre ikke giver dig; og vigtigst af alt noget som udtrykker min kærlighed til dig.
Jeg begynder altså i god tid med at overveje, men kan ikke rigtig finde på noget der opfylder alle kriterier. Så skærer jeg lidt ned på ambitionsniveauet, og tænker at denne fine grønne ting jeg så endelig har i tankerne måske er passabel. Så hører jeg at din yndlingsfarve slet ikke er grøn. Argh, tilbage til begyndelsen, og nu er der kun to dage tilbage! Til sidst ender det med at jeg stresser rundt for at finde på noget i sidste øjeblik, som så nærmest ikke får opfyldt et eneste af kriterierne - hvis jeg da overhovedet når at få en gave med til dig! Og jeg ender så med at stå tilbage med en følelse af ikke at have udtrykt eller været i stand til at udtrykke min kærlighed til dig og anser mig derfor ikke værdig til at være din ven!
Fjerde eksempel:
Jeg har en løs eller åben invitation til at komme på besøg hos dig eller at møde dig til et eller andet arrangement, men jeg har en dårlig periode og får aldrig taget mig sammen til at tage afsted, fordi jeg føler at jeg ikke vil kunne bidrage med noget postivt for tiden. Selvom det måske ikke engang er pligt, får jeg ikke meldt hverken fra eller til. Det bliver måske til flere gentagelser og hver gang bliver det bare endnu en gang hvor jeg ikke får gjort hvad jeg burde - i det mindste lige give lyd om grunden til mit fravær eller bare en melding om at jeg tænker på dig. Til sidst bliver det bare for pinligt; der er gået for lang tid, jeg føler mig ussel og ikke værdig til at være din ven. 

Når jeg nu på disse måder ikke er værdig til at være din ven, så kan jeg ikke se anden mulighed end at jeg må ekskludere mig selv fra dig, så du ikke skal belastes af et menneske som tilsyneladende ikke formår at udvise dig den rette respekt og at gengælde den opmærksomhed som du selv giver mig. Jeg gemmer mig og skammer mig; håber i mit stille indre at du kan tilgive mig og tænker at dit liv er bedre uden mig.

Altså, hvis du nogensinde har følt at jeg ud af det blå har trukket mig over for dig, så er det altså på INGEN måde fordi jeg ikke kan lide dig, TVÆRTIMOD, det er fordi jeg har været flov over mig selv og derfor ikke har følt mig værdig i dit selskab.
Jeg har mange gange ville undskylde over for mange mennesker i mit liv, men har mange gange følt at uanset hvad jeg sagde ville det aldrig kunne opveje mine "undladelsessynder"!

Men nu vil jeg alligevel prøve at se om jeg først og fremmest kan få sagt undskyld; øve mig i at komme med (efter min forestilling halvfærdige, men så i det mindste) hurtigere svar, få sagt nej med god samvittighed og kærligheden i behold; se om jeg kan give "dårlige" gaver uden at være flov over det og så ikke mindst igen gøre opmærksom på, selvom det måske ikke har set eller ser sådan ud, at du er og Bliver i min Kærlighed!

til toppen...




Flovhed nr. x

15. februar 2016


Som at starte fra 0 km igen

Flovhedsfri



Egentlig kunne jeg komme på mange flere flovheder at skrive om - Det kunne være flovhed over det faktum at jeg aldrig har fået børn, og at "folk" derved (igen) anser mig for at være en særling der ikke opfylder almindelige normbegreber.
Eller det at jeg er førtidspensionist og derfor ikke bidrager til samfundet på samme måde som det arbejdende folk, hvilket man jo konstant i medierne, af politikere og (andre) dumme mennesker bliver tudet ørene fulde af er snyltervirksomhed.
Eller selvsamme faktum der gør at det er svært for mig at finde en kæreste, fordi piger stadig bliver opdraget til at være små "golddiggere" i en eller anden form og jeg således nærmest på forhånd ikke kommer i betragtning som et passende "parti" til nogen kvinde.
Eller flovheden over grunden til at jeg har denne samfundsmæssige status, nemlig mine psykiske problemer, som trods alle gode intentioner i samfundet stadig er omgærdet med en masse tabu.
Eller flovheden over at være astma-allergiker, som jo i film, sitcoms, bøger, vittighedstegninger osv ofte er sådan nørder, skvat og svæklinge portrætteres.
Eller flovheden over at...

Men jeg tror nu jeg vil holde her. Mit eksperiment her kan måske både synes lille - "her er endnu en af de utallige der åbenbart har et narcissistisk behov for at plapre ud til alverden om det mindste lille problem" og det kan synes stort - "her får jeg forløsning for noget der har plaget mig et helt liv igennem", og det har faktisk netop for mig været kæmpestort.
Det har i den grad været en udfordring, og min pegefinger hang længe og svævede over entertasten inden den blev trykket ned og de første ting blev offentliggjort.
På mindre end to måneder er jeg gået fra at have daglige frustrationer over ikke at føle mig fri, fordi jeg hele tiden har skulle dække over en eller anden flovhed, til at jeg faktisk nu stort set er helt fri for den slags.

Jo, der er stadig ting jeg er flov over og jeg skal stadig øve mig i bedre vaner, men i det mindste behøver jeg ikke at dække over mine flovheder. Jeg kan nu sige til dem jeg møder at jeg ind i mellem ser mig selv som en romertudforsiret, fed, flæbende, lettere forstyrret fattigrøv med en masse andre komplekser over ting jeg ikke burde have.

At jeg så har fået en masse komplimenter som at jeg ligefrem skulle være smuk og dejlig; med lækre attributter; være et rart menneske at være i nærheden af og blive betragtet som gavmild og kærlig, er sådan set en helt uventet bonus, som jeg selvsagt er dybt taknemmelig over - ikke mindst fordi det er et udtryk for en gengældelse af den kærlighed jeg har over for mine kære.

En anden bonus, som jeg faktisk havde en lille forhåbning om, har jeg faktisk også fået i overmål. Nemlig talrige henvendelser fra folk, der selv sidder med en "romertud" og som er blevet inspireret til at gøre noget ved de indre dæmoner de selv går at kæmper med. Det er glædeligt at vide at jeg kan inspirere mine medmennesker til at få mere ud af livet.

Så altså, det at jeg har fået så megen positiv og ganske uvæsentlig negativ respons; og at jeg faktisk føler mig fri og dermed stille og roligt er på vej til at acceptere mine uperfektheder gør, at jeg egentlig er derhenne hvor jeg kan sige "missionen fuldført!"
Og nu tænker jeg faktisk at jeg skulle have været mere ambitiøs med mit nytårsforsæt, for hvad skal jeg så lave resten af året? - Nå jo, finde hende der...eller skulle jeg ligefrem være så ambitiøs og sige at forsættet hedder: nyde tiden i forventningens glæde indtil hun finder mig!

til toppen...




Spildtid

19. oktober 2016


Spildtid



En samtale fik mig til at tænke… og nej, det er ikke rettet mod nogen bestemt - tværtimod. Om noget er det selvransagelse!
Tankerne er selvfølgelig ofte omkring min "situation" som enlig. Jeg har søgt selskab i forskellige grupper med andre enlige og snakken falder jo ofte på hvorfor man er endt der og hvad man kan gøre anderledes, og ind i mellem må jeg stejle lidt over de ting som synes at være "universelle sandheder", men som jeg på ingen måde er enig i, eller i hvert fald som jeg mener er et alt for ukritisk syn på tilværelsen. Og her er fx et af dem:


"Hellere gå fra ham/hende end at spilde tiden med den forkerte!"

Jeg er sgu snart ved at brække mig over denne floskel! (Hvordan den end er formuleret)

Det er simpelthen alt for letkøbt. Jeg mener, hvem fa'en er uenig i at man ikke skal spilde tiden med noget forkert?!? Og når vi nu alle er enige om det, er det som minimum fuldstændig overflødig og dermed indholdsløs tomgangssnak, og helt sikkert også udtryk for at man har opgivet på at tro på noget som helst!
Det er som om den sætter lighedstegn mellem sand monogami og retten til at skalte og valte mellem partnere, og samtidig giver man sig selv carte blanche til ansvarsfrasigelse - og særligt denne (selv)bedrageriske og tilsyneladende uigendrivelige ansvarsfrasigelse: det er ikke mig og det er heller ikke den anden part, altså er det ikke noget "vi" (altså mest jeg) kan gøre noget for. Det er ærgerligt, det stod ikke skrevet. Det var skæbnens lod. Det lå ikke i mine hænder. Det stod uden for min magt!….Bah!

Hvis ikke man selv går ind i et forhold i uforbeholden kærlighed, med det for øje at det skal være "til vores dages ende", hvorfor skulle den anden part så hengive sig fuldt; give det yderste af sit hjerteblod. Hvorfor holde sig tro, hvorfor elske i modgang, armod, sygdom, når man ikke selv er sikret en uforbeholden kærlighed og kan risikere at blive kasseret ved næste fejl man udviser?

Hvad er en bedre formulering så?
Jeg har ikke meget bedre bud end de ting som tilsyneladende har fungeret for og som er blevet forfinet af tidligere generationer, og som fx typisk i reduceret form bliver udtalt ved vielser. Men en ting er dog sikkert og det er, at hvis man videregiver til næste generation, at man skal give op når tingene ikke passer ind i ens kram, ja, så ændrer det sig ikke. I forvejen er børn idag mentalt så dårligt udrustede og så sent udviklede i forhold til at indtræde i et voksenansvarligt liv, at de nærmest ikke er i stand til at tage ansvar for sig selv før de er langt op i tyverne. Og hvis den ansvarsfrihed i forhold til parforhold bliver underbygget af "hellere gå fra ham/hende end at spilde tiden med den forkerte", så får de meget svært ved at indgå i et parforhold hvor man sætter den anden part, måske ikke højere end sig selv, men som minimum på lige fod med sig selv.
Forudsætningerne bør være nogle andre. Først og fremmest bør man overhovedet lade være med at indgå i forhold med mennesker som er "de forkerte". Det kræver selvfølgelig en vis selvindsigt og erfaring. Og så er vi igen der hvor det er forældres opgave at give dem spiren til denne selvindsigt. Dernæst er ærlighed altafgørende - og det kan åbenbart ikke siges ofte nok, for folk lyver i et i et væk over for sig selv og over for andre. Hvis man har behov for at prøve flere partnere af; "at få noget erfaring" - hvilket er en ærlig sag (!), så vær ærlig om det over for dig selv og de partnere du møder. Lad også være med at tro, at den første der giver dig en enestående seksuel oplevelse også er den eneste rigtige livsledsager (Og lad nu være med at sætte børn i verden med den "forkerte", også selvom "det biologiske ur tikker" - det er børnene der bøder for det).
Nogle vil måske indskyde: er det ikke lige meget at vi lever "seriemonogamt"? Ikke for mig personligt. Det er på ingen måde tilfredsstillende og livsopfyldende. Og de fleste jeg kender har det på samme måde.  - Og hvis man spørger skilsmissebørn, så tror jeg de vil udtale et klart nej!

Måske noget i retning af: "Hellere bruge tid på at finde den rette, granske sig selv, pleje den kærlighed man finder; have indsigt i at tingene ikke altid udvikler sig i ønsket retning; at man til tider ligefrem kan have hadefulde tanker om et andet menneske, men stadig elske vedkomne, vide at kriser opstår og som kan gøre det svært at se et formål. Også vide at kærlighed ikke altid syner ens: den kan give sig til udtryk på mange måder (og sjældent som i "chick flicks" og eventyr). Lære at have tillid til ens partner og selv være sandfærdig i ens handlen og om ens følelser. Vide at en tilkæmpet kærlighed ofte er mange gange større end man selv kan begribe - hellere det, end at lade noget der kan blive til en smuk kærlighedshistorie gå til spilde."

Jeg mener, at hvis man bliver ved med at gentage denne floskel, gør man det til en forudsætning når man går ind i et forhold; altså et forhold baseret på et stort set indholdsløst værdisæt, som dog giver retten til IKKE betingelsesløst at elske den næste kæreste man får…og den næste…og den næste… og den næste…. Altså, du er kun min eneste ene så længe vi er kompatible - jeg bestemmer hvornår dette ikke er tilfældet, men jeg vil aldrig indrømme at det er mit ansvar for vi ved jo alle at det gælder: "Hellere gå fra ham/hende end at spilde tiden med den forkerte"

Ad nauseam usque, må det bekomme os vel!

til toppen...




Gentagelser

2. januar 2017

Billedrelevans? - Ikke den store. Det er bare et de få billeder jeg har af mig selv kørende og teksten blev udtænkt på en af min gentagne ture hjem fra træning ;o) 

Gentagelser



Dette skrev jeg egentlig sidste år i maj. Nytåret har mindet mig om vigtigheden af forsætter og at fortsætte, så nu kan det passende komme herind og genminde mig selv (og forhåbentligt andre), da jeg synes at være vandret væk fra det væsentlige. Altså, tilbage på stien!:

Jeg elsker gentagelser.

Hver gang jeg kører hjem fra træning, tager jeg de små veje med min Morini. Jeg kender hvert sving ind og ud. Ruten er den samme hver eneste gang - igen og igen det samme.
I øvrigt elsker jeg at træne. Det er også én stor gang gentagelser; fx 6 sæt á 8 gentagelser med et vist antal kg!
Jeg er vild med funk; sådan som James Brown leverede det - simpelt: en del forskellige ostinater, der gentages igen og igen og tilsyneladende aldrig holder op.
Sex - jojo, orgasmen er da for så vidt et højdepunkt, men jeg elsker gentagelsen ind, ud, ind, ud, frem og tilbage, op og ned. Kan ikke få nok af det!
Nu skal jeg så snart på ferie med min Morini - og det er da noget andet, kunne man sige! Tjae, men det er også en række af gentagelser som jeg elsker. Jeg elsker at stå op om morgenen, pakke teltet og mit grej, starte, køre derudad, standse op, købe noget mad i et supermarked - får næsten altid det samme: brød, ost, skinke. Jeg elsker disse gentagelser.

Jeg har altså faktisk ikke brug for at der skal ske noget vildt og anderledes i mit liv. Jeg synes der helt af sig selv er så rigeligt af spændende, udfordrende, dramatiske; glædelige eller sørgelige hændelser, der kommer helt af sig selv, så ligefrem at bede om det, vil bare være for meget. Jeg har nærmest brug for at begrænse mig selv, og ind i mellem kunne jeg faktisk ønske at mit liv var lidt mere begivenhedsløst, for jeg synes næsten der er for lidt tid til at nyde og dyrke disse gentagelser.

Jamen, bliver det aldrig kedeligt med det samme og det samme, igen og igen og en gang til? - Nej, for det er aldrig det samme!
Nogle dage er der en cyklist i det gode sving, vejen er våd eller der ligger lidt grus, og så skal man forholde sig anderledes.
Nogle dage har man ekstra energi og så bliver det 6x10 i stedet.
Nogle dage er brødet bagt med en anden type mel, som giver en anden smagsoplevelse.
Nogle dage opdager man en ostinat man ikke lige havde hørt mellem de andre, og så tager hele det musikalske billede et nyt udtryk og dansen bliver sjovere.
Nogle dage dufter hun lidt anderledes eller strammer lige med et lidt hårdere greb.
Og nogle dage opdager man at man selv har flyttet sig; er blevet klogere, dygtigere og at alt derfor skal genfortolkes.

Så oplevelsen er aldrig den samme, men alligevel ligger beruselsen i det hjemmevante, det genkendelige, de små variationer over samme tema; de ukontrollerbare ting der forandrer det genkendelige, og som gør det til en ny og forunderlig oplevelse hver gang.
Gentagelsen er også det jeg ønsker med en kæreste. Jeg har ikke behov for at der skal ske det vilde eller anderledes i forholdet. Tiden er så kort - man kan næsten ikke i et helt liv nå at opleve og dele alle disse gentagelser sammen. Jeg vil altså bare gerne vågne op, spise, kysse, kramme, have sex og falde i søvn med den samme pige igen og igen og endnu en gang!
Intet slår for mig disse slags gentagelser.

til toppen...




Jeg græmmes af og til...

14. januar 2017

Selvransagelse



Jeg tror de fleste er klar over at jeg politisk er at finde på venstrefløjen, men jeg er nu ikke altid stolt af det!

Jeg er en slags del af en humanistisk retning. Næstekærlighed, barmhjertighed, ligeværd og ligeberettigelse; arbejde for de svages sag er nogle af de fundamentale begreber jeg lever ud fra. Det er også min grund til at mit politiske standpunkt er at finde til venstre for midten.
Venstrefløjen har det meget med at tage patent på disse humanistiske værdier. Til meget stor grad er det da også venstrefløjens fortjeneste at vi har det velfærdssamfund vi har (haft og nu er ved at afvikle), som sikrer en vis lighed og at der i større grad bliver keret for de svage i samfundet.
Så jeg har sådan set en vis stolthed over at jeg har været en del af dette ideologikompleks, der har kunne skabe dette samfund.
Når man så står og kigger tilbage på det udrettede, så kan man meget nemt få lidt storhedvanvid og tænke: "Ha, det er min fortjeneste, det her. Jeg havde ret. Det er mine holdninger; det er mine politiske ideer der har været årsag til at så få skal lide nød". Og jeg må da også sige at der heller ikke er nogen der kan overbevise mig om andet end rigtigheden i det rent faktuelle. Det er dette at skabe økonomiske vilkår med mindre ulighed, der har været afgørende. Det kan ses i historien og det kan ses hvor vi er i dette sekund.
- Det var det med storhedsvanviddet og tagen patent på humanisme: Jeg oplever alt for ofte at venstrefløjen stiller sig op med netop dette udgangspunkt: Det er mig der gør det rigtige, det er mig der har det fælles gode og næstekærligheden for øje, det har du som er af en anden overbevisning ikke og derfor er du menneskefjendsk! - Og det er da rigtig nok at visse dele af højrefløjen siger, at det er alle mand for sig selv, men der findes altså folk på højrefløjen som også har et humanistisk udgangspunkt og som mener at de med deres økonomiske modeller kan opnå, måske ikke den samme form, men de samme principper og resultater med hensyn til omsorg for deres medmennesker.
Nå, det jeg vil frem til er sådan set, at jeg ofte må græmmes over den selvretfærdighed jeg finder blandt nogle af mine politisk ligesindede. Det er denne forestilling om at "vi er bedre mennesker end de andre", fordi vi netop mener vi har patent på det at være gode ved andre. Det er denne selvhøjtidelighed som af og til giver sig til udtryk ved at vi latterliggør og nedgør vores opponenter. Det er det jeg synes er ærgerligt, forfærdeligt, sørgeligt og i den grad usympatisk. Det er efter min mening ubegribeligt kontraproduktivt, og jeg forstår udmærket, hvorfor der findes folk der alene af den grund ikke vil have noget som helst med venstrefløjen at gøre.
Jeg synes der i den grad mangler selvransagelse "i egne rækker". Det er som om vi ikke tåler nogen form for kritik - ikke en gang selvkritik kan vi håndtere. Når der bliver udtrykt kritik, bliver der krampagtigt holdt fast i argumentationsfloskler og kritikken afvises enten ved denne selvhævdende nedgørelse af kritikeren, tvivlssætte dennes moral eller ved at dreje argumenterne og diskussionen væk fra det der konkret bliver lavet kritik af.
Hvor ville det dog være skønt, hvis vi var i stand til at tage kritik til os, bearbejde den, blive bedre og dygtigere, i stedet for bare at nægte at vi kan være kritisable, fejlbarlige; have uret, eller i værste fald at vi smider et læs lort den anden vej.
Så er der selvfølgelig nok nogle der vil sige, at opponenterne er lige så slemme eller endnu værre - Og hvad så om det er tilfældet! Det er da fuldstændigt ligegyldigt og er endnu et eksempel på disse usympatiske forsøg på ansvarsfraskrivelse!

Man bliver ikke et godt menneske af at være hverken lige så god, en anelse bedre eller langt bedre end en modstander.
Man bliver et godt menneske af at være godt menneske - punktum!

til toppen...




Eftertanker

3. maj 2017

Min mor var naiv!



Onsdag d. 26. april klokken halv fem om eftermiddagen sov min mor fredfyldt ind efter en 3 måneder lang hård kamp mod voldsomt fremadskridende Alzheimer-demens.
Min far, mine søstre og jeg var tilstede og kunne sende hende kærligt afsted da hun tog sit sidste åndedrag.
Begravelsen fandt sted en smuk forårsdag onsdag d. 3. maj 2017 fra Hans Tausens Kirke og hun er stedt til hvile på Fredens Kirkegård.



Min mor var naiv.

Der er mange som anser det for en uheldig egenskab; noget man helst skal undgå at være, noget som man skal have sig fralært, men for mig er det et ideal at være naiv og det er det jeg vil huske hende bedst for og den af hendes egenskaber som jeg bedst har forsøgt at tilegne mig - eller rettere holde fast i.

Interessen for sprog er en af de ting som jeg i hvert fald har fået med af hende og derfor finder jeg det passende at slå op i en ordbog: Den Danske Ordbog beskriver betydningen af naiv således: "som pga. manglende kløgt, omtanke eller erfaring handler letsindigt og nærer uforholdsmæssig stor tillid og optimisme" - og så er der et par eksempler på hvordan naivitet og dumhed i praksis anses for en slags synonymer.
Det er nok også sådan de fleste betragter naivitet, men ikke jeg! Jeg anser denne synsvinkel som tolkninger af visse følger der kan være af at være naiv - ikke udgangspunktet. For mig er naivitet ikke dumhed, men netop en ubændig stor tillid til verden og en inderlig optimisme. Den dumhed som tolkes af andre, opstår først i det øjeblik andre mennesker begår tillidsbrud og udnytter den gode tro på medmennesker.

I ordbogen er der en sekundær betydningsbeskrivelse, nemlig omkring kunst: "enkel og ligefrem, med brug af klare farver og enkle streger som hos børn". Her er så en anden del som også kendetegnede min mor, nemlig det kunstneriske sind. De fleste der kendte hende, kendte også til det hun lavede og vil sandsynligvis også kunne nikke genkendende til beskrivelsen "klare farver og enkle streger". Og selvom hendes mange abstrakte ting vidner om modenhed, intelligens og åndelighed, så er der alligevel ingen tvivl om at "som hos børn" også er beskrivende.

Hvis man læser videre i ordbogen, så får man at vide hvorfra vi har indlånt ordet. Og igen passende til min mor, som jo også havde tilegnet sig franskkundskaber, ser man at ordet kommer fra fransk og betyder "ukunstlet" og "barnligt". Og her har vi en langt mere positiv betydning af naivitet, for hvem vil ikke gerne være fri for kunstighed og opstyltethed, og hvem vil ikke gerne nærme sig mødet med verden med et barns tilgang?

Læser man endnu videre, finder man ud af at ordet faktisk stammer fra det latinske nativus som betyder 'oprindelig, medfødt', afledt af natus 'født' - Og nu kommer vi ind til essensen af min opfattelse af begrebet naiv.
For mig er det at være naiv nemlig det at møde verden som "et oprindeligt menneske"; at møde verden med al den tillid og nysgerrighed som en nyfødt eller det første menneske på jorden måtte have.

Naivitet eksisterer på det mest fundamentale grundlag for mennesker, nemlig ubetinget kærlighed - kærlighed til verden, kærlighed til medmennesker; til nærheden. Det er et udgangspunkt som alle kommer fra, men som alt for mange får sig fralært.

Jeg er altså taknemmelig for at min mor har vist mig hvad det vil sige at være naiv. Det er som nævnt en egenskab jeg til stadighed prøver at holde fast i, så jeg ikke lader mig korrumpere af mistillid og pessimisme, men tværtimod, ligesom min mor gjorde, møder livet og mine medmennesker med åbenhed, glæde, nysgerrighed, kærlighed, tillid og optimisme.

til toppen...




Hvorfor ingen børn

1. januar 2018

Jeg har ingen børn


...og jeg har selvfølgelig fået spørgsmål omkring det utallige gange. Det var sågar et af de absolut første spørgsmål jeg blev stillet omkring min person i det nye år. Nytårsnat kl ca 1 lød det: "Har du børn?" - "nej" - "hvorfor ikke?" - Spørgsmålet bliver selvfølgelig stillet fordi det af de fleste betragtes som noget helt fundamentalt i tilværelsen at skulle have børn; en ret, en pligt: det er noget man bare skal have - eller i hvert fald er det noget de fleste nærmest ikke stiller spørgsmål omkring hvorfor, men udelukkende om hvornår.
Jeg er nået en alder hvor man ikke spørger mig om hvornår - og det er faktisk en befrielse ikke at skulle svare på. Tilbage er sådan set kun spørgsmålet om "hvorfor ikke?"

Jeg vil i det følgende prøve at opridse et nogenlunde fyldestgørende svar på dette spørgsmål. Og jeg har en måske sær lyst til at dele det her. Trangen til dette skyldes ikke mindst at der er så mange fordomme omkring mennesker som vælger børn fra og de grunde de har. Fordomme som bevæger sig mellem sympatier på et forkert grundlag til absurde bebrejdelser omkring ikke at være et fuldgyldigt menneske. Som sagt har mange spurgt mig og jeg synes aldrig jeg har givet den fulde beretning til nogen, hvilket selvfølgelig er med til at holde skæve forestillinger i live. Når jeg ikke har fortalt den fulde beretning, så skyldes det dels at jeg ikke selv har været fuldt bevidst omkring den, dels pga "tidsmangel" i spørgeøjeblikket og dels fordi der er ting jeg ikke har haft lyst til at fortælle. Sidstnævnte er jeg dog kommet ud over, "tiden" har jeg i den skriftlige form og jeg mener efterhånden at have fået afdækket hvad der har været væsentligt for mig i dette spørgsmål.


Da jeg var barn og teenager var Europas floder stort set bare strømme af giftaffald der ledte kemikalier og tungmetaller fra fabrikkerne ud i havene. Konstant blev vi konfronteret med hvor meget forurening vi mennesker producerer. Et af de absolut største problemer, hed det sig, var at kloden simpelthen var overbefolket og at den slet ikke ville kunne bære den stadigt stigende befolkningstilvækst. Der var hungersnød i flere regioner pga udpining af jorden. Havene blev fisket tomme og biodiversiteten blev stærkt reduceret pga monokulturelt landbrug, ekstensiv skovhugstning osv osv. Det var sådan set ikke noget der burde have kommet bag på os, for en generation eller to tidligere havde nogle "fanatiske" venstreorienterede hippier allerede forudsagt den situation vi nu stod i. Den gang de gjorde opmærksom på det forestående problem, blev der grint af dem, men idag er langt de fleste af de tiltag disse "økoflippere" mente man skulle gøre helt almindelig praksis og stort set ingen vil tale dem imod idag.
Nå, jeg afviger, omend det siger noget om min baggrund. En af de ting som den gang i mine teenageår blev omtalt som en ansvarlig ting man burde, var at gøre en indsats for at stoppe befolkningstilvæksten. Jeg blev meget ramt af dette, fordi jeg var overbevist om at jorden simpelthen ville give op under vægten af alle os mennesker og jeg havde faktisk fra jeg var ganske lille haft en stærk inderlig bekymring for jordens sørgelige menneskeskabte tilstand. Jeg følte mig således dybt medansvarlig og at det derfor nok var en god ide hvis jeg personligt ikke fik børn. Det blev således en ideologisk tanke som fulgte mig og som sådan set er en jeg stadig fastholder - omend i mindre rabiat form: jeg mener det bør være et prioriteret politisk anliggende (og altså ikke nødvendigvis et privat) at stoppe befolkningstilvæksten eller ligefrem reducere klodens befolkning…men igen - jeg afviger ;)

I samme tid i min opvækst var der kold krig mellem to supermagter. Atomvåbnene stod som en konstant trussel og der var reel angst for en alt-liv-udslettende krig; en nuklear holocaust. Atomvåben har vi stadig i verden og den generation som er unge nu anser det vist ikke som nogen større trussel - andet end at det er sådan et slags middel at holde hinanden strategisk i skak med. Der er vist ikke mange der tror at atomvåben vil blive brugt og i hvert fald ikke på en måde hvor hele verden bliver lagt øde - ikke en gang med de idiotiske statsledere man finder i verden idag. Og derfor kan det måske være svært at forstå at man som enkeltindivid har kunne gå med en jævnlig og ligefrem daglig angst for netop det. Men sådan var min ungdom præget. Vi var reelt, i hvert fald nogle som gik med en relativt fastforankret angst for og nærmest vished omkring ikke at nå trediveårsalderen, fordi jorden ville blive udslettet forinden. "No future" var et slogan som man alle steder stødte på - i ungdomssubkulturer, hos veletablerede kunstnere og bare i almindelig daglig samtale.

I alt dette stod jeg så og gentog hvad der ofte blev sagt: "dette er ikke en verden at sætte børn i". Jeg følte at dette var et stort (personligt) ansvarsanliggende. Og jeg var altså enig i at det ikke var en verden der var værd at sætte børn i. Jeg kunne simpelthen ikke forsvare at aflevere den klode til vore efterkommere. Og da udsigterne tegnede i retning af at de kun ville blive værre eller ligefrem ultimativt katastrofale, var det for mig en ret naturlig ting ikke at skulle have børn - det var det ansvarlige og altruistiske valg.

Da teenageårene var ovre begyndte diskussionerne om børneopdragelse, for nu begyndte mine jævnaldrende at få børn. Jeg kunne se de spæde begyndelser til det fænomen som siden er blevet kendt som "curlingbørn"; til de mange uopdragne, selvcentrerede, respektløse, udannede børn, og når jeg stillede kritiske spørgsmål ved det, blev jeg sablet ned fra stort set alle sider. Jeg kunne se at jeg som potentiel forælder skulle kæmpe hver eneste minut for at opretholde mine idealer omkring sund og (menneske)kærlig børneopdragelse - og så måske endda blive undergravet, fordi mine børn skulle være i miljøer, hvor jeg måtte underkaste mig andres (manglende) idealer. Ikke mindst havde jeg svært ved at se mig få børn med en stor del af de piger jeg mødte, for de syntes at have adopteret hele denne fremspirende ide om "non-opdragelse" af børn.
Dette blev altså endnu et argument for ikke at få børn: jeg følte simpelthen ikke jeg ville kunne komme til give dem det jeg gerne ville.

I øvrigt har jeg jo overhovedet skulle finde en pige at få børn med. Og det er heller ikke gået så godt. Jeg har i lange perioder været alene og har måske haft fire kærester som var reelle bud på noget længerevarende. De forhold viste sig ikke at holde, og da jeg har haft meget stærke idealer omkring ikke at sætte børn i verden i et "skilsmissetruet univers", har jeg heller ikke bare ville "tage chancen" med en hvilken som helst kæreste.

Hvis jeg nu skal fortsætte kronologien: i midten af tyverne begyndte det at gå op for mig at jeg havde nogle psykiske problemer; at de skæve problemer jeg havde kæmpet med i barndommen og teenageårene ikke bare kun var hormonelt betingede adolescente problemer. Jeg havde mine evindelige nedture, havde dødsønsker og jeg kunne ikke "tage mig sammen til noget". I mange år nægtede jeg på en måde at erkende at der var noget fundamentalt galt. Men hele denne problematik er sådan set et kapitel for sig, og jeg nævner det her bare for at sige at jeg ikke var helt bevidst omkring dybden og bredden af mine psykiske problemer den gang. Ikke desto mindre blev de en meget stor, ja, nok den største faktor for mit fravalg af børn.
Igen havde jeg de potentielle børns (t)arv for øje: Jeg ville simpelthen ikke give mine gener videre - både i faktisk og overført betydning. Jeg syntes fx ikke at mit udseende var noget at give videre. Med tanke på alle de kvaler mit eget udseende havde forvoldt mig, ville jeg ikke udsætte mine børn for det - Jeg kan som sidebemærkning nævne at jeg i visse øjeblikke, hvor jeg faktisk tænkte den (egoistiske) tanke at få børn, overvejede adoption (og ligefrem sæddonation) alene som en måde at undgå dette problem (- Adoption ville i øvrigt være imødekommende overfor problemet overbefolkning).
Især har det dog været frygten for at mine psykiske problemer skulle være arvelige - altså decideret at de skulle være bundet til generne, der nærmest har overbevist mig om at det nok var en dårlig ide at få børn. Og, igen som en slags sidebemærkning, her ville adoption muligvis ikke en gang hjælpe, da jeg alene med det miljø jeg ville tilvejebringe, ville kunne risikere at give mine uheldige mønstre videre.
Og i forlængelse af det - noget andet afgørende omkring mine psykiske problemer: utallige gange har jeg i relativt lange perioder intet kunne foretage mig fordi jeg lå brak tynget af sorg og depression. I disse situationer ville jeg intet kunne have været for et barn - og dette ville jeg simpelthen ikke byde hverken mit barns mor og da slet ikke mit barn...Så er der de der siger at man får helt andre kræfter, når man først har et barn. Det er muligt, men jeg har virkelig set forældre der ikke kunne være der for deres børn pga af de selvsamme problemer jeg har måtte kæmpe med, og jeg har bare ikke turde løbe risikoen. Det har for mig været et alt for skrøbeligt grundlag. Jeg havde simpelthen ikke tilliden til at jeg kunne være en god nok forælder - og det var altså ikke bare en slags lejlighedsvis bekymring, som de fleste (vordende) forældre sikkert oplever, men en helt fundamental og gennemgribende mangel på tro på at jeg ville kunne.

Som følge af mine psykiske problemer har min økonomi altid været dårlig. Jeg har levet af overførselsindkomst det meste af mit liv. Dette miljø har jeg heller ikke haft lyst til at sætte børn til verden i. Jeg har selv haft en yderst spartansk opvækst. Jeg vil ikke sige decideret fattig, men i barndommen var jeg den i min kreds som var "fattigst". Der var ting jeg ikke kunne være med til eller en del af, fordi der ikke var penge til det, og jeg måtte gennemleve alle de semitraumer som i så mange film og romaner er karikeret: var aldrig med på moden, kunne ikke være med til de spændende fester; havde aldrig det nye grej, en smart cykel; jeg var flov over mit ophav osv. Og det var reelt relativt traumatisk for mig, i hvert fald i en sådan grad at jeg ikke har ville udsætte mine potentielle børn for det samme.
Jeg troede så i en periode af min ungdom at mine psykiske problemer snart ville være ovre, at jeg ville få et normalt liv som alle andre har det, og at det derfor egentlig bare var et spørgsmål om tid før at jeg kunne give eventuelle børn nogle materielle kår som jeg kunne stå inde for - men sådan viste det sig ikke at skulle gå. Det blev ret så permanent.

Jeg har ofte måtte høre påstanden, at det at vælge børn fra bunder i egoisme. Det har jeg hørt utallige gange, at andre som også har taget det valg har fået at vide og jeg har selv fået skudt det i skoene; altså at det bare er et spørgsmål om at man vil være sig selv nærmest. Jeg håber at det fremgår, at der i alle disse overvejelser jeg har listet op ind til videre, alene har været barnets tarv i tankerne. Intet af det har været et spørgsmål om at det skulle gavne mig selv. Derfor har det også været yderst sårende, når jeg har fået at vide at jeg kun tænker på mig selv, for det er altså meget fjernt fra, ja, egentlig stik imod min egen opfattelse. - Faktisk synes jeg egentlig der er langt flere argumenter der taler for at det at få børn er et egoistisk valg, men det vil jeg lade ligge for nu.
I al retfærdighed skal jeg dog også nævne mine "egoistiske" grunde, for disse findes trods alt også. Den første har sådan set også fulgt mig livet igennem: Jeg har oplevet igen og igen hvordan mænd bliver kørt ud på et sidespor, når børn kommer ind i billedet - altså, så at sige, når deres kærester/koner bliver mødre. Det har været en ret stærk bekymring for mig. Jeg har nemlig inderligt altid ønsket mig den meget intime tosomhed der kan være mellem mand og kvinde, og jeg har været bange for at det skulle forsvinde i det øjeblik et barn kom til. Jeg har syntes at kunne se det alle steder - og selv også hos mine forældre. Det har i hvert fald været min opfattelse indtil min far for ikke så længe siden afviste den forestilling (hvilket inderligt glæder mig). Men uanset har det haft en påvirkning i mit liv og været en faktor oven i de andre til, hvorfor lysten til børn har været mindsket.
En ego-ting mere: med årene uden børn og med en overbevisning om at det nok aldrig skulle komme til at ske, har jeg selvfølgelig fået skabt en tilværelse som ikke indbefatter børn - logisk nok! Det betyder at jeg har fyldt mit liv med indhold som giver mig stor glæde i min hverdag og tilføjer mit liv væsentlige værdier. Disse, eller i hvert fald mange af dem, skulle i givet fald skrinlægges eller begrænses stærkt, fordi der såre simpelt ikke ville være tid til dem. Det vil for mig betyde store tab, som jeg selvsagt af "egoistiske" årsager ikke er meget for at få. Der bliver så i den slags overvejelser altid nævnt at der kommer nye værdier med børn - og det gør der nok, men jeg ved hvad jeg har, har på ingen måde lyst til at undvære det og faktisk savner jeg ikke nyt indhold (tiden er i forvejen er alt for knap). Jeg har vænnet mig til livet uden børn, savner ikke som sådan børn (hvad man ikke har haft, kan man selvsagt ikke savne); har heller ikke driften imod at få børn og derfor har det bare ikke været noget som har været en del af mine fremtidsplaner.

Når alt dette er sagt, så er jeg faktisk meget begejstret for børn og jeg må indrømme at jeg i den alder jeg har nu trods alt er lidt ærgerlig over at der ikke er nogen i mit liv. Jeg kan se hvad og hvor meget det betyder for mine jævnaldrende og ældre i min omkreds, og jeg kunne godt se det berigende i at have "nogle der hørte mig til". Jeg har såmænd også alvorligt overvejet at trodse alle forbehold og blive forælder her og nu hvor jeg står i livet. Jeg har nu i et halvt års tid haft en fantastisk kvinde i mit liv, som på rigtig mange måder har været villig til at gøre det let for mig; sikre at jeg så at sige ikke lider afsavn, tage over når jeg ikke formår, og nærmest har ville love at jeg kun fik alle de positive og "lette" sider af forældrelivet. Selvom det selvfølgelig lyder lokkende, kan jeg ikke forsvare ikke at skulle være forælder på lige fod med min partner. Men uanset er jeg kommet til den konklusion at jeg simpelthen er for gammel. Dels som sagt pga hvordan mit liv har formet sig og hvilke ting der giver det indhold og ikke mindst pga den alder jeg vil have når de vokser op og bliver ældre.
Jeg får her lyst til at nævne at der har været tre markante perioder i mit liv, hvor jeg faktisk har haft megen lyst til at få børn.
Med min første "rigtige" kæreste i starten af tyverne, som jeg var sammen med i knap seks år, blev det sidst i forholdet et stort ønske. Jeg syntes at vi var parate til det og jeg kunne meget nemt se mig skabe en familie med hende, men derhenne var hun på ingen måde; hun så slet ikke det i vores forhold som jeg gjorde og det endte så også med at hun gik fra mig.
Senere, sidst i tyverne og begyndelsen af trediverne, da min guddatter var lille og jeg fik en særlig plads at nyde i hendes selskab, var jeg inderligt ked af at jeg ikke kunne få børn, fordi jeg ingen havde at få dem med. Jeg havde sågar den tanke, at hvis jeg havde været kvinde, ville jeg have fundet en eller anden tilfældig mand at blive gravid med og så bare være enlig mor. Men den slags kan jo i sagens natur ikke lade sig gøre for en mand. Det var især i denne periode at jeg for alvor opgav tanken om at det nogensinde skulle kunne lade sig gøre at få børn. Jeg "accepterede" og bearbejdede omstændighederne og mit liv blev som nævnt stille og roligt fyldt med andet indhold.
Mit ægteskab havde (på baggrund af alt det her nævnte) den forudsætning at børn efter største sandsynlighed aldrig ville blive en del af det. Men da jeg de følgende par år efter året med voldsom (fysisk) sygdom, i '12, i stigende grad begyndte at få det bedre og ikke mindst fik det psykisk så meget bedre, at jeg for første gang i mit liv kunne begynde at mærke hvad det ville sige at være lykkelig, så begyndte jeg at tænke at det måske alligevel var en mulighed. Det var en underlig svær tanke, fordi jeg faktisk længe havde følt mig for gammel; at løbet så at sige var kørt, og fordi det stod så meget i modsætning til hvad jeg det meste af mit liv havde troet var muligt. Et halvt år efter var jeg dog skilt, og dermed behøvede jeg så at sige ikke spekulere mere i det. Tanken om muligheden fulgte dog alligevel lidt med - Nu er jeg så blevet udfordret på det og må altså konstatere at jeg er blevet for gammel. Der er gået næsten yderligere tre år, og nu er det for alvor for sent. Selvom jeg fik et nu i dette sekund føler jeg det, og ikke mindst er det det helt sikkert når tiden først er gået med at etablere parforhold; finde det fælles fodslag, den fælles base og sikkerheden i forholdet.

Jeg vil slutte med kort at nævne et par andre ting som også er sigende, måske ligefrem symbolske:
Jeg har mange gange overvejet at blive steriliseret og det fra meget tidligt i mit liv - det ville jo være enormt praktisk, når det nu ligesom var sikkert at jeg ikke skulle have børn. Men jeg har alligevel ikke kunne føre det ud i livet, fordi der et eller andet sted i mig trods alt har været håbet om at det skulle blive muligt for mig at få mine egne børn.
Da jeg valgte at få hund i starten af trediverne, var en af tankerne at det skulle være en slags test af om jeg kunne forvalte at være ansvarlig for et andet liv. Jeg har aldrig set det som en erstatning for et barn - tværtimod synes jeg den slags er kritisabelt (og som oftest synd for hunden). Det var bare et ønske jeg havde haft fra barnsben, som jeg opfyldte for mig selv på et tidspunkt hvor jeg mente det var muligt og forsvarligt, men jeg kunne så samtidig se det som en slags forberedelse til at blive eller en øvning i at være forælder. Jeg synes i høj grad at jeg formåede at blive en fornuftig hundejer, men når jeg holdt det op mod det mange gange mere krævende at være forælder, så følte jeg ikke at jeg ville kunne magte det. Så selvom det at være hundeejer på mange måder var en succesoplevelse, blev det for mig egentlig også en cementering af at jeg nok ikke egnede mig til at blive forælder.

Jeg skal nok understrege at jeg generelt ikke har set fravalg af børn som noget negativt - også selvom det i høj grad har grund i noget knap så glædeligt. Jeg har fokuseret på det positive i fravalget og jeg har selvfølgelig nok i højere grad end de der har valgt at få børn, set på de mere begrænsende, ubehagelige og irriterende aspekter der er ved at være forælder og har glædet mig over at være disse foruden. Og selvfølgelig har det så oftest også været den vinkel jeg har fortalt til min omverden.

Så det korte og meget unuancerede svar på "hvorfor ikke" må altså være: Grundlagt er det i: dårlig timing, manglende tro på livet, tilværelsen og verden og størst af alt manglende tro på mig selv. I stadig stigende grad har jeg kunne fokusere på de positive aspekter af at være foruden børn og har således fået skabt et liv med et rigt indhold, som jeg så har været bange for at miste igen. Ja, og så er alderen selvsagt også blevet en faktor.

Nu kan det hele måske lyde meget fatalt og defaitistisk - og sådan har det så sandelig også været. Det er således fx ikke uden grund at jeg er blevet førtidspensioneret.
At fordybe sig i denne problematik er måske ikke lige den mest opmuntrende måde at starte året på, men som jeg dog har nævnt er mit liv begyndt at vende; jeg har det umådeligt meget bedre, og har nu en glæde ved livet som jeg ikke har haft siden jeg var helt lille. Jeg er nu et lykkeligt sted i livet, hvor fortid får lov at forblive fortid - altså bortset fra nogle gamle vanehandlinger som jeg til stadighed forsøger at rydde ud i og selvfølgelig at det fundament jeg står på i høj grad er fortidsbestemt. Men jeg er ikke som sådan ked af at mit liv ser ud som det gør. Selvfølgelig kunne jeg have ønsket at det havde formet sig anderledes, at der var en masse jeg ikke havde behøvet at skulle igennem, men det er spild af kræfter at kæmpe med noget som ikke kan laves om. Jeg har, som jeg flere gange har skrevet, nu et liv som er berigende og glædesbringende. Egne børn er bare ikke en del af det og bliver det heller ikke. Det har jeg fundet fred med og glæde ved, og da jeg i sagens natur ikke har prøvet hvad det vil sige at have børn, er det heller ikke et afsavn. Jeg er glad og tilfreds som tingenes tilstand er.

til toppen...




Mål og Middel

9. januar 2018

Målet helliger midlet...nej, vel!


- eller: folk siger så meget vrøvl -


Der findes mennesker der har travlt med at finde ro!
Det er lige så de får stress af det. Bruger en stor del af deres liv på at arbejde for at tjene nok, så de har midlerne til at finde ro. Kan lige med nød få presset ind i kalenderen at tage på selvudviklings- eller meditationskurser, der skal give følelsen af fred og overskud i sjælen og hverdagen. Eller man knokler på med overarbejde for at få råd til ferie - så man endelig kan få tid og ro til at slappe af!

Målet helliger midlet, siger folk så.

Der er andre der siger noget, der på visse måder står i skærende kontrast hertil - for eksempel: tryk skaber modtryk.
Sidstnævnte giver for mig helt og aldeles mening. Det er et nogenlunde bevist videnskabeligt faktum, men førstnævnte er simpelthen stort set i alle tilfælde noget vrøvl. Med denne floskel mener man nemlig at kunne forsvare, at foretage selv de største afskyeligheder i en eller anden sags tjeneste, hvor endemålet påstås at være af positiv, opbyggende eller ligefrem kærlighedsfremmende karakter. Men jeg kan ikke komme i tanke om noget mål der helliger et middel - andet end at målet selv er midlet.
Når der fx bliver argumenteret for at det er godt at gå i krig, fordi endemålet påstås at være fred, så giver det så absolut ingen mening for mig. Når jeg ser på hvad der har været af krige i historien, så kan jeg ikke se en eneste, som hverken på kort eller længere sigt har gjort noget som helst godt. Jamen - siger folk i vores såkaldte fredselskende del af verden, hvor vi jo kun "nødtvunget" går i krig for at "befri verden fra ondskab og undertrykkelse" - det er et nødvendigt onde (mere vrøvl). Hvis det er på bekostning af menneskeliv, naturen og medfører materiel ødelæggelse, så holder dette argument på ingen måde, hvis du spørger mig - Jamen, du kan da selv se at der nu er fred i [indsæt selv region] - Tjaej, der er midlertidig våbenstilstand, vil jeg sige. Der er opbygget spændinger som over tid måske, måske ikke afspændes og den tabende part bliver holdt i skak af den overmægtige part! Desuden har vi ikke set hvad fredelige alternativer ville have udvirket.
Så er der måske nogle der vil sige - jaja, det er sådan nogle naive hippieagtige tanker du går rundt med. I praksis kan det ikke lade sig gøre: "for at lave en omelet, må man jo slå æg itu" (endnu mere vrøvl). Men jeg behøver vel bare nævne Ghandi og Mandela; to personer i nyere historie, som har haft en helt enorm indflydelse på at afspænde konflikter, og de har i praksis leveret reelle alternativer, der faktisk helt har fjernet grundlaget for konflikter. Ingen kan være uenige i mål og middel (andre end måske dødens købmænd).
Man kan også kigge på Europa. Der bliver jo ofte konstateret at den eneste grund til at der har været fred så længe her er, fordi vi bevidst har valgt at gå fredens vej; fordi vi har holdt hinanden op på og krævet af hinanden at vi skal gå fredens vej. I hvert fald over for hinanden - for at vi er så korrumperede, at vi fører krig uden for Europa er en anden ting, men det får vi så også at føle, for tryk skaber som bekendt modtryk, og vi må se os bekriget på anden vis og inden for vore egne landegrænser. (Og så har vi endda den ekstremt usympatiske og direkte ubegavede forestilling, at vi er i vores gode ret til at føle os fornærmede, fortørnede og uretfærdigt behandlet - at det bestemt ikke er vores skyld at uskyldige er på flugt og at det bestemt ikke er vores bord at hjælpe selvsamme).

For mig er enhver tanke, handling, politik, som ikke har samme form som målet selv elendig, ubrugelig eller i værste fald skadelig. Man får ikke syge mennesker raske ved at give dem ringere kår. Man får ikke arbejdsløse i arbejde ved at effektivisere arbejdspladser væk og så i øvrigt bebrejde de arbejdsløse at det er deres egen skyld. Man ærer eller kerer ikke om liv ved at slå ihjel. - Hvis man vil bygge noget op, skal man gøre det med opbyggelige midler. Hvis man vil fremme kærlighed, kan det kun gøres med kærlige midler. Hvis man vil have fred, kan det kun gøres med fredelige midler.

Hvad sker der når man indgår det man måske kan kalde et kompromis, at vælge en anden vej end målet selv - altså bilde sig selv ind at "målet helliger midlet". Hvilken forskel gør det at forsøge at stifte fred ved hjælp af krig, fx. Er det ikke ok at acceptere kollateral ødelæggelse; at sige "der røg et par bygninger og menneskeliv, men vi reddede hundrede andre", er det ikke helt i orden at såre et andet menneske i en "større sags tjeneste". Prøv dog at se på resultaterne i stedet; det samlede billede, kunne man hævde.
Jeg ser et helt grundlæggende problem i det, nemlig at man overhovedet tillader det negative, onde eller skadelige en plads; at man fx netop accepterer vold som en løsning - at man gør det til en del af måden at leve og tænke på. Det skaber en grundlæggende forråelse, hvor man tror man er i stand til at dømme om hvor meget eller lidt vold, magt, stress, bebrejdelse, ufred man kan tillade at påføre omverden for at afhjælpe et problem. Det bliver en ophøjelse af sig selv til en nærmest gudeagtig alvidende status. Og ikke mindst sætter man et eksempel for sin omverden, sine børn, sin næste, at det er helt i orden at man som individ, folkesamling eller nation benytter sig af midler som er skadelige - og så får man simpelthen fundamentet for konflikter - for hvis sag er den rette, hvis enhver med en sag tror, at denne er et gudeagtigt alvidende væsen?

Nå, det var måske en lang vej at gå for at sige det jeg egentlig ville: noget meget simpelt og langt mere personligt orienteret, nemlig at finde ro i sjælen. (Men der er nu en sammenhæng.)
Min pointe er, at ved at gøre fortravlethed og stress til en del af ens liv; at med vold og magt ville prøve at komme derhen hvor der er ro, vil man aldrig vil skabe sand ro, fordi man netop accepterer og gør den slags til ens måde at tænke på og i praksis at leve. Man får muligvis glimtvise øjeblikke af ro, men aldrig gennemgribende ro, fordi stress, jag og travlhed eller ligefrem vold er en fundamental del af ens måde at nå disse glimt på. Man skaber altså simpelthen en slags forråelse af sig selv (som måske endda ligefrem kan føre til forrået adfærd over for andre; til bebrejdelser, konflikt osv).

Så midlet til målet ro og fred, eller man kunne kalde det rejsen dertil, kan kun være ro og fred. Man må simpelthen indse det absurde i at have travlt med at finde ro. Man når kun målet ro og fred ved at bruge midlerne ro og fred.

Næste trin er så kun at sætte sig et mål, fordi det er rejsen/midlet man ønsker. Det plejer dog at komme helt af sig selv, når man har inderliggjort at mål og middel nødvendigvis skal og må være det samme.
Sandsynligvis kommer den forståelse samtidig med denne, at isoleret set er et mål et endeligt; en afslutning, noget statisk, en uhåndgribelig fremtidsbundet tankekonstruktion - og et middel, eller rejsen, er udviklende, fortløbende; noget dynamisk - og i praksis nu og her selve det liv man lever!

Fred være med dig!

til toppen...




Nytårsforsætter 2018

20. januar 2018

Nytårsforsætter 2018


Nu er jeg endelig ved at have formuleret mine nytårsforsætter - bedre sent end aldrig!
Der er umiddelbart to ting som jeg ønsker at sætte mig for:

1:

Som vanligt kører tidligere års forsætter videre. Nogle af tingene fra sidste år har jeg været "totally awesome" til - fx gik det overmåde tilfredsstillende at komme af med de fleste af mine flovheder - andre ting halter bagefter og endnu andre er jeg direkte regredieret i forhold til. Jeg må fx konstatere at det stadig halter efter med at fortælle om mit liv; at invitere folk til at være en del af mit liv og værst er det at jeg nærmest har kunne konstatere tilbageskridt i forhold til det jeg valgte at kalde undladelsessynder.
Især er det sige-til/fra-problematikken der synes at være svær for mig og som igen og igen volder mig problemer og ligefrem er anledning til konflikter.
Jeg har i det forgangne år kunne konstatere, at jeg faktisk har oparbejdet en ret skæv opfattelse af hvad det ene og det andet er godt for. Jeg har således troet og handlet i forhold til, at det at sige fra udelukkende var for min egen skyld og at sige til var for andres skyld. I virkeligheden kan man nok vende det begge veje, men især har jeg tilsyneladende ikke helt forstået at det omvendte i høj grad er tilfældet. Altså at det at sige til er for min egen skyld og at sige fra er for andres skyld.

Jeg har fået mange invitationer igennem året og forbavsende mange gange har der været sammenfald. Jeg har i den forbindelse ikke kunne finde ud af at melde til eller fra hverken til det ene eller andet, fordi jeg ikke har ville skuffe nogen af parterne og det er som regel endt med at jeg i sidste øjeblik har valgt at takke ja til den invitation, hvor jeg synes den største moralske forpligtelse lå, til den der brokkede sig mest over min ubeslutsomhed eller også har jeg i mit dilemma slet ikke fået givet ordentlig svar til nogen part - hvorfor det så er endt med at jeg ikke er kommet nogen steder og derved har skuffet alle parter. Endnu andre gange har jeg selv haft planlagt noget som jeg virkelig har set frem til og hvis der så er kommet en invitation som faldt sammen med det, har jeg ikke haft mod til at sige nej tak, fordi jeg følte at det jeg ellers havde planlagt i sammenligning var for egoistisk. (Og så har der i høj grad været endnu en grund, men det kommer jeg til omkring andet nytårsforsæt.) Det ironiske ved det hele har så været, at jeg er kommet til at fremstå egoistisk og det bizart nok fordi jeg ikke har taget udgangspunkt i hvad jeg selv ville og havde mest lyst til.

Det er gået op for mig at jeg hænger fast i nogle mønstre, som jeg på en måde troede jeg var kommet ud af. Det er som om mine handlinger ikke følger med min forstand. Som jeg måske har illustreret på mange måder tidligere, har jeg i mit liv følt mig ubetydelig og ligefrem grænsende til skadelig for min omverden. Det er derfor jeg som regel ikke fortæller om mit liv uopfordret og har meget svært ved at tale om det som noget interessant eller værdifuldt når jeg endelig får taletid - altså bortset fra de gange hvor jeg i et trygt forum mærker stor reel interesse for min person, så vælter det ud... Det er også derfor at jeg har glæde af at bruge denne blog som en slags ventil, hvor jeg kan komme af med det, som jeg ikke føler jeg er berettiget til at sige i andre sammenhænge.
Men altså, som regel har jeg dog (haft) det sådan at jeg betragter andres liv mere værdifulde og derfor tier jeg i forsamlinger, har ikke lyst til at tale om min hverdag og mit liv, fordi det virker så betydningsløst. Jeg inviterer ikke folk ind i mit liv, fordi jeg ikke tror at folk har lyst - at de i givet fald kun siger ja af høflighed.

Noget har dog ændret sig en del. Jeg har i de seneste år fået en følelse af jeg faktisk betyder noget for visse mennesker, at jeg har en berettigelse i tilværelsen, at mit liv også har en værdi i det store hele. Men jeg handler ikke rigtigt efter denne nye følelse - jeg gentager stadig de samme mønstre: jeg tier stadig, og jeg inviterer stadig ikke. Jeg reproducerer altså de mønstre som jeg altid har været i, som har deres rod i denne følelse af ikke at være betydningsfuld for nogen.
Et stærkt eksempel har jeg haft i det kæresteforhold jeg har haft det sidste halve års tid. Når jeg tænker på hvor meget og ofte, ja, nærmest på minutbasis, jeg har haft lyst til at dele noget med hende, så kan jeg godt se at det igen og igen er endt med at jeg ikke har handlet på det, fordi jeg åbenbart alligevel ikke har "kropsliggjort" at jeg har været vigtig for hende - eller i hvert fald ikke særlig vigtig. Jeg har tænkt: "Narh, hun har andre der kommer før mig; jeg er sidst i rækken - er jo nyankommet og har ikke ret til at fylde så meget. Hun vil hellere dele dette med sin veninde, det betyder mere for hende at vende hint med sin mor end med mig. Hun har kollegerne at snakke med om disse problemer. Hun har for travlt til at kunne bruge tid på mine små skærmydsler; hun gider ikke høre om mine (ubetydelige) hverdagsoplevelser". Det har sågar været sådan at jeg på en måde har syntes at gamle ekskærester havde større krav på hende end mig - de har jo kendt hende længere tid end mig! - Jeg har altså, trods at jeg rationelt godt kan se at jeg har haft meget stor betydning for hende, ganske enkelt gentaget disse mønstre som jeg har levet med altid. Og jeg kan i øvrigt se at de samme mønstre gør sig gældende hele vejen rundt. Jeg har samme måde at agere på over for min familie, venner og bekendte. Der hvor der tegner sig en vis "normalitet", er ved de mere flygtige møder, for her stemmer forestillingen jeg har nemlig nogenlunde overens med virkeligheden: her har jeg rent faktisk ikke særlig stor betydning. Interessant nok har jeg det faktisk netop godt i flygtige møder, fordi her er det endnu ikke blevet etableret at jeg er betydningsløs. Vi er nogenlunde på lige fod - altså indtil det viser sig at "de andre er mere værd".

Der hvor det for alvor begynder at blive absurd er så, at jeg ikke tror at mine handlinger gør en forskel. - Fordi jeg ingen betydning har, regner jeg heller ikke med at mine handlinger har en værdi. Om jeg gør det ene eller andet; gør noget eller ikke gør noget, ja, det kan faktisk være ligegyldigt, og om jeg er tilstede eller ej, det gør ingen forskel - måske er mine handlinger eller mit nærvær endda til besvær; jeg optager jo plads, folk skal forholde sig og tage stilling til mig - altså yderligere bøvl.

Ud over at jeg helt sikkert sårer en masse mennesker, fordi jeg ikke deler mit liv med dem, så fratager jeg også mig selv en masse glæder i livet. Det helt absurde er dog, at det jeg gør som jeg betragter som et slags hensyn over for mine medmennesker, faktisk er det modsatte. Ikke alene fremstår mine handlinger som egoistiske og som om jeg ikke har lyst til deres nærvær, men rent faktisk lever jeg på den måde i samspillet med andre ikke for min egen skyld, men for en konstrueret forestilling om hvad andre ønsker og hvad der er godt for dem. Det er jo absurd at det jeg så at sige gør for andre, faktisk går hen og bliver en bjørnetjeneste både for dem og mig selv. Den logiske følge må nødvendigvis være, at folk I sidste ende opgiver at have noget at gøre med mig og jeg dermed får en slags falsk bekræftelse af min ubetydelighed.

Så det korte af det lange er altså, at jeg skal øve mig i, at når jeg siger nej tak til at gøre noget med eller for mine medmennesker, er det ikke egoistisk. Tværtimod, det er rent faktisk at ære dem (og mig selv). Og omvendt når jeg siger ja, så er det fordi jeg inderligt gerne vil og fordi jeg vil gøre noget godt for mig selv.

Nytårsforsæt nummer et må altså (endnu en gang) være at sige til og fra i sand overensstemmelse med hvad jeg inderligt tror på og hvad jeg ønsker for mine nære og så absolut ikke mindst for mig selv. Jeg skal lære at det jeg ofte opfatter som min egen egoisme ikke er det og selvfølgelig også at det som jeg gør af misforstået hensyn til andre, ofte netop bliver opfattet som egoisme og faktisk er sårende for dem.

2:

Et andet problem som jeg har set har været gennemgående sidste år, har en vis sammenhæng med invitationer og sociale begivenheder. Men det har ikke så meget med mine medmennesker at gøre, men mere med min almindelige "livslyst". Kort sagt drejer det sig i praksis om lyst til forpligtelse, men jeg kan endnu ikke ordentligt formulere hvad problemet går ud på. Derfor må nytårsforsættet være at i første omgang at få det præciseret og i den forbindelse bruge mine medmennesker til at hjælpe mig - altså invitere dem ind i mit liv, så de netop kan hjælpe mig med at formulere det.

En indledende problemformulering kunne dog være denne:
I sommer prokrastinerede jeg jo i forhold til at komme afsted på tur. Det var ikke alene som jeg skrev et spørgsmål om at jeg havde det så godt hvor jeg var - eller, det var den særdeles positive side af det. Det var også et spørgsmål om at jeg i lang tid ikke har haft mod på at forpligte mig på nogen måde.
Dette har haft sin årsag i at jeg har haft mine nedture og dårlige dage. Jeg har vidst hvor drænende det har været at skulle tage afsted til noget jeg havde forpligtet mig til, hvis jeg havde det dårligt. Jeg har jo ikke på forhånd vidst hvordan jeg ville have det på selve dagen, og jeg har så efterfølgende ikke kunne melde fra når dagen oprandt, fordi jeg ikke følte at jeg havde nogen god eller acceptabel undskyldning. At jeg havde det psykisk dårligt var ikke grund nok.
Nogle gange har jeg så alligevel meldt fra med en eller anden løgnagtig undskyldning (hvilket så bare har givet mig dårlig samvittighed oven i). Men mange gange er jeg endt med at tage afsted, og har derved fået det endnu værre, fordi jeg ikke har kunne være i det.
Det er derfor jeg har haft så svært ved at forpligte mig på noget, altså fordi jeg har været angst for at skulle havne i en situation hvor jeg ville få det værre - og i øvrigt har det så også været derfor at jeg mange gange ikke har kunne sige til eller fra i forhold til invitationer (og er altså den tidligere omtalte del af problematikken i første nytårsforsæt). Forventningsglæde er på denne måde udeblevet for mig og i stedet har det været afløst af en følelse af at stå over for en sur og ubehagelig pligt. Jeg er sågar ofte gået med angst for hvad der skulle ske når dagen oprandt; altså om jeg ville være nødt til at tvinge mig selv til noget som jeg ikke kunne overskue - også selvom det har været ting som jeg rent faktisk er glad for at gøre og som jeg efterfølgende, hvis jeg ellers har haft en god dag, er meget taknemmelig for at have været del af! En tom kalender har altså været befriende og en fuld angstfremkaldende!
At jeg således som følge på mange måder ofte bevidst har valgt ikke at forpligte mig, har været med til at give mig en følelse af frihed, som har haft helt enorm positiv indflydelse på min sindstilstand. Jeg har rent faktisk haft en gladere hverdag og generel følelse af stor lettelse. Men det negative har så været at mit sociale liv har lidt under det og at jeg faktisk føler at der er ting jeg er gået glip af - og så har jeg som sagt også såret andre fordi jeg ikke har kunne give en ordentlig udmelding.

Altså, nytårsforsæt nummer to er at få forbedret problematikken omkring lyst til forpligtelse; finde ind til kernen af problemet og invitere mine medmennesker til at hjælpe mig med det - og måske ligefrem finde løsninger der kan gøre det lettere og glædesbringende for mig at forpligte mig.

til toppen...




Egotripper!

23. januar 2018

Jeg bliver sgu nogle gange så træt...


Dette bliver vist lidt noget rod. Et sammensurium af nogle lommefilosofiske tanker om egoismebegrebet, et lettere vrissent modsvar og et frustreret opråb. Men det kan måske være sammenhængende med og blive meningsskabende for især andet nytårsforsæt - og måske være med til at præcisere en formulering desangående.

Da jeg var en ganske lille knægt stiftede jeg bekendtskab med begrebet egoisme. Jeg hørte en sige om en anden, at hun var egoistisk. Jeg tror det var et af de første begreber der for alvor gav anledning til eksistensielle overvejelser om min "rolle" i forhold til mine medmennesker; om min betydning og min værdi i forhold til de mennesker jeg var blandt.
Begrebet egoisme var fra min første opfattelse ladet med en stor del negativitet. Det var så absolut noget man skulle undgå - både at være/gøre og det var formålstjeneligt at undgå mennesker der udviste træk der gik i den retning.
Som altid når jeg står over for et nyt begreb, søgte jeg den rene defintion og i min barneforstand følte jeg det lykkedes mig at begribe essensen af begrebet. Senere i livet søgte jeg antonymet og fandt begrebet der kaldes altruisme.

Egoisme, fik jeg forklaret, er når man kun tænker på sig selv og hvad der er godt for en selv. At de ting man gør, er for ens egen skyld. Ordbøger forklarer det typisk sådan: "tilbøjelig til kun at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser" (ordnet.dk)
Forud for følgende gik der en masse tanker omkring begrebet og en forsøgt objektiv vurdering af hvor jeg selv befandt mig i dette univers, men den første rigtige "filosofiske konstruktion" jeg gjorde mig omkring egoisme var denne: Hvorfor græder man når man sørger, og mere specifikt: for hvis skyld græder man, når én man holder af dør? - Altså er tårerne for den afdødes skyld; er det for at udvise over for den afdøde at man synes det er synd for vedkomne, at han eller hun ikke mere er i live. Græder man for de efterladtes skyld - eller mest af alt for ens egen skyld.
Førstnævnte er relativ nem at affeje: Når vedkomne nu er død, giver det ligesom ikke mening at græde, fordi han/hun alligevel ikke "får glæde af det". Vedkomne er der jo ikke til at se eller høre det, så hvorfor give sig i kast med den slags irrationelle handlinger?
De (andre) efterladte? Det giver heller ingen mening - hvilken gavn skulle det bibringe dem at jeg står og græder over deres (/vores) tab. Man kan til en vis grad tale for at det udviser en vis symbolsk form for sympati, men var det så ikke mere tjeneligt at give dem noget andet: et ordentligt håndtryk, en varm samtale, et knus, praktisk hjælp.
Tilbage står egentlig kun at årsagen til at man græder er fordi at man synes det er synd for en selv; at man synes det er forfærdeligt at man skal fortsætte livet uden den afdøde. Man sørger altså for ens egen skyld; sorg og tårer over tab må vel så følgelig nødvendigvis være egoistisk.

Hvis man nu vender det på hovedet: Man går ud i verden og hjælper hver og en man møder på sin vej uden at få noget til gengæld. Det må da være så absolut det modsatte af egoisme? Men hvad nu hvis man spørger: "hvorfor gør du det?" Hvilke overvejelser ligger der så bag? Jeg vil gætte på at de fleste ville svare på en måde der har centrum i sig selv. "JEG gør det fordi..." Meget få vil svare "Altet styrer mine handlinger, jeg er uden indflydelse; har hverken følelser for eller imod." Svaret vil som regel tage udgangspunkt i noget mere eller mindre egoistisk: "jeg gør det fordi, jeg mener det er godt" (måske mindre egoistisk: altså en ideologi omkring godhed som "jeg" tror på) eller "jeg gør det fordi jeg bliver glad af det" (måske mere egoistisk).
Hvis man altså på denne måde skærer langt nok ind til benet, vil man komme frem til at langt de fleste handlinger er egoistiske, fordi de tager udgangspunkt i hvad personen selv synes er godt, hvad enten det så er noget der i højere grad også er godt for andre eller det udelukkende er godt for personen selv.

Men er det nu virkelig sådan man skal forstå egoisme?

Jeg synes jeg er blevet klogere og for at egoismebegrebet skal give mening, må det nødvendigvis ses i en social sammenhæng. Det kan ikke eksistere uden for rammerne "ego-alter", altså  "jeg-andre". Det er et spørgsmål om hvad man relationelt gør; hvad der i forhold til ens medmennesker er mere eller mindre fremmende for egne behov og interesser - og hvad der samtidigt mere eller mindre fratager andres muligheder for at få dækket deres behov og interesser.
Det er fx ikke egoistisk at ville have hele den fælles lagkage for sig selv, hvis ingen andre er interesseret i den. Det er dog egoistisk at spise hele kagen uden at informere sig om de andres interessere for kagen, og direkte uforskammet egoistisk at spise kagen, hvis andre har udtrykt ønske om også at få et stykke af den.
I definitionen som fx ses hos ordnet.dk, er "kun" altså særdeles vigtig for forståelsen ("tilbøjelig til kun at tage hensyn til sig selv og sine egne behov og interesser")
Så egoisme er altså relativt og relationelt.

Årsagen til at jeg bliver så træt nogle gange er denne: I et tidligere indlæg her i bloggen skriver jeg jo blandt andet, hvor sårende jeg har følt det, når folk hævdede at det er af ren egoisme at jeg ikke har eller ville have børn. I en nylig samtale med en som havde læst dette, fik jeg så alligevel smidt i hovedet at jeg er egoistisk, fordi jeg ikke vil have børn; altså fordi jeg bare vil være mig selv nærmest og kun tænker på mig selv. Jeg prøvede igen at sige at det intet med egoisme har at gøre, men jeg kunne ikke rigtig gøre mig forstået.
Det har frustreret mig en del og jeg vil så her, ikke mindst for min egen skyld, lidt mere grundigt prøve at forklare hvorfor et sådan valg, selv uden traumatiske påvirkninger og udelukkende som et frit valg, intet har at gøre med egoisme. Og det vil jeg provokatorisk gøre ved indledningsvis at påstå det modsatte:

Det er egoistisk at ville have børn!:

Den biologisk/genetiske egoisme:
Mennesker er ligesom alle andre dyr "programmeret" til at formere sig. Det er vist en almindelig videnskabelig antagelse at årsagen til at sex er dejligt, er fordi det skal fremme netop formering og artens beståen. Der er dog endnu et fænomen som også ses hos de fleste dyrearter, hvis ikke alle, nemlig at der på individplan er en drift imod, at det netop skal være ens egne gener der bliver reproduceret. De fleste dyr kæmper ligefrem med artsfællerne om at få generne ført videre. Jeg tvivler på at der findes noget individ, andre end nogle få sære mennesker (som blandt andre mig), der ser sig om og konstaterer at arten er sikret overlevelse, og at de omkringværende individer leverer en tilstrækkelig eller bedre genpøl end den man selv kan levere, så derfor er der ingen grund til at kæmpe for at føre egne gener videre, ja, ligefrem at vælge ikke at føre dem videre, fordi andre faktisk gør det bedre. - Nej, praktisk taget alle kæmper om netop at få deres helt egne gener ført videre (og det uanset hvor "elendige" de er).
Det bliver særligt tydeligt når mennesker i vores del af verden af en eller anden grund ikke er i (biologisk) stand til at reproducere sig. Så gøres der alle mulige krumspring for at i det mindste føre den ene parts gener videre og om videnskabeligt muligt begge parters. Det sidste der som regel vælges som løsning er adoption, selvom det faktisk ville være langt mere uegennyttigt! Og det præcis fordi forældrene vil se netop deres egne blå øjne i deres helt egne børn.
Det er altså en helt grundlæggende iboende trang til at fremme ens egne behov og interesser; en slags biologisk programmeret egoisme.

Den personlige egoisme:
"Jeg vil gerne have nogle små størrelser at pusle om". "Jeg vil have nogle at kaste min kærlighed på". "Jeg vil have at mit liv skal give mening, og det mener jeg at børn giver". Jeg vil ha', jeg vil ha', jeg vil ha'! - det siger vel næsten sig selv hvad der er i gære. Endnu har intet barn selv bedt om at blive sat i verden, så det kan umuligt være en efterkommelse af et endnu ikke eksisterende menneskes ønske (- ok, visse religøse retninger siger noget andet, men hvis vi ser bort fra det). Og den eneste grund man kan komme op med, er altså noget der tager udgangspunkt i hvad man selv vil have.

Den "racehygiejniske" egoisme:
Der er nogle mennesker der mener at de er bedre end andre, og derfor er det vigtigt for dem at verden bliver befolket med netop deres afkom. Det er sådan lidt overbygningen til den biologiske egoisme. Det kan fx være et ønske om at verden skal blive befolket af mennesker i besiddelse af hvad deres egen opfattelse af intelligens er (hvor uintelligent det så end er) eller ligefrem en bestemt "race" (altså hudfarve).
Igen er det et spørgsmål om at pleje egne interesser.

Den religiøse egoisme:
"Gud har befalet at vi skal formere os." Det er måske næsten den der syner mindst egoistisk, men der er stadig udgangspunkt i at den tro man selv går rundt med er den rette. Man vil grundlæggende sikre at ens religion bliver udbredt - altså igen et ønske der har rod i egne behov og interesser. Og så kan man så altid diskutere hvor på sindssygeskalaen vi befinder os, hvis det er Guds stemme der befaler ens handlinger og om det så som følge ikke længere er egoisme - men det er jo en mere naturvidenskabs- kontra religionfilosofisk diskussion.

Den semireligiøse, udødelighedssøgende egoisme:
Den er også meget udbredt. Rigtig mange har et ønske om "at leve videre i efterkommerne". Det er som de ikke kan bære at når de en gang dør, så skal alt de har lavet i livet forsvinde med dem; alt de har opnået af viden, rigdom de har skrabet sammen, anseelse eller status osv osv. Det tager karakter af ikke at ville acceptere døden, at man tror at man nærmest fysisk kan blive udødelig på den måde. Vi har jo en hel del i vores sprogbrug, der indeholder en logik, hvor vi "narrer" os selv til at tro præcis det, fx netop "at leve videre i ens børn".
Igen er udgangspunktet i den forestilling, et ønske om at pleje egne interesser og behov.

Jeg kunne sikkert komme med endnu flere eksempler. Men hvis jeg nu så modsat spørger: hvorfor er det egoistisk ikke at ville have børn? Hvad er svaret så? Typisk hører man, at det er fordi man bare vil passe sig selv, at man ikke interesserer sig for andre end sig selv, at man ikke kan se ud over egen næsetip osv. Men undskyld mig, hvad er det for tåbelige og ulogiske argumenter! Kan man ikke have andre menneskers interesser før øje, fordi man ikke har børn, kan man ikke være altruistisk i sit liv og sin handlen, fordi man ikke har børn? Det er i den forbindelse lidt komisk at en af de absolut største symbolske figurer for altrusime der har levet, nemlig Mother Theresa, ikke selv havde børn!

Nu er det ikke fordi jeg på nogen som helst måde vil sammenligne mig med hende. Tværtimod er jeg udemærket klar over hvor langt jeg er fra at være altruistisk i mit liv og jeg har qua mine livslange overvejelser om det emne, en ret god ide om hvor egoistisk jeg i virkeligheden er.
Mit argument er ganske simpelt: Hvis jeg tager et valg som ingen afgørende indflydelse har på min omverden, som hverken tildeler mig særlige privilegier eller fratager mine medmennesker noget, også selvom det har sin grund i at det er noget jeg gerne vil gøre for mig selv - så kan jeg altså ikke se at det har noget som helst med egoisme at gøre.

Mener jeg så virkeligt at det er egoistisk at få børn? Ja, altså, hvis man vælger denne indskrænkede forestilling om at egoisme udelukkende er et spørgsmål om at pleje egeninteresser, så er det i den grad. Men som jeg har forsøgt at beskrive, så skal egoismebegrebet forstås relativt og relationelt.
Fratager eller begrænser valget at få børn andre menneskers mulighed for at udleve deres interesser og behov? - nej, ikke rigtigt. Fratager eller begrænser valget ikke at få børn andre menneskers mulighed for at udleve deres interesser og behov? - nej, vel nærmest endnu mindre.
Egoisme har altså intet med dette spørgsmål at gøre.

Selvfølgelig skriver jeg dette fordi jeg bliver dybt såret, når jeg ved at jeg ikke handler ud fra egoistiske, ja, faktisk har altruistiske bevæggrunde og så alligevel bliver kaldt egoistisk.
Hele spørgsmålet om egoisme/altrusime er som sagt noget jeg har spekuleret  meget over i mit liv og jeg har faktisk inderligt og konstant forsøgt ikke blive alt for egoistisk. Så meget at det til tider er kammet over og blevet kontraproduktivt. Jeg er fx ret sikker på at en af de store grunde til at min sorgbearbejdning eller i hvert fald mine forsøg på at rumme sorg, ser ud som den gør, netop har rod i mine første (fejlagtige) forestillinger om at sorg er egoistisk funderet og som man helst skal undgå eller bare i det mindste ikke belaste sine medmennesker med.
Og sorg er ikke det eneste i mit liv som jeg har følt mig tvunget til at skulle skjule eller gå rundt med alene. Der har været så mange ting som jeg ikke turde tale med mine medmennesker om, fordi jeg var bange for at jeg derved skulle komme til at fremhæve mig selv for meget, stjæle for megen opmærksomhed, tage for meget af folks tid - og derved udvise egoisme over for dem. Jeg har det stadig sådan at der en slags alarm inden i mig, som skruer mere og mere op for den dårlige samvittighed, jo længere tid jeg taler om mig selv, og tiden jeg taler om mig selv, bliver således begrænset af hvor megen dårlig samvittighed jeg kan bære.
Det kedelige ved dette er, at jeg derved selvfølgelig har været enormt ensom i mit liv, fordi jeg aldrig har "måtte" dele mit indre med nogen. Og for at føje spot til skade (som jeg også var inde på i mit sidste indlæg), så er det absurde jo at jeg netop er blevet opfattet som værende en "egotripper". Og jeg må tilsyneladende stadig opleve at selv folk jeg holder af, ikke kan se eller forstår dette paradoks og kalder mig egoistisk, selvom jeg netop forsøger ikke at være det. Det er muligt at det ikke er af ond vilje, men det gør ærligt talt meget ondt uanset - og den ked af det-hed der følger, og den sorg, som den bygger oven på, vil jeg nu faktisk gerne dele med mine medmennesker.
..."og altså, det er ikke for at være egoistisk"! ;o)

Jeg får lyst til at opfordre til også at læse min gode veninde Louises blogindlæg "Jeg er ikke bange for at dø".
Bortset fra at jeg har en anden grunddiagnose end hende, så er det præcis det samme jeg er gået igennem. Louise formulerer det så knivskarpt og i fuldstændig overensstemmelse med hvad jeg tænker, føler og tror på, så jeg ikke vil begynde at skrive noget om det, for jeg ville ikke kunne lægge til - sandsynligvis kun trække fra. Men læg især mærke til (for det er primært derfor jeg opfordrer til at læse det), hvordan hun beskriver hvor forskruet visse menneskers opfattelse kan være af hvad egoisme er og ikke er.

Man fristes nogle gange til at synge: "det man siger, er man selv" eller citere Navajo'erne: "når du peger på andre, peger tre fingre ind mod dig selv" eller sige "hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje" eller "det du projicerer ind i andre, er oftest det du (ubevidst) hader ved dig selv" eller...
Ja, undskyld, men jeg bliver sgu nogle gange så træt (læs: ked)!

til toppen...




Meningen med livet!

11. juni 2018

Mening vs indhold


Her forsøger jeg intet mindre end at give mit bud på hvad meningen med livet er!

Liv giver kun mening delt...

Tre er altid mindst mulige størrelse når man taler liv - ihvertfald fald når der er tale om kønnet formering. Det er uden tvivl derfor at tre giver en slags ro og nærmest betragtes som magisk - i eventyr er det altid tre prøvelser helten skal igennem, et bord skal have minimum tre ben for at stå, man kommer med tre eksempler (som her!) - "for det første, for det andet, for det tredje". Det hænger bare godt sammen. Vores grammatik er delt op i første, anden og tredje person. Det er ganske fundamentalt i vores tænkemåde.
De tre i denne mindste livsstørrelse er: hannen, hunnen og afkommet. Det er dette der som minimum skal til for at en art har en chance for at overleve. Sådan er det selvsagt også for mennesket.
Det primære og mest markante man som voksen menneske kan dele er altså et barn. På grund af pattedyrs afkoms afhængighed af avlerne, er det nødvendigt at disse holder sammen for at sikre afkommets overlevelse. Og mennesket i særlig grad, fordi børn er helt hjælpeløse i utrolig lang tid af opvæksten. Desuden er kvinden til en vis grad i en fareposition en del af tiden - under fødsel og til en vis grad under amning. Derfor er der en vis raison i at manden er der for at hjælpe til. I hvert fald helt primært og primitivt set. (Nu skal man jo passe på hvordan man formulerer sig, så man ikke får ultrafeministerne på nakken). Og hvis vi igen ser helt oprindeligt på det: Det store pleje-, opmærksomheds, og omsorgsbehov et barn har, kræver faktisk to personer for at der fra forældrenes side er overskud nok. Enhver der er enlig forælder ved hvor krævende en opgave det er - selv med et moderne samfunds tilbud, der i høj grad kan imødekomme problemerne i den forbindelse og "kompensere" for en manglende forældrepart.
Det er altså sådan, at mennesker praktisk taget for det første er programmeret til at formere sig (hvilket alt liv jo er) og for det andet til at tage sig af afkommet i fællesskab. (Ja, her mangler jo et "for det tredje" 😁 - men jeg har ikke flere i denne forbindelse).
Hvis man skræller alt andet fra som man forsøger at fylde på livet for at give det mere eller mindre mening, og ser bort fra almindelig selvopholdelsesdrift, så er altså tilbage, det helt grundlæggende at livet giver mening ved at blive delt med en anden. På en måde kan man vende dette lidt om og sige at liv giver kun mening når det er delt. Hvis man trækker barnet ud af ligningen, hvilket man jo ikke som menneske nødvendigvis er garanteret at få, så er der altså i mennesket et dybtliggende behov for eller en trang til at dele livet med en anden.

I primitiv forstand er barnet altså katalysatoren for at give livet mening, men barnet i sig selv og det at få det, er ikke selve meningen med livet for det enkelte menneske. Det er det at dele livet, der giver meningen i livet. (Og jeg tænker altså her ikke på hvad der giver mening for livet selv. Det er vist en uløselig gåde - som sikkert virkelig også kan besvares med "42")

Der findes masser af fortællinger som forsøger at beskrive hvordan det, ikke at have nogen at dele livet med, skaber et liv som bliver meningsløst: Palle Alene i Verden, I am Legend, Robinson Crusoe - bare for at nævne tre (!)

At være alene er meningsløst og at dele livet med en anden giver den ultimative mening.

I disse tider lever utrolig mange mennesker alene af egne frie valg - og i samme forbindelse kan man konstatere at skilsmisseraten aldrig har været så høj som den er idag. Og det giver anledning til at spørge: hvorfor dog vælge at gå frivilligt ind i noget der er meningsløst (eller ud af noget der giver mening)?

Som allerede nævnt har vi fået skabt en samfundsstruktur med "anbringelsesordninger" til børn fra vugge til de er færdiguddannede (og, for mennesker som sådan, til grav), som til en meget stor grad har fjernet nødvendigheden af at være to om at opfostre et barn. Vi har altså skabt en social struktur, hvor mindsteenheden, så at sige, ikke længere er tre, men et eller andet flydende sted mellem en og "mange". Den helt fundamentale mening med livet bliver således ikke opfyldt gennem at dele barnet med én bestemt anden, og derved mister barnet så at sige sin funktion som katalysator.

Når nu den oprindelige katalysator for livets mening ikke er længere er den overvældende dominerende eller i hvert fald er særdeles udvandet, hvad bliver så det man deles om - hvad bliver samtaleemnet og det fælles projekt; den nye katalysator? Jeg tror at det er præcis det utrolig mange mennesker kæmper med i vore dage. Det fælles projekt bliver et sammensurium af alle mulige ting - selvfølgelig for en stor del stadig børn, men når man nu ikke udelukkende skal bruge tid på barnet (og fremskaffelse af føde til det og hinanden), fordi andre tager sig af en større del af opfostringen, så bliver tiden fyldt ud med alle mulige andre ting som giver indhold i livet. At man har mere tid i livet som ikke har direkte relation til livsopretholdelse og ikke mindst at man faktisk er væk fra hinanden en stor del af hverdagen (- forskellige arbejdspladser), gør selvfølgelig at man søger egne individuelle interesser og derved bliver det fælles projekt sværere og sværere at få til at gå op, fordi der selvfølgelig er flere og flere særinteresser der skal passe sammen i projektet.

For årtier tilbage var det typisk at skilsmisser kom efter at børnene var flyttet hjemmefra og katalysatoren dermed forsvandt; man fandt ud af at man faktisk ikke havde noget andet fælles projekt end børnene. Idag, hvor institutioner tager sig langt mere af opgaverne omkring børn, bliver folk skilt meget tidligere, også når børnene er små, og det tror jeg netop er fordi man har det store problem at finde fælles indhold i livet, fordi børnene ikke længere er det altdominerende (fælles) indhold. Jeg vil lige trække det faktum frem at "urmennesker" ikke blev ret gamle - ikke meget over midttrediverne - altså netop nogenlunde så længe det kræver at opfostre næste generation og dermed sikre artens overlevelse. Idag lever vi to-tre gange så lang tid, og derfor er det væsentligt at have indhold i livet, der skaber grobund for mening med livet langt ud over at børn er fløjet fra reden. Det stiller netop langt højere krav til at finde et fælles projekt: børn er som sagt ikke længere nok, fordi det netop ikke udelukkende er et anliggende mellem to personer og fordi det heller ikke langsigtet er synderligt holdbart.

At folk får børn i en generelt højere alder, ser jeg delvist som et udtryk for at de netop forsøger at finde et fælles projekt inden de kaster sig ud i at få børn. Om det er godt, kan man diskutere. Får man børn i en tidlig alder, er der måske også chancer for at udvikle fælles interesser? Det modsatte er i hvert fald et problem jeg i min alder er bekendt med. Det er meget, meget svært at finde fælles grundlag, fordi man med alderen får flere og flere særinteresser, som kan synes umulige at få til at passe sammen - og ikke mindst fordi man har fået skabt en veletableret tilværelse som så at sige skal pilles fra hinanden igen.
Jeg har bemærket at mange enlige mødre (som jo typisk får forældre- eller i hvert fald bopælsretten) ikke rigtig gider søge en kæreste fordi de allerede har en (eller flere børn) at dele livet med - og det har de så ind til børnene bliver selvstændige og selv vil have en ligesindet at dele livet med. Dette skæve forhold er selvfølgelig dømt til at ikke at give fuld opfyldelse på længere sigt, fordi det kun dækker visse behov - den ligesindede deling udebliver. Fænomenet "cat lady" ser jeg i øvrigt også som et udtryk for at søge imod "at dele livet med en anden", altså for at opnå mening med livet.
Helt uvidenskabeligt og bare på fornemmelse og af hvad jeg sådan hører, påstår jeg at mænd er rigtig dårlige til at finde erstatninger til det at dele livet med en anden. Med andre ord: "kattemænd" er der ikke så mange af. De bider smerten i sig og lever alene i ensomhed. Men dog ikke uden konsekvenser. Som jeg har forstået viser de fleste undersøgelser at mænd har langt sværere ved at komme overens med at være enlige/singler.
En af de ting som også vinder udbredelse og som på mange måder betragtes som et forsøg på at omgå problemet med at blive enige om det fælles projekt; at undgå konflikterne om de forskellige særinteresser og ønsker omkring hjemmet og hvordan hverdagen skal indrettes - det er ikke at bo sammen: COLA-forhold (COuples Living Apart), LAT (Living Apart Together) og hvad der nu ellers findes af konstellationer. Tanken er selvsagt at man så kun skal have det fælles projekt omkring det sjove, sex og hygge, og så slippe for diskussionerne om hverdagens trivialiteter. For mig at se går man dog glip af det essentielle. Man får derved netop ikke delt livets fulde indhold med en anden og derved kommer parforholdet heller ikke til at skabe grundlaget for mening.

Tiderne har altså skiftet fra "urtiderne". Vi har en anden familie- og samlivsstruktur stærkt formet af samfundet vi har fået skabt. Jeg tror dog ikke at de menneskelige behov har ændret sig; meningen med livet er jeg overbevist om er uændret, nemlig at dele livet med en anden, men det fælles livsindhold har ændret sig markant. At finde muligheder for indhold i livet er på ingen måde svært i disse tider, faktisk tværtimod lige til en grad hvor det kan være svært at vælge. Verden er så fuld at tilbud, at det ligefrem kan give eksistentielle kriser at skulle vælge, men det er en anden snak.

Det jeg vil frem til med denne lange smøre er, at det nemt at forveksle indhold med mening, og at man derfor også nemt kan gå igennem livet, fylde det med indhold, men aldrig finde meningen - måske endda fordi man fokuserer alt for meget på indholdet. Jeg er også overbevist om at det at have følelsen af at livet skal give mening, bliver mere og mere vigtig jo ældre man bliver. Så længe man er ung føler man at det er nok at fylde indhold i livet, men jo ældre man bliver, desto mere kommer behovet for at det også skal give mening. Og hvis man fastholder ungdommens stræben efter indhold livet igennem, vil man få meget svært ved at finde mening.

Jeg tror derfor at det er vigtigt at blive ved med at fokusere på at det er det at dele, der giver mening med livet. Børn kan uden tvivl være et meget stort og betydningsfuldt indhold i livet og til en vis grad også meningsskabende. Det er jo "trods alt" et andet menneske man deler en tilværelse med - i hvert fald de første mange år. Men i lange perioder og på længere sigt er der ikke den ligeværdige deling, hvilket jeg som sagt mener er det ultimativt meningsskabende.

Jeg har selv i alt for høj grad forsøgt at fylde indhold i tilværelsen. Og jeg tror det er en stor grund til at jeg ofte har følt at mit liv var meningsløst. Jeg har ikke været god nok til at dele. Jeg har været præget af vigtigheden af at skabe fysiske rammer og har været frustreret over ikke at kunne det i tilstrækkelig grad (eller i hvert fald i forhold til visse idealer). Alt for megen fokus har ligget der. Samtidig har jeg haft svært ved at tro på at jeg havde en plads i andres liv og har således og selvforstærkende ikke delt mit liv med andre. Ja, selv i de helt intime forhold med en kæreste og ønsket livsledsager, der hvor meningen med livet netop skulle findes, har jeg har haft svært ved at dele mit liv med hende, selvom jeg havde et meget stærkt ønske netop om det; egentlig alene fordi jeg ikke troede jeg havde den samme betydning for hende som hun for mig. - Dumt, selvmodsigende, og kontralogisk, men sådan har det de facto (og beklageligvis) været i min verden.
De sødeste kærester jeg har haft har været opmærksom på problemet og forsøgt at få mig frem i lyset; at få mig til at forstå min vigtighed, men få har forstået omfanget af mine vildfarelser og jeg selv har slet ikke set hvad kernen af problematikken var.

Nå, måske lidt et sidespring. Men summa summarium: meningen med livet er at dele det med andre og det er min overbevisning at den største livsopfyldelse opnår man ved at dele hele ens liv med én ganske særlig anden.

til toppen...




Sommer!

16. juli 2018

Sommer 2018


"Best summer ever!"

Hver dag i denne tid går jeg om morgenen ud og strækker mig mod himlen i dybeste taknemmelighed over det smukke vejr. Jeg elsker varmen! For min skyld kunne det godt være sådan et vejr hver eneste dag året rundt.
Jeg hører ofte sætninger a la "hvis vi ikke havde vinter, ville vi ikke værdsætte sommeren". Det mener jeg er noget sludder, som typisk stammer fra samme forestillingsverden, der foreskriver at man skal have mærket lidelse for at kunne værdsætte (det gode i) livet; at "det skal være skidt, for at det kan blive godt". Den slags tror jeg ikke på. Det er i hvert fald ikke den måde jeg lever på. Jeg har altid vidst hvad jeg bedst kan lide og har aldrig haft brug for at søge det modsatte for at få bekræftet hvad det gode er. Og uanset hvor mange gange og hvor ofte jeg oplever noget godt og smukt, så værdsætter jeg hvert eneste sekund af det - om det er mad, musik, dans, Morini, køreture, rejser, træning, arbejde, vid, kundskab, kvindekønnet, sex…eller smukt varmt vejr!

Nu er det så ikke sådan at jeg lige så godt kunne flytte til varmere regioner. En gang hadede jeg faktisk de koldere årstider og var direkte mismodig i den tid, men ikke længere, for jeg har fundet ud af at få noget godt ud af hele året. Vinteren går fx med de større håndværksmæssige projekter. Og ild i pejsen er jo også hyggeligt. Så det kan jeg da også ligefrem glæde mig til. Desuden vil jeg ikke undvære de andre ting som er en del af mit liv og min baggrund her i Danmark; venner, familie, sproget, naturen, kulturen osv - så et andet klima er selvfølgelig ikke alene grund nok til at bosætte sig andetsteds.

- Men jeg er virkelig inderligt taknemmelig for det skønne vejr vi har haft i denne sommer!

til toppen...




Sommerglæde II

1. august 2018

Tur i det blå...


Mine aftener foregår på denne måde lige for tiden.
Endnu noget at være taknemmelig over:





til toppen...




Garantier?

10. august 2018



Ingen Garantier


Om det at indstille sig på hvad livet byder i forhold til kærlighed...

Min far har haft én kvinde i sit liv. Omtrent siden han var teenager har han haft en og den samme kvinde at elske. Nu er han alene. Hans elskede er gået bort! Til døden skiller, som det hedder. Når man ønsker det, indgår i det og afgiver løfte om det, tror jeg at man tænker det lidt abstrakt. Man forestiller sig vist ikke rigtig at man skal sidde i noget der kan gå hen at blive årtier uden den man elskede.
Der er jo det lidt skæve tankeeksperiment, som de fleste vel har overvejet, nemlig at man foretrækker at dø først, så man netop ikke skal sidde med sorgen og afsavnet - som man så hurtigt tilbageviser, for det vil man alligevel heller ikke byde den anden. Så jeg tror de fleste har det godt med ikke at tænke for meget over risikoen ved netop at havne der hvor fx min far er.
Da jeg var i starten af tyverne var jeg meget forelsket i en pige. Troede netop det skulle være til døden os skilte. Det forhold holdt i knap seks år, så mistede jeg hende. Dog ikke så dramatisk, hun elskede mig bare ikke mere og forlod mig derfor. Dramatisk var det nu alligevel for mit sind, for hvor gjorde det ondt at se hende og vide at jeg aldrig mere skulle være sammen med hende som hendes elskede. Hun forblev mig dog en ven, jeg kom mig over smerten og fik stor glæde af hende på en ny måde.
Jeg har været gift med en vidunderlig kvinde. Hende kendte jeg som min kæreste i tretten år, og, som jeg til det sidste, troede jeg skulle begraves sammen med. Nu er hun en andens og jeg har (igen) fået en plads som god ven.
Min sidste store kærlighed var kort, intens, dybfølt og ægte, men også hende har jeg mistet.
Så jeg har altså prøvet at være bare lidt i samme situation som min far, men alligevel ikke. Et helt liv kan ikke sammenlignes med de relativt korte forhold jeg har haft. Og den uigenkaldelige følelse af aldrig at skulle ses mere, har jeg heller ikke prøvet. Jeg har dog trods alt haft den glæde, at se de kvinder jeg har elsket, være lykkelige hvor de er nu.
Drømmen har altid været det min far har haft med min mor, og selv jeg som ganske nær tredjepart havde ikke rigtig gjort mig forestillinger om at en af mine forældre skulle være den anden foruden i en stor del af den sidste levetid - på trods af at der selvfølgelig er masser af eksempler på det i familien.
Jeg nævner alt dette for at sætte tingene lidt i perspektiv. Og perspektivet er for mig i denne sammenhæng dette, at der bare ingen garantier er for noget som helst her i livet. Der er ingen garanti for at ens elskede følger en til ens sidste dage på jorden. Der er ingen garanti for at kærligheden vil være gengældt et helt liv igennem; der er ingen garanti for at man kan evne at give det en anden har brug for - om kærligheden er nok så oprigtig.

Da jeg blev skilt var en af de største sorger - eller noget af det der tog længst tid at komme overens med, det at vores fælles historie ikke skulle fortsætte. Når jeg fx kiggede på min store samling billeder fra vores tid sammen, blev det pludselig meningsløst at kigge på dem og jeg havde mest lyst til at kassere dem alle. Vi havde påbegyndt noget som først skulle sluttes når vi begge lå i graven - og det skulle nu ikke være! Det var som om jeg havde mistet halvandet årti af mit liv som jeg aldrig ville få igen og hele livsdrømmen om en at dele livet sammen med var nu ødelagt. Jeg kunne ikke opnå mening i livet - altså dette som jeg skrev om i et par blogindlæg tidligere.

Jeg har nu været skilt i mere end tre år og det er omkring et år siden kærligheden så at sige sidst kortvarigt igen tilsmilede mig.
Jeg har siden skilsmissen fundet fællesskaber med andre der også "har mistet" (eller ligefrem aldrig har haft) og som ligesom mig er kommet lidt op i årene. Det store problem for stort set alle os der er blevet lidt ældre, er at vi har skabt et liv alene, hvor vi både er hundrede procent selvhjulpne, ja, faktisk slet ikke har et decideret tvingende fysisk behov for en at dele hverdagen med, og hvor vi følgelig har fået skabt en tilværelse, som vi helst ikke vil af med igen, fordi vi har hele vores liv og identitet herigennem. 
Det er blandt andet derfor der er opstået disse "nye" kærestekonstellationer, hvor man bevidst vælger ikke at ville bo sammen - altså fordi man ikke vil opgive det mindste af sit liv - som mange jo har brugt adskillige år, ja ligefrem årtier på at stykke sammen.
Som også tidligere nævnt er familiekonstellationer heller ikke en ganske bestemt størrelse. I dag er det nærmest kun fantasi, teknologi og lægevidenskab der sætter grænser for hvordan en familie kan stykkes sammen.

Jeg har haft lidt forskellige forhold til kvinder siden skilsmissen. Jeg har haft bollevenner, venner med fordele, kæreste - og sågar med angivet sluttidspunkt for forholdet. Jeg er også blevet præsenteret for forskellige "krav" - kvinder der fx netop ikke vil bo sammen; der har selvsagt været kvinder med børn, og kvinder uden børn, men med krav om at nogle skulle til. Jeg er også blevet præsenteret for ideen "regnbuebørn". Både hvor det var en alvorlig overvejet mulighed og hvor hun decideret er i gang med at prøve at få - og altså så en konstellation som jeg potentielt kunne indgå i. Hvis man var lidt gammeldags i sine forestillinger, kunne man måske kalde det et på forhånd bestemt skilsmissebarn - hvor jeg så kunne blive en slags papfar.

Jeg har været meget firkantet omkring parforhold. For mig har det altid været noget med at være kærester i et halvt til et helt års tid, så flytte sammen og eventuelt blive gift. Jeg har jo også haft mine overvejelser mht børn - hvilket jeg vist efterhånden har skrevet rigeligt om - som altid er mundet ud i at det skal jeg ikke have, men at jeg da gerne vil have et eller andet tilhørsforhold til en kærestes nogenlunde selvstændige børn. Det er vist hvad jeg har kunne strække mig til.
Men jeg er altså begyndt at tænke lidt anderledes. Som sagt har jeg oplevet lidt af hvert de sidste tre års tid. Og intet af det ville jeg have undværet - eller jo, til fordel for den eneste ene, men hvis alternativet var ingenting, så nej, det ville jeg bestemt ikke have undværet.
Det var dog ikke på nogen måde sjovt på forhånd at vide at en jeg elskede, efter en bestemt dato ikke længere skulle være min kæreste. Det er heller ikke sjovt at ønske mere med en som kun vil lidt hygge i en begrænset periode. Og jeg har såmænd også selv sagt nej til en kvinde som var interesseret i at afprøve muligheden for et decideret forhold med mig og som egentlig virkede sød, sympatisk og hvor kemien umiddelbart var den rigtige, fordi jeg hellere ville "fjolle rundt" med en jeg kendte og som jeg var sikker på at få kærtegn og en vis form for hengivelse fra nu og her. Og det alene ud fra det jeg har kunne konstatere, nemlig at livet er forbandet kort og at der ikke er nogen garantier for noget som helst.

Min sidste store kærlighed havde så mange gode ideer til hvordan "vi" så at sige kunne omgå mit problem med at jeg ikke ønsker at blive forælder (til helt små børn). Det meste afviste jeg på grund af dette firkantede syn på parforhold.
Regnbuebarn er jeg som sagt blevet præsenteret for - og det har jeg forkastet at være en del af, fordi det lå så langt fra mine drømme og mine forestillingsverdener. Men jeg må indrømme at tanken ikke er så tosset alligevel. Jeg synes stadig det er suboptimalt for barnet, men moralske overvejelser i den forbindelse sat til side, for mig ville det måske ikke være helt dumt at være en del af.
Jeg er også blevet sat i udsigt at kunne føre mit liv præcis som jeg gør nu, i fald jeg selv skulle blive forælder. Altså fx stikke af på mine ture og i det hele taget primært tage hensyn til mig selv. Også det har jeg forkastet, fordi jeg ikke kunne forsvare det over for mig selv. Men nogle gange må jeg, når jeg ser på forældre rundt omkring mig, tænke: "i hvor uendelig mange forhold er det så ikke under alle omstændigheder primært kvindens projekt at få børn". Så hvis en kvinde ligefrem på forhånd vil "lade mig slippe nemt" og er tilfreds og lykkelig i en sådan aftale, hvorfor så ikke? Bortset fra omverdens dom, hvad er problemet så, kunne man spørge?

Det med at flytte sammen. Ja, det har også rykket sig. Jeg er jo selv svær at flytte med, fordi jeg har to ting som jeg bare ikke vil opgive: jeg vil have et værksted i mindst samme kvalitet som det jeg har nu og jeg vil kun bo på landet med luft omkring mig; jeg skal kunne fortsætte med at holde træf og jeg vil gerne på længere sigt kunne dyrke min have.
Som nævnt har jeg mødt kvinder som absolut ikke gider flytte sammen, som også har et for dem afgørende livskvalitetsskabende forhold til den måde de lever på. Og hvis det bare ikke kan lade sig gøre at vi kan finde noget der tilgodeser vore begges krav, så vil jeg hellere "pendle" end undvære. Livet er for kort og kærligheden vil jeg ikke være foruden.

Tåreperseren 'Autumn in New York' så jeg da den udkom for knap tyve år siden, og den berørte mig den gang en del. I hvert fald nok til at den har ligget og været i mit tankeunivers siden. Og i mange år har det således været en del af mine "filosofiske overvejelser" om jeg kunne indgå i den præmis filmen lægger for dagen. Filmen beskriver kærligheden mellem en mand og en ung kvinde som er terminal syg. Ville jeg kunne det samme - altså indgå i et forhold med en jeg vidste skulle dø inden for en kortere tid? Jeg havde sagt nej for år tilbage, men nu vil jeg ikke en gang betænke mig.
Aldersforskel er for så vidt også en del af denne films fortælling, og tidligere har jeg også haft et behov for at en kæreste skulle være nogenlunde jævnaldrende, for at have samme baggrund og verdensforståelse, men som tiden er gået er jeg blevet helt og aldeles ligeglad med det - ikke mindst fordi jeg har kunne konstatere at utrolig mange af mine jævnaldrende er jeg alligevel slet ikke i "sync" med, så at sige. Og jeg har mødt både ældre og yngre som jeg fungerede væsentligt bedre med. Det afgørende er altså for mig at kunne finde fælles mål for fremtiden og at kunne dele en hverdag sammen i nogenlunde ligeværdighed. Og der har jeg altså måtte konstatere at alder for mig er fuldstændig uden betydning.

Min drøm om én lang fortælling; et livslangt parforhold har jeg altså måtte sige farvel til. Jeg kan ikke få det som min far har haft!…Og så alligevel - for min far har så at sige også måtte sige farvel til det. Og jeg har jo kunne konstatere at de flere kortere fortællinger mit liv så har bestået af, alligevel har kunne give mening til mit liv. Jeg har også kunne konstatere at jeg er kommet mig over sorgen hver gang jeg har mistet. Jeg kan nu se på billederne i mit arkiv (som jeg selvfølgelig har beholdt) og med glæde tænke tilbage på tiden. Sorgen er selvfølgelig ikke væk. Den fylder bare ikke så meget - ikke mindst fordi jeg sidenhen har oplevet kærlighed og har fået lov at "dele livet med en anden". Men det at miste er bare en uundgåelig del af livet og man er ikke sikret selv at være herre over hvor meget og hvor ofte man skal miste. Jeg vil som de fleste selvfølgelig gøre hvad jeg kan for at det bliver så lidt som muligt, men jeg vil ikke lade dét være afgørende for mine valg.

Jeg kan sakse noget ind som jeg skrev til min ekskæreste, som en anden måde at sige det på. Hun måtte desværre også kæmpe med mit firkantede syn og har haft lidt svært ved at forstå mine bevæggrunde som de er ved at udvikle sig i retning af: "jeg har ikke lyst til at være alene i mange år i forventning om at alt bliver glansbilledeagtigt. Derfor vil jeg også tage den kærlighed jeg kan få (om den så fx er ganske kortvarig). Jeg har brug for at blive set på med forelskede og kærlige øjne af et andet menneske som har mig som primær kilde for kærlighedsudtryk. - Jeg har været alt for meget alene i livet. Det ønsker jeg ikke mere."

Så jeg indgår altså i hvad jeg kan få af meningsskabende forhold i livet. Jeg håber selvfølgelig stadig på at komme i et parforhold som er så langt som overhovedet muligt og helst til mine dages ende, men siden jeg nu anerkender livets uforudsigelighed, vil jeg indstille mig på at det ikke nødvendigvis er muligt.

til toppen...