Måske kan det synes sært at fremhæve fysiske problemer som en del af en psykisk lidelse, men der er i hvert fald en generel ting der hænger sammen med depressive lidelser og for mit vedkomne er der en del yderligere problemer som gør sig gældende for mit liv og som direkte påvirker min psykiske tilstand.

Nedsat immunforsvar

Det er blevet konstateret, at der er en sammenhæng mellem immunforsvaret og depressive lidelser. Den helt præcise sammenhæng er så vidt jeg ved ikke bekendt, men det er ret sikkert at depression og sænket immunforsvar følges ad.
Således har man altså en risiko for, oven i en depression, yderligere at blive fysisk syg og have svært ved at slippe af med infektioner. Det siger vel sig selv at det har en selvforstærkende effekt som kan forlænge både den psykiske og fysiske helingsproces.

Ud over dette generelle faktum, er der nogle andre faktorer som spiller ind i mit liv:

Astma/allergi

Dette fik jeg konstateret i en relativ høj alder, men det er noget jeg har lidt af hele mit liv. Da jeg var lille fik jeg "lungebetændelse" forbavsende mange gange, og fordi jeg ofte kløede mig, fik jeg simpelthen handsker på for ikke at skade mig selv. Ingen kom på den ide, at jeg netop udviste allergiske og astmatiske symptomer.
Fordi jeg var uvidende om dette problem, var jeg i min barndom overbevist om at jeg var en decideret svækling. Godt nok kunne jeg løbe 60 m på en af skolen hurtigste tider, men så snart jeg skulle lave noget over længere tid, kunne min "kondi" slet ikke følge med. Og det er sådan set først efter jeg har fået konstateret astma, at jeg har fundet ud af, at det ikke var dårlig kondi jeg led af, men at jeg simpelthen "bare" fik astmatiske anfald.
Måske kan man forestille sig, at det har haft en yderst dårlig påvirkning på min i forvejen meget ringe selvtillid. At være en svækling som konstant er langvarig syg, er ikke ligefrem noget der hjælper på selvværdet!

Spondylolistese

Er når et hvirvellegeme glider forover i forhold til et underliggende. Forekommer oftest i lændehvirvlerne.
I starten af 20'erne begyndte jeg at få hold i ryggen en gang i mellem. Igen skulle der gå mange år før en læge fandt ud af at jeg lider af spondylolistese (5. lændehvirvel).
Jeg har efterhånden fundet ud af hvordan jeg skal forholde mig til problemet, men det har i en del år betydet mange dage som sengeliggende - igen ikke fremmende for det almene selvværd og mentale velbefindende.

Reaktiv artritis

Igen i starten af 20'erne, fik jeg en maveinfektion som medførte inflammation i en del led, det som kaldes reaktiv artritis. Jeg fik noget binyrebarkhormon og kraftig antiinflammatorisk medicin og fik på den måde for så vidt nedkæmpet symptomerne.

Siden da havde jeg en del problemer med forskellige led. Blandt andet kunne mit knæ drille mig ind i mellem, som det fx kan ses på billedet til højre. Selvom jeg som regel kunne abstrahere fra problemet (som det også kan ses på billedet ;o), har det alligevel ofte givet anledning til perioder med frustration og nedture over smerter og immobilitet.

På vej til Güster, sensommeren 2009

Desværre forblev problemet ikke "bare" blevet ved denne tilstand, for den 8. januar 2012 blev jeg indlagt på Kolding Sygehus med voldsomme smerter i venstre fodled. Igen opstået efter en maveforgiftning og en uge med influenzalignende symptomer.
Der blev denne gang stillet en mere præcis diagnose end føste gang jeg blev ramt, nemlig pyrofosfatartritis, og nu var det især især fod- og håndled samt venstre albue der blev ramt.
Derefter fulgte godt en måneds tid med helt ubeskrivelige smerter, der dog heldigvis aftog mere og mere.
Den 7. februar blev jeg udskrevet, men var stadig sengeliggende. Efter et halvt år med tiltagende forbedring og aftagende forbrug af smertestillende medicin, stabiliserede smerterne sig til det niveau det befinder sig på nu.
Jeg fik da også på daværende tidspunkt at vide af lægerne, at jeg nok skal regne med at skulle leve med dette tilstandsniveau permanent.
Derudover har jeg fået osteoporose pga af for langvarig behandling med binyrebarkhormon! Formodentlig er dette dog til en vis grad reversibelt - skal dog medicineres for det på ubestemt tid!
Medicin fik jeg selvfølgelig også for artritis'en og ikke mindst for smerterne, i slutningen af 2012 fik jeg sådan ca ti piller om dagen. Med ibuprofen kunne jeg gøre noget der ligner hvad jeg plejede. Jeg tog det som regel om morgenen og kunne så gå igennem dagen uden for voldsomme smerter. Smerter havde jeg dog uanset hvor meget eller hvor lidt jeg lavede, men lavede jeg noget som helst der belastede leddene, kunne jeg om aftenen lægge mig i seng med kraftige smerter.
Hele dette forløb - hvilket stort set vil sige hele 2012 - var ganske forfærdeligt. Det kom oven på en periode, hvor jeg i forvejen var på vej ind i en depressiv periode, og de ekstreme smerter og ikke mindst et mildest talt kritisabelt behandlingsforløb, hvor jeg følte mig overset og behandlet med ligegyldighed, førte mig ind i en decideret depression (double depression).
Artritis'en er selvsagt noget der har fyldt meget i bevidstheden og det daglige liv og har selvfølgelig også (haft) en særdeles negativ indflydelse på min sindsstemning. I min logbog, særligt omkring 2012, kan der ses mere om hvor meget.
I skrivende stund (2018) er tilstanden forbedret og stabiliseret så meget at jeg kan klare mig uden smertestillende medicin på daglig basis. Jeg har stadig daglige smerter, men på et udholdeligt niveau og så kan man åbenbart vænne sig til den slags og for det meste abstrahere fra det. Jeg tager dog jævnligt Ibuprofen, i perioder oftere end andre.

Den uheldige vekselvirkning

Som det nok kan ses, har alle disse fysiske skavanker en direkte indflydelse på mit mentale helbred, ligesåvel som de depressive perioder har betydet forværring af mit fysiske helbred.