Blicher om hunde


Blicher var som bekendt stor jagtelsker og har skrevet mangen en beretning fra jagter. Han var også særdeles glad for den gamle danske hønsehund, som jeg har kommet med et eksempel på.


Han skrev følgende, som er et uddrag af "Jagthunden. §1. Almindelige betragtninger over denne Dyreslægt." og er taget fra Blichers Diana:

Hunden er det huusligste af alle Husdyr: det, som fremfor alle synes at være skabt til Menneskets Tjeneste. De andre kjende vel Huset, og antage det som et Hjem; men Hunden elsker det og forsvarer det. De andre vise sig som Leiere; men Hunden som Medeier. Hine ere derfor tilfredse med et lidet Rum i Samme; denne er huusavant i det hele. Katten er den eneste, som virkeligt elsker Huset, ja i en langt høiere Grad, end Hunden; men for sin egen Skyld. – Hunden derimod for sin Herre. Hesten, Koen, Faaret o.fl. ere villige til at skifte baade Hjem og Herre; Hunden forlader kun den Første med den Sidste. Katten viser sig snarere som Eier, end som Leier; den erkender ingen Herre; i dens tammeste Tilstand har den alle Beboere lige kjære, og gjør næppe nogen Forskjæl paa dem og Fremmede. Den bruger Huset som Eiendom, benytter uden Forbeholdenhed alle dets Beqvemmeligheder, og anser alle Fødemidler som sine Egne. Alle Beboerne kunne uddøe, flytte – den bliver. Man vil endogsaa paastaae, at Ilden ei engang er istand til at fordrive den.
            Ganske anderledes er det med Hunden, hvis oprigtige Hengivenhed, ædle Uegennyttighed, og urokkelige Troskab med Rette har forhværvet den Titel af Menneskets Ven. Og dette caracteristiske Venskab for Mennesket bevarer den under alle forhold, gjennem alle dens Afartninger: som Vægter ved Hjemmet, som Hyrde i Marken, som Hest for Slæden; men allermest som Jæger.
            Man behøver ikke at spørge: hvilket dyr er først tæmmet? – det er Hunden. Den har aldrig været heel vild: har aldrig i nogen høi Grad havt den Frygt for Mennesket, som gjør alle andre Dyr til dets Slaver, eller Bytte. Dens medfødte Tilbøielighed har ført den sin Ven i møde, og lettet en Opdragelse, en Underviisning, i hvilken dens Lærelyst lod den gjøre hurtige og sikkre Fremskridt. Hvor beundringsværdigt er dog denne Tilbøielighed! [Den kræver Menneskets inderligste Taknemmelighed mod Skaberen, der gav saa uundværlig Medhjælper til Herredømmet over alle levende Skabninger.] Det er ikke for dristigt en Paastand: at uden Hunden vilde Mennesket, i nogle Jordstrøg seent, i andre aldrig have arbeidet sig ud af den raa Naturstand; ja i visse Egne vilde det ei engang været istand ret længe at friste sin Tilværelse, i andre ikke kommet videre end til Nomadelivet – det første Trin paa Culturens Stige. Hvorledes vilde det seet ud for Polarlandets Beboere, for Eskimoerne, Grønlænderne, Kamskadalerne, dersom ikke Hunden var bleven dem skjænket, til at føre dem hastigt over de uhyre Sneemarker? Hvorledes skulde de have fristet Livet i de lange Vintre? Skulde de stedse have havt Magt og Held til, i den korte Sommertid at jage og fiske sig til Næringsmidler for de tre Fjerdedele af Aaret? Den dybe Snee havde forbudet dem enhver længere Udflugt fra Hytten, ethvert Samqvem med Andre. Men nu, med Hunden til Hest, fare de let og rask over Sneehavet, til heldig Jagt, til muntert Besøg; nu er Vinteren – den lange, haarde Vinter – deres gladeste Tid. Som den kostelige Kameel er for Araberen "Sandørkenens Skib," saa er Hunden Sneørkenens i det barske Norden.
            Beundringsværdig – vi kunne ei gjentage det for tidt – er denne Hundens ret magnetiske Tilbøjelighed for Mennesket; den ligner – der skulde dog vel ingen af det elskværdige Kjøn læse disse Blade? – den ligner Qvindens: som hun, søger den en Ven, en Beskytter, en – ja, en Herre. Haarhed, selv Mishandling binder den end fastere til den udkaarne Hersker. Som Mandens Haandgribeligheder hos halvvilde Folkselag ansees af Hustruen for gyldige Ægteskabsbeviser, for utvetydige Kjærlighedsmærker: saaledes optager ogsaa Hunden sin Herres Tugtelse med ydmyg Underkastelse, og slikker den Haand, som revser den. Katten viser Kløerne igjen, Hesten sine Hover; men Hunden skjuler de hvasse Tænder, og gemmer sit Mod og sin Styrke for den strænge, men alligevel elskede, Herres Fjender.
            Hunden elsker Mennesket over alle Ting, høiere end sig selv. Naar Herren kalder, forlader den Mad og Drikke, og – Elskov. For at behage ham lærer den de vanskeligste, Man kan næsten sige – de unaturligste Kunster. Den glæder sig ved opnaaet Færdighed, fordi den veed det glæder dens Lærer. Den gaaer paa Tvende, for at ligne ham; den angriber sin egen Slægt, for at forsvare ham; hans Kjærtegn er den høieste Belønning; hans Mishag er den utaalelig, og Hug smerter ei alene dens Legeme, men og dens – ja hvorfor ikke? – dens Sjæl. Thi Hvad mangler den vel uden maaskee Selvbevidstheden, der er Menneskesjælens Fortrin, og, som det kan falde sig, Kilden til den høieste Lykke, eller til den dybeste Elendighed? Og endda, foruden dette, havde Hunden blot Taleevne, den skulde med sin Herre maaske føre lige saa underholdende Discours som mangen tobenet Tjener.[...] Den læser i Herrens Øine ligesaavel sin Belønning, som sin Straf; den bejler til hans Gunst, smiger og kjærtegner, indtil en venlig Mine forkynder den sit Ønskes Opfyldelse.
            Ethvert Dyr kan, under Menneskets Veiledning, modtage en Slags Dannelse, eller lære Noget, som ligger udenfor dets Natur; men Faa af dem lære med Lyst, og vel Ingen, uden Hunden, for at behage sin Lærer.[...] Hunden alene lærer con amore, og søger sin Flittigheds Belønning i Underviserens Klap og Roes. Og vist er det, at man hos de lærevilligste af alle Arter – Pudlerne – kommer videre med det Gode, end med det Onde. Vel kan enhver Hund – som ethvert Barn – indprygles Kundskaber og Færdigheder; men saa kan Man ogsaa være forsikkret om, at disse ei heller udøves uden Tvang og Nødvendighed. Naar vi herefter komme til at afhandle Hønsehundens Dressur, skulle vi stræbe efter at godtgjøre: hvorlunde den ubamhjærtige Pryglen er ganske unødvendig, og at Man paa den modsatte Vei, med Taalmodighed, kommer lige saa vidt. Men det gaar her accurat som med Børneopdragelse: man vil komme til Maalet ad en genvej; Man giver sin utaalmodighed, sin Knarvornhed, sin Vrede Rum; Man finder det nemmere at slaae sig igennem, end at liste sig frem. Reent ud sagt: Man forstaaer ikke – gider ikke forstaae at lempe sig, at studere Opdraglingens individuelle Caracteer, benytte hans Anlæg, aflede hans Feil; Man vil drive ham foran sig til Maalet, istedet for at drage ham efter sig.[...]
Den Snildhed, Eftertænksomhed og Aandsnærværelse, som Hunden ofte udviser, ere Egenskaber, der, i Forening med dens Erindringsevne, antyder noget Mere, end blot Instinct: (blind, bevidstløs Naturdrivt) et Ord, ved hvilket vi gjerne, i selvbehagelig Følelse af vor egen Aandsoverlægenhed, betegne Dyrenes Tænkeevne.