Baggrund
Gammel Dansk Hønsehund er Danmarks og
Skandinaviens eneste stående hønsehund. I de øvrige nordiske lande
findes i dag udelukkende Støvere.
Gammel Dansk Hønsehund er samtidig den eneste hunderace, der anerkendes
som en rent dansk race.
Det er umuligt at fortælle om dens jagtlige særegenskaber uden først at
have omtalt dens historie. Markprøve-standarden – der i øvrigt er en af
de mest detaljerede, der findes for nogen race – indledes da også med
ordene: Idet Klubben for Gammel Dansk Hønsehund vedkender sig racens
historiske oprindelse...bestemmer den følgende regler for racens adfærd
i marken...
I indledningen til standarden for Gammel Dansk Hønsehund, dvs. den
standard, der lægges til grund for bedømmelsen på udstilling, står der,
at racen stammer fra Regenceperioden (1715-ca. 1723). Uvilkårligt
kommer man til at tænke på fyrstehoffernes pragtudfoldelser ved fjerne
tiders jagter. Men Gammel Dansk Hønsehund er ikke blevet til på
fyrstebud eller ud fra et sportsligt lune, som så mange andre
hunderacer er blevet. Ingen anden race har så dybt betonet social
baggrund som Gammel Dansk Hønsehund.
Indtil 1702 fandtes der livegenskab i Danmark, hvorunder det bl.a. var
landbobefolkningen forbudt at eje hund, medmindre den fik afhugget
højre forpote eller overskåret forbenets ankelsener. Dette skete, for
at den ikke skulle jage herremandens vildt eller for de forlenede
godsers vedkomne: Kronens vildt.
Med livegenskabets bortfald blev dette barbariske påbud ophævet.
Derimod skærpedes straffen for krybskytteri derhen, at en hunds ejer
blev betragtet som krybskytte og skulle lide døden ved hængning, dersom
hunden jagede anden mands vildt.
I selvopholdelsesdriftens interesse måtte den fattige landbobefolkning
derfor finde en jagthund, der var ubetinget lydig og som forstod at
holde sig inden for de beskedne jordlodder, bønderne rådede over.
Omkring 1710 begyndte en bonde ved navn Morten Bak fra Glenstrup sogn
ved Randers – hvor der ind imellem de to verdenskrige fandtes en
dørhammer med hans navn – at fremelske en hunderace til småkårsjagt.
Disse hunde kom først til at hedde Bak-hunde, senere Danske Hønsehunde
og til slut Gamle Danske Hønsehunde.
Slægten beskæftigede sig ned gennem tiderne med denne hunderace,
hvilket borger for historiens autenticitet.
Det avlsmateriale racens grundlægger kan have benyttet sig af er ret
definerbart. Godsernes jagtform var da overalt parforcejagten – chasse
à courre – med store importerede i reglen franske støvere. Det hændte,
at der imellem disse forekom en hund, der tog stand for vildtet, især
fuglevildt, og dette var selvsagt til stor fare under ridtet. Sådanne
hunde blev derfor tage ud af meuten – hundekoblet – og blev degraderet
til køkkenhunde. Disse hunde bragtes til at tage stand, så
agerhønseflokken trykkede, hvorefter pikøren – hundeføreren – kunne
kaste sit net over flokken. Herved sikredes køkkenets forsyninger med
vildtfugle.
Den tunge hvid/brune jagthunderace som vi kalder Gammel Dansk Hønsehund
må have haft blod af sådanne køkkenhunde i sig, af støvere der mindede
om St. Hubertushunde og af andre jagthunde som sigøjnerne førte med
sig, lige som der højst rimeligt også er blod af de hundearter, der
trak hundekærrer, samt af nogle små ikke fredelige gårdhunde, der
gjorde vagttjeneste.
Afkommet af disse blev renavlet i otte generationer og dette tyder på
en for tiden meget systematisk avlsmetode.
Gammel Dansk Hønsehund udfyldte fra starten sin opgave. Den var nem at
dressere, holdt sig inden for et angivet terræn og var udpræget
kontaktsøgende, hvilket senere, da den kom på større terræn, viste sig
at gøre jagt både bekvemmere og mere charmerende.
Gamle Danske Hønsehunde vendte med iver hver en kvasbunke for at finde
vildt og leverede derfor tiltrængte bidrag til de beskedne
fødevarebeholdninger, der var til bondens rådighed. De var desuden
udprægede vagthunde, der ikke tillod at nogen fremmed fjernede
familiens ejendele.
Fra trækhundene havde Gammel Dansk Hønsehund taget sin sindige gangart.
Grundigheden i søget og den intuitive fuglebehandlig var arv fra de
nordafrikanske fuglehunde, som spanierne bragte fra Afrika og til
Spanien og herfra var de så siden kommet til det øvrige Europa enten i
følge med sigøjnerne eller ved tilfældig parring bl.a. med hundene til
parforcejagt o.a.
Selv om man senere ved hensigtsmæssig avl har sat tempoet inden for
racen Gammel Dansk Hønsehund væsentligt op, har man igennem tiderne
bestræbt sig på, at racen aldrig kom til at miste sit jagtligt
primitive særtræk, lige så lidt som sit markante eksteriør.
Racen Gammel Dansk Hønsehund var så at sige udsprunget af
danmarkshistorien og dens videre eksistens blev på samme måde en
afspejling af nationens udvikling.
Et barnebarn af stifteren Morten Bak blev via et stipendiat uddannet så
han kunne modtage en sekretærstilling hos lensgrave K. D. F. Reventlow,
der indledte arbejdet med landboreformerne, som i 1888 førte tilstavns
båndets ophævelse. Morten Baks barnebarn stillede som betingelse for at
påtage sekretærhvervet, at han måtte tage sine otte hunde af slægtens
race med til Kristianssæde på Lolland. Hundene fik imidlertid ikke
ophold hos grev Reventlow selv, men hos Abraham Lehn på Orebygaard,
hvor de blev passet af endnu et barnebarn af racens
grundlægger, som efter denne hed Morten Bak.
Her på Orebygaard indledtes et systematisk avlsarbejde efter
kontinentale ideer, således at hundene specialiseredes efter bygning og
anlæg, ligesom de blev trænet til større arealer og mere omfattende
vildtrigdom.
Da der efter perkussionslåsens opfindelse var flere der skød til
fuglevildt fremfor at fange det i net, blev der fra mange sider bud
efter Gamle Danske Hønsehunde. Hertil bidrog yderligere at mange godser
efter statsbankerotten af 1813 havde indskrænket parforcejagten, og i
adskillige decennier blev Gammel Dansk Hønsehund landets mest udbredte
og benyttede jagthund.
Steen Steensen Blicher fik sine jagthunde fra Lolland igennem
bekendtskab med Bak-slægten og skrev om sin forkærlighed for den
hvid/brune race i sit jagttidsskrift Diana.
Guldaldermalerne portrætterede den nationale hunderace og man ser af
det ældste kendte maleri, en miniature fra 1826 fra hagenskov Slot på
Fyn, hvorledes hunderacens eksteriør er bevaret.
Krigen i 1864 fik en dobbelt indvirkning på racens skæbne. Dels fik
tabet af hertugdømmerne interessen for alt nationalt til at
blusse op, dels kom Ærøs afståelse som værende part af Sønderjylland
til at betyde et beklageligt intermezzo i avlen.
Hertugen af Augustenborg fik den absurde idé at parre Gamle Danske
Hønsehunde med Deutsche Olper Bracke for at skabe en kombineret
støver/hønsehundetype.
Forehavendet mislykkedes, men da Ærø igen kom under dansk dominans,
optrådte der adskilligt afkom efter disse krydsninger, som beholdt
uforholdmæssige korte forben, hvilket det tog adskilligt tid og omsorg
igen at få avlet ud af racen.
I 1866 blev seks Gamle Danske Hønsehunde eksporteret til Hannover for
at danne grundbestanden i den senere Tysk Korthårs Hønsehund. Denne
fornyede mesalliance med tyske racer førte til, at tidens største
besidder af Gammel Dansk Hønsehund, udenrigsminister grev O.
D. Ahlefeldt Laurvig Lehn på Hvidkilde ved Svendborg nægtede at
udstille racen på den første internationale hundeudstilling, der
afholdtes i København i slutningen af 1880'erne, og derfor blev racen
heller ikke optaget i Dansk Kennelklub, der stiftedes i forbindelse med
udstillingen.
I begyndelsen af det tyvende århundrede gik det tilbage for Gammel
Dansk Hønsehund. Den lange fredsperiode der fulgte oven på det forrige
århundredes tyske aggressionskrige medførte en internationalisme, der
også manifesterede sig inden for valget af hunderacer. Der blev indført
en række jagthunderacer, som alle var væsentlig hurtigere end den
danske race. Denne forsvandt nu i en årrække fra godserne og fik
hovedsageligt sit virke inden for de mindre og mindste jordbesidderes
kreds.
I årene op til anden verdenskrig var racen ved at forsvinde og
opretholdtes kun i nogle få eksemplarer hos slægten Bahnsen på Ærø. Her
fandt den sidste efterkommer af Morten Baks slægt, snedkermester
Johannes Matzen, Nysted på Lolland, racen igen.
Under krigen, hvor alle var glade for at beskæftige sig med noget
nationalt, blev der ført lange avisdebatter om hvordan en rigtig Gammel
Dansk Hønsehund skulle se ud. I 1947 blev der afholdt en udstilling af
formentlig raceægte danske hunde, men efter et landsomfattende
sorteringsarbejde viste der sig kun at være ca. 10 hunde tilbage, som
Matzen ville give blåt stempel. På grundlag af dette antal stiftede man
så Klubben for Gammel Dansk Hønsehund.
Interessen kunne imidlertid ikke opretholdes i det omfang den havde
haft i krigens år, og dertil var også udbuddet af hunde for småt. Ved
et dygtigt avlsarbejde inden for klubben blev racen dog ret hurtigt
bragt ud over den for nære indavl, der havde været nødvendig med det
ringe antal avlsindivider og udbuddet steg.
I 1963 var der så stor og ensartet bestand af Gammel Dansk Hønsehund,
at racen indregistreredes i Dansk Kennel Klub, og klubben med den
nuværende formand, gårdejer Knud Petersen, Gamborg på formandsposten
blev optaget imellem de specialklubber, der står i nær kontakt med
Dansk Kennel Klub. Samtidig blev racen så anerkendt af den
internationale sammenslutning af kennelklubber, F.C.I.
I 1968 blev racen for første gang vist på udstillinger uden for
Danmark. Det var godsejer Hans Sørensen, Flintholm på Fyn, hvis to
hunde Nembo og Nedda efter at være vist i Sverige og Frankrig blev
racens første danske og internationale champions.
Racen findes nu repræsenteret i Sverige, Vesttyskland og Holland, om
end kun i få eksemplarer.
I de senere år har racen fået et betydeligt opsving. Hundeejere, der
tidligere har været ret vant til hurtiggående udenlandske hunde, har
skiftet til de danske jagthunde, der egner sig bedre for de i dag
mindre jagtlodder, som er følgen af de høje jagtlejer.
Har man en hund der ud fra sin tradition finder alt tilstedeværende
vildt og som er pålidelig og nænsom apportør, så er hundens arbejde med
til at nedbringe omkostningerne ved jagtlejen, når man tager priserne
på vildt i betragtning.
Ser man endelig på de utrygge tider og den megen kriminalitet, der jo
unægtelig er blevet væsentlig mere teknisk betonet end da Gammel Dansk
Hønsehund blev avlet og også var et værn mod sigøjnere og natmandsfolk,
så er racens vagtsomme karakter, dens uforfærdethed og fysiske
robusthed i høj grad på sin plads.
- Med den tidevandsbevægelse der er et af grundelementerne i europæisk
historie, har samtiden udviklet sig på en måde, der gør racen Gammel
Dansk Hønsehund lige så funktionalistisk værdifuld, som den var det, da
den blev skabt for over 260 år siden.
Christensen, I. C.: Jagthunde (Kbh. 1979), s 70-73, Marie Louise
Sørensen: Gammel Dansk Hønsehund