Baggrund


Gammel Dansk Hønsehund er Danmarks og Skandinaviens eneste stående hønsehund. I de øvrige nordiske lande findes i dag udelukkende Støvere.


Gammel Dansk Hønsehund er samtidig den eneste hunderace, der anerkendes som en rent dansk race.

Det er umuligt at fortælle om dens jagtlige særegenskaber uden først at have omtalt dens historie. Markprøve-standarden – der i øvrigt er en af de mest detaljerede, der findes for nogen race – indledes da også med ordene: Idet Klubben for Gammel Dansk Hønsehund vedkender sig racens historiske oprindelse...bestemmer den følgende regler for racens adfærd i marken...

I indledningen til standarden for Gammel Dansk Hønsehund, dvs. den standard, der lægges til grund for bedømmelsen på udstilling, står der, at racen stammer fra Regenceperioden (1715-ca. 1723). Uvilkårligt kommer man til at tænke på fyrstehoffernes pragtudfoldelser ved fjerne tiders jagter. Men Gammel Dansk Hønsehund er ikke blevet til på fyrstebud eller ud fra et sportsligt lune, som så mange andre hunderacer er blevet. Ingen anden race har så dybt betonet social baggrund som Gammel Dansk Hønsehund.

Indtil 1702 fandtes der livegenskab i Danmark, hvorunder det bl.a. var landbobefolkningen forbudt at eje hund, medmindre den fik afhugget højre forpote eller overskåret forbenets ankelsener. Dette skete, for at den ikke skulle jage herremandens vildt eller for de forlenede godsers vedkomne: Kronens vildt.

Med livegenskabets bortfald blev dette barbariske påbud ophævet. Derimod skærpedes straffen for krybskytteri derhen, at en hunds ejer blev betragtet som krybskytte og skulle lide døden ved hængning, dersom hunden jagede anden mands vildt.

I selvopholdelsesdriftens interesse måtte den fattige landbobefolkning derfor finde en jagthund, der var ubetinget lydig og som forstod at holde sig inden for de beskedne jordlodder, bønderne rådede over.

Omkring 1710 begyndte en bonde ved navn Morten Bak fra Glenstrup sogn ved Randers – hvor der ind imellem de to verdenskrige fandtes en dørhammer med hans navn – at fremelske en hunderace til småkårsjagt. Disse hunde kom først til at hedde Bak-hunde, senere Danske Hønsehunde og til slut Gamle Danske Hønsehunde.

Slægten beskæftigede sig ned gennem tiderne med denne hunderace, hvilket borger for historiens autenticitet.

Det avlsmateriale racens grundlægger kan have benyttet sig af er ret definerbart. Godsernes jagtform var da overalt parforcejagten – chasse à courre – med store importerede i reglen franske støvere. Det hændte, at der imellem disse forekom en hund, der tog stand for vildtet, især fuglevildt, og dette var selvsagt til stor fare under ridtet. Sådanne hunde blev derfor tage ud af meuten – hundekoblet – og blev degraderet til køkkenhunde. Disse hunde bragtes til at tage stand, så agerhønseflokken trykkede, hvorefter pikøren – hundeføreren – kunne kaste sit net over flokken. Herved sikredes køkkenets forsyninger med vildtfugle.

Den tunge hvid/brune jagthunderace som vi kalder Gammel Dansk Hønsehund må have haft blod af sådanne køkkenhunde i sig, af støvere der mindede om St. Hubertushunde og af andre jagthunde som sigøjnerne førte med sig, lige som der højst rimeligt også er blod af de hundearter, der trak hundekærrer, samt af nogle små ikke fredelige gårdhunde, der gjorde vagttjeneste.

Afkommet af disse blev renavlet i otte generationer og dette tyder på en for tiden meget systematisk avlsmetode.

Gammel Dansk Hønsehund udfyldte fra starten sin opgave. Den var nem at dressere, holdt sig inden for et angivet terræn og var udpræget kontaktsøgende, hvilket senere, da den kom på større terræn, viste sig at gøre jagt både bekvemmere og mere charmerende.

Gamle Danske Hønsehunde vendte med iver hver en kvasbunke for at finde vildt og leverede derfor tiltrængte bidrag til de beskedne fødevarebeholdninger, der var til bondens rådighed. De var desuden udprægede vagthunde, der ikke tillod at nogen fremmed fjernede familiens ejendele.

Fra trækhundene havde Gammel Dansk Hønsehund taget sin sindige gangart. Grundigheden i søget og den intuitive fuglebehandlig var arv fra de nordafrikanske fuglehunde, som spanierne bragte fra Afrika og til Spanien og herfra var de så siden kommet til det øvrige Europa enten i følge med sigøjnerne eller ved tilfældig parring bl.a. med hundene til parforcejagt o.a.

Selv om man senere ved hensigtsmæssig avl har sat tempoet inden for racen Gammel Dansk Hønsehund væsentligt op, har man igennem tiderne bestræbt sig på, at racen aldrig kom til at miste sit jagtligt primitive særtræk, lige så lidt som sit markante eksteriør.

Racen Gammel Dansk Hønsehund var så at sige udsprunget af danmarkshistorien og dens videre eksistens blev på samme måde en afspejling af nationens udvikling.

Et barnebarn af stifteren Morten Bak blev via et stipendiat uddannet så han kunne modtage en sekretærstilling hos lensgrave K. D. F. Reventlow, der indledte arbejdet med landboreformerne, som i 1888 førte tilstavns båndets ophævelse. Morten Baks barnebarn stillede som betingelse for at påtage sekretærhvervet, at han måtte tage sine otte hunde af slægtens race med til Kristianssæde på Lolland. Hundene fik imidlertid ikke ophold hos grev Reventlow selv, men hos Abraham Lehn på Orebygaard, hvor de blev passet af endnu et barnebarn  af racens grundlægger, som efter denne hed Morten Bak.

Her på Orebygaard indledtes et systematisk avlsarbejde efter kontinentale ideer, således at hundene specialiseredes efter bygning og anlæg, ligesom de blev trænet til større arealer og mere omfattende vildtrigdom.

Da der efter perkussionslåsens opfindelse var flere der skød til fuglevildt fremfor at fange det i net, blev der fra mange sider bud efter Gamle Danske Hønsehunde. Hertil bidrog yderligere at mange godser efter statsbankerotten af 1813 havde indskrænket parforcejagten, og i adskillige decennier blev Gammel Dansk Hønsehund landets mest udbredte og benyttede jagthund.

Steen Steensen Blicher fik sine jagthunde fra Lolland igennem bekendtskab med Bak-slægten og skrev om sin forkærlighed for den hvid/brune race i sit jagttidsskrift Diana.

Guldaldermalerne portrætterede den nationale hunderace og man ser af det ældste kendte maleri, en miniature fra 1826 fra hagenskov Slot på Fyn, hvorledes hunderacens eksteriør er bevaret.

Krigen i 1864 fik en dobbelt indvirkning på racens skæbne. Dels fik tabet af hertugdømmerne  interessen for alt nationalt til at blusse op, dels kom Ærøs afståelse som værende part af Sønderjylland til at betyde et beklageligt intermezzo i avlen.

Hertugen af Augustenborg fik den absurde idé at parre Gamle Danske Hønsehunde med Deutsche Olper Bracke for at skabe en kombineret støver/hønsehundetype.

Forehavendet mislykkedes, men da Ærø igen kom under dansk dominans, optrådte der adskilligt afkom efter disse krydsninger, som beholdt uforholdmæssige korte forben, hvilket det tog adskilligt tid og omsorg igen at få avlet ud af racen.

I 1866 blev seks Gamle Danske Hønsehunde eksporteret til Hannover for at danne grundbestanden i den senere Tysk Korthårs Hønsehund. Denne fornyede mesalliance med tyske racer førte til, at tidens største besidder af  Gammel Dansk Hønsehund, udenrigsminister grev O. D. Ahlefeldt Laurvig Lehn på Hvidkilde ved Svendborg nægtede at udstille racen på den første internationale hundeudstilling, der afholdtes i København i slutningen af 1880'erne, og derfor blev racen heller ikke optaget i Dansk Kennelklub, der stiftedes i forbindelse med udstillingen.

I begyndelsen af det tyvende århundrede gik det tilbage for Gammel Dansk Hønsehund. Den lange fredsperiode der fulgte oven på det forrige århundredes tyske aggressionskrige medførte en internationalisme, der også manifesterede sig inden for valget af hunderacer. Der blev indført en række jagthunderacer, som alle var væsentlig hurtigere end den danske race. Denne forsvandt nu i en årrække fra godserne og fik hovedsageligt sit virke inden for de mindre og mindste jordbesidderes kreds.

I årene op til anden verdenskrig var racen ved at forsvinde og opretholdtes kun i nogle få eksemplarer hos slægten Bahnsen på Ærø. Her fandt den sidste efterkommer af Morten Baks slægt, snedkermester Johannes Matzen, Nysted på Lolland, racen igen.

Under krigen, hvor alle var glade for at beskæftige sig med noget nationalt, blev der ført lange avisdebatter om hvordan en rigtig Gammel Dansk Hønsehund skulle se ud. I 1947 blev der afholdt en udstilling af formentlig raceægte danske hunde, men efter et landsomfattende sorteringsarbejde viste der sig kun at være ca. 10 hunde tilbage, som Matzen ville give blåt stempel. På grundlag af dette antal stiftede man så Klubben for Gammel Dansk Hønsehund.

Interessen kunne imidlertid ikke opretholdes i det omfang den havde haft i krigens år, og dertil var også udbuddet af hunde for småt. Ved et dygtigt avlsarbejde inden for klubben blev racen dog ret hurtigt bragt ud over den for nære indavl, der havde været nødvendig med det ringe antal avlsindivider og udbuddet steg.

I 1963 var der så stor og ensartet bestand af Gammel Dansk Hønsehund, at racen indregistreredes i Dansk Kennel Klub, og klubben med den nuværende formand, gårdejer Knud Petersen, Gamborg på formandsposten blev optaget imellem de specialklubber, der står i nær kontakt med Dansk Kennel Klub. Samtidig blev racen så anerkendt af den internationale sammenslutning af kennelklubber, F.C.I.

I 1968 blev racen for første gang vist på udstillinger uden for Danmark. Det var godsejer Hans Sørensen, Flintholm på Fyn, hvis to hunde Nembo og Nedda efter at være vist i Sverige og Frankrig blev racens første danske og internationale champions.

Racen findes nu repræsenteret i Sverige, Vesttyskland og Holland, om end kun i få eksemplarer.

I de senere år har racen fået et betydeligt opsving. Hundeejere, der tidligere har været ret vant til hurtiggående udenlandske hunde, har skiftet til de danske jagthunde, der egner sig bedre for de i dag mindre jagtlodder, som er følgen af de høje jagtlejer.

Har man en hund der ud fra sin tradition finder alt tilstedeværende vildt og som er pålidelig og nænsom apportør, så er hundens arbejde med til at nedbringe omkostningerne ved jagtlejen, når man tager priserne på vildt i betragtning.

Ser man endelig på de utrygge tider og den megen kriminalitet, der jo unægtelig er blevet væsentlig mere teknisk betonet end da Gammel Dansk Hønsehund blev avlet og også var et værn mod sigøjnere og natmandsfolk, så er racens vagtsomme karakter, dens uforfærdethed og fysiske robusthed i høj grad på sin plads.

- Med den tidevandsbevægelse der er et af grundelementerne i europæisk historie, har samtiden udviklet sig på en måde, der gør racen Gammel Dansk Hønsehund lige så funktionalistisk værdifuld, som den var det, da den blev skabt for over 260 år siden.

Christensen, I. C.: Jagthunde (Kbh. 1979), s 70-73, Marie Louise Sørensen: Gammel Dansk Hønsehund
Sørens Hjemmeside