Panda:

27. maj 2024...

Der er blevet sat punktum for æraen med Punto’er. Det var en sorgens dag, da jeg måtte af med nummer 9 😥 - men sådan gik det:  Den skulle til syn lige før jeg skulle holde træf. Jeg var dog så fortravlet at jeg ikke kunne nå at lave noget på den i ordentlig tid. Jeg fik det så trukket så lang tid at der kom et “på forhånd”-bødeforlæg - altså, hvis jeg ikke snart fik fingeren ud og fik den synet - og det senest d. 4. juni, så ville jeg få en bøde på 2000 kr. Ugen før jeg tog på Morinitour skulle der så gøres noget ved det. Jeg fik kigget den igennem. Mekanisk var der ikke andet end en bremseskive som var lidt skæv. Den fik jeg drejet lige, så den kunne bremse ordentligt. Men jeg fandt også et sted med rust i det højre panel. Nok ikke dramatisk, men den kunne godt risikere at falde igennem på det, men hvad værre var, der var også rust i forbroen - flere huller omkring gearkasse- og hjulophæng. Jeg var i syv sind om det var forsvarligt med to år endnu med det, men tænkte at det måske nok kunne gå - men det skulle i hvert fald skjules til syn. Så det fik en gang tectyl og der blev smidt lidt savsmuld og jord på, så det så gammelt ud 😄  Torsdag før min afrejse ville jeg så køre til syn med den, men her opdager jeg så at den drypper oile - og lidt for meget. Det var oliekarret som var rustet foran. Jeg piller det så af og får det renset. Det er tyndt som pergamentpapir foran og der er mange små huller, men jeg får det svejset op, så det er tæt. Kunne så altid købe et nyt senere. Dagen efter så til syn. Syningsmanden finder seks huller i bunden - ikke dramatisk - fire af dem er drænhuller der er blevet store og så selvfølgelig hullet i panelet. Forbroen opdager han ikke. Men uanset, den blev kasseret!  Overvejelserne gik så! Jeg har meget længe ville have en Panda. Egentlig allerede da jeg for fire år siden købte Punto 9, og Ikke mindst siden jeg en gang i regnvejr i de italienske bjerge lå bag ved en hvid III’er som snoede sig perfekt op og ned af bjergvejene. Prisen havde dog været for høj, men nu var de ved at være i et realistisk leje. På vej hjem fra syningshallen, prøvede jeg så en II’er i Allesø. Den kørte fint, men var ikke så køn at se på. Prisen passede dog. Men jeg skulle stadig lige overveje - måske kunne det betale sig at lave rust på Punto’en, så jeg skulle lige sove på det.  Weekenden gik og beslutningen blev taget: Punto’en skulle til skrot inden jeg tog afsted, både fordi der var lidt for meget arbejde og for mange udgifter, hvis også forbroen skulle skiftes og ikke mindst med bødeforlægget som jo ville komme uanset, fordi jeg ikke kunne nå at lave det inden d. 4. Jeg ville så se hvad jeg kunne finde af bil når jeg kom hjem fra tur.  Mandag morgen blev den altså kørt til Vissenbjerg Autoophug, hvor de ville give 3800 i skrotpræmie. Det var en sørgmodig afsked, for den kørte simpelthen perfekt og jeg har været utrolig glad for den.  Hjemme igen kunne jeg ikke lade være med at kigge efter hvad der nu skulle være af Panda’er. Jeg havde fået samling på alle mine finanser og herunder fået lidt penge for nogle arbejdsopgaver, og jeg havde faktisk lidt mere end jeg regnede med. Så jeg begyndte at kigge på lidt nyere Panda’er og pludselig opdager jeg at der er en til salg i Blommenslyst - en Panda III med Twin Air motor. Den billigste jeg endnu har set. Et hurtigt regnstykke sagde at jeg ville spare lidt over 4000 kr om året i grøn afgift og ikke mindst (i hvert fald i teorien) ville have et lavere benzinforbrug, for med den specielle motor står den jo til 23,8 km/l. Så alene af den grund var det værd at ofre lidt mere på bilkøb.  Den var dog alligevel lidt over budget, men jeg havde fået lovning på et lille lån af min far og da jeg kunne forhandle prisen en del ned, måtte jeg simpelthen ind og prøve den. Tornerose måtte så køre mig derind. Jeg fik den prøvet og kigget an. Den har godt nok lidt kosmetiske fejl - værst er det slidte førersæde, men til den pris er det til at leve med - den blev købt. Et kort smut ud til min far, så han kunne se den, hjem for at hente trailer, tilbage til Blommenslyst for at hente Tornerose, hjem igen, pakke det sidste til Morinitour og så ellers afsted mod Italien.  Så altså, de første fjorten dage i mit navn, fik jeg slet ikke kørt i den, men heldigvis er der jo en million Panda’er i Italien. Så jeg så hele tiden min nye bil i trafikken dernede 😆 - Og jeg var glad for at det blev på den måde, selvom det hele var utrolig fortravlet, for det gav lidt ro under min Morinitour, at jeg ikke skulle spekulere på hvordan og hvorledes med ny bil. Nu har jeg så fået kørt lidt mere i den og jeg bliver mere og mere begejstret. Den kører som en gokart - præcis det jeg har ønsket mig og jeg finder mig selv grine, når den så let som ingen ting tager svingene ude på de små landeveje. Og så er den jo tyve år yngre end Punto’en. Det er vildt så meget der er sket siden da. Den har alle mulige gimmicks som er lidt fascinerende. Egentlig er jeg mest til manuelle ting, men der er nogle ting som jeg alligevel begejstres meget over. Der er fx øjebliksmåling af benzinforbruget - så jeg ligger og kører langsomt, som den nærige gamle mand jeg er. Der er centrallås og fjernbetjening og Ikke mindst er der servostyringen. Jeg kører jo nærmest halvdelen af tiden med trailer og det ikke at skulle kæmpe med et tungt rat når der skal laves præcise bakkemanøvrer er altså en stor fornøjelse - men jeg skal lige vænne mig til det. Jeg river stadig lidt for hårdt i rattet 😆 - Og så er der musikanlægget - fantastisk lyd! Og lyd i det hele taget: den er enormt støjsvag og når den endelig siger noget er det denne herlige lyd fra den lille tocylindrede motor - som næsten lyder præcis som den gamle luftkølede 500 motor. Jeg kunne lave en liste så lang over ting jeg begejstres over - så jeg er altså virkelig glad for den lille nye! ❤️