Une Affaire Française



Nej, tøjvalget er ikke tilfældigt ;o)

I begyndelsen af maj 2015 fik jeg fransk - af en halvfremmed mand! Og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, er jeg faktisk rigtig begejstret for det!

Hele denne affære begyndte et par måneder forinden. Min gode nabo Jakob havde spurgt om jeg var interesseret i en billig bil. Det var en han tidligere havde haft, og så solgt til en paragliding-makker, Peter, som bor et par flækker herfra. Jeg takkede nej, for jeg syntes ikke lige jeg havde råd til en bil på daværende tidspunkt, og desuden var det jo ikke nogen Fiat!

Kort efter vores træf kom Jakob så forbi igen og fortalte at nu ville Peter sådan set bare forære den væk, så hvis jeg var interesseret, kunne jeg en bil. Tæt på målløs fik jeg sagt ja tak, for det kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Han sagde godt nok at den ikke var holdt særligt godt, så jeg skulle ikke forvente så meget, men der var da et års tid til den skulle synes igen.

Nogle dage senere hørte jeg pludselig lyden af en utæt udstødning; der trillede en lille meget beskidt Peugeot 106 ind i indkørslen og samtidig kom Jakob gående ind i haven med ordene: her kommer din nye bil!
Ved første øjekast så den godt nok meget misligeholdt ud. Jeg tror ikke den havde været vasket siden Jakob solgte den, der var buler og skrammer; og taget helt mat og ridset af ting der har stået oven på bilen - Og indeni var det ikke meget bedre: der var nærmest så meget jord på instrumentbordet at jeg overvejede at så gulerødder der; sæderne var plettede af noget der lignede oliespild og radioen hang halvvejs ude af monteringen, så det var ikke det bedste indtryk den gav fra sig. Men en gratis bil!!! Og så med fuld tank oveni!! Og ekstra sæt hjul, så der både er vinter- og sommerdæk!
Vi fik snakket lidt frem og tilbage over en øl, og Peter fortalte om de særheder den nu har og hvad der ikke virkede. Derefter ønskede han mig held og lykke med bilen og blev så kørt hjem af Jakob.  - Gratis bil med levering til døren! Det er jo næsten ikke til at forstå!

De næste par dage gik så med at gøre bilen ren. To gange højtryksrensing udvendigt, Slipol til lakken, derefter "colour renovator" og sluttelig voks. Kofangere og gummilister fik specialrens med farvestof i og masser af silikone, men så så den også helt hærderlig ud udvendigt.
Indvendigt fik den en gang grovvask og igen masser af silikone på kunststofområderne. Sæder og tæpper blev vasket med min Vax. Det hjalp også gevaldigt, selvom pletterne fra sæderne ikke ville forsvinde. Men nu begyndte den faktisk at ligne en helt fin bil.
Jeg havde den også på liften for at få svejet udstødningen. Samtidig fik jeg så kigget undervognen grundigt igennem. Ud over de par steder som Peter havde nævnt var blevet svejset ved sidste syn, var der faktisk ikke noget at komme efter. Det er meget tydeligt at den har været undervognsbehandlet. Så ud over et par stenslag i forruden, som nok skal laves, så tror jeg snildt den kan gå igennem et syn igen.
Jakob var forbi en dag for at inspicere. Han foreslog skumvask til pletterne på sæderne. Jeg havde godt nok ikke så megen fidus til det, men da jeg var i Biltema dagen efter, købte jeg alligevel noget - og jeg må sige, at det er noget effektivt stads. Pletterne er ikke helt væk, men reduceret til næsten ingenting. Jeg er meget imponeret!

Nå, som man måske kan forstå er det blevet en lille fin bil, som jeg er meget glad for. Og det bedste ved det hele: den er ski'sjov at køre. Det er næsten som en 12-7'er - på steroider! Den vejer det samme, og så har den 75 HK. Den opfører sig også lidt ligesådan på vejen. Så bortset fra lidt franske særheder og lidt andre ting som ikke nødvendigvis falder i min smag, så er jeg superbegejstret for den lille potte. Det er så fedt at have en lille bil igen!
Jeg er altså Peter dybt taknemmelig for den fantastiske gave. Tænk sig at en fremmed mand kan være så gavmild!





Sørens Hjemmeside