Kørsel   Cyklen   Grej 


Begyndertips


Jeg kan måske i virkeligheden ikke tillade mig at prøve at "undervise" med den smule erfaring jeg har. Men jeg ved fra mange andre sammenhænge, hvor jeg har været begynder, at der var nogle ting som var svære i starten - og når man så har fået en vis erfaring, så glemmer man hvad disse var.
Jeg har også oplevet - som nok er en følge af den glemsomhed - at mange af de forslag jeg fik fra erfarne og undervisere, ikke var særlig brugbare, fordi jeg slet ikke var klar til disse forslag.
Det er noget af det jeg vil prøve at beskrive her - inden jeg selv glemmer det 😁



Først vil jeg nævne, i nogenlunde kronologisk rækkefølge, hvad jeg selv syntes var svært (og til dels stadig synes er svært) - og hvordan det har været at forholde sig til:

* Det første der føltes helt forkert var kørestillingen! Jeg havde en mærkelig følelse af nærmest at være på den anden side af styret! Meget af det skyldes måske at jeg er vant til clip on-styr og en meget liggende position. Så pludselig at stå op, nærmest have armene lodret i stedet for vandret og hænderne på den anden side af kronrørslejet føltes mærkeligt, så bare det at styre føltes helt forkert. - Dette var dog noget der hurtigt forsvandt. Efter en tre-fire intensive træninger, begyndte det at føles naturligt

* At holde balancen var selvsagt svært (og er det stadig). At køre så langsomt er jo ikke vanlig kost - også selvom jeg altid øver ikke at sætte benene ned når jeg holder ved lyskryds og lignende. Faktisk føltes den lette vægt, som en trial-motorcykel har, som et handicap. Det føltes langt nemmere at holde balancen med en tungere maskine. - Det er selvsagt stadig svært at holde balancen, især det at holde helt stille, men den uvante følelse forsvandt også med nogle træningsgange

* De første mange gange var jeg spændt som flitsbue i alle muskler, og jeg forsøgte at tvinge motorcyklen til det jeg ville - i stedet for at slappe af og lade motorcyklen arbejde under mig

* Der var frygten for ikke at kunne komme over forhindringer, selvom de var ganske små. Jeg tror det skyldtes at cyklen gjorde "mærkelige" ting ved mødet med forhindringer. Den omtalte forkrampethed og så det ikke at kunne forudsige hvad der vil ske med forhjulet og styret, var sikkert årsagen til en smule angst for forhindringerne. - Man lærer dog meget hurtigt hvad man kan forberede sig på og så snart man slapper mere af, bliver det hele meget nemmere

* Så var der angsten for at falde bagover! Som selvfølgelig hænger sammen med det at finde ud af hvordan vægten skal fordeles, som generelt skal meget langt bagud. For mig var det nok igen svært, fordi jeg har været så vant til ved landevejskørslen at lægge vægten på forhjulet ind i sving - Men altså man skal langt bagud og man kan faktisk komme virkelig meget længere bagud end man kan forestille sig!

* Mere om vægtfordeling. Denne er i de fleste tilfælde fuldstændig modsat af at "køre gade", hvor man jo udnytter vægten til at lægge cyklen ned - I trial placerer man vægten som modvægt! Så alting føles helt modsat og det er helt sikkert grunden til at jeg spændte sådan i starten, fordi jeg forsøgte at "gøre som jeg plejer" og som nævnt tvinge

* Bruge bagbremsen! Selvom jeg stort set altid bruger bagbremsen når jeg kører motorcykel, så var det alligevel svært at få den arbejdet flydende ind i trial-kørslen - Men bagbremsen er i den grad afgørende og det skal bare øves, øves, øves!

* Kigge fremad. Det gælder jo al kørsel - og noget jeg stadig arbejder på selv når jeg kører gadekørsel. Noget af det der gjorde alting sværere i starten, var at fokus i stærk grad var på selve forhindringen, ja, næsten på hvad der var foran forhindringen - I stedet skal man fokusere mere på hvordan man kommer videre til næste forhindring. Hvis man fokuserer på den foranværende forhindring, så er det faktisk for sent. Det vil sige at man skal læse sporet på forhånd, så man hele tiden er på forkant med tingene

* Timing - hvornår vægt frem og hvornår tilbage, hvor megen fart; gashåndtering: hvor meget og hvornår. - En del af det kommer når man har lært sin cykel at kende, men det kan stadig være svært at afgøre hvor megen gas der fx skal til at forcere en stejl bakke, og hvornår gassen skal indsættes - Igen er det bare at øve igen og igen! Og bedste forberedelse er at se hvordan de gode gør det.



Lidt flere overvejelser:
Det bliver ofte foreslået at man fx skal øve otte-taller på en græsplæne - fordi det styrker ens balanceevne, evne til at køre langsomt og kontrollere gas og kobling, og selvfølgelig fordi det er ved den slags kørsel man oftest vil lave fejl i sektionerne.
Det vil jeg dog ikke foreslå når man er helt ny. Jeg mener ikke man får noget ud af det, fordi man simpelthen er for dårlig til det. Og jeg ved godt at man selvfølgelig skal øve det man er dårlig til, men jeg mener at det er med til at gøre en endnu dårligere eller i hvert fald forlænge indlæringstiden, hvis man øver noget man stort set hele tiden fejler i. Jeg mener at man skal have opbygget et vist minimalt niveau, før man begynder at repetere basale ting.
For mig at se er det bedre at komme ud i nogle "rigtige" situationer og så udfordre sig selv på den måde. Der er især en grund til det, nemlig måden man fokuserer på. Når man er ny er det meget svært at finde ud af hvor man skal lægge fokus - og det er samtidig meget individuelt hvornår og hvordan man er i stand til at være opmærksom på enkelte detaljer. Noget andet er at hvis man bliver kastet lige ud i "virkeligheden", vil man simpelthen ikke have tid til at tænke over hvordan man skal gøre tingene, og det er min overbevisning at man på den måde instinktivt og relativt hurtigt finder ud af hvad der kan virke og hvor man har problemer. Desuden er det langt sjovere, hvilket er meget mere motiverende end at lave det samme igen og igen, hvor man fejler igen og igen.
Når man så har fået en fornemmelse - og har opbygget en vis form og muskulær hukommelse, så er jeg enig i at man bør gå i gang med den slags øvelser, altså hvor man gentager og forsøger at forfine sin kørsel - fx ottetaller, balance ved lav eller ingen fart osv. Først dér får man for alvor noget ud af det: man kan det lidt i forvejen og man kan træne i et lærerigt flow, fremfor at blive standset hele tiden, fordi man ikke kan selv det mest simple.



Men altså, for at opsummere hvad jeg har fået ud af mine første erfaringer, så går mine anbefalinger på følgende:

* Først og fremmest: træn med andre! Der er så megen inspiration at hente og desuden masser af hjælp - og så er det bare enormt meget sjovere at have nogen at dele det hele med!

* Prøv at slappe af og lade motorcyklen gøre hvad den vil under dig og så "kompensere" ved at flytte din vægt i stedet for at "tvinge" motorcyklen

* Fokuser meget på at få vægten bagover: gå (meget) ned i knæ og hold hovedet højt. Hav relativt strakte arme, men stadig afslappede og "parate" så de kan tage imod hvad terrænet byder. Skuldrene skal så vidt muligt hele tiden være parallele med styret. Derved går det næsten af sig selv at få røven ud over siden af cyklen når man skal dreje. Og denne skal virkelig langt ud. - Når kroppen/røven flyttes ud over siden, så støt motorcyklen med læggen så det faktisk alene er benene der holder cyklens vægt. Brug i det hele taget benene så meget som overhovedet muligt. Det er de stærkste muskler i kroppen. Hver eneste mulighed der er for at lade benene tage over - udnyt det

* Det med bagbremsen kommer nok af sig selv, men prøv alligevel at øve finfølelsen med bremsen lige fra starten

* Få nogen til at filme dig mens du kører, og sammelign din positur og hvad du laver med hvordan profferne gør! Man kan godt tro at man gør det rigtige, men jeg har i hvert fald selv kunne konstatere, at jeg flere gange har troet at jeg gjorde tingene rigtigt eller tilstrækkeligt, men stadig var langt fra det optimale

* Se en masse instruktionsvideoer (tjek evt. links) og/eller endnu bedre: find en dygtig underviser som vil hjælpe dig!